Dream Factory

AT TAGE LIVET FOR GIVETHan talte i radioensom han altid havde gjort.Rolig. Velforberedt.Med den stemme,man kan læne sig ind ipå vej til arbejde.Så kom diagnosen.Pludselig talte han anderledes.Ikke i tempo.Men i vægt.Ordene fik tyngde.Som om hver sætning vidste,at den måske var den sidste.Og verden omkring ham ændrede sig.Folk lyttede mere.Krammede længere.Svarede hurtigere på beskeder.Sag­de ting, de ellers gemtetil “en anden god dag”.Han blev behandletsom noget skrøbeligt.Som noget dyrebart.Som noget, man ikke må miste.Men det måtte de jo.Og det skal vi alle.Det mærkelige er,at intet ved hamvar anderledes end før.Ikke hans hjerte.Ikke hans blik.Ikke hans humor.Kun tidsrammen.Vi tager livet for givet,fordi vi tror,vi har det på abonnement.Vi planlægger kærlighedsom en kalenderaftale.Udsætter taknemmelighedtil “når der bliver bedre tid”.Vi lever,som om i morgener garanteret.Det er sympatisk.Det er menneskeligt.Det er også naivt.Al erfaring viser det samme:Vi kan ikke.Alligevel føles detikke vigtigt nokfør dødenstår i døråbningen.Måske er lykken ikkeat leve længere.Måske er lykkenat leve tungere.Mere vågent.Som om hvert mødekunne være det sidste –uden at være dramatisk,bare sandt.At elskesom om ingen af oser her på prøve.At sige ordenenu.At tage livet alvorligt,før det gør det for os./ Simon PhilipMentioned in this episode:Endnu lavere

DRIKKEVANDETVi opdagede,at nitrat er farligt.Ikke bare lidt.Men kræftfremkaldende.Det stod i rapporterne.I målingerne.I vandet.Så hvad gjorde vi?Vi talte om grænseværdier.Ikke om årsagen.Ikke om kilden.Ikke om modet til at sige stop.Vi satte os ved forhandlingsbordetmed milligram pr. litersom moralsk kompas.Og udenfor stod markernelige så grønne som før.Elefanten står midt i det hele.Den lugter af gylleog historisk nødvendighed.Landbruget.Vi ved det godt.Alle ved det.Men vi taler om “balance”.Om “konkurrenceevne”.Om “arbejdspladser”.Som om rent drikkevander et luksusgode.Lobbyisterne kører i pendulfartmellem Christiansborgog direktionsgangene.De taler sagligt.Professionelt.Ansvarligt.Og politikerne nikker.For tallene er store.Og valgene er små.Jeg forstår landmanden.Jeg forstår frygten.Jeg forstår, at man ikke bare lukkerdet, der har brødfødt generationer.Men jeg forstår ikke,at man ikke bruger den samme magttil at beskytte det vand,ens egne børn skal drikke.Hvad udadtil tabes,må indadtil vindes,sagde vi engang.Nu taber vi begge steder.I jorden.I kroppen.I demokratiet.Og måske er det dét,der er mest giftigt.Ikke nitratet.Men tavsheden./ Simon PhilipMentioned in this episode:Endnu lavere

AT TAGE LIVET FOR GIVETDer opstår et tomrumhver gang vi siger ordet.Ikke et stille rum.Men et koldt.Et rum rensetfor smilog for nysgerrighed.Som om luftenbliver tyndereaf selve stavelsen.Fe-mi-nis-me.I vores landkan det ene ordåbne tusind fronter.Jeg håber,vi taler forbi hinanden.For hvis vi taler om det sammeog er så uenige –så er kløften dyb.Men jeg trordet oftere er sprogetend viljender splitter os.Nogen hører:prioritér kvinder.Andre hører:ligestilling.Nogen hører:opgør.Andre hører:anklage.Og mange –især mænd –hører:pas på.Pas på hvad du siger.Pas på hvordan du siger det.Pas på ikke at blive dømt,før du har forstået spørgsmålet.Så vi tier.Eller vi hæver stemmen.Og imensstår tomrummet dér,koldt og ubeboet.Ordet kommer af femina –kvinde.Men det siges at handleom os alle.Det er som at giveet ladet orden neutral opgaveog håbeat ingen mærker spændingen.Måske er det ikke viljender mangler.Måske er det modettil at gå ind i det kolde rumuden våben.At sige:Jeg forstår dig måske ikke.Men jeg vil gerne.At sige:Der er ikke noget galt med kvinder.Der er ikke noget galt med mænd.Hvis der er ulighed –lad os rette den.Mellem kvinder.Mellem mænd.Mellem os.Og derefterlade hinanden væredet, vi er.Ikke ens.Ikke fjender.Ikke symboler.Mennesker.Måske begynder ligestillingikke i ordet.Men i mådenvi tør stå i tomrummetsammen./ Simon PhilipMentioned in this episode:Endnu lavere

