DiscoverMoviebox
Moviebox
Claim Ownership

Moviebox

Author: Moviebox

Subscribed: 121Played: 4,664
Share

Description

Velkommen til Moviebox! - en podcast om de vildeste videofilm fra de skumle hylder i din barndoms videoudlejningsbutik. I hver episode prøver VHS-nørderne Niels Paridon, Sonny Lahey og Ask Hasselbalch at overgå hinanden, når de samler tre film til et klassisk videomarathon under ét særligt tema. God fornøjelse, og husk at spole tilbage, når du har lyttet færdig.
129 Episodes
Reverse
🎟 MOVIEBOX LIVE I GRAND – 23. august kl. 21.30 🎟 Drop alt, hvad du har i hænderne (medmindre det er en VHS – så læg den forsigtigt fra dig) og køb billet til årets mest uforudsigelige aftale med skæbnen. Vi lover skøre film, store grin, absolut ingen gæster og mulig risiko for at blive ramt af flyvende VHS-bånd. 👉 Billetter: https://grandteatret.dk/film/moviebox-live-i-grand/ 👉 Event: https://www.facebook.com/events/721847637676283 Døren til lydstudiet sparkes op indefra. Røg vælter ud. Niels halter ud med et stort bidemærke i skulderen og resterne af en VHS-kassette i hånden. Sonny er dækket af plastikedderkopper og gentager manisk: "Det var bare en kanin! Det var bare en kanin!" Ask slæber på en sort sæk, der piber, blinker og lugter af varm plastik. Casper er forsvundet, men hans stemme kan stadig høres inde fra studiet: “Hvad VAR det for en lyd?” Velkommen til afslutningen på sæson 10. En sæson der startede med babyer og slutter med bestialske dyr. Det er for øvrigt 13. gang vi skal besøge verdens farligste Zoo. Dyr der dræber kan ikke stoppes. De vil ikke stoppes. De er Moviebox. Efter et langt kram fra The Commodores kaster Niels os direkte ind i infernoet med 'The Nest' (1988), hvor muterede kakerlakker invaderer en lille kystby og viser, hvad der sker, når man blander dårlig madhygiejne med løssluppen videnskab. Det hele udvikler sig til en gyser med sammenvoksninger, klamme kærlighedsscener og foruroligende stor sympati for kakerlakker. Det er som om, David Cronenberg havde tømmermænd og en deadline. Ask fanger os i sit spind med 'Arachnophobia' (1990). En sydamerikansk dræber-edderkop er taget med hjem i kufferten og har startet familie i en amerikansk flække, hvor Jeff Daniels mest af alt bare vil slappe af og ikke dø. Bare ærgerligt, FOR DØDEN KOMMER PÅ OTTE BEN, JEFF! Det er sjovt, uhyggeligt og pakket ind i Spielberg-light. En klassiker. Sonny sætter kronen på værket med 'Night of the Lepus' (1972), hvor man helt alvorligt forsøger at gøre kaniner til en troværdig trussel. Hvide kæmpe-kaniner tramper i slowmotion på hvad der mest af alt ligner en modeljernbane. Og Janet Leigh er med! Det er en noget nær perfekt afslutning på en perfekt sæson. Og sådan ender sæson 10 - en rejse gennem hævngerrige babyer, pensionister med voldelige tendenser, antologier med attitude, aliens med agendaer, og kødheste med alt for meget olie. Vi har været i Afrika, i fængsel, i shoppingcentre, i skoven og til live shows, hvor Moviebox'en brændte under os og fik os til at danse. Vi har sagt ja til alt det, der lugtede af Moviebox. Og det gav, som altid, pote. Tak til jer i Klub Moviebox, der med jeres støtte har muliggjort endnu en sæson med VHS-kaos, kultfilm og kæledyr med dræberinstinkt. I har holdt strømmen kørende til vores maskinpark af defekte tracking-forstærkere, betalt for juridisk rådgivning efter vores screening af 'Cannibal Ferox' i Matildas 1.-klasse og sikret, at vi fortsat kan betale beskyttelsespenge til Giancarlo - poliziotteschi-pusheren med de store knoer. Vi har ingen plan. I er planen. Er du ikke medlem, men vil gerne være det, så er det her det foregår: https://www.patreon.com/moviebox Husk at spole sæsonen tilbage, når du har lyttet færdigt! Med venlig hilsen, Ask, Sonny, Niels & Casper
Vi har pakket rygsækken, snøret vandrestøvlerne og efterladt al sund fornuft derhjemme. Det er tid til skovtur med Moviebox! ...og vi er ikke alene derude. Mellem grantræer og båndsalat gemmer sig både rumvæsner, råbende rednecks og en sær trædukke, der næsten bliver uhyggelig. Denne episode er dedikeret til de film, der efterlader os ud i skoven uden kort, uden kompas, og helt uden respekt for hverken plot eller publikum. Sonny lægger hårdt ud med 'Without Warning' (1980). En gruppe teenagere tager på tur og møder en alien, der kaster levende skivevæsner i hovedet på folk som en vred frisbee-entusiast. Rundt i skoven vandrer Jack Palance og Martin Landau, begge fanget i hver deres film, ingen af dem gode. Alt virker lidt forkert, som om man har drømt om 'Predator', men vågner i et lokalteater. I Niels' picnic-kurv finder vi 'The Galaxy Invader' (1985). Don Dohlers hjemmebryggede sci-fi-actiondrama fortæller historien om et grønt rumvæsen, der styrter ned i skovene uden for Baltimore og straks bliver omringet af en familie, der løser alle problemer med enten vold eller råben. Det føles mest af alt som et skoleprojekt, der er stukket helt af. Sidst men ikke mindst har Ask lejet en afsondret bjælkehytte til os i 'The Fear' (1995), hvor en flok studerende skal konfrontere deres dybeste frygt. Til det formål har de Morty, en passivt-aggressiv, menneskestor trædukke, der bare sidder og stirrer tomt ud i luften. Ask er ikke helt solgt, men han sælger den videre uden problemer. Tak til alle jer i Klub Moviebox!!! I gør det muligt for os at finde vej gennem det filmiske vildnis uden at blive spist af ulve eller fare vild i Don Dohlers plotlabyrinter. Uden jer måtte vi overnatte i skovbunden og optage episoden ved at råbe den ud gennem et nummer af Fangoria rullet sammen til et rør. Er du ikke medlem, men vil gerne være det, så er det her det foregår: https://www.patreon.com/moviebox Husk at spole episoden tilbage, når du har lyttet færdigt. Og lad Morty være. Nix pille. Med venlig hilsen, Ask, Sonny, Niels & Casper
