Bloom

Hvordan skaber vi balance i et fødevaresystem, som er blevet skævvredet af århundreders kolonialisme og årtiers monokulturel dyrkning? Måske er svaret at gå baglæns ind i fremtiden. Længe før den masseproducerende og ensrettende industrialisering af fødevaresystemet har verdens oprindelige befolkninger dyrket, tilberedt og spist alverdens afgrøder, og i dag synes bevaring af gamle teknikker og sorter at gå hånd i hånd med udviklingen af nye tilgange til at tænke på, nyde og i det hele taget leve med mad. Fermenteringseksperten David Zilber og planteforskeren Michael Broberg Palmgren giver deres bud på, hvilke veje vi kunne følge i kampen for et mere balanceret fødevaresystem. Gemmer kimen til en bedre verden sig i frøbanker, fermenteringskrukker og forædling af planter? Og hvilke frø skal vi i så fald gemme, og hvilke afgrøder skal vi fermentere og forædle? I denne podcast tager Zilber og Broberg Palmgren i selskab med moderator Emma Holten en tankevækkende samtale om frø, fermentering og frihed.

»Is something troubling you?« ELIZA hed den første chatbot, der for alvor fik os til at tro, at den havde menneskelige egenskaber. I 1966 blev den udviklet som en slags tekstbaseret psykoterapeut af datalogen Joseph Weizenbaum, der forskede i kommunikationen mellem menneske og maskine på MIT. Som en slags psykologisk spejl kunne ELIZA vende en sætning tilbage mod sin bruger og til trods for sin programmerede natur efterlade én med en følelse af at blive mødt med forståelse og empati. Derfor har dataloger, AI-forskere og psykologer døbt det ELIZA-effekten, når vi tilskriver computerprogrammer og sprogmodeller som ChatGPT menneskelige træk. Men hvor forskellig er den kunstige intelligens i grunden fra vores menneskelige kløgt? Hvad er det, vi – særligt i tekstbaserede AIs – bliver ved med at genkende og identificere os med? Og hvis sprogmodellerne minder så meget om os, hvorfor forstår de os så ikke bedre? Det er nogle af de spørgsmål, professor i datalogi og AI-forsker Serge Belongie forsøger at besvare i sin forskning i kunstig intelligens. For måske fører ELIZA-effekten til, at vi misforstår de store sprogmodeller og deres egentlige potentiale. Som ekspert i machine learning taler Belongie for, at der er en afgørende forskel på maskinernes mønstergenkendelse og intelligens i menneskelig forstand. Og samtidig er han som leder af Danmarks største center for AI-forskning bedre opdateret end de fleste på, hvor udviklingen af kunstig intelligens er på vej hen.

Usynlige magnetiske eksplosioner, der bombarderer Jorden på daglig basis. Sorte huller, der forvandler alt, hvad der kommer i nærheden af dem, til "spaghetti". Neutronstjerner, der roterer over 700 gange i sekundet, og støder sammen i perfekte eksplosioner. Universet er mærkeligt. Astrofysikkens historie er fyldt med idéer og observationer, som engang har været opfattet som alt for mærkelige og absurde til at kunne være sande. Fænomener som magnetisme, tyngdekraft, exo-planeter og sorte huller har ikke altid været så bredt accepteret i den videnskabelige verden, som de er i dag. Men det store verdensrum gemmer stadig på underlige fænomener og mystiske hemmeligheder. Og for hver ny opdagelse synes universet at skubbe grænserne for vores forståelse endnu længere. De tre astrofysikere Albert Sneppen, Sarah Pearson og Tina Ibsen tager os i denne samtale med på en rejse fra vores nære solsystem igennem mælkevejen og længere ud til andre galakser. Undervejs vil de besøge nogle af universets mærkeligste fænomener, som astrofysikken kun lige er begyndt at få forståelse for. Fra det mystiske sorte hul i midten af vores galakse og brandvarme exoplaneter, hvor det regner med metal, til usynlige og gådefulde kræfter som mørkt stof og mørk energi.

