Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

I det nordlige Serbien fandt jugoslaviske arkæologer i begyndelsen af 1970'erne en ret besynderlig grav. Hele 77 skeletter fra menneskekroppe lå i graven. Ikke i opdelte grave eller små familiegrave, men i en stor samlet massegrav. Massegraven kunne arkæologerne datere til omkring 900 før vores tidsregning og nogenlunde samtidig med skiftet fra bronzealderen til jernalderen i Europa. Og så mente de, at menneskene formentlig døde af en naturkatastrofe eller epidemi. Men sådan hænger det ikke sammen. Historien om Gomolava-massegraven er langt mere brutal, voldelig og mystisk, ifølge et nyt studie med dansk deltagelse. "De er slået ihjel brutalt og begravet umiddelbart efter," siger Miren Iraeta Orbegozo, der er medforfatter til studiet og tidligere ph.d.-studerende ved Københavns Universitet, til Videnskab.dk. Gennem en osteologisk analyse undersøgte forskerholdet knoglerne i graven. Mange af disse viste tydelige tegn på at være blevet ramt af våben. Særligt knogler i den øvre halvdel af kroppen bar præg af slag. "Noget kan tyde på, at de er blevet angrebet af ryttere, der har nedslagtet dem. Der er også tegn på, at nogle af dem har forsøgt at forsvare sig selv," siger Miren Iraeta Orbegozo, som i dag er postdoc på University of Lausanne i Schweiz. Det mystiske ved fundet er, at der næsten udelukkende er kvinder og børn i graven. Ret så uhørt for en ikke-moderne massegrav, ifølge forskerne. Massegrav uden sidestykke i oldtiden I lignende grave fra samme tid finder man sjældent så mange kvinder og børn. Massegrave vil som oftest bestå af ofre fra slagmarker, typisk krigere og mænd. Kvinder kunne blive taget som slaver. Der findes dog også flere massegrave med hele familier og lokalsamfund, understreger Miren Iraeta Orbegozo. Men aldrig med en så betydelig overvægt af kvinder og børn. "Det største fund er den demografiske profil af 96 procent kvinder og børn. Det er meget usædvanligt og viser et nyt mønster, som vi ikke kendte til," siger Miren Iraeta Orbegozo. Fraværet af mænd kan tyde på, at kvinder og børn var systematisk udvalgt til den brutale handling. "Gomolava viser, at massevold ikke kun handlede om dødsfald på slagmarken. At angribe kvinder og børn er en bevidst strategi for at splitte slægter, underminere sammenhængskraften og destabilisere samfund," tilføjer Hannes Schroeder, der er lektor på Københavns Universitet og hovedforfatter til studiet. Det tyder på et bevidst massedrab for at ødelægge et samfunds fremtid. Den brutalitet kan skyldes, at overgangen fra bronzealderen til jernalderen var hård og præget af konkurrence om jord og stridigheder. Et udstødt samfund eller tilfældige ofre? Det opsigtsvækkende ved massegraven stopper ikke ved brutaliteten, fortæller Miren Iraeta Orbegozo. "Det mest fascinerende ved det her er den brutalitet, som de er dræbt med, og så den respektfuldhed, de bagefter er begravet med," siger Miren Iraeta Orbegozo. For her opstår der endnu mere mystik omkring graven for forskerne. Gennem DNA-analyser af 25 personer fra graven kan forskerne se, at de ikke er nært beslægtede. Med isotopanalyser kan de også se, at personernes kost i barndommen var forskellig, hvilket tyder på, at de kommer fra forskellige steder. Det er altså svært at vurdere, hvilken gruppe af mennesker der er tale om her. Og endnu sværere at vide, hvem der kort efter deres død har begravet denne blandede gruppe, og hvorfor. Miren Iraeta Orbegozo fortæller, at en mulig forklaring er, at fjenden muligvis dræbte kvinderne og selv stod for begravelsen. "Det kan have været en måde at vise dominans ved at vise, at vi kan styre den her gruppe og deres fremtid," siger Miren Iraeta Orbegozo I det scenarie ville en fjende have dræbt og bagefter begravet de mange kvinder og børn som et symbol på deres magt. Et symbol, der skulle skabe frygt i en region, der på den tid var plaget af stridigheder. Det kan både forklare den systematiske voldsadfærd mod den specifikke gruppe og, samtidig, hvorfor de blev begravet med respekt. Pårørende ...

Vilde fugle former landskabet og spiller en vigtig rolle i naturens dynamik. De fanger vores opmærksomhed med deres kald, svævende flugt og flagrende vinger. Nogle er standfugle, der altid findes i de naturområder, hvor vi går tur, mens andre er trækfugle, der kun kan ses på bestemte tidspunkter af året. Denne adfærd bidrager ikke kun positivt til naturens komplekse kredsløb og variation, men kan desværre også være med til at sprede den smitsomme sygdom fugleinfluenza. Vilde fugle kan bære virusset, som udgør en skjult trussel mod både fjerkræ, pattedyr og mennesker. Virusset findes både i en højpatogen (HPAI) og en lavpatogen (LPAI) udgave, afhængigt af hvor alvorlig sygdom den fremkalder. H5N1 er en konstant bekymring I disse år forårsager H5N1-varianten af HPAI mange udbrud blandt vilde fugle. Der er en konstant bekymring for at denne virus spredes til andre arter. I 2024 blev den for eksempel konstateret i kvæg i USA for første gang. Smittespredningen af fugleinfluenza er kompleks, og vi ved stadig meget lidt om, hvordan forskellige varianter af virus bevæger sig mellem arter, populationer og kontinenter. Det er lidt som at betragte et bjerg gennem en lup, stykke for stykke. Spredningen blandt danske fugle For at forudsige, hvordan fugleinfluenza i vilde fugle spreder sig i tid og rum, har vi udviklet en ny model, kaldet DanHPAIwild. Modellen tager højde for nyere forskning, der har vist, at virussets cirkulation afhænger af arten, klimaet og hvilke levesteder de deler. Den kan forudsige, hvordan HPAI-virus faktisk spreder sig blandt Danmarks vilde fugle, selv på steder, der er svære for forskere at nå. Modellen er udviklet som en del af ENIGMA projektet, som netop handler om at finde frem til en eller flere modeller, der kan hjælpe os med at forudsige (og dermed forebygge) smitte med fugleinflueza. Da vi udviklede DanHPAIwild-modellen, brugte vi fugleinfluenzasæsonen 2020-2021 som testsæson. Modellen kombinerer informationer om landskabstyper med observationer fra fugleinteresserede danskere, der gerne ville bidrage til forskning (såkaldt citizen science), midtvinter-optællinger, samt viden om arternes fødesøgning og trækmønstre. Da vi sammenlignede modellens bud på forekomsten af HPAI blandt danske fugle, stemte det godt overens med de faktiske fund af fugleinfluenza, som figuren nedenfor viser. Til venstre er det modellens bud, mens det er de faktiske fund til højre i kvartaler. Hvad ville der ske, hvis vi fjernede halvdelen af de smittede fugle? Værktøjet er ikke kun nyttigt til at følge med i, hvordan nye tilfælde af HPAI udvikler sig i Danmark, det kan også bruges til at afprøve hypotetiske scenarier. For eksempel viser modellen, at hvis man fjerner halvdelen af de døde fugle, der er smittet, kan dødeligheden fra fugleinfluenza reduceres med 38 procent. At fjernelse af smittede fugle kan have en effekt, er også blevet rapporteret i andre studier, blandt andet et studie, der fokuserede på splitterner i Nordvesteuropa. Dog kan denne praksis også risikere at øge smittespredning ved at forstyrre fuglekolonierne så virus spredes endnu mere. Med værktøjet kan vi nu lege 'gemmeleg' med virussen og opspore potentielle tilfælde hos vilde fugle – også dér, hvor vi har sparsomme fund af fugleinfluenza. Det giver muligheden for en tidlig risikovurdering af potentiellle udbrud, som ellers kunne udvikle sig i det skjulte. Modellen finder de manglende brikker i puslespillet De danske myndigheder indsamler sygdomsrapporter om tilfælde af HPAI. Fra oktober 2020 til juni 2025 har virus været særdeles aktiv: I alt er 860 syge eller døde vilde fugle testet positive for fugleinfluenza i Danmark, som det kan ses på modellen nedenfor. Men disse rapporter viser stadig kun toppen af HPAI-isbjerget, da de fleste tilfælde sandsynligvis ikke opdages, og virus kan ubemærket fortsætte med at forurene miljøet – og endda snige sig ind på vores fjerkræbesætninger. Men når vi fodrer vores model med rapporterne, kan den altså forudsige, hvordan fug...

