Discover
Børn&Unge Podcast
Børn&Unge Podcast
Author: BUPL
Subscribed: 291Played: 4,570Subscribe
Share
© Copyright 2017 . All rights reserved.
Description
Børn&Unge Podcast produceres og udgives af BUPL’s fagblad Børn&Unge. I Børn&Unge Podcast præsenterer vi ny forskning og viden på det pædagogiske område og spændende projekter og etiske dilemmaer fra pædagogers og pædagogfaglige lederes hverdag.
193 Episodes
Reverse
Hvad vil det sige at drage omsorg for verden? Og hvorfor bør det allerede begynde i daginstitutionen?
I denne episode af 'Klog på pædagogik' dykker vi ned i begrebet verdensomsorg og undersøger, hvordan arbejdet med natur og bæredygtighed kan styrke børns trivsel, relationer og forståelse af den verden, de er en del af.
For når børn lærer at passe på naturen, lærer de også noget grundlæggende om at passe på sig selv og hinanden.
Sammen med Ditte Winther-Lindqvist, professor ved DPU, Aarhus Universitet, og pædagog Julie Knudsen fra Børnehusene Kokkedal og Humlebæk bliver vi klogere på, hvordan omsorg kan forstås bredere. Som noget, der ikke kun handler om barnet her og nu, men også om fællesskabet, naturen og fremtiden.
Vi taler også om de dilemmaer, der opstår undervejs: Hvordan udforsker man naturen uden at forstyrre den? Og hvordan passer vi på dyr - også dem, som vi ikke kan lide eller er bange for?
Medvirkende:
Ditte Winther-Lindqvist, professor ved DPU, Aarhus Universitet
Julie Knudsen, pædagog fra Børnehusene Kokkedal og Humlebæk
Vært: Mads Christian Heede, Kontekst & lyd
Børnehavebarnet Sirena fortæller sin pædagog Inger om, at hun er bange for far, når han er vred. Og senere under frokosten i børnehaven siger hun, at far skubbede hende i går.
Pædagogen Inger går i denne fiktive case til sin leder med sin bekymring. Og så er samtalen i den seneste episode af podcasten ’Ledelse på spil’ om pædagogfaglig ledelse for alvor gået i gang.
Emnet er underretninger, og i studiet udspiller sig en samtale om, hvor forsigtigt man bør træde i sager om underretninger, hvor børn og forældre og også personalet har meget på spil? Og hvordan man kan gå på opdagelse i barnets udsagn og være undersøgende, uden at komme til at spørge ind til noget eller påvirke med sit sprog.
Det er svært, og lovgivningen er klokkeklar: Pædagoger har en skærpet underretningspligt, og ved mistanke om vold eller seksuelle overgreb skal man underrette, og det skal ske uden, at man først kontakter forældrene.
”Det er ikke loven, vi vil udfordre i det her spørgespil, men de dilemmaer og overvejelser der kan opstå, når man følger loven,” siger din vært Anders Stahlschmidt.
Du får i podcasten indblik i:
Hvordan du fagligt vurderer, hvornår der er grundlag for en underretning, og hvad der med fordel kan stå i den.
Hvordan du kan rådføre dig hos kolleger og andre fagpersoner i den vurdering.
Hvordan du underretter med omsorg for især barnet, men også for familien, for dine ansatte og for dig selv.
Hvordan du kan rumme og møde en krænket og vred far efter at have underrettet om en mistanke imod ham. Fx ved hjælp af mentalisering og deeskaleringsteknikker.
Hvordan du gør barnets hverdag i daginstitutionen tryg, mens en mistanke undersøges, og selvom mor og far måske er vrede på barnets pædagoger.
Hvordan I genopretter tilliden, og bevarer samarbejdet med en familie, der har følt sig forrådt.
Hvordan du bedst varetager barnets behov, både når mistanken er begrundet, og når den viser sig ikke at være det.
Medvirkende: Pædagog og leder Helene Dahl Thruelsen, leder af Eksperimental Institutionen i København. Og Ulla Charlotte Bech, ekstern lektor ved Center for Organisationspsykologi, uddannet cand. mag i statskundskab og psykologi samt gruppeanalytiker og psykoterapeut.
Vært: Anders Stahlschmidt
Redaktion og redigering: Ida Antvorskov
LEGEN ER MOTOREN I BØRNS UDVIKLING
I denne episode af Børn&Unge Podcast i serien 'Klog på pædagogik' dykker vi ned i forskningen i legens enorme værdi. Og i hvordan du som pædagog kan være med til både at beskytte den og styrke den.