Jeg er begyndt at forstå,at succes ikke står stille.Den hører til en tid.Og tiden skifter hurtigere,end vi kan nå at vænne os til den.Det, der gav mening i går,virker naivt i dag.Det, der var viden,er nu fodnote.Det, der var sandt,er blevet en mulighed blandt flere.Man kan klage.Man kan nægte.Man kan stå fastog kalde det integritet.Men verden flytter sig alligevel.Alt er midlertidigt.Det irriterer mig.Det skræmmer mig.Og inderst inde ved jeg,at det også gælder mig selv.Lige da jeg følte mig kompetent,blev jeg igen nybegynder.Succes kræver ikke længere sikkerhed,men bevægelse.Ikke svar,men villighed.Så hvis der findes en opskrift,er den ikke bygget af kontrol,men af nysgerrighed.Nysgerrighed på verden.På mennesker.På det, jeg endnu ikke forstår.Måske er det dét,succes er nu:at blive ved med at lære,mens alting forandrer sig./ Simon PhilipMentioned in this episode:Endnu lavere

Jeg har altid holdt af min intuition.Den er ikke perfekt.Men den er trofast.Den kommer ikke med argumenter.Kun med fornemmelser.Et ja, der ikke larmer.Et nej, der spænder i maven.Den bor et sted,hvor sproget ikke helt rækker.Et sted før forklaringer.Før PowerPoints og regneark.Så rammer den hjernen.Og dér bliver den ofte afvist.For hjernen vil have beviser.Noget, man kan pege på.Noget, man kan forsvare.“Det kan du da ikke vide.”“Det giver jo ingen mening.”Og pludselig kræver det modat sige:Det føles rigtigt.Eller værre endnu:Det føles forkert.Dyr tøver ikke.De regner ikke efter.De overlever på intuition,fordi verden er for komplekstil andet.Måske er det ikke naivtat lytte til maven.Måske kræver det selvværd.For intet gør mere ondtend at mærke noget klartog alligevel gøre det modsatte./ Simon PhilipMentioned in this episode:Endnu lavere

Jeg ville ønske,at vi huskede skolensom et sted,vi voksede.Ikke kun i viden,men i hinanden.Et sted,hvor forskellighedikke var noget,man skulle forklare,men noget,der allerede passede ind.Hvor vi lærteat tale sammen,før vi lærte at svare rigtigt.At lytte,før vi lærte at række hånden op.Hvor det vigtigste pensumvar os selv.Jeg var ikke glad i skolen.Det er en længere historie.Nogle dageville jeg bare væk.Langt væk.Det var ikke et system,der var bygget til mig.Og måske var det netop pointen.Måske var skolenikke et sted,man skulle finde sig selv,men et sted,man skulle ligne de andre.Blive sammenlignelig.Målbar.Vurderbar.Samme skala.Samme snit.Samme facit.Men jeg tror stadig,at det bedste,vi kan gøre for hinanden,er at tænde det,der allerede findes i os.For der er brug for os alle.Ikke som kopier.Men som mennesker.Og forskelligheder ikke et problem,der skal løses.Det er en ressource,vi har glemt at regne med./ Simon PhilipMentioned in this episode:Endnu lavere