Ledelsen på Syddansk Universitet går nu ind i sagen om et dansk vaccineforsøg i det afrikanske land Guinea-Bissau. Projektet er blevet "sat på pause" med henblik på en ny vurdering af forløbet omkring det. Det siger universitetets sundhedsvidenskabelige dekan, Ole Skøtt, i en kommentar til det amerikanske magasin Rolling Stone. Kommentaren er knyttet til en nyopstået tvivl omkring den lokale etiske godkendelse af forsøget. Det hele drejer sig om et lodtrækningsforsøg med hepatitis B-vaccinen. En forskergruppe fra SDU vil inddele 14.000 spædbørn i to grupper, hvor halvdelen får hepatitis B-vaccinen ved fødslen, mens den anden halvdel først får vaccinen efter seks uger. Det er især planen om at undlade at give nogle børn en beskyttende vaccine, som WHO har kaldt for "uetisk", hvilket Videnskab.dk for nylig har beskrevet. Ledelse ser "nye oplysninger" om etisk godkendelse Nu har en artikel i det amerikanske magasin Rolling Stone sat flere spørgsmålstegn ved forsøget og processen omkring godkendelsen af det. For eksempel er det kommet frem, at et dokument bag den lokale etiske godkendelse indeholder et navn på en person, som ikke længere arbejder i den pågældende stilling. Samtidig er navnet overtegnet med en underskrift fra en anden person med tilknytning til de lokale sundhedsmyndigheder i Guinea-Bissau. Forløbet får nu ledelsen på SDU til at reagere. Som Ole Skøtt siger i en skriftlig kommentar til en journalist fra Rolling Stone, som har fundet frem til dokumentet bag godkendelsen: "Din forespørgsel indeholder nye oplysninger vedrørende gyldigheden af den etiske godkendelse. Jeg har derfor besluttet, at dette bør undersøges. Hepatitis B-projektet er derfor blevet sat på pause for at kunne vurdere de nye oplysninger, du har indsendt." Hans kommentar falder desuden efter pres fra flere danske vaccineforskere. Forsker: SDU bør tage kritikken "ekstremt alvorligt" Den mangeårige vaccineforsker Eskild Petersen har for nylig i Weekendavisen opfordret til, at ledelsen på Syddansk Universitet reagerer og iværksætter en uvildig evaluering af det planlagte studie. "Vi har aldrig nogensinde oplevet et dansk universitet blive kritiseret på så højt et internationalt niveau. Det bør SDU-ledelsen tage ekstremt alvorligt, og jeg forstår ikke, at de bare er tavse," sagde han, før Ole Skøtt gik ind i sagen. I samme artikel understreger professor i infektionssygdomme Jens Lundgren fra Københavns Universitet også, at kritikken fra WHO skal tages meget alvorligt. Ole Skøtt, dekan på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, gav også i dén forbindelse en skriftlig kommentar til Weekendavisen. Han fortalte, at forskergruppen i er færd med at tilpasse forsøgets design, så det adresserer de etiske problemstillinger, der er blevet rejst. Universitetet har også henvendt sig til to danske videnskabsetiske komiteer, som har svaret, at de ikke har hjemmel i komitéloven til at foretage en etisk vurdering af projektet, der er godkendt af en videnskabsetisk komité i Guinea-Bissau. Professor i global sundhed og leder af den omtalte forskningsgruppe på SDU, Christine Stabell Benn, har tidligere svaret på kritikken af forsøget i en artikel på Videnskab.dk. Her understreger hun, at det er normal praksis i Guinea-Bissau at påbegynde vaccination mod hepatitis B seks uger efter fødslen. Halvdelen af børnene i forsøget vil få en ekstra dosis kort efter fødslen, og ingen af børnene vil få færre doser vaccine end normalt, forklarer professoren. Sundhedsmyndighederne i Guinea-Bissau har imidlertid også suspenderet forsøget. "Vi er i dialog med både WHO og nationale myndigheder og afventer fortsat den endelige afklaring fra de relevante myndigheder i Guinea-Bissau," har Christine Stabell-Benn sagt til Videnskab.dk.

I Chincha-riget - en gammel kystkultur i det nuværende Peru, som blomstrede, flere århundreder før Inkariget blev grundlagt - var der bogstavelig talt penge i lortet: Indtørret fugleafføring fra havfugle – det såkaldte 'guano' – kan nemlig have været en årsag til Chincha-rigets magt og rigdom for 800-900 år siden, skriver NewScientist på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet PLOS One. Mellem år 1000 og 1400 e.v.t. kontrollerede det velhavende og tætbefolkede Chincha-rige en af Perus mest produktive dale ved kysten. Dalen ligger 25 kilometer fra Chincha-øerne, hvor blandt andet store kolonier af perupelikaner (Elecanus thagus), perusuler (Sula variegata) og peruskarver (Leucocarbo bougainvillii) holder pingviner og måger med selskab. Ifølge det nye studie har landmænd og fiskere fra det forhistoriske landbrugsrige transporteret den særlige havfugleafføring fra øer til dalen, hvor den blev brugt som en effektiv gødning i landbruget. Det indikerer kemiske analyser af 35 gamle majskolber fra 14 kirkegårde fra det sydlige Peru, hvor Chincha-riget lå. Kemiske analyser viste, at majskolberne indeholdt usædvanligt høje niveauer af bestemte kvælstof-isotoper. Isotoper er forskellige varianter af det samme grundstof, og ved at undersøge deres sammensætning kan forskere få indblik i, hvordan planterne er blevet dyrket. Ifølge studiet lader det således til, at majsplanterne var blevet gødet med en blanding af havfugleafføring, fjer og fuglekadavere. Den særlige gødning kan have styrket landbrugsrigets socioøkonomiske position, fortæller studiets medforfatter Jacob Bongers ifølge New Scientist. "Privilegeret adgang til en afgørende ressource er en genvej til magt, hvilket Chincha-riget havde i dette tilfælde. Og det havde inkaerne ikke," siger han til NewScientist. Guanoen har formentlig understøttet Chincha-rigets økonomiske udvikling og styrket dets forhandlingsposition, da det senere blev inkorporeret i Inkariget i det 15. århundrede, fortæller forskeren. Inkaernes efterfølgende brug af guano er nemlig veldokumenteret i tidlige koloniale beretninger, som beskriver en streng statskontrol over øerne. Det var samtidig forbundet med strenge straffe at skade fuglene, der producerede guanoen.

Forskerverdenen har fart på. Så meget fart, at det har skabt en kultur, der er usund og uholdbar for forskningens troværdighed. Sådan tegnes billedet af en australsk professor i en artikel i Nature. Han hedder Adrian Barnett og beskriver, hvordan han gik fra som ung forsker at udgive nogle få studier om året til i dag at udgive omkring 15 om året og samtidig blive presset til at udgive endnu flere. Professoren i statistik på Queensland University of Technology fortæller, at han som ung postdoc blev fodret med et hastighedsideal af sin afdelingsleder og lige siden har forsøgt at leve op til det. "Målet var tal, og kvalitet blev kun nævnt i forbindelse med et tidsskrifts prestige, aldrig selve arbejdet," skriver han i artiklen om den kultur, som afdelingslederen indførte ham i. Men med introduktionen af kunstig intelligens, paper mills - hvor forskere kan betale sig til at få udgivet studier - og et voldsomt boom i antallet af studier, der presser forskerne, tidsskrifterne og fagfællebedømmelsen, slår professoren nu bremserne i. Fra nu af vil han bedrive slow science. Professoren vil udgive syv studier om året i stedet for 15 - altså en halvering. Til gengæld vil han bruge dobbelt så meget tid på research, modeltest og på at bedrive bedre forskning. Og det er måske en meget fin beslutning, mener Kristian Hvidtfelt Nielsen, der forsker i vidensformidling og videnskabshistorie. Han har i hvert fald sympati med, at professoren handler på et genkendeligt pres. "De fleste forskere vil kunne genkende det pres for at udgive et vist antal studier om året, som han præsenterer," siger Kristian Hvidtfelt Nielsen, der er lektor på Center for Videnskabsstudier, til Videnskab.dk. Men om slow science er redningen for forskning og forskerne, kan han godt tvivle på. Slow science er ikke doven videnskab Presset på forskerne er todelt, hvis man spørger Kristian Hvidtfelt Nielsen. "For det første en psykologisk mekanisme, hvor forskere måler sig mod hinanden. For det andet et institutionelt, hvor forskere skal bruge publikationstallet til at søge stillinger og fonde," siger Kristian Hvidtfelt Nielsen. Begge mekanismer vil slow science tage et opgør med. "Slow science er del af en større samfundsmæssig bevægelse, som startede med slow food. Det er en slow livsforståelse, hvor man går til modsvar på den acceleration, der er i samfundet," siger han. I forskning handler det især om at gøre op med det individuelle vurderingssystem, hvor både forskere og forskningsinstitutioner fokuserer på antallet af udgivelser, citeringer i andre studier og tidsskriftets status, når to forskere skal sammenlignes. Noget, der hærger lige nu inden for forskning. Det skaber det accelererende tempo og bestemmer, hvilken slags forskning, der bliver lavet, ifølge Kristian Hvidtfelt Nielsen. Han bakkes op af Therese Malene Nielsen, der forsker i slow science i grundskolen og undervisning. "Slow science handler ikke om at være langsom eller doven. Det er mere et spørgsmål om at kunne bestemme sit eget tempo, være grundig og tage sig den nødvendige tid - et loft for antal artikler om året kan være et tiltag imod dette," siger Therese Malene Nielsen, der ph.d.-studerende på Syddansk Universitet, til Videnskab.dk. Kræver en fast professorstilling Adrian Barnetts beslutning om at praktisere slow science er dog ikke sød musik i alle kollegernes øre. Et af kritikpunkterne ved slow science er ofte, at det kræver en høj og fast stilling på et universitet at kunne skrue hastigheden på udgivelserne ned. Det er for de privilegerede. "Slow science er en risikabel strategi, når agenturer stadig vurderer på baggrund af længden af et CV," skriver en ph.d.-forsker på LinkedIn til artiklen. Det kan der være en pointe i, mener Kristian Hvidtfelt Nielsen. For færre udgivelser er ikke så eftertragtet, når man som ung forsker skal kæmpe sig til bevillinger og stillinger. Derfor er det svært at tage del i slow science-tankegangen uden en fast forskerstilling. Og på den måde er det privilegeret b...