De klumper sig sammen i små sværme af celler. De svømmer rundt i vilde spiral-bevægelser. De kan hele sig selv, sanse deres omgivelser og skifte farve, når man lyser på dem. De levende robotter er her. Når de sender calcium-ioner rundt i petriskålen, er det en form for kommunikation så primitiv, at vi ikke aner, hvad den betyder eller gør. Og når de skubber nyt organisk materiale magen til det, de selv er skabt af, samler de det til nye celleklumper – som en helt ny, aseksuel måde at reproducere sig på. I 2020 skrev et amerikansk forskerhold historie, da de skabte de første "xenobots" af væv fra den afrikanske sporefrø Xenopus laevis. De små C-formede, Pacman-lignende organismer er en slags pseudo-organismer, der udfordrer vores antagelser om, at det er generne, der alene afgør, hvordan en krop bliver bygget op. For hvorfor samler sporefrø-cellerne sig ikke til haletudser og siden til frøer? Findes der ligefrem alternative byggeplaner til nye organismer gemt i vores væv? Og hvad sker der, hvis vi laver "anthrobots" af menneskevæv? De levende robotter føjer et nyt kapitel til fortællingen om kunstigt liv, som peger i nye og måske mindre negative retninger end de sædvanlige skrækeksempler om frankensteinske monstre. Videnskabsjournalist Philip Ball, stamcelleforsker Agnete Kirkeby og robotfilosof Johanna Seibt diskuterer, hvad det betyder, at mennesket er begyndt at skabe kunstige livsformer i petriskåle og laboratorier. For er xenobots bare det første, vilde skridt i en rivende udvikling? Hvornår kommer vi til at se levende robotter i stor skala? Hvor vildt kan det blive?

Det strømmer rundt inde i os alle. Blodet, det rødflydende væv, der dagligt transporterer ilt og næringsstoffer rundt i vores kroppe og hjælper med at bekæmpe uvelkomne gæster. Men blod er ikke kun et biologisk fænomen. Det har også et hav af sociale, symbolske, religiøse og endda juridiske betydninger. Det Unge Akademi kaster i denne samtale lys over blodet fra tre forskellige videnskabelige perspektiver. Assyriolog Troels Pank Arbøll fører blodets kulturhistorie tilbage til oldtidens Mesopotamien, hvor man mente, at blod havde en iboende livskraft. Han fortæller om lertavler med kileskrift, som beretter om, hvordan mennesket blev skabt af ler blandet med gudeblod, og hvordan dyreblod blev brugt i helbredelse. Lektor i bioinformatik Patrick Munk fortæller om blodets mikrobiologi og de mange trusler, der kan trænge ind i vores blod – og hvorfor vi bør være rigtig glade for at leve i en tid med antibiotika. Og kriminolog Rasmus Munksgaard giver et indblik i sin forskning i illegale markeder, som vi ofte forestiller os som blodige – men som i praksis faktisk er langt mindre blodige, end vi går og tror. Sammen med moderator og socialpsykolog Sabina Pultz, der ligeledes er fra Det Unge Akademi, udforsker de tre forskere, hvordan blodets mange betydninger har formet vores kultur, videnskab og selvforståelse.

Den tusindmeter tykke is på Islands største gletsjer, Vatnajökull, er lige så gammel som landets historie. Men efter klimaforskningens prognoser står alle de islandske gletsjere til at forsvinde i de næste 100 til 200 år. Den første af de store gletsjere – med det ironisk klingende navn 'Ok' – er allerede væk. Og måske er gletsjeren Snæfellsjökull, hvor de nysgerrige forskere i Jules Vernes 'Rejsen til Jordens indre' steg ned, en af de næste. Den islandske forfatter Andri Snær Magnason er det litterære hovedvidne til klimaforandringernes tag i det islandske landskab. På mindetavlen for 'Ok' skrev han et brev til fremtiden med en klar indrømmelse: "Vi ved, hvad der sker, og hvad der skal gøres. Kun I ved, om vi gjorde det." Gletsjerne er ikke længere geologiske symboler på evigheden. De er tegn på en planet, der er ude af balance. I sin store klimafortælling 'Tiden og vandet' har Magnason skrevet en dybt personlig historie om de store ismassiver og deres plads i vores kulturelle bevidsthed. Magnason væver på eminent vis sin egen familiehistorie sammen med klimavidenskaben, de gamle, islandske Edda-digte og sine møder med Dalai Lama i Himalaya-bjergenes gletsjer-rige højder. "Gletsjerne er frosne håndskrifter, som fortæller historier, ligesom årringe i træer og sedimentlag, og ud fra isprøverne kan man indsamle oplysninger og danne sig et billede af fortiden. Gletsjere kan fortælle om tidligere vulkansk aktivitet, de gemmer på pollen, regnvand og luftbobler, som afslører atmosfærens kemiske sammensætning for tusindvis af år siden. Men nu er næsten alle gletsjere, overalt i verden, på samme tid ved at forsvinde." Derfor er det for Magnason på tide at finde en ny måde at tænke på vores tid på Jorden. Hør den islandske forfatter og klimaaktivist Andri Snær Magnason give sit bud på, hvad vi kan lære af gletsjernes liv og død.

