Alt det jeg ikke ved

Kan kærlighed rime på verdensfred? Ja, hvis du er freestyle rapper. Mød Elias Ben Afia. Han er 30 år og tredobbelt - regerende Danmarksmester i freestyle rap. Han står på scenen uden manuskript, på et beat og sammen med publikum. Han er blandt andet manden bag Grin og Rim. Han starter med to klassekammerater i kælderen på folkeskolen, med et beat. Til sin første battle i København møder han landets nummer ét. Og taber. Som 18-årig bliver han hjemløs. Han søger ind på retorik – også for at få et sted at bo – og rapper sig gennem studietiden. I marts 2020 går han selvstændig. Så kommer corona. Han stiller sig foran kollegieblokke med to højttalere og rapper for folk i vinduerne. I dag lever han af det. Som en af de få. Vi taler om, hvad freestyle rap er, hvorfor man rimer på lyde og ikke på bogstaver, og hvorfor han hverken blev advokat, læge eller ingeniør - på trods af sine tunesiske rødder. Vi taler også om, hvorfor han alligevel rapper om VM i Qatar, da en TV-producent beder ham lade være, om hvor kvinderne er i freestyle rap – og om mod. For ifølge Elias tager øvelse toppen af frygten. Næsten uanset hvad man er bange for. Lyt - og bliv modigere. For mod smitter! Vært: journalist og moderator Julie Lindegaard Læs mere på julielindegaard.dk/podcast Find Elias Ben Afia på Instagram: @bigbenafia.ots Grin & Rim på Facebook: facebook.com/p/Grin-Rim-61559834946078 Book Elias: tajmer.dk/artister/elias-ben-afia

Hvad laver du egentlig i en bestyrelse - og hvem er det, der sidder om bordet? Mød Laura Vilsbæk, der lander sine første tre bestyrelsesposter som 38-årig. Hun er uddannet i religionsvidenskab, går i blomstret kjole og passer overhovedet ikke ind i normen. Alligevel søger hun sin første post via et åbent opslag - og skriver siden bogen Du behøver ikke hedde Jens. I dag kalder hun sig bestyrelsesaktivist. Hun vil have sjovere bestyrelser, bedre bestyrelser og færre evighedsbestyrelser. Og hun er ikke bange for at sige det højt, heller ikke når det koster hende poster og honorarer. Vi taler om, hvorfor kun 20 procent af de danske bestyrelsesmedlemmer er kvinder, hvorfor kemi stadig er det væsentligste rekrutteringskriterium, og hvorfor Laura siger nej til 100.000 kroner i honorar. Vi taler også om det gode arbejdsliv. Laura er selvstændig på tiende år, og hun har en klar holdning: hun vil være u-travl. Travlhed er ikke prestige, det er noget vi slynger om os. Hør hvordan hun bevidst spreder sine opgaver ud over året, tør sige "kan vi rykke det til marts?" - og stadig får det hele til at hænge sammen. Lyt - og bliv modigere. For mod smitter!   Vært: journalist og moderator Julie Lindegaard Læs mere på julielindegaard.dk/podcast Find gæst Laura Vilsbæk på nyibestyrelsen.dk og følg hendes arbejde

