Discover
Sørine & Livskraften
Sørine & Livskraften
Author: Kristeligt Dagblad
Subscribed: 3,291Played: 17,476Subscribe
Share
Description
Hvad er livskraft? Det undersøger sognepræst Sørine Gotfredsen. Selv var hun umoden, tungsindig og indkroget i sig selv, da hun stødte på livskraften hos Kim Larsen og Grundtvig og opdagede, at hun ikke skulle søge svarene i sig selv. I denne podcastserie taler hun i hvert afsnit med en gæst, der deler en personlig fortælling om at finde livskraften i et definerende øjeblik.
Tilrettelæggelse og redaktør: Frederik Meldgaard Lauridsen. Produktionsassistent: Amalie Lyngby Cloos.
Tilrettelæggelse og redaktør: Frederik Meldgaard Lauridsen. Produktionsassistent: Amalie Lyngby Cloos.
57 Episodes
Reverse
Otte intense år på Christiansborg fik politisk kommentator Søs Marie Serup til at presse sig selv til det yderste, gøre ting, hun fortryder, og glemme både sig selv og basale ting som at gå til tandlæge. Det krævede et stort oprydningsarbejde at genfinde den version af sig selv, hun engang var. Søs Marie Serup fortæller om bruddet med politik, hvordan det at blive adoptivmor til en dreng har sat livet i perspektiv, og hvordan hendes opvækst på en gård i Jylland har fået hende til at tro på, at der efter døden kommer liv.
Har Rasmus Bjerg en midtlivskrise? Det taler han med Sørine Gotfredsen om i dagens afsnit. For efter årtier med karriereambitioner og børnefamilie står han nu et nyt sted i tilværelsen – på godt og ondt.
De taler også om den falske voldsanklage, han fik mod sig i 2010, og hvordan den rystede hans selvopfattelse. Trodsigheden over de falske anklager gav ham livskraft til at skrive sit første onemanshow om episoden.
Podcastvært Christian Kirk Muff har gjort det til sin levevej at tænke større og vildere end de fleste og insisterer på, at virkeligheden overgår fantasien. Det talent har skabt ham en karriere i både erhvervs- og kulturliv. Nu bruger han det i sin podcast "Det hemmeligste af det hemmelige", hvor han forsøger at forstå alt fra Epstein-filerne til Palmemordet. Sidstnævnte har han gjort til sin mission at opklare. Sørine Gotfredsen spørger ham, om han kan komme i tvivl om, hvor grænsen mellem analyse og fri fantasi går. Og så diskuterer de to det paradoksale i, at en mand, der lever af at tænke de største tanker, ikke kan forestille sig, at der findes noget større mellem himmel og jord.
Som 20-årig hopper Bo Bech på en bus med kurs mod Fremmedlegionen. Han ønsker mest af alt en frisk start. Men i sidste sekund får han kolde fødder. I stedet vender han tilbage til hverdagen i Danmark, hvor han beslutter sig for at lade sig udstationere til Eksjugoslavien. Her bliver mødet med madens univers et vendepunkt, og med ét har Bo Bech fået et formål med livet. Siden har Bo Bech åbnet flere succesfulde restauranter, og selv mener han, at hans kompromisløshed er blevet misforstået. Og så udfordres den gode stemning, da Sørine Gotfredsen vender tilbage til sin fordom.
I 2018 vinker forfatter Theis Ørntoft farvel til København, sin daværende kæreste og det liv, han kender. Han er træt af komplicerede relationer og hverdagens besvær. Han isolerer sig i et faldefærdigt hus på Møn, hvor han langsomt dykker ned i sit begær. Han udvikler en pornoafhængighed og besøger prostituerede.
Men noget i ham ved, at det ikke ligger i kortene, at han skal ende som en underlig enspænder, der lever langt fra andre. Og da han midt i mørket møder kærligheden, begynder han langsomt at vende sig mod alt det, han vinkede farvel til: hverdagen, fællesskabet, lyset og kærligheden.
Skuespiller og instruktør Paprika Steen har lavet to film om det svære og det gode ved jul og nytår. Ligesom i hendes film har både jul og nytårsaften været fyldt med komplekse følelser i hendes eget liv. Hun taler med Sørine om, hvor hendes livskraft til at fortsætte i modgang kommer fra – som da hun efter 12 afslag fortsatte med at søge ind på teaterskolen. Paprika Steen fortæller også om en kvinde, der forsøgte at begå selvmord, fordi hun ikke kunne overskue at rydde op i sine skuffer, og hvorfor hun på et teoretisk plan forstår kvinden. Det samme gælder Sørine, som dog har set med egne øjne, hvordan folk, når de står tæt på døden, kun ønsker ét: flere dage på jorden.
