Maries Rum - om tro og eksistens

Dem der elsker os allermest, er dem, der sårer os dybest". Ordene er forfatter Jesper Steins. Det handler om, at forholdet til vores forældre sjældent er sort-hvidt, og at vi ofte må bære kærlighed og svigt på én gang. Selv har Jesper Stein måtte forholde sig til sin mor. "Det er det mest paradoksale, vi overhovedet møder i tilværelsen: At dem, der elsker os allermest, er dem, der sårer os dybest. Det kan vi kun komme videre med, hvis vi kan rumme de to ting samtidig", siger han. Samtal...

- DET HANDLER IKKE OM, AT LIVET SKAL GÅ HURTIGST MULIGT Alfred Josefsen er forfatter, tidligere topchef i Irma og nu medstifter af den nye butikskæde Alma. I Maries Rum deler han sit blik på livet, døden og de erfaringer, der har formet ham – også da en nær ven døde alt for tidligt. - En Gud findes ikke i mit univers, fastslår Josefsen, som derfor heller ikke beder, når han for eksempel møder sorg i livet. - Bønnen er i min optik inden for strategien håb, og håb er for mig at se i...

LIVET ER ALTID NYT - OGSÅ NÅR DU LIGE HAR MISTET. Den tilgang til livet er rettesnor for Ole Hartling. Han fortæller, hvordan han har været i stand til at tage imod kærligheden igen - selv efter at have mistet sine to første ægtefæller, som døde fra ham. - Jeg har ikke været ked af livet. Og når kvinder bliver sat på min vej – sådan har jeg oplevet det alle gange – så ville det være forkert ikke at tage imod den kærlighedsgave, som det er, siger den i dag 79-årige Ole Hartling, ov...

FORFATTER PETER ØVIG KNUDSEN - når vi tror, vi ejer sandheden. I dette afsnit taler vi blandt andet om Blekingegadebanden – og om, hvad der sker med os mennesker, når vi tror, vi har fundet sandheden. Politisk såvel som religiøst. – Hvis folk har fundet sandheden og dyrker den – og måske gør det i et fællesskab – så har de fået en identitet, man kan hvile trygt i. For tvivlen kræver, at man undersøger og tager stilling. At være overbevist om en bestemt sandhed er derimod en hvilepositio...

FILMINSTRUKTØR Jonas Risvig fortæller ærligt om den forbudte tanke, der opstod, da hans kæreste fik konstateret sklerose: Jeg ville flygte, men hvorhen? Jeg var 23 år og tænkte: Kan man gå nu? Ville folk forstå, at det her var for stort for mig at bære? Tankerne var for skamfulde til at dele med nogen, Jonas Risvig var alene om frygten og skammen og et livsvilkår, der var overvældende. Han valgte at blive, og det er han taknemmelig for i dag.