DiscoverNoget I bør vide — med Anders Sørensen.
Noget I bør vide — med Anders Sørensen.
Claim Ownership

Noget I bør vide — med Anders Sørensen.

Author: Anders Sørensen

Subscribed: 123Played: 401
Share

Description

Noget I bør vide er en samtalepodcast om psykologi, mental sundhed, mistrivsel og psykisk lidelse – og om de meget menneskelige måder, vi forsøger at håndtere livet på, når det bliver svært. Podcasten giver plads til perspektiver, der ofte mangler i den offentlige debat: om følelser, relationer, krop, medicin, diagnoser og de systemer, vi møder, når vi får det svært. Samtalerne bevæger sig mellem personlige erfaringer og faglig viden og undersøger, hvordan vi kan forstå psykisk lidelse mere nuanceret. Vært er psykolog og ph.d. i psykiatri Anders Sørensen.
30 Episodes
Reverse
Psykiater Henrik Rindom har noget, han gerne vil fortælle os.En ung mand bliver idømt tre et halvt års fængsel for en voldtægt, han ikke kan huske at have begået. En kvinde vågner op uden erindring om, at hun natten forinden har kørt galt og smadret fronten af sin bil mod et træ. Og en tredje bliver fundet liggende på et diskotekstoilet, kun iført en bodystocking, uden at kunne huske, hvad der er sket.Fælles for historierne er, at personerne havde drukket alkohol, mens de var i behandling med antidepressiv medicin af typen SSRI eller SNRI, især sertralin. Rindom mistænker, at de to stoffer – alkohol og antidepressiva – kan påvirke hinanden på måder, vi endnu ikke forstår, og det kæmper han for at få undersøgt.Han samler derfor flere historier og vil gerne høre fra andre på antidepressiva, der pludselig har opført sig aggressivt, grænseoverskridende eller helt ude af karakter uden efterfølgende at kunne huske det. Derfor spurgte han, om han måtte komme ind i podcasten og fortælle. Dét måtte han selvfølgelig!Og han mener det alvorligt. Faktisk så alvorligt, at han undervejs giver sit telefonnummer til alle lytterne, så du kan kontakte ham: 22 65 80 87 😄!Men når man nu har landets mest erfarne psykiater inden for afhængighed og misbrug i studiet, ville det næsten være synd ikke også at tale om alt muligt andet.Så vi kommer vidt omkring! Hvorfor får hjernens belønningssystem os til at gøre ting, vi egentlig ikke har lyst til? Hvorfor er afhængighed så svær at slippe ud af? Hvad gør alkohol egentlig ved hjernen og kroppen?Vi talte naturligvis også udtrapning af psykofarmaka. Her fortæller Rindom blandt andet om mennesker, der har haft så voldsomme abstinenser, at de har været villige til at dø for at slippe for dem. Og om hvorfor han mener, at vi skal lytte til patienterne frem for blindt at følge retningslinjerne.Det er sød musik i mine ører – og så fra en vaskeægte psykiater!
Når en ligning ikke går op, er der altid to sider, man kan ændre på.Men i vores forståelse af ADHD og autisme har vi næsten udelukkende forsøgt at ændre på den ene. Mennesket.På den anden side har vi omgivelserne. Og når de to ikke passer sammen – når mennesket mistrives og ikke kan fungere – søger vi forklaringen i mennesket.Hvad er der >galt< med barnet eller den unge, der ikke kan sidde stille? Der bliver overvældet af støj, fluorescerende lys og indforståede sociale forventninger? Der ikke kan koncentrere sig?Eller den, som bruger hele arbejds- eller skoledagen på at aflæse andre, holde øjenkontakt, sige de rigtige ting og virke »normal« – for så at komme hjem og være fuldstændig udmattet af al den maskering?Så vi undersøger. Udreder. Diagnosticerer. Behandler.Men hvad med den anden side af ligningen?Hvad med klasselokalet, arbejdsmarkedet, normerne, kulturen, presset, perfektionismen, forventningerne, hastigheden og alle de rammer, vi har indrettet vores samfund efter?Måske er det på tide, at vi holder op med kun at lede efter fejl på den ene side af ligningen. Men samtidig – og den er vigtig, den her! – hvad stiller man op, når ens barn (eller en selv) mistrives lige nu, og samfundet ikke bare kan ændres fra den ene dag til den anden?Det og åh så meget andet taler jeg med antropolog og forfatter Christian Groes om i ugens podcast. Christian har med sin bog Vi Er Alle Anderledes virkelig udvidet min egen forståelse af ADHD, autisme og hele neurodivergens-/neurodiversitetsbevægelsen. Oprigtigt tak for det, Christian!Jeg håber, du vil lytte med.
