Noget I bør vide — med Anders Sørensen. Samtaler om psykiatri, psykologi og livet bag diagnoserne

Hvad hvis autisme ofte er det, vi ikke lægger mærke til?I dagens podcast med Karina Bundgaard, forperson for Autismeforeningen, kommer vi tæt på en form for mistrivsel, der i dag let går under radaren.For nogle børn ser stille ud.De passer sig selv. Klarer skolen udadtil. Fylder ikke meget.Men indeni kan der være konstant pres, overbelastning og kaos. For andre ser det helt anderledes ud.Uro. Konflikter. Udbrud. Det, vi kalder “udadreagerende adfærd”.Og pointen er den samme:Det kan se vidt forskelligt ud udefra – og alligevel handle om det samme indeni.Vi taler blandt andet om:• børn, der holder sammen på sig selv hele dagen – og bryder sammen derhjemme• børn, der reagerer udad, når belastningen bliver for stor• hvorfor autisme ofte opdages sent – eller misforstås• hvordan det bliver tolket som angst, spiseforstyrrelse eller “adfærd”• mødet med et system, der ser symptomer – men ikke altid det, der ligger bag• og hvad der faktisk hjælper, når man begynder at forstå det rigtigtDet her afsnit handler ikke kun om autisme.Det handler om, hvor forskelligt mistrivsel kan se ud – og hvor let vi kommer til at misforstå den.Og hvad der sker, når vi begynder at kigge efter det, der ligger bag.

Hvad sker der, når et barn ikke passer ind i systemet – men systemet heller ikke passer til barnet?I dette afsnit møder du Mathias.Som barn blev han kaldt “udadreagerende”.Men bag reaktionerne gemte der sig noget helt andet:overbelastning, ensomhed, smerte – og en konstant kamp for bare at holde sammen på sig selv.Han beskriver det som at være en ballon, der langsomt pustes op…indtil den springer. Vi taler om:• At vokse op som “den særlige dreng” uden at få den nødvendige støtte• Hvordan mistrivsel kan blive til OCD, selvskade og angst• Hvorfor straf og sanktioner rammer de mest sårbare børn• Hvordan diagnoser nogle gange lukker mere ned, end de åbner• Og hvad der faktisk gjorde forskellen: relationer, tryghed og voksne, der turde være nysgerrigeDet her afsnit er ikke kun en personlig fortælling.Det er også en kritik af et system, der alt for ofte kigger på adfærd – i stedet for at forstå, hvad der ligger bag.For børn reagerer ikke uden grund.Og måske er spørgsmålet ikke:“Hvordan stopper vi adfærden?”Men:“Hvad er det, barnet forsøger at håndtere?”Hvis du arbejder med børn.Har et barn tæt på dig.Eller bare vil forstå mistrivsel på en anden måde end den gængse…Så er det her et afsnit, du ikke må gå glip af.

Du kender måske min faglige side.I dag får du den personlige.Jeg gæstede nemlig min egen podcast.

“Legaliser cannabis.Legaliser alle rusmidler!”Det siger Rasmus Poulsen aka Raske Penge - musiker og indehaver af cannabisbutikken RaskeplanterOg jeg blev nødt til at forstå hvorfor.Jeg sidder til daglig med mennesker, der kæmper for at komme ud af de psykiatriske stoffer.Jeg ser, hvor svært og opslidende det kan være.Min kritik af psykiatrien er netop,når vi kommer til at forsøge at løse menneskers problemer ved at dæmpe deres følelser frem for at forstå dem -og kalde det bedring, når man mærker mindre.Så tanken om at frigive endnu flere stoffer i samfundetvirkede… forkert.Derfor inviterede jeg ham i studiet.Argumenterne skal du høre fra Rasmus selv.Én ting må jeg indrømme:Når man faktisk lytter –og giver argumenterne plads –så er de sværere at afvise, end jeg umiddelbart havde troet.Det handler om menneskesyn.Intet mindre.Om hjælp og forståelse -frem for skam og straf.

