Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Danmark regnes som et af verdens mest lige samfund. Men er vi så gode til at sikre lige muligheder for alle børn, som vi går og tror? Vores forskningsgruppe har undersøgt, hvordan alvorlige sociale belastninger i barndommen (eksempelvis fattigdom eller alvorlig sygdom i familien) præger det unge voksenliv. Og vores resultater viser med al tydelighed, at vi stadig har langt igen, hvis alle børn skal sikres den støtte, de behøver på deres vej ind i voksenlivet. Store forskelle blandt danske børn Fattigdom, alvorlig sygdom, dødsfald, psykisk sygdom eller misbrugsproblemer i familien og anbringelser udenfor hjemmet er alt sammen sociale belastninger, som kan gøre det svært at være barn. For nogle børn er sådanne oplevelser forbundet med ustabilitet og stress, som kan gøre det svært at koncentrere sig i skolen, danne trygge relationer til andre børn og voksne og i det hele taget fastholde en almindelig hverdag. Den forskningsgruppe, jeg er en del af, har lavet en række studier, hvor vi har fulgt over én million børn i de danske registre. Hvis vi begynder med det positive, så oplever omkring halvdelen af børn i Danmark få eller ingen sociale belastninger i løbet af opvæksten. Men en lille gruppe på omkring tre procent oplever derimod en lang række belastninger gennem hele barndommen. Sværere at få en ungdomsuddannelse – og flere får en dom Når man sammenligner disse to gruppers vej ind i voksenlivet, bliver det tydeligt, at tidlige belastninger kan sætte dybe spor. Blandt unge, der har oplevet mange sociale belastninger i barndommen, fuldfører halvdelen ikke en ungdomsuddannelse, inden de fylder 30 år. Mens det kun gælder ni procent af børn med få eller ingen belastninger. Ligeledes er der markant flere (43 mod 14 procent), der får en dom for kriminalitet, inden de fylder 40 år eller bliver langtidsbrugere af sociale ydelser (41 mod 9 procent, se også figuren). Større risiko for psykisk sygdom og tidlig død De tre procent, der i forvejen er mindre tilbøjelige til at få en uddannelse eller et arbejde og oftere er på kant med loven, har også flere sundhedsproblemer. Denne gruppe har næsten tre gange større risiko for at få en psykiatrisk sygdom i den tidlige ungdom sammenlignet med unge med få belastninger (40 procent mod 14 procent). Risikoen for at udvikle type-2-diabetes eller hjerte-kar-sygdom er også markant højere blandt disse unge. Et af vores studier har endda vist, at børn i gruppen med mange belastninger har næsten fem gange så høj risiko for at dø, inden de fylder 35 år. Det er vigtigt at understrege at dødsfald og kroniske sygdomme i ungdommen heldigvis er meget sjældne. Derfor er risikoen i begge grupper stadig lav. Tidlige indsatser kan gøre en forskel Ovenfor har jeg tegnet et billede af børn med en hård opvækst, der også får et voksenliv med flere udfordringer. Men det hører med, at mange af de børn, der vokser op med alvorlige belastninger, heldigvis opnår uddannelse, arbejde og et liv uden kriminalitet og alvorlig sygdom. Samtidig belyser vores studier nogle markante uligheder mellem børn, der vokser op i Danmark. Nogle vil måske mene, at det er uundgåeligt eller ligefrem naturligt, at sociale belastninger såsom fattigdom eller dødsfald i familien sætter spor i voksenlivet. Men forskning viser, at tidlige og målrettede indsatser kan gøre en forskel. Det er dog ikke let – for disse uligheder består trods årtiers indsatser for at komme dem til livs. Det peger på, at der ikke findes én enkel løsning på komplekse sociale problemer. Investér i barndommen Vores forskning viser, at sociale belastninger sjældent kommer alene. Udsatte børn har derfor ofte brug for støtte fra flere instanser – dagtilbud, skole, socialforvaltning og sundhedsvæsen. Sektorerne må derfor samarbejde, hvis vi for alvor vil sikre, at børn med belastninger i bagagen får den støtte, de har brug for. Vil vi have et samfund med lige muligheder, skal vi sætte ind, før uligheden bider sig fast. Det kræver, at vi investerer i barndommen og husker, at f...

Bruger du det samme password, når du logger ind på Instagram, din mail og din e-boks? Måske tilmed også til dine streamingtjenester og dine profiler på forskellige hjemme- og shoppingsider? Og har du brugt det samme password i årevis, hvor den eneste variation er et '1' eller et '!' til sidst? Så er det nu, du skal følge med. Vores læser Nikoline har nemlig skrevet ind til vores læserbrevkasse, Spørg Videnskaben, med et spørgsmål om passwords. "Jeg vil gerne lave et godt password, men jeg er i tvivl om overordnet set tre ting: Hvad skal det indeholde? Hvor er det sikrest at opbevare det? Og må jeg genbruge det samme flere steder, eller skal jeg død og pine oprette et nyt til alting?!" skriver hun. Til at besvare spørgsmålet har Peter Mayer stillet sin viden til rådighed. Han er lektor på Institut for Matematik og Datalogi på Syddansk Universitet (SDU). For det at lave et godt og sikkert password er ikke en helt simpel affære, selvom det måske virker ligetil, indleder han. Hvad indeholder et godt password? Hvis du bruger din fødselsdato, dit navn eller andre personlige oplysninger i dit password, kan det være, at du skal tage en tur i tænkeboksen og finde på et nyt. Passwords bør nemlig være unikke og ikke indeholde personlige oplysninger, der gør dem nemmere at gætte. I stedet bør passwordet, du benytter, være længere end 12 tegn, medmindre den pågældende tjeneste ikke tillader så lange passwords. "At gøre passwordet langt er langt vigtigere end at inkludere symboler, tal og lignende, da disse typisk blot gør passwordet sværere at huske uden at øge sikkerheden tilsvarende," forklarer Peter Mayer. Så 1-tallet eller udråbstegnet efter dit efternavn eller fødselsdato gør altså ikke nødvendigvis dit password mere sikkert. Er det fint at genbruge passwordet til de samme tjenester? Så langt, så godt. Nu har du et nyt password, der er længere end 12 tegn, og som ikke indeholder personlige oplysninger. Men hvis du havde tænkt dig at benytte det nye, mere sikre, password på samtlige tjenester, er der desværre dårligt nyt. For det at genbruge passwords er faktisk noget af det mest problematiske, man kan gøre i forhold til passwordsikkerhed, fortæller lektoren. "Problemet er, at hvis et password genbruges på flere hjemmesider, skal blot én af disse have et sikkerhedsbrud, før passwordet slipper ud," fortæller han og tilføjer: "Når det først er kompromitteret, er alle andre steder, hvor det samme password bruges, også i fare. Derfor bør genbrug af passwords, selv delvist, undgås." Så når du har fundet et godt, langt password, skal du altså en tur tilbage i tænkeboksen for at finde flere nye passwords på mindst 12 tegn, som er fri for personlige oplysninger. Er det sikkert at skrive passwordet ned på et stykke papir? Så kom vi hertil. Nu har du et nyt password, der er længere end 12 tegn, og som ikke indeholder personlige oplysninger, når du logger ind på Netflix. Og du har et andet password til din mailkonto. Men det er svært at huske, hvilket password der passer til hvilken tjeneste, du gerne vil logge ind på. Derfor finder du et lille lap papir og skriver dine koder ned. Men er det sikkert? Både og, lyder det fra Peter Mayer. Det kommer nemlig an på, hvem der også har mulighed for at få adgang til den fysiske lap papir med alle de nedskrevne koder. Artiklen fortsætter under afstemningen "Hvis passwordet ikke bruges ofte, og sikkerhedskravene er høje, kan en værdiboks (som et pengeskab, red.) være en god løsning. Hvis passwordet derimod bruges ofte, kan det hurtigt blive upraktisk. I så fald kan en aflåst skuffe være mere hensigtsmæssigt," fortæller han. "I sidste ende er det et kompromis mellem bekvemmelighed og den trussel, man ønsker at være forberedt på." Lektorens tre gode råd Hvis du vil være sikker på nettet, har Peter Mayer tre gode råd. 1. Skift ikke passwords unødigt ofte Det blev tidligere betragtet som god praksis at skifte passwords regelmæssigt, men rådene fra 'password-eksperter' har gennem de seneste 5–10 år været ikke...