Sasha overlevede årelange seksuelle overgreb og blev ufrivilligt landskendt som ”Tønderpigen”. Langt færre ved, hvad hun derefter blev udsat for i det system, der skulle hjælpe hende.Hun var to et halvt år gammel, da hendes far begyndte at udsætte hende for seksuelle overgreb. Han solgte også adgang til hende til andre mænd. Da politiet kom og anholdt ham, var hun 11 år.Det burde have været begyndelsen på et liv, hvor voksne hjalp hende med at føle sig tryg og forstå sine reaktioner på det, hun havde været igennem. Men nej. I stedet fulgte en skizofrenidiagnose, såkaldt “antipsykotisk” medicin og elektrochok, før hun måtte opgive den lægestyrede danske psykiatri og selv finde hjælp til de traumer, hun havde overlevet, et andet sted i systemet end psykiatrien.Vores samtale blev to timer og 27 minutter lang. Jeg håber sådan, du vil lytte med, så vi sammen kan hjælpe Sasha med at bære traumerne – både de oprindelige og dem påført af psykiatrien.Det er skrappe sager, og Sasha er uden tvivl det stærkeste, sejeste menneske, jeg kender. Sasha, min ven, min kompagnon, mit medmenneske – tak for at tale med os.Som barn lærte hun at forsvinde ind i andre verdener, når virkeligheden var uudholdelig. Hun holdt op med at græde, fordi ingen kom. Senere blev selvskade og stoffer måder at holde smerten ud på. Når man hører Sasha fortælle, bliver sammenhængene så tydelige, at det er svært at begribe, hvordan hun kunne gå i årevis og føle, at der var noget grundlæggende galt med hende, og at systemets svar var diagnoser og medicin.Jeg bliver vred over, at et menneske med så åbenlyse traumer alligevel skulle kæmpe så hårdt for at få relevant hjælp. Og over, at ’hjælpen’ påførte hende yderligere traumer.Først i 2020 fjernede en psykiater endelig skizofrenidiagnosen og beskrev hendes lidelse som PTSD. Sasha fortæller, hvor dybt det berørte hende endelig at læse en faglig beskrivelse, der forbandt hendes lidelse med det, hun havde været udsat for. I dag er Sasha i gang med at skabe et liv med plads til mere end overlevelse.
Kan skizotypi være en traumereaktion? Som barn øvede Trine sig i at smile foran spejlet, fordi enlærer havde sagt, at hun så for sur ud. Hun lærte at holde øje med de andre ogtilpasse sig. Når det blev for anstrengende, fandt hun ro og tryghed i sinindre verden, hvor hun kunne skabe farverige universer og leve sig ind i sineegne fortællinger. Senere begyndte den verden at blive skræmmende. Trine såting, andre ikke så: skygger og væsener i sin lejlighed og slanger under dynen.Det, der begyndte som en hjælp, var blevet et helvede. Hun blev bange, begyndteat undgå flere og flere situationer og fik et meget lille liv. Efter flereforskellige diagnoser fik Trine diagnosen skizotypi. Senere opdagede hun, atoplevelserne især tog til, når hun var presset, og at de aftog, når hun lyttedetil, hvad hun havde brug for. Hjælpen, selvfølgelig, for vi er jo i Danmark, var medicin.I løbet af omkring et halvt år prøvede Trine cirka 20 forskellige psykofarmaka.Som så mange andre i psykiatrien fik hun det værre af hjælpen og blev til sidstsendt hjem med beskeden om, at der ikke var mere at gøre. Først senere fik hun hjælp til hverdagen i OPUS og opsøgteselv traumeterapi i det private (ja...). I dag er hun leder af OPUS-panelet,hvor hun bruger sin historie til at give andre håb. Hun er også stadig i gangmed at trappe ud af quetiapin, antipsykotika. Da hun bad om hjælp til det, fikhun at vide, at hun var for kompliceret til, at de kunne hjælpe hende. Nu harhun fundet en langsommere vej, som indtil videre går godt. I denne uges afsnit af podcasten anlægger vi ettraumebaseret perspektiv på diagnosen skizotypi. Vi undersøger, hvordan Trinesoplevelser hænger sammen med hendes liv og traumer og hvad der ændrede sig, dahun selv begyndte at se de sammenhænge. Det bliver ved med at være en gåde formig, hvordan vi kan tro, at vi forstår et menneskes symptomer, hvis vi ikke ernysgerrige på det liv, de opstod i. Trine er en ekstremt stærk fortæller. Jeg håber, I vil lyttemed, uanset hvilke diagnoser I selv har fået eller interesserer jer for.
loading
Comments