Vejen til Jesus

Emil voksede op med tro som tradition. De talte ikke meget om Gud, men hans mor troede på, at der var noget mellem himmel og jord. Da Emil var 8 år, mistede han sin far, og sorgen satte dybe spor.Til minikonfirmation hørte Emil om Noahs ark. Kort efter drømte han, at han var i en båd midt i en voldsom storm. Han oplevede det som om, Gud kaldte på ham. Familien rejste meget og besøgte kirker, hvor Emil begyndte at gå rundt og bede for sig selv.Men vreden fyldte også. Han blev et oprørsk barn, var i konflikt med andre og begyndte allerede som 12-13-årig at ryge hash. Som 15-årig fik han sin første voldsdom, og senere kom han på opholdssted på grund af tyveri og stoffer. Som myndig endte han igen i fængsel.Efter fængslet blev han inspireret til at blive tømrer og håbede på en ny start. Men Emil begyndte i stedet at søge ind i det åndelige. Han blev draget af New Age, manifestation og det okkulte.På en rejse til Kreta blev den åndelige verden meget levende for ham, og han begyndte at tale om Gud. Det endte med, at han blev indlagt på en lukket afdeling på Rhodos. Midt i mørket kom et menneske og bad for ham og fortalte ham om Jesus.Efter flere måneder kom Emil hjem til Danmark, hvor søgen efter Gud fortsatte. En dag blev han ledt til et foredrag om åndelig hvile i Guds nærvær. Kort efter indså han, at han skulle døbes. Da han kom op af vandet, oplevede han en frihed, som blev begyndelsen på et nyt liv.Emil begyndte at læse Bibelen og vandre med Jesus. Helligånden ledte ham videre ud i verden – og hjem til Danmark igen, hvor han i dag ønsker at være et vidnesbyrd om, at Gud kan møde et menneske selv midt i det største mørke.

Anna voksede op med kirke og tro omkring sig, men selvom Gud var en del af hendes barndom, havde hun ikke altid et godt forhold til Ham.Som barn oplevede hun at blive holdt udenfor. Det fortsatte i folkeskolen, hvor hun blev udsat for grov fysisk og digital mobning. Det gjorde hende vred på Gud. Hun kunne ikke forstå, hvorfor han ikke greb ind.Håndbolden blev hendes frirum, hvor hun kunne flygte fra det hele. Samtidig blev Gud den, hun gik til med sin vrede, fordi hun på en måde stadig troede på ham.Da Anna begyndte på en kristen efterskole, blev hun mere og mere rebelsk og grænsesøgende. Midt i det hele sårede hun også andre, fordi hun selv var såret.På efterskolen, opstod der for første gang en mulighed for at Anna kunne åbne op og fortælle om noget af smerten fra hendes liv, men skolen og forældrene vidste ikke helt, hvordan de skulle håndtere det, hun stod i. Til sidst blev Anna hentet hjem fra efterskolen, fordi hun havde det så dårligt, at hun var blevet selvmordstruet.Senere rejste hun med efterskolen til USA og besøgte Bethel i Californien. Her besøgte de et healing room og Anna hungrede efter forbøn. Hun ønskede bare, at alt det, hun havde båret på, skulle forsvinde.Under forbønnen oplevede Anna en forløsning, hvor noget slap sit tag i hende, og tårerne kom, mens hun begyndte at åbne op for den smerte, hun havde båret på i mange år.Da hun kom ud fra rummet, kiggede hun på de steder, hvor hun havde skadet sig selv. Mærkerne var forsvundet. Siden da har hun været fri fra selvskade og fra at være selvmordstruet.Det blev begyndelsen på en ny tid i Annas liv, hvor hun begyndte at bryde med de ord og forbandelser, der var blevet talt over hende, og samtidig voksede der en ny sult efter Gud frem i hende.Hun fik plads på det kristne gymnasium i Ringkøbing og startede Instagram-profilen To i Tro. Men her begyndte Gud også at arbejde med noget dybere i Anna – hendes hjertes indstilling og den måde, hun så sig selv, andre og Gud på.

Birte voksede op i et kristent hjem, hvor troen tidligt blev en levende del af hverdagen. Som 15-årig tog hun imod Jesus som sin personlige frelser og begyndte en vandring med Gud, som siden skulle føre hende gennem både glæde, sorg og store prøvelser.Sammen med sin mand oplevede hun smertefulde graviditetstab, men også Guds omsorg midt i sorgen. Senere fik de tre sunde børn, selvom vejen dertil var præget af modgang.Under en graviditet fik Birte diagnosen sclerose. I mange år levede hun med sygdommen, indtil Gud begyndte at vende op og ned på både hendes og familiens liv. Gennem forbøn oplevede hun en stærk udfrielse og vidnede efterfølgende om, at Jesus havde helbredt hende.I dag lever Birte og Andreas et liv, hvor bøn for syge, udfrielse og tillid til Guds kraft er blevet en naturlig del af hverdagen. Senest oplevede Birte endnu et alvorligt sygdomsforløb, hvor lægerne gav en alvorlig prognose. Men efter vedholdende bøn oplevede hun, at Gud greb ind, og en ny undersøgelse viste ingen tegn på den alvorlige sygdom, som tidligere var blevet konstateret.I denne episode deler Birte ærligt om sin trosrejse, kampen med sygdom, tab og tvivl – og om, hvordan hun igen og igen har oplevet Guds trofasthed.

