DiscoverSlotsholmen
Slotsholmen
Claim Ownership

Slotsholmen

Author: DR

Subscribed: 1,232Played: 45,300
Share

Description

Få dansk politiks vigtigste historier. Kritiske interview med politikerne, landets bedste analytikere og DR's hold af politiske journalister i marken. I DR's politiske podcast, der lander klokken 16 alle tirsdage og fredage.
253 Episodes
Reverse
Med en tung offensiv i sidste øjeblik forsøger Socialdemokratiet at sætte sig på dagsordenen og undgå, at SF bliver det største danske parti ved EU-valget. Statsminister Mette Frederiksen giver store interviews til landsdækkende medier, og udlændingeminister Kaare Dybvad Bek angriber SF for slap udlændingepolitik i EU. S-kender Noa Redington analyserer begge dele i Slotsholmen, hvor vi også skal forbi den genopblussede debat om atomkraft. For en af Socialdemokratiets topkandidater til EU-valget vil stik mod partiets linje ophæve forbuddet mod atomkraft i Danmark. Værter: Pia Glud Munksgaard og Thomas Buhl. Gæster: Noa Redington, politisk kommentator, Magnus Barsøe, S-kandidat til Europa-Parlamentet. Tilrettelæggere: Theodora Renard og Jacob Thue Stenager.
For fire år siden lovede danske EU-politikere fuld åbenhed om det skattefrie tillæg på 37.000 kroner, som alle EU-politikere får hver måned - oveni deres almindelige løn. Men trods løftet holder fire ud af seks politikere det stadig skjult, hvad de bruger pengene til. I dag afdækker Slotsholmen det fortsatte hemmelighedskræmmeri om det kontroversielle EU-tillæg. Og så runder vi afslutningsdebatten i Folketinget, der blandt andet bød på en hed politisk flirt mellem Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne og Liberal Alliances Alex Vanopslagh. Værter: Theodora Renard og Thomas Buhl. Gæster: Mette Pabst, politisk reporter, DR, Christine Cordsen, politisk korrespondent, DR.
Kampen om vælgerne er i fuld gang op til EU-valget, og ingen kampplads er vigtigere end Facebook, hvor Liberal Alliance lige nu er det parti, der bruger suverænt flest penge på annoncer. Venstre sørger til gengæld for, at EU-videoer med Søren Gade kun bliver vist for jyder, mens Socialdemokratiet i særlig grad sender kampagnevideoer ud til seniorer på det sociale medie. I dag gennemgår Slotsholmen sammen med en ekspert partiernes strategier og skjulte tricks for at kapre vælgere via Facebook. Og så vender vi sagen om slettede sms'er i forbindelse med minksagen, for nu skal ministre og topembedsmænd til at gemme deres sms'er i årtier. Værter: Pia Glud Munksgaard og Thomas Buhl. Gæster: Valdemar Osted, SoMe-analytiker og tech-chef i Common Consultancy, Anders Svendsen, politisk reporter, DR.
Morten Messerschmidt kalder klimapolitik i Danmark for hysteri og er på vej til at trække Dansk Folkeparti ud af den historiske klimaaftale. Ifølge en ekspert er der tale om et farligt hovsa-missil, der risikerer at ramme partiet selv. Så hvad kan det komme det til at betyde for Messerschmidts parti, og hvilke konsekvenser får det for dansk politik? De undersøger Slotsholmen, der også ser på en ny, kontroversiel valgtest op til EU-valget. Testen ser neutral ud ved første øjekast, men den er lavet af et parti, og kritikerne kalder den manipulerende og et problem for demokratiet. Værter: Thomas Buhl og Pia Glud Munksgaard. Gæster: Lars Trier Mogensen, politisk kommentator og podcastvært, Anders Vistisen, spidskandidat, Dansk Folkeparti.
