I forbindelse med coronanedlukningen stod Thure Lindhardt, Sonja Richter og Alban Lendorf pludselig med ekstra tid i kalenderne, og Bellevue Teatret havde en ledig scene. Det begyndte som et con amore-projekt, og nu viser de, hvor langt de er nået med deres udgave af "Frk. Julie". Thure Lindhardt debuterer som instruktør med forestillingen, og balletdanseren Alban Lendorf debuterer som skuespiller. Det forventes, at forestillingen får premiere i sin endelige udgave i næste sæson. I denne podcastepisode taler jeg med Thure Lindhardt om at være skuespiller, der debuterer som instruktør, og hvordan arbejdsprocessen omkring deres "Frk. Julie" har været.
Lige nu spiller Det Kongelige Teater to klassikere. Den ene er Henrik Ibsens "Et dukkehjem", der er iscenesat af Anna Balslev, og den anden er William Shakespeares "Hamlet, Prins af Danmark", der er iscenesat af Morten Kirkskov. I begge opsætninger er traditionelle herreroller, henholdsvis Dr. Rank i "Et dukkehjem" og Polonius i "Hamlet", omskrevet til og spillet af kvinder. I denne podcastepisode taler jeg med skuespilchef Morten Kirkskov om, hvad det betyder for rollerne, at de er omskrevet til kvinder, og hvorfor de to iscenesættelser benytter sig af dette greb.
Viborgs egnsteater Carte Blanche producerer lige nu en site specifik teaterperformance på Viborg Katedralskole, der hedder "TOMRUM - i mørket". I den forbindelse har jeg besøgt katedralskolen og mødt Carte Blanches kunstneriske leder, Sara Topsøe-Jensen, og én af de medvirkende performere i forestillingen, Anika Barkan. Her kan du få en fornemmelse af noget af det, du kan opleve i forestillingen, samt høre om nogle af tankerne bag produktionen. "TOMRUM - i mørket" kan opleves på Viborg Katedralskole fra den 21. november til den 1. december 2018 og den egner sig til børn, unge og voksne fra 8 år.
Jeg møder Sargun Oshana og David Gehrt, der begge er ansat på Aarhus Teater som henholdsvis husinstruktør og husscenograf. I dette afsnit taler jeg med dem om deres arbejde, og hvilke roller de har i en teaterproduktion. Sargun Oshana og David Gehrt har som huskunstnere på Aarhus Teater fået ansvar for produktionerne på teatrets Studio-scene, hvor de for nyligt havde premiere på forestillingen "4:48 Psychosis". De arbejder også på projekter hver for sig, hvor eksempelvis Sargun Oshana instruerede "Techno", som spillede på GBAR i Aarhus og Never Mind i København, samt "Misery" på Teater Republique. David Gehrt har blandt andet været halvdelen af scenografduoen Gehrt & Grarup, som stod bag scenografien til "Erasmus Montanus" på Aarhus Teater og Sort/Hvid, som modtog en Reumert-statuette for Årets Scenedesign 2017. Afsnittet er en 2'er til afsnittet "Dramatikeren og skuespilleren" fra maj 2018, hvor jeg talte med dramatiker Magnus Iuel Berg og skuespiller Mathias Flint om deres arbejde.
Et nyt teaterprojekt i Aarhus ser dagens lys. Tre skuespillerstuderende fra Den Danske Scenekunstskole Aarhus er gået sammen om at danne Teatret Skærsommer, som den 23. juli 2018 har premiere på sin første produktion. Teatret spiller Shakespeares "En skærsommernatsdrøm" i Den Gamle By i en ny fortolkning, og der er i alt 14 scenekunststuderende med på projektet, hvoraf otte af dem er medvirkende på scenen. I dette afsnit af Morten Hedes Teaterpodcast møder du skuespillerne Mathias Bøgelund, Lasse Steen og Josephine Reumert Grau. Vi taler om, hvordan projektet begyndte, og hvad vi kan forvente af forestillingen. Og hvad skal der ske med dette nye sommerteater, når de nuværende studerende er færdiguddannede og ikke længere er studerende i Aarhus?
Mette Rønne er skuespiller, eventminister på Teatret Svalegangen, medstifter af Kulturmarkt og har netop startet en podcast, der hedder "FavoritFiasko". I denne episode møder jeg Mette Rønne til en samtale om hendes karriere og hendes syn på skuespilfaget. Forud for optagelsen har vi optaget et afsnit af "FavoritFiasko", hvor jeg var gæst - det afsnit kan du høre her. Kom tættere på skuespilleren Mette Rønne, og hør blandt andet om hendes tanker om at lave forestillingen "Den komiske tragedie" og om hendes tid som leder af teatret Ambassaden i Aarhus.