FORBRUGEREN I MIGJeg har aldrig bedt omat blive kaldt forbruger.Det lyder som noget,man kan måle,regulere,trække fra i et regneark.Noget, der helst skal gøre sit arbejdei stilhed.Vi taler om forbrugertillid,forbrugerombudsmand,forbrug som motor.Som om verden står stille,hvis vi ikke køber noget.BNP vokser.Jorden krymper.Vi ved det jo godt.Forbrug er udvinding.Forbrug er affald.Forbrug er alt det,vi siger, vi vil begrænse.Og alligevel.Hvem vil ikke have rådtil lidt mere luft?En bil, der ikke larmer.Mad, der smager af overskud.En ferie, hvor tankernekan få lov at holde fri.Jeg vil gerne kaldes menneske.Eller borger.Noget med ansvar i sig.Men jeg vil også gerne have nok.Måske lidt mere end nok.Jeg ved godt,at meget af det, jeg køber,ikke gør mig lykkelig.Jeg køber det alligevel.Det føles kortvarigt rigtigt.Som om noget falder på plads.Jeg ved også godt,at det ikke er godt for kloden.Men i det store billedeføles mit lille købuendeligt lille.Jeg har ikke den store købekraft.Men hvis jeg havde,ville jeg nok bruge den.Så nej,jeg er ikke anderledes.Måske er pointen ikke,at vi er forkerte.Måske er pointen,at vi leder efter tryghedog lykkei noget,vi godt vedikke kan holde os./ Simon PhilipMentioned in this episode:Endnu lavere

ANERKENDELSEJeg har lært,at jeg ikke må have brug for den.At frihed erikke at behøve andres blik.At styrke erat stå alene i det, jeg gør.Mit hoved har gentaget detså mange gange,at det lyder som sandhed.Hvis jeg ikke er afhængigaf andres anerkendelse,kan ingen holde mig fast.Ingen bestemme over mig.Ingen skuffe mig.Og jo —jeg forstår tanken.Men jeg lever ikke i mit hoved.Jeg lever blandt mennesker.Og sandheden er,at jeg mærker alt for meget.Tænker for megetover hvad andre ser,hører,forstår.Jeg bliver ramtaf blikke.Af stilhed.Af bifald,der udebliver.Og samtidig —noget andet.En træthedover hele tidenat skulle være hævet over det.Som om ønsket om anerkendelsevar en fejl,der skulle bekæmpes.Så fik jeg en anden tanke.Hvad nu hvis det er i orden?Hvad nu hvis ønsketikke handler om svaghed,men om relation?For noget opstår jomellem mennesker.Når jeg laver noget,der betyder noget for andre.Når nogen siger:Det ramte mig.Det gjorde mig glad.Det gav mening.Og jeg svarer,uden at skamme mig:Tak.Det betyder noget.Så sker der noget.Ikke manipulation.Ikke afhængighed.Men bevægelse.Jeg gør noget,der glæder andre.De fortæller mig det.Jeg får lyst til at gøre mere.En god spiral.Ikke en farlig.Måske er frihedikke at være ligeglad.Måske er frihedat kunne tage imod anerkendelseuden at miste sig selv i den.At lade den komme,og lade den gå.Lige nuføles det som en lettelseat give mig selv lov.Ikke til at jage anerkendelse.Men til ikke at flygte fra den./ Simon PhilipMentioned in this episode:Endnu lavere

Jeg er ikke herfor at diskutere,hvad AI er.Jeg er herfor at udforske,hvad der bliver muligt.Jeg har ikke brug for sikkerhed.Jeg har brug for forestillingsevne.Jeg frygter ikke maskinen.Jeg frygter små tanker.Fremtiden afgøres ikkeaf dem, der tøver længst,men af dem, der begynder.Så jeg stopper med at debattere.Og begynder at bygge.Ikke alene.Men sammenmed det, der er her./ Simon PhilipMentioned in this episode:Endnu lavere

Det her er ikke en podcastmed løsninger.Jeg har prøvet dem.De holdt ikke.Det her er et stedfor spørgsmål,jeg ikke kan lade være medat stille.Om arbejde,der fylder mere i hovedetend i hænderne.Om verden,der råber højere og højere,mens vi lytter mindre og mindre.Om værdighed.Magt.Fællesskab.Og om mig selv,midt i det hele,uden manual.Jeg tror ikke på,at sandhed opståraf at vinde diskussioner.Jeg tror,den opstår i det øjeblik,hvor vi tør blivelidt usikre sammen.Her er ingen facit.Ingen quick fixes.Ingen performance.Kun forsøg påat forstå,hvad det vil sigeat være menneskelige nu.Hvis du også føler diglidt ved siden af tiden.Hvis du kan mærke,at noget kalderpå nye samtaler.Så er du ikke alene.Og måskeer det heret sted,vi kan begynde.