Når ordet 'anarki' dukker op i samtaler i hverdagen, fremkalder det ofte billeder af lovløshed og kaos efter et sammenbrud af staten eller en katastrofal hændelse. Tag bare antihelten Jokeren fra Batman-tegneserien eller tv-serien Sons of Anarchy om en fredløs motorcykelklub, hvor loyalitet over for familien vægtes lige så højt som voldelig kriminalitet. Men anarki kan også forstås som et tankesæt, der lægger vægt på frihed og lighed frem for autoritær styring og på individualitet frem for konformitet. Disse værdier er centrale i relations-anarki (på dansk også kaldet forholds-anarki), som er en tilgang til intimitet og menneskelige relationer, der især vinder frem blandt millennials og generation Z. En nylig undersøgelse fra datingappen Feeld viser, at 50 procent af brugerne praktiserer relationsanarki og særligt blandt personer, der er transkønnede, nonbinære, kønsdiverse eller panseksuelle. Med sit fokus på relationer, der udfordrer fastlåste forestillinger om kærlighed og magt, fremstår relations-anarki som en overbevisende ny tilgang til mellemmenneskelig og fællesskabsbaseret forbindelse og tilknytning. Men hvad er det egentlig, og hvordan kan vi bruge forholds-anarki til at gentænke vores relationer? Hvad er relations-anarki? Relations-anarki blev første gang formuleret i 2006 af den svenske techudvikler, forfatter og producer Andie Nordgren. Relations-anarki bygger på anarkistiske principper som antikapitalisme, anti-hierarki og gensidig hjælp og søger at gøre op med traditionelle relationsmodeller. Andie Nordgren skitserer fire grundlæggende byggesten i relations-anarki: Ingen tvang mennesker imellem Fællesskabet har stor betydning Gensidig hjælp som en afgørende form for støtte Forpligtelse og indsats som kommunikation, ikke som en bindende kontrakt Tanken er, at hvis man erstatter parforholdets gensidige afhængighed med mere rummelige og virkningsfulde former for omsorg mellem mennesker, kan man opbygge stærkere fællesskaber, der vægter indbyrdes afhængighed mellem mennesker, dyr og miljø. Venner, elskere og bekendte har samme betydning Relations-anarki er grundlæggende en queer og inkluderende ramme, der bygger på at skabe relationer, som afspejler det, mennesker faktisk ønsker, frem for at følge sociale konventioner med forpligtelser, stress og forventninger eller frygt for at give udtryk for egne reelle behov. Relations-anarki tillægger venner, elskere og bekendte samme betydning, og de fleste tilhængere af relations-anarki indgår i alternative relationsformer, såsom ikke-monogami. I lyset af den sociale forlegenhed, der i dag knytter sig til visse former for relationer (for eksempel er det følge en nylig artikel fra Vogue 'pinligt at have en kæreste') samt den stabile stigning i antallet af ugifte personer, er mange måske allerede være i gang med at tage denne slags radikale tilgange til sig uden selv at være bevidste om det. Er fremtidens kærlighed ikke-hierarkisk? Uanset om det handler om datingappenes tilbagegang, fremkomsten af AI-baserede matchmakere eller bøger om cølibat, står kærligheden stadig i centrum i utallige samtaler og debatter. I lyset af den voksende interesse for ikke-traditionelle forhold og relationer og modstanden mod politiske systemer, der fortsat udnytter Jordens begrænsede ressourcer, giver det mening, at Relations-anarki er i fremmarch. Mange af os længes efter nye måder at relatere på, som vi selv definerer og navigerer efter vores egne præmisser. Forholdsanarki tilbyder samtidig en måde at styrke vores sociale netværk og fællesskabsbånd på, noget, der kan bidrage markant til at mindske den sociale isolation og frakobling, som mange millennials og unge i generation Z oplever. Hverken let eller ligetil Ingen enkelt relation kan løse alle de komplekse udfordringer og vilkår, der præger yngre generationer, men måden, vi indgår i relationer på, ændrer sig over tid, og relations-anarki kan være endnu en form for tilknytning og forbindelse, der appellerer til dig. Du kan gentænke dine fo...

På sociale medier vinder et nyt fænomen frem: kommende forældre, der træner målrettet, spiser særligt og ændrer deres livsstil, måneder før de dropper præventionen. Målet er at give deres kommende barn de bedst mulige forudsætninger for et sundt liv. Se denne video af et par, der træner op til at forsøge at blive gravide Men giver det overhovedet mening? "Jeg forstår godt, at moderens vaner under graviditeten påvirker barnet, men har det virkelig nogen betydning, hvordan fædrene lever - og endda allerede før undfangelsen?" spørger Malika, som har skrevet ind til Videnskab.dk's læserbrevkasse, 'Spørg Videnskaben'. Vinduet før graviditeten I mange år har forskningen haft blikket rettet mod de ni måneder, hvor barnet vokser i livmoderen. Men de seneste år er der kommet resultater, som peger på, at både mors og fars livsstil i månederne før undfangelsen kan sætte biologiske spor hos barnet. En dansk videnskabelig gennemgang fra 2024 konkluderer, at livsstilsændringer med henblik på vægttab, som først sættes i gang, når kvinden er gravid, har begrænset succes. Selvom det ofte lykkes at begrænse, hvor meget kvinden tager på under graviditeten, ser det ikke ud til at reducere risikoen for, at barnet får problemer med kroppens stofskifte eller overvægt senere i livet. Forskerne bag gennemgangen beskriver en "ond cirkel", hvor forældre med overvægt eller metaboliske forstyrrelser risikerer at give disse træk videre til deres børn. Hvis man vil bryde denne cirkel og forebygge børneovervægt, peger forskningen på, at forældrenes sundhed bør forbedres før undfangelsen. Hvis forholdene er gode, allerede mens æg og sædceller dannes, kan det præge barnets helbred helt fra begyndelsen. Netop denne erkendelse er drivkraften bag forskningsprojektet PRE-STORK på Steno Diabetes Center Copenhagen. Her undersøger et tværfagligt team bestående af blandt andet tre ph.d.-studerende: læge og ph.d.-studerende Emilie Bahne, træningsfysiolog Julie Hagstrøm Danielsen og jordemoder Rikke Tannenberg Klemmensen, betydningen af forældrenes sundhed før graviditeten. "Der er lavet mange studier, hvor man har kigget på livsstilsinterventioner under graviditeten. De har vist, at man kan påvirke nogle ting hos kvinden, men det er faktisk rigtig svært på den baggrund at påvirke noget hos børnene," fortæller Emilie Bahne. I PRE-STORK-projektet får kvinder derfor hjælp til vægttab gennem en lavkaloriediæt og fysisk træning, samt en personlig mentorstøtte, i månederne op til at parret forsøger at blive gravide. "Det handler om at sikre, at fosteret lander i et så optimalt miljø som muligt, fra det øjeblik undfangelsen sker. Jo bedre udgangspunktet er, jo bedre forudsætninger har barnet for en sund vækst i livmoderen," supplerer Rikke Tannenberg Klemmensen, jordemoder og ph.d.-studerende. Epigenetik: genernes tænd- og sluk-knapper Hvordan forældres livsstil før en graviditet kan påvirke et barn, hænger tæt sammen med noget, der hedder epigenetik. Epigenetik handler om de mekanismer, der styrer, hvilke gener der er aktive, uden at selve DNA'et ændres. Ifølge Line Hjort, der forsker i epigenetik ved Københavns Universitet, kan man sammenligne det med en computer: "Generne er hardwaren, mens epigenetikken er softwaren, der bestemmer, hvordan computeren arbejder." Et amerikansk studie fra 2024 viser, at nogle epigenetiske ændringer i visse tilfælde kan føres videre til næste generation. Det betyder, at forældrenes livsstil i månederne før undfangelsen i nogle tilfælde kan efterlade biologiske spor, som barnet tager med sig ind i livet. Far spiller en rolle Mens kvinder fødes med alle deres æg, producerer mænd løbende nye sædceller, i en proces der tager omkring tre måneder. Det betyder, at mandens livsstil i netop denne periode kan have betydning. Et nyt musestudie publiceret i tidsskrifter Cell Metabolism peger på, at fædre, der dyrker motion før undfangelsen, måske kan give deres børn bedre udholdenhed, sundere stofskifte og lavere risiko for overvægt. Samtidig tyder fo...