Vi besøger institutionen Nokken på Islands Brygge, hvor pædagog Benny Bang Jensen arbejder bevidst med at skabe rum for børns frie leg – både inde, ude og i mødet med naturens materialer.
Sammen med forsker Nils Falk Hansen bliver vi klogere på, hvad børn egentlig får ud af at lege, og hvorfor den frie fantasileg er afgørende for deres sociale, kropslige og kreative udvikling.
VÆR LEGENS BESKYTTER
Legen er ikke bare noget, der sker indimellem det “rigtige”. Legen er selve motoren i børns udvikling, og alligevel er det legen, der bliver presset, når hverdagen fyldes med planer, mål og struktur.
Som pædagog er du legens vigtigste beskytter, og dermed også beskytter af barnets udvikling, lyder det i podcasten.
PODCASTEN GIVER DIG INDBLIK I:
- hvorfor leg er fundamentet for børns læring og trivsel
- hvordan du som pædagog kan skabe rammer, der inviterer til leg
- hvad pædagogisk musikalitet betyder i praksis
- hvordan du balancerer leg med læringsmål og faste rutiner.
Episoden er til dig, der vil give legen den plads, den fortjener – og som er nysgerrig på, hvordan små greb i hverdagen kan gøre en stor forskel for børns fællesskaber og fantasi.
MEDVIRKENDE:
Benny Bang Jensen, pædagog på Nokken.
Nils Falk Hansen, ekstern lektor på DPU og selvstændig forsker i børns leg.
VÆRT:
Mads Christian Heede, Kontekst & lyd.
Tryg fra første dag – sådan skaber vi en god start i vuggestuen
At starte i vuggestue er en af de første store overgange i et barns liv. For nogle går det let – for andre er det en sårbar og overvældende proces. I denne episode sætter vi fokus på, hvad der skal til for at skabe en tryg start for både børn og forældre.
Vi besøger vuggestuen Den Grønne Gren i Harlev, hvor pædagoger arbejder bevidst med at skabe ro, relationer og forudsigelighed i indkøringen. Sammen med psykolog og forsker Grethe Kragh-Müller dykker vi ned i, hvorfor netop starten har så stor betydning – og hvordan pædagoger kan gøre en konkret forskel i praksis.
Du får indblik i:
hvordan du skaber en tryg indkøring med tydelige ritualer og tæt forældresamarbejde
hvorfor relationen til forældrene er afgørende for barnets trivsel
hvad der gør en særlig forskel for børn og familier i udsatte positioner
og hvordan tid, ro og fleksibilitet er nøglen til en god start
Episoden er til dig, der vil styrke kvaliteten i den første tid i vuggestuen – og som ønsker konkrete greb til at skabe trygge overgange for de yngste børn.
Medvirkende:
Cecilie Krogh Sørensen, pædagog i Den Grønne Gren
Hanne Lund Rasmussen, pædagog i Den Grønne Gren
Grethe Kragh-Müller, psykolog og specialist i børnepsykologi
Vært: Mads Christian Heede, Kontekst & lyd
Den pædagogstuderende Anne forsøger at få Alberte på fire år til at blive siddende ved bordet, mens børnene spiser. Sådan er reglen, men det vil Alberte ikke. Pædagogen Birgit bryder ind og tager Alberte med over til sit bord, og roen sænker sig igen over stuen.
Som pædagogstuderende i praktik ser man måske tingene med andre øjne end de uddannede kolleger. Måske får man ligefrem nye ideer til, hvordan man kan gribe pædagogikken an.
Men hvor meget kan Anne sige til Birgit? Vil det skade hendes praktikvurdering, hvis hun er kritisk overfor de uddannede pædagogers praksis? Er det i orden at bruge børn som et middel til at tage en uddannelse og ikke som mål for pædagogikken? Og hvordan kan vi læse K.E. Løgstrups etiske fordring ind i det?
Det diskuterer panelet i denne udgave af Dilemma.
Medvirkende:
Maj Luffe Andersen, leder i Børnehuset Gnisten.
Jimmy Knudsen, skolepædagog og praktikvejleder på Tjørring Skole og SFO.
Marianne Gilbert, tidligere forkvinde for BUPL i Aarhus.
Vært: Bille Sterll, journalist.