Batterier lavet af virus. Bioniske proteser styret ved hjernens kraft. Og proteiner, der kan rense vand. Biologiens verden rummer muligvis nøglen til at løse nogle af de største udfordringer i vores tid. I det 20. århundrede affødte nye gennembrud i fysikken udviklingen af alt fra luftfart til radio, tv og internet. Nu er det biologiens dybe videnskabelige erkendelser, der er ved at trænge igennem i ingeniørkunsten og stiller os på tærsklen til en lovende bioteknologisk revolution. Derfor ser professor i neurovidenskab Susan Hockfield med optimisme på fremtiden. For mens stigende temperaturer, vandstande og befolkningstal presser planeten og dens beboere, er bioteknologien på vej med løsninger på flere af tidens store problemer. Med et imponerende vue over forskningslandskabet fortæller den tidligere præsident for verdens mest prestigefyldte tekniske universitet MIT i sin bog 'The Age of Living Machines' om de landvindinger, der har katapulteret os ind i bioteknologiens æra. For hvor fysik og teknologi var det ultimative makkerpar i det 20. århundrede, er det i dette århundrede samspillet mellem biologi og ingeniørkunst, der skaber nye muligheder. Hockfield kaster lys over en perlerække af forskningsbaserede løsninger, som giver os mulighed for at tackle globale udfordringer som fødevareproduktion, klimaforandringer og sygdomsbekæmpelse gennem innovativ brug af naturens egne principper. Den biologiske verden har allerede alle de reservedele, vi skal bruge – lige fra nanopartikler, der kan detektere og behandle kræft, over virusser, der kan skabe elektriske kredsløb, til proteinbaserede vandfiltre.

Er Mars en god Planet B, hvis klimaet på Jorden løber løbsk? Rumforsker John Leif Jørgensen kaster et kritisk blik på menneskets sejlivede drøm om at kolonisere og terraforme Mars. En pendlertid på 6 måneder. Dødelig kosmisk stråling. Tvivlsom vandforsyning. Nattetemperaturer på -125 grader. Enhver ejendomsmægler ville få sved på panden over at skulle sælge en bolig på vores naboplanet Mars. Alligevel er et nyt rumkapløb i gang, og både præsidenter, tech-milliardærer og eventyrere kigger nysgerrigt ud i universet. Nogen er drevet af et håb om at finde værdifulde mineraler, andre af muligheden for at skabe et nyt samfund, hvis Jorden en dag skulle blive ubeboelig. Rumforsker John Leif Jørgensen tager et realitetstjek på den ultimative science fiction-fortælling: Kan mennesker rejse til en anden planet? Kan vi bosætte os og skabe et samfund i en virkelighed, hvor tyngdekraft, temperatur, luft og stråling er helt anderledes? Og er det overhovedet besværet værd at satse på Planet B?

Vi mennesker producerer affald som aldrig før. Men vi er også blevet bedre til at forvandle skrald til varme og elektricitet. Energisystemanalytiker Marie Münster guider til en af klimakampens store løsninger. Lossepladser, migrerende skraldeøer i havene, ubæredygtig afbrænding af affald, rumskrald, plastikforurening. Listen over menneskets mindre flatterende aftryk på planeten er lang. Men hvad hvis vi en dag i fremtiden ser på affald som en energiressource i stedet for et miljøproblem? Med Waste-to-Energy forsøger forskere og ingeniører at slå to fluer med et smæk og løse både affalds- og energiudfordringer. Metoden transformerer nemlig vores efterladenskaber til genanvendelig energi, der kan varme vores hjem og give os lys i lamperne. Men hvordan bliver affald egentlig til grøn energi? Og hvordan forhindrer vi, at forurenende stoffer fra det skrald, vi brænder af, ikke slipper ud i vores miljø? Energisystemanalytiker Marie Münster giver sit bud på, om løsningen kan være en af klimakampens helt store håb.