Jeg tror, vi misforstår misbrug.Ikke at alkohol og stoffer ikke kan være destruktive.Det kan de.Men fordi vi bliver ved med at kalde det problemet -når det i virkeligheden ofte er en løsning.En løsning på angst.På uro.På tankemylder.På følelsen af at være forkert.På traumer, der preesser på fra dybet og aldrig bliver mødt.De fleste ved godt, det ikke er sundt.Men det virker.Og nogle gange er det det eneste, der virker.Problemet er, at vi fjerner løsningen… uden at forstå, hvad den løste.(Dansk psykiatri i en nøddeskal)Og det gælder ikke kun alkohol og stoffer.Det gælder også alt det, psykiatrien kalder “symptomer”.Selvskade. Tankemylder. Undgåelse. Dissociation. Distraktion. Overspisning. Forsøg på at håndtere noget - ikke tegn på sygdom.Vi tager det væk, der dæmper smerten –men lader smerten blive.Det er klart, det går galt.Derfor fejler "behandlingen", og så kommer alle udredningerne,når personen får det værre og det hele fremstår så uforståeligt:Bipolar.Skizotypi.Skizoaffektiv.Dobbeltdiagnose.Som om problemet er inde i personen –og ikke i det, personen forsøger at håndtere.I dag talte jeg med Maja Petrea Fox, der har været igennem det system.Diagnoser på stribe.Indlæggelser. Mange.Medicin. Meget.Men ingen spurgte hende:Hvad er der sket med dig?Så hun fandt selv noget, der virkede.Alkohol. Stoffer.Simpelthen for at kunne være i det.I dag er hun ude.Uden medicin.Uden alkohol.Abstinenshelvedet fra en ni måneder lang benzodiazepinudtrapning blev vendepunktet.Hør hvordan i dagens podcastafsnit.

Afgørelsen kom i dag: Pias datter mister sin dagbehandlingsskole.SYSTEMSTRESS – DEL 2Jeg troede egentlig, at jeg havde forstået det i dybden.Når hjælpen bliver noget, man skal kæmpe for.Når det ikke stopper – heller ikke når det endelig går bedre.Men først da jeg sad over for Pia, forstod jeg, hvor dybt det her stikker.I podcasten fortæller Pia om livet som mor til et barn i mistrivsel.Pia har kæmpet for sin datter i årevis.Møderne. Vurderingerne. Usikkerheden. Mistilliden.Kæmpet for at blive taget alvorligt.Kæmpet for at få den hjælp, hendes datter havde brug for.Efter lange forløb lykkedes det endelig:Hun fik en plads på en dagbehandlingsskole.Og alt begyndte at ændre sig.Hendes datter fik det bedre.Fik ro. Begyndte at lære igen.Fik en hverdag, der fungerede.Alle var enige: Det var det rigtige.Så flytter de kommune.Og så starter det forfra.Den nye kommune laver deres egen vurdering.Ser noget andet. Træffer en ny beslutning. Og i dag - efter optagelsen - kom afgørelsen:Dagbehandlingsskolen bliver taget fra hende.Hun skal i en anden dagbehandlingsskole, som er billigere og hører under statens rammeaftale. For at spare penge. Et unødvendigt skift der river hverdagen over og fjerner alle trygge rammer.Det er vitterlig ikke til at bære.Hvordan giver man den besked til sit barn?Kun fra Christiansborg kan det her ændres.Men ingen af partierne - ingen - tager det alvorligt.Hvis jeg får lov til at bestemme efter valget på tirsdag, skal det her ændres. Med det samme.Det er for dyrt at lade være.Menneskeligt, økonomisk.Hvor mange børn og familier bliver i dag gjort mere syge af det system, der skulle hjælpe dem?Lyt til Pia.Man forstår det ikke, før man hører det.

Agnes Marie Frey blev af psykiatrien erklæret kronisk psykisk syg med diagnosen paranoid skizofreni. Ingen spurgte Agnes, hvad det var, hun reagerede på i sit liv: hun var bare syg.I dag har Agnes kæmpet sig ud af både sin psykiske lidelse og af den psykiatri, som skulle hjælpe hende, men som gik hen og blev en del af problemet. Hun er også godt på vej ud af den antipsykotiske medicin, som hun fik at vide, ikke ville være svær at komme ud af. Det viste sig at være langt fra sandheden.Agnes fortæller om sin vej ind i og ud af lidelsen, medicinen og psykiatrien. Anders fortæller om den traumeinformerede tilgang til psykisk lidelse, som formentlig kunne have sparet Agnes for 10 år i psykiatrien, hvis hun var blevet mødt med i starten af sit ”sygdomsforløb”.For hvad sker der, når et menneskes traumereaktioner kommer til udtryk på en måde, som af omverdenen bliver tolket som ”psykotisk” og ”sygt”? Agnes så en lille pige på sit badeværelse og oplevede et dyr i vandet i svømmehallen, hvor hun var elitesvømmer. Begge dele var der bestemte regler for, så der ikke skulle ske noget slemt.

