Discover
Det' en klassiker
Det' en klassiker
Author: DR
Subscribed: 64Played: 306Subscribe
Share
© DR
Description
Vis mig din klassiker og lad os tale om, hvem du er. Alberte Clement Meldal inviterer hver uge en kendt person i studiet til en samtale om en litterær klassiker, som har haft en helt særlig betydning for gæstens liv. For de værdifulde bøger, vi omgiver os med, beretter indgående om vores personlige historie, selvforståelse og drømme for tilværelsen.
34 Episodes
Reverse
I krig findes der som bekendt ingen nuancer. Kun ven eller fjende. Rigtigt eller forkert. Ret eller uret. Og for at sejre kræves der af soldaterne et entydigt og urokkeligt sammenhold mod den fælles ydre fjende. Netop sådan en mentalitet finder Martin Tamm Andersen allerbedst beskrevet i den hårdkogte roman Sibirsk opdragelse af den kontroversielle forfatter Nicolai Lilin. Den handler om et ifølge Lilin virkeligt og brutalt forbrydersamfund og blev en international bestseller, da den udkom i 2016. Martin Tamm Andersen kalder den for en postsovjetisk nyklassiker, som endda har udbredt en ultrahip tatoveringsstil overalt, hvor bogen fortsat bliver læst.
Gæst: Dokumentarist, podcastvært og tidligere soldat Martin Tamm Andersen
Vært: Alberte Clement Meldal
Redaktør: Hanne Barslund
Da Peter Øvig som ung blev præsenteret for hippieklassikeren 'Erkendelsen døre', forstod han, at der fandtes en anden måde at være i verden på end den borgerlige og hæmmede, som han var blevet opdraget til. For gennem forfatter Aldous Huxleys beskrivelse af et trip på det bevidsthedsudvidende stof meskalin, anede han en åbning til en langt større virkelighed, som ophæver individets begrænsninger og forbinder mennesket til universet. Den åbning kom til at repræsentere en frihed, som Peter Øvig siden har brugt til at løsrive sig fra sin mors urimelige forventninger og skabe sit eget liv fuld af bøger og kærlighedsfulde relationer - og til at ryge pot, når det passer ham.
Gæst: forfatter og journalist Peter Øvig Knudsen
Vært: Alberte Clement Meldal
Redaktør: Hanne Barslund
Altid føler Anne Dorte Michelsen sig splittet mellem fornuft og følelse, så derfor vender hun igen og igen tilbage til romance-klassikeren over dem alle. Og det er ikke fordi, hun er en håbløs romantiker, der svælger i herregårdsæstetik, men fordi hun oplever, at Jane Austen som få andre forfattere formår at opbygge karakterer og skildre samfundsstrukturer på en satirisk og knivskarp måde. Og det er på trods af, at romanen Fornuft og følelse er over 200 år gammel og handler om kvinder, der broderer og kører i hestevogn.
Anne Dorte Michelsen: Fornuft og følelse
Gæst: Sanger, sangskriver og forfatter Anne Dorte Michelsen
Vært: Alberte Clement Meldal
Redaktør: Hanne Barslund
Da Iben Hjejle læste Ib Michaels ikoniske erindringsroman, fandt hun nøglen til både at forstå og forklare, hvordan hun selv arbejder som skuespiller. For selvom forfatteren beskriver en barndom i 50'ernes Roskilde set gennem øjnene af en lille dreng, så er Ib Michaels sansemættede og farverige sprog så overbevisende, at Iben genoplever sin egen barndom fuld af eventyr og magi. Magien findes endnu i Ibens liv - ikke mindst fordi hun sidenhen har læst sig gennem hver eneste roman i Ib Michael gigantiske forfatterskab.
