Socialt Indblik

”Jeg siger ikke, det er nemt at lave et fællesskab, hvor der er plads til alle. Men det er jo det, der er øvelsen. Og det er ikke en nem øvelse. Men hvis vi peger ud, at det er nogens skyld, så synes jeg, vi starter et lidt uheldigt sted.” Anne-Mette Sohn Jensen insisterer på, at fællesskabet kan rumme alle.Men det kræver en tung pædagogiske værktøjskasse, at vi som voksne tager ansvar, og at vi indrømmer, at vi selv som lærere eller pædagoger begår fejl og indimellem står over for en umulig opgave, når der på et splitsekund i en klasse eller børnegruppe skal vælges mellem at tage hensyn til den enkelte eller til flertallet. Derfor har hun samlet 37 konkrete specialpædagogiske redskaber i ”Den pædagogiske redskabsbog”, som ikke bare er målrettet det specialpædagogiske område, men også almenområdet, altså skoler og dagtilbud.  Specialpædagogikken er nemlig rykket ind i almenområdet, mener Anne-Mette Sohn Jensen, der er uddannet pædagog, cand.pæd. i pædagogiske psykologi og forfatter til en lang række bøger.Hør, hvorfor Anne-Mette Sohn Jensen mener, at vi kan balancere hensynet til den enkelte og til flertallet i et fællesskab, hvordan det kan gavne hele fællesskabet, hvordan vi tilpasser kravene til børnene, og hvordan lærere og pædagoger selv får øje på deres handlemuligheder.Du får også to helt konkrete redskaber, som du kan bruge som lærer eller pædagog.  I programbeskrivelsen på Socialt Indblik finder du tidskoder og links til at arbejde med redskaberne.Tilrettelæggelse Niels SvanborgUdgivet af Socialt IndblikLyt også til podcastserien Forebyg omsorgstræthed med Anne-Mette Sohn Jensen.

”Radikalisering sker jo oftest for de mennesker, som er sårbare på den ene eller den anden måde. Og der er mange måder, man kan gøre os sårbare på. En stor del af det er jo ensomhed og at blive skubbet uden for fællesskabet.” Det fortæller Kristian Lundø Laursen, der er overlevende fra terrorangrebet på Utøya i Norge, hvor Anders Behring Breivik den 22. juli 2011 skød og dræbte en række deltagere fra den socialdemokratiske ungdomsorganisation AUF.Sammen med Anas Zrir taler han om, hvordan konspirationsteorier opstår og kan blive farlige.  Anas Zrir er ekspert i konspirationsteorier og medlem af Rygtepatrulje, som Finn Nørgaard Foreningen står bag, og som tager ud til gymnasier og skoler for at forebygger spredning af misinformation og konspirationsteorier.Idéen er at skabe et forum for dialog, hvor de unge uden frygt for at blive udskammet kan tale om det, der optager dem. Kristian Lundø Laursen fortæller samtidig i podcasten, hvordan han oplevede terrorangrebet på Utøya.Det er en beretning helt tæt på, men for Kristian Lundø Laursen er det vigtigt, at vi stadig lærer af historien og bruger den til at netop at tale for dialog frem for flere ekkokamre, hvor konspirationsteorierne kan opstå og leve.”Meget af det, som skete med Breivik, var jo også, at han tidligt udviste nogle rimelig ekstreme synspunkter, og i mødet med det, så var der mange politiske aktører, som afviste ham frem for at tage en debat med ham. Og det er ikke, fordi jeg siger, at alt kunne have været afværget, hvis vi bare havde taget en politisk debat med Anders Breivik. Der er flere ting, der ligger bag ved det her, men det er mere for at sige, at der var mange tegn, der byggede sig op over tid. Og det var først, da Breivik vendte ryggen til offentligheden og gik ind i ekkokammeret, at det virkelig farlige arbejde begyndte,” siger Kristian Lundø Laursen.Lyt til podcasten, og hør, hvordan Kristian Lundø Laursen overlevede angrebet på Utøya, hvorfor han vil bruge historien den dag i dag, hvordan konspirationsteorier spillede en rolle i angrebet.De kommer også ind på, hvilke konspirationsteorier der i dag rører sig blandt unge, hvorfor de opstår og udvikler sig, og hvem der er særligt i risiko for at blive radikaliserede af konspirationsteorierne. Samtalen er arrangeret i samarbejde med Finn Nørgaard Foreningen og optaget på Folkemødet 2025.Tilrettelæggelse: Niels Svanborg Udgivet af Socialt Indblik