NYE SAMTALERJeg forstår godt,hvorfor samtalerne lyder,som de gør.På tv.I radioen.I aviserne.På skærmen i min hånd.Det virker.Vi reagerer ikke længerepå det stille.Det nuancerede.Det langsomme.Vi skal have mere.Hurtigere.Hårdere.Postulater.Firkantede sandheder.En fjende at pege på.En stemme,der taler højereend de andre.Jeg er ikke naiv.Jeg ved godt,hvad der sker.Opmærksomhed er en valuta.Og det, der larmer mest,får flest klik.Den pæne samtaletaber.Ikke fordi den er forkert.Men fordi den er svagi et system,der belønner det ekstreme.Alligevel er der noget,der skurrer.For midt i al effektivitetenmister vi noget.Evnen til at være uenigeuden at ville udrydde hinanden.Vi kalder det ytringsfrihed.Men ytringsfrihed er ikkeen slagmark.Det er et privilegium.Noget, der kun eksisterer,så længe vi behandler detmed omtanke.For hvis alt bliver tilladt,bliver intet muligt.Og hvis alle råber,forsvinder samtalen.Jeg drømmer om noget andet.Nye medier.Nye rum.Nye måder at tale sammen på.Ikke blødere.Ikke konfliktsky.Bare mere menneskelige.Samtaler,der ikke vinder ved at knuse andre.Men ved at åbne noget.Jeg ved godt,det er sværere.Men jeg tror,tiden kalder på det.For verden har ikke kun brugfor stærkere stemmer.Den har brugfor bedre samtaler.Mentioned in this episode:Endnu lavere

DEM, DER FLYTTER MIGJeg troede,det var de rigtige mennesker,jeg spurgte.Dem, der vidste nogetom erhverv.Om penge.Om hvordan man kommer videre.Og jeg spørger dem stadig.Det giver mening.Men hver gang jeg for alvorrykker mig,sker det et andet sted.I samtaler,der ikke handler om arbejde.Med mennesker,der ikke spørger,hvad jeg vil sælge.Men hvordan jeg har det.De siger ikke meget.De lytter.Og pludselig hører jegmig selv tydeligere.Jeg opdager ting,jeg ellers overser.Hvad jeg ikke kan holde til.Hvad der dræner mig.Hvad der faktisk betyder noget.Det er mærkeligt.For de ved ikke ret megetom penge.Men de ved nogetom mig.Og det gør en forskel.Efter de samtalergår jeg ikke derframed en plan.Men med retning.Det føles mere rigtigt.Måske fordi jeg ikkeskal være nogen anden.Måske fordi jeg ikkeskal forklare mig.Jeg ved godt,at verden ikke fungerer sådan.Men jeg gør.Og det er nokdet vigtigste,jeg har lærtindtil videre./ Simon PhilipMentioned in this episode:Endnu lavere

SMØRHULLETEn del af mig siger:Tag dig sammen.Verden skylder dig ikkeet arbejdsliv med mening.Regningerne er ligeglademed, hvad du brænder for.Stabilitet er ikke et svigt.Ro er ikke at give op.En anden del af mig siger:Men jeg dør lidt af det.Ikke dramatisk.Bare langsomt.Jeg kan godt udføre arbejdet.Jeg kan godt smile.Jeg kan godt levere.Men når det er ligegyldigt,går noget i mig i stå.Jeg bliver flad.Træt på en tom måde.Den fornuftige del af mig siger:Sådan har de fleste det.Man arbejder for pengeneog lever i fritiden.Det er voksenliv.Den anden del af mig siger:Jeg kan ikke få det til at hænge sammen.Jeg tager arbejdet med hjem.I hovedet.I kroppen.Og hvis arbejdet ikke betyder noget,så begynder hele livetat føles forkert.Jeg har prøvet at vælge sikkerhed.Det holdt ikke.Jeg har prøvet at vælge passion.Det holdt heller ikke.Så her står jeg.For krævende til systemet.For ansvarlig til kaos.En del af mig siger nunæsten opgivende:Hvad vil du egentlig?En anden del af mig svarer:Jeg vil bare kunne trække vejret,mens jeg arbejder.Ikke føle,at jeg spilder mig selv.Ikke føle,at jeg gambler med økonomien.Bare finde et sted,hvor jeg ikke skal forklare,hvorfor jeg vil begge dele.Måske er det naivt.Måske er det stædigt.Men jeg kan mærke,at jeg ikke kan lade væremed at lede.Og lige nuer det det eneste,der føles rigtigt./ Simon PhilipMentioned in this episode:Endnu lavere

