Bloom

På Bloom gør vor tids skarpeste forskere, filosoffer og kunstnere os klogere på universet, verden og os selv. Få nye perspektiver på naturen og videnskaberne. Læs mere på www.bloom.ooo.

The Food System – David Zilber, Michael Broberg Palmgren & Emma Holten

Hvordan skaber vi balance i et fødevaresystem, som er blevet skævvredet af århundreders kolonialisme og årtiers monokulturel dyrkning? Måske er svaret at gå baglæns ind i fremtiden. Længe før den masseproducerende og ensrettende industrialisering af fødevaresystemet har verdens oprindelige befolkninger dyrket, tilberedt og spist alverdens afgrøder, og i dag synes bevaring af gamle teknikker og sorter at gå hånd i hånd med udviklingen af nye tilgange til at tænke på, nyde og i det hele taget leve med mad. Fermenteringseksperten David Zilber og planteforskeren Michael Broberg Palmgren giver deres bud på, hvilke veje vi kunne følge i kampen for et mere balanceret fødevaresystem. Gemmer kimen til en bedre verden sig i frøbanker, fermenteringskrukker og forædling af planter? Og hvilke frø skal vi i så fald gemme, og hvilke afgrøder skal vi fermentere og forædle? I denne podcast tager Zilber og Broberg Palmgren i selskab med moderator Emma Holten en tankevækkende samtale om frø, fermentering og frihed.

10-25
59:51

The Memory of Glaciers – Andri Snær Magnason

Den tusindmeter tykke is på Islands største gletsjer, Vatnajökull, er lige så gammel som landets historie. Men efter klimaforskningens prognoser står alle de islandske gletsjere til at forsvinde i de næste 100 til 200 år. Den første af de store gletsjere – med det ironisk klingende navn 'Ok' – er allerede væk. Og måske er gletsjeren Snæfellsjökull, hvor de nysgerrige forskere i Jules Vernes 'Rejsen til Jordens indre' steg ned, en af de næste. Den islandske forfatter Andri Snær Magnason er det litterære hovedvidne til klimaforandringernes tag i det islandske landskab. På mindetavlen for 'Ok' skrev han et brev til fremtiden med en klar indrømmelse: "Vi ved, hvad der sker, og hvad der skal gøres. Kun I ved, om vi gjorde det." Gletsjerne er ikke længere geologiske symboler på evigheden. De er tegn på en planet, der er ude af balance. I sin store klimafortælling 'Tiden og vandet' har Magnason skrevet en dybt personlig historie om de store ismassiver og deres plads i vores kulturelle bevidsthed. Magnason væver på eminent vis sin egen familiehistorie sammen med klimavidenskaben, de gamle, islandske Edda-digte og sine møder med Dalai Lama i Himalaya-bjergenes gletsjer-rige højder. "Gletsjerne er frosne håndskrifter, som fortæller historier, ligesom årringe i træer og sedimentlag, og ud fra isprøverne kan man indsamle oplysninger og danne sig et billede af fortiden. Gletsjere kan fortælle om tidligere vulkansk aktivitet, de gemmer på pollen, regnvand og luftbobler, som afslører atmosfærens kemiske sammensætning for tusindvis af år siden. Men nu er næsten alle gletsjere, overalt i verden, på samme tid ved at forsvinde." Derfor er det for Magnason på tide at finde en ny måde at tænke på vores tid på Jorden. Hør den islandske forfatter og klimaaktivist Andri Snær Magnason give sit bud på, hvad vi kan lære af gletsjernes liv og død.

10-09
42:15

De største løsninger: Fusionsenergi – Søren Bang Korsholm

Kan vi få ren energi fra vores egen lille sol her på Jorden? En fusionsfysiker forklarer, hvordan fusionsenergi måske kan hjælpe os på vejen mod en grønnere fremtid. Seniorforsker i plasmafysik Søren Bang Korsholm forsker i fusionsenergi, som nogle betragter som den ultimative, grønne energikilde. Fusionsenergi opstår ved at genskabe stjerners (inklusive Solens) processer i særlige fusionsreaktorer, der kan forvandle gas til plasma og få lette atomkerner til at smelte sammen. Fusionen af atomkernerne frigiver enorme mængder energi uden CO2-udledning og med kun en brøkdel af den radioaktivitet, man ser ved den mere velkendte atomkraft fission, der spalter atomkerner. Men hvad vil det betyde, hvis vi en dag i en ikke så fjern fremtid, kan skabe vores egen lille sol her på jorden og få stort set uendelig ren energi? Og hvor tæt på er vi?

