Langsomme samtaler

Op til midtvejsvalget i USA taler Rune Lykkeberg med den amerikanske forfatter og aktivist Rebecca Solnit om håb som en offensiv strategi og om nødvendigheden af at søge ud i mørket for at få øje på forandringen. --- Ugens gæst i Langsomme Samtaler er den amerikanske forfatter og aktivist Rebecca Solnit. Hun er en af de stemmer på den amerikanske venstrefløj, som for alvor har vist, hvordan man kan kombinere gadeprotester med intellektuelt arbejde og demonstrationer med idéer. Solnit har skrevet adskillige bøger, som er blevet moderne klassikere. Blandt dem er essaysamlingen Men Explain Things to Me (2014), der lagde grunden til begrebet ’mansplaining’ – men også Hope in the Dark (2004), som er en af de vigtigste bøger om, hvorfor man aldrig må eller kan afskrive håbet. Sagen er nemlig, skriver hun, at det nye altid kommer fra dem, man ikke kan se – ellers ville det jo ikke være nyt. Magthaverne står allerede i rampelyset. Man må i stedet søge ud i mørket, hvor det nye spirer, og så man må lave sit arbejde – ligesom vi skriver artikler, holder foredrag og ja, fører langsomme samtaler. Man må sende sit arbejde ud i verden som en flaskepost og stole på, at nogen samler det op, hvis det er vigtigt nok. Solnit står også bag bøgerne Wanderlust (2001), der handler om vandringens filosofi, og senest Orwell's Roses (2021). Her fortæller hun historien om den store antifascistiske forfatter George Orwell, der også dyrkede en rosenhave – og hun minder os om, at den progressive fløj på samme måde ikke kun skal vide, hvad den kæmper imod. Den skal også huske, hvad den kæmper for, og insistere på skønhed, glæde og fornøjelse midt i den politiske modstand. Nu er Solnit aktuel med essaysamlingen Begyndelsen kommer efter enden: Noter om en verden af forandring (2026), som netop er udkommet på dansk hos Vinter Forlag. Her genbesøger hun analyserne fra Hope in the Dark for – midt i en mørk tid – at minde os om alt det lys, der faktisk er blevet tændt, og om alle de fremskridt, der reelt er blevet gjort. Kort før USA står over for et dramatisk midtvejsvalg, spørger Rune Lykkeberg forfatteren, hvordan man bevarer kampgejsten i svære tider. Til dem, der finder ordet ’håb’ for blødt, leverer Solnit et mere offensivt alternativ, når hun med knyttet næve siger: ”Never fucking surrender”.

Rune Lykkeberg taler med den konservative forfatter og journalist Christopher Caldwell om det amerikanske højre, udlændingepolitik som politisk kampplads, og hvad der er på spil ved det kommende midtvejsvalg. --- Ugens gæst i Langsomme Samtaler er den konservative amerikanske journalist og forfatter Christopher Caldwell. Han har i mange år skrevet for aviser som The New York Times og The Wall Street Journal, og han er en af de stemmer på det amerikanske højre, som på tættest hold har fulgt udviklingen i både Europa og USA. For mere end tyve år siden var Caldwell på studierejse i Europa for at undersøge og skrive netop om den europæiske udlændingepolitik. Under sit ophold i Danmark endte han til en julefrokost hos Rune Lykkeberg på Vesterbro i København og mødet udviklede sig til en årelang samtale. Allerede dengang så Caldwell, at der var noget i gang i Europa, som også ville komme til at ske i USA: Han så, hvordan udlændingepolitikken var ved at blive det stærkeste kort for det populistiske højre, og han forstod, at det ville blive den nye, afgørende frontlinje i kampen mellem konservative og liberale. Siden dengang har Christopher Caldwell skrevet adskillige bøger, blandt andet Reflections on the Revolution in Europe fra 2009 og senest The Age of Entitlement fra 2020. Her beskriver han, hvordan spørgsmålet om borgerrettigheder og forholdet mellem delstaterne og den føderale regering har skabt dybe politiske konflikter i det amerikanske samfund, som stadig trækker spor i dag. Nu står USA over for et dramatisk midtvejsvalg. Og Rune Lykkeberg har igen sat sin amerikanske ven og journalist stævne til en samtale om, hvor det amerikanske demokrati bevæger sig hen, og hvordan det hele ser ud fra et konservativt perspektiv.

