DiscoverPOV Mediano Music
POV Mediano Music
Claim Ownership

POV Mediano Music

Author: janhaveeriksen.dk

Subscribed: 82Played: 1,651
Share

Description

Mediano Music beskæftiger sig med alle former for musik. Lige fra folk med 30-40 år livserfaring til helt nye kunstnere, der er på vej frem.

Hos Mediano Music er det fordybelse, historien og vigtigst af alt musikken, der er i centrum.
207 Episodes
Reverse
Denne POVcast består af fire kapitler eller sekvenser, alle med læge, professor og musiker Michael Krogsgaard i hovedrollen. Det er historiefortælling med visse elementer af nørderi. 69-årige Michael Krogsgaard er aktuel med albummet ”Ready For Fun”. Gennem de sidste godt og vel 40 år har han vekslet mellem sit arbejde som læge og arbejdet som Bob Dylan dokumentarist med tre bogudgivelser på sit CV. I dag regnes han for en af de førende Dylan-eksperter i verden. Hvilket siger en del. Der er mange dylanologer derude. Helt eksklusivt har han over en tiårig periode haft mulighed for at begrave sig i tusindvis af Bob-arkivalier i en nedlagt bunker nær Woodstock. Det blev bl.a. muligt, da Dylan og hans forretningsfører blev vred på Mariah Careys daværende mand, Tommy Mottola. Hør mere om dette og meget andet Dylan i podcasten. Derfor tager podcasten udgangspunkt i Bob Dylans andet album, ”The Freewheeling Bob Dylan”. D. 27. maj er det præcis 60 år siden, pladen med det ikoniske cover med Dylan og hans daværende kæreste Suze Rutolo udkom – bl.a. med sange som ”A Hard Rain’s A-Gonna Fall” og ”Blowing in the Wind”. Jan Eriksen og Michael Krogsgaard taler desuden om sidstnævntes seks år i 70’erne som ejer af pladeselskabet Hookfarm (Krogsgaard på danlish), som bl.a. udgav de første to, ikoniske C.V. Jørgensen-album, ”En stynet strejfer” og ”T-shirts, terylenebukser og gummisko” - og bl.a. også plader med Buki Yamas og Buffalo. Det handler om samarbejdet med Carsten Jørgensen, som han hed, indtil han og Krogsgaard fandt på et mellemnavn. I podcasten taler de bl.a. om de første demooptagelser og videooptagelser med de to Lyngby-drenge, som de to optog i Krogsgaards barndomshjem ved Fortunen ved Dyrehaven. Disse optagelser eksisterer selvfølgelig stadig, og er sammen med et tidligt livealbum klar, hvis CV skulle få lyst til at dokumentere sin karriere. Endelig handler det om sangene på Krogsgaards nye bluesrock album, og det handler om at springe ud som solist i en alder af 69. På pladen synger han om partnervold, alderdom, Alzheimer, traficking, krigstraumer, sex og savn. Som i nummeret ”Miss You”, som er en dedikation til den nu afdøde musikjournalist og ven Jan Sneum. Dette og meget mere i denne podcast.
Efter en længere pause er Nikolaj Christensen tilbage med ny musik - foreløbig tre singler og snart et helt album. Efter et larmende gennembrud i slutfirserne/starthalvfemserne med hits som ”Du er min” og ”Kommer nok hjem” – og senere en del job som skuespiller – er det gået op og ned og op igen for Nikolaj og hans piloter. Altid har han holdt fanen højt, selvom, eller måske fordi, det indimellem har lydt som om, han var den sidste musiker i Danmark med et sikkert greb som arven fra classic rock. Nikolaj Christensen var teenager, da han mistede sin mor. Efterfølgende måtte han til dels selv finde en vej gennem livet. Og den vej blev musikken. ”Jeg var med min far inde og tale med en vejleder på et HF-kursus, og sprugte: Er der musik? Ja, der er en times musik om ugen. Der var jeg bare sådan: forget it. Jeg har aldrig set mig tilbage.” Fremefter var det som som at sidde "på en raket nu”- og han kom som noget ret usædvanligt til at opleve to gennembrud. ”Jeg var jo åben over for nye eventyr, totalt modig, hidsig og let antændelig. Jeg var en lille lort, jeg vejede under 60 og hvis der nogen, der sagde noget, så