11-13
17:32

The Nutmeg's Curse – Amitav Ghosh

I 1621 voksede muskatnødtræet stadig kun på de indonesiske Banda-øer, som i kolonitidens Europa var blevet kendt som en del af de såkaldte Krydderiøer. For at få monopol på handel med muskatnød besluttede de hollandske handelsrejsende i Nederlandsk Ostindien Kompagni at fordrive og massakrere den lokale befolkning – og udpinte derefter øernes økosystemer i håbet om at øge produktionen. Det er denne dystre voldshistorie, den indiske klimaforfatter Amitav Ghosh i sin blændende nonfiktionsbog 'The Nutmeg's Curse' trævler op i en større kulegravning af sammenhængen mellem kolonihistorie, kapitalisme og klimakrise. Historien om muskatnødden – der i øvrigt er en frugtsten og slet ikke en "noot", som hollænderne kaldte den – er for Ghosh en anledning til at begynde at tænke på naturen som andet og mere end ressourcer, der kan udvindes. Gennem de seneste årtier har han markeret sig som en af tidens helt store essayister og som en romanforfatter, der som få favner videnskab og klima i sine bøger. 'The Nutmeg's Curse' lægger sig i forlængelse af det skelsættende klimaessay 'The Great Derangement' fra 2016, hvor Ghosh argumenterer for, at klimakrisen er en krise i vores forestillingsevne, som moderne skønlitteratur ikke har formået at skildre. Romankunsten har – lige så vel som kolonialismen og kapitalismen – været præget af et psykologisk verdensbillede, hvor det er mennesket, der handler, og naturen blot er en passiv omverden. Spørger man Ghosh, er der brug for nye fortællinger, der tillader naturkræfterne at træde i forgrunden i egen ret og som andet og mere end spejlinger af den menneskelige psyke.

11-11
45:37

Lever vi i multiverset? – Jakob Stoustrup, Klaus Mølmer & Tina Ibsen

Er vores univers kun ét blandt mange parallelle universer? I moderne populærkultur støder man på forestillingen overalt – fra Marvel-film og animationsserier som 'Rick and Morty' til Oscar-vindende film som 'Everything Everywhere All at Once'. I videnskabens verden er idéen kendt som multivers-teorien, og i årtier har diskussionen om, om vi lever i et multivers, splittet de videnskabelige vande. Nogle mener, at vi helt bør afvise idéen om et multivers ganske enkelt, fordi vi ikke kan hoppe fra vores univers til et andet og tjekke efter. Men flere forskere inden for både matematik, kosmologi og kvantefysik tager stadig idéen om et multivers alvorligt som en teoretisk mulighed. Statistisk set er sandsynligheden for, at vores univers overhovedet eksisterer, forsvindende lille – medmindre det er ét af mange, lyder et af argumenterne for. Selv bittesmå ændringer i de såkaldte naturkonstanter, som tyngdekraft og lysets hastighed, ville føre til et univers, hvor biologisk liv ikke kunne opstå. Så måske lever vi bare i efterdønningerne af ét ud af mange Big Bangs, som tilfældigvis finindstillede vores univers til at huse mennesker, træer og hundehvalpe. Kan det betyde, at der findes andre universer, hvor betingelserne for liv måske er endnu bedre? Også kvantemekanikken åbner døren til mange verdener. Teoretisk set kan der eksistere uendelige versioner af Jorden, universet og os selv i andre virkeligheder, der som kvantepartikler konstant splitter og forgrener sig. Rejs med, når statistiker Jakob Stoustrup, kvantefysiker Klaus Mølmer og astrofysiker Tina Ibsen tester teorien om multiverset og de mange verdener.