Er der en sammenhæng mellem vores forventninger til en bestemt behandling og effektiviteten af den? Ja. Det har placebo-forskere for længst påvist. Men nu har et forskerhold for første gang bygget en mere konkret bro mellem aktivitet i hjernens belønningssystem og kroppens immunforsvar. Israelske forskere har vist, at der er en sammenhæng mellem bevidste, positive forventninger og en øget mængde af antistoffer, som kroppen danner efter en vaccination. Med andre ord kan bestemte hjerneaktiviteter muligvis booste immunforsvaret. "Det er det første studie, der påviser en sammenhæng mellem viljemæssigt forbedret belønningsaktivitet og immunrespons hos mennesker," skriver studiets førsteforfatter Nitzan Lubianiker fra Tel Aviv Universitet til Videnskab.dk. Perspektivet i studiets fund er, at man – blot ved at have positive forventninger til en vaccine – kan styrke dens beskyttende effekt. "Vacciner varierer meget i, hvor effektive de er," skriver Nitzan Lubianiker. "Vores resultater tyder på, at i tilfælde, hvor vacciner fremkalder svagere immunresponser, kan neurofeedback-træning (hjernetræning, red.) potentielt øge antistofproduktionen, der ligger til grund for vaccine-induceret beskyttelse." Ikke årsag – kun sammenfald Der er tidligere påvist en årsagssammenhæng mellem hjernens belønningssystem og immunforsvaret, men kun hos mus. Det er første gang, at der vises en sammenhæng hos mennesker. Ordet 'årsagssammenhæng' er dog vigtigt at hæfte sig ved, understreger Robin Christensen, som er professor i biostatistik og klinisk epidemiologi ved Klinisk Institut, Syddansk Universitet, og chefkonsulent ved Parker Instituttet, Frederiksberg Hospital. Israelerne har sat sig for at genfinde den direkte årsagskæde hos mennesker, som allerede er vist hos gnavere. Men forskerne lykkes ikke med deres eksperimentelle opsætning, mener Robin Christensen, som har læst studiet for Videnskab.dk. Derfor opfylder det ikke studiets erklærede hovedformål. "Hovedfundet er der ikke," siger han. Alligevel vil han gerne kvittere for, at de israelske forskere faktisk er lykkedes med at vise et sammenfald: Nogle mennesker har højere aktivitet i deres belønningscenter og samtidig en højere antistofrespons i deres immunsystem. Men det er ikke det samme som at bevise, at det ene fører til det andet. "Det næstbedste fund er, at der er en sammenhæng. Og den sammenhæng er trods alt spændende," medgiver Robin Christensen. Påvirker egen hjerneaktivitet For at forstå, hvad studiet rent faktisk er lykkedes med, og hvor det fejler, bør man forstå studiets design. Forskerne undersøgte 85 personer, der blev inddelt i tre grupper, hvoraf to af grupperne modtog såkaldt neurofeedback-træning. Det er en hjernetræning, hvor man lærer at påvirke og kontrollere sin egen hjerneaktivitet. Den ene gruppe trænede i at øge aktiviteten i belønningssystemet i to specifikke områder i hjernen, VTA og NAc. VTA ligger dybt i hjernestammen og fungerer som en slags dopamin-generator. NAc er et modtageområde, som omsætter dopaminen til lyst, engagement og drivkraft. Målet var at se, om målrettet aktivering af netop disse to områder kunne styrke immunresponsen. Den anden gruppe gennemgik præcis samme neurofeedback-træning, men med fokus på andre områder i hjernen, der ikke er relateret til belønningssystemet. Formålet med den anden gruppe var at udelukke, at eventuelle effekter skyldes selve det at udføre en hjerne-træningsopgave frem for aktivering af belønningssystemet specifikt. Den tredje gruppe modtog ingen neurofeedback-træning, og her målte man blot den naturlige immunrespons på vaccinen uden nogen form for hjernetræning. Deltagerne i alle tre grupper modtog vaccine mod hepatitis B. Forskerne brugte herefter skanninger og blodprøver til at monitorere aktivitet i hjerne og immunsystem. Afhænger af 'dygtighed' Resultatet af målingerne er som sagt spændende, men må også for forskerne selv anses som skuffende, mener Robin Christensen. Godt nok viser studiet, at de personer, der er bedst t...

Forestil dig en forhistorisk boplads ved en stor flod. Her har mennesker boet, dyrket jorden og udnyttet landskabet. Tusinder af år senere vil arkæologer gerne forstå, hvordan naturen omkring bopladserne så ud, hvilke ressourcer mennesker havde adgang til, og hvordan de levede. Men netop i åbne flodlandskaber mangler ofte de spor, vi normalt bygger fortællingen på: Knogler, frø og planterester nedbrydes, og mange arter efterlader slet ikke fossiler, der kan genkendes i jorden. I vores nye studie i Scientific Reports viser vi, at gammelt DNA fra arkæologiske udgravninger og flodaflejret mudder kan bruges til at rekonstruere fortidens økosystemer langs Donau. Selv når de synlige rester er væk, kan mudderet gemme et arkiv af bittesmå DNA-fragmenter fra planter og dyr, der har levet i området. Og de fragmenter åbner døren til en ellers skjult fortid. Hvert lag er et naturligt arkiv Donau-flodsletten er dynamisk. Når vandføringen ændrer sig, kan floden skifte kurs, slyngninger bliver afskåret, og nye kanaler opstår. Over tid fyldes gamle flodløb langsomt op med mudder og organisk materiale. Set med videnskabelige briller bliver det til et naturligt arkiv, hvor hvert lag rummer spor af det miljø, der fandtes på stedet på et bestemt tidspunkt. Det er også i flodlandskaber, at mange bopladser lå. Floder er kilde til vand, mad, transport osv. Hvis vi vil forstå menneskets forhistorie bredt, er vi nødt til at kunne udlede biologisk information fra netop de åbne landskaber, hvor de fleste mennesker bosatte sig – ikke kun fra de mere gængse arkiver som huler, permafrost og sø-sedimenter. Men åbne flodlandskaber er svære at studere Problemet er, at åbne bopladser ofte er hårde miljøer for bevaring. Jordlag kan tørre ud, gennemgå nedfrysning samt optøning, blive oversvømmet eller flyttet rundt, og organiske rester nedbrydes hurtigt. Derfor er det i mange tilfælde svært at rekonstruere fortidens natur og menneskers ressourcer ud fra fossiler alene. Gammelt miljø-DNA (se faktaboks) kan i nogle tilfælde overleve, selv når de synlige rester er væk. Men i flodaflejringer opstår en ekstra udfordring: Floder kan blande mudder, hvorfor de dybere lag ikke nødvendigvis er ældre. Hvis man vil bruge miljø-DNA i sådan et landskab, skal man derfor være mere konservativ i sin fortolkning og kombinere DNA'et med andre typer data. Sådan gjorde vi I studiet analyserede vi mudderprøver fra to åbne arkæologiske lokaliteter i Serbien: Donja Branjevina (tidlig neolitikum, cirka 6.100 til 5.600 f.v.t.) og Vinča-Belo Brdo (sen neolitikum, cirka 4.850 til 4.550 f.v.t.). Derudover borede vi fire mudderkerner fra spor af tidligere Donau-løb. Essensen i metoden er enkel: Organismer efterlader DNA i deres omgivelser gennem hele livet, blandt andet via mikroskopiske rester, afføring og dødt væv (se faktaboksen ovenfor). Noget ender i jord og mudder, hvor DNA'et gradvist nedbrydes til kortere og kortere fragmenter. Under visse forhold kan fragmenterne dog overleve længe nok til, at vi kan udtage mudderprøver, ekstrahere DNA'et og identificere, hvilke grupper af planter og dyr det stammer fra. Floder kan blande mudderlagene, så man ikke kan gå ud fra, at dybere altid betyder ældre. Derfor kombinerede vi DNA-resultaterne med en geologisk gennemgang af sedimentet, hvor vi undersøger, om lagdelingen er intakt, og hvilke typer materiale sedimentet består af. Derudover brugte vi kulstof-14 (C-14) til at datere organisk materiale fra udvalgte lag, så vi fik en uafhængig tidsramme. Endelig brugte vi karakteristiske 'alderstegn' i DNA'et, altså mønstre af nedbrydning, som kan hjælpe med at skelne gammelt DNA fra nyere forurening. Resultatet er ikke et perfekt billede af fortiden, men et robust biologisk signal, som kan bringe os tættere på hverdagen i de åbne landskaber, hvor en stor del af menneskets udvikling udspillede sig. Hvad fandt vi i mudderet? I prøverne fra bopladserne fandt vi DNA, der passer med en blandet løvskov for flere tusinde år siden. Her ser vi blandt andet...

Om et kys er godt, handler ikke kun om teknik eller kemi, men i høj grad om det, der foregår inde i hovedet, viser ny forskning. I studiet har forskere fra Abertay University Dundee i Skotland undersøgt, hvilke faktorer mennesker forbinder med et godt kys, skriver universitetet i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet Sexual and Relationship Therapy. Resultaterne peger på, at oplevelsen har langt mere at gøre med fantasi og indre følelser end selve den fysiske handling For selvom mange mennesker antager, at det at kysse er med til at sætte gang i seksuel kemi, er det en antagelse, der sjældent er blevet testet videnskabeligt. For at blive klogere på, hvad der skaber det gode kys, foretog forskerne en onlineundersøgelse med deltagere fra Storbritannien og Italien, der skulle besvare spørgsmål om deres holdninger, oplevelser og fantasier om intimitet og kys. Deltagerne skulle blandt andet vurdere, hvor vigtige forskellige elementer er, når de afgør, om nogen er en god kysser. Det gjaldt helt konkrete ting som ånde, kropsduft, smag og hvor vådt kysset er. Men også mere relationelle og følelsesmæssige aspekter som berøring, fysisk ophidselse og om de to parters kysse-stil passer sammen. Da forskerne analyserede svarene, viste der sig tre overordnede dimensioner i vurderingen af et godt kys: Sanselige faktorer (som ånde og duft) Teknik (for eksempel vådhed og stil) Kontakt og ophidselse (mængden af berøring og den fysiske reaktion, som kysset fremkalder) Det mest interessante fund handlede om sidstnævnte: Folk, der ofte dagdrømte om intimitet, havde en tendens til at lægge mere vægt på kontakt og ophidselse, når de skulle beslutte, hvad der gør nogen til en god kysser. Sammenhængen holdt også, når forskerne tog højde for andre mulige forklaringer som generel kreativitet og seksuel lyst. Ifølge studiets medforfatter Christopher Watkins viser resultaterne, at det at kys er langt mere end en ren sensorisk oplevelse. Oplevelsen af at kysse formes i høj grad af de tanker, fantasier og den følelsesmæssige kontekst, vi bringer ind i det. "Ved at undersøge både de psykologiske og fysiske elementer kan vi bedre forstå, hvorfor folk bruger og værdsætter kys forskelligt i deres forhold, og hvorfor et enkelt kys kan føles så meningsfuldt," forklarer forskeren.