En augustdag i år mistede journalist og komiker Anders Lund Madsen pludseligt sin storebror, hjerneforskeren Peter Lund Madsen. Det var Sørine Gotfredsen, der forestod begravelsen. Anders og Sørine taler om Peters begravelse – og om hvorfor Anders den dag blev nødt til at kigge ned i kisten for at forstå, at hans storebror virkelig var død. Anders fortæller om deres opvækst, om hvordan han efterlignede alt, hvad storebroderen foretog sig, om hvordan de gled fra hinanden, før de fandt hinanden igen, da de begyndte at optræde sammen. Endelig taler de om muligheden for, at Peter Lund Madsens sjæl lever videre efter hans død – en tanke, som Peter Lund Madsen selv fandt mere sandsynlig end sin lillebror.
Er mennesket grundlæggende godt eller ondt? Det er det centrale spørgsmål i samtalen med forfatter Hanne-Vibeke Holst. I 2017 skrev hun bogen Som Pesten, som nærmest forudså corona-pandemien. I bogen undersøger hun, hvordan mennesket agerer, når det presses til det yderste. Hanne-Vibeke Holst fortæller også om et "mørkemisbrug", hun havde i en periode, hvor hun svælgede i melankolien. Mørket blev først brudt, da hun indførte et fast morgenritual: at gå en tur og bede en bøn. For Hanne-Vibeke Holst har dette vist sig at være en genvej til livskraften.
For 25 år siden kaldte Sørine Gotfredsen Jørgen og Niels "Noller" Olsen for "de glade tabere" og spåede dem minimale chancer for at vinde det internationale Melodi Grand Prix. Hun tog i den grad fejl, og i dagens afsnit siger hun en gang for alle undskyld for sin forudsigelse. Afsnittet handler om den nærmest symbiotiske tæthed, som brødrene gennem et langt liv har levet i, og hvordan de har været hinandens vigtigste personer. Jørgen Olsen fortæller også om, hvordan det var at vokse op med en mor, som elskede hans lillebror højere end ham, og hvordan "Noller" forsvarede ham over for deres mor. Og så vender de tilbage til den aften i Stockholm, hvor Brødrene Olsen tog fusen på alt og alle – og allermest Sørine.
Link til Sørines nye bog: www.shop.k.dk
Forfatter Jens Smærup Sørensen har skrevet en af dansk litteraturs store slægtsromaner med udgangspunkt i hjembyen Staun i Nordjylland. Selv måtte han dog sige farvel til både sin bondske dialekt og hjemstavn for at drage mod Aarhus og et moderne liv som forfatter. I flere år talte Smærup Sørensen næsten ikke, fordi han ikke kunne udtrykke sig på den dialekt, hans familie talte med, og det var først, da han en skæbnesvanger dag ved middagsbordet begyndte at tale rigsdansk, at han fandt en måde at udtrykke sig på, som stemte overens med, hvad der foregik i hans indre. Alligevel betyder slægten meget for ham, og sammen med Sørine prøver han at forstå, hvorfor man kan føle sig forbundet til mennesker, som levede diametralt anderledes liv end ens eget.
Journalist Stéphanie Surrugue har en del til fælles med Sørine Gotfredsen. De er begge uddannet journalister, har begge først mødt kærligheden i en sen alder, og de har ingen børn. De to taler om, hvordan de valg, vi – mere eller mindre bevidst – træffer gennem livet, ender med at forme ens liv på godt og ondt. For hvordan kunne ens liv se ud, hvis man havde taget den anden vej i t-krydset? Som da en ung Stéphanie Surrugue i 11. time trak sig fra at blive gift med en mand, som hun inderst inde troede, hun ville blive skilt fra igen. Hun fortæller også om kontrasten mellem faderens franske ophav og sin opvækst på Vestegnen samt mødet med den romantiske kærlighed sent i livet.
Folketingsformand Søren Gade har den seneste tid været kritiseret for både sin dobbeltrolle som bestyrelsesformand for Esbjerg Havn og Techleaf. I dagens afsnit spørger Sørine ham, hvordan kritikken har påvirket ham som menneske. Podcasten er optaget foran en fyldt sal i Tinghallen i Viborg, hvor 500 mennesker hørte Sørine og Søren tale om livskraft. For i løbet af sit liv har Søren Gade haft brug for netop livskraften — som da han mistede sin kone gennem 18 år til kræft.
Musiker og forfatter Anne Dorte Michelsen oplevede som ung popstjerne at knække nakken på musikbranchen. Og det på en måde, der tog hende næsten et helt voksenliv at komme sig over. I sine unge år var hun en fremadstormende, engageret ung kvinde, som ville have noget ud af tilværelsen. Og det fik hun. Med bandet Tøsedrengene blev hun skudt op på den danske pophimmel, men mødet med musikbranchen, medierne og mænds blik på hende endte med at forvolde stor smerte på en sårbar og ung Anne Dorte Michelsen. Det har taget mange år, en metoo-bevægelse og en skæbnesvanger tur til Paris i 2021 at finde livskraften til at rejse sig og samtidig slutte fred med de følelser af vrede og sorg, der har siddet i hende siden hendes musikalske gennembrud i starten af 80'erne.