Samtaleterapi er ikke nok.I hvert fald ikke, når det gælder svære traumer.Evaloa Schou er kropsterapeut.Traumeinformeret kropsterapeut.Og i dagens podcast sætter vi fingeren på noget, store dele af mit eget fag alt for sjældent taler om:Psykoterapiens begrænsninger.Jeg er selv psykolog – og jeg genkender det alt for godt.Man kan forstå sig selv i årevisuden at noget grundlæggende ændrer sig.“Jeg ved godt, hvorfor jeg har det sådan…men jeg har det stadig sådan.”Og nogle gange bliver det næsten værre:Man forstår mere, kender de "gode strategier" – men føler sig stadig fanget i det samme.Så hvad mangler?Kroppen.I afsnittet taler vi om:– hvorfor forandring nogle gange kræver, at vi går en anden vej end gennem hovedet– hvad der sker, når kroppen (og nervesystemet) ikke bliver taget med– og hvorfor noget af det mest afgørende måske ligger i det felt, hvor samtale, krop og relation mødesSamtalen er en invitation til at tænke bredere:Samtaleterapi, krop, bevægelse, relation.Ikke enten-eller.Men både-og.Hvis du arbejder med kroppen, terapi – eller mennesker i det hele taget –så tror jeg, den her samtale vil give mening.

Der er noget dybt forkert i den måde, vi hjælper mennesker på.Og det bliver meget tydeligt i denne samtale.Silke er 25 år.Hun har autisme og ADHD.Men det er ikke det, der er den sværeste historie.Det svære er alt det, der sker rundt om.At få en diagnose –men ikke få nogen hjælp til at forstå den. At blive sendt hjem med et papir –og selv skulle finde ud af resten.At forsøge at passe ind i et system,der aldrig var lavet til én.At gå i stykker,fordi man igen og igen prøver at fungere i rammer, der ikke fungerer.Og så langsomt begynde at opdage:Måske er det ikke mig, der er noget galt med.Måske er det systemet.I afsnittet taler vi bl.a. om:• hvordan en diagnose både kan være en lettelse og en identitetskrise• hvorfor så mange unge ender i mistrivsel, når de prøver at tilpasse sig systemet• hvordan diagnoser i dag er blevet adgangsbillet til hjælp• og hvorfor vi har skabt et system, der først reagerer, når mennesker er brudt sammenSilke giver et unikt indbliok i et system, der igen og igen svigter de mennesker, det er sat i verden for at hjælpe.Og i et spirende oprør mod det.Lyt til Silke!

Hvis man har den mindste tvivl om, hvorfor psykiatriske diagnoser er så udskældte, som de er - inklusive fra undertegnede - så lyt med her.Sarahs historie rummer mange af svarene.Om traumer, psykiatrien negligerede.Om systemer, der ikke lyttede.Om diagnoser, der kan komme til at skjule det, der faktisk er sket.Om først at få hjælp, når man forlader systemet og selv betaler for den.Og om hvor meget der kan ændre sig, når nogen endelig tør spørge:Hvad er der sket med dig?

Hvis du nogensinde har tænkt: “Hvorfor gør jeg egentlig sådan?”Så er denne samtale med Frej Prahl et godt sted at starte.Selvkritik.Overarbejde.Undgåelse.Angst.Dissociation.Selvskade.Misbrug.PerfektionismeKontrol.Jeg kan selv genkende nr. 1, 2, 3, 4, 5, 7 og 8.Uanset hvad du kæmper med, så prøv et øjeblik at erstatte kampen med nysgerrighed og spørg:Hvad prøver den del af mig at beskytte?Det er grundtanken i terapiformen Internal Family Systems (IFS), som i disse år vinder hastigt frem. Heldigvis.IFS og klassisk psykiatrisk tænkning er fundamentalt uforenelige. De bygger nemlig på to helt forskellige forståelser af psyken. IFS arbejder ikke med diagnoser eller med et sprog om “sygdom”, “symptomer”, “forstyrrelser” eller “patologi”. I stedet forsøger man radikalt og altid at forstå vores reaktioner som velmenende dele af os, der engang har forsøgt at beskytte noget sårbart – men nu står i vejen.Frejs bog hedder ”Alt er godt” forstået på den måde, at alt i os i virkeligheden vil noget godt.Præmissen i min podcast er, at gæsten må stille personlige spørgsmål tilbage til mig.Det gjorde Frej. Derfor endte samtalen et sted, jeg ikke havde forventet.Jeg fortæller blandt andet om to oplevelser, der gjorde IFS meget konkret for mig.Den ene var et møde med IFS-terapeut Signe Steenberger,hvor noget i mig pludselig blev set på en måde, jeg ikke havde oplevet før og jeg begyndte at græde midt i et kaffemøde.Den anden var en psilocybin-oplevelse på en ødegård i Pennsylvania, hvor den samme idé blev tydelig på en dybt kropslig måde: At de dele, vi kæmper imod i os selv, ofte (altid?) bare forsøger at hjælpe.Og at noget ændrer sig, når man begynder at møde dem med nysgerrighed i stedet for kamp.Lyder det fluffy?Det gjorde det også for mig i starten.Men i dag giver det mening for mig – både fagligt og personligt.

