Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Selv for tusinder af år siden passede mennesker på hinanden. En ny undersøgelse viser, at jæger-samlere i oldtidens Patagonien tog sig af sårede og fysisk handicappede medlemmer af deres gruppe. Det skriver Phys.org på baggrund af et nyt studie. Et forskerhold ledet af Dr. Victoria Romano analyserede knoglerne fra 189 mennesker, der levede for mellem 4.000 og 250 år siden i Patagonien. I alt blev over 3.000 knogler fra 25 forskellige arkæologiske steder undersøgt. Omkring 20 procent af personerne havde haft en eller anden form for knoglebrud - fra lette til meget alvorlige. De fleste skader skyldtes sandsynligvis ulykker som fald eller uheld i forbindelse med jagt. Kun i to af tilfældene formoder forskerne, at bruddene stammer fra vold, da forskerne fandt pilespidser siddende fast i knoglerne. Interessant nok havde både mænd og kvinder nogenlunde lige mange skader, og voksne havde flere skader end børn. Forskerne inddelte skaderne i tre kategorier: Lette: Størstedelen havde lettere skader som brækkede ribben eller næse, som kunne hele på få uger. Moderate: Ca. 18 procent havde brud, der tog måneder at hele, hvilket ifølge forskerne sandsynligvis har påvirket gruppens daglige liv, når de skulle gå på jagt eller fremstille redskaber. Svære: Omkring 13 procent havde alvorlige skader, der krævede langvarig pleje - måske endda resten af deres liv. Et særligt fund, forskerne gjorde, var en person med en alvorlig hofteskade, hvor lårbenshovedet og hofteskålen var skævt placerede og deforme. Knoglen viste tegn på fuldstændig heling, hvilket ifølge forskerne indikerer, at vedkommende levede længe efter skaden. Det tyder altså på, at gruppen tog sig af de sårede.

Mandag klokken 11.45 uddeles årets Nobelpris i økonomi. Følg live-signalet direkte fra Stockholm ovenfor, og vi opdaterer artiklen undervejs. Genindlæs siden for nyt, f.eks. med 'F5' på din pc. Amerikanerne kan noget med økonomi. De har Wall Street i New York, en af klodens finansielle kogepunkter, og den amerikanske dollar er verdens mest udbredte valuta. Og så er amerikanerne klart i førersædet, når det kommer til nobelprisvindere i økonomi. Vi skal over 10 år tilbage i tiden til 2014 for at finde en nobelpris i økonomi, hvor ingen af modtagerne er amerikanere. Dengang løb franske Jean Tirole med prisen. Den amerikanske dominans er bred og historisk. Ud af de 96 økonomer, der har modtaget Nobelprisen i økonomi, er 67 af dem amerikanere. Det vil sige, at over to tredjedele af alle nobelpriser i økonomi er gået til en amerikansk statsborger. Storbritannien, der har næstflest modtagere af prisen, har 12 nobelprismodtagere i økonomi. Frankrig og Canada har med hver 4 modtagere tredjeflest hædrede økonomer. Den amerikanske sejrsmarch brydes næppe i år. I hvert fald ikke ifølge analysefirmaet Clarivate, der hvert år giver et bud på årets nobelprismodtagere. Her kan du møde tre bud på årets modtagere af Nobelprisen i økonomi: Ifølge Clarivate findes et bud på dette års nobelprisvinder i økonomi på den amerikanske østkyst. Her forsker to økonomer i den fremstormende kunstige intelligens betydning for løn og ulighed på fremtidens arbejdsmarked. Mere konkret nævnes kandidaterne David Autor, professor i økonomi ved Massachusetts Institute of Technology, og Lawrence F. Katz, professor i økonomi ved Harvard University. De fremhæves for deres "banebrydende analyse af lønstruktur, indkomstulighed, uddannelsesmæssige fremskridt og teknologiske forandringer", som Clarivate skriver det. Et andet bud går på to forskere i samme geografiske nabolag, nemlig USA. Nemlig den belgiske økonomiprofessor Marianne Bertrand fra University of Chicago, der vil blive den bare fjerde kvindelige modtager af økonomiprisen, hvis hun vinder. Og derudover amerikanske Sendhil Mullainathan, der er professor i økonomi og computervidenskab ved Massachusetts Institute of Technology. De fortjener ifølge Clarivate medaljen for deres forskning "i racediskrimination, virksomhedsledelse og andre aspekter af arbejdsøkonomi, der er bestemt af psykologi og kultur" Det tredje vinderbud er ... tadaaaaa! En britisk-amerikaner. Han hedder Nicholas Bloom og er professor i økonomi på Stanford University i Californien, og så har han forsket intensivt i hjemmearbejde. Ifølge Clarivate kan han få Nobelprisen for sine analyser af "den økonomiske- og politiske usikkerheds indvirkning på investeringer, beskæftigelse og vækst".

Forestil dig, at du langsomt vågner op på en hospitalsstue til lyden af bip fra en hjertemonitor. En læge kommer ind på stuen og stiller sig ved din side. Hun tager dig i hånden, og beder dig om at klemme til. Du forsøger, men din hånd lystrer ikke. Du prøver at forklare det til lægen, men ordene udebliver. Mange patienter med alvorlige hjerneskader befinder sig i en tilstand, der kaldes 'skjult bevidsthed'. Som navnet antyder, er disse patienter bevidste om sig selv og omgivelserne, uden at folk omkring dem kan se det. Derfor kan man nemt tro, at de er helt bevidstløse. I et nyt studie har forskere udviklet et computerprogram, der kan aflæse mikroskopiske bevægelser i ansigtet og på den måde opspore patienter med skjult bevidsthed. SeeMe, som programmet hedder, var for eksempel i stand til at registrere patienters forsøg på at åbne øjnene og bevæge munden. I gennemsnit opdagede programmet disse tegn henholdsvis 4,1 dage og 8,3 dage før lægerne. "Jeg blev glad, da jeg så resultaterne," siger Sima Mofakham, der er lektor ved Stony Brooks University og hovedforfatter til studiet. "Det fik mig til at tænke, at vi måske er på sporet af noget, der kan bruges på intensivafdelinger i fremtiden." Begejstringen deles også af Daniel Kondziella, der er professor i neurologi ved Københavns Universitet og overlæge på Rigshospitalet: "Resultaterne er ikke overraskende, men studiet er utrolig flot udført - og det første studie af den slags." Første gang forskere påviste skjult bevidsthed var i 2006. Patienten var en 23-årig britisk kvinde, der havde pådraget sig en traumatisk hjerneskade efter et trafikuheld. Fem måneder senere var hun stadig ikke til at komme i kontakt med. Hun fik stillet diagnosen 'vegetativ tilstand', fordi hendes krop fulgte en cyklus mellem vågenhed og søvn. Hun vekslede mellem at have åbne og lukkede øjne, men udadtil reagerede hun ikke, når lægerne undersøgte hende. Hjerneforskeren Adrien Owen og hans kolleger fik den idé at undersøge hendes hjerne i en funktionel MR-scanner. Mens hun lå i scanneren, bad de hende om at forestille sig, at hun spillede tennis, og pludselig så de øget aktivitet i det supplerende motoriske område, som spiller en vigtig rolle i at planlægge bevægelser. Det tydede altså på, at kvinden forstod opgaven og fulgte den. Derfor konkluderede forskerne, at hun var ved bevidsthed. Resultatet vakte stor opsigt, for det indikerede, at nogle komapatienter bliver fejldiagnosticeret. Det næste spørgsmål var, hvor mange komapatienter, der befinder sig i denne oversete tilstand. I 2019 lød opgørelsen på 15 procent. Men i 2024 blev der lavet et stort internationalt studie med 353 hjerneskadede personer med bevidsthedssvækkelse, som viste at cirka 1 ud af 4 faktisk var ved skjult bevidsthed. Det er dyrt at bruge en hjernescanner, og nogle bevidsthedssvækkede patienter er for svage til at blive flyttet hen til maskinen. Derfor leder forskere i disse år efter enklere metoder til at finde tegn på skjult bevidsthed. "Den løsning, vi kom frem til, var at lave en objektiv måling af bevidsthed ved at bruge et computerprogram med visuel genkendelse i meget høj opløsning," siger Sima Mofakham, der er hovedforfatter til det nye studie, der er udgivet i tidsskriftet Communications Medicine. Forskerne satte et kamera ved sengekanten, som filmede ansigtet på 37 ikke-responsive patienter, mens de blev bedt om at følge en kommando, der blev stillet gennem en højtaler: "Åbn dine øjne", "smil" og "ræk tungen ud", lød opgaverne for eksempel. Computerprogrammet SeeMe registrerede bittesmå ændringer i afstanden mellem hudporer i ansigtet. Det vil sige bevægelser, der sker helt ned til 0,2 millimeter. Patienterne blev bedt om at udføre hver opgave ti gange, og hvis programmet registrerede tre positive forsøg, mente forskerne, at patienten var responsiv: Med andre ord havde patienten skjult bevidsthed. "Vi var i stand til at registrere øjenbevægelser 4,1 dag før klinikere, og mundbevægelser opdagede vi 8,3 dage før," siger Si...

