Discover
Detailsprinterne
Detailsprinterne
Author: Watch Medier
Subscribed: 0Played: 0Subscribe
Share
Description
Detailsprinterne 2025 zoomer ind på nogle af de virksomheder i detailbranchen, der lige nu er blandt de bedste til at skabe både vækst og afkast.
Vi taler med iværksætterne bag, om hvordan idéen opstod, hvad det har krævet at skabe en virksomhed i vækst, om udfordringerne undervejs og hvad fremtiden byder på.
Værter på podcastserien er Harald Sebastian Krebs og Ida Forchhammer Thønnings, der begge er journalister på branchemediet DetailWatch under Watch Medier.
6 Episodes
Reverse
Brandet Perfect Jeans har oplevet betydelig vækst de seneste fire år, men medstifter Signe Sejer Aagaard fremhæver ikke toplinjevæksten som det primære succeskriterie. ”Et af vores store mål, da vi startede Perfect Jeans var returraten på vores jeans. Den er i dag superlav, og det er bare sindssygt fedt. Det har virkelig været et mål for os,” siger hun i det nye afsnit af podcastserien Detailsprinterne 2025. Hun driver på niende år Perfect Jeans sammen med partneren Emil Sejer Aagaard, men iværksætterparret har ikke altid været specialiseret inden for jeans. I årene frem til 2017 drev parret et andet selskab med salg af et væld af forskellige kategorier: tasker, bikinier, bluser og sweatshirts, men de blev trætte af, at alt til syvende og sidst handlede om pris og trends. ”Det var virkelig svært at vedligeholde det der kæmpe produktsortiment. Det handlede rigtig meget om hurtige trends, og om at få det hjem, der hittede lige nu,” siger Emil Sejer Aagaard: ”Vi ønskede allerede dengang at skabe en forretning, hvor vi kunne lægge hjerte og sjæl i det og virkelig føle, at vi gjorde en forskel.” En tårnhøj returrate på specielt jeans ansporede dem til at etablere Perfect Jeans, der de sidste fire år har haft en vækst på 82 pct. i bruttofortjenesten og sideløbende ansat flere medarbejdere. Sammen med en afkastningsgrad, der i gennemsnit har ligget på 23 pct. i samme periode, sikrer væksten Perfect Jeans en plads som nummer 16 blandt Detailsprinterne 2025. Lyt med i podcasten, hvor Signe og Emil Sejer Aagaard fortæller om opstarten af Perfect Jeans, hvorfor de tidligere skulle have ansat medarbejdere og afgivet ansvar, og hvordan der er opstået en slags forretningsmæssigt symbiose mellem dem. Podcastserien ’Detailsprinterne 2025’ er produceret af journalisterne på DetailWatch Harald Sebastian Krebs og Ida Forchhammer Thønnings.See omnystudio.com/listener for privacy information.
Anders Kjærgård Nielsen og Emil Luther Jensen mødte oprindeligt hinanden i forsvaret og var sammen udstationeret i Afghanistan. I dag står de bag webshoppen Muscle House, der sidste år nåede et resultat på 2,9 mio. kr. og de seneste fire år har haft en vækst, der bringer selskabet ind på 19. pladsen over "Detailsprinterne 2025". I podcasten fortæller Anders Kjærgård Nielsen om en opstart, hvor solen blev arbejdet sort, så det gav bagslag, og hvad det har lært stifterne. Han fortæller også om, hvad der har drevet væksten i Muscle House, om guerilla-markedsføring, den svære beslutning om at gå rent online og om ambitionen om, at virksomhedens eget kosttilskudsbrand Whispy skal blive det førende brand i Norden inden for 5-10 år. Vært på podcasten er journalist på DetailWatch Ida Forchhammer Thønnings, og den er produceret af Harald Sebastian Krebs og Ida Forchhammer Thønnings.See omnystudio.com/listener for privacy information.
Advarslerne lød fra flere sider, da Maja Kim Madsen i 2017 tog springet og stiftede selskabet Surisuri for at importere sydkoreanske skønhedsprodukter til Danmark. Alligevel satsede Maja Kim Madsen det hele på de koreanske produkter, som hun første gang fik øjnene op for på en rejse til Sydkorea. Det fortæller ejerlederen i det nye afsnit af DetailWatch’ podcastserie Detailsprinterne 2025. ”Jeg var nysgerrig efter, om man kunne få det til Danmark, og om man også kunne få de danske kvinder til at bruge de her produkter,” siger Maja Kim Madsen. Siden stiftelsen i 2017 har der været fart på udviklingen i det esbjergensiske selskab, der nåede sit hidtil bedste resultat i 2023/24 med et overskud på 3,5 mio. kr. Med en vækst i bruttofortjenesten på 129 pct. de sidste fire år og en afkastningsgrad, der i gennemsnit har ligget på 50 pct. i samme periode, lander Surisuri på en fjerdeplads i top 20 blandt Detailsprinterne 2025.See omnystudio.com/listener for privacy information.