I forbindelse med PROLOG-festivalen på Den Danske Scenekunstskole Aarhus, der løb af stablen den 25.-27. maj 2018 i Aarhus, blev der afholdt et debatarrangement omkring teaterkritik. Arrangementet hed "Smag og kritik" og blev arrangeret og modereret af dramatiker-studerende Nanna Plechinger Tüchsen og Sonja Ferdinand. I debatpanelet deltog jeg selv sammen med kulturjournalist og lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Anders Lange og dramaturg og tidligere rektor på Dramatikeruddannelsen cand.phil. Janicke Branth.
I dette podcast-afsnit møder jeg dramatiker Magnus Iuel Berg og skuespiller Mathias Flint til en samtale om deres håndværk som scenekunstnere. Afsnittet blev optaget i forbindelse med en reading på Svalegangen, hvor Magnus Iuel Bergs tekst "Herion" blev fremført af skuespillerne Mathias Flint og Iza Mortag Freund og iscenesat af Minna Johannesson. De er begge uddannet fra Den Danske Scenekunstskole Aarhus i 2016. Magnus Iuel Berg har fungerer som dramatiker på mange danske scener siden sin uddannelse, mens Mathias Flint i samme periode har været fastansat i Aarhus Teaters ensemble.
For sjette gang afholdes den internationale festival for dansk børne- og ungdomsteater :DANISH+, hvor 15 forestillinger spiller over tre dage, mens opkøbere og formidlere fra 21 lande besøger Aarhus. Mandag aften åbnedes festivalen med en åbningstale af festivalens og Teatret Gruppe 38s kunstneriske leder Bodil Alling. Derefter spillede Mette Rønne sin forestilling "Den komiske tragedie" som åbningsforestilling - naturligvis på engelsk med titlen "The Comical Tragedy". I forbindelse med festivalens åbning mødte jeg Bodil Alling og Mette Rønne til en kort snak om festivalen, forestillingen og det internationale publikum. Jeg spurgte også, hvad vi egentlig kan bruge :DANISH+ til, som vi ikke allerede har med den årlige Aprilfestival, som for nyligt blev afholdt på Syddjurs. :DANISH+ løber af stablen hvert andet år og har eksisteret siden 2008. I år afholdes det den 7.-9. maj i Aarhus.
Nanna Cecilie Bang er både skuespiller og dramatiker. Hun blev uddannet fra Skuespilleruddannelsen på Den Danske Scenekunstskole Aarhus, men hun skriver også dramatik og havde sidste år premiere på sin første soloforestilling "True.Story", som hun selv både skrev og spillede. I øjeblikket er hun aktuel som dramatiker med forestillingen "My heartache brings all the boys to the yard" på Aarhus Teater, og den 11. april 2018 har hun premiere som skuespiller på forestillingen "Håbet er lysegrønt" på Edison på Frederiksberg (Betty Nansen Teatret). I dette afsnit af Morten Hedes Teaterpodcast møder jeg hende til en snak om at være dramatiker og skuespiller, og hvordan hun har båret sig ad med at skrive forestillinger, som vi tror er selvbiografiske, og som også handler om alle os andre.
Den 5. december 2017 modtog teaterinstruktør og skuespiller Hans Rønne den fornemme pris Teaterpokalen, som hvert år uddeles af Foreningen af Danske Teaterjournalister. Han modtager Teaterpokalen for forestillingerne "Lev menneske" og "Slagballe Banke" i 2017. Det taler jeg med ham om i dette afsnit af Morten Hedes Teaterpodcast. I et tidligere afsnit af teaterpodcasten møder jeg Hans Rønne til en samtale om hans liv og kunstneriske virke. Du kan med med fordel høre eller genhøre det første afsnit, før du lytter til dette. Afsnittet hedder "Hede møder Hans Rønne" og er udgivet den 1. september 2014.
Lise Majgaard Mortensen er teateranmelder på Kristeligt Dagblad, og vi er taget til København for at mødes med de øvrige anmeldere i Foreningen af Danske Teaterjournalister, hvor vi skal nominere prismodtagere til vores tre teaterpriser: Teaterpokalen, Teaterkatten og Initiativprisen. I dette afsnit af "Morten Hedes Teaterpodcast" taler vi om nogle af de forestillinger, vi hver især har set i løbet af det seneste år, og hvilke forestillinger vi har lyst til at nominere til en af de tre priser.
Standupkomiker Niels-Peter Henriksen kan i år fejre sit 20 års jubilæum som komiker. Han har været en etableret del af comedy-miljøet i Aarhus siden da, og foruden at være komiker er han også medvirkende i det anerkendte serveringsteater Café Kølbert, han skriver tekster til blandt andet tv- og radioprogrammer. I dette afsnit af "Morten Hedes Teaterpodcast" taler vi om hans vej ind i standuppen, og om hans tanker om genren og scenekunsten. Desuden kommer vi ind på hans scenepersona og hans materiale, der efterhånden ikke kun er klassiske jokes, men nu også komiske digte, som hans jubilæumsshow er bygget op omkring.
