DiscoverVerdens bedste film
Verdens bedste film
Claim Ownership

Verdens bedste film

Author: DR

Subscribed: 230Played: 4,933
Share

Description

Programmet hvor Nicolaj Kopernikus og gæster fra filmbranchen ser verdens bedste film. Og hvor mikrofonerne bliver tændt i det øjeblik rulleteksterne forlader det hvide lærred.
Produceret for DR af Munck Studios København.
Hør flere afsnit i DR Lyd
88 Episodes
Reverse
"Jeg har lidt svært ved at placere, hvorfor jeg blev så ramt af den," siger instruktøren bag Sauna, Mathias Broe, efter han har vist Nicolaj Kopernikus Rainer Werner Fassbinders tyske film Angst æder sjæle op. Historien om kærligheden mellem en ældre rengøringsdame og en yngre marokkansk gæstearbejder udstiller både fordomme og intolerance og sender Nicolaj og Mathias ind i en samtale om både skam, begær og den kompromisløse instruktør bag filmen. Vært: Nicolaj Kopernikus. Gæst: Mathias Broe. Producer: Olivia Keblovszki. Redaktør: Rune Born Schwartz. Produceret for DR af Munck Studios København.
"Det er vist første gang i programmet, at vi har en nonverbal film med!" Dokumentarist Phie Ambo præsenterer Nicolaj Kopernikus for en helt særlig filmoplevelse: en ordløs billedcollage båret af Philip Glass' pulserende musik. Powaqqatsi gør Nicolaj lige dele trist og inspireret. Sammen taler de om menneskets aftryk på kloden og om de livsvilkår, filmen lader os se uden et eneste ord. Vært: Nicolaj Kopernikus. Gæst: Phie Ambo. Producer: Olivia Keblovszki. Redaktør: Rune Born Schwartz. Produceret for DR af Munck Studios København.
Hvorfor bliver skuespiller Charlotte Fich og Nicolaj Kopernikus lige dele charmeret af og forarget over Leonardo DiCaprio og Jonah Hill i rollerne som stifterne af et børsmæglerfirma, der tager røven på folk? The Wolf of Wallstreet er plastret til med fed musik, hurtige replikker og endnu hurtigere klip samt en håndfuld fantastiske skuespillere alt sammen orkestreret af, hvad Charlotte kalder en af vor tids vigtigste instruktører: Martin Scorcese. Måske det er derfor. Vært: Nicolaj Kopernikus. Gæst: Charlotte Fich. Producer og klipper: Olivia Keblovszki. Redaktør: Rune Born Schwartz. Produceret for DR af Munck Studios København.
"Det provokerer mig faktisk en lillebitte smule," siger en rørt Nicolaj Kopernikus. Han kan ikke forstå, hvorfor Charlotte Wells' Aftersun fra 2022 rammer ham så hårdt. Det har filminstruktør Jonas Poher Rasmussen et bud på. Instruktøren bag Flugten får også tårer i øjnene, da han genser Paul Mescals karakter på ferie med sin datter i Tyrkiet - og forsøger at indkredse, hvad det egentlig er, filmen gør ved dem. Vært: Nicolaj Kopernikus. Gæst: Jonas Poher Rasmussen. Producer og klipper: Olivia Keblovszki. Redaktør: Rune Born Schwartz. Produceret for DR af Munck Studios København.
"Det her er en hommage til Robert Redford." Ellen Hillingsø har taget svindlerfilmen Sidste stik fra 1973 med til Nicolaj Kopernikus. For hende er det en vaskeægte feel good-gangsterfilm med Robert Redford, Paul Newman og Robert Shaw i topform. De tre herrer får Ellen til at tænke på mælk og honning, isnende blå øjne og blændende smil - og særligt én af dem har en helt særlig plads i hendes hjerte. Vært: Nicolaj Kopernikus. Gæst: Ellen Hillingsø. Redaktion: Mathias Pedersen, Olivia Keblovszki og Rune Born Schwartz. Produceret for DR af Munck Studios København.
"Jeg har det som Moulin Rouge indeni," siger en tårevædet Amanda Collin. "Så er der gang i den inde i dig," svarer Nicolaj Kopernikus. Baz Luhrmanns storladne kærligheds- og musikfilm fra 2001 har blæst dem begge bagover. For Amanda er filmen mere end overdådig scenografi og en gudeskøn Nicole Kidman. Den er en påmindelse om, hvad der er allervigtigst i livet. Vært: Nicolaj Kopernikus. Gæst: Amanda Collin. Redaktion: Olivia Keblovszki, Mathias Pedersen, Rune Born Schwartz. Produceret for DR af Munck Studios København.
"Jeg er så nem altså!" griner skuespiller Nicolai Jørgensen, kendt fra Carmen Curlers, efter han har vist Nicolaj Kopernikus Mel Gibsons Braveheart fra 1995. Den storladne historiske film får samtalen til at kredse om spørgsmålet: Hvor meget skal man holde sig til virkeligheden, når man laver film, og hvornår er det vigtigere bare at fortælle en god historie? Vært: Nicolaj Kopernikus. Gæst: Nicolai Jørgensen. Redaktion: Olivia Keblovszki, Martin Birket-Smith og Rune Born Schwartz. Produceret for DR af Munck Studios København.
"Jeg har næsten lyst til at sige undskyld," siger skuespiller Magnus Juhl Andersen, da han viser Nicolaj Kopernikus den sovjetiske krigsfilm Come and See fra 1985. Anden Verdenskrig-film har en særlig plads i Magnus' hjerte, men netop denne film er noget helt specielt, mener han - og efterlader Nicolaj tydeligt rystet. Vært: Nicolaj Kopernikus. Gæst: Magnus Juhl Andersen. Redaktion: Olivia Keblovszki og Rune Born Schwartz. Produceret for DR af Munck Studios København.