Robert Fridrich tog for ni år siden et skarpt karriere-sving, da han efter flere år som ejendomsmægler sprang ud som iværksætter og etablerede beautybrandet Sanzy Beauty, der har specialiseret sig i bl.a. øjenvippeserum. Beslutningen blev grundstenen til det, der i dag er en voksende millionforretning. Selskabet indtager en tredjeplads i DetailWatch' analyse af Detailsprinterne 2025 og har de seneste fire år haft en vækst i bruttofortjenesten på 91 pct. og en gennemsnitlig afkastningsgrad på 50 pct. Står det til Robert Friedrich, er vækstrejsen kun lige begyndt, fortæller han i denne udgave af 'Detailsprinterne'. Om fem år sigter han efter, at Sanzi Beauty har femdoblet sin omsætning og fået godt fat i det svenske marked. ”Og så er vi forhåbentlig på vej ind på det tyske marked og leger med tanken om USA,” siger Robert Friedrich i podcasten, hvor han også fortæller om den største udfordring på vejen, og hvorfor han mener, beautybranchen gør sig i unødige skønhedsmalerier.See omnystudio.com/listener for privacy information.
Camilla Krøyers rejse som iværksætter starter flere år før stiftelsen af Camilla Krøyer Jewelry. Frisk fra handelsskolen starter hun som 20-årig en modevirksomhed med tilhørende webshop i 2015. Men selskabet går konkurs, og Camilla Krøyer selv står tilbage med en gæld og en konkurskarantæne. Vejen ud af nedturen bliver smykkevirksomheden Camilla Krøyer Jewellery, som hun kaster sig over i 2020. Hun koncentrerer dermed al sin energi om smykker i stedet for modetøj. Og denne gang er succesen større. Med en vækst på 512% de seneste fire år og en afkastningsgrad, der i gennemsnit har ligget på 54% i samme periode, er Camilla Krøyer Jewellery nummer 15 på DetailWatch' liste over 'Detailsprinterne 2025'. Selvom væksten fortæller en historie om succes og fremgang, så har det ikke været uden bump på vejen. Sidste år blev Camilla Krøyer Jewellery sat i et kritisk lys. Her blev fem kopisager, der udspillede sig i 2020 og 2021, og en løftet pegefinger fra forbrugerombudsmanden, bragt frem i medierne. I podcasten fortæller hun om, hvad der ligger bag væksten, hvad hun har lært af udfordringerne undervejs, hvorfor hun ser sit brand som en udfordrer i markedet, og hvordan hun ser fremtiden.See omnystudio.com/listener for privacy information.
Asger Kragh ejer og driver selskabet Bambuni, der sælger tøj, sengetøj og accessories – alt sammen lavet af bambus. På de otte år, han har ejet tøjfirmaet, har det skiftet status fra hobbyprojekt til vækstvirksomhed. Den esbjergensiske virksomhed er rykket i større rammer og har åbnet sin første fysiske butik, men det betyder ikke, at brandet er i mål. Asger Kragh har ambitioner om at få Bambuni ud over de danske landegrænser. Med en vækst i bruttofortjenesten på 523 pct. de sidste fire år indtager Bambuni en sjetteplads i top 20 blandt Detailsprinterne 2025 – DetailWatch’ nye serie, der zoomer ind på vækstlaget i detailbranchen. I podcasten fortæller Asger Kragh om, hvordan han startede op med 6000 par strømper på sit eget værelse i Esbjerg, hvad det har krævet at bygge brandet op og om en periode med "usund vækst." Han løfter ikke mindst sløret for, hvor mange Bambuni-butikker han mener, der er plads til i Danmark. Værter på podcastserien er Harald Sebastian Krebs og Ida Forchhammer Thønnings, der begge er journalister på branchemediet DetailWatch under Watch Medier. Du kan læse mere om Detailsprinterne 2025 på Detailwatch.dk See omnystudio.com/listener for privacy information.