Christoffer Berdal er teaterinstruktør og i øjeblikket på besøg i Aarhus i forbindelse med Eutopia Internation Festival, der afholdes i Gellerup den 26.-30. juli 2017. Her er han instruktør bag projektet "Hamlet Short", hvor skuespillerne Thure Lindhardt og Chadi Abdul-Karim spiller en 30 minutters version af Shakespeares "Hamlet" i private hjem i Gellerupparken. Jeg møder ham til en samtale om projektet. Vi taler også om, hvordan Christoffer Berdal betragter sin opgave som instruktør, og hvad scenekunsten kan. Eutopia Internation Festival er en del af Eutopia 2017 under kulturhovedstadsåret Aarhus 2017.
Morsø Gymnasium er fra den kommende sommer det eneste gymnasium i Danmark, der har fået lov at udbyde en studieretning med Drama på A-niveau. Jeg har mødt skolens dramalærer Peter Balslev og nuværende elev Inge Agerholm til en snak om gymnasiets Drama-linje og fordelene ved at være dramaelev. På morsoegym.dk kan du læse mere om gymnasiet på øen midt i Limfjorden, hvor også Limfjordsteatret og Kulturmødet har hjemme.
Andreas Dawe er egentlig uddannet skuespiller og har mange års erfaring fra scenen, men jeg møder ham som instruktør og producent på forestillingen "Lampedusa" på Husets Teater. Han har desuden skrevet flere manuskripter. Forestillingen produceres af hans eget teaterforetagende, som han kalder AKUT360. Jeg taler med ham om forestillingen, der handler om at være europæer i den flygtninge- og migrationssituation, vi befinder os i. Og jeg taler med ham om at være alene om at sætte en teaterforestilling op, og om scenekunst om flygtninge kan være upolitisk. Lyt med, når Hede møder skuespiller, instruktør og dramatiker Andreas Dawe.
Theresa Hedelund er nyuddannet skuespiller, og i julen spiller hun teater for børn og voksne i stavkirken på Moesgaard Museum. I dette sidste afsnit af "Hede møder" før jul kan du høre en optagelse af monologen "På sporet af julen". Jeg håber, du vil synes, det er lige så hyggeligt at lytte til, som jeg syntes det var at se på. Tak til skuespiller Theresa Hedelund og Lisa Duus Nielsen fra produktionsselskabet Hele Historien for at stille forestillingen til rådighed til dig og alle andre lyttere af podcasten. Og ikke mindst tak til dig, fordi du følger podcasten og andet teaterjournalistik på mortenhede.dk. Husk, at du kan støtte mit arbejde med et lille beløb per udgivelse. Du kan læse meget mere om det på hjemmesiden.
Christian Lollike er en af landets største stemmer i dansk dramatik i disse år. Han er dramatiker, instruktør og kunstnerisk leder på Teater Sort/Hvid i København. Han har netop modtaget Teaterpokalen, som uddeles af Foreningen af Danske Teaterjournalister, for sit arbejde som instruktør og dramatiker på forestillingen "Living dead" i 2016. Vi taler om nogle af hans forestillinger og hans tanker omkring dem - blandt andet kommer vi omkring "Manifest 2083", "Skakten", "All my dreams come true" og "Living dead". Vi taler også om teatret Sort/Hvid, som netop er ved at blive genopbygget i nye lokaler efter en altødelæggende brand i 2014.
Jacob Madsen Kvols er en del af ensemblet på Aarhus Teater. Han blev uddannet fra Skuespillerskolen i Aarhus i 2007, hvorefter han blev kontraktansat, og til sommer har han 10 års jubilæum på Aarhus Teater. I øjeblikket er han aktuel med titelrollen i forestillingen "Fakiren fra Bilbao". I dette afsnit af "Hede møder" taler jeg med ham om at være ensembleskuespiller og om at kunne mærke publikum i salen. Du kan også høre, hvad Jacob Madsen Kvols ville lave, hvis han ikke havde været skuespiller - og måske får du også en idé om, hvilke roller han håber på at få i fremtiden.
Skuespillerne Niels Olsen og Søren Østergaard er i øjeblikket på turné i hele landet med improteater-konceptet "Hatten rundt - 25 års jubilæumsturné". De er to af de største navne i dansk underholdning. Jeg taler med dem om improteater, om 'hatten' igennem 25 år, og om at lave underholdende teater. Niels Olsen er især kendt for sin andel i Ørkenens Sønner, ligesom Søren Østergaard i mange år har turneret landet tyndt med sit eget Zirkus Nemo. Sammen med skuespillerne Claus Bue, Torben Zeller og Søren Hauch-Fausbøll står Niels Olsen og Søren Østergaard bag blandt andet "Hatten rundt" og "Andersens Julehemmelighed".