En TikTok-video af en skål chiagrød med jordbær og gojibær under hashtagget #fibermaxxing har fået mere end 1,8 millioner visninger. I videoen skriver kvinden bag, at hendes oppustethed forsvandt efter at have spist det hver morgen: "Jeg fibermaxxer," siger en læge og forfatter ligeledes i en Instagram-video, hvor hun fortæller om, hvordan hun forsøger at indtage mere end den daglige anbefalede mængde kostfibre. Kigger man på det sociale medie, har fiber nærmest erstattet protein som sundhedstrend, og nu tales der overalt om såkaldt 'fibermaxxing'. Det er en trend, som handler om at få eller endda overskride de anbefalede mængder for kostfibre. Lige nu findes 5.010 opslag under hashtagget 'fibermaxxing' på TikTok. Men er det sådan, at vi mangler fibre og derfor skal maksimere vores indtag? Ja, der er faktisk god grund til at fokusere på ens fiberindtag, lyder det korte svar fra en forsker. Det er der to årsager til: 1. Fiber har en lang række sundhedsfordele 2. Vores fiberindtag i Danmark halter, viser en ny undersøgelse 9 ud af 10 danskere får ikke nok fiber, ifølge den nye nationale kostundersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet: Kun 10-15 procent af 11-17-årige og voksne mellem 18-50 år når den daglige anbefaling på 30 gram kostfibre. Vi har talt med følgende forsker: Marie-Luise Puhlmann, postdoc ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet. Hun forsker i kostfibre og tarmbakterier. I et systematisk review og metaanalyse udgivet i The Lancet samt et review i Clinical Nutrition har forskere undersøgt de forskellige sundhedsfordele ved kostfibre. De viser, at kostfibre kan give: Lavere blodtryk Lavere kolesterol Øget levetid Lavere risiko for hjerte-kar-sygdomme Lavere risiko for at udvikle type 2-diabetes Derudover er fibre med til at stabilisere blodsukkeret og øge mætheden. Samtidig gør en fiberrig kost, at man nemmere kan komme på toilettet, siger Marie-Luise Puhlmann. Forskning har også vist, at fibre er med til at "gøre vores tarmbakterier glade". Vi kan ikke selv nedbryde kostfibre i vores tarme. Men det kan bakterierne i tarmene. Når tarmbakterierne nedbryder fibrene, producerer de små forskellige molekyler, som er gode for både tarmen og resten kroppen, forklarer hun. "Vi er stadig i gang med at forstå, hvordan det her fungerer. Men vi ved, at hvis du spiser nok fibre, sænker du risikoen for mange forskellige sygdomme," siger Marie-Luise Puhlmann. Med andre ord er der mange sundhedsfordele ved at spise mere fiber. "Det her er rent faktisk en relevant trend at fokusere på, fordi de fleste danskere får for lidt fiber," siger Marie-Luise Puhlmann om fibermaxxing. Kan man 'maxxe' ud? De officielle kostråd anbefaler, at voksne får mellem 25 gram (kvinder) og 35 gram (mænd) kostfibre om dagen. Men de 25-35 gram er faktisk den anbefalede minimumsmængde. Derfor vil man godt kunne spise flere kostfibre end anbefalingerne, så længe man har en balanceret kost med tilstrækkelig protein, sundt, umættet fedt og drikker nok vand. "Der sker ingen direkte skade ved at øge dit fiberindtag over 30 gram dagligt," siger hun. Der findes imidlertid ikke meget forskning, der viser, hvad der sker, hvis man overskrider de daglige fiberanbefalinger. Men de få studier, der er, tyder på, at vi kun har gavn af at ligge højere. Hvis man øger fiberindtaget for hurtigt, især langt over grænserne, kan man dog opleve mave-tarm-problemer, diarré eller oppustethed. Da fibertilskud hurtigt kan øge indtaget markant, anbefales det som udgangspunkt at fokusere på at spise hele fødevarer, siger Marie-Luise Puhlmann. De anbefalede grænser har også set anderledes ud i fortiden: "I 1960'erne anbefalede Denis Burkitt, en irsk kirurg med indsigter i kostfibre, at man spiste så meget som 50 gram fibre om dagen," siger Marie-Luise Puhlmann og henviser til et studie, der undersøgte det. Forskere har også haft teorier om, at vores forfædre kan have spist op til 100 gram fibre om dagen. Hvordan øger man sit fiberindtag på en sikker måde? Men har ...

Trivslen blandt unge i Danmark er faldet gennem de seneste år. Stadigt flere unge fortæller, at de ofte føler sig stressede, pressede eller ensomme, og andelen med symptomer på mistrivsel er steget. Værst står det til blandt de ældste elever i grundskolen. I 8. klasse er det for eksempel næsten hver tredje pige og hver ottende dreng, der har lav livstilfredshed. Landets politikere har flere bud på, hvad der skal til for at vende udviklingen. Venstre vil afsætte fem milliarder kroner om året til skolerne - blandt andet til flere lærere og pædagoger, som kan styrke elevernes trivsel. Den nuværende regering vil forbyde sociale medier for børn under 15 år i forsøget på at bremse den faldende trivsel. Men hvad peger forskningen på? Her er tre forskeres ønskeliste til den kommende regering. Skolerne mangler viden om køn og identitet Hvis det står til Niels Ulrik Sørensen,professor ved Center for Ungdomsforskning (CeFU) på Aalborg Universitet, skal den kommende regering rette et fokus mod LGBTQ+-eleverne. Deres trivsel i særligt folkeskolens ældste klasser er nemlig væsentligt dårligere end deres klassekammeraters. Og da gruppen af unge, der identificerer sig som LGBTQ+ udgør 12 procent på landsplan, er det et problem, der fylder meget, fortæller professoren. Hans hovedbudskab til politikerne er derfor klart: Vi skal have opgraderet lærernes og de andre voksnes viden om køn, identitet og seksualitet ude på skolerne, blandt andet gennem en bedre seksualundervisning. Anbefalingen udspringer blandt andet af de erfaringer, Niels Ulrik Sørensen sammen med danske og svenske kollegaer har gjort sig i sit arbejde med et igangværende forskningsprojekt, ledet af Göteborgs Universitet, der undersøger årsagerne til LGBTQ+-unges mistrivsel. "Samfundet har rykket sig lynhurtigt på det her område, og det kan især være svært for os, der ikke længere er unge at følge med. Det gælder også ude på skolerne, hvor de voksne ofte halter bagefter. De ved simpelthen ofte for lidt om hele det her område," slår professoren fast. "På nogle måder så ser vi faktisk, at de unge på nogle måder ved mere end de voksne," tilføjer han. Konsekvensen er, at de unge pludselig selv indimellem står overfor at skulle forklare deres klasse komplekse begreber som for eksempel hvad det vil sige at være non-binær eller transkønnet. Det betyder, at de unge "ofte bliver gjort til eksperter på deres eget felt," som forskeren formulerer det. Men det er en uholdbar situation. "Når en elev i forvejen kæmper med at finde sin plads i livet, og måske befinder sig på kanten af klassefællesskabet, kan det være voldsomt at skulle bære ansvaret for at oplyse sine omgivelser om noget, der både kan være sårbart og personligt." Derfor efterspørger forskeren et vidensløft, så lærerne fremover står stærkere fagligt. Samtidig peger han på, at skolerne helt generelt skal arbejde med brede indsatser, der har fokus på, hvordan sociale fællesskaber samt eksklusion og inklusion fungerer. En forståelseskrise - ikke en trivselskrise Mange taler i dag om en trivselskrise blandt unge. Men ifølge Joachim Meier, der er ph.d. og ekstern lektor i pædagogisk psykologi ved Aarhus Universitet, rammer den beskrivelse ved siden af. Vi står snarere i en forståelseskrise. "Vi mangler andre måder at forstå det svære i ungdomslivet på,, som ikke fortrinvist er psykiatriske. Når vi ikke har det, risikerer vi at tolke almindelige menneskelige udfordringer som psykisk sygdom." Joachim Meier beskæftiger sig blandt andet med det, han kalder patologisering - altså sygeliggørelse - af ungelivet. Ifølge ham bliver unges modgang i stigende grad forklaret med psykiatriske diagnoser. "I dag fungerer systemet ofte sådan, at at der skal en diagnose til for at få hjælp og støtte. Det skaber en uhensigtsmæssig kultur, hvor unge eller deres familier søger en diagnose, fordi det er vejen til at få hjælp." I stedet bør en ny regering gøre det muligt for unge at få støtte uden først at skulle have en psykiatrisk diagnose. Det kræver...

'Vi søger en hurtig, energisk person, der skiller sig ud fra mængden.' Sådan beskriver nogle jobopslag den medarbejder, de leder efter. Men den slags ord kan få færre til at søge jobbet, viser ny forskning. Det skriver University of Guelph i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt studie. I studiet gennemgik forskerne mere end 1.800 jobopslag fra USA og Canada på platforme som Indeed og LinkedIn. For at analysere opslagene på disse platforme udviklede forskere en ordbog over diskriminerende udtryk om handicap, med vendinger som 'blinde vinkler', 'give et ben op' (give et forspring, red.) eller 'springe ud i det med begge ben', som kan være afskrækkende for mennesker med handicap eller antyde et fitness- og færdighedsniveau, der udelukker mange mennesker. Overraskende nok foretrak personer uden handicap også de mere neutrale opslag. Forskerne forklarer det med, at jobopslag sender signaler om arbejdspladsens kultur. En deltager beskriver for eksempel, at krav som 'hurtigt tempo og fleksibel' fik personen til at lade være med at søge, fordi vedkommende er 'langsom og metodisk'. Ifølge studiet fandt forskerne, at: 84 procent af jobopslagene indeholdt' ord og vendinger, der indirekte signalerer bestemte evner eller 'normal funktionsevne' og derfor kan virke marginaliserende og ekskluderende for personer med handicap eller funktionsnedsættelser. Kun 19 procent indeholdt udsagn om lige jobmuligheder Mindre end 10 procent nævnte muligheden for tilpasninger for personer med handicap. Forskerne lavede også fiktive jobopslag, hvor de enten indsatte eller fjernede de problematiske formuleringer - et 'hurtigt tempo' kunne for eksempel ændres til 'et skiftende' miljø. Deltagere skulle derefter vurdere, hvor sandsynligt det var, at de ville søge jobbet. Ifølge resultaterne var personer med handicap markant mindre tilbøjelige til at søge job med afskrækkende sprogbrug og mere tilbøjelige til at søge, hvis opslaget havde en tydelig tekst om lige jobmuligheder og mulighed for tilpasninger på arbejdspladsen. Ifølge forskerne sender ordene signaler om, hvordan arbejdspladsen er. Derfor anbefaler de arbejdsgivere at skære 'buzzwords' og smarte vendinger væk og i stedet bruge klart og enkelt sprog, som kan gøre opslagene mere inkluderende for flere. Studiet er udgivet i the Journal of Applied Psychology