10-30
48:20

How to Be Animal – Melanie Challenger

"Det er blændende indlysende, at vi er dyr, og alligevel er der en del af os, der ikke tror på det." Livet som isbjørn, havørred eller lus er ensbetydende med at leve i konstant fare for at sulte – eller blive spist af andre dyr. Og gennem historien har mennesket gjort alt for at benægte, at vi skulle være en del af dyrenes barske og usikre verden. Den britiske videnskabsforfatter Melanie Challenger daterer vores hukommelsestab til, da de første filosoffer, videnskabsfolk og religiøse tænkere placerede mennesket øverst i livets hierarki og gravede en kløft mellem os og naturen. Om det er løfter om en guddommelig himmel eller en teknologisk fremtidsutopi, hvor vores kroppe smelter sammen med maskiner, så lever idéen om menneskelivet som adskilt fra dyrenes skæbne i bedste velgående. I sin bog 'How To Be Animal' forsøger Challenger at bygge en bro over kløften til naturens verden – eller endnu mere præcist: at minde os om, at der slet ikke er nogen kløft til at begynde med. I et imponerende ridt gennem videnskabelige discipliner som evolutionshistorie, filosofi og bioetik forklarer hun, hvordan idéen om menneskets særstatus har formet sig. Hun trækker tråde fra antikkens menneskesyn til Darwins evolutionsteori og moderne teknologi og understreger, hvorfor vi i dag gør klogt i at huske på, at det at være menneske også er at være dyr. Mennesket er nemlig ikke en enestående skabning, der står uden for naturen og betragter dyrene på afstand. Vi skal også spise og sove, blive syge og dø. Til forskel fra de andre dyr gør vores bevidsthed dog, at vi bliver overraskede over vores skrøbelige kroppe og har svært ved at acceptere naturens usikre vilkår. Men hvad hvis livet som dyr ikke kun er en konstant kamp for overlevelse? Challenger foreslår, at vi begynder at hylde det skønne ved at være et dyr, og at vi må vænne os til en ny måde at definere, hvad det vil sige at være menneske – og dermed hvad det vil sige at være et dyr. "Mange af de ting, vi værdsætter mest – vores relationer, de romantiske følelser af tiltrækning og kærlighed, graviditet og fødsel, glæden ved foråret, ved at spise et måltid – er fysiske, i høj grad ubevidste og tydeligvis dyriske." Ved at omfavne vores dyriske ophav går vi altså ikke et skridt tilbage i evolutionen – for vi er allerede dyr. Og i den erkendelse ligger måske en af nøglerne til at føle en stærkere forbindelse med den naturlige verden, som vi mennesker hele tiden har været en del af.

10-23
50:31

How Life Works – Philip Ball

Ved årtusindeskiftet troede man, at biologien var færdig. I 2003 lykkedes det at kortlægge det menneskelige genom – et komplet katalog over menneskekroppens mange genetiske byggeblokke. Endelig havde biologien en måde at svare på, hvorfor livet ser ud og opfører sig, som det gør. Livets brugsanvisning var skrevet. Men ifølge den britiske videnskabsforfatter Philip Ball står vi midt i et afgørende paradigmeskift, der viser os, at generne ikke bestemmer alt. I sin bog 'How Life Works' introducerer han til den såkaldt 'nye biologi', som vender op og ned på idéen om, at alle livets aspekter skulle kunne forklares ud fra genomet. "At kigge på genomet efter en forklaring på, hvordan livet fungerer, er lidt ligesom at kigge i en ordbog for at forstå, hvordan litteratur fungerer." Ball viser med sit unikke overblik over den nyeste forskning, hvordan livet ikke kan reduceres til sekventeringen af DNA-molekylets fire bogstaver a, c, t og g. Alligevel hjemsøges biologien af idéen om, at et levende system er en form for computer, der kører ved hjælp af en sofistikeret kode. Med den nye biologis briller ser vi, at livet er langt mere dynamisk og kontekstafhængigt, end vi troede. Et levende system er nærmere som et højhus med utroligt mange etager. Liv opfører og udtrykker sig forskelligt, alt efter hvilken etage vi kigger på – fra genernes og cellernes mikroskopiske niveau til organernes og hele kroppens niveau. Ball er med til at skrive et helt nyt sprog frem til at beskrive, hvordan liv egentligt bliver til og fungerer på de forskellige niveauer – et sprog, der bedre tager højde for fænomener som kognition, bevidsthed og kontekst. Lyt til en af Europas skarpeste og mest dybdegående videnskabsjournalister folde livets gåde ud i al sin videnskabelighed, da Philip Ball for første gang slog vejen forbi Bloom i maj.