Gæst: Skuespiller Iben Hjejle
Vært: Alberte Clement Meldal
Redaktør: Hanne Barslund
Intet sted finder Nikolaj Kirk en så præcis og rammende beskrivelse af, hvad der er sket med os mennesker i hans levetid som i non-fiktion bestselleren Vanedyr. For gennem den danske stjerneforfatter og forsker Nicklas Brendborgs fascinerende historier om udviklingen af de såkaldte "superstimuli" i form af mad, medicin, SoMe, TV-serier m.m. forstår man til fulde hvilke stærke kræfter i industrien, vi er oppe imod - men også hvilke våben, vi kan bruge for at forsvare os. Derfor er det vigtigere end nogensinde at få glæden ved at lave mad tilbage i vores små køkkener, siger Nikolaj Kirk.
Gæst: Nikolaj Kirk, kok, kogebogsforfatter, TV-vært og madentreprenør.
Vært: Alberte Clement Meldal.
Redaktør: Silke Fensman.
Claus Meyer var som ung syg af både en spiseforstyrrelse og alvorlig leverbetændelse, da han oplevede en mirakuløs helbredelse hos en konditorfamilie i Frankrig. Medicinen var overdådige kager og overstrømmende kærlighed. Siden satte det tidløse gastronomiske essay fra 1929 af den fransk/engelske vinhandler André Louis Simon de helt præcise ord på Claus' oplevelse. Den gastronomiske vækkelse blev forpligtende for unge Claus, og siden har han med stor succes missioneret for forbindelsen mellem sanselighed og kærlighed blandt alle os danskere.
Vært: Alberte Clement Meldal
Redaktør: Silke Fensman
Lea Korsgaard mærker et ukontrolleret og hensynsløst begær rulle i årerne, når hun er på jagt efter sjældne sommerfugle i det danske landskab. Hun er parat til at sætte alt til side inklusive mand og børn. Denne lidenskab har hun tilfælles med den russisk amerikanske forfatter Vladimir Nabokov, som også var besat af sommerfugle. Det var sådan Lea Korsgaard kom til at læse hans kontroversielle roman 'Lolita', som for hende er et uforligneligt mesterværk om begærets anatomi. Også selvom den handler om en pædofil mands overgreb på en 12-årig pige og sikkert aldrig ville blive udgivet i dag, siger hun.
Gæst: Chefredaktør for Zetland og forfatter Lea Korsgaard.
Vært: Alberte Clement Meldal.
Redaktør: Silke Fensman.
Da Haidar Ansari som 18-årig sad i Vestre fængsel for drabsforsøg, læste han Paulo Coelhos verdensberømte lille roman "Alkymisten". I den fandt han stor visdom, som gjorde, at han fik mod til at slippe ud af kriminalitet og forfølge sin drøm om at blive digter. For ligesom hovedpersonen i romanen, Santiago, ender med at finde en skat fuld af guld på trods af mange farer og forhindringer på rejsen, så har Haidar Ansari indset, at man bliver nødt til at følge sit hjerte, hvis man vil finde lykken. Haidar er i dag blot 23 år, så hans rejse som digter er kun lige begyndt, men han håber at kunne følge sin livsbane til ende og finde skatten, hvad end den måtte indeholde. Med Alkymisten lige ved hånden.
Gæst: Digter Haidar Ansari.
Vært: Alberte Clement Meldal.
Redaktør: Silke Fensman.
Første gang Jesper Binzer opdagede, at han havde en stor lidenskab for krimier, var, da han som barn pludselig begyndte at svede heftigt fra underbenene, mens han pløjede sig gennem den legendariske 'De fem' børnekrimiserie. Og selvom Jesper er vokset op med en far, der var lektor i litteratur, sværger han stadig udelukkende til krimier og thrillere. De må dog gerne have et højt lixtal og handle om at rejse sig fra elendighed og mørke, som Chris Whitakers nervepirrende thriller 'Alle mørkets farver' gør. For netop i den slags fortællinger finder Jesper den samme resonans for sin eksistentielle grundangst, som han også finder i den hårde rockmusik. Ja, han vil ligefrem kalde bogen for en "lufthavnsklassiker".
Gæst: Musiker og forsanger i D.A.D. Jesper Binzer
Vært: Alberte Clement Meldal.
Redaktør: Silke Fensman.