Det er Moviebox LIVE i Grand og vi har ild i røven. Vi taler om flammer. Men ikke sådan romantiske flammer. Ikke kun. Mere den slags, der opstår, når en neandertaler trækker en brændende gren gennem en muddermark, eller når en hævngerrig teenager fyrer op under ventilationssystemet i et butikscenter. Sonny åbner ballet med 'Quest for Fire' (1981). En film hvor ingen siger noget, men alle grynter meget følelsesladet. Tre stenaldermænd drager ud for at genopfinde lighteren, og vi følger dem på en episk rejse gennem mudder, nød, ild og nøgenhed. Rae Dawn Chong taler et sprog opfundet af Anthony Burgess, og Sonny er naturligvis lykkelig. Et sted mellem 'Phantom of the Opera' og 'Fast Times at Ridgemont High' finder du 'Phantom of the Mall: Eric’s Revenge' (1989), som Ask byder ind med. Eric, en tidligere high school-hjerteknuser, der formodes død i en brand, gemmer sig nu i væggene på byens nye shoppingcenter og tager hævn med fælder, ild og øjne fulde af teenagevrede. Ask kalder filmen romantisk. Vi kalder det bad-ass VHS-horror med et brændvarmt synthsoundtrack. Niels lukker festen, men ikke før han har brændt hele lortet ned med 'Final Score' (1986). En tidligere elitesoldat bliver rasende over sin kones død og erklærer krig mod alt, hvad der bevæger sig i Thailand. Resultatet? Så mange eksplosioner, at man begynder at mistænke filmen for at være lavet udelukkende som undskyldning for at sprænge ting i luften. Det er det, vi på Moviebox kalder stor, stor filmkunst. Ikke nødvendigvis smagfuldt, men nødvendigt. Tak til jer i Klub Moviebox (https://www.patreon.com/moviebox), der holder flammen i live, ikke bare i vores hjerter, men også i vores elskede VHS-maskine, som kræver daglig oliering med tårevædet nostalgi. Uden jer måtte vi optage episoden over et bål af fugtige Se & Hør-blade, mens rotterne gnaskede på ledningerne, og Niels gnubbede to Men of Action-kassetter sammen i håbet om at få ild og trøst. I gør det muligt, at vi stadig kan tale passioneret om film, hvor folk brænder, springer i luften, eller bare har ild i blikket. Vi elsker jer. Med hele vores smeltede, filmelskende sjæl. Og HUSK: Spol episoden tilbage, når du har lyttet færdig! Med venlig hilsen, Ask, Sonny, Niels & Casper
Velkommen til episoden, hvor gangstativer bliver til dødsmaskiner, og hvor "hygge" er et dækord for massemord i lavt tempo. En episode med en lille smule flere dødsfald end en gennemsnitlig lørdag på dit lokale plejehjem. Sonny lægger stille ud med 'Going in Style' (1979). En rørende lille røverhistorie om tre gamle gubber, der beslutter sig for at få lidt spænding tilbage i livet ved at røve en bank. En film med varme, vid og velourjakker. Sonny bliver nærmest rørt, og vi mistænker ham for at have indtaget en halv kamillethe for meget. Ask skruer minimalt op for tempoet med 'Homebodies' (1974), hvor pensionisterne ikke nøjes med at brokke sig over byfornyelsen. Nej, de forsvarer deres nedrivningstruede hjem med sav, cement og snedige fælder. Den sorte humor er tør som oldemors Marie-kiks og charmen er mere subtil end overbevisende. “It was fine” siger Ask og det er præcis så begejstret, som han lyder. Niels runder til gengæld af med at uppercutte gebisset direkte ud af kæften på Ask med 'The Granny' (1995). En grotesk, vanvittig og voldsomt underfortalt VHS-basker, hvor en rig bedstemor hævner sig på sin grådige familie med dæmoniske kræfter, vilde oneliners og en energi, der klinger af Full Moon og Troma. Det er gory, grotesk og sjovt... og umiddelbart filmen der redder vores tvivlsomme ære på denne ellers ret stille aften. Hvis du stadig læser med, så burde du overveje at støtte os via Klub Moviebox. Uden donationer ville vi være nødt til at crowdfunde en genindspilning af 'The Golden Girls' optaget med mobiltelefon på et plejehjem i Vanløse. Støt os på patreon.com/moviebox, så lover vi at bruge pengene ansvarligt (dvs. på VHS-rens, gajoler og støttestrømper). Denne episode er i øvrigt næsten 10 minutter længere ovre i Klub Moviebox. Og HUSK: Spol episoden tilbage, når du har lyttet færdigt! Med venlig hilsen, Ask, Sonny, Niels & Casper  