Kan vi få ren energi fra vores egen lille sol her på Jorden? En fusionsfysiker forklarer, hvordan fusionsenergi måske kan hjælpe os på vejen mod en grønnere fremtid. Seniorforsker i plasmafysik Søren Bang Korsholm forsker i fusionsenergi, som nogle betragter som den ultimative, grønne energikilde. Fusionsenergi opstår ved at genskabe stjerners (inklusive Solens) processer i særlige fusionsreaktorer, der kan forvandle gas til plasma og få lette atomkerner til at smelte sammen. Fusionen af atomkernerne frigiver enorme mængder energi uden CO2-udledning og med kun en brøkdel af den radioaktivitet, man ser ved den mere velkendte atomkraft fission, der spalter atomkerner. Men hvad vil det betyde, hvis vi en dag i en ikke så fjern fremtid, kan skabe vores egen lille sol her på jorden og få stort set uendelig ren energi? Og hvor tæt på er vi?

I 1621 voksede muskatnødtræet stadig kun på de indonesiske Banda-øer, som i kolonitidens Europa var blevet kendt som en del af de såkaldte Krydderiøer. For at få monopol på handel med muskatnød besluttede de hollandske handelsrejsende i Nederlandsk Ostindien Kompagni at fordrive og massakrere den lokale befolkning – og udpinte derefter øernes økosystemer i håbet om at øge produktionen. Det er denne dystre voldshistorie, den indiske klimaforfatter Amitav Ghosh i sin blændende nonfiktionsbog 'The Nutmeg's Curse' trævler op i en større kulegravning af sammenhængen mellem kolonihistorie, kapitalisme og klimakrise. Historien om muskatnødden – der i øvrigt er en frugtsten og slet ikke en "noot", som hollænderne kaldte den – er for Ghosh en anledning til at begynde at tænke på naturen som andet og mere end ressourcer, der kan udvindes. Gennem de seneste årtier har han markeret sig som en af tidens helt store essayister og som en romanforfatter, der som få favner videnskab og klima i sine bøger. 'The Nutmeg's Curse' lægger sig i forlængelse af det skelsættende klimaessay 'The Great Derangement' fra 2016, hvor Ghosh argumenterer for, at klimakrisen er en krise i vores forestillingsevne, som moderne skønlitteratur ikke har formået at skildre. Romankunsten har – lige så vel som kolonialismen og kapitalismen – været præget af et psykologisk verdensbillede, hvor det er mennesket, der handler, og naturen blot er en passiv omverden. Spørger man Ghosh, er der brug for nye fortællinger, der tillader naturkræfterne at træde i forgrunden i egen ret og som andet og mere end spejlinger af den menneskelige psyke.

Er vores univers kun ét blandt mange parallelle universer? I moderne populærkultur støder man på forestillingen overalt – fra Marvel-film og animationsserier som 'Rick and Morty' til Oscar-vindende film som 'Everything Everywhere All at Once'. I videnskabens verden er idéen kendt som multivers-teorien, og i årtier har diskussionen om, om vi lever i et multivers, splittet de videnskabelige vande. Nogle mener, at vi helt bør afvise idéen om et multivers ganske enkelt, fordi vi ikke kan hoppe fra vores univers til et andet og tjekke efter. Men flere forskere inden for både matematik, kosmologi og kvantefysik tager stadig idéen om et multivers alvorligt som en teoretisk mulighed. Statistisk set er sandsynligheden for, at vores univers overhovedet eksisterer, forsvindende lille – medmindre det er ét af mange, lyder et af argumenterne for. Selv bittesmå ændringer i de såkaldte naturkonstanter, som tyngdekraft og lysets hastighed, ville føre til et univers, hvor biologisk liv ikke kunne opstå. Så måske lever vi bare i efterdønningerne af ét ud af mange Big Bangs, som tilfældigvis finindstillede vores univers til at huse mennesker, træer og hundehvalpe. Kan det betyde, at der findes andre universer, hvor betingelserne for liv måske er endnu bedre? Også kvantemekanikken åbner døren til mange verdener. Teoretisk set kan der eksistere uendelige versioner af Jorden, universet og os selv i andre virkeligheder, der som kvantepartikler konstant splitter og forgrener sig. Rejs med, når statistiker Jakob Stoustrup, kvantefysiker Klaus Mølmer og astrofysiker Tina Ibsen tester teorien om multiverset og de mange verdener.