For over 40.000 år siden sad en kvinde (eller mand) i det sydvestlige Tyskland med et stykke stødtand fra en mammut. Med specialiserede værktøjer skrabede, sleb og udskar hun en lille mammutfigur fra tanden. Som sidste krone på værket indgraverede hun små krydser på siden af det lille dyr. Hun havde nok næppe regnet med, at krydserne 40.000 år senere ville blive endevendt og diskuteret af forskere. Og så alligevel. For ifølge ny forskning, der med hjælp fra kunstig intelligens har analyseret en række genstande fra perioden, kan krydserne have indeholdt informationer, som senere generationer kunne bruge og lære af – ligesom skrifttegn i dag. "På mange måder er det et virkelig fedt studie," siger Felix Riede, professor ved Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier på Aarhus Universitet. Han har ikke selv været en del af forskningen. "Det var en kultur med stor sammenhængskraft og klare forbindelser mellem rigtig mange generationer. Så det giver god mening, at de lagrede informationer i deres genstande, som den næste generation kunne lære af." Man skal dog ikke forveksle stenalder-notationerne med de komplicerede skriftsprog, som vi har i dag, påpeger forskerne. "Meget beundringsværdigt" Skrift er i det store billede en relativt ny opfindelse, der ikke har mere end et par tusinde år på bagen. I hvert fald det, vi forbinder med skrift, hvor tegnene repræsenterer talesprog. Det første tidlige stadie, som med sikkerhed var en form for skrift, opstod i Mesopotamien i det nuværende Irak i cirka 3.400 f.v.t. Her blev piktogrammer – simple 'tegninger' – og tegn indgraveret på våde lertavler: proto-kileskrift. Det var ikke lovtekster eller religiøse fortællinger, men simpel bogføring, der omhandlede handelsvarer. Men nu er der altså noget, der kunne tyde på, at stenalderfolkene fra den såkaldte Aurignacien-kultur (cirka 43.000-26.000 f.v.t.) i Centraleuropa havde deres eget system, der måske kunne noget af det samme. Forskerne har analyseret omtrent 3.000 tegn på cirka 260 genstande fra perioden. Det har de gjort ved hjælp af det, der kaldes for 'computational linguistics' eller datalingvistik, hvor man bruger maskinlæring til at registrere sproglige strukturer og mønstre, forklarer Felix Riede. "Det har de så sammenlignet med proto-kileskrift 35.000 år senere og kan se statistiske sammenfald i måden, man bruger tegnene på. Ikke at det betyder det samme, men at det er lige komplekst." Med andre ord er der næppe tale om, at Aurignacien-kulturens mulige skrift har udviklet sig frem til kileskriften 35.000 år senere. Men fordi man ved, at proto-kileskriften var skabt til at videregive informationer, kan den lige så komplekse række af tegn i Centraleuropa måske være brugt på samme vis. "De kan sige, at der kunne have været en struktur i det her notationssystem, og at det notationssystem kunne betyde noget konkret for menneskene, som de igennem tegnene videregav til andre. Meget mere kan forskerne sådan set ikke sige." Ikke desto mindre er det vigtig forskning, mener Riccardo Fusaroli, der er professor ved Institut for Kommunikation og Kultur – Kognitionsvidenskab på Aarhus Universitet. "Det er rigtigt, at de ikke kan sige noget konkret om indholdet, men det er meget vigtig forskning, fordi det viser, hvordan man kan sandsynliggøre sproglige strukturer med sparsomt materiale." Han fortæller, at han allerede kendte til studiet og har diskuteret det med kolleger, fordi metoderne er så interessante for hans forskningsfelt. "Disse metoder giver os en dybere indsigt i fortiden. Jeg tror, at metoderne til denne type forskning er betydeligt bedre om 15-20 år, når teknologien er forbedret, og vi har flere arkæologiske beviser at arbejde med. Men man er nødt til at tage de første skridt for at bane vejen. Det gør forskerne her meget beundringsværdigt." Et spørgsmål om kontekst Ewa Dutkiewicz, der er en af forfatterne bag studiet, har udtalt i en pressemeddelelse, at de besøger flere museer i Europa og "kun har kradset i overfladen", når det kom...

"Hvis du har identificeret en person som jøde, er der vægtige grunde til at lægge distance til pågældende." Dét citat er et af mange eksempler på, at en hård tone på nettet kan kamme over og blive til hadtale. Og den slags har konsekvenser for både individet og for demokratiet. Som retslingvist har jeg forsket i kriminelt sprog i over ti år. Jeg har undersøgt blandt andet vidnechikane, falske anmeldelser, trusler og terrormanifester. Alligevel er den mest ubehagelige slags sprog, jeg har arbejdet med, hadtale. Når jeg læser det ene eksempel på hadtale efter det andet, ser jeg et mønster af ondskabsfulde nedgørelser og ønsker om udradering af ofrene. Det er voldsomt og chokerende. Men hvad er hadtale? Hvordan ser det ud? Og hvad betyder det for vores demokrati og dem, det går ud over? Én paragraf beskytter grupper mod hadtale Lovgivning mod hadtale er et værn til at beskytte udsatte borgere mod særligt grove, verbale angreb. Med udsatte borgere mener man typisk minoriteter af forskellig art, for eksempel homoseksuelle, religiøse mindretal, folk med handicap og lignende. I Danmark siger straffelovens paragraf 266b, at man ikke må "true, håne eller nedværdige en gruppe af personer på grund af deres race, hudfarve, nationale, etniske oprindelse, tro, handicap, seksuelle orientering, kønsidentitet eller kønsudtryk" (se også faktaboksen om lidt). Termen hadtale bliver ikke brugt i dansk lovgivning, men alligevel er der to elementer af paragraf 266b, der passer med internationale definitioner af begrebet. På den ene side handler det om typen af sprogbrug, for eksempel det at true, forhåne eller nedværdige nogen. På den anden side handler det om årsagen til den sprogbrug, nemlig offerets tilhørsforhold til en mindre samfundsgruppe. Eksempelvis må man ikke forhåne nogen, bare fordi de har et handicap. Hadtalens ordvalg: 'Pest, rotter og kræftbylder' Selvom hadtale åbenlyst er et sprogligt fænomen, har vi sprogforskere kun studeret det i få år. Fra 2015 og frem har lingvister undersøgt hadtalens ordforråd og faste udtryk, dens grammatik og dens relation til konteksten. Fælles for studiernes resultater er, at hadtale er kendetegnet ved et negativt fokus på 'de andre'. Skåret ind til benet er hadtalens kerne det, man kan kalde 'negativ andetgørelse'. Det betyder, at man sprogligt fremstiller nogen som så anderledes, at det gør dem uværdige, uønskede eller direkte farlige for ens egen gruppe. Det er altså værre end den klassiske opdeling i 'os' og 'dem', som er en helt naturlig kategoriseringsmekanisme for os mennesker. Et udbredt træk i hadtale er at umenneskeliggøre (dehumanisere) personer fra offergruppen. Det kan for eksempel ske ved at omtale dem som dyr, sygdomme eller farlige naturkræfter – eksempelvis rotter, aber, kræftbylder, pest, stormflod og oversvømmelse. Det kan også ske ved forskellige omskrivninger, der for eksempel omtaler dem som nogle, der 'svinger sig i træerne' eller 'formerer sig ukontrolleret'. Ofrene bliver også beskrevet som primitive eller ulækre, eksempelvis som analfabeter, bæskubbere, deforme eller beskidte. I alle disse ord ligger nedgørelsen i selve ordvalget og i de associationer, de fremkalder. Det hele ligger på overfladen, så at sige. To undseelige ord går igen i megen hadtale Men det er også oplysende at undersøge grammatikken i hadtale for at finde frem til dens mere skjulte mønstre. En af måderne at gøre det på er at sammenligne hyppige ordkombinationer i to datasæt, et med hadtale og et uden. Det kan man gøre automatisk ved hjælp af et stykke software, der kan søge i store tekstmængder ud fra forskellige parametre. Mine studerende og jeg har undersøgt forskellige datasæt med hadtale omhandlende indvandrere og muslimer, som er den samfundsgruppe, der oftest bliver udsat for hadtale i Danmark. Dem har vi sammenlignet med trusler eller andre sproglige angreb, der ikke er rettet mod minoritetsborgere. I vores undersøgelser viser det sig, at ét bestemt ord er overhyppigt, nemlig det lille stedord de, o...