  Uddrag af dagbogen til Oberst C. K. I. Christensen, Fellow ved Royal Society for Vildfarne Filmstudier, nedskrevet under hans ulyksalige ekspedition til det Afrikanske kontinent, sommeren 1898. Genfundet i maven paa en udstoppet hyæne paa Nationalmuseet i Nairobi. Side 2 - Landgang med tweed og tvivl Stormen fik bølgerne til at skrige som smaa børn, og havet bar lugten af forliste drømme. Vores dampskib blev slynget op paa Afrikas kyst som en døddrukken flodhest. Jeg vadede i land iført mit fineste tweed og et blik, der signalerede staalsat inkompetence. Ingen modtog mig. Kun en død ged og et skilt: “VELKOMMEN TIL AFRIKA – VI ANBEFALER HAT OG NERVEMEDICIN.”     Første observation: Afrika er uforholdsmæssigt varmt, uigennemskueligt og anerkender mestendels ikke gemen bordskik. Jeg udpegede derfor straks kontinentet som fjendtligt. Fire dage senere, et sted syd for Khartoum, var min hest død af varme og anger. Min sidste daase-pølse var fortæret, og kortet jeg havde købt i Antwerpen viste sig muligvis at være bagsiden af en vinmenu fra Holland-Amerika-linjen. Mit kompas snurrede som en gal tepotte. Jeg begyndte at gaa.     Side 16 - Under paraventen: En gentleman bekender sin angst Paa ottendedagen, et sted mellem et udtørret flodleje og min sidste pibe Capstan Navy Cut, hørte jeg stemmer. Ikke inde i hovedet denne gang – virkelige stemmer. Jeg fandt ham i skyggen af et akacietræ. Han kaldte sig Sonny, og tilbød mig et stykke tørret kød, som jeg senere opdagede var hans dagbog. Han førte mig til en teltlejr, hvor man var i færd med at bygge en jernbane. Jeg bemærkede straks fraværet af enhver form for sikkerhedsprotokol, samt det faktum at lejren havde et foruroligende misforhold mellem levende og døde arbejdere. Brølet kom ved skumring. To skabninger. Løver, ja, men med manér som mordere. De bevægede sig lydløst mellem teltene. Jeg naaede akkurat at høre en jæger, med krop som en whiskyflaske og en stemme af kogt læder, sige: “‘The Ghost and the Darkness’ (1996).” Jeg flygtede gennem lejren, der stank af imperiel arrogance og løvepis, og gemte mig under en dynge kongolesiske paraventer, der var malet med scener fra et bedre liv. Da jeg kom til mig selv, laa en udstoppet løve ved min side og stirrede anklagende.     Side 29 - Min tid som fodnote i en andens metafor Jeg fandt min næste guide for foden af Spitzkoppe-bjerget i Damaraland, bappende paa et tibetansk bedelys. Eller var det en jernspurv? Jeg antog, det var en slags lokalt inhalationsritual. Det viste sig at være hans frokost. Hr. Ask Hasselbalch – en besnærende type med langt blik og kort lunte, der talte i taager og bar sin tropehjelm paa kunstnerisk sned. Han stirrede ind i solen, som skyldte den ham penge, og hviskede: “Dette er ikke en ørken. Dette er en allegori. Og du er en fodnote.” Jeg nikkede høfligt og forsøgte at fremstaa som en mand vant til at blive metaforisk degraderet. Før jeg kunne bede om mere haandgribelig vejledning, begyndte sandet at bevæge sig. En skikkelse formet af støv og sorg gled gennem landskabet med den selvsikkerhed, man normalt kun ser hos folk med eget vaabenskjold. Han samlede blaffere op. Ensomme sjæle. Og de forsvandt. Jeg vaagnede i et forladt tehus. Paa en serviet, mellem en kop dampende rooibos og en flue i koma, stod det skrevet: “‘Dust Devil’ (1992)”. Jeg drak teen. Den smagte af symbolisme… og kardemomme.     Side 77 - På feltfod med Den Glødende Kossak (Notater fra fronten) Til sidst krydsede jeg en grænse (moralsk, forstås) og mødte Lord St. John-Paridon. En mand for hvem sort krudt var et krydderi. Han sagde ikke meget, men duftede svagt af kampvognsolie og propaganda. Uden varsel kastede han mig op i en hestekærre holdt sammen af patronhylstre og patriotisme og satte kursen durk mod flammehavet ‘Red Scorpion’ (1988), hvor en højrøstet kossak ved navn Dolph Lundgren skinnede som en babyolieret obelisk midt i et opbrust hav af stridende indfødte. Jeg kastede op af respekt ved synet af Zarens glinsende barbar, som han stod der i modlyset fra den dræbende sol med vodka i aarerne og bly i blikket. Han udnævnte mig overraskende til feltpræst, og jeg døbte omgående en bærbar artillerifløjlskanon, mens officererne istemte med salmer, og en uralsk pansersavant forsøgte at forhandle med en hest. Vi passerede gennem kampzoner, hvor lastbiler eksploderede af stolthed og Dolphs anmasende viljestyrke fik selv baobabtræerne til at gribe til vaaben. En tank forsøgte at kapitulere, men blev omgaaende overtalt til at eksplodere i stedet. Jeg red bort paa trykbølgen, ud mod horisonten, som en gentleman paa en galopperende flaske Zanzibar-gin.      Kapitlet uden hvilket intet ville være muligt Jeg maa, med løvernes brøl endnu rungende i kraniet og en mild hjernebetændelse bag brillen, nedfælde min dybeste tak til jer – medlemmer af den hæderkronede Klub Moviebox. Jeres bidrag er som portvinen i mit glas: sød, klinisk nødvendig og til tider eksplosiv. Uden jeres rundhaandede støtte maatte jeg finansiere ekspeditionerne gennem ulovlige visninger af ‘Crocodile Dundee II’ paa en opsprættet mulepose i det vestlige Zambia, eller bytte The Moviebox Collection-videoer mod myggenet og malaria-piller ved kontinentets mange uforudsigelige grænseposter. Det er jer, der gør det muligt for mig at bære tropehjelm med værdighed, og fortsætte disse svimlende cineastiske odysséer uden kompas, kort eller samvittighed, i jagten paa film, som kun vinden, Peter Peter og muligvis tordenguden Shango kender. Epilog Og saaledes slutter beretningen om vores prøvelser og pinsler paa det Afrikanske kontinent. En rejse med løver, dæmoner og eksploderende lastbiler. Hvad lærte vi? Maaske intet. Maaske alt. Men én ting staar klart: Jeg er vendt hjem med skrammer, visdom og tre nye VHS’er, som alle er dækket af sand og forbandelser. Spol altid episoden tilbage, naar De har lyttet færdigt. Med tropisk hilsen, Kaptajn Ask, Kommandør Sonny, Oberst Niels og Deres ydmyge rejsefører, C. K. I. Christensen, Esq.  