Meget af den mad, du spiser, bliver optaget af dit fordøjelsessystem: Maven og tarmene. Men en del af det, du spiser, når hele vejen gennem kroppen og ud som afføring. Hvordan sker det? Forestil dig, at du starter dagen med en skål cornflakes med mælk. Fordøjelsen begynder allerede, mens du tygger. Dine tænder tygger og maler maden i mindre stykker, så den er lettere at sluge og nedbryde. Dit spyt indeholder et enzym, en slags kemisk stof kaldet amylase, som begynder at nedbryde stivelsen i maden allerede i munden. Jeg er læge og arbejder med både børn og voksne, der har problemer med fordøjelsen. En del har svært ved at optage næringsstoffer, andre har problemer med toiletbesøgene. Enten sker de for ofte eller for sjældent. Når jeg hører om deres symptomer, tager jeg højde for hele processen, hvor kroppen laver afføring, og hvor det kan gå galt. Alt, hvad du spiser, indeholder tre slags molekyler, som giver kroppen energi: kulhydrater, fedt og proteiner. Amylase i spyttet starter nedbrydningen af kulhydraterne, mens maden stadig er i munden. Når du har slugt maden, glider den ned gennem spiserøret og lander i maven. Her går fordøjelsen for alvor i gang. Maven indeholder saltsyre, som hjælper med at nedbryde maden til endnu mindre stykker. Over flere timer arbejder syren og andre enzymer videre med at nedbryde kulhydrater og proteiner fra din morgenmad. To til tre timer senere bevæger maden sig fra maven og ind i tyndtarmen - en lang, snoet 'rør', der ligger bag navlen og den del af mavetarmkanalen, der forbinder mavesækken med tyktarmen. Nu er maden blevet til små partikler, som kroppen kan optage. Disse små partikler bliver ført rundt i kroppen via blodet og giver energi og byggemateriale til cellerne. Tyndtarmen er perfekt designet til at optage næringsstoffer - dels fordi den er meget lang (over 6 meter, helt uanset hvor høj du selv er), og dels fordi den på indersiden er beklædt med en foldet slimhinde og bittesmå fingerlignende flige, kaldet villi, som hjælper med at suge næring ud af maden. Bakterier og væsker fra leveren og bugspytkirtlen hjælper også med at nedbryde maden. Tyndtarmen producerer også mange bakterier, som hjælper med at nedbryde maden sammen med væsker fra andre organer: Leveren og galdeblæren udskiller galde, som hjælper med at nedbryde fedt. Bugspytkirtlen udskiller enzymer, som hjælper med at nedbryde kulhydrater, fedt og proteiner. Turen gennem tyndtarmen tager et sted mellem to til seks timer. På det tidspunkt er din morgenmad blevet til en grødet, grønlig væske kaldet chymus, som får sin farve fra galden. Når chymus når enden af tyndtarmen, bevæger den sig ind i tyktarmen - også kaldet colon. Den er kortere, men bredere end tyndtarmen og cirka 1,5 meter lang). Tyktarmen optager i modsætning til den villi-beklædte tyndtarm ikke næringsstoffer, men vand. Det gør afføringen mere fast. Noget af vandet optages også i tyndtarmen og sendes til nyrerne, hvor det bliver til urin - så tarmene hjælper faktisk både med at lave både afføring og urin. Denne del af fordøjelsen går meget langsommere. Det kan tage op til tre dage, før afføringen er klar til at komme ud. Når chymus når enden af tyktarmen, er den blevet brun og fast. Den brune farve kommer fra galden, som ændres af bakterier i tarmen. Uden galde ville afføringen være grålig eller næsten hvid. Når afføringen forlader kroppen, består den af en smule vand, ufordøjet mad, især plantefibre, døde celler fra tarmen. Overraskende nok, er næsten halvdelen bakterier. Der lever billioner af bakterier i dine tarme. De hjælper med at nedbryde maden og gør dig ikke syg. Faktisk er de vigtige for din sundhed. De bakterier, der kommer med ud i afføringen, er også dem, der giver den dens karakteristiske lugt. Fra mund til endetarm arbejder hele fordøjelsessystemet sammen for at trække energi og vand ud af maden og skille sig af med det, kroppen ikke har brug for. Det er sådan, kroppen laver afføring. Og det er faktisk ret smart! Denne artikel er oprindeligt publi...

Har du nogensinde oplevet, at din hund har kigget bebrejdende på dig, hvis du har fyldt madskålen ti minutter senere end du plejer? Eller undret dig over, hvorfor fuglene altid begynder at kvidre på samme tidspunkt om morgenen? Vores læser Heidi undrer sig over, hvordan dyr kan være så præcise på klokkeslæt. "Vi har spiseplads ud mod terrassen, hvor der er et fuglebad. Stort set hver dag, når vi spiser frokost, dukker der en solsort op. Nu er vi kommet til at tale om, hvad der gør, at fuglen har denne utrolige præcision med hensyn til tid?" spørger hun. Heidis spørgsmål har fået flest stemmer i vores læserafstemning, og derfor har Spørg Videnskaben taget det gode spørgsmål med videre til følgende forskere: Mads Bertelsen, Zoologisk direktør i København Zoo og adjungeret professor ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet Frédéric Gachon, professor ved Institut for Biomedicin - Forskning og uddannelse på Aarhus Universitet. Tobias Wang, professor ved Sektion for Zoofysiologi, Institut for Bioscience på Aarhus Universitet Tidsfornemmelse er en evne udviklet gennem evolutionen, der gør det muligt for mennesker og dyr at orientere sig i tid og tilpasse adfærd til omgivelsernes rytmer. Pattedyr styres af det, der kaldes den cirkadiske rytme. Det er et komplekst system, hvor den centrale del sidder i hjernen, i hypothalamus. Professor Frédéric Gachon forklarer, at det er dette 'centrale ur', som organiserer de rytmiske funktioner i kroppen. Men vi har også andre ure. Faktisk har hver celle i kroppen en slags ur, men de er afhængige af det centrale ur i hypothalamus for at være synkroniserede. "Hvis man fjerner det centrale ur, vil cellerne stadig have rytme, men med tid kommer det ud af sync med hinanden," fortæller professoren. Hos fugle er det lidt mere komplekst, fordi de har flere 'centrale ure', blandt andet et i nethinden og et i koglekirtlen - en lille kirtel i hjernen, som også er involveret i reguleringen af søvn ved at producere hormonet melatonin. Men alle urene har det til fælles, at de bliver synkroniseret af lys. "Det er først og fremmest lyset, der styrer deres døgnrytme. Altså hvornår de vågner, synger og gør sig klar til for eksempel ynglesæsonen," forklarer adjungeret professor Mads Bertelsen. Fuglen 'ved', hvad tid på dagen det er. Ikke med klokkeslæt, som vi forstår det, men den har en fornemmelse af, hvor vi er henne på døgnet, siger professor Tobias Wang. Han tilføjer, at udover et døgn-ur, så har både fugle og mennesker også et års-ur, og de to spiller sammen. "Året rundt skifter det, hvornår og hvor længe, det er lyst. Det tager de indre ure også højde for." Forskning har vist, at mennesket har sværere ved at falde i søvn, hvis man har kigget på en skærm lige inden sengetid. Det skyldes, at det kolde, blålige lys fra skærmen snyder din krop til at tro, at det er dag. Men det er ikke kun menneskers indre ur, som påvirkes af kunstigt lys. Det samme sker for dyr og fugle. Deres ur bliver synkroniseret af lys, og hvis det pludselig ændrer sig, så opstår der en forstyrrelse, forklarer Tobias Wang. Derfor er det vigtigt, hvordan og hvornår vi som mennesker er aktive. Hvornår vi tænder lyset om morgenen, og hvornår vi slukker for natlampen om aften. Ifølge Tobias Wang er lysforurening et kæmpe problem, fordi kunstigt lys om natten forstyrrer de indre ure hos både mennesker, dyr og planter. Det bedste, du kan gøre, er at slukke lyset om natten og lade være med at have udendørs lys tændt hele tiden. Professor Mads Bertelsen er enig, men han tilføjer også, at det i høj grad er de store samfundsmæssige lyskilder, som gadebelysning og store drivhuse, der forstyrrer fuglenes døgnrytme. Vores vaner kan også påvirke dyrene omkring os: "Hvis man for eksempel altid spiser morgenmad udenfor og lægger brød frem, så lærer fuglene, at der er mad på det tidspunkt. Deres adfærd synkroniseres med det," siger Frédéric Gachon. Vores læser Heidi lægger imidlertid ikke brød frem til sin solsorte-ven. De...