I de senere år har adskillige studier peget på, at neandertalerne langt fra var simple jægere med primitive redskaber og viden - det kan du dykke ned i i denne artikel: Først ansås neandertalerne som dumme halvaber, men med tiden blev vi klogere. Nu tyder er nyt studie på, at de også kan have brugt birketjære til at behandle sår. Det skriver den videnskabelige non-profit-organisation PLOS på baggrund af det nye studie udgivet i deres tidsskrift PLOS One. Forskere fra blandt andet University of Cologne og University of Oxford har undersøgt birketjære, som er en sort, klistret masse lavet af bark fra birketræer, som ofte er blevet fundet på bopladser for neandertalere. Forskere har tidligere fundet ud af, at neandertalerne brugte tjæren som lim til at samle redskaber. Men det nye studie tyder på, at tjæren kan have haft flere funktioner. Til studiet fremstillede forskerne selv birketjære ved hjælp af metoder, som neandertalere kunne have brugt. De opvarmede blandt andet bark i et hul i jorden og lod tjæren samle sig på sten. Derefter testede de tjæren på bakterier. Resultatet var ifølge forskerne, at alle prøver bremsede væksten af stafylokokbakterier, som er en type bakterier, der kan trænge ind i sår og give infektion. Det peger ifølge forskerne på, at birketjæren kan have haft en medicinsk effekt. I dag bruger nogle oprindelige folk i blandt andet Nordeuropa og Canada også birketjære til at behandle sår, hvilket ifølge forskerne styrker hypotesen om, at neandertalerne kan have gjort noget lignende. Ifølge forskerne er resultaterne endnu et fingerpeg mod, at neandertalere ikke kun brugte naturen til redskaber, men også til sundhed og behandling. Forskerne understreger dog, at birketjære kan have haft flere formål, for eksempel som insektmiddel. Mere forskning i sådanne naturstoffer kan ifølge forskerne give en bedre forståelse af, hvordan neandertalere brugte naturens materialer i deres hverdag.

Har du prøvet, at et lille barn prøver at skjule noget for dig eller pludselig 'ikke hører', hvad du siger? Det er måske ikke helt tilfældigt. Det skriver The Guardian på baggrund af et nyt studie, der er udgivet i ScienceDirect. Ifølge mediet viser et nyt studie nemlig, at nogle børn allerede omkring de 10 måneder kan finde på små tricks som at ignorere deres forældre, gemme ting eller spise noget, de ikke må, i skjul. Studiet bygger på svar fra 750 forældre fra blandt andet Storbritannien, USA, Australien og Canada. Omkring en fjerdedel af forældrene oplevede ifølge studiet, at deres barn udviste en form for simpel snydeadfærd, inden de fyldte et år. "Det var fascinerende at opdage, hvor tidligt børn begynder at bruge og forstå snyd," siger Elena Hoicka, der er professor i pædagogik ved University of Bristol og hovedforfatter til studiet. Ifølge forskerne har man tidligere troet, at snyd kræver avancerede evner som sprog og en forståelse af andre menneskers tanker. Men det nye studie peger på, at de tidligste former for 'bedrag' ikke nødvendigvis er bevidst løgn, men snarere handler om at slippe af sted med noget eller få lidt ekstra. Studiet læner sig også op ad forskning i dyr. Her har forskere tidligere opdaget, at chimpanser gemmer sig for at spise mad, så andre i gruppen ikke kan se det, og fugle er også blevet set give falske alarmkald for at stjæle mad. Ifølge studiet snyder børn omkring toårsalderen ofte gennem handlinger. De kan for eksempel spise chokolade og bagefter ryste på hovedet og sige nej, hvis de bliver spurgt, om de har. De kan også lade, som om de ikke hører beskeder som 'tid til at rydde op'. Omkring treårsalderen bliver børn endnu mere kreative. Ifølge forskerne, kan de finde på forklaringer som, at et spøgelse har spist chokoladen. De begynder også at tilbageholde information, for eksempel ved at fortælle deres forældre, at deres søskende slog dem, uden at nævne, at de selv slog først. Studiet kan dog ifølge forskerne berolige forældrene. Snyd er nemlig en helt normal del af små børns udvikling.

I Danmark er griseproduktionen og dyrevelfærden i de konventionelle grisestalde igen blevet et politisk stridspunkt. "Tiden er inde til, at Danmark får et svinevalg," lød det fra Alternativets politiske leder, og siden har partiledere i gummistøvler på stribe besøgt svinefarme landet over. Midt i diskussioner om produktionstal, klima og dyrevelfærd er der dog ét spørgsmål, der sjældent bliver stillet: Hvad er værd at vide om grise? Her er fem ting, som dyreforsker Lene Juul Pedersen ville ønske, at vi alle vidste om grise: 1. Grisen er udstyret med et særligt effektivt redskab Hvis man kun ser en gris som et dyr, der står i en stald, overser man noget helt centralt, mener forskeren. "Grise er ekstremt nysgerrige. De er skabt til at undersøge verden med trynen," siger Lene Juul Pedersen. Evolutionen har udstyret grisen med et imponerende værktøj: en stærk tryne kombineret med en skarp lugtesans. Den fungerer nærmest som en avanceret radar og gravemaskine i én. Og den lugtesans er ikke bare god - den er så fin, at grise traditionelt er blevet brugt til at finde trøfler, der ligger skjult under jorden. "De har en helt fantastisk evne til at pløje en mark op på kort tid," lyder det fra forskeren. Som led i et aktuelt forskningsprojekt har Lene Juul Pedersen og hendes kolleger plantet vinterroer og jordskokker på et frilandsareal til grise. Her lader dyrene sig absolut ikke stoppe af lidt hårdt vejr. "Selv når jorden er frossen, finder grisene rodfrugterne. De giver simpelthen ikke op." For hende siger det noget vigtigt om grisen: "Det er ikke bare fødesøgning. Den her nysgerrighed er en kæmpe del af deres måde at være i verden på." 2. Soen er en omhyggelig redebygger Forestil dig en so ude i naturen. Et til to døgn før hun skal føde, sker der noget i hende, forklarer Lene Juul Pedersen. "Der sker nogle hormonelle forandringer, der udløser en utrolig stærk motivation for at bygge rede," siger hun. Og det er ikke bare noget, soen lige gør. "Hun er faktisk villig til at gå langt - flere kilometer - for at finde det helt rigtige sted," forklarer hun. Typisk vælger hun et sted i kanten af en skov, hvor hun både har beskyttelse i ryggen og udsyn fremad. "Det er en instinktiv strategi for at beskytte sine unger. Det er ikke tilfældigt." Når stedet er fundet, går hun i gang med et arbejde, der imponerer forskeren. "Hun bruger 12-16 timer på at bygge reden. Hun samler grene, græs og halm og arrangerer det meget systematisk. Hun er meget dedikeret og holder kun få pauser imens redebygningen står på." 3. Grisemor og unger taler sammen Når grisene er født, opstår der en kommunikation, som ifølge forskeren er langt mere avanceret, end de fleste forestiller sig. "Det er et virkelig fint samspil mellem soen og hendes unger," siger Lene Juul Pedersen. I starten er mælken frit tilgængelig, men allerede efter det første døgn ændrer det sig drastisk. "Mælken kommer kun i korte cyklusser på 10-20 sekunder, og kun én gang i timen. Det lyder måske upraktisk, men det er faktisk en genial måde at undgå kaos blandt pattegrisene." For at udnytte de få sekunder, etablerer grisene lynhurtigt en patteorden. Hver gris finder sin faste patte og forsvarer den. Men hvordan ved de, hvornår mælken er på vej? "Soen taler til dem gennem lyde," forklarer hun og uddyber: "Hun starter med dybe, rolige grynt for at vække dem. Og når mælken er ved at løbe til, bliver lydene hurtigere og mere intense." Det er et præcist signal. "På et splitsekund ved grisene, hvad der sker. De stopper alt andet og tager deres faste plads. Det er virkelig sofistikeret kommunikation." 4. Grise er på niveau med andre højt intelligente arter Noget af det, Lene Juul Pedersen især ville ønske, at flere forstod, er, hvor intelligente grise faktisk er. "Vi undervurderer dem helt vildt," siger hun. Grise bliver ofte set som simple produktionsdyr, men forskningen viser noget helt andet: De er både kloge og sociale - faktisk på niveau med nogle af de dyr, vi normalt opfatter som de mest intellig...