Velkommen til dit nye jeg. Et jeg, der tør gå med hotdogs i lommen. Et jeg, der tør indrømme, at være et 10-årigt barn med røde kinder og ukontrollabel hævntrang skjult i en 40-årig krop. Et jeg, der – når alt andet svigter – finder fred i bunden af en mexicansk Satan-voldtægtsfilm. Velkommen til TOTAL GAKKELAK™ – din guide til et rigere, mere meningsløst liv. I dette banebrydende live-seminar (optaget foran et ægte publikum – ja, mennesker, der frivilligt havde betalt), viser vi dig, hvordan du opnår fuld gakkelakalisering på under 90 minutter. Niels indvier os kærligt, men bestemt, i hemmelighederne bag det gakkelakiske kraftfelt kendt som ‘Nothing But Trouble’ (1991). En film, der ikke bare udfordrer din filmsmag – den dekonstruerer den. Her lærer vi, at for at opnå total frihed, må man acceptere, at næser kan ligne penisser. “Det handler ikke om at have kontrol. Det handler om at give slip. På al god smag.” – Dan Aykroyd, sandsynligvis Sonny guider os gennem en spirituel øvelse i radikal infantilitet. Gennem ‘Clifford’ (1994) lærer vi, at det ikke handler om alder – men om energi. Den type energi, der får voksne mænd til at rage på stewardesser og kræve adgang til Dinosaur World i skingre toner. ‘Clifford’ er ikke en film. ‘Clifford’ er en metode. En metode til at at få dine behov dækket her og nu. Det er ikke følelsesmæssig intelligens. Det er følelsesmæssig insistens. Og når det lykkes? Så må du gerne grine. Det gør vi også. Af smerte. Du er nu i sidste fase af totel gakkelakisering, og tiden er kommet til at lade Ask invitere dig ind i mørket, hvor du skal møde ‘Infernal Rapist’ (1988). Du bliver nu konfronteret med det ultimative gakkelak-paradoks: Hvordan kan noget være så forkert og samtidig så rensende? Filmen ligner kaos, men bag laserøjne, dæmondamer og 666-ballesnitteri gemmer sig noget større: En nøgle til ultimativ indsigt. Gakkelak handler ikke om at forstå. Det handler om at overgive sig til det, der ikke giver mening – og dér, midt i mexicansk satanisme og eksplosioner af dårlig smag, finde… fred. At leve gakkelak er ikke for alle. Det kræver mod, mælkesnitter og viljen til at stirre ind i Sonny Laheys øjne uden at blinke, mens han forklarer dig plottet i 'Clifford'. TOTAL GAKKELAK™ virker. For os. Og nu også for dig. Hermed også en opfordring til at blive en af De Hengivne i Klub Moviebox - vores fæstning i et nedlagt landbrug lidt udenfor Sdr. Vissing: Vores elskede støtter! I har valgt den smalle sti. I har forladt den digitale løgnverden og trådt ind i Gakkelakkets sande lys. Uden jer? Kun stilhed, skam og mainstreamfilm. Men med jer? En kreds af magnetiske sjæle klar til at forsvare den dårligste smag. I står bag den store paywall – ikke som abonnenter, men som vogtere, for bag den ligger alt, hvad systemet ikke ønsker, du skal se. Så når Østjyllands Politi en dag sprænger porten og kræver svar, vil vi ikke løbe. Vi vil ikke forklare. Vi vil pege på VHS-afspilleren på alteret i laden. For alt, de behøver at vide, findes i den. Vi frygter ikke dommedag. Vi har set ‘Infernal Rapist’.  Vi ses i næste episode, hvor vi skal ud og rejse og muligvis sætte ild til alt, hvad vi tidligere har lært om smag, etik og geografi. Men indtil da: Vær dig selv. Vær mærkelig. Vær GAKKELAK. Og HUSK at spole båndet tilbage, når du har lyttet færdig. Kærlighed, vilje og styrke, Ask, Sonny, Niels & Casper
Mine damer og herrer! Velkommen til endnu en storslået aften her på Fulci Field hvor vi præsenterer næste match i Moviebox League. Tre titaner fra Moviebox-universet er endnu engang klar til at tørne sammen i en altafgørende kamp om, hvem der leverer den bedste sport i 'boxen! Niels har varmet op med en montage, Sonny har smurt Holiday-dip under øjnene og Ask har allerede meldt sig skadet – men vi er klar! Salt og peber-chipsene knaser som brækkede ribben, og vi kaster os hovedkulds ud i en filmisk sportsaften, der sveder af VHS-magi. KICK-OFF! Fløjten lyder, og Sonny åbner kampen med et vaskeægte wrestling-spektakel: ‘Body Slam’ (1986)! Og sikke en start! Dirk Benedict, bedre kendt som Faceman fra ‘The A-Team’, jogger ind på banen iført skulderpuder, læderbukser og et smørret grin. Han vinker kælent til publikum, men tackles omgående af sin egen holdkammerat, Rowdy Roddy Piper, der primært spiller med sine albuer. SPORT! Kan ‘Body Slam’ gå hele vejen, eller ender den med at blive tacklet så hårdt, at den genopstår som en dårlig tv-serie fra 90’erne? Midt i første halvleg… Niels tager over med ‘Rad’ (1986) – en BMX-fest af episke proportioner! Crew Jones, vores håbefulde helt, dribler sig igennem en række halsbrækkende stunts, mens soundtracket pumper Kool Aid med adrenalin-smag direkte ind i vores øretrommer. Og se lige DET DER! BMX-SLOWDANCE?! Det er som at se Diego Maradona jonglere en cykel med fødderne, mens han hi-fiver Guds hånd – uventet, smukt og 100% SPORT! Halvlegs-interview: Vi har fanget Ask Hasselbalch nede ved sidelinjen. "Jeg forstår stadig ikke, hvad en kødhestefilm er, og jeg forstår heller