10-03
44:46

The Life of Plants – Emanuele Coccia

Mennesket skylder planterne sin eksistens. Den italienske filosof Emanuele Coccia har mere end nogen anden tænker i nyere tid taget konsekvensen af vores dybe forbundethed til planter. I sin poetiske plantefilosofi har han flyttet mennesket væk fra centrum af det hele og på en original måde vist, hvordan planter skaber grundlaget for vores verden. "Hver eneste dag suger vi næring af gasser udledt af planter: Vi kan ganske enkelt kun leve i kraft af de andres liv." Uden planternes fotosyntese ville livsformer som vores ganske enkelt ikke findes. Planterne er naturens eget, store aircondition-system, som vi er udviklet til at bo i, og man glemmer let, at Jorden oprindeligt slet ikke var til at ånde på, før cyanobakterier og planter begyndte at omdanne CO2 og ilte atmosfæren for milliarder af år siden. Åndedrættet kan minde os om vores afhængighed af planterne, men for Coccia er det også en anledning til at gentænke hele vores verden og eksistens. I sit ambitiøse og nyklassiske essay 'Planternes liv – blandingens metafysik' – der af blandt andre den danske sociolog Nikolaj Schultz er blevet kaldt en ny, mere grøn og fællesskabsorienteret eksistentialisme – foreslår han at se på verden som flydende frem for opdelt. Vi er vant til at tænke på os selv som organismer adskilt fra vores miljø, men når vi trækker vejret, ophæver vi konstant grænsen mellem organisme og omgivelser, indre og ydre. Sådan er det også for planterne, der lever i en grænseløs og flydende virkelighed, hvor der ikke er skarpe skel mellem dem selv og verden. Vi kan lære meget ved at lade tænkningen udspringe fra planteriget. Planten er for Coccia det perfekte billede på et væsen, der er helt og aldeles forbundet med naturen og kosmos – fra rødderne i jorden til blomsterne, der strækker sig mod himlen. Med sine filosofisk nytænkende studier af planternes betydning for livet på Jorden giver Coccia nyt perspektiv på de aktuelle klima- og biodiversitetskriser, vi står over for. Oplev en af vor tids store økologiske tænkere, når Emanuele Coccia for første gang slår vejen forbi Bloom til maj.

09-25
38:37

Kræftens historie – Jeanette Varberg, Per thor Straten & Louise Drivsholm

I 1800-tallet forestillede læger sig, at kræft var en konsekvens af modernitetens forandringer. Af dampmaskiner, fabriksarbejde og livet i storbyen. Og i dag taler vi ofte om kræft som en livsstilsygdom, der knytter sig til rygning, madvaner eller en stillesiddende hverdag. Men kræft er en af menneskets ældste sygdomme. En genetisk fejl, som har fulgt livet i millioner af år. Og fordi den ofte først rammer sent i livet, skulle lægevidenskaben først udrydde en række dødelige sygdomme, før alvoren blev tydelig. Efter et hårdt kræftforløb satte arkæolog og forfatter Jeanette Varberg sig for at undersøges kræftens dybe historie. Ved hjælp af gamle dinosaurskeletter, papyrusruller, mumier og renæssancemalerier har hun genfortalt historien om den frygtede sygdom i bogen 'Onkos'. På Bloom tager Varberg i selskab med kræftforsker Per thor Straten på en tour de force igennem palæopatologi, behandlingshistorie og frem til de nyeste videnskabelige kvantespring i kræftforskning.