Efter flere århundreder tæt på udryddelse har Europas ulve gjort et bemærkelsesværdigt comeback. I løbet af det seneste årti er ulvebestanden steget med næsten 60 procent, og i 2022 blev 21.500 ulve registreret på tværs af kontinentet. Lande, der længe var ulvefri, har i dag flokke, der stortrives. Tyskland, Italien, Polen, Spanien og Rumænien har hver flere end 1.000 ulve. For forskere er det en sjælden succeshistorie om naturbevarelse: Et stort rovdyr, der generobrer landskaber domineret af menneskelig aktivitet. Her i Danmark har ulvens comeback været mere beskeden. Ulven forsvandt fra de danske skove i 1813. De blev udryddet gennem jagt og fik kun plads i historier og eventyr. Men i 2012 krydsede en enlig hanulv grænsen fra Tyskland til Jylland, og flere fulgte trop. I 2017 kunne den første ynglende flok i landet i mere end 200 år bekræftes. I dag anslås den danske ulvebestand til at bestå af lidt over 40 ulve, og mindst syv ynglepar har fået unger i år. Men selv dette lille antal har udløst heftige debat om husdyr og offentlig sikkerhed i ét af Europas mest intensivt opdyrkede lande, og holdningerne til ulvene lader til at afspejle bredere politiske skel i Danmark. EU har for nylig nedgraderet ulvens beskyttelsesstatus, fra 'strengt beskyttet' til blot 'beskyttet'. Ændringen gør det lettere for de enkelte medlemslande at regulere ulvebestanden. Tidligere på foråret meddelte den danske regering, at det nu er lovligt at skyde såkaldte 'problemulve', hvis de gentagne gange strejfer ind i byområder eller angriber husdyr bag sikrede hegn. I september blev den første lovlige tilladelse til at skyde en ulv udstedt. Eksperter har allerede peget på, at de mystisk høje dødsrater og 'forsvundne' ulve sandsynligvis skyldes ulovlig jagt. Naturbeskyttere frygter desuden, at der vil blive indført kvoter for ulvebestanden, som det allerede er tilfældet i nabolandet Sverige. Som politologer ønskede vi at forstå, hvordan danskerne egentlig har det med ulvens comeback. Derfor inkluderede vi i sommer et spørgsmål om ulve i en YouGov-undersøgelse om klima og miljø. Vi spurgte: Er du enig i udsagnet, at ynglende ulveflokke er gavnlige for dansk natur? Af de 2.172 adspurgte svarede: 43 procent nej. 30 procent ja. 27 procent var neutrale eller i tvivl. Når man opdeler svarene efter politisk tilhørsforhold, tegner der sig et tydeligt mønster. Tilhængere af venstreorienterede og grønne partier var mest positive - næsten 45 procent mente, at ulve er gode for naturen. Højreorienterede vælgere var langt mere skeptiske, og næsten halvdelen af tilhængerne Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Nye Borgerlige var helt uenige. Selv blandt Socialdemokratiets vælgere (som generelt betragtes som centrum-venstre) hælder mange mod uenighed, hvilket viser, hvordan spørgsmålet er blevet en del af de traditionelle politiske skel. Indbyggerne i København og andre større byer var en smule mere positive over for ulvens comeback end indbyggerne i mindre byer eller på landet, men holdningerne er blandede overalt. Man er altså ikke nødvendigvis ulveskeptiker, fordi man bor på landet, og omvendt er byboerne ikke nødvendigvis positive overfor ulvene. Alder var dog den stærkeste indikator for støtte. Unge danskere (18-34 år) var overvejende positive, med over 50 procent enige i, at ulve gavner naturen. Støtten falder støt med alderen, og blandt personer over 55 - og næsten 60 personer af de adspurgte over 73 - var der direkte modvilje. Vi har i årevis undersøgt mere traditionelle politiske emner og har aldrig set aldersforskelle som disse. På den måde er ulvens tilbagevenden end som mere end blot et spørgsmål om dyrelivet. Meget få dyr har sneget sig lige så langt ind i vores fantasi som ulve. De optræder som skurke i eventyr, hellige beskyttere og et varsel om undergang i nordisk mytologi - og endda som økologiske superhelte i biologibøgerne. En del ulve knyttede sig engang til mennesker og blev 'menneskets bedste ven', mens andre blev vores værste fjende - tænk bar...

Babyer er som små detektiver, der konstant stykker information om verden omkring sig sammen. Hvis du nogensinde har undret dig over, hvorfor din baby stirrer på dig, mens du taler, er det, fordi de skal opfange mere end bare lyden af din stemme - de skal også lære, hvordan disse lyde bliver til. Vores nylige studie, publiceret i tidsskriftet Developmental Science, viser, at denne fantastiske proces starter så tidligt, som når det lille barn er blot fire måneder. Det vender bunden i vejret på den tidligere overbevisning om, at babyer først lærer disse mønstre, når de er tunet ind på deres modersmål og mellem 6 og 12 måneder gamle. Det giver os også mulighed for tidligere at hjælpe børn, der har øget risiko for tale- eller sprogforsinkelser. Når de er omkring et år gamle, finjusterer små børn allerede ørerne til lydene i deres modersmål gennem en proces kaldet 'perceptuel tilpasning'. Vi kan forestille os det, som om barnets hjerne sorterer et kæmpe 'tag-selv-bord' af lyde for at fokusere på de lyde, der betyder mest. I de første seks måneder kan babyer skelne lyde selv fra sprog, de aldrig før har hørt. De kan for eksempel skelne mellem visse lyde på hindi, der er udfordrende for voksne engelsktalende, eller identificere unikke lyde på mandarin, selvom de vokser op i en engelsktalende familie. Denne utrolige evne varer dog ikke evigt. Når de er mellem 6 og 12 måneder begynder de små børn at indsnævre deres fokus til de lyde, de hører oftest. For vokaler begynder denne finjustering omkring 6 måneder, mens konsonanter følger trop, når barnet er omkring 10 måneder. Det er forestillingen om, at de små børn zoomer ind på de lyde, der betyder noget, som for eksempel forskellen mellem 'r' og 'l' på engelsk, mens de mister sensitiviteten over for lyde, de ikke hører regelmæssigt. Indtil nu har forskere troet, at denne indsnævringsproces var nødvendig, for at børnene kunne begynde at lære mere komplekse sprogfærdigheder, som at finde ud af, at 'b' i 'bus' og 't' i 'tus' er forskellige, fordi den ene er lavet med læberne og den anden med tungespidsen. Men vores studie viser, at babyer helt ned til fire måneder allerede lærer, hvordan lydene bliver dannet fysisk - længe før denne indsnævring begynder. Her er et eksempel: Forestil dig, at du lytter til en person, der taler et sprog, du ikke kender. Selvom du ikke forstår ordene, lægger du måske mærke til, hvordan deres læber eller tunge bevæger sig for at lave lydene. Det kan fire måneder gamle babyer også gøre. For at demonstrere dette gennemførte vi et eksperiment med 34 babyer i alderen 4 til 6 måneder, hvis forældre havde givet samtykke til at deltage. Vi lavede en 'efterlign mønsteret'-leg (ved hjælp af to fantasi-minisprog). Det ene sprog havde ord med læbelyde som 'b' og 'v', mens det andet brugte tungespidslyde som 'd' og 'z'. Hvert ord, som 'bivawo' eller 'dizalo', blev sat sammen i par med et tegneseriebillede - en vandmand for læbeord og en krabbe for tungespidsord. En optagelse af et ord blev afspillet samtidig med, at 'partner-billedet' blev vist. Men hvorfor tegneseriebilleder? Fordi babyer ikke kan fortælle os, hvad de tænker, men de kan danne associationer i deres hjerner. Disse billeder hjalp os med at se, om babyerne kunne knytte hvert minisprog til det korrekte billede. Efter babyerne havde lært minisprogene og deres forskellige billedpar, blandede vi tingene sammen. I stedet for at høre ordene så de små børn lydløse videoer af en persons ansigt, der sagde nye ord fra de samme minisprog. I nogle af videoerne matchede ansigtet den tegneserie, de havde lært tidligere. I andre gjorde det ikke. Vi sporede derefter, hvor længe babyerne kiggede på videoerne - en almindelig metode, forskere bruger til at se, hvad der fanger deltagernes opmærksomhed. Babyer har en tendens til at se længere tid på ting, der overrasker eller interesserer dem, og kortere tid på ting, de kender i forvejen, hvilket hjælper os med at forstå, hvordan de bearbejder og genkender, hvad de ser. Resultat...