Ugens gæst i Langsomme Samtaler er den tyske politiske tænker Jan-Werner Müller, en gammel ven af podcasten og en af de intellektuelle, der har betydet mest for Rune Lykkebergs forståelse af demokrati. I bøger som Contesting Democracy, Hvad er populisme? og Demokratiets styre har Müller undersøgt demokratiets idéer, konflikter og grænser – og ikke mindst forskellen mellem demokrati og populisme.   Nu har han bevæget sig ud i det offentlige rum i helt konkret forstand. I sin nye bog Gade, plads, palads undersøger han forholdet mellem arkitektur og demokrati: Hvordan former de bygninger, gader og pladser, vi skaber, den måde, vi lever sammen og møder hinanden som borgere på?   Det oplagte spørgsmål er, om der findes sådan noget som demokratisk arkitektur. Rune Lykkeberg troede på forhånd, at svaret måtte være ja. Men så enkelt er det ikke. Demokrati kan ikke aflæses direkte i en byggestil eller et bestemt slags byrum. Til gengæld kan arkitekturen skabe bedre eller dårligere betingelser for, at mennesker mødes, ser hinanden og gør politik til deres egen.   Samtalen blev optaget foran et publikum på Dansk Arkitektur Center i København. Det er en samtale om gader, pladser og paladser – men først og fremmest om, hvordan de fysiske rum omkring os former det demokratiske liv, der skal udfolde sig i dem.

Ugens gæst i Langsomme Samtaler er den amerikanske forfatter Siri Hustvedt, som har skrevet Ghost Stories – en bog om sorg, erindring og om at leve videre efter at have mistet den, man har delt sit liv med.   Hustvedt og forfatteren Paul Auster var sammen i mere end fire årtier. Efter hans død begyndte hun at samle dagbogsoptegnelser, gamle breve, erindringer og tekster, Auster selv havde efterladt. Resultatet er et litterært værk, der har samme fragmenterede karakter som sorgen selv: Minder og øjeblikke dukker op uden orden, mens et fælles liv langsomt får en ny form.   Titlen Ghost Stories handler om genfærd helt konkret. For Hustvedt forsvinder de døde ikke bare. De bliver ved med at være til stede i vores erindringer, vaner, kroppe og omgivelser. Med sine norske rødder forbinder hun også genfærdet med Henrik Ibsens verden, hvor fortiden og de døde hele tiden lever videre blandt de levende.   Rune Lykkeberg taler med Siri Hustvedt om tabet af Paul Auster, om hvad sorgen gør ved tiden og erindringen, og om hvordan kærligheden kan fortsætte, selv om den, man elsker, ikke længere er der. Samtalen begynder i tabet, men bevæger sig også ud i verden omkring dem – og ender med spørgsmålet om, hvor håbet findes i dagens USA.

Denne ekstra Langsomme Samtaler er en særudgave. Rune Lykkeberg har inviteret sin gamle ven, tidligere chef og intellektuelle slagsbror Bo Lidegaard på scenen i Bremen Teater til halvanden times samtale om hele verdenssituationen.   Udgangspunktet er enkelt: Hvad er det største problem i verden lige nu? Hvad giver mest håb? Og hvilke begivenheder, konflikter og idéer er det egentlig vigtigst at forstå, hvis man skal finde hoved og hale i den tid, vi lever i?   Rune har taget quizzer, tests og spørgsmål med til Bo, men der er også god tid til at gå omveje, folde argumenterne ud og blive uenige. For det er netop idéen med Informations forsamlingshus: at mødes i den virkelige verden, tale om det, der brænder på, og bagefter dele samtalen med alle dem, der ikke var i rummet.   Det bliver en aften med store lidenskaber, håb, uenigheder og skænderier – og med to gamle legekammerater, der forsøger at finde ud af, hvordan verden egentlig ser ud lige nu.