Familiepsykologi

Dette er et af de sidste afsnit, vi nåede at lave sammen. Vi nåede lige barndommen, hans barndom, inden han døde. Sorg er en mærkelig størrelse. Eller vi sørger jo ikke engang endnu. Vi er i det, man kalder "ventesorg". Et mærkeligt begreb, jeg ikke helt kan forholde mig til. Nu, hvor han ikke er her længere, og jeg har mærket den "rigtige" sorg, føler jeg ikke, at der er forskel. Måske var sorgen mere en dyb og opslugende ulykkelighed i starten, hvor den nu er mere stille.

Min far har kun kort tid tilbage at leve i. Vi snakker ikke måneder, men uger. Det ved jeg bare ikke nu. Jeg tror stadigvæk på, at miraklet må indfinde sig, selvom det bliver vanskeligere at ignorere de tydelige signaler på, at han er på vej væk fra os. Han er træt. Vanvittig træt. Sover det meste af tiden. Men når jeg placerer ham foran mikrofonen, er det som om han vågner lidt op. Jeg glemmer aldrig første gang, jeg placerede ham der. Foran mikrofonen. Da vi lavede vores første podcast. Det var som at se ham - min far - i sit helt rette element. Der er noget særligt ved det. At se sin forælder der, hvor de stråler. Der er ikke noget, man skal tage sig af, men man kan læne sig tilbage - eller ind i - den glæde, som udgår fra ens far eller mor. Men uanset hvor meget, jeg forsøger, bliver min fars stråleglans efterhånden overskygget af et mørke. Jeg kan se det, selvom jeg har svært ved at acceptere det. Jeg kan godt se, at lyset er ved at brænde ud.

Træthed, hvor er du dybHvor er du ubønhørlig Det er som om jeg kender din retningAlle spejlene siger og peger på dødendu var dødtræt sagde deog nu forstår jeg, hvad de mente,Døden er den søvn, der vilKunne friske dig opNu nærmer jeg mig alt for tidligtdet punkt vi alle rejser imodDet store - det kæmpestoreufatteligeFar-vel God tur kunne man sige. Morten Prahl - august 2025, et par uger før han dør.

Varme sommeraftnerBløde blide vindeInsekters sang mod fuglefløjtSol der brænder på kindenbagved en dybdeEn uro - et åbent dirrende spørgsmålDøden - hvornår, hvorfor, hvordan?Døden der ligesom sætter en grænse omkring varme sommeraftenerMorten Prahl, august, 2025

Min far er blevet visiteret til Hospice. Og alligevel bliver jeg ved med at håbe. Håbe på, at et mirakel indtræffer. Jeg tror ikke, at min far håber længere. Det er noget andet end håbet, som støtter ham lige nu. Det er erfaringen af al den kærlighed, der er omkring ham og ikke mindst fornemmelsen af, at det hele ikke slutter med døden. Alt det taler vi om i dette afsnit, om kærligheden, taknemmeligheden og min fars voksende tillid til et spirituelt perspektiv, som viser sig uendelig hjælpsomt på hans rejse mod døden.

Det trygge hjem er borteEt sitrende mørkeHar for en tidSkyllet minderne bortGiv mig tid til at mærkeGiv mig til at føleAt bag mørket stråler duDu mit sande hjemDig, jeg kalder på i min smerteDig, der rummer og favner alt,Dig, du kærlighendes trygge favn- Morten Prahl

I dette afsnit interviewer jeg i den første halvdel min mor. Vi taler om, hvordan det er at skulle se ens elskede i uudholdelige smerter, som tilsyneladende ikke lader sig stille, og ikke mindst om det kæmpe tab, hun pludselig er blevet stillet i udsigt. Vi taler om sorgen men også om de ressourcer, hun har fundet i sig selv for at håndtere det vilkår, hun er blevet ramt af. I den anden halvdel taler jeg med min far. Vi har fået beskeden om, at kræften har spredt sig til leveren, så operation er ikke længere en mulighed. Vi taler om kampen om at finde en mening med det hele, lysten til at dø som en vej væk fra alt det smertefulde og meningsløse, men også om små sprækker af lys i mørket. Og selvom udsigterne nu for alvor er dystre, tror jeg stadigvæk på et mirakel. 