Har du nogensinde fantaseret om at svæve over Mars' fascinerende landskab? Nu kan du næsten prøve det selv. En ny video fra Den Europæiske Rumorganisation (ESA) inviterer med på en rejse over en gigantisk labyrint af kløfter og dale på den røde planet. Videoen er lavet på baggrund af data fra High Resolution Stereo Camera (HRSC) ombord på ESA's Mars Express-rumfartøj, som har været i drift siden januar 2004. Det skriver Det Tyske Center for Luft- og Rumfart (DLR). De nye optagelser viser blandt andet et område kaldet Shalbatana Vallis - en 1.300 kilometer lang dal, der engang blev formet af vand. For 3,5 milliarder år siden strømmede vand gennem denne kanal og skabte dalen og de mange former for landskaber, man kan se på Mars i dag. Området ligger i regionen Xanthe Terra, som betyder 'gyldengult land'. Navnet blev givet af Den Internationale Astronomiske Union tilbage i 1979, da forskerne kortlagde Mars i høj opløsning, skriver DLR, som har leveret kameraet til missionen. ESA fremhæver videoens højdepunkt, som er en spektakulær udsigt over et 100 kilometer bredt nedslagskrater, der blev smadret ud af Mars' overflade, da det kolliderede med en rumsten. Få selv fornemmelsen af at svæve over Mars' fascinerende landskab i videoen i toppen af artiklen.

Er man vegetar, hvis man spiser kød eller fisk? Er man veganer, hvis man spiser æg eller ost? Du tænker måske "nej, selvfølgelig ikke", og på sin vis har du ret. Men min forskning peger på, at sagen er mere kompleks, end man skulle tro. Lad os spole tiden tilbage til begyndelsen af 2021. Jeg sidder i et småkoldt mødelokale på Københavns Universitet med Niels, der er vegetar. Vi er i gang med et forskningsinterview, der handler om, hvilke udfordringer man møder, hvis man ikke spiser kød. Snakken falder på nytårsaften, og Niels siger ordet 'torsk'. Det får mig til, lidt overrasket, at spørge, om han spiser fisk. Niels laver en lille grimasse: "Ja. Det er mest engang imellem. Det, tror jeg, lidt er min 'synder'." Niels ser fisk som syndigt, fordi det ikke normalt er en del af en vegetarisk kost. Niels skynder sig at uddybe: "Jeg kunne aldrig finde på at lave det til mig selv, men til sådan noget som nytårsaften kunne jeg finde på at spise noget torsk. " Interviewet fortsætter, og i første omgang tænker jeg ikke mere over sagen. Men da jeg er færdig med min dataindsamling, står det klart, at Niels ikke er alene. De fleste af mine deltagere nævner lignende undtagelser. Jeg gik ind i projektet med en forestilling om, at vegetarer bør være strikse med deres kost. Men hvad nu, hvis virkeligheden ser anderledes ud? Jeg satte mig for at undersøge sagen. Fænomenet 'vegetarisk kødforbrug' er dokumenteret i tidligere studier, men ofte omtales det i negative termer, som om vegetarer "forbryder sig" mod deres diæt. Det kan nemt fortolkes, som at vegetarerne mangler engagement eller opfører sig hyklerisk. Flere af mine deltagere fortæller om oplevelser med lignende beskyldninger. Mine resultater peger i en anden retning. Mine deltageres undtagelser skyldes ofte, at de udviser kompromisvillighed i sociale situationer, eller at de er pragmatiske i deres brug af labels som 'vegetar' og 'veganer'. Forskningsdeltagerne beskriver, hvordan kostmæssig strikshed ikke altid stemmer overens med andre hensyn i deres hverdag. Særligt sociale hensyn fylder. Tag for eksempel vegetaren Louise, der fortæller, at hun prioriterer den gode stemning over striksheden, når hun besøger svigerforældrene: "De spiser ret meget kød, og nogle gange er kødet blandet sammen i retten. Så spiser jeg det. Men hvis de serverer steg, så spiser jeg bare tilbehør." Der er også veganeren Johanna, der har accepteret at spise mælkeprodukter, når hun besøger sine forældre. Som hun med et skævt smil siger: "De kender det jo slet ikke ovre i Jylland, det der med at være veganer." I begge tilfælde - og mange andre - bliver det sociale hensyn vigtigere end at være striks med kosten. Med andre ord peger undersøgelsens resultater ikke på, at der handler om manglende engagement eller hykleri, når en vegetar spiser kød eller en veganer spiser mælkeprodukter. De viser derimod, at vegetarer og veganere er pragmatiske forbrugere, der forsøger at jonglere sociale hensyn og modsatrettede prioriteter i deres hverdag. Vi bruger etiketter som 'vegetar' og 'veganer' til at forstå og kommunikere vores madvalg. Men i praksis passer folks madvaner ikke altid med rigide definitioner. I min undersøgelse udfordrer flere af deltagerne idéen om, at man bør være 100 procent striks med sin kost for at være vegetar. Niels siger det meget godt: "Jeg spurgte engang min mor, om jeg godt kan kalde mig vegetar, når jeg spiser fisk en gang eller to om året. Hun svarede, at man ikke ville kalde nogen for ryger, hvis de ryger to cigaretter om året." Eksemplet er sigende: Mon ikke, der er mange derude, der ville blive nødt til at kalde sig rygere, hvis 100 procent afholdenhed var afkrævet for at være ikke-ryger? Der er også deltagere, der spiser på måder, der ikke findes en perfekt label til. Som Ida og hendes kæreste, der kalder sig vegetarer, fordi de "for det meste kun spiser vegetarisk". Men de kan godt finde på at spise fisk på restaurant en sjælden gang imellem. Som Ida siger: "Jeg har en opfattelse af, at hvis...

Hører man til dem, der synes, at flagermus er lidt skræmmende, bliver man nok ikke beroliget af denne historie. Er man omvendt en fan af de flyvende pattedyr og deres fantastiske evne til at lokalisere byttedyr i nattens mulm og mørke, skal man endelig læse videre. Ikke engang fugle højt på himlen kan vide sig i sikkerhed for de fascinerende flagermus. "Vi har fundet ud af, at Europas største flagermus jager og fanger småfugle i flere kilometers højde. De bruger biosonar til at finde dem i mørket," fortæller Laura Stidsholt, der er adjunkt på Institut for biologi ved Aarhus Universitet. Her kan du følge lyden af kampen mellem flagermusen og rødkælken: Hun er førsteforfatter på den videnskabelige artikel om flagermusenes smag for småfugle, der netop er publiceret i det anerkendte tidsskrift Science. En banebrydende lydoptagelse afslører, hvordan en rødkælk (også kaldet rødhals) møder sit endeligt, da den er på forårstræk nordpå fra Afrika. 1.300 meter over det sydlige Spanien, ved nationalparken Doñana ikke langt fra Gibraltarstrædet, bliver den opdaget af en flagermus, der styrtdykker efter den. I første omgang undslipper fuglen, men flagermusen bruger sin ekko-lokaliseringssans til at finde den igen. Igen og igen angriber flagermusen, og fuglen undviger, mens begge dyr styrter mod jorden. Efter tre minutters kamp må rødkælken give op. Tæt på jordoverfladen bliver den fanget, bidt ihjel og fortæret, mens flagermusen stadig er på vingerne. Europæiske flagermus lever primært af insekter, men forskerne havde en mistanke om, at flagermus af arten stor brunflagermus (Nyctalus lasiopterus) går efter småfugle på træk. Først nu er det bevist ved hjælp af moderne teknologi. En snes flagermus blev udstyret med en lille, højteknologisk rygsæk, der registrerede alle deres bevægelser og lydene omkring dem. Den følsomme mikrofon kunne både opfange sonarkaldene og ekkoerne fra dem, flagermusenes vingeslag og eventuelle lyde fra fugle. De fleste af flagermusene holdt sig til at jage insekter, men to gik på jagt efter fugle højt på himlen. Den ene af dem havde succes med det. "Det var virkelig specielt at høre hele sekvensen. Det var for sindssygt," fortæller Laura Stidsholt. "Vi kunne høre, hvordan flagermusen sprintede ned mod fuglen og jagede den i tre minutter, og vi opfangede, da fuglen udstødte sit sidste kald efterfulgt af stilhed. Bagefter fløj flagermusen fredeligt rundt, mens den tyggede fuglen." Blandt flagermusforskere har det længe været en hypotese, at flagermus kan fange fugle i flugten. Men ikke alle har troet på, at en flagermus på 60-70 gram kan finde, fange og fortære en 30 gram tung fugl i luften. "Der har været mange indikationer, men det er først nu, at det er slået fast med syvtommersøm, at denne flagermus spiser fugle," siger flagermuseksperten Lasse Jakobsen. Han er lektor på Biologisk Institut på Syddansk Universitet i Odense og har ikke selv været involveret i forskningsresultatet. "Insekterne kommer hurtigt til kort over for flagermusene, der er meget hurtigere. Men her er det en meget mere jævnbyrdig luftkamp. Det er naturens jetjagere, der slås." "Lauras teknik giver virkelig indsigt på et andet niveau, end vi hidtil har haft. Det er utrolig fedt, at teknologien kan give os så mange detaljer om, hvad der sker," siger han. I næste omgang håber forskerne på at finde ud af, hvor godt flagermusenes sonarsystem fungerer. "I forhold til synet er ekkolokalisering et ret kortrækkende sansesystem, men vi ved ikke, hvor høje flagermusenes kald er, og hvor langt biosonaren derfor rækker. Det vil vi gerne undersøge," siger Laura Stidsholt. Det kan hun måske gøre i samarbejde med Lasse Jakobsen, der har udviklet en teknik med at opfange flagermusenes kald ved hjælp af mikrofoner ophængt fra droner. Teknikken er allerede blevet brugt til at indsamle data om kaldene fra de danske brunflagermus. De fuglespisende store brunflagermus lever ikke i Danmark, så her behøver vi ikke være nervøse for pludselig at få en afgnavet fuglev...