Formand for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, ligner det bedste bud på blå bloks næste statsminister. Det i en alder af kun 33 år. Men hvem er han egentlig? Hvad har formet ham, og hvad tror han på? Det spørger Sørine ham om i dagens afsnit. De kommer omkring hans opvækst i Vestjylland, hvor han altid påtog sig rollen som Rasmus Modsat, hans tid som hardcore FC Midtjylland-fan og hvordan han er gået fra at være en kritisk ironiker, når det kom til Gud og tro, til i dag at være fast kirkegænger.
Forfatter Peter Øvig Knudsen jublede, da hans mor døde i 2016. Kort tid efter rammes han af selvsamme sygdom, som har plaget hans mor. Han kommer så langt ud, at han ser dæmoner, som han er overbevist om er hans mor, der vil hive ham med over på dødens side. Han er indlagt på den lukkede afdeling, da et mirakel rammer ham. Det får Peter Øvig Knudsen til at stille Sørine Gotfredsen spørgsmålet: Kan Gud genvække ens livskraft gennem elektrochokbehandling?
Der er højt humør i denne udgave af "Sørine & Livskraften" – live fra Bornholm. Kommende generaldirektør i DR Bjarne Corydon fortæller om et liv, hvor han altid har trivedes ved at være dér, hvor de store beslutninger skulle tages. Men jagten på magten har også haft konsekvenser for ham selv og familien. Som da han i tiden som finansminister havde små børn, men ikke kom hjem og spiste aftensmad mere end én gang om ugen i seks år. Corydon fortæller også om, hvordan han ville ønske, han havde været en mildere far, om det smukke ved Finansministeriet og om at stå i Bilka en sen hverdagsaften og blive overrumplet af følelsen af, at hans liv passede ham som en skræddersyet habit.
Da filosof og forretningsmand Morten Albæk oplevede stigende popularitet, begyndte han langsomt også at glide lidt væk fra sin kerne. Det resulterede i, at han fejlede, svigtede og sårede andre mennesker – noget, der har fyldt ham med sorg og skam. I dag øver han sig på at leve sit liv med et lyst og let sindelag i håb om, at hans børn vil arve det fra ham, når han en dag er død.
I samtalen taler de to også om hans opvækst som venneløst barn i Uggerby, og hvordan det, at universet er næsten 14 milliarder år gammelt, fylder Morten Albæk med mening.
Skuespiller Ulla Henningsen har i dele af sit liv kæmpet med at føle sig til rette i tilværelsen. Den erkendelse ramte hende, da hun var i tyverne, hvor hun en dag lå og kiggede op på stjernerne.
Her fik hun den sørgmodige fornemmelse, at hun var tættere forbundet med stjernerne end med mennesker på jorden.
Den erkendelse læner sig op ad Ulla Henningsens udfordringer med at skulle passe ind i forskellige roller i livet.
Hun har haft svært ved at skulle være kæreste, mor, menneske og kvinde.
Særligt udfordringerne med rollen som kvinde kan Sørine genkende, men begge har også fået en større ro med deres plads i tilværelsen, i takt med at de er blevet ældre.
Frank Hvam voksede op på en gård, hvor legekammerater var en sjældenhed. Han skulle være dyrlæge, men stik imod faderens budskab om, at han ikke var sjov, valgte han efter lang tids tøven at forfølge drømmen om at blive komiker. Det blev starten på en lang og ensom kamp.
I afsnittet genbesøger Sørine og Frank også den et-stjernede anmeldelse, som hun gav "Klovn"-filmen, og taler om, hvad der er vigtigt, hvis intet er for fint til at blive gjort til grin.
Til sidst i afsnittet fortæller Frank Hvam historien om, hvordan virkelighedens Frank Hvam havde en bizar oplevelse til sin fars urnenedsættelse, der mest af alt minder om en scene fra "Klovn".
Forfatter Eva Tind var et år gammel, da hun blev sat på en flyver fra Pusan i Sydkorea til Danmark, hvor resten af hendes liv har udspillet sig. Hun fortæller om de mange spørgsmål og refleksioner, hendes liv har været præget af, fordi myndighederne havde skåret båndet mellem hende og hendes ophav over. Og så fortæller hun, hvorfor sætningen "slægt skal følge slægters gang" i salmen Dejlig er jorden får hende til at græde.