Min fars smerter er voldsomme og resulterer i, at han af og til bliver indlagt på hospitalet for at blive udskrevet kort tid efter. Men der går ikke længe før smerterne igen bliver så uudholdelige, at han må indlægges påny. Det påvirker ikke bare ham, men også min mor, som på mange måder står med det medicinske overblik på hjemmefronten.Derfor er situationen uholdbar og vi håber, at der snart kan findes en løsning, så han kan blive smertedækket. Men håbet lever endnu. Håbet om helbredelse. Kræften har ikke spredt sig, så hvis den kemo, han snart skal modtage kan gøre knuden bare lidt mindre, er der udsigt til, at han kan blive opereret. Og måske endda helbredt.

Min far talte ofte om at skrive en bog. Jeg bildte mig ind, at vi kunne nå det. Hvis jeg nu bare interviewede ham, kunne vi bånde det, og jeg kunne renskrive det sidenhen. Vi forsøgte. Men smerterne gjorde det svært. Eller også var vi der bare ikke. Måske var det for ambitiøst. Samtalen bliver luftig. Afbrudt. Måske er det fordi den leg, vi taler om og som har været en ledestjerne i hans liv, gemmer sig bag tunge mørke skyer af fortvivlelse og smerte. Men vi får tegnet et rids. Et rids af de intellektuelle strømme, som han var optaget af og hvordan han så for sig, at legen og fantasien kunne være det bindeled, som fik det hele til at gå op i en højere enhed. Lige nu - midt i min egen sorg - mærker jeg nødvendigheden af fantasien. For selvom min fars hylster er væk, forestiller jeg mig, at han stadigvæk er her. Og det føles som om det er sådan. Som om han ikke helt har forladt os.

Til min fars toner byder jeg dig atter velkommen i vores lille ventesal. En ventesal, vi nu har forladt, for i fredags, udåndede han til tonerne af sine børnebørns sang. På lørdag, den 13 september, min fødselsdag, vil han blive bisat i Sct. Lucas Kirke. Men i dette afsnit er han lyslevende. Han sidder ved siden af min lillebror Svend og jeg, og lytter til mig, der interviewer Svend om hans følelser og ikke mindst hans barndomsminder. For vores fars vedkommende er det stadigvæk smerterne, som fylder. De er blevet så voldsomme, at han indimellem får svært ved at være i sig selv. Samtidig er der blevet tændt et lille lys. Lægerne siger, at eftersom kræften ikke har spredt sig, vil de efter alt at dømme operere ham. Og selvom operationen lyder både kompleks, fyldt med bivirkninger og kun vil give ham en håndfuld ekstra år i bedste tilfælde, har det tændt et lille lys i mørket.

Vi tror stadigvæk på, at helbredelsen er mulig. Eller nogen af os gør. Jeg gør. Lægerne har sagt, at de vil forsøge med operation efter kemo-behandlingen. Håbet lever. Men noget andet, som også lever, er smerten. Et smertes-helvede, som lægerne endnu ikke har formået at lindre. I dette afsnit undersøger vi smerten og lidelsen. Meningen og meningsløsheden og ikke mindst forsøger vi at forstå min fars historie, for at forstå de ubalancer i hans liv, som måske, måske ikke, har spillet en rolle for hans sygdom. 

Den 5 juni blev min far diagnosticeret med kræft i bugspytkirtlen. En af de mest aggressive og dødbringende kræftformer. I det øjeblik, han fik stillet diagnosen, var det som at blive smidt ind i en ventesal. En ventesal til døden. Vi er mange i den ventesal. Hans nære familie, kollegaer og venner. I denne podcast vil jeg forsøge at blive klogere på alle de følelser og tanker, som opstår i den ventesal. Hos os, min bror og mor, og mest af alt hos ham: Min far. Hans tanker om døden, om livet og om kærligheden. I denne podcast inviteres du med ind i den ventesal. Med ind i alt det bøvlede, i smertehelvedet, i opgivelsen, afmagten, sorgen, håbet og i kærligheden.

"Det er din skyld!" "Nej, det er DIN skyld!" Skyld er alle vegne. Rettet mod os selv, mod vores partner, vores forældre, mod samfundet. Men er vi overhovedet så skyldige, som vi går og bilder os selv og hinanden ind? Hvordan ville livet se ud, hvis vi kunne slippe helt for skylden, ville vi så blive ligeglade eller kyniske, eller tværtimod mere frie, empatiske og ansvarsfulde? Disse og andre skyldsrelaterede spørgsmål undersøger vi i dette afsnit!Hvis du er interesseret i at købe bogen "alt er godt", kan den fås her: KØBHvis du er interesseret i at høre mere om uddannelsen kan du se mere her: SE MERE

I dette afsnit møder vi igen Mie og Mikkel for at høre, hvordan det går med at implementere nogle af de ting, Morten talte med dem om i sidste episode. Vi tager et spadestik dybere ind i deres forældreskab og taler blandt andet om, hvordan de kan håndtere deres forskelligheder mest konstruktivt. Og ikke mindst om hvordan man lærer at knuselske mandage!