For Victoria Holsting begyndte selvskaden, da hun gik i 9. klasse og var på en sommerhustur med vennerne. Hun var i en karrusel af kaotiske følelser, og med et glasskår skar hun spontant et snit i benet. Da blodet fra snittet løb, strømmede en stærk følelse af ro gennem hende. Hun mærkede roen et par minutter. Så tog skammen over.Fuld af skyld og skam skjulte hun i flere år selvskaden, som blev en strategi til at forløse svære følelser, før hun en dag kunne tale højt om selvskaden og tage imod hjælp.  I en samtale på Folkemødet talte Victoria Holsting og hendes mor Naja Holsting med journalist Anne Anthon Andersen om, hvordan følelser af skyld og skam kan forstærke selvskade, og hvad man omvendt kan stille op for at undgå, at følelserne af at spille fallit som barn og forældre tager magten.  For Victoria blev det afgørende at tale med en psykolog, der hjalp hende til at forstå den viljestyrke, der også lå indlejret i selvskaden. Hun mener, vi er nødt til at møde selvskade med støtte, ro og rummelighed.I samtalen kan du også høre psykolog hos Foreningen Spiseforstyrrelser & Selvskade, Cathrine Wulff, forklarer selvskadens skjulte logik. Hvordan man kan forstå selvskade som en form for følelsesmæssig termostat, og hvorfor netop relationerne til de nære pårørende er en vigtig del af behandlingen. Birgitte Bergholt-Grymer, afdelingsleder og psykolog i Robus i Københavns Kommune, og Jakob Holst, leder af Center for Familie- og Voksenindsatser i Bornholms Regionskommune, fortæller om deres erfaringer med at inddrage forældrene i behandlingen af selvskade.  Tilrettelæggelse: Anne Anthon AndersenSamtalen på Folkemødet er arrangeret i samarbejde med Foreningen Selvskade & spiseforstyrrelser.Udgivet af Socialt Indblik

Som 25-årig brød Majken Svendsen sammen en dag under en forelæsning. Hun blev indlagt på psykiatrisk skadestue, og de næste otte år levede hun en tilværelse i zigzag ind og ud af psykiatrien. Seks forskellige forkerte diagnoser fik hun stillet, før en psykolog endelig virkelig så hende og stillede den rette diagnose, autisme. I en samtale med journalist Anne Anthon Andersen fortalte Majken Svendsen om kampen for at passe ind.En kamp, som begyndte allerede som barn, og som til sidst blev en så stor belastning, at hun brød sammen med stress. Majken Svendsen passer ikke med det stereotype billede af autisme.Og i samtalen fortæller hun, hvordan stereotype forestillinger om autisme netop kan føre til fejldiagnoser og fejlbehandling og således få alvorlige konsekvenser for mennesker med autisme. Hun forklarer, hvordan misforståelser kan fastholde autistiske mennesker i en konstant kamp for at passe ind i det, vi kalder normalen. Men også om det mere håbefulde. Hvordan psykiatrien og vi alle helt konkret kan blive bedre til at møde og forstå autistiske mennesker.Majken Svendsen afmonterer for eksempel fordommen om, at autister mangler empati. Tværtimod er mange autister følsomme og registrerer andre mennesker stærkt, forklarer hun. Og hun fortæller om, hvordan det at forstå sin autisme har hjulpet hende til at læse de kropssignaler, hun tidligere overså.Tilrettelæggelse: Anne Anthon AndersenSamtalen på Folkemødet er arrangeret i samarbejde med Autismeforeningen. Udgivet af Socialt IndblikSkriv dig op til Socialt Indbliks nyhedsbrev via linket her

”Traumebingo var et ord, jeg opfandt, mens jeg gik på Den Danske Filmskole, hvor vi jo grinede meget af, at man altid fik at vide: ’write, what you know’. Men det lå meget tykt mellem linjerne, at det var meget bedre, hvis det var en tragisk lidelseshistorie, end hvis du havde haft et, i situationstegn, almindeligt liv. Så når man kiggede ud over forsamlingen, og der var jeg ikke den eneste, så var det jo sådan: ’bingo, psykisk sygdom, bingo, anden seksuel orientering, bingo, bingo, bingo’. Så det er sådan et ord, jeg har haft med mig.”Det fortalte forfatter Anne Juul på Folkemødet i en samtale med journalist Anne Anthon Andersen.Her fortalte Anne Juul om bogen med titlen ”Traumebingo”, som hun har skrevet sammen med journalist Kristoffer Lind.Anna Juul betegner sig selv som ’Præmieskizofren’, fordi hun selv har opdaget, hvordan det at stå frem med psykisk sygdom kan give adgang til medierne. Men præmissen bliver alt for ofte på mediernes betingelser.Lyt til en samtale om at være en del af mediernes traumebingo, og hør Anna Juul læse op af sin bog.Anna Juul er forfatter og medlem af Psykiatrifondens bestyrelse.Tilrettelæggelse: Anne Anthon Andersen.Udgivet af Socialt Indblik.