"Jeg skal lige græde af og grine af samtidig," siger Vinca Wiedemann, da titelnummeret "Show Me Love" spiller, efter hun har vist Nicolaj Kopernikus den svenske ungdomsfilm Fucking Åmål, internationalt kendt som Show Me Love. Hvorfor føles filmen som meget mere end en teenagefilm fuld af klichéer? Det har Vinca et bud på. Vært: Nicolaj Kopernikus Gæst: Vinca Wiedemann Redaktion: Olivia Keblovszki og Rune Born Schwartz. Produceret for DR af Munck Studios København.
"Forestil dig Anders Agger, der vil have en sandhed frem. Den, han interviewer, lyver - og så banker han personen sønder og sammen." Sådan beskriver Frederik Cilius den japanske dokumentarfilm, han har vist Nicolaj Kopernikus. Filmen, som Cilius ikke synes er særligt godt lavet, er alligevel noget af det bedste, han har set. Vært: Nicolaj Kopernikus. Gæst: Frederik Cilius. Redaktion: Olivia Keblovszki, Martin Birket-Smith og Rune Born Schwartz. Produceret for DR af Munck Studios København
"Jeg tror ikke, du var klar over, hvor meget den film er ... min barndom," siger Nicolaj Kopernikus til filmrektor på Den Danske Filmskole, Kristoffer Hegnsvad. Hegnsvad har vist Nicolaj Showing Up fra 2022 af Kelly Reichardt, en film om to kunstnere med vidt forskellige måder at være i verden på, som vækker barndomsminder hos Nicolaj. Vært: Nicolaj Kopernikus. Gæst: Kristoffer Hegnsvad. Redaktion: Olivia Keblovszki og Rune Born Schwartz. Produceret for DR af Munck Studios København.
"Jeg er glad for, at jeg kan chokere dig med den her film," siger skuespiller Sofie Torp til Nicolaj Kopernikus, efter hun har vist ham Adèles liv fra 2013. Filmen er både berømt og berygtet for sine meget lange, eksplicitte sexscener og for instruktør Abdellatif Kechiches kompromisløse og omdiskuterede arbejdsmetoder. Sammen spørger Sofie og Nicolaj: Hvordan laver man egentlig en god sexscene på film, og hvad koster det for dem, der står foran kameraet? Vært: Nicolaj Kopernikus. Gæst: Sofie Torp. Redaktion: Olivia Keblovszki og Rune Born Schwartz. Produceret for DR af Munck Studios København.
"Der findes ikke noget bedre end at dele film, man elsker, med andre," siger kunstner, forfatter og filmelsker Emma Rosenzweig, der har valgt Agnès Vardas film Vagabond fra 1985. Varda fortæller historien om den unge vagabond Mona. Emma og Nicolaj møder hende fra hver sin side, for den ene får lyst til at redde hende, den anden ikke. Vært: Nicolaj Kopernikus. Gæst: Emma Rosenzweig. Redaktion: Olivia Keblovszki, Rune Born Schwartz. Produceret for DR af Munck Studios København.
"En film, man glædes over, begejstres af og har lyst til at se igen og igen." Sådan beskriver instruktør Peter Flinth en rigtig god film, og præcis sådan har han det med De urørlige fra 2011. Sammen med Nicolaj Kopernikus sidder han med tårer i øjnene efter gensynet med det formidabelt rørende venskab mellem Philippe og Driss fortalt med både klassisk musik og Earth, Wind & Fire i ørerne og drevet af en dødcharmerende Omar Sy i sin internationale gennembrudsrolle. Vært: Nicolaj Kopernikus. Gæst: Peter Flinth. Redaktion: Olivia Keblovszki, Rune Born Schwartz. Produceret for DR af Munck Studios Kbh.
"Verden ser ud på en anden måde, når jeg har set Jacques Tati," siger skuespiller Freja Klint Sandberg, der lige nu er aktuel i Ingen Kære Mor. Hun har valgt at vise Nicolaj Kopernikus Playtime fra 1967, en film og en instruktør, der prægede hendes barndom. For Freja er Playtime et kærligt blik på alle de mærkelige ting, vi mennesker finder på: de skæve systemer, de gakkede gangarter og hverdagens små absurditeter. Hun håber, at du tager et par Jacques Tati-briller på og ser verden på en ny måde, når du har lyttet til episoden. Vært: Nicolaj Kopernikus. Gæst: Freja Klint Sandberg. Redaktion: Olivia Keblovszki og Rune Born Schwartz. Produceret for DR af Munck Studios København.
"Det er en dom, der bliver fældet over den gamle, hvide overklasse i USA," siger instruktør og manuskriptforfatter Tobias Lindholm, kendt for sit arbejde med Thomas Vinterberg og for film som Kapringen. Han har valgt Foxcatcher - den tilsyneladende enkle fortælling om to bryderbrødre og deres samarbejde med rigmanden John du Pont. For Tobias bliver historien til langt mere end en sportsfilm: et rystende blik på amerikansk magt og politik og et portræt af en skurk, der bærer uventede ligheder med Donald Trump. Redaktion: Olivia Keblovszki, Marie Louise Madelung, Rune Born Schwartz. Produceret for DR af Munck Studios København.
"En kvindefigur som jeg aldrig, som i aldrig nogensinde, har set beskrevet på film før." Sådan beskriver Lotte Andersen Erika Kohut i Michael Hanekes Pianisten (2001), en film hun kan huske scene for scene. Ikke kun fordi den er ualmindeligt urovækkende, men fordi den ifølge Lotte brød med tidens ensretning af kvinderoller og viste en kvinde med en kompleksitet, hun sjældent havde set på lærredet. Redaktion: Olivia Keblovszki, Rune Born Schwartz. Produceret for DR af Munck Studios.
Wall-E med Mette Heeno