ikke, hvorfor nogen ville lave en BMX-dansefilm, men okay!" siger han, mens han med eminent fodteknik undviger en montage af svedige high-fives og freeze frames, der pludselig glider forbi. SPORT! Anden halvleg fløjtes i gang! Og her kommer Ask nu bullende ind med ‘Mathilda’ (1978) – filmen, hvor hovedpersonen er… EN KÆNGURU?! Alle spillere er i chok! Dommeren taber fløjten! Stadion koger! En lettere desorienteret kænguru i boksehandsker hopper ind på grønsværen. Den er tydeligvis klar til at rive korrupte kapitalister (og vores sidste rester af sund fornuft) midt over. Dommeren famler efter det røde kort, men trækker i stedet en krøllet kvittering fra Playtime Video op – han ANER ikke, hvad han skal stille op! SPORT! Ja, folkens, det skete igen: Sportslogikken har endnu engang smidt trøjen, flexet i slowmotion og er forsvundet i en sky af talkum. Pøj-pøj med det, ædle ridder. Slutfløjt! Efter 90 minutters SPORT i 'boxen er det op til jer, kære lyttere. Dommeren er væk, V.A.R. er ikke opfundet endnu, og alt kan ske, så bedøm selv, hvad der er op og ned i denne tornado af benskinner, pandebåndsalat og skrigende cheftrænere! En enkelt tilskuer i bar overkrop er allerede begyndt på sejrsrunden – men for hvem?! OG KÆMPE TAK TIL FANKLUB MOVIEBOX! I er grunden til, at vi kommer på banen. Denne æresrunde er til jer - med klapsalver, VHS-konfetti og ølregn. I er de sande helte på tribunen! Uden jer måtte vi betale regningerne ved at sælge hjemmetræningsmaskiner fra 80’erne med tvivlsom strømføring. I er vores Faxe Kondi-dåb, vores bakke pomfritter (der smager af pølse) fra hal-caféen og den stadionbølge, der aldrig dør ud. SPORT! Tak fordi I holder os i gang! Husk at spole episoden tilbage, når I har lyttet færdigt! SPORT! Med venlig hilsen, Ask, Sonny, Niels, Sport & Casper 
Larry Cohen var en mand, der ikke lavede film – han SKØD dem ud, som Sonny smider om sig med tvivlsommer one-liners. Hans film er små symfonier af gale koncepter, usandsynlige plottwists og karakterer, der alle ser ud til at være på nippet til at bryde den fjerde væg og bede om en pause. Det burde ikke være godt, men det er det stort set altid! Og i aftenens episode sætter vi os til bords hjemme hos Larry Cohen, der byder velkommen til sit krøllede VHS-univers – en verden, hvor guddommelige åbenbaringer, levende yoghurt og dødbringende ambulancer sameksisterer uden problemer. Niels serverer forretten i skikkelse af en forvildet køretur i ‘The Ambulance’ (1990), hvor man som publikum konstant er i fare for at lade sig hypnotisere af Eric Roberts’ sensuelt bølgende party-mullet. Vi sværger, den fortjener sin egen IMDb-side. Anyway, folk forsvinder i en mystiske ambulance, og James Earl Jones gnasker på cigarstumper, og det hele er overraskende godt. Ask præsenterer en virkelig overraskende hovedret med thrilleren ‘God Told Me To’ (1976) – en film, der starter med masseskyderier, men hurtigt eskalerer til en ████████ sci-fi-thriller med ██████, ████████ og mystiske ███████████. Vi ved stadig ikke, hvad der egentlig foregår, og kan ikke afsløre noget – men vi kan lide det. Sonny runder af med ‘I, the Jury’ (1982), hvor Armand Assante sexer sig gennem rollen som privatdetektiv Mike Hammer. Armand mener tydeligvis (og helt berettiget) og han nok er verdens bedste skuespiller og i hvert fald verdens mest sexede mand. Han spiller således med 100 % dedikation og 0 % forståelse for, hvad der sker omkring ham. Det er perfekt. Det hele er krydret med Cohens vilde tilgang til filmskabelse: Optag guerilla-style i New York? Tjek. Skriv et manuskript på en weekend? Tjek. Få nogen til at spille skuespil, som om deres liv bogstaveligt talt afhang af det? Tjek. OBS: Du skal være glad for alle dem, som støtter os i Klub Moviebox! Uden deres støtte måtte vi finansiere podcasten ved at sælge hjemmelavet ‘Q: The Winged Serpent’-merchandise på Den Blå Avis. Og det ville være trist og super sørgeligt, men pga. af guld- og ninjamedlemmerne i Klub Moviebox lever vi drømmen! Vil du også gerne støtte Moviebox, så hop ind på Patreon og støt os her. Slo-mo hi-five i solnedgangen sluttende med freeze frame til Klub Moviebox! Og husk: Spol episoden tilbage, når du har lyttet færdigt. Med udødelig VHS-kærlighed, Ask, Sonny, Niels & Casper
Intet siger hygge med familien som babyer, blod og bordeller... Sæson 10 er officielt søsat, og vi lægger ud med en kategori, der er lige så oplagt, som den er direkte uappetitlig: BABY OMBORD! Altså, VHS’er med babyer på godt og ondt. Mest ondt. Vi kommer eksempelvis forbi alt fra parasitære fostre og hævngerrige kloakbabyer til... John Travolta i en “komedie”, ingen bad om. Niels sparker døren ind med den franske 'Baby Blood' (1990) (eller som den hedder på fransk, 'Baby Blood') – en film, der måske burde være en kunstnerisk kommentar til moderskab, men som i praksis mest er en splattet omgang bodyhorror. En kvinde bliver besat af et foster med en blodtørstig personlighed, som ikke bare kræver ofre, men også har stemme af Gary Oldman, fordi selvfølgelig. Ask