“Jeg bliver ofte spurgt: Har du aldrig mødt nogen, som ikke har fået det bedre af at komme ud af medicinen?Jeg siger nej.Jeg har aldrig mødt nogen endnu, som ikke har fået det bedre – når man gør det ordentligt.”Sådan siger Karine Lindgaard, leder af MedicinRådgivningen i SIND, i dagens podcast.For der findes et sted i Danmark, hvor man kan få hjælp til at trappe sikkert ud af psykofarmaka.Ét sted.Og stod det til mig, skulle de fast på finansloven og have tidoblet deres årlige finansiering.Fordi behovet er så enormt.MedicinRådgivningen rådgiver om udtrapning af alle typer psykofarmaka – antidepressiva, antipsykotika, benzodiazepiner, stemningsstabiliserende midler, ADHD-medicin – og også opioider.Men mange mennesker opdager først, hvor svære de her præparater kan være at komme ud af igen, når de står midt i abstinenserne fra en for hurtig udtrapning – den type udtrapning, som de officielle retningslinjer stadig anbefaler. Deabstinenser bliver ofte forvekslet med tilbagefald – og så starter medicinen igen.Derfor taler vi om:• hvorfor så mange får problemer, når de forsøger at stoppe medicin• hvorfor de klassiske udtrapningsråd ofte ikke virker• hvordan en mere skånsom og realistisk udtrapningsplan kan se ud• hvorfor støtte og samtaler kan være afgørende i processen• hvad man helt konkret kan gøre, hvis man ønsker hjælp – i et sundhedssystemhvor de fleste læger aldrig har fået undervisning i udtrapning.Konklusionen er, at der i dag findes meget mere viden om udtrapning og abstinenshåndtering end den, man typisk møderi sundhedsvæsenet, hvor officielle vejledninger på området ikke er blevet opdateret i årtier.Det er også derfor, MedicinRådgivningen eksisterer.Den er vokset ud af et behov, som behandlingssystemet aldrig fik dækket.Derfor mener jeg også, at vi politisk bør tage den viden langt mere alvorligt.

I dag talte jeg med Dorthe Birkmose.En overraskende parallel mellem psykisk lidelse og det at arbejde i velfærdsstaten opstod få minutter inde i samtalen.I psykologien taler vi om strategier, dér hvor psykiatrien taler om symptomer.Altså de måder mennesker forsøger at håndtere smerte og overleve svære livsomstændigheder eller traumer. Det er derfor, vi spørger hvad der er sket med folk – ikke hvad der er galt med folk.Slår man fx op i diagnosemanualerne, finder man lange lister over adfærd.Men adfærd opstår jo ikke ud af ingenting. Det er motiveret adfærd – forsøg på at håndtere noget, der gør ondt. Det har en funktion i et menneskes liv.Og her er pointen: Dorthe taler om forråelse på samme måde.Som en strategi for at overleve at arbejde … i velfærdsstaten.For hvad sker der med mennesker, når de arbejder i et system, hvor de ikke får lov til at gøre det, de fagligt og menneskeligt ved er rigtigt?Dorthe kalder det moralsk stress. Den spænding og smerte, der opstår, når man kan se, hvad et menneske har brug for, men ikke får lov til at give det.Over tid må mennesker finde måder at overleve den moralske stress på. En af dem er forråelse. En anden er quiet quitting. En tredje er skyggearbejde. En fjerde fawn – og vi kommer omkring dem alle.Dorthes bog hedder meget passende ”Når gode mennesker handler ondt.” Fordi systemer nogle gange presser mennesker til at lukke ned for deres egen medmenneskelighed.Noget af det, jeg holder allermest af ved Dorthe, er hendes urokkelige tilgang til altid – altid – at forstå selv den mest umoralske adfærd. Virkelig prøve at forstå, hvordan den kan opstå, i stedet for at fordømme den.For hvis vi ikke forstår mekanismerne, kan vi heller ikke ændre dem.Det blev en virkelig tankevækkende samtale.Genkender du det fra dit eget arbejde?I samtalen når vi frem til, at det er så normalt og udbredt, at man ikke behøver skamme sig over det.Lad os i stedet prøve at forstå det – og finde ud af, hvordan vi ændrer det.