Du vågner en kold vintermorgen, tænder for det varme vand i bruseren og skruer op for radiatoren. Lige dér stiger energiforbruget i tusindvis af hjem - og bag kulisserne tænder de fossile kedler. Men hvad nu, hvis prisen på opvarmningen fulgte tilgængeligheden af grøn energi, og du rent faktisk kunne spare både penge og CO₂ ved at placere dit brusebad (og dit varmeforbrug generelt) lidt mere strategisk? Jeg er i gang med min ph.d. om fjernvarme på DTU, og herunder forklarer jeg, hvorfor en model med såkaldt dynamisk varmepris kan være med til at fremme den grønne omstilling. Vores 'varmevaner' er - ligesom mange andre vaner - bemærkelsesværdigt synkroniserede: Vi tænder for radiatoren, går i bad og bruger varmt vand på de samme tidspunkter - især morgen og aften. Det skaber kraftige spidsbelastninger i forbruget, hvor efterspørgslen på varme overstiger, hvad grønne energikilder som affaldsforbrænding og overskudsvarme kan levere. Det er dér, de fossile backup-kilder træder til - såsom olie- og gaskedler - og det sker hver dag. De fleste timer i døgnet er der faktisk rigeligt med grøn varme tilgængelig. I dag stammer mere end halvdelen af energien i fjernvarmenettet fra grønne kilder som affaldsforbrænding, kraftvarmeproduktion (kombineret varme- og elproduktion) og store varmepumper. Problemet opstår, når forbruget sker samtidig i tusindvis af hjem, kontorer og skoler, for så er fjernvarmeselskaberne nødt til at hente ekstra energi fra fossile kilder for at kunne dække efterspørgslen. En løsning på problemet kunne være at udvikle flere og større grønne varmekilder, som for eksempel overskudsvarme fra datacentre, solvarmeanlæg eller varmepumper drevet af vedvarende energi. Men der findes også en billigere løsning: Den såkaldte 'dynamiske prissætning'. Dynamisk prissætning betyder, at prisen på varme ændrer sig time for time og afspejler, hvor meget grøn varme der er tilgængelig i forhold til efterspørgslen i den pågældende time. En høj pris i perioder med spidsbelastning signalerer, at der er færre grønne kilder til rådighed, end der er behov for. Det vil motivere forbrugerne til at justere deres varmeforbrug for eksempel ved at skrue ned for radiatorerne eller tage et bad senere. Disse små ændringer kan være nok til at mindske behovet for fossile brændsler og samtidig give lavere varmeregninger. Indtil nu har forskere ikke undersøgt, hvor let det egentlig vil være at få forbrugere til at ændre varmevaner, eksempelvis hvornår man går i bad. Men løsningen er ikke ny - vi kender den allerede fra elregningen. I Danmark bruger de fleste allerede dynamiske elpriser til at planlægge deres elforbrug. Mere end 70 procent af danske husstande følger elpriserne dagligt og tilpasser forbruget derefter. Groft sagt kan man spare 10-30 procent på elregningen ved at flytte elforbruget fra dyre til billige timer. Statistikker viser, at dynamisk prissætning har reduceret spidsbelastninger i elforbruget med 10 procent fra 2020 til 2023 - især ved at flytte ladningen af elbilen, tøjvask og opvasken fra aften til midnat. Faktisk er forskydningen så markant, at midnat ikke længere er det billigste tidspunkt på døgnet. Figuren herover viser det gennemsnitlige elforbrug i forskellige timer af døgnet fra 2020 til 2023. Ifølge denne figur er elforbruget størst mellem kl. 17 og 19. Det interessante ved denne figur er, at elforbruget er faldet i spidsbelastningstiderne fra 2020 til 2023, fordi folk har flyttet deres elforbrug ved hjælp af dynamiske elpriser. Det viser, hvor effektiv denne løsning kan være til at reducere spidsbelastninger. En afgørende grund til, at fjernvarmeselskaberne endnu ikke har taget dynamisk prissætning i brug, er, at vi simpelthen ikke ved nok om det. Der mangler forskning i, hvor villige forbrugerne er til at ændre vaner i forhold til varmeforbruget. Selvom der findes masser af studier om elpriser, er varmeområdet stort set blevet overset. Vi har brug for flere studier og forsøg for at finde ud af, hvordan prisprofilen bør s...

De enorme stenstatuer på Påskeøen har længe været et mysterium. For hvordan kunne øens indbyggere for mange hundrede år siden flytte figurer på op til 800 ton uden maskiner? Den undren svarer ny forskning på. Ved hjælp af 3D-modellering, fysik og forsøg i felten viser forskere, at folket på Rapa Nui - det lokale navn for Påskeøen - brugte reb og en særlig teknik til at vugge statuerne fremad i zigzagbevægelser. Det fremgår af en pressemeddelelse fra University of Binghamton, der står bag det nye studie i samarbejde med University of Arizona. Forskerne byggede en 4,3 tons tung kopi af stenstatuerne og fik den til at bevæge sig 100 meter på bare 40 minutter - med kun 18 personer til at trække. Ifølge professor i antropologi Carl Lipo, der har ført an i forskningsarbejdet, passer forsøget perfekt med, hvad fysikken forudsiger: "Når man først har den i bevægelse, er det slet ikke svært - folk kan nøjes med at trække med én arm, og den bevæger sig virkelig hurtigt. Det svære er at få den til at gynge i første omgang," forklarer han ifølge pressemeddelelsen. Statuerne er bygget i en ganske særlig form, som gør dem egnede til den vuggende bevægelse. En bred, D-formet base og en svag hældning fremad. Også øens gamle veje underbygger teorien - de er omkring 4,5 meter brede og buer let indad, hvilket ifølge forskerne hjalp med at stabilisere statuerne, mens de 'gik'. Forskningen viser ifølge Lipo, at folket på Påskeøen var imponerende ingeniører: "De fandt ud af at gøre det her med de ressourcer, de havde. Det viser, hvor utroligt kloge de var."