"Det er blændende indlysende, at vi er dyr, og alligevel er der en del af os, der ikke tror på det." Livet som isbjørn, havørred eller lus er ensbetydende med at leve i konstant fare for at sulte – eller blive spist af andre dyr. Og gennem historien har mennesket gjort alt for at benægte, at vi skulle være en del af dyrenes barske og usikre verden. Den britiske videnskabsforfatter Melanie Challenger daterer vores hukommelsestab til, da de første filosoffer, videnskabsfolk og religiøse tænkere placerede mennesket øverst i livets hierarki og gravede en kløft mellem os og naturen. Om det er løfter om en guddommelig himmel eller en teknologisk fremtidsutopi, hvor vores kroppe smelter sammen med maskiner, så lever idéen om menneskelivet som adskilt fra dyrenes skæbne i bedste velgående. I sin bog 'How To Be Animal' forsøger Challenger at bygge en bro over kløften til naturens verden – eller endnu mere præcist: at minde os om, at der slet ikke er nogen kløft til at begynde med. I et imponerende ridt gennem videnskabelige discipliner som evolutionshistorie, filosofi og bioetik forklarer hun, hvordan idéen om menneskets særstatus har formet sig. Hun trækker tråde fra antikkens menneskesyn til Darwins evolutionsteori og moderne teknologi og understreger, hvorfor vi i dag gør klogt i at huske på, at det at være menneske også er at være dyr. Mennesket er nemlig ikke en enestående skabning, der står uden for naturen og betragter dyrene på afstand. Vi skal også spise og sove, blive syge og dø. Til forskel fra de andre dyr gør vores bevidsthed dog, at vi bliver overraskede over vores skrøbelige kroppe og har svært ved at acceptere naturens usikre vilkår. Men hvad hvis livet som dyr ikke kun er en konstant kamp for overlevelse? Challenger foreslår, at vi begynder at hylde det skønne ved at være et dyr, og at vi må vænne os til en ny måde at definere, hvad det vil sige at være menneske – og dermed hvad det vil sige at være et dyr. "Mange af de ting, vi værdsætter mest – vores relationer, de romantiske følelser af tiltrækning og kærlighed, graviditet og fødsel, glæden ved foråret, ved at spise et måltid – er fysiske, i høj grad ubevidste og tydeligvis dyriske." Ved at omfavne vores dyriske ophav går vi altså ikke et skridt tilbage i evolutionen – for vi er allerede dyr. Og i den erkendelse ligger måske en af nøglerne til at føle en stærkere forbindelse med den naturlige verden, som vi mennesker hele tiden har været en del af.

Ved årtusindeskiftet troede man, at biologien var færdig. I 2003 lykkedes det at kortlægge det menneskelige genom – et komplet katalog over menneskekroppens mange genetiske byggeblokke. Endelig havde biologien en måde at svare på, hvorfor livet ser ud og opfører sig, som det gør. Livets brugsanvisning var skrevet. Men ifølge den britiske videnskabsforfatter Philip Ball står vi midt i et afgørende paradigmeskift, der viser os, at generne ikke bestemmer alt. I sin bog 'How Life Works' introducerer han til den såkaldt 'nye biologi', som vender op og ned på idéen om, at alle livets aspekter skulle kunne forklares ud fra genomet. "At kigge på genomet efter en forklaring på, hvordan livet fungerer, er lidt ligesom at kigge i en ordbog for at forstå, hvordan litteratur fungerer." Ball viser med sit unikke overblik over den nyeste forskning, hvordan livet ikke kan reduceres til sekventeringen af DNA-molekylets fire bogstaver a, c, t og g. Alligevel hjemsøges biologien af idéen om, at et levende system er en form for computer, der kører ved hjælp af en sofistikeret kode. Med den nye biologis briller ser vi, at livet er langt mere dynamisk og kontekstafhængigt, end vi troede. Et levende system er nærmere som et højhus med utroligt mange etager. Liv opfører og udtrykker sig forskelligt, alt efter hvilken etage vi kigger på – fra genernes og cellernes mikroskopiske niveau til organernes og hele kroppens niveau. Ball er med til at skrive et helt nyt sprog frem til at beskrive, hvordan liv egentligt bliver til og fungerer på de forskellige niveauer – et sprog, der bedre tager højde for fænomener som kognition, bevidsthed og kontekst. Lyt til en af Europas skarpeste og mest dybdegående videnskabsjournalister folde livets gåde ud i al sin videnskabelighed, da Philip Ball for første gang slog vejen forbi Bloom i maj.