”Jeg vil gerne have en kærlig skole. Så er der nogen, der er ved at sluge deres egen tunge over, at jeg bruger det ord omkring skolen, men jeg mener det faktisk.”  Det sagde Henrik Vestergaard Stokholm, da han hos Socialt Indblik på Folkemødet talte med skoleforsker Louise Klinge om omsorg og omsorgsetik.De talte om, hvad omsorg kan, både når børn mærker den fra andre, og når de selv får mulighed for at udøve den over for andre.”Når børn udøver omsorg over for andre, så muliggør det, at børn kan udtrykke den kerne, som bor i os alle. Vi er født ind i en verden, hvor vi er skabt til at være i fællesskab med hinanden. Så at skabe en kærlig skole, det er utroligt, at det lyder kontroversielt, når vi godt ved, at kærlighed er det, der er vigtigst for os alle. Og når børn og unge er så mange timer i institutioner, det er de i 25.000 til 30.000 timer i løbet af deres opvækst fra vuggestue til ungdomsuddannelse, så må man ikke gå igennem der uden at få mulighed for at gøre godt for hinanden og være noget for hinanden,” sagde Louise Klinge. Lyt til en samtale om vigtigheden af omsorg i skolen. Om omsorgsetik, om kærlighed, om leg, om en presset børne- og ungdomsgeneration, men også om et kæmpe håb.Henrik Vestergaard Stokholm er rektor på Niels Steensens Gymnasium i København og forfatter til bogen Det er ikke de unge, den er gal med, det er samfundet – en rektors opråb. Louise Klinge er børne- og skoleforsker og forfatter til flere bøger, senest Relationskompetent praksis i pædagogiske kontekster.Optaget på Folkemødet 2025. Udgivet af Socialt IndblikTilrettelagt af Niels Svanborg.

”Jeg har altid haft en ret stor retfærdighedssans. Jeg har haft øje på uretfærdighed, og det er noget af det, min forskning har handlet enormt meget om. Men hvorfor det har det, er jo først gået op for mig lidt senere. Og det handler jo nok om, at jeg selv har oplevet en masse former for uretfærdighed.” 'Det siger handicapforsker og nu også digter Emil Falster, der på Folkemødet fortalte om sin nye digtsamling ”Vordingbronx”, og hvorfor og hvordan han nu også bruger poesien til at sætte fokus på ulighed, klasse og handicap.I "Vordingbronx – forskerdigte" tager Emil Falster læseren med på sin egen personlige, brutale og udsatte rejse gennem klassesamfundet fra Vordingborg og opvæksten på Sydsjælland til voksenlivet som forsker, far og rækkehusejer i Nordsjælland. Og med udgangspunkt i egne erfaringer fra opvæksten i Vordingborg tegner Emil Falster et ærligt portræt af et Danmark, der ofte forbliver usynligt i offentligheden.  Med digtsamlingen sætter Emil Falster ikke bare spot på ulighed. Han sætter ord på, hvordan uligheden sætter sig i både landskaber, byer, kroppe og identitet. Også i hans egen krop og identitet, som han også fortæller om i samtalen.  Hør Emil Falster læse op af og fortælle om sine digte. Hør, hvorfor han begyndte at skrive digte. Hvordan han kombinerer det at være forsker og digter. Hvad poesi kan, som forskningen ikke kan. Og hør ham fortælle, hvordan uligheden sætter sig i både landskaber, byer, kroppe og identitet.Emil Falster er handicapforsker, cand.scient.adm., ph.d. og forskningsmedarbejder i Bevica Fonden. Han er bestyrelsesmedlem i Dansk Netværk for Handicapforskning og bestyrelsesmedlem i organisationen For Lige Vilkår.Optaget på Folkemødet 2025. Tilrettelagt af Niels Svanborg.Udgivet af Socialt Indblik.

”Når vi er tyndhudede, så er intet detaljer. Så tolker vi på alt. Så det er vigtigt, at lederen rækker ud, er opmærksom på, hvad der skete og udviser nysgerrighed omkring, hvad der skete.”  Det fortæller Rikke Høgsted, der er psykolog samt leder og stifter af Institut for Belastningspsykologi. Rikke Høgsted har mange års erfaring som krisepsykolog, leder, underviser og konsulent i mentale risikoerhverv. Og så er hun forfatter til flere bøger, senest ”Grundbog i Psykisk Førstehjælp og Krisehåndtering”.  I dette tredje af i alt tre programmer om krisehåndtering og psykisk førstehjælp taler Rikke Høgsted videre om elementerne i den Hjælpepyramide, som hun har udviklet.  Du skal høre om lederens rolle som støtte og som kriseleder. Krisen er den situation, hvor lederen skal træde i karakter.Men Rikke Høgsted advarer mod, at lederen tror, at han eller hun skal spille supermand. Det handler først og fremmest om, at lederen skal vise nærvær, udvise respekt og ikke mindst takke medarbejderen.I programmet får du desuden en grundig indføring i psykisk førstehjælp, og så får du svaret på, hvornår og hvordan de sidste trin i pyramiden skal aktiveres. Det handler blandt andet om den individuelle krisehjælp. Programmet hænger sammen med de to forrige i serien, så lyt gerne til dem først.Du finder Rikke Høgsteds Hjælpepyramiden på podcastbeskrivelsen på Socialt Indbliks hjemmeside. Eller i Grundbog i Psykisk Førstehjælp og Krisehåndtering Programmet er tilrettelagt af Niels Svanborg.Udgivet af Socialt Indblik.