Hvad laver partilederne på valgplakaterne, når de slet ikke stiller op til EU-parlamentet? Kan Alternativets rap om fri hash virkelig hente stemmer? Og hvorfor minder Villy Søvndal vælgerne om sit elendige engelsk? Valgkampen er skudt i gang, og i dag ser vi nærmere på partiernes kamp for at få vælgernes opmærksomhed frem mod EU-valget den 9. juni. Og så vender vi en ny måling fra Epinion. Her står Moderaterne til slet ikke at komme ind i Europa-Parlamentet, mens Venstre står til en halvering. Og det er faktisk - hold nu fast - en god nyhed for det kriseramte parti. Værter: Thomas Buhl og Pia Glud Munksgaard. Gæster: Steffen Hjaltelin, tidligere kampagnemand for Venstre og Christine Cordsen, politisk korrespondent, DR. Tilrettelægger: Theodora Renard.
Noa Redington spærrer øjnene op, da han ser en helt ny måling, hvor Socialdemokratiet står til at miste over en tredjedel af de vælgere, der stemte på dem ved sidste valg. Redington var rådgiver for statsminister Helle Thorning-Schmidt, da hun havde lige så elendige målinger for 11 år siden. Dengang opfordrede en række kredsformænd hende til at gå af. Så hvor hårdt presset er partiet og statsminister Mette Frederiksen af den nye måling? Det spørger Slotsholmen om i dag. Vi runder også Venstre, hvor en række folketingspolitikere nu udtaler sig anonymt om, at deres formand, Troels Lund Poulsen, skal steppe op og gå efter den magtfulde post som finansminister. Værter: Pia Glud Munksgaard og Thomas Buhl. Gæster: Noa Redington, politisk kommentator, tidligere rådgiver for Helle Thorning-Schmidt, Jacob Bruun, tidligere rådgiver i Venstre, indehaver af Bruun Advisory. Tilrettelægger: Theodora Renard.
Følelserne sad uden på tøjet, da Alternativet i weekenden diskuterede, om der kun skal serveres vegansk mad i partiet fremover. Forslaget faldt, men afstemningen var tæt - og her bagefter er det svært at få svar på, hvad partileder Franciska Rosenkilde selv stemte. Men i dag prøver Slotsholmen. Og så spørger vi også Rosenkilde, hvilken kurs partiet i det hele taget skal slå ind på for at lægge spærregrænsen bag sig. Vi skal også forbi den seneste udvikling i Nye Borgerlige, for nu har partiet simpelthen politianmeldt den tidligere formand Pernille Vermund for at nedlægge partiet ulovligt. Værter: Pia Glud Munksgaard og Thomas Buhl. Gæster: Franciska Rosenkilde, forperson, Alternativet, Cathrine Bloch, politisk reporter, DR. Tilrettelægger: Theodora Renard.
Uanset hvor meget Mette Frederiksen afviser at være kandidat, så snakker socialdemokrater i krogene om, hvad der sker, hvis hun om få måneder får en international toppost og forlader dansk politik. Men i modsætning til sidste sommer, hvor rygterne om en Nato-post kørte for fulde gardiner, er arvefølgen efter Frederiksen nu fastlagt. Så hvem overtager i givet fald stafetten? Og hvorfor står de socialdemokratiske kaffeklubber til at få større indflydelse i partiets interne magtkampe? Det undersøger Slotsholmen i dag, hvor vi også ser frem mod Europa-Parlamentsvalget om en måned. Det lugter af et midtvejsvalg, og alle partierne har noget på spil. Værter: Thomas Buhl og Pia Glud Munksgaard. Gæster: Jesper Hvass, politisk korrespondent, Børsen, Christine Cordsen, politisk korrespondent, DR. Tilrettelægger: Jonas Gulmann.
Løkkes hemmelige bog