Vinden løfter sandet i udkanten af byen Nouakchott. Hassan sidder foran sit lille telt og peger ud over landskabet. For få år siden var der kun sand og enkelte telte og træhuse her. I dag ligger der en moské, en skole, små butikker og gader, som endnu ikke findes på noget kort. Overalt skyder nye huse frem. Hassan voksede op i ørkenen og levede som nomade. Nu bor han her i byen og arbejder som vagt for en rig mand, der er ved at opføre et stort hus i beton. "Byen vokser hele tiden," siger han. "Om et år vil dette kvarter også være helt bygget til." Hvad gør det ved mennesker at leve i en by, der konstant ændrer form? Dét spørgsmål har jeg arbejdet med gennem mere end ti års antropologisk forskning i Nouakchott, hovedstaden i Mauretanien, og en af de byer i Afrika, der vokser hurtigst. Det er nu blevet til en VR-oplevelse for lokale i Nouakchott og til en udstilling under CPH:DOX. Fra 500 til to millioner mennesker Nouakchott blev anlagt af franske koloniale planlæggere i årene op mod uafhængigheden fra Frankrig i 1960. Dengang boede der omkring 500 mennesker. I dag bor der næsten to millioner mennesker i byen, mange af dem tidligere nomader og deres efterkommere. Forandringen er sket på få generationer. Den slags tempo bliver stadig mere almindeligt globalt. I dag bor over halvdelen af verdens befolkning i byer, og FN forventer, at tallet stiger til omkring 68 procent i 2050. I mange afrikanske byer sker udviklingen langt hurtigere end i Europa. Her kan hele bydele opstå på få år. Urbanisering i Afrika er en af de største samfundsforandringer i vores tid. I 1950 boede omkring 27 millioner mennesker i Afrikas byer. I dag er tallet over 600 millioner, og inden 2050 forventes næsten en milliard flere at flytte til byerne. Til den tid vil hvert fjerde menneske på jorden være afrikansk. Når tempo skaber fremmedgørelse Men urbanisering handler ikke kun om statistik, bygninger, veje og infrastruktur. Den handler også om, hvordan mennesker oplever deres liv. I Nouakchott møder man mange mennesker, der stadig bevæger sig mellem forskellige livsformer. Nogle har slægtninge, der fortsat lever nomadisk i ørkenen, mens andre forsøger at skabe en permanent tilværelse i byen. I byens yderområder vokser nye kvarterer ofte frem spontant. Migranter slår sig ned, bygger midlertidige boliger og udvider dem gradvist. Det betyder, at byen konstant ændrer form. For mange beboere kan det skabe en følelse af fremmedgørelse. Man ved måske ikke, om kvarteret stadig eksisterer om fem eller ti år. Man har måske ingen officiel adresse. Og de fællesskaber, man tidligere havde i nomadesamfundet, er pludselig spredt i en stor og uoverskuelig by. Især unge lever i udkanten Mit forskningsprojekt undersøger livet i de områder i Nouakchotts hurtigt voksende udkant, hvor mange tidligere nomader og migranter fra landområderne slår sig ned. Her lever især unge mennesker, hvoraf mange rejser mellem by og land, tager midlertidige jobs eller transporterer varer gennem uformelle netværk. Men selvom de er i bevægelse, oplever mange også en form for fastlåsthed: Arbejdet er usikkert, og mulighederne for at forbedre sin livssituation er begrænsede. I mere end tyve år har jeg besøgt Mauretanien, hvor jeg har bedrevet antropologisk forskning – såkaldt deltagerobservation og interviews – blandt lokale i både ørken og by. Under mit ph.d.-feltarbejde i 2009-2012 fulgte jeg eksempelvis igennem flere år en gruppe unge mænd, der arbejdede som vandtransportører på æselkærrer. De kaldte deres arbejde tcheb-tchib – et lokalt udtryk for at navigere gennem uformelle økonomier og muligheder. Drømmen ser de på sociale medier For dem handlede byen ikke kun om arbejde, men også om drømme. De havde forestillinger om et bedre liv, inspireret af sociale medier, film og musik. Men samtidig oplevede de, at mulighederne i Nouakchott ofte var begrænsede. Min forskning viser, at netop det paradoks – mellem håb og usikkerhed – præger mange unges liv på byens periferi. Samtidig opstår nogle ...

"Der er så meget indblanding fra alle ledder og kanter," fortæller en samisk rensdyrhyrde mig som reaktion på regeringens beslutning om at give tilladelse til en mine i Gállok i Sápmi. Det ligger i det nordligste Sverige, som er en del af det større samiske hjemland, der strækker sig over de nordlige dele af Norge, Sverige, Finland og Rusland. Denne specifikke rensdyrhjord i Sápmi har allerede mærket effekten af massiv industriel udbygning knyttet til skovbrug og vandkraft, og nu er der planlagt et jernmalmsprojekt. En ny mine og den tilhørende infrastruktur vil lægge yderligere pres på græsningsarealerne og de traditionelle vandringsruter. Mineplanerne er endnu et tegn på, at historien gentager sig, fortæller en anden rensdyrholder. "Det er vigtigt at gøre modstand for mig selv, for mine børn og for alle dem, der kommer efter os, og som ønsker at leve det liv, jeg har levet." Planerne om at bringe endnu mere industri ind i disse områder er et symbol på, hvordan den samiske levevis er blevet overset og ignoreret. Gennem hundredvis af år har Sverige beslaglagt land og ressourcer i Sápmi. Det samiske hjemland bliver historisk (og fortsat) omtalt som 'fremtidens land'. Området bliver fremstillet som frit tilgængeligt for udvinding og som et område, der kan ofres på den for nationale udviklings alter. Industrier som minedrift, skovbrug, energiproduktion, arealkrævende grønne industriprojekter og udbygning af infrastruktur lægger pres på de samiske områder. Klimaforandringerne har også effekt på måden, samerne kan bruge landet. I takt med at sne- og vejrforholdene ændrer sig, mindskes adgangen til græsningsarealer og det lav, som rensdyrene lever af. Minedrift har vist sig at fortrænge leveveje som samernes rensdyrdrift ved at afskære vandringsruter og gøre græsningsområder ubrugelige. Det truer den oprindelige kulturs overlevelse. Et godstog, der transporterer malm på tværs af rensdyrenes øst-vest-vandring, kan for eksempel udgøre en livsfare eller lede dyrene væk fra deres naturlige græsgange. Det betyder, at de områder, hvor rensdyrene kan græsse, bliver færre og sværere at komme til. Gevinsten ved minedrift er minimal for dem, der bor i den nordlige del af landet, hvor en stor del af Sveriges miner ligger. Lokale beboere udtrykker frustration over årtiers løfter om lokal udvikling, som aldrig er blevet indfriet. De peger på, at fremtrædende minebyer som Kiruna har haft miner i flere generationer i håbet om kommunal udvikling, men stadig mangler tilstrækkelige sociale tilbud, der er for eksempel mangel på fødeafdelinger og andre sundhedsydelser. Samtidig forsvinder land på grund af industriel udvidelse. I minebyen Malmberget i det nordligste Sverige bliver hele byområder for eksempel demoleret som følge af minedriftens effekter. I 2025 dukkede en plakatkampagne op i Stockholms metrostationer med teksten: "Du er mere mine, end du tror." Kampagnen blev organiseret af informationsplatformen Svenska Gruvan, som er et fælles initiativ fra mine- og forarbejdningsvirksomheder, der skal informere offentligheden om minedriftens betydning i hverdagen. Emma Härdmark, som er kommunikationschef i Svemin, den svenske brancheforening for miner, mineraler og metalproduktion, sagde i et interview med den svenske avis Resumé, at idéen er at "flytte minen tættere på mennesker" ved at trække paralleller mellem de mineraler og metaller, der findes i menneskekroppen, og dem, der udvindes i svenske miner. For eksempel kan det kalk, der findes i vores knogler, og som vi har brug for for at kunne "bevæge os, rejse os eller give et knus", også udvindes af kalksten – et materiale, der er nødvendigt til den cement og beton, der bruges til at bygge hjem, skoler, broer og hospitaler. Kampagnens hævder, at "uden jern går både kroppen og samfundet i stå". Jern hjælper med at transportere ilt gennem kroppen, så vi kan "trække vejret, bevæge os og leve", står der. På samme måde hjælper jern med at holde samfundet i live, får passagererne at vide. Pendlere ...

Måden, en person bevæger hænder og ben på, mens de går, kan afsløre detaljer om, hvordan vedkommende har det. Det skriver The Guardian på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet Royal Society Open Science. Det er en kendt sag, at vi mennesker på baggrund af en række signaler kan tolke, hvordan andre menneskers følelsesmæssige tilstand er. Signalerne kan omfatte mikroudtryk såsom subtile bevægelser af øjenbryn, øjne og mund, som kan signalere lykke, vrede, frygt, tristhed eller overraskelse. Men nu har forskere altså opdaget, at måden, man svinger armene på, når man går, også er forbundet med specifikke følelser: Større og kraftigere arm- og benbevægelser bliver eksempelvis forbundet med aggression og vrede, mens mindre og langsommere bevægelser bliver forbundet med frygt og tristhed. "At gå er en af de mest velkendte og brugte helkropsbevægelser for mennesker," siger Mina Wakabayashi, studiets hovedforfatter, til The Guardian. "På grund af dette kan ændringer i følelsesmæssige tilstande naturligt forekomme i måden, vi går på." I et eksperiment vurderede en række deltagere videoer af trænede skuespilleres koordinerede bevægelsesmønstre og udledte deraf deres følelsesmæssige tilstand. Skuespillerne bar stramt tøj og reflekterende markører, hvilket gjorde det muligt for forskerne at lave videoer med reflekterende markører. På den måde fangede forskerne skuespillernes gangart uden deres ansigtsudtryk og andre kropslige signaler. Skuespillerne blev instrueret i at genkalde sig personlige livsbegivenheder, der fremkaldte vrede, glæde, frygt eller tristhed, inden de gik en kort tur, mens de dvælede ved deres erindringer. Og ifølge undersøgelsen kunne deltagerne altså udlede skuespillernes følelser på et højere niveau end noget, der kan tilskrives tilfældigheder. Det tyder altså på, at specifikke bevægelsesmønstre uafhængigt kan påvirke vores evne til at genkende følelser hos andre mennesker.