Den amerikanske præsident Donald Trump har genoplivet en doktrin, der har været glemt i mange år. Monroe-doktrinen – en rettesnor for amerikansk udenrigspolitik, der i grove træk handler om, at USA skal stå fast på sin ret til at beskytte sin egen del af verden og være ligeglad med alle andre. USA's del af verden skal her forstås som alt land på den vestlige halvkugle - navnlig Nord- og Sydamerika. I flere omgange har man ellers troet, at USA ville samarbejde med hele verden, og at doktrinen var død. Men nu ser vi et skifte. Med udgangspunkt i Monroe-doktrinen vil Trump styre den vestlige del af verden for landets egen sikkerhed. Han har endda omdøbt doktrinen 'Donroe-doktrinen' efter sit eget fornavn. Det er dog langt fra første gang, at Monroe-doktrinen gør comeback i amerikansk politik, efter at have været død og glemt. Hvad er historien om den? 1823: Europa ud – Amerika for amerikanerne Monroe-doktrinen kom til verden, da den amerikanske præsident James Monroe holdt en tale til Kongressen i 1823. Starten af 1800-tallet var en tid med meget uro i både Nordamerika og Sydamerika. USA havde været i krig med Storbritannien i 1810'erne, og i 1820'erne blev mange europæiske kolonier i Syd- og Mellemamerika selvstændige. Det skabte strid mellem USA og Europa, forklarer Anne Mørk, som er historiker og ph.d. i amerikanske studier på Syddansk Universitet. Monroes udenrigsminister, John Quincy Adams, besluttede, at Monroes tale skulle udtrykke et krav om, at Europa og Amerika skulle lade hinanden være. Alt, der var på den vestlige halvkugle – altså de to amerikanske kontinenter – skulle Europa blande sig udenom, og omvendt. Monroes tale lagde grobund for doktrinen. "Pointen var, at Amerika og Europa skulle adskilles fuldstændigt og ikke have noget med hinanden at gøre," siger Anne Mørk. Men doktrinen var overvejende symbolsk og retorisk i de første mange år, siger hun. "I midten af 1800-tallet havde USA slet ikke nok magt til at holde Europa ude. Det var et nyt land uden en særlig stor økonomi, og de var for optaget af deres egne problemer som splittelse og borgerkrig." Der var flere eksempler på, at Europa trodsede Monroe-doktrinen i 1800-tallet uden konsekvens, blandt andet Frankrigs invasion af Mexico i 1861. Monroe-doktrinen var ikke noget, Europa forholdt sig til. Den eksisterede kun i den forstand, at USA ikke blandede sig i europæiske konflikter. Det ændrede sig dog i takt med, at USA's økonomi buldrede derudad. 1904: USA omfortolker doktrinen Meningen med Monroe-doktrinen tog en drejning i slutningen af 1800-tallet, særligt fordi USA blev mere magtfuldt og havde en del flere penge. "USA's økonomi voksede meget hurtigt, og det betød, at de kunne begynde at blande sig militært i andre lande," siger historikeren Anne Mørk. Under den spansk-amerikanske krig i 1898 støttede USA kolonioprør i blandt andet Puerto Rico og Cuba og gik i krig med den spanske kolonimagt. "Argumentet var, at hvis USA ikke blandede sig i andre lande på den vestlige halvkugle, ville Europa komme i stedet." Udviklingen førte til, at præsident Theodore Roosevelt i 1904 officielt satte en såkaldt 'corollary' (oversat til en tilføjelse) på Monroe-doktrinen, der betød, at USA nu havde ret til at blande sig militært i lande på den vestlige halvkugle for at beskytte sig mod Europa. Der gik dog ikke længe, før Monroe-doktrinen igen blev glemt i amerikansk udenrigspolitik. I 1917 deltog USA i Første Verdenskrig, en overvejende europæisk krig, som ikke truede den vestlige halvkugle. Efterfølgende skiftede USA gradvist deres strategi til globalt oversøisk samarbejde med Europa. Under Den Kolde Krig: USA beskytter sig mod kommunismen I anden halvdel af det 20. århundrede dukker Monroe-doktrinen op igen. Men nu er det ikke længere Europa, den vestlige halvkugle skal beskyttes imod. Det er kommunisme. "Monroe-doktrinen bliver brugt i høj grad af USA mellem 1960'erne og 1980'erne for at retfærdiggøre indblanding i sydamerikanske lande," forklarer Anne Mørk. "I meget af...

Atleterne ved vinter-OL kæmper imod både tyngdekraften og fysikkens love. Mange af deltagerne bevæger sig i halsbrækkende fart ned ad stejle, snedækkede skråninger eller suser hen over isglatte overflader i jagten på verdensrekorder og en plads på podiet. Men selvom disciplinerne holder publikum på kanten af sædet, udsætter de også deltagerne for en betydelig risiko for skader. Det blev vi endnu en gang mindet om, da den amerikanske alpinløber Lindsey Vonn brækkede benet i et skrækstyrt blot få sekunder inde i sit styrtløb under legene i Milano-Cortina. Men det er langt fra første gang, en deltager ved Vinter-OL er kommet til skade under legene. Fire atleter er omkommet under vinterolympiske konkurrencer eller i forberedelserne til dem, senest den georgiske kælkekører Nodar Kumaritashvili, der døde efter at være kørt ind i en mur under en træningskørsel ved vinter-OL i Vancouver i 2010. Blandt de 15 sportsgrene på programmet ved årets vinter-OL er der dog nogle, der skiller sig ud som særligt risikofyldte. Ski og snowboard Blandt disciplinerne på sne lader ski og snowboard til at være de mest risikable. I alpint skiløb (styrtløb) er der 75 procents risiko for, at professionelle udøvere pådrager sig mindst én skade i løbet af en sæson. De fleste er akutte traumatiske skader som følge af styrt eller sammenstød. Mandlige alpinløbere har generelt større risiko for skader (især på overkroppen), mens kvinder har en højere risiko for knæskader. Videoanalyser af skader i alpint skiløb viser, at næsten alle skaderne opstår, når skiløberen drejer eller lander efter et hop. Men når man tager i betragtning, at olympiske atleter konstant presser grænserne for, hvad der overhovedet er muligt, er det nok ikke så overraskende. Både drej og landinger bringer desuden knæene i en særligt sårbar position. Den belastning, der påvirker leddet, kan svare til op mod tre gange skiløberens egen kropsvægt. Det er én af forklaringerne på, at ledbåndsskader i knæet er så udbredte i skiløb. Mandlige skiløbere har større risiko for at beskadige det mediale kollaterale ligament (MCL), også kaldet det indre sideledbånd, som er et stærkt bindevævsbånd på knæets inderside, der forbinder lårben og underben. Det stabiliserer knæet ved at forhindre, at det vinkler for meget indad. Kvindelige skiløbere har tre gange så stor risiko for skade på ACL som mandlige Samme undersøgelse viste, at kvindelige skiløbere næsten tre gange så ofte pådrager sig en skade på det forreste korsbånd (ACL), som er afgørende for både at kunne strække og bøje knæet. Ser man på 100 kvindelige skiløbere i løbet af én sæson, vil omkring otte opleve en alvorlig korsbåndsskade. Ni dage før sit styrt ved Vinter-OL rev Lindsey Vonn det forreste korsbånd over i sit venstre knæ. Det illustrerer tydeligt, hvor hård sporten kan være. Skader på fingre, hænder og håndled er også udbredte. De opstår typisk ved styrt, enten når skiløberen rammer en genstand, eller når sportsudøveren forsøger at tage fra i faldet. Falder man med en skistav i hånden, kan det føre til den særlige skade, der kaldes 'skiløbers tommel'. Her bliver det ledbånd, som er med til at stabilisere tommelfingeren, beskadiget. Selv om fingerskader kan være generende, betyder de ikke nødvendigvis, at atleten må udgå. Det viste den italienske skiløber Sofia Goggia i 2022, da hun brækkede flere fingre under en konkurrence, blev opereret natten over og var tilbage på pisterne allerede dagen efter. Snowboard står også for et betydeligt antal skader, blandt andet efter fald på strakte arme samt ryg- og hovedskader. I takt med at disciplinerne bliver mere ekstreme, og udøverne udfører stadig mere risikable tricks og presser grænserne for det mulige, kan det betyde endnu flere skader hver sæson. Kælkesport Blandt de mest risikofyldte vinterdiscipliner på is ligger bobslæde, kælk og skeleton helt i toppen. 'Slædehoved' er den betegnelse, som bruges om det symptomkompleks, der rammer atleter i disse sportsgrene. Det dækker over hovedpine, sv...