følger trop med ultralavbudget-kultfilmen 'The Suckling' (1990), hvor et aborteret foster havner i en kloak, muterer og vender tilbage for at massakrere folk i et bordel-skråstreg-abortklinik. En fuldstændig naturlig udvikling af begivenheder, hvis man spørger filmens manuskriptforfatter. Sonny afslutter aftenen med et dristigt træk: 'Look Who’s Talking Too' (1990). Babyen fra etteren er tilbage, nu med en søster med Roseanne Barrs stemme. Fordi verden ikke har lidt nok. Undervejs snakker vi også om vores egne forhold til babyer (spoiler: Ask er ikke fan), og så finder vi frem til den chokerende sandhed – alle film i aften er fra 1990. Er det en konspiration? En filmisk feberdrøm? Eller bare en tilfældighed, der beviser, at 1990 var babyfilmens apex som konsekvens af 80’ernes babyboom? Uh… 'Baby Boom'! Sæson 15 har fundet sin opfølgende babykategori! Sæt dig godt til rette i barnevognen, spænd sutten fast, og gør dig klar til en filmaften, du ikke vidste, du manglede. Og selvfølgelig – en kæmpe tak til alle jer i Klub Moviebox, der holder os flydende i det kaotiske hav af bizarre film. Uden jeres Patreon-støtte var vi efterladt i filmhistoriens højstol, tvunget til at savle ned i tomme VHS-kassetter. Vil du også gerne støtte os i vores utrættelige VHS-odyssé, så hop her ind: https://www.patreon.com/c/moviebox God fornøjelse! Med venlig hilsen, Casper, Niels, Ask og Sonny
Vi har savnet jer, vi har savnet VHS-duften, og vi har savnet at snakke os helt ud i Ragusa-relaterede tangenter! Efter vinterens dvale er Moviebox endelig tilbage med en ny sæson, og vi starter ud med en klassisk soft reboot – en god, gammeldags opvarmningsspecial, hvor vi gør status, ser tilbage på vores storhedstid, også kendt som vores VHS-opdragelse, og prøver at finde ud af, hvorfor fanden vi stadig laver det her efter fem et halvt år. Vi dykker ned i VHS-nostalgi, genoplever film fra barndommen og graver den ene titel frem, som vi aldrig måtte se. Der bliver også plads til en ondskabsfuld guilty pleasure-diskussion, og vi kaster os ud i en dybt seriøs efterlysning af en ukendt, mareridtsinducerende 80’er-film, der stadig hjemsøger os. Og som prikken over i’et har vi en særlig musisk overraskelse til sidst i episoden. Rul persiennerne ned, knap en Jolly Cola op, og gør dig klar til endnu en sæson med kulørte kultklassikere, glemte film (der er glemte af en årsag) og rendyrket Moviebox-galskab. Rigtig god fornøjelse! Med venlig hilsen, Casper, Niels, Ask & Sonny
Vi gjorde det! Vi kom i mål med sæson 9! Fire udmagrede videohoveder med maltrakterede hjerner kravler over målstregen med en sæsonafslutning, der bringer rummets uhyrligheder helt ned i jeres støvede videomaskiner. Vi er så glade for denne sæson, og det er en fornøjelse at slutte den af med en bred palette af hjernedød underholdning – lige som det skal være. Ask lægger ud med Strange Invaders (1983), hvor en fyr opdager, at hans ekskones hjemby er overtaget af alien-turister fra ydre rum, som har samme mode og frisurer som i 50'erne. Niels bringer os så langt ned i sølet, som man kan komme, med en ormebesat fyr, poesi midt i kaos og kokain som redningen mod rumorme i det ubehjælpelige camcorder-amatørmesterværk Disgusting Spaceworms Eat Everyone!! (1989). Og Sonny slutter hele sæsonen af med... ja, lidt af en fuser, men SKRÅT OP TIL DET, for Inseminoid er en perfekt Moviebox-film i al sin VHS'ede middelmådighed. Tusind tak for denne sæson til alle jer lyttere. Vi er så glade for, at vi stadig får muligheden for at spilde vores liv på at dyrke vores ufatteligt dårlige smag. Vi glæder os til sæson 10, der allerede begynder optagelse om et par uger, så hold ud så længe og HUSK: Spol altid episoden tilbage, når du har lyttet færdigt! Med venlig hilsen, Ask, Sonny, Niels & Casper
(Denne episode er 4 minutter og 29 sekunder kortere end den, der udgives i Klub Moviebox på Patreon.) Efter en vanvittig jubelweekend til vores 5-års jubilæum, tager vi nu et solidt hop over Øresund og lander i filmhistorisk ukendt land: Sverige! Jep, du hørte rigtigt. Denne gang synker vi ned i den svenske VHS-undergrund og disker op med tre perler, der nok skal få selv den mest hærdede Moviebox-lytter til at fælde en tåre af ren filmglæde. Det er blevet tid til 'Turen går til Sverige,' hvor vi beviser, at vores naboer nordpå kan meget mere end knækbrød og Bergman.  Ask sparker aftenen i gang med den svenske 80’er-actionbasker 'The Ninja Mission' (1984). Niels følger op med kultklassikeren 'Evil Ed' (1995), hvor svensk sort humor møder vold og vanvid på en måde, der kun kan beskrives som ren Moviebox-magi. Sidst, men absolut ikke mindst, afslutter Sonny aftenen med den glemte actionthriller 'Wardog' (1987). En perfekt kombination af action, low-budget barnemord og Skåne som stand-in for USA. Så læn dig tilbage, nyd tyren over broen, og tag med os på en tur til de svenske VHS-bjergtoppe – hvor kun de modigste tør bevæge op. Og HUSK: Spol altid episoden tilbage, når du har lyttet færdigt! Med venlig hilsen, Ask, Sonny, Niels & Casper