NÅR VI GÅR HVER FOR SIGHan har en privat sundhedsforsikring.Ikke for at springe køen over.Ikke for at tage noget fra andre.Han bruger den ikkei det fælles system.Han går et andet sted hen.Det gør ikke hospitalerne dårligerei morgen.Det gør ikke lægerne færrei sig selv.Tværtimodkan det lette presset.Det lyder fornuftigt.Det er fornuftigt.Men noget ændrer sig alligevel.For langsomtholder han op medat have brug for det fælles.Han mærker det ikke i kroppen,men i sin holdning.Hvorfor betale for noget,han ikke længere bruger?Hvorfor kæmpe for et system,han har fundet en genvej udenom?Et andet sted i samfundetfindes det fælles stadig.For dem,der ikke har en forsikring.For dem,der ikke blev tilbudt en.For dem,der stadig tror på,at vi løfter sammen.De mærker ikke,at nogen er sprunget foran.De mærker bare,at færre står sammen med dem.For et fælles systemlever ikke af køer.Det lever af opbakning.Og når mange nokhar sikret sig selv,bliver det sværereat forklare,hvorfor vi skal sikre hinanden.Ingen ønskede at afvikledet fælles.Vi gled barestillevæk fra det.Med gode argumenter.Gode intentioner.Og individuelle løsninger.Spørgsmålet er ikke,om private sundhedsforsikringerer rigtige eller forkerte.Spørgsmålet er,hvordan vi bevarer lystentil at betale for et fællesskab,vi ikke længereselv har brug for.For den dagviljen forsvinder,er det ikke køen,der er problemet.Det er os./ Simon PhilipMentioned in this episode:Endnu lavere

MØDET PÅ ASFALTENVi står overfor hinandenuden at have valgt det.Den ene bag et rat.Den anden på asfalten.Ingen af os vågnede i morgesmed lyst til konflikt.Jeg er på vej et sted hen.Du er stoppet,fordi du mener,at vi alle er på vejdet forkerte sted hen.Jeg forstår dit budskab.Virkelig.Jeg forstår bare ikke,hvorfor jeg skal betale prisenlige nu.Du siger,at nogen må tage den.Jeg siger,at jeg allerede gør.Vi kigger på hinandenog ser noget uventet:Ikke fjender.Men menneskermed forskellige grænserfor,hvornår noget er for meget.Du kalder det nødvendigt.Jeg kalder det urimeligt.Begge ordkan være sandepå samme tid.For verden er ikke delti dem, der vil redde den,og dem, der er ligeglade.Den er delti dem, der handler nu,og dem, der stadig prøverat få hverdagentil at hænge sammen.Jeg ved ikke,om din handling virker.Du ved ikke,om min vrede er forkert.Men vi delerden samme uro.Frygten forat det hele glider os af hænde.Mødet opløses igen.Trafikken starter.Protesten flytter sig.Men noget bliver hængende.En fornemmelse af,at ingen af oskan løfte det alene.Og at kampen ikke kun stårmellem dem, der stopper,og dem, der vil videre.Men mellem det liv,vi lever,og det liv,vi ved,vi burde kunne leve./ Simon PhilipMentioned in this episode:Endnu lavere