Et dansk studie af vaccineeffekter er blevet genstand for international kritik. I en nylig meddelelse kalder sundhedsorganisationen WHO et planlagt forsøg med hepatitis B-vaccinen for "uetisk". "WHO har betydelige bekymringer vedrørende studiets videnskabelige begrundelse," lyder det blandt andet. Kritikken er rettet mod en forskergruppe fra Syddansk Universitet og deres planer om et studie af vacciner til nyfødte børn i det afrikanske land Guinea-Bissau. Der er tale om et såkaldt lodtrækningsforsøg, som vil undersøge hepatitis B-vaccinens "bredere effekter på helbredet". Forsøget inddeler omkring 14.000 spædbørn i to grupper. Den ene gruppe vil få vaccinen ved fødslen, mens en anden gruppe først vil få den efter seks uger - og det er især det, som WHO og flere vaccineforskere finder kritisabelt. Som WHO skriver: "Et studie, der giver hepatitis B-vaccinen, en dokumenteret livreddende intervention, til nogle ved fødslen, men undlader at give den til andre studiedeltagere, udsætter nyfødte for alvorlig og potentielt uoprettelig skade." Christine Stabell Benn svarer nu på kritikken. Hun er professor i global sundhed ved Syddansk Universitet og leder af det såkaldte Bandim Health Project, som står bag det planlagte studie i Guinea-Bissau. "Det er meget vigtigt at understrege, at ingen børn i studiet ville modtage færre vacciner end i den nuværende nationale vaccinationsplan i Guinea-Bissau," skriver hun i en mail til Videnskab.dk. I skrivende stund har de lokale myndigheder dog sat forsøget i bero. Det sker "med henblik på yderligere teknisk og etisk gennemgang," tilføjer Stabell Benn. Dansk vaccinestudie med amerikanske støttemidler Debatten om det danske vaccinestudie har floreret siden december 2025. Først skrev magasinet Science, at de amerikanske sundhedsmyndigheder havde bevilget 1,6 millioner dollar (cirka 6,3 millioner kroner) til projektet - uden om de vante procedurer for den slags støtte. Både danske og amerikanske forskere samt lokale stemmer i Guinea-Bissau har kritiseret planerne for studiet. Som landets tidligere sundhedsminister Magda Robalo har sagt i en artikel om studiet til Nature: "Det er ikke acceptabelt, og det bør ikke blive sat igang." Og som det lyder fra landets nuværende sundhedsminister i samme Nature-artikel, så sker det heller ikke foreløbig. Studiet er nemlig blevet "suspenderet" på ubestemt tid, meddeler han. Hepatitis B-virus er især udbredt i Amerika, Asien og Afrika. For at imødegå truslen mod folkesundheden har man derfor besluttet at indføre den ved fødsler i Guinea-Bissau fra år 2028. Inden det sker, vil forskerholdet fra SDU derfor gerne undersøge mulige uspecifikke effekter. Som Christine Stabell Benn formulerer det: "Når en ny vaccinepolitik skal implementeres nationalt, er det relevant at styrke evidensgrundlaget for de samlede befolkningseffekter." Kennedys kritik af hepatitis B-vaccinen Hepatitis B-vaccinen er ikke en fast del af det danske børnevaccinationsprogram, men den er blevet anvendt i årtier, og den indgår i programmer for vaccination i 115 forskellige lande, skriver WHO. Men vaccinen er også under mistanke for mulige negative effekter, især i USA. Den amerikanske sundhedsminister Robert F. Kennedy har længe sat spørgsmålstegn ved forskellige vacciner, og under et interview i 2023 fremførte han påstand om mulige risici ved hepatitis B-vaccinen og kaldte en dosis til nyfødte for et "profitmotiv". I september 2025 kom vaccinen så igen i fokus. Et sundhedsråd, som Kennedy har været med til at udpege, anbefalede nemlig imod at give en dosis ved fødslen. Bekymringen går på, at det kan give nyfødte hidtil oversete komplikationer. Og det er netop de mulige komplikationer, som Christine Stabell Benn og kollegaerne i Bandim Health Project gerne vil undersøge nærmere. De afviser dog, at der skulle være en forbindelse mellem de to interesser, sådan som flere amerikanske medier har antydet. Magasinet Rolling Stone har blandt andet afdækket en mailkorrespondance mellem Christine Stabell-...

Pludselige plusgrader og 5-10 millimeter nedbør i weekenden kan betyde et voldsomt tøbrud med store mængder smeltevand. Samtidig er jorden stadig frossen og kan ikke optage smeltevandet, hvilket kan give lokale oversvømmelser. Det er dårligt nyt for de mange pindsvin, der lige nu ligger i dvale landet over. "Vi ved fra laboratorietests, at det tager pindsvin i dvale op til tre timer at vågne op fra deres vinterhi," siger pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen. "Så hvis deres reder bliver pludseligt oversvømmet, mens de er i dvale, tror vi ikke, at de når at opfatte det, før det er for sent." Oversvømmelse er dog ikke den eneste – eller største – potentielle udfordring ved de drastisk stigende temperaturer så tidligt på året. "Det kan få fatale konsekvenser for især syge og svækkede individer, hvis de tror, det er rigtigt forår, og står op til en natur, der ikke er klar til dem endnu." Skulle det ske, kan man dog selv hjælpe dem på en forsvarlig måde. Kroppen skal bruge tid på at vågne Det europæiske pindsvin, som lever i Danmark, begynder som regel sin dvale mellem september og november, hvor insekter, snegle og anden pindsvineføde bliver mere sparsom. "Så graver de typisk en lille udhulning i jorden på et beskyttet sted, hvor de bygger deres rede med blade ovenpå," siger Sophie Lund Rasmussen, der er adjunkt ved Statens Naturhistoriske Museum og research associate ved Wildlife Conservation Research Unit på Oxford University. Når de er gået i dvale, sænkes deres stofskifte helt ned til to procent af niveauet i sommermånederne, kropstemperaturen falder, og hjertet kan slå blot fem gange i minuttet. Det er den tilstand, de bruger op til tre timer på at komme ud af, når de vågner af dvalen. "Så hvis deres rede bliver oversvømmet på under et par timer, mens de er i dvale, har de ikke en chance for at komme op i gear i tide, og så kan de drukne." Under hele vinteren vågner de for en kort bemærkning cirka hver 10. dag, men står først for alvor op i april eller maj. Men et pludseligt temperaturskifte kan snyde både pindsvin og andre små dyr i hi. Falsk forår forvirrer Thomas Bjørneboe Berg, der er seniorforsker ved Naturama med særligt fokus på små gnavere, er ikke så bekymret for druknedøden hos hasselmus, birkemus og andre små dyr, der ligesom pindsvinet skal bruge et par timer på at vågne af vinterhiet. "Det kan sikkert ramme nogle af dem, hvis de har placeret deres reder uheldigt, så vandet ikke dræner væk. Især hvis det bliver så stort et tøbrud, som du nævner," siger han. "Men jeg er ikke bekymret for dem på bestandsniveau. De er gearet til, at sneen smelter. Hvis hasselmusen selv kunne vælge, ville den foretrække en vinter som i år, hvor der har været meget sne og konstant lave temperaturer." Den største potentielle udfordring er ifølge seniorforskeren, hvis de små pattedyr vågner op til forår allerede nu, hvor der ikke er føde til dem, og hvis de store mængder smeltevand fryser til is på jorden, hvor de ligger i dvale. "Det ville være rigtig skidt, for det kræver meget opsparet energi for dem at vågne fra dvale og sætte hele systemet i kroppen i gang igen." Samme problematik peger Sophie Lund Rasmussen på hos pindsvinene. "Et sundt og raskt pindsvin med et godt fedtdepot kan klare én fejlopvågning og have ressourcer nok til at gå tilbage i hi og vågne igen," siger hun. "Men hvis den har nogle parasitter, der suger energi fra den, eller et sår, der er betændelse i – eller hvis den ikke fik samlet nok energi om efteråret – så kan det være fatalt." Hvordan kan man hjælpe pindsvinet? Det største problem for et pindsvin, der vågner for tidligt, er at indsamle ny energi, fordi der ikke er føde nok om vinteren. Derfor har Sophie Lund Rasmussen et råd til haveejere, der er bekymret for de små piggede dyr. "Sæt frisk vand og kattemad frem til dem. Så har de en ad libitum-buffet at tanke op på, hvis de skal tilbage i hi." Skulle man se et svageligt eller såret pindsvin, der ikke har energi til et nyt vinterhi, kan man kontakte Pinds...