”Jeg synes det er så skammeligt. Fordi vi har brug for dem. De er superdygtige. Og så synes jeg nogle gange, at det virker, som om de nærmest skal løbe et halvmaraton, hver gang de er på vagt. Og det bliver jo slidsomt. Det synes jeg, at man skal have respekt for. Det håber jeg virkelig denne her film kan belyse.” Det fortæller Tanja Løtzsch Petersen, der selv er tidligere medarbejder i hjemmeplejen. I dag er hun neuro-konsulent og zoneterapeut.Og så er hun netop sprunget ud som skuespiller i Frelle Petersens nye spillefilm ”Hjem kære hjem”, hvor hun spiller lederen Rikke, der skal forsøge at få hjemmeplejen til at hænge sammen og holde på medarbejdere, der er slidte.Et job, hvor forråelsen hele tiden ligger på lur. Det er en rolle, som hun selv i det virkelige liv har oplevet andre i. Og som gjorde decideret ondt at spille.Tanja Løtzsch Petersen, der i dag møder medarbejdere fra hjemmeplejen i sit virke som zoneterapeut. Det er medarbejdere, der er slidte af jobbet. Og hvor omsorgstrætheden sidder i krop og psyke.Hør Tanja Løtzsch Petersen fortælle om lederen Rikkes dilemmaer, om hvordan jobbet i hjemmeplejen slider, hvordan hun oplever medarbejdere blive slidte og trække sig mere og mere ind i sig selv væk fra familie og fritidsliv, og ikke mindst hvorfor respekten for faget som SOSU-assistent skal tilbage.Filmen ”Hjem Kære Hjem” kan ses i biografer over hele landet fra den 19. juni.Tilrettelæggelse: Niels SvanborgUdgivet af Socialt Indblik

”Problemet ved, at man som det første tænker: ”Vi skal have professionel hjælp, så personen skal hen til en krisepsykolog,” er, at vi tager personen ud af fællesskabet og isolerer personenhelt væk fra gruppen.” Det fortæller krisepsykolog Rikke Høgsted om i dette andet afsnit af vores lille miniserie om krisehåndtering.  Rikke Høgsted er psykolog samt leder og stifter af Institut for Belastningspsykologi. Og så er hun forfatter til flere bøger, senest ”Grundbog i Psykisk Førstehjælp og Krisehåndtering”.  I serien får du en indføring i, hvad der er vigtigt i den gode krisehåndtering, både når det er en akut krise og ikke mindst i forebyggelsen.  I program to af de tre programmer fortæller Rikke Høgsted om de første trin i hendes model ”Hjælpepyramiden”, hvor krisepsykologen er helt i toppen. Alligevel ser Rikke Høgsted ofte, at når der sker en krise for en medarbejder, så tager lederen straks elevatoren til toppen og ringer til krisepsykologen.   De springer fundamentet over. Det er kollegerne. Men hvad er det, kollegerne kan? Hvorfor er kollegerne fundamentet i den hjælpepyramide? Hvad kan kollegastøtte én til én og i gruppen, når krisen rammer den enkelte medarbejder?Du kan se trinene i Rikke Høgsteds hjælpepyramide i episodebeskrivelsen på SocialtIndblik.dkTilrettelæggelse: Niels Svanborg.Udgivet af Socialt Indblik.