Gitte Holtze ligger i en MR-scanner en efterårsdag i 2024. Her tager hun en beslutning. Få uger senere siger hun sit job op. Sin lejlighed. Pakker sit liv ned i kasser. Alt det der ligner tryghed. I 2025 vandrer hun Continental Divide Trail — en af de barskeste ruter i USA — med sclerose i kroppen. Det er hendes andet lange vandreliv. I 2018 gik hun over 4.000 kilometer på Pacific Crest Trail fra Mexico til Canada. Alene. Bagefter fandt hun tilbage til et liv. Og opdagede at det ikke var det liv, hun ville have. Vi taler om at være mellemfornøjet, og hvorfor det er en dårlig plads at blive stående. Om venskabet med trail-makkeren Gaby. Om savnet efter frihed, når man kommer hjem, og om hvordan alle mulighederne kan lamme en. Om de 30.000 dage vi cirka har at gøre godt med — hvis vi bliver 82. Gittes nye bog „Mit ene liv” er udgangspunktet for samtalen. Vi kommer omkring Beslutningen der bliver født i en MR-scanner Pacific Crest Trail 2018 — alene fra Mexico til Canada Continental Divide Trail 2025 — sammen med trail-makkeren Gaby Sclerosen som medrejsende Hjemkomsten, der viser sig at være det sværeste Tapas-karriere, patchwork-økonomi og friheden i ikke at vide Mod, frygt og hvorfor man ikke lærer at svømme inde på land Om Gitte Holtze Gitte Holtze er forfatter, foredragsholder og vandrer. Tidligere rejsejournalist. Hun lever med sclerose og har gjort det til et princip, at diagnosen ikke skal afgøre, hvor langt hun kan gå. Hun holder vandrekurser, guider ture i udlandet — blandt andet i Nepal — og udgiver nu bogen „Mit ene liv”. Om „Alt det jeg ikke ved” Mod smitter. I „Alt det jeg ikke ved” taler jeg med mennesker, der tør. Dem, der har valgt til og fra — også når det koster. Dem der får dig og mig til at tænke: måske tør jeg også. Kender du en, der har brug for et lille skub? Så send hende afsnittet. Det betyder mere, end du tror.

"Det er unaturligt ikke at få hormoner. Ens æggestokke svigter én, før vi er klar til at sætte træskoene." Marie Foegh er speciallæge, forsker og aktuel med bogen Østrogen. Hun kalder den selv et kampskrift. For det er kontroversielt at udskrive hormoner til kvinder i overgangsalderen. Man har skræmt dem fra det med brystkræft, hjertekarsygdomme og demens. Marie mener, at det er en af de største skandaler i sundhedsvæsnet - og at kvinderne fortjener en undskyldning. I USA er den kommet. I Danmark venter vi stadig.   Vi taler om, hvorfor Marie er blevet en rebel i lægeverdenen. Hvorfor revolutionen skal starte nedefra hos kvinderne selv. Og hvorfor symptomlisten er meget længere, end de fleste tror - fra kløe i øregangen til panikanfald, svimmelhed og en overaktiv blære.   Vi taler også om Maries egen vej. Om at vokse op som en ud af syv børn på en gård i Sønderjylland, hvor hun egentlig skulle være landmandskone. Om at trodse sine forældre og tage til København for at læse medicin. Og om at rejse til USA for 46 år siden - og aldrig rigtig komme hjem igen.   Marie er 83 år og får sit folkelige gennembrud i Danmark nu. Hun tager stadig selv hormoner. Og hun har ingen planer om at stoppe. Læs mere: Østrogen af Marie Foegh. (Gyldendal)   Skriv dig op til nyhedsbrevet: julielindegaard.dk/podcast   Del afsnittet med en, du holder af. Det hjælper mig virkelig meget.

Kan man sige sin lejlighed op, pakke otte kilo i en rygsæk og gå på tværs af Europa? Journalist Susanne Sayers gør det. Hun står på Europas vestligste punkt i Portugal og beslutter at gå mod Istanbul – der hvor Europa slutter og Asien begynder. 7.500 kilometer i etaper. Hun går uden telt men med sit arbejde i rygsækken. Hun kalder sig digital vagabond: Hun skriver bøger og artikler undervejs og arbejder fra hostels og hoteller – og en enkelt gang fra en fyrreskov. Vi taler om frygt og mod. Om at gå alene som kvinde omkring de 60. Og om mødet med menneskers venlighed: Folk kommer løbende med vand og appelsiner, og en nat sover hun og hendes kæreste i en moske i Tyrkiet. For kærligheden melder sig undervejs. Thomas går først med et stykke af vejen – og siden hele vejen. Susanne siger: Mod er ikke at være frygtløs. Det er noget, man kan øve sig i. Lyt - og bliv modigere. For mod smitter! Vært: journalist og moderator Julie Lindegaard Læs mere på julielindegaard.dk/podcast