09-18
44:22

Hvis dyr kunne tale – Jakob Christensen-Dalsgaard, Mads Frost Bertelsen & Line Friis Frederiksen

I dag står vi muligvis på tærsklen til at forstå dyr lige fra pattedyr til padder med hjælp fra kunstig intelligens. Spørgsmålet lader ikke længere til at være, om det kan lade sig gøre, men snarere hvornår det lykkes. Forskere har allerede haft held med at afkode slagtegrises grynt og hvin, og teknologien har også givet værdifuld indsigt i dyrenes følelsesliv, som har vist sig at være langt rigere og mere komplekst end hidtil antaget. Men hvor tæt er vi på en Dr. Dolittle-fremtid, hvor vi ikke blot forstår chimpansens, hundens eller hvalens følelser, men også kan føre meningsfulde samtaler med dem? Og hvilke etiske spørgsmål melder sig, hvis det lykkes? I dette symposium vil zoolog Jakob Christensen-Dalsgaard og zoologisk direktør i Københavns Zoo Mads Frost Bertelsen i selskab med Line Friis Frederiksen undersøge, hvor tæt på – eller langt væk – vi er fra at kunne tale med dyrene. Og hvis det lykkes – hvad skal vi så snakke med dem om?

09-11
41:29

Jorden er giftig – Xenia Trier, Sebastian Lundsteen Nielsen, Søren Munch Kristiansen & Alexander Rich Henningsen

Det 20. århundrede var kemiens århundrede – på godt og på ondt. De sidste 70 års dansk miljøhistorie rummer et hav af forurenede fortællinger om alt fra pesticider i jorden og PFAS i grundvandet til kviksølv i søerne og kvælstof i vandløb, fjorde og kystnære farvande. I dag bliver der stadig udviklet nye forurenende stoffer, som vi skal passe på med ikke at slippe løs i jord og vand. Har vi lært noget af vores fejltrin fra kemiens århundrede? Står vi over for at skulle kæmpe med helt nye former for forurening, som vi ikke har løsninger på endnu? Eller skal vi til at revidere vores idéer om en ren og upåvirket natur? I denne samtale dykker vi en tur ned i de danske jordlag. Miljøkemiker Xenia Trier, miljøhistoriker Sebastian Lundsteen Nielsen og jordbundsforsker Søren Munch Kristiansen kaster lys over, hvad vi egentlig taler om, når vi taler om forurening og undersøger konsekvenserne af at leve i en kontamineret natur.

09-03
44:39

Planeter som vores – Sebastian Mernild, Kirsten Halsnæs, Jens Friis Lund & Simon Stefanski

Vandstanden stiger hurtigere end forventet. En velplanlagt og rettidig bureaukratisk manøvre lukker Danmark ned, og danske klimaflygtninge rejser mod højereliggende områder på det europæiske kontinent. Katastrofeserien 'Familier som vores' var et tankeeksperiment i bedste sendetid, og selvom den dramatiske nedlukning tager klimakrisen til yderste potens, peger klimavidenskaben på nødvendigheden i at granske forskellige fremtidsscenarier. For hvad er det for en fremtid, vi går i møde? Er vandstandsstigninger, 100-års-hændelser og hedebølger ved at blive til hverdag? Og hvilke dominoeffekter kan mere drastiske klimaforandringer få på vores adfærd, økonomi og samfundsliv? På Bloom sender vi 'Familier som vores' i peer review, når en klimaforsker, en klimaøkonom og en politik økolog diskuterer seriens præmis og gennemspiller forskellige fremtidsscenarier.

08-18
42:49

Afhængighed – Claus Løland, Jakob Linnet & Lasse Foghsgaard

Afhængighed er ifølge førende psykiatere den moderne pest. Den moderne verden byder på et overflødighedshorn af stimulanser, og det er ikke længere kun klassiske stoffer som kokain, alkohol og nikotin, som gør os afhængige. Også sociale medier, træning og spil kan have stærkt vanedannende effekter på os. Hjerneforskning peger i dag på, at det ikke er selve substanserne, der gør os afhængige. Afhængighed skal snarere ses som en slags 'forventningens glæde', som opstår, når vi tænker på kagen, kaffen eller kontanterne. Den berømte neurotransmitter dopamin, som længe er blevet kaldt belønnings- eller lykkehormonet, udløses nemlig ikke først, når vi får det, vi vil have – den udløses ved udsigten til det. Og det er det, der giver os troen på, at næste gang kommer til at føles lidt bedre end sidste gang. I denne samtale kigger hjerneforsker Claus Løland og psykolog Jakob Linnet sammen med videnskabsredaktør på Politiken Lasse Foghsgaard på afhængighedens komplekse sammenhænge – fra den molekylære dans mellem hjerneceller og dopamin til de vanemønstre, der præger vores liv fra dag til dag. For hvordan reagerer hjernens nerveceller egentlig, når de udsættes for stoffer som kokain og amfetamin? Hvordan kan en uskyldig hverdagsvane som styrketræning blive til en altopslugende besættelse? Og hvorfor kan vi ikke lade være med at spise og gamble, når vi godt ved, at det er dårligt for os?