Er man mærket for livet, hvis man oplever en voldsom krise privat eller i jobbet? Hvis man oplever vold, overgreb, dødsfald eller kronisk sygdom?  Nej, siger Rikke Høgsted, der er psykolog samt leder og stifter af Institut for Belastningspsykologi.Rikke Høgsted har en mange års erfaring som krisepsykolog, leder, underviser og konsulent i mentale risikoerhverv. Og så er hun forfatter til flere bøger, senest ”Grundbog i Psykisk Førstehjælp og Krisehåndtering”.  Over tre programmer får du en indføring i, hvad der er vigtigt ved den gode krisehåndtering. Både når krisen er akut, og ikke mindst når det handler om forebyggelsen.  Vi begynder med at tage fat på en sejlivet myte om, at en voldsom krise mærker en for livet. Rikke Høgsted gør op med den myte. For den gør krisen til en personlig byrde, som den enkelte skal bære rundt på.Hun fortæller, hvorfor du ikke nødvendigvis straks skal ringe til en krisepsykolog, når en eller flere medarbejdere oplever en krise, hvorfor kollegerne er så vigtigt et værn, når krisen kommer, og hvad en krise egentlig er. I de følgende to programmer gennemgår vi så Rikke Høgsteds model ’Hjælpepyramiden’, der indeholder de trin som god krisehåndtering og forebyggelse består af.Du kan se Hjæpepyramidens trin i episodebeskrivelsen på SocialtIndblik.dkProgrammet er tilrettelagt af Niels Svanborg. Udgivet af Socialt Indblik.

”Jeg er jo sådan en indadvendt type, selvom folk nægter at tro på det. Jeg lader op ved at være alene. Og i dag, så ved jeg ikke, om jeg vil få en diagnose, men jeg vil være ret presset over, at jeg aldrig havde fred på noget tidspunkt,” siger Henrik Vestergaard Stokholm, der er gymnasierektor og forfatter til bogen ”Det er ikke de unge, den er gal med, det er samfundet – en rektors opråb”. Han fortæller ærligt både i bogen og i podcasten her, hvordan han selv både den dag i dag, men også som ung også følte sig presset, udenfor, dum og anderledes. Han fandt på mange måde sig selv, glæden og fællesskabet i gymnasiet. Men i dag ville Henrik Vestergaard Stokholm ikke klare tre dage i nutidens gymnasium og ungdomsliv, fortæller han.Henrik Vestergaard Stokholm blev efter ni år som rektor på Nyborg Gymnasium i efteråret rektor for Niels Steensens Gymnasium på Østerbro i København. Han tegner et på mange måder dystert billede af en ungdomsgeneration. Dem, der har det svært, har fået det værre, fortæller han.Men Henrik Vestergaard Stokholm har også klare bud på, hvad vi i samfundet kan sætte ind med, hvis vi for alvor vil gøre noget ved mistrivslen. Værdier, mening, kærlighed og omsorg skal være tydelige i de unges liv, og skal det lykkes, så har skolen en afgørende opgave.  Skolen skal ifølge Henrik Vestergaard Stokholm være ikke mindre end fællesskabets, kærlighedens og kundskabens katedral.Hvorfor og hvordan den skal blive det, fortæller han om i podcasten, hvor han også fortæller, hvorfor han stiller sin egen sårbarhed til skue.Link til omtalt interview i DR Deadline om at springe over, hvor gærdet er lavest.Tilrettelæggelse og redigering: Niels SvanborgSe mere på www.socialtindblik.dk

Hvorfor går du ikke bare?  Sådan lyder spørgsmålet til voldsramte kvinder ofte. Men det er ikke altid, at volden stopper, bare fordi kvinden går. Og ofte spiller retssystemet en afgørende rolle for, at volden fortsætter efter bruddet.  Det fortæller den norske professor i sociologi Margunn Bjørnholt. Hun efterlyser større viden om, hvad vold er. For alt for ofte lytter systemet mere til voldsudøveren end til den, der er udsat for vold.Journalist Eva Frydensberg Holm har talt med Margunn Bjørnholt, og her læser hun sin artikel højt.Margunn Bjørnholt kalder den vold, der fortsætter efter bruddet, for ’fortsættelsesvold’ og fortæller, at den kan have mange ansigter. Ud over den vold, som voldsudøveren faciliterer gennem systemet, findes der, ifølge Margunn Bjørnholt, også en anden form for systemvold. Nemlig den systemet selv udøver.  ”Mange af mødrene oplevede, at når de rakte ud efter hjælp i systemet, så var responsen negativ. De blev mødt med mistro – og anset som syge eller vanskelige,” forklarer Margunn Bjørnholt.Hun fremhæver, at man selvfølgelig kan diskutere, om det er rigtigt at kalde dette vold. Men fordi det sker imod den voldsudsatte kvinde i en voldskontekst, mener hun, at det er vold. Det er en del af den totale belastning, som kvinden oplever.Artiklen er skrevet af Eva Frydensberg HolmUdgivet af Socialt Indblik