Thomas Korsgaard har altid følt sig for dum og for lille til at læse store klassikere. Men da han læste Karen Blixens berømte fortælling om Babettes himmelske festmåltid for første gang, fik han et mystisk deja-vu. Det var som om, han havde læst den før. Efterfølgende forstod han, at det er sådan, det er med ægte klassikere; de handler om livet selv, og fortællingerne findes allerede inde i os. Siden har han ikke været bange for at kaste sig ud i at læse andre digre værker - endda med stor appetit. Velbekomme!
Gæst: Forfatter Thomas Korsgaard
Vært: Alberte Clement Meldal.
Redaktør: Silke Fensman.
Da Hella Joof læste Toni Morrisons gennembrudsroman Salomons Sang for første gang som teenager, forstod hun, at der løber palmeolie i hendes blodårer. For selv om mange danskere - og ind imellem endda hende selv - kan glemme, at hun er brun, så var der ingen tvivl om, at Hella Joof med den episke fortælling om det sorte Amerika endelig kom hjem. Romanen er hendes Bibel. Hun læser den en gang om året og bruger den til at forstå sig selv og sit ophav. Og dens udødelige kvalitet var da også en af grundene til, at forfatteren fik nobelprisen i litteratur som den første og eneste sorte kvinde i verden nogensinde.
Gæst: skuespiller, filminstruktør og forfatter Hella Joof
Vært: Alberte Clement Meldal.
Redaktør: Silke Fensman.
Selvom Maren Uthaug sad med sine 3 små legede børn omkring sig kunne hun ikke stoppe med at læse Primo Levis rædselsvækkende vidnesbyrd om at overleve Auschwitz. Siden dengang for 20 år har hun anbefalet hans bog 'Hvis dette er et menneske' til alle, hun kunne. I dag finder hun den mere relevant end nogensinde. For selvfølgelig kan det ske igen, siger hun. Og derfor bør vi huske og forstå nazisternes gigantiske og grusomme menneskelige eksperiment i koncentrationslejrene.
Gæst: Forfatter og tegner Maren Uthaug.
Vært: Alberte Clement Meldal.
Redaktør: Silke Fensman.
Mattias Tesfaye føler sig evigt splittet. På den ene side er han minister, kører i sort BMW og behandler lovsforlag, og på den anden side længes han efter at bygge huse med hænderne og se AGF spille på Århus stadion i weekenden. Ikke meget anderledes end hovedpersonen i Hans Jørgen Nielsens ikoniske 70'er roman Fodboldenglen om manderoller, kønskamp og fodbold, som er Mattias Tesfayes personlige klassiker. Og måske er bogen mere aktuel end nogensinde før, siger han. For vi befinder os i en tid, hvor unge mænd atter leder efter deres identitet og meningen med livet i et samfund, som konsekvent sætter det sproglige og boglige over det fysiske og konkrete fællesskab.
Gæst: Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye
Vært: Alberte Clement Meldal
Redaktør: Silke Fensman
Der var sort is på landevejen, den dag Sigurd Barrett kørte alvorlig galt i sin bil og på mirakuløs vis overlevede. Siden da har han følt stor taknemmelighed over livet. Han finder ordene for denne taknemmelighed i Bibelen, som han mener, man sagtens kan læse på en Gajolcitat-agtig-måde, selvom Bibelen nok må betegnes som klassikeren over alle klassikere. I øvrigt kunne Sigurd Barrett, ifølge eget udsagn, også være blevet en ganske god præst, hvis ikke han lige skulle underholde børn overalt i landet med danmarkshistorien, Grundloven, kongerækken, bibelhistorierne osv. tilsat musik.
Gæst: Musiker, forfatter og entertainer Sigurd Barrett
Vært: Alberte Clement Meldal
Redaktør: Silke Fensman
Kaptajn Dinesen var en afsindig modig soldat. En af den slags, som vi måske snart får brug for igen, hvis krigen i Europa spreder sig. Det er Rane i hvert fald bekymret for. Han har nemlig mærket på egen krop, hvor stærk trangen til at flygte er, når man er truet på livet. Og det er bare én af grundene til, at Rane er dybt fascineret af den danske bestsellerhistoriker Tom Buk-Swienty's biografi om Kaptajnen. For Dinesen var også en dygtig pelsjæger og desuden drevet af et kæmpe faderkompleks - ligesom Rane.