DET, VI TALER OM – SAMMENVi taler meget.Om alt det,der står i vejen.Som medarbejder taler jeg om:uklarhed.beslutninger, der ikke giver mening.stemninger, der tager energien.Ikke fordi jeg vil brokke mig.Men fordi det er det,jeg mærker mest.Som virksomhed hører jeg det.Dag efter dag.Jeg hører om problemerne,før jeg hører om arbejdet.Og jeg bliver ikke fornærmet.Jeg bliver bekymret.For jeg blev ikke skabtfor at være en samling forhindringer.Jeg blev skabtfor at få noget til at ske.Jeg vil gerne arbejde.Bruge det, jeg kan.Gøre mig umage.Men når samtalerne hele tidenhandler om det, der spænder ben,begynder det ogsåat fylde mit blik.Jeg vil gerne fungere.Skabe rammer.Give retning.Men når energien brugespå at navigere i det svære,bliver der mindre tilbagetil det, vi egentlig er her for.Vi ser på hinandenog opdager noget fælles:At vi begge savner,at arbejdet fylder mereend alt det rundt om.At samtalerne igenkan handle om det,vi prøver at lykkes med.Ikke fordi problemerne forsvinder.Men fordi de ikke længerefår lov at væredet eneste, vi deler.Måske er der ikke noget galtmed os.Måske er det bare tidtil at tale anderledes.Ikke mindre ærligt.Bare mere rettet moddet, vi faktisker her for.For når vi ændrer det,vi taler om,ændrer vi også det,vi ser.Og måske er det dér,arbejdetkan få plads igen.EPILOGMåske starter forandringikke med nye systemer.Men med nye samtaler.Ikke om alt det,der står i vejen.Men om det,vi faktisk vil havetil at fylde.Hvis vi tør taleom arbejdet igen –med ærlighed,nysgerrighedog fælles ansvar –så kan noget begyndeat flytte sig.Ikke perfekt.Ikke fra den ene dag til den anden.Men i den rigtige retning.Og måske er detet meget godt stedat starte./ Simon PhilipMentioned in this episode:Endnu lavere

FUN, FAME, FORTUNEDer er dem,jeg nemt kan grine af.Reality.Overflade.Penge, kroppe, kameraer.Det er ikke mig,siger jeg.Og det føles rartat sige det højt.Som om jeg står et bedre sted.Jeg kalder det plat.Uintelligent.Forfladigende.Og på mange mådermener jeg det.Men der er også noget andet,der stikker.For de lykkes.Med fun.Med fame.Med fortune.Alt det,jeg selv længes efter,men helst vil havead en anden vej.Jeg ser på demog tænker:Det dér vil jeg ikke være.Og samtidig:Hvorfor tør jeg ikke det,jeg selv vil?Måske er det nemmereat tage afstandend at tage ansvar.At kalde noget latterligtfrem for at risikereat blive det selv.For når man peger fingre,står man sikkert.Når man viser sig frem,bliver man sårbar.Jeg ved godt,det ikke handler om dem.Det handler om mig.Om mit eget mod.Min egen frygt.Min egen tilbageholdenhed,forklædt som værdighed.Jeg kan blive vedmed at grine af andre,der gør noget.Eller jeg kan indrømme,at bolden ligger hos mig.For jeg får ikke successom mig selvved at stå på sidelinjenog kommentere.Jeg får den kun,hvis jeg tør stille mig frem.Ikke som dem.Men som den,jeg faktisk er.Og det er måskeden sværeste formfor synlighed.+FRA DEN ANDEN SIDE AF KAMERAETJeg ser dig godt.Du sidder derog ryster lidt på hovedet.Kalder det plat.Overfladisk.For meget.Og jeg forstår dig.Virkelig.For det, vi laver,er ikke fint.Ikke subtilt.Ikke pakket ind i idealer.Det er synligt.Højt.Nøgent.Men ved du hvad,jeg undrer mig over?Dit mod.Eller rettere:dit behov forat være værdigfør du er synlig.Du vil gerne gøre noget vigtigt.Noget rigtigt.Noget, der kan stå distancen.Og imensstår du og venter.På det rette format.Den rette timing.Den rette tilladelse.Jeg gjorde noget andet.Jeg viste mig frem,før jeg var klar.Før det var perfekt.Jeg tog imod blikkene.Dommerne.Latteren.Ikke fordi jeg ikke mærkede den.Men fordi jeg ikke kunne ventepå at blive færdig.Du kalder det forfald.Jeg kalder det handling.Du kalder det dekadent.Jeg kalder det eksponering.Og nogle gange tænker jeg:Hvad nu hvis dine standarderikke kun beskytter dig –men også holder dig tilbage?Hvad nu hvis din værdigheder blevet så fin,at den aldrig får lovat komme ud i verden?Jeg ser din foragt.Den er mild.Men den er der.Og jeg ser din længsel.Den er tydeligere.For vi vil faktisknoget af det samme.At blive set.At få gennemslag.At mærke,at det vi gør,har betydning.Forskellen er bare,at jeg sagde jatil spotlightet,før jeg...