Børn har ret til at blive hørt og set som selvstændige individer. Det har været Marie Møller Christensens mantra, siden hun for 28 år siden startede som pædagog på kvindekrisecenteret Kvindehjemmet. Dengang blev børnene mest af alt anskuet som vedhæng til deres mødre. I dag har de stemme og rettigheder – og plads til at udtrykke deres tanker. ”På det tidspunkt var det lidt sådan, at hvis man skulle hjælpe børnene, var det, fordi man skulle hjælpe med, at der kom ro på krisecentret, så de voksne kunne snakke om det, der fyldte,” fortæller Marie Møller Christensen. I dag er opgaven også at gøre børnene synlige og give dem stemme. Pædagogisk førstehjælp kalder hun det. ”Jeg ser det som min vigtigste opgave at skabe en tryg og sikker platform, hvor børnene kan snakke om deres oplevelser med vold, og hvad der fylder i deres tanker,” siger Marie Møller Christensen. Det kan tage tid for børnene at blive klar til at dele og sætte ord på deres oplevelser med vold. Hvis det er svært for dem, taler hun om noget mere generelt, som hun stille og roligt kobler dem på. Det kan også være, at hun bruger nogle af de hånddukker, de har. Eller at hun – med tilladelse – læser op fra noget, andre børn har skrevet. ”Børn og unge, der har været udsat for vold, kan få rigtig meget ud af hinandens ord. Når vi har grupper, hvor børn og unge, der har været udsat for vold, har mulighed for at spejle sig i hinanden, siger de ofte: ’Vi behøver ikke bruge så mange ord, fordi vi har oplevet nogenlunde det samme’.” Journalist Eva Frydensberg Holm har talt med Marie Møller Christensen om hendes arbejde med at give børnene en stemme. Nu har hun også oplæst artiklen, så du kan lytte til den. Du finder den i vores podcastkanal Socialt Indblik.Artiklen er udgivet i samarbejde med Kvindehjemmet og er en del af et tema om efterværn for kvinder og børn på kvindekrisecenter.

”Hvis vi snakker om en 14-årig pige, som har kæmpet i årevis og bare ikke trives, og hun hører den her debat om diagnoser ... Hun vil jo ikke have en autismediagnose. Også selvom man kan sidde både forældre og fagprofessionelle og være enige om, at det er den vej, vi skal, hvis vi skal have fat om den dybe angst, hun har lige nu.” Sådan fortæller speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Pernille Darling i et afsnit af podcastserien ”PERSPEKTIV”.Pernille Darling har skrevet en meget personlig debatbog, der er et skarpt og vigtigt indspark i debatten om, hvorfor vi ser en stigning i diagnoser, og hvad vi egentlig kan bruge dem til.Bogens titel ”Det neurodivergente menneske” refererer til den måde, Pernille Darling ser diagnoserne på. Vi har nemlig brug for et langt mere nuanceret syn på diagnoser, for de kan vise sig på mange forskellige måder afhængig af kontekst, belastning og ikke mindst tryghed, fortæller Pernille Darling. Lyt med, når Pernille Darling blandt andet fortæller:Hvad det vil sige at være neurodivergent?Hvordan ser hun et behov for at forstå neurodivergente menneskers måde at være i verden på?Hvorfor ser hun, at flere får en diagnose i dag?Hvordan diagnosen kan give en forståelse af sig selv, men også hvordan den kan være svær at acceptere – særligt når andre stiller spørgsmål ved dens validitet.  Tilrettelæggelse og redigering: Niels SvanborgUdgivet af Socialt IndblikLyt også til podcastserien Kanarifuglenes stemmer - en podcast der undersøger mistrivslen blandt børn og unge. Du kan høre den på din foretrukne podcastapp.

”Måske var de kommet ud i deres egen lejlighed og havde følt, at nu havde de alle muligheder, og så kunne de ikke rejse sig fra sofaen. De blev ramt af træthed og handlingslammelse og kunne ikke forstå hvorfor. Konsekvenserne af volden stopper ikke, når man flytter i egen bolig.” Sådan siger Ane Ljungdahl, der er socialrådgiver på Kvindehjemmet, der er Danmarks største kvindekrisecenter. Sammen med pædagogisk medarbejder Mette Lenskjold faciliteter hun efterværnsgrupper, som Kvindehjemmet med støtte fra Det Nissenske Familiefond startede op i februar i år.Sidste år, forud for etableringen af grupperne, iværksatte Kvindehjemmet en undersøgelse af behovet for hjælp efter krisecenteret. De havde længe haft en antagelse om, at de ti psykologtimer og den såkaldte koordinerende rådgivning, som kommunerne skal tilbyde kvinder, der har været på krisecenter, langt fra var tilstrækkelig. Og det bekræftede undersøgelsen. Snart har Kvindehjemmet haft to grupper gennem deres gruppeforløb – og er ved at gøre sig vigtige erfaringer med, hvordan de bedst skaber et efterværn, der møder kvindernes behov. Journalist Eva Frydensberg Holm har skrevet en artikel om arbejdet med efterværnsgruppen hos Kvindehjemmet, og hvad det betyder for kvindernes liv efter tiden på kvindekrisecentret.Eva har oplæst artiklen, så nu kan du lytte til den som podcast.