Løkkes hemmelige bog

2024-05-0724:08

Redaktionen må ændre alle planer, da Lars Løkke Rasmussen ud af det blå kommer med en ny bog - eller podbook, som han kalder det - hvor han blandt andet fortæller, at Sólrun spærrede døren til deres lejlighed en sen nattetime, da det stod klart, at Løkke ville gøre Mette Frederiksen til statsminister. Vi lyn-lytter hele podbooken og vender det vigtigste med Jens Ringberg. Og så skaber udlændingespørgsmålet sprækker i regeringen. For Moderaterne er slet ikke på linje med Venstre og Socialdemokratiet i den ophedede udlændingedebat. Løkke advarer direkte imod at skabe en frygtkultur. Hvor dybt stikker uenigheden? Det spørger vi om i dag. Værter: Thomas Buhl og Pia Glud Munksgaard. Gæst: Jens Ringberg, politisk analytiker, DR. Tilrettelægger: Jonas Gulmann.
I takt med regeringens rædderlige meningsmålinger er Pelle Dragsted fra Enhedslisten begyndt at se lyset. Nu tør han drømme om en rød regering efter næste valg, men han vil tage sig betalt for at støtte den, eller måske ligefrem være med i den. Det fortæller Enhedslistens politiske leder i Slotsholmen, der også vender dynamikken i blå blok efter dramatiske forhandlinger om forsvar og kvindelig værnepligt, hvor de blå partier blev splittet. Værter: Thomas Buhl og Jens Ringberg. Gæster: Pelle Dragsted, politisk ordfører, Enhedslisten, Christine Cordsen, politisk korrespondent, DR. Tilrettelægger: Jonas Gulmann.
Inger Støjberg er gået i køkkenet og der er medisterpølse på menuen. Den bliver svøbt i bacon og tilberedt i airfryeren. Jeg elsker bacon, siger Støjberg på videoen, som hun lægger på X. Men hvad siger den baconsvøbte medister i virkeligheden om Danmarksdemokraterne? Det ser vi på i dag. Og så vender vi en ny analyse, der viser, at arbejdervælgerne, de faglærte og ufaglærte, vender Socialdemokratiet ryggen. Så er der overhovedet noget at fejre for det gamle arbejderparti på Arbejdernes Internationale Kampdag? Værter: Thomas Buhl og Pia Glud Munksgaard. Gæster: Erik Holstein, politisk analytiker, Altinget og Kasper Møller Hansen, professor og valgforsker, Københavns Universitet. Tilrettelægger: Jonas Gulmann.
Han var en af de socialdemokratiske borgmestre, der i 90'erne gjorde oprør mod Socialdemokratiets udlændingepolitik. Dengang fik han en kold skulder af S-toppen, der først flere år senere erkendte, at de oprørske vestegnsborgmestre havde ret i, at der var behov for en strammere udlændingepolitik. Så hvad siger Kjeld Hansen, tidligere bykonge i Herlev, til den debat om udlændinge, der nu er opstået i Socialdemokratiet? Det spørger vi ham om i dag. Og så vender vi regeringens afskaffelse af Store Bededag. Har regeringen fortrudt efter al den rabalder, der fulgte med? Og kan regeringen ende med at blive husket som "den der afskaffede Store Bededag"? Vi spørger Jens Ringberg. Værter: Thomas Buhl og Pia Glud Munksgaard. Gæster: Kjeld Hansen, tidligere borgmester i Herlev, Socialdemokratiet, Jens Ringberg, politisk analytiker, DR. Tilrettelægger: Jonas Gulmann.
Mona Juul gjorde et nummer ud af at lægge kant til Liberal Alliance, da hun holdt sin første tale som formand for De Konservative i weekenden, og i dag spørger Slotsholmen, hvorfor hun sender stikpiller mod et parti, som hun drømmer om at gå i regering med en dag. Det sker i et interview, hvor den nye K-formand også melder ud, at De Konservative er et grønnere parti med hende i spidsen, end de var under forgængeren Søren Pape Poulsen. Til sidst vender vi situationen i Socialdemokratiet, for den ophedede udlændingedebat har skabt intern uenighed i partiet, og flere socialdemokrater er så utilfredse med tonen, at de er gået sammen om et brev til S-toppen. Og det har vi fået fingre i på redaktionen. Værter: Thomas Buhl og Pia Glud Munksgaard. Gæster: Mona Juul, formand, Det Konservative Folkeparti, Cathrine Bloch, journalist, DR. Tilrettelægger: Jonas Gulmann.
Da Socialdemokraternes politiske ordfører fik at vide, at Berlingske var på vej med en artikel med anonym kritik af partiformand Mette Frederiksen, satte han gang i et modangreb - og pludselig blev Berlingskes journalister kimet ned af Socialdemokrater, der ville rose deres formand. I dagens udgave af Slotsholmen fortæller politisk ordfører Rasmus Stoklund i detaljer, hvordan han koordinerede offensiven. Vi spørger også en af Berlingskes journalister, hvordan det var at være på den anden side. Og så kommer Jens Ringberg forbi til en snak om gnidninger mellem de to regeringspartier, Moderaterne og Socialdemokraterne, når det kommer til udlændingepolitikken. Værter: Thomas Buhl og Pia Glud Munksgaard. Gæster: Kasper Kildegaard, politisk korrespondent, Berlingske, Rasmus Stoklund, politisk ordfører, Socialdemokratiet og Jens Ringberg, politisk analytiker, DR. Tilrettelægger: Jonas Gulmann.
