Familiepsykologi

Mental load handler om mere end bare opgavefordeling mellem mand og kvinde. Mental load handler om følelsesmæssig ensomhed og angsten for ikke at være god nok. Vi prøver med dette afsnit at se nærmere på rødderne i mental-load. Det smukke ved begrebet om mental load er, at det hjælper os med at værdsætte det usynlige, kæmpe stykke arbejde, der ligger i hjem og børn. Mental load anerkender, at det er udmattende, stressende at skulle være det hele på én gang - og at det ikke er meningen, at det skal gå op - med mindre kvinden får hjælp. Men når Mental Load for alvor bliver et problem i et parforhold, er det fordi det skygger for andre vanskeligheder, som enten kan bo i relationen - manglende værdsættelse, kærlighed og respekt - eller inde i den enkelte, hvor det viser sig i en frygt for at give slip. Slip på forestillingen om, hvordan jeg bør være, hvordan min partner bør være. Slip på forestillingen, at hvile først kan finde sted, når alt er ordnet. Slip på kontrol. At stirre os blinde på opgavefordeling ender derfor i bedste fald som symptombehandling. 

Det sidste afsnit. Tak fordi I lyttede med.

I denne, en af de sidste samtaler, jeg havde med min far, fortæller han om et land og en kvinde, som ligger hans hjerte meget nær; Landet er Tyrkiet. Kvinden er min mor. Billedet er fra en honningkagebod til en steiner-basar, hvor min far og mor mødte hinanden første gang. Anden gang de mødes, er i gymnasiet, hvor min far bejler til min mor, som ikke vil vedkende sig, at de har mødtes tidligere 😂Der er noget smukt og meningsfuldt i, at vi slutter, der hvor det hele startede. I næste uge udkommer den sidste epsiode.

Dette er et af de sidste afsnit, vi nåede at lave sammen. Vi nåede lige barndommen, hans barndom, inden han døde. Sorg er en mærkelig størrelse. Eller vi sørger jo ikke engang endnu. Vi er i det, man kalder "ventesorg". Et mærkeligt begreb, jeg ikke helt kan forholde mig til. Nu, hvor han ikke er her længere, og jeg har mærket den "rigtige" sorg, føler jeg ikke, at der er forskel. Måske var sorgen mere en dyb og opslugende ulykkelighed i starten, hvor den nu er mere stille.

Min far har kun kort tid tilbage at leve i. Vi snakker ikke måneder, men uger. Det ved jeg bare ikke nu. Jeg tror stadigvæk på, at miraklet må indfinde sig, selvom det bliver vanskeligere at ignorere de tydelige signaler på, at han er på vej væk fra os. Han er træt. Vanvittig træt. Sover det meste af tiden. Men når jeg placerer ham foran mikrofonen, er det som om han vågner lidt op. Jeg glemmer aldrig første gang, jeg placerede ham der. Foran mikrofonen. Da vi lavede vores første podcast. Det var som at se ham - min far - i sit helt rette element. Der er noget særligt ved det. At se sin forælder der, hvor de stråler. Der er ikke noget, man skal tage sig af, men man kan læne sig tilbage - eller ind i - den glæde, som udgår fra ens far eller mor. Men uanset hvor meget, jeg forsøger, bliver min fars stråleglans efterhånden overskygget af et mørke. Jeg kan se det, selvom jeg har svært ved at acceptere det. Jeg kan godt se, at lyset er ved at brænde ud.