”I medierne har man en tilbøjelighed til at lave en portrættering af mennesker med handicap i nogle stereotype billeder. Der ville vi faktisk gerne have en helt anden tilgang. Hvis man kun er til stede i mediebilledet og bliver portrætteret på den der lidt stereotype måde, så bliver vi jo ved med at reproducere en bestemt forestilling om, hvad et handicap er, og hvordan et menneske med et handicap lever. Hvor vi vil give plads og rum til, at man kan tale med sin egen stemme og være til stede i mediebilledet med de konditioner, man selv finder vigtige. Det var det, vi gjorde ved at starte TV GLAD. Og det er også et bærende princip i dag.” Sådan fortæller stifter og direktør i GLAD Fonden Mikkel Holmbäck, der i 1999 stiftede verdens første tv-station for udviklingshæmmede, som var det udtryk, der blev brugt for 25 år siden.  I dag bruger Mikkel Holmbäck udtrykket ”mennesker med kognitive handicap”, men han er med egne ord lidt forelsket i et svensk begreb, der hedder ”mennesker med funktionsvariation”.For nylig rykkede TV GLAD helt ind i hjertet af dansk tv, da de med programmerne”En særlig samtale” på DR gav seerne nogle i sandhed helt særlige interviews med blandt andre sanger Thomas Helmig, statsminister Mette Frederiksen og skuespiller Nicolaj Coster-Waldau, der blev interviewet af journalister fra TV GLAD.Programmerne er netop blevet nomineret til Producentforeningens ”TVPRISEN” i kategorien ”Bedste factual entertainment”, og i december sidste år fik programmet ”Diversitetsprisen” i forbindelse med uddelingen af årets EKKO Shortlist Awards 2024.  Så der er sket meget, siden Mikkel Holmbäck sammen med Henrik Marentius Svendsen stiftede TV GLAD. Ikke bare hvad priser angår.Tv-stationen er siden 1999 knopskudt, så GLAD Fonden, som det hedder i dag, omfatter en lang række af forretningsområder lige fra produktion af grafik til en zoologisk have.I GLAD Fonden er der i dag ifølge Mikkel Holmbäck cirka 320 ansatte, hvor halvdelen er ansat på særlige vilkår, og herudover 120 elever på GLADs STU og såkaldte ”Flexuddannelse”.Men faktisk var det tæt på at gå galt allerede i begyndelsen af 00’erne. For at drive virksomhed med inklusion og medborgerskab og ytringsfrihed som overordnet formål har været alt andet end nemt.  I dette afsnit af ”De sociale iværksættere” fortæller Mikkel Holmbäck hele historien om GLAD fra en idé i Vesterbro Videoværksted i 90’erne til i dag at være nok Danmarks største socialøkonomiske virksomhed.Hvordan har man formået at holde fast i visionen? Hvad betyder det for de ansatte at være en del af GLAD? Hvorfor mener Mikkel Holmbäck, at det vil være en forfærdelig tanke, at GLAD var offentligt drevet? Hvordan kombinerer Mikkel Holmbäck og hans kolleger den sociale bundlinje med en økonomisk bundlinje? Og hvorfor har GLAD et princip om ikke at ansætte pædagoger?Alt det og meget mere fortæller Mikkel Holmbäck om i ”De Sociale Iværksættere”.Tilrettelæggelse: Niels SvanborgUdgivet af Socialt IndblikLyt til den samlede podcastserie De sociale iværksættere

Hver anden tirsdag mødes en flok børn og unge, der er vokset op med vold, i en børnegruppe hos Kvindehjemmet.Fælles for børnene er, at de er vokset op med vold i familien, og nogle af børnene har boet med deres mor på krisecenter.  I børnegruppen er der plads til at vende store spørgsmål som angsten for at komme til at ligne sin far, spejle sig i hinanden og grine sammen. Nogle af børnene har været med i så mange år, at de er blevet til unge mennesker, for i børnegruppen kan man være med så længe, som man vil. Psykolog Maria Højer Nannestad står sammen med Marie Møller Christensen, der er pædagog på Kvindehjemmet, for møderne i børnegruppen.  Ofte er lege en del af møderne i børnegruppen. Ifølge de to facilitatorer har de en værdi i sig selv, fordi man griner sammen, men flere af legene har også et formål, der rækker ud over det. Fx handler en af legene om at genkende følelser.Journalist Eva Frydensberg Holm har været med til et møde i børnegruppen, og i artiklen kan du læse, hvordan Maria Højer Nannestad og Marie Møller Christensen skaber et trygt rum, hvor børn og unge kan spejle sig i hinanden.Eva har oplæst artiklen, så nu kan du lytte til den som podcast.Du finder hele artiklen her.Artiklen er en del af et tema om efterværn lavet i samarbejde med Kvindehjemmet.Udgivet af Socialt Indblik