Vinteren er over os, og i år har vi hverken manglet sne, blæst eller frost. Læseren Lone synes, at kulden har været usædvanlig bidsk i år, og selv med sin "nye, dyre vinterfrakke" har hun frosset gevaldigt under cykelturen til arbejdet i Vallensbæk. "Siden jeg var barn har jeg hørt folk sige, at uld er det bedste til at holde varmen, og at man skal klæde sig på med mange lag tøj. Men passer det virkelig stadig i 2026? Hvad er videnskabens svar på, hvordan man bedst muligt holder varmen i vinterkulden?" skriver Lone i en email til Videnskab.dk. Her på redaktionen har vi også gået og frosset lidt, og vi kunne helt klart godt bruge et videnskabeligt råd at holde varmen på. Det er lykkedes os at finde to udenlandske forskere, som kan hjælpe os. Den ene, professor George Havenith, har igennem årtier forsket i menneskets termofysiologi og videnskaben bag tøj. Han påpeger, at det gamle råd, som læseren Lone har hørt siden sin barndom - om at iklæde sig flere lag - fortsat er inde i varmen. "Hvis din læser tror, at jeg kan sige noget helt nyt og overraskende, kommer jeg nok til at skuffe. Helt generelt er det med at have forskellige lag på er stadig den ultimative regel indenfor udendørstøj," siger George Havenith, som er professor ved Loughborough University i England. "Grunden til, at lagene er så utrolig vigtige, er, at luften sørger for at isolere os. Så ved at tage flere lag tøj på kan man holde på luften mellem lagene og få en bedre isolering." Forskning siger mindst tre lag Han påpeger, at hvert enkelt lag skal have forskellige egenskaber og derfor findes der ikke ét enkelt materiale – såsom uld - som fungerer bedst til at holde varmen. "I de sidste 20-30 år har forskningen sagt mindst tre lag. Og hvert lag skal have indbygget specifikke egenskaber såsom at stoppe vinden, føre sved væk fra kroppen, holde regnen væk eller være isolerende," siger George Havenith. Samme melding kommer fra lektor Khubab Shaker fra National Textile University i Pakistan, som også har forsket i, hvordan man bedst holder varmen. "Den bedste strategi til at få alle de forskellige egenskaber, som man har brug for til at holde sig varm, er ved at tage forskellige lag på," siger han. Så hvad skal du vælge i de forskellige lag? Forskerne klæder dig på – lag for lag - til en iskold dag i de følgende afsnit. Det inderste lag – 'base layer' Når du klæder dig på til en kold dag, skal det inderste lag – ofte kaldet 'base layer' i outdoor-butikker – primært sørge for at lede sveden væk fra kroppen. "Det inderste lag skal holde din hud tør. Sved er en stor fjende, når det gælder om at holde sig varm," siger George Havenith. "Problemet med sved er måske ikke så stort, hvis du sveder på cyklen på vej på arbejde og kommer ind på et varmt kontor. Men hvis du skal overnatte udenfor vil fugten afkøle dig." Lektor Khubab Shaker er enig i, at den vigtigste funktion af det inderste lag er at få fugt og sved ført væk fra kroppen, så man kan holde huden tør. "Generelt foretrækker mange at bruge et fugtafledende og åndbart 'base layer' lavet af syntetiske fibre, som kan transportere fugt væk fra huden," siger Khubab Shaker. Moderne syntetiske fibre kan netop være designet til at føre fugten væk fra huden. Man kan imidlertid også vælge et 'base layer,' som består af en blanding af syntetiske fibre og uld, påpeger professor Havenith. "For 15-20 år siden sagde man, at det inderste lag kun skulle være syntetisk. Men siden da er man gået lidt tilbage til uld, så man eksempelvis kan have et mix af syntetiske fibre og merinould," siger han med henvisning til en særlig blød type uld fra merinofår. Om det inderste lag er bedst med merinould, syntetiske fibre eller i en blanding – og hvilket blandingsforhold, som er bedst - afhænger i høj grad også af, hvem man er, og hvor meget man sveder. "Uld er et fint valg, så længe man ikke sveder for meget, for så er evnen til at transportere sved bedre med syntetiske materialer. Omvendt er ulempen ved mange syntetiske materialer, at de hurt...

I et klippeskjul i det sydlige Sinai-ørken i Egypten har arkæologer fundet klippetegninger, også kaldet helleristninger, og indskrifter, der kan dateres tilbage til omkring 10.000 f.Kr. Det skriver LiveScience på baggrund af en pressemeddelelse fra Egyptens turisme- og antikvitetsministerium, der kalder opdagelsen for "et fund af exceptionel historisk og kunstnerisk værdi". Klippeskjulet ligger på Umm Arak-plateauet i det sydlige Sinai og blev opdaget under en arkæologisk undersøgelse med hjælp fra en lokal beboer, skriver mediet. Hulen er omkring 100 meter lang og 3 meter dyb med en loftshøjde på op til halvanden meter. Klippevæggen er dækket af tegninger og indskrifter. Fundene peger på, at området har været brugt over mange perioder, hvilket gør det sandsynligt, at tegningerne er skabt løbende gennem årtusinder. De ældste motiver blev fundet nær indgangen og er ud fra deres udtryk og stil vurderet til at være fra mellem cirka 10.000 og 5.500 f.Kr. De viser blandt andet en jæger med bue og mindst to jagthunde. Noget af klippekunsten er altså ældre end det faraoniske kongedømme i Egypten, som begyndte omkring 3.100 f.Kr. Senere motiver viser mennesker til hest med våben, kameler og geometriske tegn som krydser, firkanter og halvmåner. John Darnell, der er professor i egyptologi ved Yale University, peger på, at de billeder, der indtil videre er offentliggjort, ser ud til at stamme fra senantikken og måske middelalderen, cirka år 500 til 1500. Der er også fundet indskrifter på nabatæisk, sproget fra det folk, der blomstrede i området fra cirka 400 f.Kr. til 200 e.Kr., og som byggede oldtidsbyen Petra i Jordan. Indskrifterne er stadig ved at blive tydet, skriver LiveScience. Området, hvor klippeskjulet er fundet, ligger tæt på gamle miner med kobber og turkis, som er en blågrøn ædelsten. Klippeskjulet kan derfor have fungeret som udkigspunkt og hvilested for mennesker, der arbejdede og rejste i området, skriver LiveScience. Ifølge John Darnell, var Sinai både rig på mineraler og havde stor symbolsk betydning som hjemsted for gudinden Hathor, kaldet 'Turkisens herskerinde'. Fundet kan ifølge ham hjælpe forskere med bedre at forstå, hvordan oldtidens egyptere levede i og bevægede sig gennem ørkenen.

Kroniske smerter i underlivet, uregelmæssige menstruationer og sygdomme som endometriose og PCOS. Det er bare nogle af de flere forskellige gynækologiske lidelser, som er almindelige blandt kvinder og ofte forbundet med smerter og forstyrrelser i hverdagen. De diagnosticeres ofte lang tid efter de første symptomer viser sig, og mange kvinder oplever både fysisk ubehag, utryghed og smerter, før de modtager behandling. Nu peger et nyt registerbaseret studie fra Syddansk Universitet på, at depression er mere udbredt blandt kvinder med en af de 24 mest almindelige gynækologiske lidelser – og at det gør sig gældende, længe før en diagnose stilles. "Dette tyder på, at kvinder med gynækologiske lidelser også påvirkes på deres mentale helbred," siger Mette Bliddal, lektor ved Forskningsenheden for Gynækologi og Obstetrik, Institut for Klinisk Forskning ved Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital, og hovedforfatter til studiet. "Det skal vi huske, når vi møder disse kvinder i sundhedsvæsenet." Øget risiko for depression Helt konkret viser studiet, at risikoen for depression er 44 procent højere blandt kvinder med en gynækologisk lidelse allerede tre år, før en diagnose bliver stillet. Risikoen forbliver højere helt op til tre år, efter diagnosen er stillet, i forhold til kvinder, der ikke har disse lidelser. "Det overordnede billede tyder på, at kvinder med disse gynækologiske lidelser er i øget risiko for at udvikle depression, og denne risiko ses år før, de får en diagnose for en gynækologisk lidelse," siger Mette Bliddal. "Vi kan ikke udlede, at de gynækologiske lidelser er årsag til depression, men vi ser, at kvinder med disse lidelser har en øget hyppighed af depression, og det kan tyde på, at mange kvinders psykiske helbred påvirkes i forbindelse med deres fysiske symptomer fra reproduktionssystemet." Ikke overraskende Egentlig er det ikke så overraskende, påpeger Mette Bliddal. For kvinder har generelt dobbelt så stor risiko for at få en depression som mænd – særligt i perioder med hormonudsving. "Vi ved også, at mange kvinder med endometriose eller PCOS går lang tid med deres symptomer uden at blive hørt. Og så er det jo klart, de bliver påvirkede af det," siger Mette Bliddal. Ifølge Dorte Rytter, lektor i epidemiologi ved Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet, er det en "sober forskningsartikel". "Men de her resultater kommer ikke bag på mig," siger hun og nævner forskellige forklaringer på, hvorfor kvinder med gynækologiske lidelser kan være i større risiko for at få en depression: smerter, forsinket diagnose og infertilitet. "Det er jo alt sammen noget, der kan være med til at påvirke den mentale sundhed," siger hun. Skal tage kvinder alvorligt Da over 10 procent af kvinder i Danmark får stillet en diagnose for en gynækologisk lidelse på et tidspunkt og dermed er i øget risiko for at få en depression, kalder det på, at vi tager det seriøst. Det er jo et samfundsproblem – og ikke bare et problem for den enkelte kvinde, siger Mette Bliddal. "Vi skal tage de her kvinder med gynækologiske symptomer alvorligt. Vi ved, at det kan tage år fra de første symptomer, til en diagnose stilles - år, hvor kvinden oplever smerte, ubehag og store pinsler, og det kan påvirke hendes mentale helbred," siger hun. "Pointen er, at vi jo gerne vil have, at det ikke udvikler sig til en egentlig depression, og derfor skal vi hjælpe dem, inden deres eventuelle psykiske belastning udvikler sig til en depression." I studiet tager forskerne udgangspunkt i kvinder med en alvorlig depression – altså kvinder, der bliver diagnosticeret på et sygehus, eller kvinder, der får udskrevet medicin mod en depression. Læger bør spørge ind Selvom forskerne ikke kan konkludere en direkte årsagssammenhæng, mener Mette Bliddal, at den klare overrepræsentation af depression blandt kvinder med gynækologiske tilstande peger på et behov for ændringer i klinisk praksis. Hun mener, at det vil være afgørende at tænke psykisk sundhed ind og spørge til d...