Hvilke grænser må vi sætte for vores børn?Lyt til denne episode hvor vi taler med et skønt ungt par, Mie og Mikkel, som er forældre til August på knap 2 år om, hvad der kan gøre det vanskeligt at sætte tydelige grænser i forældreskabet og hvordan vi kan blive bedre til det. Hvis du er interesseret i at høre mere om vores uddannelse, kan du se den her: www.gro-institut.dk

I dagens episode tager vi afsæt i Trivselskommissionens rapport og fokuserer på kommissionens 7 anbefalinger til forældre.I episoden vil vi argumentere for, at det ikke giver mening at se isoleret på børns trivsel. Børns trivsel kan aldrig forstås uafhængig af de relationer børnene indgår i. Deres pædagoger, deres lærere, deres forældre. Derfor bliver det mest nærliggende spørgsmål, hvordan vi kan skabe trivsel hos mennesker omkring børn? Hvordan får vi engagerede, glade lærere, pædagoger forældre ?Her er flere ydre ressourcer det korte og oplagte svar. Men i denne episode vil vi argumentere for, at vi har mistet blikket for de indre ressourcer, vi alle sammen indeholder og komme med en række konkrete forslag til, hvordan vi bedst muligt kan vække dem. Hos os selv og hinanden.Link til GRO: www.gro-institut.dk

I dette afsnit kommer vi vidt omkring! Vi indleder med spørgsmålet om nisser og magi; Skal man fortælle sine børn "sandheden" eller mister vi noget meget værdifuldt ved ikke at give plads til magien?Herefter undersøger vi, med udgangspunkt i et lytterspørgsmål, hvad vi forældre kan gøre, hvis vores opdragelsesfacon er meget forskellig. Afslutningsvist berører vi et spørgsmål, vi har været omkring mange gange før, nemlig det instinktive niveau i forældreskabet, som mange forældre tilsyneladende har mistet kontakten til.Hvis du er nysgerrig på at høre mere om uddannelsen som par- og familieterapeut kan du gå ind på hjemmesiden her: www.gro-institut.dkGod lytning!

Al statistik viser, at kvinders spontane lyst til sex aftager i det langvarige parforhold, hvor mænds er nogenlunde stabil. Selvfølgelig er der en masse undtagelser, hvor det forholder sig omvendt, men der lader til at være noget ved den kvindelige lyst, vi endnu ikke har forstået. For den kvindelige lyst fungerer som oftest efter nogle andre lovmæssigheder end den mandliges. Den manglende forståelse gør ikke bare kvinder mindre lystfulde, det skaber også en række udfordringer i parforholdet.Derfor forsøger jeg i dette afsnit, sammen med sexolog og parterapeut Julie Houe, at blive endnu klogere på kvinders seksuelle lyst, så vi kan være sammen med vores forskelligheder uden at nogen skal være forkerte.

I dette afsnit skal vi sammen med Maria Dressler, psykolog og medforfatter til bogen "Helt almindeligt fucked up" undersøge, hvordan vi forebygger misforståelser af børn, mindsker skam og øger trivslen. En podcast til alle jer, der ønsker at forstå, hvorfor børn og unge reagerer, som de gør, og hjælpe dem med selv at forstå deres adfærd.

I dette afsnit udfolder vi, hvad vi har valgt at kalde "det integrerede børnesyn". Igennem flere episoder vil vi udfolde et børnesyn, som har til hensigt at integrere. Først og fremmest integrere kvaliteterne fra det "gamle" og det "nye" børnesyn med hinanden. Derudover er det et forsøg på at integrere vores hoved (tanker m.v.) , med hjertet (medfølelsen) og instinkterne i forældreskabet. Vi ser, at de fleste forældre generelt fordømmer alt, der har med det instinktive at gøre. Ofte fordi det ligner noget, som har med det "gamle" børnesyn at gøre. Men fordømmelsen hjælper ikke. Tværtimod. Kan vi i stedet for at fordømme, opdage kvaliteterne og ikke mindst den positive intention (hjertet) i instinktet, vil der vise sig en vej mod mere kærlighed og rummelighed i hele familien. Hvis du vil lære, hvordan du kan bruge det integrerede børnesyn i praksis og ikke mindst hjælpe andre forældre med at praktisere det integrerede børnesyn, kan du læse meget mere på www.gro-institut.dk