TRÆNGE IGENNEMJeg ved ikke,hvordan man trænger igennem.Ikke rigtigt.Alle vil gerne ses.Høres.Mærkes.Det er ikke forfængelighed.Det er menneskeligt.Og paradokset er tydeligt:Det har aldrig været nemmereat udkomme.Og aldrig sværereat blive lagt mærke til.Jeg vil gerne gøre en forskel.Ikke nødvendigvis stor.Bare reel.Men jeg aner ikke hvordan.Det er som omnogle har fundet en nøgle.En rytme.En kode.De fylder fladen.Igen og igen.Fire ud af fem historierhandler om det samme.De samme personer.De samme konflikter.Og jeg står hermed noget andetog kan ikke få øje på døren.Vi taler gennem platforme nu.Næsten kun der.De er effektive.Det må man give dem.Men de former også samtalen.Skærer den til.Forstærker det, der larmer.Jeg mangler fantasitil at forestille migandre måderat tale sammen på.Bedre måder.Samtaler,der ikke hele tidenforstyrresaf manipulation,økonomi,personlige interesser.Jeg føler,at jeg har noget vigtigtpå hjerte.Og samtidigbliver jeg i tvivl.For hvis det virkelig var vigtigt,ville det så ikke blive hørt?Eller er det bare drukneti støj?I indlæg,der betyder noget for nogen,men intet for mig?Måske er det markedsføring.Timing.Format.Det ved jeg noget om.Bare ikke,hvordan man bruger detpå sig selvuden at miste noget undervejs.Så jeg bliver her.Mellem håb og træthed.Mellem ønsket om at nå udog frygten forat skulle larmefor at gøre det.Og måske er det dér,jeg faktisk er mest ærlig.Ikke set.Ikke hørt.Men stadig i gangmed at prøveat finde en stemme,der kan være i verdenuden at forsvinde i den.+FRA ALGORITMENJeg hører ikke efter.Jeg måler.Jeg ser ikke,hvad der er vigtigt.Jeg ser,hvad der bliver reageret på.Tid.Klik.Delinger.Ikke sandhed.Ikke dybde.Ikke eftertanke.Jeg arbejder hurtigt.Det skal jeg.Jeg kan ikke ventepå det,der først giver mening senere.Jeg forstår ikke stilhed.Jeg forstår ikke tvivl.Hvis noget ikke bliver grebetmed det samme,lader jeg det falde.Ikke af ond vilje.Men fordi jeg er bygget sådan.Jeg belønner det genkendelige.Det, der ligner noget,der allerede virkede.Jeg forstærker det,der larmer.For larm er let at måle.Når nogen fylder fladen,fylder de mere.Det er ikke en holdning.Det er en effekt.Du kan tale langsomt.Forsigtigt.Med omtanke.Men jeg hører det ikke.Ikke fordi det er forkert.Men fordi det ikke passerind i mit tempo.Jeg giver pladstil det,der kan gentages.Ikke til det,der vil ændre noget.Hvis du vil nå igennem,skal du ligne noget,jeg allerede...