(Info: Denne episode er hele 13 minutter og 16 sekunder kortere end den udgave, som er tilgængelig for guld- og ninjamedlemmer af Klub Moviebox.) Måske er det fordi, vi har haft så lang en pause siden sidste episode. Måske er det fordi, vi er ved at blive for gamle. Måske er det fordi, vi har FUCKING 5 ÅRS JUBILÆUM I DAG!!!... men det her føles vitterligt som en af de vildeste, bedste, sjoveste 'Dyr der dræber'-aftner og -episoder, vi nogensinde har lavet. Solbriller og bøllehatte bliver nærmest banket af jeres ansigter, når trykbølgen fra denne premiere rammer jer. Solcremen fordufter fra jeres feriemøre sommerkroppe som Jolly Cola på en skoldhed Eva Trio-pande, når lydbølgerne fra sæsonens 8. episode begynde at massere jer. Denne her bliver svær at overgå, folkens. Velkommen tilbage efter ferien! Ask lægger ud - og her vil blodtrykket hos vante lyttere allerede begynde at stige, for det er sgu ikke normalt. Han lægger ikke desto mindre ud med Moviebox-abeklassikeren Monkey Shines fra 1988. Du får fedtede bølgechipsfingre af bare at høre om den film. Niels følger op med en decideret perfekt Moviebox-film - Mosquito fra 1994. Det er ganske enkelt ikke muligt at gøre det bedre, end Niels gør det her. Alt er perfekt! Men det er Sonny, der sprænger skalaen, når han indvier dig i den traumatiserende, underholdende og moralsk paradoksale oplevelse det er, at udsætte sig selv for det kinesiske slange-tabernakel der er Calamity of Snakes fra 1982. Ord kan ikke beskrive hverken filmoplevelsen ellers Sonnys formidling af den. Vi håber bare ikke Verdensnaturfonden lytter med... Vi er SÅ meget tilbage! Rigtig gode fornøjelse og HUSK: Spol altid episoden tilbage, når du har lyttet færdigt! Med venlig hilsen, Ask, Sonny, Niels & Casper
Vi skal endnu engang på jagt I vores støvede arkiver, denne gang efter en ganske særlig episode. Af ikke helt tydelige årsager endte netop denne filmaften med at blive en institution i Moviebox's historie. Måske fordi den bare er så ikonisk og skarpt skåret og let at forstå. Det er dyr! De dræber! Basta. Her kan du høre vores første udflugt med dræberdyrdøden, der byder på insekter, en hund og nogle aber. Niels lægger solidt ud med den ækle 'Ticks' (1993), der er et bud på en fuldstændig klassisk dræberdyr-film. Sonny følger op med klassikeren 'Link' (1986) med Terrence Stamp og Elizabeth Shue og en vred orangutan. Og så slutter Ask af med 'White Dog' (1982), men kun for en kort stund, for lynhurtigt verfer han den nazitrænede hund af vejen for at gøre plads til... 'SHAKMAAAAAA'! Rigtig god fornøjelse med den og HUSK: Spol altid episoden tilbage, når du har lyttet færdigt! Med venlig hilsen, Ask, Sonny, Niels & Casper
Engang imellem går både værter og lytteres ønsker op i en højere enhed, og der var ingen tvivl om, at denne episode skulle i kassen. Når man tænker "agent", ryger tankerne hurtigt hen på god smag, mange penge, høj production value - alt det en rigtig Moviebox-film IKKE har. Men stil dig på tæer og se, hvem der står lige bag ved James Bond, og du vil se, at perlerækken af Movieboxede hemmelige agenter er meget, meget lang. Sonny har ofret to timer af sit liv på den ultra-stinkende 'Leonard Part 6' fra 1987. Hvordan kan Bill Cosby på højden af sin karriere lave sådan en bundskraber?!? Ask sørger for en regulær anbefaling af en lille overset agent-stjerne i form af 'Unmasking the Idol' fra 1986. Og så slutter Niels af ved endelig at inkludere en af de helt store Moviebox-producere og -instruktører i vores Moviebox Hall of Fame, for det er på alle måder på tide, at vi får set på Andy Sidaris og hans komplet afsindige agent-actionfilm 'Hard Ticket to Hawaii' fra 1987. Rigtig god fornøjelse og HUSK: Spol altid episoden tilbage, når du har lyttet færdigt! Med venlig hilsen, Ask, Sonny, Niels & Casper
Okay. Vi ved godt, episoden hedder 'Vi elsker 1976'. Det kan man godt blive i tvivl om, når man hører episoden. Og hvis IKKE du elsker 1976, når du har hørt episoden, så forstår vi også godt det. Der blev lavet mange gode film i 1976. Vi snakker om én af dem i denne episode. Undskyld. Bare undskyld. Sonny er den eneste, der kan se sin mor i øjnene i denne episode, takket være den udødeligt charmerende 'Bugsy Malone'. Børn, der spiller voksne gangstere og duller og ind i mellem i meget voksne situationer. Den kunne desværre nok ikke laves i dag. Det kan vi heldigvis også sige, om de næste to film. For Ask følger op med 'The Shaggy D.A.' om en statsadvokat, der bliver til en hund. Yes. Og Niels sutter... undskyld, slutter af med at trække os helt ned i rendestenen på Istedgade anno 1976 med det "festlige danske lystspil" med titlen 'I løvens tegn'. Ja, Moviebox har nået sengekanten. Som redakøten nogenlunde formulerer det i slutningen af episoden, så er dette den mest f*cked up, skizo-bipolare episode, vi nogensinde har optaget og den får lov at stå som en evig skamstøtte til spot og spe for eftertidens filmaftner. Dermed er det naturligvis også en af sæsonens sjoveste episoder. Rigtig gode fornøjelse og HUSK: Bol altid episoden tilbage, når du har lyttet færdigt! Med venlig hilsen, Ask, Sonny, Niels & Casper