Det er tidlig morgen den 2. juli 1679. Den legendariske admiral og søhelt Niels Juel gør den dansk-norske flåde klar til at indlede et angreb mod svenskerne. I de seneste uger har danske og svenske skibe leget katten efter musen i farvandet ud for byen Kalmar i Sverige, og et af de sidste kapitler i den blodige krig, Den Skånske Krig, er ved at blive skrevet. Ifølge Niels Juels egne optegnelser beslutter han, at det gamle orlogsskib Enigheden skal "bruges til skade for fjenden ved at sænke den." Han vil altså sænke skibet for at blokere for, at svenskerne kan slippe væk. Midt i røg, ild og blod slutter Enigheden sin mangeårige karriere som krigsskib og synker til bunds i Kalmarsund. "Enigheden er et sandt veteranskib fra svenskekrigene. Det har været med i flere store og vigtige søslag, og vi kender det fra flere forskellige historiske kilder," siger arkæolog Rolf Warming, som er hovedforfatter på en ny rapport, som beskriver fundet af vraget af Enigheden nær Kalmar i Sverige. "Derfor er det ekstra spændende at finde sådan et vrag." Imponerende vragfund Det var to fritidsdykkere, som opdagede vraget i 2024. Efterfølgende er Rolf Warming og flere andre forskerkolleger fra Västerviks Museum og Södertörns Högskola dykket ned og har undersøgt resterne af det store skib, som ligger på cirka 12 meters dybde. "Det mest imponerende ved vraget er, at man kan se en hel række af raperter (stativer, som holder kanoner, red.) Man kan stadig se dem opstillet på række, som var det et kanondæk," fortæller danske Rolf Warming, som er ph.d.-studerende ved Centrum for Maritime Studier på Stockholm Universitet i Sverige. "Det er også utroligt at se de store spanter fra skibets skelet. Nogle af dem er fire meter høje og står stadig på havbunden, så man får indtryk af et massivt krigsskib." I den nye rapport fremlægger Rolf Warming og hans kolleger analyser af både træ fra selve skibsvraget og teglsten fra skibets kabys – altså køkkenet. Analyserne indikerer, at vragets tid og oprindelsessted passer med at være skibet Enigheden, som er kendt fra flere historiske kilder i både Danmark og Sverige. Forskere: Det ser solidt ud Resultaterne er endnu ikke trykt i et videnskabeligt tidsskrift - og dermed har forskningen heller ikke gennemgået den såkaldte peer review, hvor uafhængige forskere gennemtjekker resultaterne. Men flere forskere, som Videnskab.dk har talt med, finder imidlertid det nye fund og rapporten om vraget overbevisende. "Identifikationen virker meget sikker og velfunderet, så det ser ud til, at den er god nok: At det er Enigheden," siger Andreas Kallmeyer Bloch, som er marinarkæolog ved Nationalmuseet og beskæftiger sig med danske skibsvrag i udlandet. Marinarkæolog Morten Johansen, som forsker i skibsvrag ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde, er enig i, at det er "meget plausibelt", at der er tale om skibet Enigheden. "Det er fantastisk, når arkæologien og vores viden fra de historiske arkiver pludselig kan spille sammen og begynde at supplere hinanden på denne her måde," siger Morten Johansen. Bygget på ordre af Christian 4. Fra de historiske kilder ved vi, at Enigheden blev bygget efter ordre fra Christian 4. i hans tid som konge af Danmark og Norge. Det blev bygget i Christiania (nu Oslo) af den kendte engelske skibsbygmester James Robbins, og skibet blev færdigt og leveret til den dansk-norske flåde i 1651 efter Christian 4.s død. Ifølge samtidige skibslister fra 1652 målte skibet omtrent 48x12x5 meter og havde 91 kanonporte. Dermed var Enigheden et af de største og mest velarmerede krigsskibe i anden halvdel af 1600-tallet. "Det er et spændende fund, for der er tale om et stort skib fra perioden," siger Asger Nørlund Christensen, som er forsker og søfartshistoriker ved Nationalmuseet. "Slaget i Kalmarsund, hvor Enigheden synker, er en af de allersidste krampetrækninger i Den Skånske Krig. Hele krigen er i bund og grund en revanchekrig, hvor danskerne prøver at vinde de landsdele tilbage, som vi tidligere har mistet til svenskerne....

I 2019 nåede WHO frem til, at 1,27 millioner mennesker dør hvert år af antibiotikaresistens – og at resistensen inden 2050 kan være en større dræber end kræft. Bakterierne bliver mere immune over for antibiotika, jo mere vi forbruger det – og vi bruger det til alt fra mild øjenbetændelse til klamydia, operationer og blodforgiftning. Sundhedsvæsenet arbejder på at nedbringe forbruget af antibiotika – men du kan også selv hjælpe ved at følge fire nemme huskeregler: 1. Husk lærdommen fra corona Kan du huske engang for fem-seks år siden, hvor du sprittede dine hænder, hver gang du trådte ind i et offentligt rum? Hvor du holdt håndtryk og kram på et minimum og blev hjemme, når du mærkede det mindste tegn på symptomer? Det gør Ute Wolff Sönksen, overlæge ved Statens Serum Institut. "Vi lærte alle sammen rigtig meget om at undgå smitte under coronapandemien, som vi er ved at have glemt lidt igen," siger hun. "Men principperne, der gjaldt dengang, er almengyldige og gælder også i dag. De beskytter mod smitte." Netop det – infektionsforebyggelse – er et af de fire hovedpunkter i en ny national handlingsplan, der skal hjælpe med at nedbringe det danske antibiotikaforbrug. "Hvis du så vidt muligt undgår at blive smittet med sygdomsfremkaldende bakterier, nedsætter du også risikoen for at få brug for antibiotika," siger Helle Krogh Johansen, professor i klinisk mikrobiologi på Københavns Universitet og overlæge ved Rigshospitalet. "Hvis du undgår unødvendige håndtryk, at røre unødigt ved håndtag, at have fingrene omkring næse, øjne og mund, før du har vasket dem – alt det, vi lærte under corona – så er du allerede godt på vej." Tallene peger da også på, at al den smitteforebyggende aktivitet, de fleste udøvede under pandemien, havde en effekt. Ifølge antibiotikarapporten DANMAP udskrev de praktiserende læger 30 procent mindre antibiotika i 2021 end i 2015 – et fald, der er langt større end den årlige nedgang, Danmark ellers har haft i årevis. 2. Husk at fortælle lægen, hvor du har været Størstedelen af det danske forbrug af antibiotika bliver faktisk ikke brugt på mennesker, men på dyr, der står for 63 procent af Danmarks antibiotikaforbrug. Især grisestaldene vejer tungt i statistikken med et forbrug på 73,4 tons antibiotika i 2024. Det betyder ikke nødvendigvis, at svineproduktion er den største årsag til antibiotikaresistens i Danmark, eller at det er særligt farligt at være svineavler. Alligevel er det værd at gøre opmærksom på, når man skal i behandling, påpeger Michael Kemp, professor i klinisk mikrobiologi ved Sjællands Universitetshospital. "Visse af de resistente bakterier kommer oftest fra landbruget," siger han og henviser blandt andet til MRSA: resistente stafylokokbakterier. "Derfor er det godt for en sikkerheds skyld at oplyse om, at du arbejder i landbruget, når du for eksempel skal opereres. Så kan de tage deres forholdsregler i forhold til smitte, hvis de finder det nødvendigt på sygehuset." Han opfordrer også til, at du gør det samme, hvis du rejser meget, og særligt hvis du har været indlagt på et hospital i udlandet. "Standarderne kan være anderledes på udenlandske hospitaler, hvor man har et andet forhold til antibiotika og resistens," siger han. "Det skal ikke afholde dig fra at rejse og heller ikke at opsøge læge i udlandet – slet ikke – men du skal huske at gøre din læge opmærksom på det, hvis du skal indlægges i Danmark uger eller måneder efter." Han påpeger, at bare fordi du har resistente bakterier i din krop, betyder det ikke, at du selv bliver syg af dem, men: "Det kan være, at du smitter andre, der er mere sårbare, mens du er indlagt. Så det skal du være opmærksom på." 3. Husk, at der er forskel på virus og bakterier Det er som bekendt ikke kun bakterier, der kan gøre dig syg. Også parasitter, svampe og virus er blandt synderne, når vi går rundt og hoster og sprutter. Men det kan ofte være svært at kende forskel, for eksempel når en betændelse kan være forårsaget af både bakterier og virus. Det kan betyde ...