Mennesket skylder planterne sin eksistens. Den italienske filosof Emanuele Coccia har mere end nogen anden tænker i nyere tid taget konsekvensen af vores dybe forbundethed til planter. I sin poetiske plantefilosofi har han flyttet mennesket væk fra centrum af det hele og på en original måde vist, hvordan planter skaber grundlaget for vores verden. "Hver eneste dag suger vi næring af gasser udledt af planter: Vi kan ganske enkelt kun leve i kraft af de andres liv." Uden planternes fotosyntese ville livsformer som vores ganske enkelt ikke findes. Planterne er naturens eget, store aircondition-system, som vi er udviklet til at bo i, og man glemmer let, at Jorden oprindeligt slet ikke var til at ånde på, før cyanobakterier og planter begyndte at omdanne CO2 og ilte atmosfæren for milliarder af år siden. Åndedrættet kan minde os om vores afhængighed af planterne, men for Coccia er det også en anledning til at gentænke hele vores verden og eksistens. I sit ambitiøse og nyklassiske essay 'Planternes liv – blandingens metafysik' – der af blandt andre den danske sociolog Nikolaj Schultz er blevet kaldt en ny, mere grøn og fællesskabsorienteret eksistentialisme – foreslår han at se på verden som flydende frem for opdelt. Vi er vant til at tænke på os selv som organismer adskilt fra vores miljø, men når vi trækker vejret, ophæver vi konstant grænsen mellem organisme og omgivelser, indre og ydre. Sådan er det også for planterne, der lever i en grænseløs og flydende virkelighed, hvor der ikke er skarpe skel mellem dem selv og verden. Vi kan lære meget ved at lade tænkningen udspringe fra planteriget. Planten er for Coccia det perfekte billede på et væsen, der er helt og aldeles forbundet med naturen og kosmos – fra rødderne i jorden til blomsterne, der strækker sig mod himlen. Med sine filosofisk nytænkende studier af planternes betydning for livet på Jorden giver Coccia nyt perspektiv på de aktuelle klima- og biodiversitetskriser, vi står over for. Oplev en af vor tids store økologiske tænkere, når Emanuele Coccia for første gang slår vejen forbi Bloom til maj.

I 1800-tallet forestillede læger sig, at kræft var en konsekvens af modernitetens forandringer. Af dampmaskiner, fabriksarbejde og livet i storbyen. Og i dag taler vi ofte om kræft som en livsstilsygdom, der knytter sig til rygning, madvaner eller en stillesiddende hverdag. Men kræft er en af menneskets ældste sygdomme. En genetisk fejl, som har fulgt livet i millioner af år. Og fordi den ofte først rammer sent i livet, skulle lægevidenskaben først udrydde en række dødelige sygdomme, før alvoren blev tydelig. Efter et hårdt kræftforløb satte arkæolog og forfatter Jeanette Varberg sig for at undersøges kræftens dybe historie. Ved hjælp af gamle dinosaurskeletter, papyrusruller, mumier og renæssancemalerier har hun genfortalt historien om den frygtede sygdom i bogen 'Onkos'. På Bloom tager Varberg i selskab med kræftforsker Per thor Straten på en tour de force igennem palæopatologi, behandlingshistorie og frem til de nyeste videnskabelige kvantespring i kræftforskning.