Wall-E med Mette Heeno

2025-11-0756:14

"Det er lidt mærkeligt, at det er robotter, der skal lære mennesker at være mennesker," siger manuskriptforfatter Mette Heeno om Pixars Wall-E. Filmen foregår 700 år ude i fremtiden, men handler i virkeligheden om noget tidløst: menneskelighed, kærlighed og længsel. Sammen med Nicolaj Kopernikus taler hun om at skrive følelser uden ord - og om hvorfor en næsten tavs film kan sige så meget. Vært: Nicolaj Kopernikus. Gæst: Mette Heeno. Redaktion: Frieda Joanna Krøgholt, Martin Birket Smith, Olivia. Keblovszki, Rune Born Schwartz. Produceret for DR af Munck Studios København.
"Jeg er helt rystet," sukker Nicolaj Kopernikus, efter instruktør og manuskriptforfatter Zinnini Elkington har vist ham Jonathan Glazers The Zone of Interest. Filmen handler om en familie, der lever et tilsyneladende fredeligt liv lige på den anden side af koncentrationslejren Auschwitz. Zinnini taler om at skabe forståelse frem for fremmedgørelse og om at se bag om det, vi stiller frem - temaer, der både præger filmen og hendes eget arbejde. Vært: Nicolaj Kopernikus. Gæst: Zinnini Elkington. Redaktion: Olivia Keblovszki, Martin Birket Smith. Produceret for DR af Munck Studios København.
"Vil I høre den gule eller den grønne tale?" blev hurtigt en klassiker ved danske familiefester, efter Thomas Vinterbergs Festen - den første dogmefilm - udkom i 1998. Men for producer Malene Blenkov er filmen meget mere end et citat. Sammen med Nicolaj bliver hun både rørt og begejstret, når de genser Festen og oplever de mange danske skuespillere, vi stadig følger i dag, udfolde sig under Vinterbergs instruktion. Redaktion: Olivia Keblovszki og Rune Born Schwartz. Klip: Marie Louise Madelung. Produceret for DR af Munck Studios København.
loading
Comments