For næsten 2 millioner år siden i Østafrika var leoparder (Panthera pardus) ikke bare elegante katte - de var livsfarlige rovdyr, som jagede vores tidlige forfædre. Det skriver Live Science på baggrund af en ny undersøgelse, der har brugt kunstig intelligens til at afsløre, hvilket dyr der efterlod tandmærker i kranierne på to forhistoriske mennesker. De to ofre - en ung og en voksen - tilhørte arten Homo habilis - en af de ældste arter i menneskeslægten. De blev fundet i Olduvai-kløften i Tanzania og er omkring 1,8 millioner år gamle. Især ofrenes ansigter var hårdt ramt. Den voksne havde tydelige tandmærker i overkæben, mens den unge havde dem i underkæben, skriver Live Science. Forskerholdet brugte AI til at sammenligne bidmærkerne med tusindvis af billeder af moderne rovdyrs tandaftryk - blandt andet fra hyæner, krokodiller og leoparder. Den kunstige intelligens gættede rigtigt på dyrearten i mere end 90 procent af tilfældene, og da forskerne lod systemet analysere Homo habilis-knoglerne, pegede det tydeligt på leoparder. Antagelsen om, at vores tidlige forfædre højst sandsynligt blev spist af leoparderne - og ikke bare blev bidt eller angrebet - understøttes af flere spor. "Det faktum, at meget få dele af skelettet overlevede, tyder på en høj grad af hærgen," fortæller medforfatter på studiet Manuel Domínguez-Rodrigo, der er professor i forhistorie ved University of Alcalá og gæsteprofessor i antropologi ved Rice University. At kun få knogler fra ofrene blev fundet, tyder ifølge forskerne på, at leoparderne åd det meste. Hvis et andet rovdyr havde været først, ville leoparderne sandsynligvis ikke have rørt de tilbageværende rester. Undersøgelsen giver et sjældent indblik i livet - og døden - blandt vores helt tidlige slægtninge. For selvom Homo habilis måske kunne lave simple stenredskaber, endte de stadig nogle gange som leopardernes aftensmad.

Ligner jeg virkelig min hund? Det er et spørgsmål, de fleste hundeejere har stillet sig selv på et tidspunkt. Forestillingen om, at ejer og hund ligner hinanden, er faktisk ikke bare sjov, men noget, en gruppe forskere har set nærmere på helt videnskabeligt. Jeg er kliniker og forsker, der arbejder med forholdet mellem mennesker og dyr. Jeg hjælper folk, der sørger over tabet af et kæledyr, så jeg ved, hvor dybt og meningsfuldt båndet og tilknytningen til en hund kan være. Jeg er især optaget af, hvordan følelsen af ligheder og følelsesmæssig tilknytning til hunden påvirker forholdet hund og ejer imellem. Det er vigtigt at forstå, hvad vi indtil nu ved om lighederne mellem mennesker og hunde. Det kan nemlig give os indsigt i, om det at føle, vi ligner vores hund, har betydning for, hvor tæt forholdet mellem ejer og 'menneskets bedste ven' er. Forskning i opfattede ligheder mellem mennesker og deres hunde forsøger at finde ud af, om denne opfattelse rent faktisk passer, og hvordan den påvirker ejer og hund. En nylig forskningsgennemgang opsummerer resultaterne fra 15 empiriske studier, der har undersøgt lighederne mellem hunde og deres ejere, både når det gælder udseende og personlighed. Hvad angår det sidste, peger resultaterne på, at hunde og deres ejere kan dele egenskaber og træk som udadvendthed og angstniveau, samt graden af hvor selskabelige og omgængelige ejerne og deres firbenede venner er. Det lader ifølge forskningsresultaterne også til, at nogle af os vælger hunde, der fysisk ligner os selv, især når de vælger en racehund. Det ser desuden ud til, at kvinder med langt hår oftere foretrækker hunde med lange ører, mens kortklippede kvinder har tendens til at vælge racer med korte ører. Et andet studie peger på, at ligheden mellem hund og ejer især kan ses omkring øjenområdet. Flere studier viser også en positiv sammenhæng mellem ejerens BMI og graden af overvægt hos hunden - måske fordi de deler samme livsstil. Det er dog værd at nævne, at mange af disse studier er baseret på spørgeskemaer, som hundeejerne selv udfylder, så man kan måske hævde, at resultaterne mest af alt afspejler ejernes egne opfattelse. Men en gruppe forskere bad deltagere, som hverken havde mødt hundene eller deres ejere før, om at matche billeder af hund og ejer ud fra, hvor ens de så ud. Interessant nok lykkedes det deltagerne at matche de fleste par korrekt, så det lader til, at ligheden ikke kun handler om ejerens egen opfattelse. Men hvorfor er det lige? En forklaring kan ligge i vores evolutionære historie - vi har nemlig også en tendens til at søge ligesindede mennesker, for fra et evolutionært perspektiv øgede det samarbejdet og vores chancer for overlevelse at være i grupper, der var tætte og forudsigelige. Disse mønstre præger stadig vores relationer i dag, hvor vi ofte knytter os til mennesker, der deler vores værdier og adfærd, og som måske endda ligner os fysisk. De samme mekanismer gør sig tilsyneladende sig gældende i vores forhold til hunde. Vi kan også se ligheder hos personer, der lever sammen med racehunde. Det kan skyldes, at mange vælger racer, der forbindes med bestemt adfærd, og fordi racehunde har en mere forudsigelig og stabil adfærd som følge af deres standardiserede racetræk og egenskaber. Andre forklaringer på ligheder i personligheden hænger muligvis sammen med det følelsesmæssige samspil mellem mennesker og deres hunde - som for eksempel gensidig påvirkning, forstærkningsteknikker, der fremmer særlig adfærd, og læring gennem observation og efterligning. For eksempel kan mennesker (bevidst eller ubevidst) fremelske bestemt adfærd hos deres hunde ud fra deres egne vaner og præferencer. Samtidig kan det følelsesmæssige bånd mellem mennesker og hunde påvirke begge parters følelsesmæssige tilstand over tid. Forståelsen af, hvordan oplevede ligheder påvirker forholdet mellem mennesker og deres hunde, kan være med til at skabe stærkere og mere givende relationer - både for mennesker og hunde. Hvis vi oplever, at vi ligner ...

Når helt almindelige mennesker hjælper forskere med at samle viden om naturen, kaldes det 'Citizen Science' - eller på dansk borgervidenskab. Og for nylig fik Danmark sin første professor på området. Den 1. oktober i år blev forskningschef Anders P. Tøttrup udnævnt til professor i Citizen Science ved Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet. Det skriver museet i en pressemeddelelse. Citizen Science betyder, at skoleelever, foreninger og privatpersoner kan være med til at indsamle data til forskning - for eksempel ved at registrere fugle, sommerfugle eller fisk, de ser i naturen. Det giver forskere enorme mængder af oplysninger, som de aldrig kunne have samlet alene. Ifølge museets direktør Nina Rønsted markerer udnævnelsen, at Danmark satser på det store potentiale i samarbejdet mellem forskere og borgere. Anders P. Tøttrup har i mere end 15 år arbejdet med at udvikle borgerprojekter på Statens Naturhistoriske Museum. Han har blandt andet stået bag projekter om trækfugle, biodiversitet og klimaets betydning for dyrelivet. Hans arbejde har gjort Danmark kendt internationalt på området, skriver museet. "Citizen Science gør det muligt at inddrage tusindvis af borgere i forskningen. Det giver os data i en skala, som ingen forskergruppe kunne indsamle alene - og samtidig styrker det samspillet mellem videnskab og samfund," fortæller Tøttrup i pressemeddelelsen. Vil du blive klogere på, hvordan du kan hjælpe forskerne, så læs vores artikel 'Citizen science: Sådan kan du hjælpe forskerne'.