Fællesskabet kan være vejen til både læring og trivsel. Men det kan også være et redskab til eksklusion og mobning.  Det taler skole- og antimobbeforsker Helle Rabøl Hansen om i en podcastsamtale med vært Anne Søgaard, der er pædagog og forfatter til bogen Vensomhed.De giver deres bud på, hvordan skolen kan arbejde med at skabe fællesskaber, der inkluderer alle elever uanset, hvad de kommer med.  For Helle Rabøl Hansen er fællesskabet blevet et ’buzzword’. Det er noget, man ikke kan være uenig i, men netop derfor er der også grund til at være kritisk over for måden, vi bruger begrebet fællesskaber på.For hvis fællesskabet kun er for dem, der passer ind i skolen, så bliver det ekskluderende, og Helle Rabøl Hansen fortæller i podcasten, hvordan hun ser tendenser til det både i praksis og i den politiske debat om skolen.Og i podcasten fortæller Helle Rabøl Hansen om udvidet tolerance og fællesskabende didaktiker som vejen til fællesskaber, der inkluderer og skaber lyst til læring.”Fællesskabende didaktik er et begreb, der er sprunget ud af mobbeforskning. Det betyder, at man dels tager afsæt i, at man ved, hvor betydningsfuldt det er, når man får lov at være en del af fællesskabet. Hvis det lykkes at gøre undervisningen til et fælles omdrejningspunkt, til et vi, så er der jo ingen grund til at mobbe for at skabe det vi. Det er en undervisning, der i langt højere grad bygger på det, jeg vil kalde for nyt elevsyn. At ingen elever kommer tomme i skole. De er ikke et hylster, der skal fyldes op. Eleverne kommer allerede med noget. De kommer med nogle interesser. De kommer allerede med et talent. Og det handler om at trække det ind som et undervisningsbidrag til glæde for hele klassen. Så vil en elev føle, at ’der er brug for mig’,” siger Helle Rabøl Hansen.Så hvad er fællesskabende didaktikker? Hvordan kan det lykkes at skabe inkluderende fællesskaber? Hvad er vensomhed? Hvad betyder begrebet nyt elevsyn? Og hvorfor er Helle Rabøl egentlig blevet skole- og antimobbeforsker?Samtalen er en del af Anne Søgaards serie Vensomhedspodcast, som produceres af Socialt Indblik.

Da Inge Svanes storebror døde af kræft for fire år siden, blev hun ramt af en stor sorg. Det var, som om hun var et puslespil, nogen havde tabt på gulvet. Sygdommen havde åbnet op for dybe samtaler om deres barndom, familien og det, de kom af – de havde brudt tavsheden og åbnet en dør på klem til mørket sammen. Inge Svane gik på jagt efter brikkerne til at samle sig selv igen. Hun forstod, at der var vigtige brikker, hun manglede.  ”Det var en stærk kropslig fornemmelse af at være faldet fra hinanden. Jeg måtte tilbage i mørket og ind i kroppen for at samle den igen. Det er sådan, det opleves at bære et traume,” forklarer Inge Svane, der selv er traumebehandler og uddannet i den såkaldte SE-terapi, der kombinerer en kropslig og holistisk forståelse af, at traumer sætter sig i både krop, sind og sjæl.”I den årelange bearbejdning, der fulgte, fandt jeg ud af, at min krop alt for ofte havde været i overlevelsesmodus. Det gik op for mig, at jeg simpelthen manglede evnen til at mærke og passe på mig selv.”Mange har ifølge Inge Svane en opfattelse af, at traumer altid er synlige for både den traumeramte og omverdenen, og at traumer altid er udløst af store skelsættende begivenheder som ulykker, katastrofer og overgreb. Men det er en misforståelse, slår hun fast i bogen.Traumer opstår ofte af meget mindre voldsomme, tilsyneladende ufarlige dagligdags hændelser. Til gengæld er konsekvenserne af at bære ubearbejdede traumer ganske alvorlige, fortæller hun.For traumer sætter sig ifølge Inge Svane i alle kroppens muskler og celler og påvirker kroppens indre organer. I bogen ”Find hjem til dig selv igen” leverer hun viden og redskaber til, hvordan man kropsligt kan bearbejde traumer.Journalist Anne Anthon Andersen har talt med Inge Svane om, hvordan man kan arbejde med traumerne og indløse gaven i traumet. Hun giver blandt andet nogle helt konkrete fysiske øvelser.Anne har indlæst artiklen, så du nu kan lytte til den i vores podcastkanal Socialt Indblik.Udgivet af Socialt Indblik. Få vores nyhedsbrev hver uge.