Bedst som vi troede, at den heftige udlændingedebat hørte fortiden til, går Socialdemokratiets udlændingeordfører på Folketingets talerstol og holder en tale om, hvordan tilsyneladende velintegrerede indvandrere undergraver samfundet indefra. Står vi overfor et comeback til udlændingepolitikken i den politiske debat? Det spørger vi den socialdemokratiske udlændingeminister Kaare Dybvad Bek om. Jens Ringberg sætter det hele i perspektiv, og vi spørger ham, om udlændinge stadig kan flytte stemmer. Værter: Thomas Buhl og Pia Glud Munksgaard. Gæster: Kaare Dybvad Bek, udlændinge- og integrationsminister, S, Jens Ringberg, politisk analytiker, DR. Tilrettelægger: Jonas Gulmann.
Sagen om de døde mink bliver ved med at spøge, og nu er den gal igen. Minkavlerne er med til at afgøre hinandens erstatningssager, og nogle avlere er blevet tildelt erstatning for både ulovlige mink og mink, der ikke findes. Hvad foregår der i sagen om det nedlagte erhverv, der nu ser ud til at komme til at koste 30 milliarder skattekroner? Det spørger vi om i dagens udgave af Slotsholmen, hvor vi også får en analyse af Alex Vanopslaghs ryk mod midten. For hvorfor dropper partiet offentlige besparelser for milliarder, og hvorfor går LA ikke længere til valg på at afskaffe topskatten? Værter: Thomas Buhl og Pia Glud Munksgaard. Gæster: Søren Larsen, journalist, DR, Torsten Schack Elholm, politisk ordfører, Venstre, Mads Bonde Broberg, politisk journalist, Jyllands-Posten og Niels Th. Dahl, politisk analytiker, Jyllands-Posten.
Marie Bjerre var i erhvervspraktik i forsvaret i 9. klasse, hvor hun gennemførte øvelsen tyrens røvhul. Hun syntes, det var for fedt, og som ligestillingsminister glæder hun sig over, at der nu bliver indført kvindelig værnepligt - også selvom man risikerer at tvinge kvinder i trøjen. Men hvordan klinger tvang i ørerne hos en liberal minister? Det spørger vi Venstres Marie Bjerre om i dag. Og så skal vi vende noget af en vejsidebombe fra Venstres tidligere strateg Claus Hjort Frederiksen, der i et stort interview udpensler krisen i Venstre. Hvor irriterende er det for V-formand Troels Lund Poulsen, der gerne vil tale om noget helt andet? Værter: Thomas Buhl og Pia Glud Munksgaard. Gæster: Marie Bjerre, ligestillingsminister Venstre, Andreas Thyrring, tidligere rådgiver i Venstre, i dag partner i Ulveman og Børsting. Tilrettelægger: Jonas Gulmann.
En stribe forsvarsordførere er ved at få deres flæskestegssandwich galt i halsen onsdag eftermiddag i Forsvarsministeriet. For mens den bliver serveret, fortæller forsvarsminister Troels Lund Poulsen, at han har fyret forsvarschefen, at han har fået to redegørelser med forskellige udlægninger af sagen om den fejlramte fregat Ivar Huitfeldt, og at våbenindkøb hos israelske Elbit kan blive over en milliard kroner dyrere end ventet. I dag spørger vi to politikere, der var med på mødet om, hvad der egentlig skete. Og så får vi Jens Ringberg til at sætte det hele i perspektiv. For hvad betyder den kaotiske situation i forsvaret for forhandlingerne om forsvarsforliget? Og hvad betyder den for Troels Lund Poulsen? Værter: Thomas Buhl og Pia Glud Munksgaard Gæster: Alex Ahrendtsen, forsvarsordfører DF, Mai Mercado, forsvarsordfører Konservative, Jens Ringberg, politisk analytiker, DR. Tilrettelægger: Jonas Gulmann.
Allerede inden forhandlingerne om mange ekstra milliarder til forsvaret er gået i gang, er der fuld blus på nervekrigen mellem på den ene side forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og på den anden side Inger Støjberg (DD) og Alex Vanopslagh (LA). Regeringen vil have værnepligt for kvinder, men det afviser de to partier, der truer med at bruge deres veto-ret og dermed stikke en kæp i hjulet på regeringens milliardforslag. Hvad er der på spil for forsvaret? Og hvad betyder det for regeringen? Det spørger vi om i dag. Og så ser vi nærmere på en sag, hvor regeringen for første gang kan mærke, at dens indenrigspolitiske flertal er væk. Den radikale leder Martin Lidegaard arbejder på at samle et flertal uden om regeringen. Og han føler selv, han har en pistol i baglommen. Spørgsmålet er, om den er ladt. Værter: Thomas Buhl og Pia Glud Munksgaard. Gæster: Andreas Just, journalist på DR, Christine Cordsen, politisk korrespondent, DR, Jens Ringberg, politisk analytiker DR. Tilrettelægger: Jonas Gulmann.
Politikerne er vilde med at lave podcast, og nu er skatteminister Jeppe Bruus kommet med på bølgen. I første udgave af Et glas med Bruus taler han med to eksperter om ejendomsvurderingssystemet i 40 minutter. Hvorfor gør han det? Og er der stemmer i det? Det spørger vi en tidligere rådgiver om i dag. Vi taler også med et af de nordatlantiske mandater, Aaja Chemnitz fra IA. Er hendes mandat blevet mere værd, efter regeringen har mistet sit indenrigspolitiske flertal? Og hvordan vil hun udnytte det? Værter: Jens Ringberg og Pia Glud Munksgaard. Gæster: Henrik Kjerrumgaard, direktør i White Cloud, tidligere rådgiver for Margrethe Vestager og Aaja Chemnitz, MF for Inuit Ataqatigiit.
loading
Comments 
Download from Google Play
Download from App Store