I dag står vi muligvis på tærsklen til at forstå dyr lige fra pattedyr til padder med hjælp fra kunstig intelligens. Spørgsmålet lader ikke længere til at være, om det kan lade sig gøre, men snarere hvornår det lykkes. Forskere har allerede haft held med at afkode slagtegrises grynt og hvin, og teknologien har også givet værdifuld indsigt i dyrenes følelsesliv, som har vist sig at være langt rigere og mere komplekst end hidtil antaget. Men hvor tæt er vi på en Dr. Dolittle-fremtid, hvor vi ikke blot forstår chimpansens, hundens eller hvalens følelser, men også kan føre meningsfulde samtaler med dem? Og hvilke etiske spørgsmål melder sig, hvis det lykkes? I dette symposium vil zoolog Jakob Christensen-Dalsgaard og zoologisk direktør i Københavns Zoo Mads Frost Bertelsen i selskab med Line Friis Frederiksen undersøge, hvor tæt på – eller langt væk – vi er fra at kunne tale med dyrene. Og hvis det lykkes – hvad skal vi så snakke med dem om?

Det 20. århundrede var kemiens århundrede – på godt og på ondt. De sidste 70 års dansk miljøhistorie rummer et hav af forurenede fortællinger om alt fra pesticider i jorden og PFAS i grundvandet til kviksølv i søerne og kvælstof i vandløb, fjorde og kystnære farvande. I dag bliver der stadig udviklet nye forurenende stoffer, som vi skal passe på med ikke at slippe løs i jord og vand. Har vi lært noget af vores fejltrin fra kemiens århundrede? Står vi over for at skulle kæmpe med helt nye former for forurening, som vi ikke har løsninger på endnu? Eller skal vi til at revidere vores idéer om en ren og upåvirket natur? I denne samtale dykker vi en tur ned i de danske jordlag. Miljøkemiker Xenia Trier, miljøhistoriker Sebastian Lundsteen Nielsen og jordbundsforsker Søren Munch Kristiansen kaster lys over, hvad vi egentlig taler om, når vi taler om forurening og undersøger konsekvenserne af at leve i en kontamineret natur.

Vandstanden stiger hurtigere end forventet. En velplanlagt og rettidig bureaukratisk manøvre lukker Danmark ned, og danske klimaflygtninge rejser mod højereliggende områder på det europæiske kontinent. Katastrofeserien 'Familier som vores' var et tankeeksperiment i bedste sendetid, og selvom den dramatiske nedlukning tager klimakrisen til yderste potens, peger klimavidenskaben på nødvendigheden i at granske forskellige fremtidsscenarier. For hvad er det for en fremtid, vi går i møde? Er vandstandsstigninger, 100-års-hændelser og hedebølger ved at blive til hverdag? Og hvilke dominoeffekter kan mere drastiske klimaforandringer få på vores adfærd, økonomi og samfundsliv? På Bloom sender vi 'Familier som vores' i peer review, når en klimaforsker, en klimaøkonom og en politik økolog diskuterer seriens præmis og gennemspiller forskellige fremtidsscenarier.

Afhængighed er ifølge førende psykiatere den moderne pest. Den moderne verden byder på et overflødighedshorn af stimulanser, og det er ikke længere kun klassiske stoffer som kokain, alkohol og nikotin, som gør os afhængige. Også sociale medier, træning og spil kan have stærkt vanedannende effekter på os. Hjerneforskning peger i dag på, at det ikke er selve substanserne, der gør os afhængige. Afhængighed skal snarere ses som en slags 'forventningens glæde', som opstår, når vi tænker på kagen, kaffen eller kontanterne. Den berømte neurotransmitter dopamin, som længe er blevet kaldt belønnings- eller lykkehormonet, udløses nemlig ikke først, når vi får det, vi vil have – den udløses ved udsigten til det. Og det er det, der giver os troen på, at næste gang kommer til at føles lidt bedre end sidste gang. I denne samtale kigger hjerneforsker Claus Løland og psykolog Jakob Linnet sammen med videnskabsredaktør på Politiken Lasse Foghsgaard på afhængighedens komplekse sammenhænge – fra den molekylære dans mellem hjerneceller og dopamin til de vanemønstre, der præger vores liv fra dag til dag. For hvordan reagerer hjernens nerveceller egentlig, når de udsættes for stoffer som kokain og amfetamin? Hvordan kan en uskyldig hverdagsvane som styrketræning blive til en altopslugende besættelse? Og hvorfor kan vi ikke lade være med at spise og gamble, når vi godt ved, at det er dårligt for os?