07-01
46:43

Bjørnedyrene ved verdens ende – Stine Deja, Nadja Møbjerg & Bodil Skovgaard Nielsen

På Bloom 2025 var det svært at overse kunstner Stine Dejas kunstinstallation 'Last Survivors', som tog form af tre gigantiske bjørnedyr krydset med menneskeligt DNA. Bjørnedyrsforsker Nadja Møbjerg har været Dejas videnskabelige sparringspartner og vejviser i bjørnedyrenes ekstreme verden. De to mødtes igen på scenen for at tale om bjørnedyrenes mærkværdige overlevelsesevne. Det mikroskopiske og ualmindeligt hårdføre dyr kan overleve i højradioaktiv stråling, på ydersiden af et rumskib, midt i den grønlandske indlandsis og et væld af andre ekstreme naturmiljøer. Bjørnedyrene har nemlig en helt særlig evne til at lukke ned for vitale systemer og reparere deres celler efter at være blevet udsat for ekstremstress. En proces der er kendt som kryptobiose, hvor de sætter alle livsprocesser på pause i op til flere årtier – for derefter at genoptage deres ellers relativt korte liv, når leveforholdene igen bliver gunstige. For biologer som Nadja Møbjerg udfordrer bjørnedyrenes dvale vores forståelse af, hvad det overhovedet vil sige, at noget er levende eller dødt – og det er også her, Dejas kunstneriske spekulation over evigt liv sætter ind. For hvordan formår de helt præcist at vende tilbage fra de døde efter at være blevet frosset ned til –270 grader eller blive sendt en tur i rummet? Kan de vise sig at rumme svaret på menneskets drømme om at opnå evigt liv? Og ville en krydsning mellem bjørnedyrsgener og menneskelige stamceller hjælpe os til at blive mere modstandsdygtige over for fremtidens forandringer? Bliv klogere på bjørnedyrene og kom med bag om Stine Dejas kunstneriske proces med at skabe 'Last Survivors'.

07-01
46:45

Sommerfuglenes år – Lea Korsgaard & Victor Boy Lindholm

Spættet bredpande, brun pletvinge, isblåfugl og sørgekåbe. Det er blot et udpluk af nogle af de poetisk navngivne, 64 hjemmehørende sommerfuglearter i Danmark. På en af årets mørkeste dage besluttede forfatter og journalist Lea Korsgaard, at hun ville se dem alle sammen på bare ét år. Denne ambition blev startskuddet til en rejse gennem de danske sommerlandskaber, fra blomsterenge og haver til ældgamle havbunde og fossildækkede bakkedrag, som hun beskriver i bogen 'Inden året er omme'. Resultatet er en håbefuld og sansemættet fortælling, der går ud over ren og skær observation af sommerfugle. I løbet af sin rejse allierer Korsgaard sig med nogle af landets førende sommerfugleeksperter, sideløbende med grundige studier af sommerfuglenes rolle i alt fra græsk filosofi og evolutionsbiologi til skønlitteratur og billedkunst. Der er god grund til, at sommerfugle har fascineret tænkere, kunstnere og videnskabsfolk siden tidernes morgen. En sommerfugl gennemgår en af naturens mest fascinerende transformationer fra æg til larve, fra puppe til fuldvoksent flyveinsekt – en metamorfose, som har fungeret som symbol på genopstandelse og livskraft i årtusinder. Men vi lever samtidig i en tid, hvor det kan være nemt at tage sommerfuglene og naturen i sin helhed for givet. På grund af klimaforandringer og forsvindende levesteder flakser sommerfuglene ikke i vores haver og i den åbne natur lige så meget, som de gjorde for bare få årtier siden. Og hvem har lyst til at leve i en verden uden sommerfugle? Hør Lea Korsgaard i samtale med Victor Boy Lindholm på Bloom og bliv klogere på, hvordan sommerfuglejagt kan være nøglen til at se verdens foranderlige natur med nye øjne.