Den kollektive transport var et stort emne i efterårets kommunalvalg, og flere steder lovede lokalpolitikere billigere eller endda gratis billetter. I den nuværende valgkamp er busser og tog til gengæld sakket bagud som tema, og Dansk Erhverv har netop advaret om, at transporten ikke "må blive en parentes i valgkampen" til Folketingsvalget. Bag kulisserne har regeringen længe arbejdet på en reform af den kollektive trafik, men planerne når ikke at blive bragt på banen inden valget, og det har fået kritik fra flere organisationer. Så hvad skal en ny regering stille op med den kollektive trafik? Videnskab.dk har bedt tre trafikforskere om at viderebringe deres vigtigste ønske i forhold til at gøre den kollektive trafik mere attraktiv. Mere pålidelige tog og busser Spørger man lektor og trafikforsker Jesper Bláfoss Ingvardson er hans ønske for den kollektive trafik det samme som passagerernes: Han ønsker sig tog, busser og metro, som kommer og kører til tiden. "Jeg forsker i passagerernes præferencer, og det, folk generelt går allermest op i, er pålidelighed. Hvis man ikke kan stole på, hvornår toget eller bussen kommer, er det svært at planlægge sin rejse," siger Jesper Bláfoss Ingvardson, som forsker i kollektiv trafik ved Division for Transport på Danmarks Tekniske Universitet. Blandt politikere har eksempelvis høje billetpriser i den kollektive trafik tidligere været til debat, men for passagererne er det ikke det vigtigste, viser Jesper Bláfoss Ingvardsons undersøgelser. "Pålideligheden er vigtigere end selve transporttiden – altså hvor lang tid rejsen tager – og det er også vigtigere end prisen," siger han. I den seneste tid har DSB netop fået kritik for et stort antal forsinkelser og aflyste tog. Ifølge DR viste en måling eksempelvis, at kun fire ud af ti af DSB's togpassagerer på strækningen mellem Aarhus og Fredericia kom frem til tiden i de første 13 dage af februar. Så er det overhovedet realistisk at ønske sig en offentlig transport med busser og tog, som når frem til tiden? Hvad kan man gøre? "I forhold til tog er problemet selvfølgelig, at de alle er bundet til de samme skinner, så bare en lille forsinkelse med et enkelt tog forplanter sig hurtigt til resten af netværket," siger Jesper Bláfoss Ingvardson. Dermed kan en løsning være at lægge buffere ind i togenes køreplan, forklarer forskeren. Altså indsætte ekstra tid i køreplanen, så små forsinkelser kan indhentes. "Men det er en afvejning, for alt for store buffere betyder længere rejsetid." Alternativt kan man vælge at opgradere tognettets infrastruktur, men det er "virkelig, virkelig dyrt," lyder det. Eksempelvis koster en tunnel, som skal aflaste trafikpropper i S-togene ved Nørreport Station i København, alene i omegnen af 23-30 milliarder, fortæller forskeren. I forhold til at få mere rettidige busser henviser Jesper Bláfoss Ingvardson til en løsning kendt som 'Bus Rapid Transit'. Konceptet stammer oprindeligt fra Sydamerika, men findes i dag i mange lande, og kort fortalt går det ud på at oprette vejbaner, som kun er til busser. "For busdrift er det største problem med forsinkelser, at der er trængsel på vejene. Men med specifikke busbaner kan busserne komme hurtigere frem, og det kan afhjælpe problemet," fortæller Jesper Bláfoss Ingvardson. Herhjemme har man flere steder også helt eller delvist indført Bus Rapid Transit-metoden, eksempelvis i Aalborg. "Aalborg har som de første indført et ægte Bus Rapid Transit-system, og det har været en ret stor succes og givet store passagerstigninger," siger Jesper Bláfoss Ingvardson. Undersøg, hvordan man gør offentlig transport tilgængeligt for alle I hvor mange busser er det umuligt at komme ombord med en kørestol? Og hvad afholder folk med autisme og ADHD fra at tage toget? Den slags spørgsmål ønsker lektor Laura Bang Lindegård sig svar på. Hendes højeste ønske for den kollektive transport er nemlig, at der bliver afsat midler til en større undersøgelse, som kan afdække, hvilke barrierer der afholder folk fra a...

Oliemarkederne har svinget voldsomt den seneste uge i kølvandet på konflikten i Iran. Prisen er steget til over 100 dollar per tønde, mens angreb på skibsruter og trusler mod Hormuzstrædet har lagt pres på forsyningerne og skabt uro på det globale marked. Det Internationale Energiagentur har ovenikøbet varslet den største nødfrigivelse af oliereserver nogensinde i et forsøg på at berolige markedet. Det siger alt om, hvor afhængig verden fortsat er af olie. Og det gør afhængigheden desto mere opsigtsvækkende, fordi mange af verdens største olie- og gasproducenter – fra Saudi-Arabien og Rusland til Norge – er statsejede aktører, der samtidig ynder at fremstille sig selv som ansvarlige klimaspillere, der offentligt har lovet at handle på klimakrisen. Omkring halvdelen af verdens olie- og gasreserver er stadig på statslige hænder. Så hvorfor går de så ikke forrest i omstillingen, hvis regeringerne kontrollerer så stor en del af verdens olie- og gassystem, og den globale udledning samtidig er rekordhøj? De nationale olieselskabers magt Svaret er enkelt: Olie er magt. Og dem, der sidder på olien, har sjældent travlt med at save den gren over, de selv sidder på. Vores forskning viser, hvordan regeringerne omsætter olieindtægterne til både politisk indflydelse og økonomisk slagkraft. Rusland og Kina kanaliserer eksempelvis olieindtægter ind i statsejede industrier, der skal holde væksten oppe, samtidig med at de begrænser afhængigheden af fossile brændsler. Indien og Norge investerer også massivt i vedvarende energi, men først og fremmest for at føje mere energi til systemet, ikke for at fortrænge olien. Saudi-Arabien går en anden vej og flytter værdier ud af landet gennem enorme statslige fonde og holdingselskaber i blandt andet Luxembourg. Dominerer hjemlige økonomier og spiller en stor rolle på de internationale energimarkeder Regeringerne kontrollerer først og fremmest olie og gas gennem nationale olieselskaber og statslige investeringsfonde. Det er statsejede fonde, som ofte er skabt af indtægterne fra fossile brændstoffer. Der findes mere end 70 nationale olieselskaber på verdensplan. Mange af dem dominerer ikke bare deres hjemlige økonomier, men spiller også en stor rolle på de internationale energimarkeder. Verdens største olieselskab er i dag Saudi Aramco, som er ejet af den saudiske stat. Blandt de øvrige statskontrollerede fossile giganter finder man PetroChina i Kina, Gazprom og Rosneft i Rusland samt Equinor i Norge. I mange lande udgør disse virksomheder helt centrale søjler i statens magtapparat. I Saudi-Arabien er kronprins Mohammed bin Salmans opstigning som landets de facto-leder eksempelvis tæt koblet til kontrollen over Saudi Aramco. I 2015 fik kronprinsen større indflydelse over Saudi Aramco, og det gav ham mulighed for at styre de enorme olieindtægter ind i sin egen økonomiske udviklingsstrategi. Samtidig styrkede han sit politiske greb ved at placere loyale allierede på nøgleposter i virksomheden. Olieindtægterne finansierer også en stor offentlig sektor, omfattende subsidier og sociale ydelser i Saudi-Arabien. Udgifter, der i praksis er med til at holde det politiske system stabilt. Et lignende mønster tegner sig i Rusland. Efter Vladimir Putin kom til magten, placerede han gradvist politisk loyale folk på topposter i Gazprom og Rosneft. Tidligere privatiserede fossile selskaber blev igen bragt under tættere statslig kontrol og gjort til effektive redskaber for både den indenlandske magtudøvelse og russisk udenrigspolitik. I dag kanaliserer disse selskaber enorme summer til Putin og hans kreds, samtidig med at de tjener geopolitiske formål, blandt andet når statskontrollerede rørledninger bruges til at lægge pres på Europa og Ukraine. Olieautoritarisme? Ligesom Saudi-Arabien og Rusland udvinder Norge fortsat store mængder olie og gas gennem sit nationale selskab, Equinor. Produktionen er endda steget i de senere år. Alligevel bliver Norge ofte fremstillet som både et klimapolitisk foregangsland og et demokr...

De fleste mennesker er nok helst væggelusene (Cimicidae) foruden. Men er man alligevel ramt af de små blodsugende væsener, har videnskaben nu identificeret én ting, som er væggelusenes 'kryptonit': Vand og våde overflader. Det skriver University of California, Riverside i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt studie, som er publiceret i tidsskriftet Journal of Ethology. Ifølge professor i entomologi og studiets medforfatter Dong-Hwan Choe giver væggelusenes foragt for vand god mening, når man kigger på væggelusenes fysik. Væggelus har nemlig meget flade kroppe med små åndedrætsåbninger på deres maver. Og hvis de kommer i kontakt med vandområder, kan de ikke komme fri, hvilket kan blokere for deres åndedrætsåbninger. "På grund af vandets stærke klæbeevner kan det være farligt, set fra væggelusens perspektiv. Så det er ikke overraskende, at de er ekstremt modvillige over for væsker," forklarer Dong-Hwan Choe i pressemeddelelsen. I forsøget undersøgte forskerne væggelusenes bevægelsesmønstre i et afgrænset område, hvor noget af arealet var vådt. Det blev dokumenteret med infrarøde kameraer. Her blev det tydeligt for forskerne, at væggelusene – uanset køn og alder – undgik våde overflader. Med den nye viden opfordrer forskerne til, at virksomheder, der producerer insektmidler, er opmærksomme på væggelusens vandskræk, når de tester og udvikler vandbaserede insektmidler. Det skyldes, at væggelusene formentligt aktivt vil undgå våde overflader skabt af behandlingerne og muligvis flytte til andre områder af den angrebne ejendom. "Hvis insektmidlerne ikke dræber væggelusene med det samme, vil de blot forlade området og sprede sig andre steder," fortæller Dong-Hwan Choe. Samtidig opfordrer forskeren til, at man tager et bad, hvis man har mistanke om, at man har væggelus på sin krop.