Har du en hund, der er overvægtig, har snævre næsebor eller en bredere hovedform med et fladt ansigt? Så ejer du muligvis en hunderace, der har risiko for at udvikle brachycephalic obstructive airway syndrome (BOAS), som er en tilstand, der kan forårsage alvorlige vejrtrækningsproblemer hos hunde, skriver Cambridge University i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet Plos One. Hos nogle hunderacer er kortere haler og tykkere halse en yderligere risikofaktor. Syndromet BOAS er en kronisk sygdom, der ofte fører til støjende vejrtrækning hos hundene, ligesom den kan påvirke hundens evne til at motionere, sove og håndtere varme eller stress. "Nogle hunde er kun mildt påvirkede af BOAS, men for dem i den mere alvorlige ende kan det reducere livskvaliteten betydeligt og blive et alvorligt velfærdsproblem," siger Fran Tomlinson fra Cambridge Veterinary School, som var med til at lede undersøgelsen, i pressemeddelelsen. "Selvom kirurgi, vægtkontrol og andre interventioner kan hjælpe berørte hunde i et vist omfang, er BOAS arvelig, og der er stadig meget at lære om, hvordan vi kan reducere risikoen i fremtidige generationer." For at blive klogere på hunderacerne og deres risiko for BOAS, undersøgte forskerne i alt 900 hunde, hvorefter forskerne indsnævrede deres forskning til at omhandle i alt 14 hunderacer, foruden tre racer, som forskere tidligere har identificeret som værende i risikogruppen for BOAS – den franske bulldog, mopsen og bulldoggen. De 14 hunderacer, som forskerne undersøgte, var: Affenpinscher Boston Terrier Boxer Cavalier King Charles Spaniel Chihuahua Dogue de Bordeaux Griffon Bruxellois Japanese Chin King Charles Spaniel Malteser Pekingeser Pomeranian Shih Tzu Staffordshire Bull Terrier Ud af de 14 hunderacer var 12 af dem i fare for BOAS, viste studiet: 89 procent af racen pekingeser og 82 procent af racen Japanese Chin var i fare for at blive ramt af BOAS. King Charles Spaniel, Shih Tzu, Griffon Bruxellois, Boston Terrier og Dogue de Bordeaux havde moderat risiko for BOAS, hvor 50 til 66 procent af de undersøgte hunde var påvirket af BOAS. Staffordshire Bull Terriers, Cavalier King Charles Spaniel, Chihuahua, Boxer og Affenpinscher viste sig at være i mild risiko, hvor kun halvdelen af hundene havde en vis grad af støjende vejrtrækning og kun få eksemplarer havde klinisk signifikant sygdom. Ingen af de undersøgte Pomeranian eller Malteser-hunderacer viste sig at være klinisk påvirkede af BOAS. Forskerne håber, at den nye forskning kan føre til, at flere hunde med flade ansigter og korte kranier bliver testet for BOAS og andre sundhedsproblemer, som de påvirkede hunderacer står over for.

I et dunkelt rum på Statens Museum for Kunst (SMK) ligner omgivelserne mere et naturvidenskabeligt laboratorium end et galleri. Kabler snor sig hen over gulvet, skærme lyser i mørket, og teknisk udstyr fylder rummet. Midt i det hele står maleriet 'Portræt af Henry Madsen' på et staffeli. Et maleri i mørke toner, malet af en af Danmarks største kunstnere fra det 19. århundrede: Vilhelm Hammershøi. Foran lærredet bevæger en robotarm sig langsomt frem og tilbage. På en computerskærm ved siden af vokser et farverigt kort frem, prik for prik - et kort, der ikke viser motiver, men grundstoffer. "Ved hjælp af røntgen kan vi se, hvilke materialer der er brugt og hvor," forklarer Gianluca Pastorelli, seniorforsker og heritage scientist på museet. "Det giver os et helt nyt indblik i, hvad maleriet faktisk består af." Undersøgelserne er en del af et femårigt forskningsprojekt på SMK, hvor et tværfagligt team af konservatorer, kunsthistorikere, naturvidenskabelige forskere og billedspecialister har analyseret mere end 130 Hammershøi-malerier. Alle resultaterne er nu samlet på den åbne digitale platform The Vilhelm Hammershøi Digital Archive (ViHDA), hvor både forskere og offentligheden kan gå på opdagelse i værkerne. Når kunst bliver til data Robotarmen arbejder tålmodigt. Den skanner lærredet i et sirligt slangeformet mønster, linje for linje. For et stort maleri kan processen tage op mod otte timer. Undervejs sendes røntgenstråler mod maleriets overflade. Når strålerne rammer pigmenterne, reagerer atomerne i malingen ved at sende energi tilbage til maskinen. "Hvert grundstof har sit eget fingeraftryk," forklarer Gianluca Pastorelli. På skærmen kan forskerne isolere de enkelte grundstoffer. Et farvet område afslører kviksølv, som viser brugen af det røde pigment cinnober, mens kobolt dukker op i store mængder og afslører Hammershøis dybe, koboltblå skygger. "Mange tror, at Hammershøi kun malede i grå nuancer," siger Anne Haack, projektleder og konservator på SMK. "Men når vi zoomer helt ind, ser vi en langt mere farverig palet, end øjet umiddelbart opfatter." Røntgen afslører de skjulte lag Den kemiske skanning er kun én del af værktøjskassen. Forskerne bruger også forskellige typer lys til at kigge ind under maleriets overflade. UV-lys bruges til at undersøge fernis og tidligere restaureringer, mens infrarødt lys kan afsløre undertegninger - blyants- eller kulskitser, som kunstneren lavede for at planlægge kompositionen. Røntgenstråler kan trænge endnu dybere og blandt andet afsløre motiver, som er blevet malet over. Netop disse teknikker har givet konkrete beviser på, at Hammershøi ændrede mening undervejs i arbejdet. På en computerskærm viser Anne Haack et portræt af en kvinde, hvor både infrarøde optagelser og røntgenbilleder afslører en markant ændring. "Her kan vi se, at Hammershøi oprindeligt malede kvinden smallere og mere sidevendt, end hun endte med at blive," forklarer hun. Se, hvordan Hammershøi ændrede sin komposition under arbejdet med Kvindefigur set fra ryggen (1888) "En kæmpe videnskilde" Begejstringen stopper ikke ved museets mure. Cecil Krarup Andersen, lektor og ekspert i malerikonservering ved Det Kongelige Akademi, har allerede været inde og udforske de nye data. Hun kalder arkivet for en "kæmpe videnskilde." "Det er som en opdagelsesrejse ind i maleriet, hvor man virkelig kan udforske alle lagene," siger hun. Ifølge hende findes der lignende databaser med andre kunstnere i udlandet, men SMK's projekt skiller sig ud ved sin tværfaglighed og den store mængde åbne data, som nu kan bruges af både forskere, studerende og særligt interesserede. Platformen kan fungere som undervisningsværktøj, forskningsreference og inspiration til nye studier - og måske være med til at nedbryde faglige siloer. "Vi skal hjælpe hinanden med at forstå, hvad det er, vi ser," siger hun og påpeger, at både konservatorer og kunsthistorikere nu kan byde ind med hver deres vinkel på de samme data. "Jeg fik straks lyst til at dykke ned i det he...

Tyrannosaurer var ikke kun frygtindgydende jægere. De spiste også af døde artsfæller. Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt studie Bag studiet står kandidatstuderende Josephine Nielsen fra Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet. Ved hjælp af 3D-skanninger har hun analyseret en 11 centimeter lang mellemfodsknogle fra en tyrannosaur, der levede for omkring 75 millioner år siden. Hun har arbejdet med en digital gengivelse og en 3D-udgave, som er printet på instituttet på Aarhus Universitet, og ikke med selve originalen. Det har gjort det muligt at undersøge små detaljer og måle mærkernes dybde, vinkel og placering præcist. I alt har hun identificeret 16 bidemærker. "Jeg kan dokumentere, at bidemærkerne ikke er opstået tilfældigt. De er præcise aftryk af tænderne fra en mindre tyrannosaur, der havde spist af en langt større slægtning," fortæller Josephine Nielsen i pressemeddelelsen. Knoglen stammer fra en 10 til 12 meter lang tyrannosaur og blev fundet i Judith River-formationen i Montana, USA. Den er i dag doneret til Badlands Dinosaur Museum, der ligger i delstaten North Dakota. Ifølge studiet tyder placeringen af mærkerne på, at den mindre tyrannosaur har spist af den døde artsfælle sent i forrådnelsesprocessen, hvor der kun var lidt kød tilbage på foden. Knoglen er ikke helet, hvilket viser, at dyret allerede var dødt, da det blev bidt. Forskerne har brugt et såkaldt CM-klassifikationssystem. Det er en metode, hvor hvert bidemærke vurderes ud fra faste kriterier som form, dybde og retning, så man systematisk kan skelne mellem overfladiske strejf og dybe knuse-bid.