“Hvis du har ADHD, skal du måske åbne en flaske champagne.”Det siger min gæst i dette afsnit.Ikke fordi livet med ADHD nødvendigvis er let. Men fordi noget af det, vi kalder en “forstyrrelse”, måske i virkeligheden er en anden måde at fungere på.En forskellighed, der ikke i sig selv er lidelsesfuld – men som let bliver det, når den presses ind i rammer og forventninger, der ikke passer til den.I samtalen taler vi blandt andet om:- hvorfor diagnoser nogle gange siger mere om systemet end om personen- hvorfor mange med ADHD udvikler angst, depression, stress eller skam- hvordan rammerne i skole og arbejde både kan skabe problemer – eller fåmennesker til at blomstre- hvordan medicinen virker, og hvorfor den nogle gange får mennesker til at fungere i et system, der måske burde ændres i stedet.Og vi taler om, hvordan mange kan koncentrere sig ekstremt – bare ikke om det, der ikke giver mening for dem.Så måske er spørgsmålet ikke kun:Hvad er der galt med mennesker?Måske er spørgsmålet også:Hvad er der galt med de rammer, vi har bygget omkring os, og hvordan kan deændres, så forskelligheden ikke bliver et problem?Jim La Trache, har selv været igennem hele møllen – og peger i episodenpå tre ting, der har hjulpet ham:– at tale anderledes om sig selv– at finde de miljøer, hvor ens hjerne fungerer bedst– at begynde at se styrkerne ved sin neurodivergens – når altså man lærer atforstå, omfavne og bruge den.Det er en samtale om neurodiversitet, ADHD, stigmatisering, systemer og medicin.Men i virkeligheden mest om menneskesyn – og om hvorfor så mange menneskerføler sig forkerte i en verden, der måske bare er for snæver.

I denne episode taler jeg med Lise Dam, mor til Sarah, hvis historie mange kender fra DR-dokumentaren Hvem griber Sarah?Sarah døde af sin depression, mens hun ventede på behandling i psykiatrien. I dag kæmper Lise for, at det ikke skal ske for andre.For hvad sker der, når et menneske har brug for hjælp – men møder et system, hvor ansvaret glider fra hånd til hånd? Sarah mødte seks forskellige psykiatere i sit forløb. Alle kunne se, at hun havde brug for hjælp. Ingen tog ansvaret for at hjælpe hende.Vi taler om, hvad en svær depression egentlig gør ved et menneske. Hvordan håbet langsomt kan forsvinde, når hjælpen udebliver. Hvordan selv stærke mennesker kan blive fanget i en lidelse, der gradvist overtager tankerne og gør verden mindre og mørkere. Og hvor afgørende det er, at nogen griber ind, før håbløsheden får lov til at vokse sig livsfarlig.Vi taler også om betydningen af kontinuitet i behandling: at have én behandler, der kender én, og et forløb, hvor relationen kan vokse. Sarah havde tidligere været i et gruppeforløb med en fast psykiater og psykolog, hvor hun fik det markant bedre.Da hun blev syg igen, ønskede hun blot at komme tilbage til det, der havde virket. Men systemets strukturer gjorde det umuligt.Undervejs i samtalen kommer vi også ind på nogle af de større spørgsmål i psykiatrien i dag:– Hvad sker der med mennesker, når de kastes rundt mellem diagnoser og behandlere?– Hvordan påvirker ventetid håb og håbløshed i en depression?– Hvad betyder relationer og behandlingsalliance i psykiatrisk behandling?– Hvorfor kan systemer nogle gange ende med at stå i vejen for den hjælp, de er sat i verden for at give?- Og hvorfor vi har brug for at gøre en særlig indsats for unge mellem 18 og 30 år.Vi taler også om de ændringer, vi mener er nødvendige, hvis vi skal undgå lignende behandlingssvigt i fremtiden: kontinuitet, tryghed, samarbejde, tilbagefaldsbehandling, bedre støtte til ungevoksne – og et bredere syn på, hvilke faggrupper der kan spille en rolle i psykiatrien. Især pædagoger og psykomotoriske terapeuter kan noget, som i dag undervurderes i et system præget af stive faghierarkier.Det er en samtale om sorg, men også om håb. Om et system, der kan og skal blive bedre. Og om hvorfor Lise i dag fortsætter kampen – for “de andre Sarah’er derude”.