Opioidkrisen hærger i USA. Omkring 80.000 mennesker dør om året på grund af brug af opioider som tramadol og fentanyl. I Danmark møder hospitalerne unge med misbrug af tramadol. De får kramper og skal indlægges. Opioidet er stærkt vanedannende, hvilket i sig selv kan få læger til at træde varsomt, når de udskriver tramadol. Nu kommer et nyt dansk studie, der sætter store spørgsmålstegn ved effekten af det udskældte medicin for patienter med kroniske smerter. "Gavnen af tramadol viser sig at være tvivlsom, når vi måler efter smerteændringer," siger Janus Christian Jakobsen, der er klinisk professor på Syddansk Universitet og hovedforfatter til det nye studie, til Videnskab.dk. Resultaterne viser, at tramadol lindrer smerter, men i så lille omfang, at det ikke er klinisk signifikant. Effekten er muligvis så lille, at patienterne ikke har gavn af det, forklarer Janus Christian Jakobsen. Til gengæld er der talrige bivirkninger forbundet med det vanedannede lægemiddel: Kvalme, svimmelhed, forstoppelse og søvnighed. Brugen af tramadol sættes som noget nyt også i forbindelse med hjertesygdomme og -svigt i det nye studie. Alt dette uden at medicinen generelt har en mærkbar effekt for patienten. Janus Christian Jakobsen opfordrer derfor til, at brugen af tramadol begrænses, og patienten skal som minimum have bedre viden om, hvilket stof de inviterer ind i deres liv under en behandling af kroniske smerter. Spørgsmålet er så, hvilke alternativer smertepatienter har? Og her peger forskere ikke på én løsning, men en palette af fysiske øvelser, mildere medicin og stærkere medicin. I 2023 fik lidt over 100.000 danskere tramadol på recept, ifølge Sundhedsdatastyrelsen. Det tal har været meget højere. Udviklingen er allerede nu, at det udskældte lægemiddel bruges mindre og mindre. Men der har manglet egentlig viden om effekten af tramadol for patienter med kroniske smerter. Og det mener de danske forskere nu at have leveret: "Så vidt vi er orienteret, har ingen før foretaget en så omfattende vurdering af tramadols effektivitet og sikkerhed i forbindelse med en række kroniske smertetilstande," siger Janus Christian Jakobsen. Forskerne har gennemgået data fra 19 studier med 6.506 danske patienter med kroniske smerter. Ved at lave en såkaldt smertemåling kunne de sammenligne patienternes oplevelse med tramadol. "Ud fra smertemålinger kan vi vurdere effekten for den gennemsnitlige patient, og her ser effekten ud til at være usikker," siger Janus Christian Jakobsen. Målt op imod de mange bivirkninger ser tramadols dage ud til at være talte som bredt anvendt behandling mod kroniske sygdomme, mener han. Janus Christian Jakobsen påpeger desuden, at de inkluderede studier har høj risiko for forudindtagethed, hvilket muligvis skævvrider resultaterne til fordel for tramadol. Troels K. Bergmann er professor i klinisk farmakologi på Syddansk Universitet og overlæge på Esbjerg og Grindsted Sygehus og Odense Universitetshospital. Han finder ikke studiets resultater synderligt overraskende. Udover at tilføje forskellige hjerteproblemer til listen af bivirkninger er de overordnede linjer med ringe effekt og mange bivirkninger velkendte. "Der er samtidig omkring 10 procent i befolkningen, som tramadol ikke har effekt på, fordi de ikke har det enzym, der skal til for at få effekt," siger Troels K. Bergmann, der forsker i lægemidlers effekter på patienter. Men det er positivt, at forskerne i det nye studie er med til at sætte tykke streger under, at tramadol fortsat skal fylde mindre i smertebehandling af kroniske smerter, siger han. Overlægen kalder det endda en "fejl", at læger skrev så mange recepter på tramadol for bare nogle år siden. Læger har fejlagtigt troet, at tramadol var en mindre vanedannende, men effektiv udgave af morfin. "Tærsklen for at udskrive tramadol har derfor været lavere end for morfin," siger han. Janus Christian Jakobsen forklarer, at der ikke findes én erstatning for tramadol, som har været brugt i en lang række smertebehandlinger. D...

"Når vi ser på, hvilke patienter der ofte reagerer med vold og ødelægger møbler eller udstyr på hospitalerne, er det især patienter, der er påvirket af GHB." Lars Gaardhøj, der er regionsrådsformand i Hovedstaden, siger til Videnskab.dk, at han er stærkt bekymret over, at et bestemt stof udsætter hans medarbejdere for et stigende antal voldelige episoder på Region Hovedstadens hospitaler. GHB - også kaldet 'fantasy' - er mest forbundet med klubmiljøer og euforiske oplevelser, men også med drug rapes. I sommer anmeldte 145 franskmænd efter en landsdækkende musikfestival, at de var blevet stukket med sprøjter. Størstedelen var unge kvinder. Igen er det stoffet GHB, der har været i spil. Men hvad er GBH eller 'fantasy', og hvorfor er det så farligt? Her får du fem fakta: I hjernen er der forskellige signalstoffer, som hjælper cellerne med at sende beskeder til hinanden. De kaldes neurotransmittere. Nogle gør os mere vågne, glade eller aktive, mens andre virker beroligende. Det mest almindelige beroligende signalstof i hjernen hedder GABA, og det kemiske stof GHB ligner GABA og påvirker de samme områder i hjernen. GHB har bruges ikke kun som euforiserende stof, men også som medicin, bedøvelsesmiddel og til behandling af narkolepsi. Men udenfor sundhedsvæsenet det et rusmiddel og ulovligt i mange lande, herunder Danmark. Tager man GHB træder bekymringer og usikkerheder i baggrunden. Mange oplever, at de bliver mere afslappede, åbne og sociale. Det kan føre til, at man bliver mere flirtende eller udadvendt, og for nogle kan sexlysten også stige, fortæller lektor Morten Hesse fra Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet. "Effekten kan føles forskellig fra person til person, men generelt kan man sige, at i små doser kan GHB nedsætte angst og andre følelsesmæssige hæmninger." På den måde minder effekten lidt om alkohol. Man kan føle sig mere fri og afslappet, som om de indre stopklodser bliver fjernet. Konsekvensen er, at det er sværere at tænke klart og vurdere situationer fornuftigt. "For meget af GHB kan gøre dig sløv eller bevidstløs," siger Charlotte Uggerhøj Andersen, klinisk lektor på Institut for Retsmedicin og speciallæge i klinisk farmakologi, som sammen med sine kolleger har lavet et forsøg med 15 raske forsøgspersoner, der aldrig havde prøvet GHB før. "Inden for 10-15 minutter blev de meget trætte, nogle blev svimle, og de fleste ville bare lægge sig og sove," forklarer hun. Foruden træthed kan stoffet give kortvarig muskelslaphed og hukommelsestab. Efter omkring fire timer var der ikke længere målbare spor af stoffet i deltagernes kroppe. Netop denne kombination af kraftig virkning og hurtig nedbrydning gør GHB særligt problematisk, forklarer Charlotte Andersen. "Det gør det desværre velegnet til overgreb." Et dansk studie fra 2023 viser, at stoffet var blandt de 25 hyppigst påviste stoffer i politianmeldte sager om seksuelle overgreb i Østdanmark fra 2015 til 2022. Det, der gør GHB så farligt i disse sammenhænge, er, at stoffet både hæmmer kroppens evne til at reagere og sindets evne til at huske. På meget kort tid kan den, der har fået GHB i sin drink, blive søvnig, forvirret og ude af stand til at modstå eller sige fra. Når stoffet samtidig giver hukommelsestab, betyder det, at ofret måske ikke kan huske, hvad der er sket - eller overhovedet opdage, at der har fundet et overgreb sted. Hvis offeret først anmelder hændelsen dagen efter, vil der sandsynligvis ikke være spor af stoffet i blodprøven. Uden konkrete beviser og en klar erindring om, hvad der er foregået, bliver det både svært at anmelde og næsten umuligt for politiet at efterforske sagen. I nattelivet er det umuligt at vide, præcis hvad man får, eller hvor stærkt det er. Særligt farligt bliver det, når GHB kombineres med alkohol eller andre stoffer. Kroppen reagerer ofte voldsomt og uforudsigeligt, når man blander rusmidler, og risikoen for en overdosis stiger markant. Ifølge lektor Morten Hesse fra Center for Rusmiddelforskning er grænsen mellem...