07-01
43:51

The Stories of Our Climate – Andri Snær Magnason, Amitav Ghosh & Lotte Folke

To af klimalitteraturens mest markante forfattere mødtes på Bloom 2025 : Andri Snær Magnason, der i maj udgav fortællingen 'Jötunstein', og den indiske romanforfatter og essayist Amitav Ghosh, der er aktuel på dansk med 'Den store vildfarelse'. Ghosh er berømt og berygtet for sin kritik af den moderne roman, som er tynget under et psykologisk verdensbillede, hvor det er mennesket, der handler, og naturen blot er en passiv omverden. Derfor har romankunsten ifølge Ghosh aldrig fået greb om klimakrisen, og der er brug for nye, vilde fortællinger, der tillader naturkræfterne at træde i forgrunden i egen ret og som andet og mere end spejlinger af den menneskelige psyke. Det forsøger han selv og Magnason på med greb fra både videnskab, mytologi og det levede liv. Ghosh har givet videnskab, natur og klima en plads i forgrunden i bøger som den spekulative videnskabsroman 'The Calcutta Chromosome' om en malariaparasit, der er genvejen til evigt liv, og klimaromanen 'The Hungry Tide' om Irrawaddy-delfinerne i Sundarban-mangroveskovene i Indien og Bangladesh. Magnason brød isen med 'Tiden og vandet', hvor han på eminent vis væver sin egen familiehistorie sammen med klimavidenskabens data, de gamle, islandske Edda-digte og sine møder med Dalai Lama i Himalaya-bjergenes gletsjer-rige højder. Vær med til et stort kulturmøde i klimaets tegn, når Ghosh og Magnason tager en status på fortællekunsten – og afgør, om det er et tilfælde, at de indiske og islandske skabelsesmyter minder så meget om hinanden, som de gør.

06-30
01:01:02

Arkivfeber – Naia Morueta-Holme, Eline Lorenzen, Anders Svensson & Daniel Flendt Dreesen

I 1844 endte den sidste gejrfugl i en naturhistorisk samling i Bruxelles. Europæiske museer havde bidraget til udryddelsen af den forsvarsløse Atlanterhavs-fugl med de eftertragtede dun, og en dag var der ikke flere levende individer tilbage. Mennesket lider af arkivfeber. Gennem århundreder har mennesker indsamlet, konserveret og dokumenteret naturen. På ekspeditioner til fjerne steder og i egne baghaver har videnskabsfolk og naturinteresserede opdagelsesrejsende samlet pressede planter, dyreskeletter, insekter på nåle, bjergarter og meteoritter. De store samlinger udgør et uvurderligt grundlag for at forstå naturen. I dag er museernes praksis blevet mere etisk og orienteret mod at bevare en mangfoldig natur, og samtidig gør nye videnskabelige metoder, at nutidens forskere kan gå i de gamle arkiver for at skabe ny viden og fortælle en større og mere nuanceret historie om vores natur og klima. Biolog Eline Lorenzen undersøger i sin forskning, hvad en talrig samling isbjørneskeletter kan fortælle os om dyrets usikre fremtid. Plantegeograf Naia Morouta-Holme bruger indsamlede planter fra fortidens ekspeditioner til at undersøge, hvordan klimaet påvirker verdens plantesamfund. Glaciolog Anders Svensson kan aflæse fortidens klima i kilometerlange iskerner, boret op fra iskapperne i Grønland og Antarktis. For kan svaret på videnskabens uløste spørgsmål findes i de gamle arkiver? Kan supercomputere finde nye mønstre i millioner af indsamlede genstande? Og hvad fortæller vores trang til at indsamle og udstille naturen om os mennesker?