Danmark er på papiret et økologisk foregangsland. Det statskontrollerede Ø-mærke blev født i 1989. Arla er verdens største producent af økologiske mejeriprodukter. Og Friland, som ejes af Danish Crown, er Europas største producent af økologisk svinekød. Samtidig køber danskerne flere økologiske varer end nogen andre i verden – 13,3 procent af dagligvaresalget er økologisk, ifølge Danmarks Statistik. Bag fortællingen om Danmark som øko-pioner gemmer sig en branche i modvind. De seneste tal viser et fald i andelen af økologisk jord til 11,4 procent, og hver 8. økologiske landmand lukkede eller omlagde til konventionel drift i 2023. Samtidig har regeringen haft som erklæret mål at øge det økologiske areal til et dobbelt så højt niveau i løbet af dette årti. I denne artikel dykker vi ned i, hvor realistisk det er, og hvad der skal til for at få økologien til at gro igen. På Gram Slot i Sønderjylland forsøger Danmarks største økologiske landbrug, med Svend Brodersen i spidsen, at vise, at livet som økolog er både stolt, bæredygtigt og en god forretning. "Folk skal have lyst til at lave økologisk landbrug – vores medarbejdere skal have lyst til at gå på arbejde. Det er min klare opfattelse, at langt de fleste mennesker har lyst til at være kreative eller forandre noget. Min rolle som leder er at skabe et rum, hvor man tør række hånden op," siger Svend Brodersen, der ses til venstre på billedet. En våd novemberaften, mens regnen trommer på taget, går Svends 16-årige datter Emilie Brodersen rundt ved de små kalve lidt syd for landsbyen Gram. Hun er gået ud af gymnasiet for at arbejde på gården, og i dag står hun for at give de nyfødte kalve ekstra opmærksomhed, mælk og kosttilskud. Man skal ikke være bange for at tage fat og insistere på at tvinge mælken ned i kalven. Det handler om at redde livet på dem, som ikke helt har fået greb om tilværelsen endnu. En enkelt kalv ligger med halvlukkede øjne i et hjørne og næsten sover. Det er Emilies opgave at få den på benene og få noget føde i den. Men kalven orker ikke at stå op, og de andre mosler rundt om hende og forsøger at komme til sutteflasken. Emilie ved også godt, at nogle af dem ikke kommer til at overleve. Det er helt almindeligt, men hun lægger en seriøs indsats i at redde dem, hun kan. "Jeg kan godt lide, at jeg bliver stærk af at gå herude. Der skal ikke komme nogen og fortælle mig, at jeg ikke kan arbejde med køer eller ikke kan løfte tunge ting," siger Emilie Brodersen. Det stresser ikke Emilie Brodersen, at hun for nyligt valgte at droppe ud af gymnasiet. Hun kunne ikke lide at gå i skole. Nu føler hun, at hun laver noget, og at det er vigtigt, det hun gør. Det eneste, der er lidt træls, er at se andre tage til gymnasiefester. Forskernes dom: Målet er urealistisk Regeringens mål er klart: 21 procent af det samlede landbrugsareal skal være økologisk i 2030. Det svarer til cirka 510.000 hektar. Men ifølge forskerne er det mere ønsketænkning end realisme. Professor Jørgen E. Olesen fra Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet er direkte: "Det kommer aldrig til at ske. Hvis vi bare kan holde det på det nuværende, skal vi være glade. Med den grønne trepart kommer der mindre landbrugsjord, og så stiger behovet for at producere effektivt på det areal, vi har." På Roskilde Universitet forsker professor Henrik Hauggaard-Nielsen ligeledes i fødevareproduktion, og han deler skepsissen: "Jeg undrer mig over, at man ikke gør mere. Økologerne har tabt momentum, og der er ikke den vækst, man havde forventet. Jeg tror ikke, man kan nå målet." Ifølge regeringen skal omlægningen ske via øget støtte, bedre adgang til økologisk foder og nye teknologier. Men planerne er vage, lyder kritikken fra forskere. Flere forskere påpeger desuden, at det ikke kun er et spørgsmål om penge – det handler også om definitioner. Professor Tommy Dalgaard fra Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet siger: "Hvis en hektar i en nationalpark i fremtiden kaldes økologisk på samme måde som steder, hvor m...

For en hvalfanger er grønlandshvalen (Balaena mysticetus) noget nær det perfekte bytte. Den op til 100 tons tunge hval er en langsom svømmer, og når den dør, synker den ikke til bunds som de fleste andre hvaler. I stedet virker grønlandshvalens tykke spæklag som en redningsvest, der holder kæmpen flydende i overfladen. Netop spæklaget var den primære årsag til fortidens intense fangst af grønlandshvaler. Fedtet blev kogt til olie, der var en yderst kostbar og efterspurgt handelsvare i store dele af verden, hvor det især blev brugt i lamper. Af samme årsag blev grønlandshvalen over en periode på godt 400 år jaget så massivt, at der i 1920'erne næsten ikke var flere tilbage. Ikke længe efter blev arten fredet, og i dag er bestanden i fremgang, men den drabelige fortid har sat sig dybe spor, der kan true hvalens fremtid. Det viser et nyt omfattende studie, der netop er udkommet i det videnskabelige tidsskrift Cell. "Vi beskriver, hvordan grønlandshvalen som art har mistet en stor del af sin genetiske diversitet, og hvordan den negative udvikling kun vil fortsætte," siger Eline Lorenzen, professor i molekylær naturhistorie ved Globe Institute på Københavns Universitet og hovedforfatter til det nye studie, til Videnskab.dk. "Det betyder kort fortalt, at grønlandshvalen kan blive langt mere sårbar over for klimaforandringer, sygdomme og andre trusler fremover." Unikke tidsserier Selvom de er store, er hvalknogler svære at finde. Skelettet af døde hvaler ender typisk på havets bund, hvor de fortæres af fisk og mikroorganismer. I det nye studie har forskerne imidlertid haft adgang til en helt unik samling af forhistoriske knogler fra grønlandshvaler, der aldersmæssigt strækker sig over de seneste godt 11.000 år. Knoglerne sladrer ikke bare om grønlandshvalens fortid, men kan også fortælle en hel del om giganternes nutid og fremtid. De mange knogler er indsamlet af geologer i 1980'erne og 1990'erne og havnede hos Eline Lorenzen og de øvrige forfattere ved et tilfælde. "Jeg kom på afbud med på en videnskabelig konference i 2017, hvor jeg totalt tilfældigt faldt i snak med en kollega, der nævnte den her tidsserie af hundredvis af knogler fra grønlandshvaler indsamlet i det højarktiske Canada," siger Eline Lorenzen. "Jeg tabte kæben og måtte straks have fat i dem!" Kort efter fik hun nys om en lignende serie af knogler – også fra grønlandshvaler – indsamlet på Svalbard i det nordligste Norge. "Pludselig stod vi med to uafhængige og sammenlignelige tidsserier over grønlandshvalens historie fra det østlige til det vestlige Atlanterhav. Altså, hvad er chancen? Det er jo helt vildt!" siger professoren. I det nye studie har forskerne undersøgt knoglerne efter alle kunstens regler. De er hver især dateret ved hjælp af kulstof 14-metoden, mens moderne isotopanalyser afslører, hvor de enkelte hvaler har levet, hvad de har spist, og hvordan økosystemet har set ud dengang. Endelig har forskerne kortlagt de enkelte hvalers genom ud fra fossilt DNA i knoglerne og sammenlignet resultaterne med arvemassen fra nulevende grønlandshvaler. Samlet set fortæller studiet to overordnede historier: Grønlandshvalen har gennem tiden været en ekstremt robust art, der har overlevet dramatiske klimaændringer over de sidste mange tusinde år. Nutidens grønlandshvaler har stærkt forringet genetisk diversitet sammenlignet med hvaler, der levede før kommerciel hvalfangst. Farlig flaskehals Og hvad betyder det så? "Det betyder, at menneskets rovdrift på de her hvaler har haft enorme konsekvenser, som vil fortsætte tusinder af år frem," siger Eline Lorenzen. Inden menneskets massive påvirkning kunne grønlandshvalen ellers modstå det meste. "Vores analyser viser, at hvalerne over de seneste 11.000 år har oplevet dramatiske klimaændringer med gennemsnitstemperaturer, der lå to-tre grader højere end i dag," siger professoren. "Det har de tilsyneladende klaret uden de store problemer, for vi ser ingen nævneværdig tilbagegang i antal, udbredelse eller genetisk diversitet."...