Nu har nobelkomitéen løftet sløret for årets nobelprisvinder i kategorien kemi: Susumu Kitagawa fra Kyoto University, Richard Robson fra University of Melbourne og Omar M. Yaghi fra University of California løber med den ærefulde pris. De modtager Nobelprisen i kemi for at have udviklet et særligt materiale, kaldet metal-organiske gitterstrukturer (MOF'er). Disse materialer indeholder mange små hulrum, som molekyler kan bevæge sig ind og ud af. "Det bliver livsomvæltende for dem," siger Morten Meldal, der vandt nobelprisen i kemi for bare 3 år siden. MOF'er kan blandt andet bruges til at trække vand ud af tør ørkenluft, rense vand, opfange kuldioxid og lagre brint. I en pressemeddelelse siger Nobelkomitéen, at prisvinderne belønnes for at have etableret de første stabile MOF'er og for at have vist, hvor stort deres potentiale er: Ifølge Mikael Bols, leder af Bols Group og professor ved Kemisk Institut på Københavns Universitet, er det ikke overraskende, at årets nobelprisvinder i kemi skal findes inden for dette emne, da "det er et område, mange synes er hot." "Det er et utroligt vigtigt felt, og det er meget fortjent," fortæller han til Videnskab.dk. Og den begejstring deles af Kasper Steen Pedersen, professor ved Department of Chemistry på DTU. "Det er vi nogle, der har ventet på i mange år efterhånden. Det er fedt, at man har valgt at honorere de her vigtige grundforskningssteps." Han peger på, at der forskes intensivt i, hvordan MOF'er kan løse flere af vores klimaproblematikker. For eksempel kan materialet bruges til at fange CO₂ fra luften, og særligt dén egenskab, ser nobelprisvinderen Susumu Kitagawa potentiale i. Han er med til prisuddelingen gennem en direkte telefonlinje. "Min drøm er at bruge teknologien til at fange forurening i luften og omdanne den til genanvendelig energi," forklarer den japanske professor. De færreste kan nok sætte sig ind i, hvordan det føles at modtage en Nobelpris, men det kan den danske stjerneforsker Morten Meldal, der vandt prisen i kemi i 2025. "Det er en helt fantastisk følelse. Det første man gør, er at række hænderne i vejret og råbe 'YES!'" Selvom hans forskning i klik-kemi har haft stor betydning, havde han ikke selv regnet med at vinde prisen. "Det ændrede hele mit liv - både personligt og professionelt." Ifølge Meldal kan en Nobelpris være med til at skubbe forskningen fremad. Når en forsker modtager prisen, kan det nemlig gøre det lettere at få penge og opbakning til nye projekter. Derfor glæder han sig også over, at årets pris går til forskningen i MOF'er: "Det er de helt rigtige vindere, for jeg tror, MOF'er kan komme til at spille en vigtig rolle i forhold til de globale udfordringer, vi står overfor." Kasper Steen Pedersen kalder MOF'er for "designermeterialer på speed," og det er ikke uden grund. Normalt er det svært at styre præcist, hvordan molekyler opfører sig og hæfter sig sammen. Men med MOF'er er det helt anderledes. Her kan forskerne bygge molekyler, næsten som hvis de havde et LEGO-sæt - bare på atom-niveau. Hver lille byggeklods er nøje udvalgt og sat sammen, så materialet får lige præcis de egenskaber, man ønsker. "I metalgitteret kombinerer man uorganiske molekyler med organiske molekyler. De sættes sammen som en slags legoklodser i tre dimensioner og kan designes til at gøre alt muligt forskelligt," forklarer Kasper Steen Pedersen. Man kan også tænke på MOF'er som super-porøse svampe: de har mange bittesmå hulrum, der kan opsuge og frigive stoffer såsom vand, gasser eller forurening. "For eksempel kan man tage vand fra luften og kondensere det - altså gøre det til væske. På den måde kan man skaffe drikkevand i områder, hvor der ikke er adgang til rent vand," forklarer han. Selvom teknologien stadig er under udvikling, mener Kasper Steen Pedersen, at det kun er et spørgsmål om tid, før MOF'er får en vigtig rolle i løsningen af globale klimaproblemer. "Det har et enormat potentiale, og vi har indtil videre kun set toppen af isbjerget." Foruden prisen modtager ...

Hader du også, at øjnene løber i vand, når du skærer løg? Så er der gode råd at hente. En ny undersøgelse viser nemlig, at måden du skærer løg på, faktisk kan mindske, hvor meget de får dig til at græde. Det skriver Cornell University i en pressemeddelelse. Forskere fra det amerikanske universitet har ved hjælp af højhastighedskameraer vist, hvordan løg udsender små dråber, når de skæres - og at de dråber kan spredes over en halv meter med en hastighed på op til 40 meter i sekundet. Det sker, når trykket mellem løgets lag frigives, idet kniven bryder den ydre skal. Dråberne indeholder de svovlforbindelser, der danner den tårefremkaldende væske propanetial-S-oxid. Forskerne opdagede, at hastigheden på dråberne er langt højere end selve knivens bevægelse. Professionelle kokke, der blev filmet under forsøget, skar med en hastighed på omkring 1 meter i sekundet, mens dråberne bevægede sig op til 40 gange hurtigere. Studiet viser altså, at knivens skarphed og skæreteknik har betydning for, hvor meget løget sprøjter. En slebet kniv og langsomme snit kan mindske mængden af dråber, mens et tyndt lag olie på løget også kan dæmpe effekten. Forskerne peger desuden på, at resultaterne kan være relevante for fødevaresikkerheden. Da løg kan bære bakterier som E.coli, kan de hurtigt bevægende dråber potentielt sprede disse bakterier i et køkken. I videoen herunder kan du se, hvordan dråberne spreder sig eksplosivt, når kniven skærer sig vej ned igennem et løg.

"Under de stigende røgskyer blev portene stormet … Mænd og kvinder, unge og gamle, blev brutalt nedslagtet, før tropperne blev beordret til at stoppe … og de fortumlede indbyggere blev overladt til at begrave de døde blandt asken fra deres hytter." Sådan forestillede den berømte britiske arkæolog Sir Mortimer Wheeler sig, at det var foregået - den romerske massakre ved Maiden Castle i Dorset, som er det største jernaldervoldsted i England (et voldsted er et kunstigt jordanlæg med en borg eller borgruin, og som ofte er omgivet af volde og voldgrave, red.). Ved udgravningen i 1936 fandt man en masse skeletter, som var blevet udsat for brutal vold. Det var en krigsgrav, konkluderede Sir Mortimer Wheeler. Her lå alle de, der faldt under de hårde kampe mod de romerske styrker, som indledte deres erobring af England i år 43. Arkæologens farverige fremstilling af angrebet på voldstedet og befolkningens forsvar mod de invaderende romere blev godtaget som fakta. Fortællingen blev en ikonisk hændelse i historien om England. Der er bare ét problem: Historien viser sig at være helt forkert. De usædvanlige fund ved gravpladsen ved Maiden Castle er aldrig blevet tilfredsstillende forklaret, skriver arkæologer fra Bournemouth University i et nyt studie. For det var egentlig ikke én stor grav - men mange forskellige typer grave. Nogle af dem indeholdt genstande, og flere af skeletterne har spor af at være blevet udsat for langt mere vold, end der egentlig er nødvendigt for at tage livet af en person. Denne vold kan i så fald have haft en funktion i samfundet - begået for at afskrække eller statuere et eksempel. Arkæologer fra Bournemouth University har taget prøver fra 20 af de skeletter, der blev udgravet i 1930'erne. Kulstofdateringen af prøverne undergraver den gamle forklaring. De mennesker, der blev begravet her, døde ikke samtidig under ét stort angreb. De døde ad flere omgange, før romerne kom - mod slutningen af det sidste århundrede f.v.t. i og begyndelsen af det første århundrede e.v.t. "Det tyder på episoder med voldsomme kampe, muligvis som følge af lokal uro, henrettelser eller interne konflikter i dynastierne i årtierne før den romerske erobring af Storbritannien," skriver forskerne i en pressemeddelelse. Udgravningen og Sir Mortimer Wheelers fortolkning i 1930'erne fandt sted i en helt særlig historisk kontekst. "Med Anden Verdenskrig lige om hjørnet var der egentlig ingen, der var klar til at stille spørgsmål ved resultaterne," siger Miles Russell, som har ledet det nye studie. "Fortællingen om uskyldige kvinder og mænd fra de lokale stammer, som bliver slagtet af romerne, er stærk og gribende. Den er blevet et definerende øjeblik i britisk historie, som markerer den pludselige og voldsomme afslutning på jernalderen." Men med nye metoder fortæller de arkæologiske beviser nu en anden historie. "Det var nok snarere et tilfælde af briter, der dræbte briter, og de døde blev begravet i et allerede forladt voldsted. Den romerske hær begik mange grusomheder, men dette ser ikke ud til at være en af dem," konkluderer Miles Russell. Kulstof 14- datering var ikke tilgængelig i 1930'erne. Metoden blev udviklet 1940'erne og publiceret i 1949, men det er først inden for de sidste 40 år, at brugen af den virkelig har taget fart. Det er dog ikke nødvendigvis sådan, at vi nu kan sætte to streger under alle svar, påpeger arkæolog Ingar Mørkestøl Gundersen. "Men potentialet for præcise tolkninger er større," siger han. "Dette studie kommer med nye fortolkninger af tidligere vedtagne sandheder. Og det sker faktisk hele tiden. Det er det, der gør denne type studier så spændende," siger Ingar Mørkestøl Gundersen. Et kendt eksempel er Birka-krigeren - den mandlige kriger, som viste sig at være en kvinde. Datamaterialet i det nye studie er begrænset, påpeger Ingar Mørkestøl Gundersen, for 20 prøver er ikke særligt mange. "Datamaterialet, de havde i 1930'erne, var heller ikke særligt omfattende," siger Ingar Mørkestøl Gundersen. Faktisk er det kun ...