08-06
46:26

Eve – The Evolution of the Female Body

Evolutionshistorien har en blind vinkel: kvindekroppen. Den amerikanske videnskabsforfatter Cat Bohannon fortæller evolutionshistorien på ny og trækker tråde tilbage til vores glemte formødre blandt evolutionsbiologiens mange "Eva'er". "Vi skal have kvindekroppen tilbage i billedet. Hvis ikke vi får det, er det ikke kun feminismen, der bliver kompromitteret. Både den moderne lægevidenskab, neurobiologien, palæoantropologien og selv evolutionsbiologien tager skade, når vi ignorerer det faktum, at halvdelen af os har bryster." Derfor har Bohannon genskrevet evolutionshistorien og sat kvindekroppen og dens særlige egenskaber i forgrunden. I stedet for den bibelske Eva sporer Bohannon kvindekroppens historie tilbage til en række evolutionsbiologiske "Eva'er". Fra 'Morgie', der som det første pattedyr producerede mælk, over det egern-agtige væsen 'Donna', der var først til at udvikle en livmoder, og frem til de tobenede hominider 'Ardi' og 'Lucy', der med tidlige værktøjs- og omsorgsevner lagde grundlaget for Homo Sapiens' mange teknologiske og sociale fremskridt. Oplev Cat Bohannon på årets Bloom, når hun med videnskabeligt klarsyn og oprørsk humor understreger kvindekønnets evolutionære – og revolutionære – betydning for, hvordan mennesket er endt med at blive planetens dominerende og teknisk mest succesfulde dyreart.

02-28
44:22

The Darkness Manifesto – Johan Eklöf

Mennesket er blevet mørkeræd. Siden den industrielle revolution har vi dækket planeten i et tæppe af elektrisk lys fra gadelamper, projektører, butiksvinduer og skyskrabere. Lys, som har overtaget kloden i et omfang, der har store konsekvenser for alt fra fugles navigationsevner og insekters jagtmønstre til menneskers søvn og udsigt til nattehimlen. Denne teknologiske nyhed har forstyrret den ellers så stabile rytme af lys og mørke, som livet har tilpasset sig, siden de første cyanobakterier indtog kloden for godt 3 milliarder år siden. Med solen, stjernerne og månen som de eneste lyskilder, har rytmen skabt et indre ur i cellerne på alle levende organismer. Dette biologiske urværk kaldes også den cirkadiske rytme, og den er sat til cirka 24 timer i os alle sammen. Men ifølge den svenske flagermusforsker Johan Eklöf har vi mennesker skudt den rytme godt og grundigt ud af kurs og skabt store problemer for os selv og andre arter i processen. Lysforurening er nemlig et overset problem i biodiversitetskrisen, hvis man spørger ham. Manglen på mørke fragmenterer arters levesteder, forstyrrer deres parringsmønstre og gør det sværere for rovdyr at holde sig skjult for deres bytte. Hør Johan Eklöf i samtale med interviewer Victor Boy Lindholm, når han udfolder, hvorfor vi bør slukke lyset noget oftere og lære at blive venner med mørket.

12-19
39:18

Det levende bjerg – Carsten Rahbek & Alexander Holm

Tilbage i 1802 stod den tyske videnskabsmand Alexander von Humboldt nær toppen af vulkanen Chimborazo i Ecuador og blev ramt af en erkendelse, som sidenhen har formet vores forståelse af, hvordan verden sammen: alt er forbundet. På vejen op havde han krydset adskillige klimazoner og kæmpet sig gennem jungle, tågeskov og højslette til den gletsjerdækkede vulkantop. Knap 200 år senere gentog makroøkolog Carsten Rahbek turen gennem det forunderlige landskab i de sydamerikanske Andesbjerge. Også for ham satte den friske bjergluft og det artsrige økosystem gang i tankerne. For Rahbek blev det tydeligt, at biologerne hidtil havde undervurderet livet i bjergene, og hans opdagelser skulle sidenhen omskrive en af biologiens fundamentale love. Han har sidenhen forsøgt at komme tættere på at besvare på biologiens fundamentale spørgsmål: Hvordan fordeles livet på jorden? Men der er stadig uforklarlige observationer fra verdens bjergkæder, som ikke passer ind i forskernes modeller. Så måske biologiens love skal omskrives endnu en gang? Sammen med naturformidler Alexander Holm kaster Carsten Rahbek et nysgerrigt blik på klodens højest beliggende økosystemer. For hvilke nye svar skal findes i bjergene? Skal biologiens gåder ved hjælp af gummistøvler eller computerkraft? Og kan naturkrisen løses ved at tænke som et bjerg?

12-13
44:16

Recommend Channels