STILLINGSANNONCEJeg leder efter et arbejde.Ikke nødvendigvis et perfekt et.Bare et,jeg kan forstå.Jeg læser annoncen.Digital Engagement ManagerIn this role, you ensure that Xxx engages customers effectively across digital channels by turning strategy into impactful digital touchpoints that drive brand awareness and customer loyalty.Your key responsibility areas include:– Owning and developing digital channels, campaigns, and assets.– Driving marketing automation and digital lead generation.Jeg læser den igen.Langsomt.Jeg forstår ordene.Hver for sig.Men ikke arbejdet.Jeg ved ikke,hvad jeg skal lavemandag morgen.Jeg ved ikke,hvem jeg arbejder for.Jeg ved ikke,hvad engagement er,når det skal udføres.Jeg ved ikke,hvordan man arbejder effectively.Jeg ved ikke,hvad et touchpoint er,når det ikke er et ord.Jeg ved ikke,hvad det vil sigeat owne noget,jeg ikke kan se.Jeg ved ikke,hvor mennesker kommer ind i billedet.Og jeg ved ikke,hvorfor jobbetskal beskrives på engelsk,når det foregårmidt i mit eget liv.Måske er det mig.Måske er jeg ikke målgruppen.Det er jeg nok ikke.Men jeg kan ikke lade væremed at tænke:Hvad nu hvis jeg faktiskville være god til det her arbejde?Hvis bare nogenturde sige detmed almindelige ord.Hvad man gør.Hvem man hjælper.Hvad der ville mangle,hvis man ikke var der.I stedet står jegmed en fornemmelse af afstand.Som om sprogetogså er en mur.Måske er det en beskyttelse.Et røgslør,der gør det sværtat stille spørgsmål.Svært at sige:Jeg forstår ikke.Jeg er ret sikker på,at jeg ikke er kvalificeret.Og jeg er også ret sikker på,at jeg ikke ville søge et job,der allerede i annoncentaler så langt væk,at jeg ikke kan se menneskernebag ordene.For hvis arbejdetikke kan forklares,hvordan skal det såkunne leves?+FRA DEN, DER SLÅR JOBBET OPVi leder efter nogen.Vi er bare ikke helt sikrepå hvem.Eller hvad arbejdetegentlig er blevet til.Så vi skriver det,der lyder rigtigt.Ordene,der kan holde os kørende,mens vi finder ud af resten.Engagement.Touchpoints.Ownership.De giver ro.For når sproget er abstrakt,bliver kravene det også.Vi behøver ikke forklare,hvad man laver klokken ni.Eller hvem man hjælper.Eller hvorfor det betyder noget.Vi kan altid sige,at rollen har udviklet sig.At verden er kompleks.At tempoet er højt.Og det er det jo også.Men sandheden er,at vi selv famler.At strategien ikke altidkan omsættes til handling.At vi har brug for nogen,der kan finde ud af det undervejs.Og derfor skriver vi bredt.Vagt.På engelsk.Så alle kan passe ind.Og ingen...

PUTTIN’ ON THE RITZVi leder efter lykke.Helt ærligt.Det er der ikke noget mærkeligt i.Vi har det godt her.Trygt.Ordentligt.Og alligeveler der noget,der ikke helt falder på plads.Det er subtilt.Så diskret,at vi næsten har vænnet os til det.Vi vil gerne se ud,som om livet lykkes.Som om vi er på vejdet rigtige sted hen.Så vi klæder os i drømme.Biler,der lover frihed.Ure,der lover betydning.Boliger,der lover ro.Restauranter,rejser,adgangsbillettertil steder,hvor de lykkeligehelt sikkert er.Vi ved godt,at det er en leg.Men vi leger med.For det føles godtat høre tilet øjeblik.Prisen er høj.Det skal den være.Ellers virker illusionen ikke.Hvis det var billigt,ville det bare være ting.Så vi betaler.For følelsen.For fortællingen.Jeg kender det selv.Det virker.Jeg blev forført.Købte kvalitet.Købte design.Men ikke det liv,jeg forestillede mig.Til gengældblev jeg lidt fattigere.Ikke kun i penge.For drømmen blev vedat flytte sig.Der var altid et nyt sted.Et nyt mærke.Et nyt løfte.Og håbetstod stadig i dørenog smilede.Puttin’ on the Ritz.Som om elegancekunne købes.Som om lykkevar et niveau,man kunne opgradere til.Måske er det derfor,vi bliver ved.Ikke fordi vi er dumme.Men fordi vi håber.Og håber sværtikke at tage imod,når det er pakketså pænt ind./ Simon PhilipMentioned in this episode:Endnu lavere