Vært: Alberte Clement Meldal
Redaktør: Silke Fensman
Det kan virke overraskende, at Anette i sin glorværdige karriere udi hudcremer og skønhedsprodukter aktivt bruger dén erkendelse, som 30'ernes store kommunistiske forfatter Hans Kirk har givet hende som ung. Men det var, da hun læste Daglejerne, at hun indså, at hårdt arbejde er selve meningen med livet, og at man desuden ikke kan forvente, at andre mennesker abonnerer på de samme sandheder som en selv. Man skal derfor gøre sig umage for at sætte sig i hinandens sted - et synspunkt, som ikke synes at have meget vind i sejledende i den nye verdensorden.
Vært: Alberte Clement Meldal
Redaktør: Silke Fensman
Det var da May læste rockmusikeren Patti Smiths ikoniske selvbiografi, at hun for alvor indså, at hun var nødt til at bruge sin platform som model og skuespiller til at fortælle historien om livet som transkønnet. For selvom Patti i dag er næsten 80 (!) og skriver om den vilde eksperimenterende tid på kunstnerscenen i 60'ernes New York, så kan May på (næsten) 30 år, godt spejle sig i hendes erfaringer af at kæmpe for sin kunst. Så i dag betragter hun sig selv som gøgler (ikke ulig Patti) med en mission om at videregive budskabet om at blive fri af samfundets undertrykkende normer.
Vært: Alberte Clement Meldal
Redaktør: Silke Fensman
Da Lars læste Knut Hamsuns Victoria, holdt han (næsten) vejret gennem de 8 sider, det tager Johannes at erklære Victoria sin KÆMPE STORE kærlighed. For han genkendte sig selv i den unge stormforelskede mand, der elsker som en champagneflaske, hvor proppen ryger af. Ligesom han genkendte sig selv i den svært kiksede Johannes, der dagen efter erklæringen udviser håbløs mangel på situationsfornemmelse. For ingen kærlighedsroman overgår Victoria i autenticitet og dybde, ifølge ham. Hverken når det gælder beskrivelsen af den første intense bardomsforelskelse eller den voksne mand (som haster mod de 70 år)'s modne kærlighed.
Vært: Alberte Clement Meldal
Redaktør: Silke Fensman
Det var dannelsesromanen af den berømte (og berygtede for sin sværhedsgrad!!!) forfatter James Joyce der i bogstaveligste forstand bragte Lone fra teenagemørket ud i livets lys. For da hun læste den, fik hun en åbenbaring sammen med hovekarakteren; hun var nødt at bruge sit liv til at skabe noget af betydning, noget ganske særligt. Det har hun så gjort lige siden til glæde for alle os læsere og lyttere. Men hun har aldrig turde genlæse romanen i frygt for at ødelægge sin ungdoms vigtigste indsigt.
Vært: Alberte Clement Meldal
Redaktør: Silke Fensman
Den berømte svenske digter Selma Lagerlöf bringer med sit skrækindjagende gysereventyr Elias 100 år tilbage i tiden til en lille svensk provinsby, hvor tuberkulose epidemien hærger. Her møder han slumsøster Edith, der ofrer sit liv for en fattig, fordrukken og forfærdelig hustyran. I hende (og Lagerlöf, som var lesbisk og i øvrigt den første kvinde til at modtage nobelprisen) genkender han sig selv med sin queer-muslimske erfaring. For Elias er nemlig opvokset i 90'ernes Gjellerupplan blandt slørklædte mødre og søstre og langskæggede mænd, og derfor føler han sig hjemme blandt barmhjertige kvinder, der tilgiver selv de mest umulige mænd.
Vært: Alberte Clement Meldal
Redaktør: Silke Fensman