Kim voksede ikke op i et kristent hjem. Da han var 6 år gammel, blev hans forældre skilt, og han kom til at bo hos sin far. Hans mor kæmpede med psykisk sygdom, men havde en tro på Gud og talte ofte om næstekærlighed. Det gjorde et stort indtryk på ham.Kim havde let ved mange ting og oplevede succes på flere områder, men bar samtidig på sår fra sin opvækst. Gennem livet stod han flere gange ansigt til ansigt med døden. To alvorlige motorcykelulykker kunne have kostet ham livet, men begge gange oplevede han, at Gud holdt hånden over ham.I 1996 blev han ledt til Aarhus Festuge. Da han satte sine fødder i byen, oplevede han en stærk følelse af at være kommet hjem. Her mødte han Charlotte, som senere blev hans hustru. Sammen fik de datteren Emma.Da de skulle finde pasning til Emma, førte Gud dem til en kristen dagplejemor. Det blev begyndelsen på deres rejse mod Jesus. Kim havde oplevet meget af det, verden kunne tilbyde, men indså, at der måtte være mere. Da han overgav sit liv til Jesus, oplevede han Guds kærlighed strømme ind over sig på en måde, han aldrig havde kendt før.Gud tog ham med på en rejse, hvor han lærte at tilgive sin mor for de smerter, han havde båret på. Da han valgte tilgivelsen, oplevede han en frihed, som løftede en tung byrde fra hans skuldre.På en kristen konference i Sverige blev Kim og Charlotte døbt og oplevede Helligåndens fylde. Kort efter ledte Gud dem til Bibelhøjskolen i Mariager, hvor de oplevede tegn, undere og mirakler, som styrkede deres tro og forankrede Kim i sandheden om, at han er retfærdiggjort i Jesus Kristus.I årene efter begyndte Gud at åbne det profetiske for ham og lede ham skridt for skridt. Senere blev Kim engageret i arbejdet blandt ukrainske flygtninge, hvor mange mennesker fik lov til at møde Gud.Midt i denne tid fik Kim konstateret kræft. Under behandlingen oplevede han, at Gud talte til ham om at rejse til Ukraine. Det blev et håb midt i sygdommen. Efter et krævende forløb blev han rask, og siden har Gud brugt ham stærkt i tjeneste, forbøn og profetisk virke.I dag brænder Kim for at følge Helligåndens ledelse og se det profetiske få sin retmæssige plads i Kristi legeme. Hans liv vidner om Guds trofasthed, helbredelse, tilgivelse og ledelse gennem alle livets sæsoner.

Hannah og Egon voksede begge op med troen tæt inde på livet. For Hannah var Gud en naturlig del af hverdagen i et lille hjem på Djursland, fyldt med bøn, lovsang og bibellæsning. Alligevel oplevede hun en periode med oprør, hvor hun ikke helt forstod alvoren i troen. Som 10-årig, på en pinselejr, blev hun døbt med Helligånden, og Gud talte til hende om et kald til noget større – hun håbede bare, det ikke ville blive Afrika. To år senere blev hun døbt i vand med en ny forståelse af, hvad det betød.Egon voksede op på Bornholm i en familie, hvor troen var levende. Når hans far var på havet som fisker, bad familien for ham. Som barn tog Egon troen så bogstaveligt, at han forsøgte at gå på vandet. Men med tiden kom oprøret. En dag bad hans far ham forlade hjemmet. I det øjeblik blev Egon ramt af Gud, faldt til jorden og så sin far knælende i bøn. Den dag blev troen personlig, og kort efter begyndte han at tjene i kirken.De mødtes som 15- og 17-årige på en lejr på Bornholm. Et blik blev til breve, og breve blev til kærlighed. De vidste, at Gud havde ført dem sammen. Sammen begyndte de at tjene – først blandt unge og gennem musik, hvor Egon var med til at forny den kristne lovsang.Gud ledte dem videre fra Danmark til Norge og senere til Tanzania. Vejen var ikke let – sygdom og modgang tvang dem en tid tilbage til Danmark. Men kaldet stod fast. De rejste ud igen, startede i det små, og Egon prædikede fra en taburet.I dag er arbejdet vokset til bibelskoler og kirker, hvor mennesker har fået håb og et nyt liv. Et vidnesbyrd om, hvordan Gud former, leder og lader det små vokse til noget langt større.