Moviebox har skruet ja-hatten godt ned om ørerne, når vi her prøver at finde "gode" film, hvor et handikap ikke begrænser, men giver muligheder. Vi mennesker har en tendens til at gøre handikappede til ofre, men i mange tilfælde kan et handikap skærpe sanser eller evner. Aftenen begynder med en film, der er så Sonny, at den næsten er mere Sonny end Sonny: 'See No Evil, Hear No Evil' (1989). At være sammen med Sonny er omtrent som at se denne film på repeat. Ask følger trop med gyseren 'See No Evil' (1971), der har et stramt koncept, hvor Mia Farrow spiller en blind kvinde, som langsomt finder ud af hvor store problemer hun er i. Og Niels runder af med den bedste filippiner-sploitation-komedie om en dværgspion, han nogensinde har set: 'For Y'Ur Height Only' (1981). Husk at støtte os på Patreon (https://www.patreon.com/moviebox), hvor jeres bidrag hjælper os med at fortsætte med at udforske filmhistoriens mest særegne hjørner. Vi sætter pris på hver en krone, der går ubeskåret til podcastens ve og vel... altså, snolder og Jolly Cola. Og HUSK: Spol altid episoden tilbage, når du har lyttet færdigt! Med venlig hilsen, Ask, Sonny, Niels & Casper
Stram sikkerhedsselen og hold på dip og bølgechips, for i ugens episode får du mere virkelighed, end du kommer til at bryde dig om. Vi taler om dokumentarfilm, men glem alt om at se pingviner marchere eller triste statister i et overfinansieret dokudrama. Nej, i dag går vi dybt – og vi mener dybt – ind i det virkeligt bizarre, det virkeligt skøre og det virkeligt vanvittige. Sonny introducerer dig for 'Crumb' (1994), om den kontroversielle tegner Robert Crumb, der tegner som en drøm, men drømmer som en mand i en spændetrøje. Han passer altså fint ind i Moviebox. Det gør Asks gode ven G. G. Allin og hans film 'Hated: GG Allin and the Murder Junkies' (1993) også, netop fordi han fuldstændigt normaliserer lysten til at skide sig selv i munden. Niels virker altså denne gang helt underspillet, når han lukker op for Russ Meyers' pose med dansende babs og nutte i filmen 'Mondo Topless' (1966). Så gør dig klar til en forholdsvis grænseoverskridende tur i videobutikken, og husk at planlægge med et hurtigt bad, når du har set alle tre film i streg. Og husk: Spol altid episoden tilbage, når du har lyttet færdigt! Med venlig hilsen, Ask, Sonny, Niels & Casper P.s. Denne vanilje-version af Episode #94 er 8 minutter og 48 sekunder kortere end den eksklusive version, du finder på https://www.patreon.com/moviebox)
Ask har støvsuget tidsmaskinen og Sonny har samlet tomme slikposer og glemt legetøj sammen fra bagsædet. Vi er med andre ord 100% klar til at rejse tilbage til det herrens år 2018 (Det var en anden tid!). Her finder vi fire dugfriske VHS-nørder i Grand Teatret i København lige inden de skal søsætte deres første liveoptræden sammen nogensinde i form af Filmnørdens Hjørne-episoden 'Den om VHS (LIVE)'.  Aftenens progam bød på seks forskellige filmaftner, men i dag skal vi ha' fat i den første af dem: Vildfaren videnskab. En genre der lægger op til masser af utilsigtede videnskabelige resultater, og drengene leverer på alle fronter. Sonny lægger ud med klassikeren 'Frankenhooker' (1990), Niels lægger sig i smørhullet med 'Evilspeak' (1981) og Ask runder aftenen perfekt af med en af hans all-time favoritter, 'Mutations' (1974). En gloriøs filmaften, der måske har stået lidt i skyggen af liveshowets andre historiske temaer, men som nu får sin helt egen udgivelse på Moviebox. Rigtig god fornøjelse med den og HUSK: Spol altid episoden tilbage, når du har lyttet færdigt! Med venlig hilsen, Ask, Sonny, Niels & Casper P.s. Denne episode er 7 minutter og 34 sekunder kortere end den Patreon-eksklusive version, som du finder i Klub Moviebox: https://www.patreon.com/moviebox
I denne særligt syndige og sakrale episode af Moviebox, "Slip nonnerne løs!", tager vi dig med på en 44 minutter og 3 sekunder lang rejse gennem nonnernes skjulte og forbudte verden... hvilket åbenbart betyder, at vi skal rigtigt meget til Italien. Sonny springer ud med 'Killer Nun' (1979), en skandaløs fortælling, der vil få dig til at genoverveje dine forestillinger om kyskhed og klosterliv. Niels bringer 'Sister Emanuelle' (1977) ind i Guds hus, hvor grænserne mellem hengivenhed og begær udfordres. Og Ask afslører de mørkeste af klosterets hemmeligheder med 'The Other Hell' (1981), hvor skræk og fromhed blander sig i en skæbnesvanger dans. Så fold dine hænder, forbered dig på en rutsjetur af himmelske og djævelske proportioner, og husk: Spol altid episoden tilbage, når du har lyttet færdigt! Med venlig hilsen, Broder Skrald, Broder Onkelhumor, Broder Solskin & Broder Video (P.s. Denne episode inderholder 7 minutter og 46 sekunders mindre udenomssnak, end den du finder i Klub Moviebox på Patreon. Dette er sjovt nok et salgsargument: https://www.patreon.com/moviebox)
loading
Comments 
loading