slog jeg til.” Men omkring 2010 satte en mere eller mindre kronisk angst og pludselig døvhed midlertidigt Nikolaj ud på sidelinjen. Men nu har piloten genfundet sin plads i cockpittet – og i den hvide stol i POVs podcaststudie, hvor Jan Eriksen interviewede ham. Som altid med Nikolaj Christensen blev det til en ærlig og selvironisk snak. Om klassisk rock, inspiration, om fejl, om det brændstof, der har drevet ham, kompromisløsheden - og kompromiserne - om det, der gik godt, og de fede øjeblikke på scenen. Om fortrydelser. Lyt med og hør mere, om: … da Nikolaj fandt sit første band i Politikens Kom Frit Frem – og hvordan musikanmelderen Torben Bille hjalp ham videre. … inspirationen fra John Mellencamp, Bruce Springsteen, John Hiatt, The Rolling Stones, Arne Würgler – og svenske Cornelis Wreswijk. … dengang, trommeslageren i Nikolaj og Piloterne, Flemming Rothaus boede sammen med Guns’N’Roses – og inspirationen fra dem og Aerosmith … dengang af Nikolajs kærester arbejdede som babysitter for Keith Richards og hans kone. … da en rejse med to kvinder i Italien blev til en af de mange, mange sange om forsmået kærlighed. … at "mangle sin hjerne – jeg har aldrig været særlig udspekuleret eller velovervejet. Det eneste jeg ville, var at skrive en sang til".
Den 25. februar 2023 ville George Harrison være fyldt 80 år. Selvom det er lidt mere end 21 år siden, The Beatles guitarist døde, og hans aske for længst er strøet ud over de hellige floder Ganges og Jamuna, virker det nogle gange som om, han og de tre andre er stadig er lige så fab som for 50 – 60 år siden. I denne podcast hylder Jan Eriksen og foredragsholder, musiker og forfatter Per Vium George Harrison som medlem af The Beatles. Der kommer senere i år en POVcast om Harrison som solist. Det er fjerde gang, Per Vium gæster POV Mediano Music for tale om John, Paul, George og Ringo – men denne gang er det altså George – og de andre. Det handler om George Harrisons karakteristiske, økonomiske spil på sin Rickenbacker og de andre guitarer. Og en smule om hans muse dengang, Patti Boyd. Det handler om hans fortsatte kamp for at få plads i og påvirkning af The Beatles. En påvirkning, der efter Sgt. Pepper ikke bare var begrænset til studiet på Abbey Road, men også kom til at omfatte rockmusikken som sådan. Harrison var den mørke, spirituelle beatle, der bragte inspirationen fra østerlandsk filosofi ind i den vestlige ungdomskultur. Jan og Per taler om hans kompositioner, der i stigende grad blev mere centrale på The Beatles skelsættende album – hvad der kendetegnede hans sang, stil og guitarspil. De taler også om Peter Jacksons film ”The Beatles: Get Back”, som Per Wium mener er særdeles unfair overfor George Harrison. Playlist: Do You Want To Know a Secret Don't Bother Me I Need You Think For Yourself Taxman I Want To Tell You Within You Without You While My Guitar Gently Weeps Something I Me Mine All Things Must Pass
Sort Sol-legenden Steen Jørgensen er aktuel i en helt anden sammenhæng, end man normalt forbinder ham med. Da Jørgensen og hans partner, pianist og billedkunstner Marina Botes, forsigtigt sendte de første par numre fra deres fælles pladeprojekt til pladeselskabet var de i tvivl. Ramte de for langt fra den musikalske skive anno 2022/23? Hvad den så i øvrigt er. Steen Jørgensen er kendt som en af de helt store i dansk rock’n’roll. Projekt ”Jørgensen Botes” er alt andet end rock. Men de blev modtaget nærmest overstrømmende på pladeselskabet: gør, hvad I vil, og vi udsender det. 10. februar udkom så pladen, hvor de med egne ord undersøger ”felterne mellem klassisk musik, elektronisk musik, rock og danske tekster”.   Jan Eriksen inviterede dem i POVs studie til en samtale om samarbejdet. Hvordan opstod musikken i det intime rum i deres hjem ved den klassisk uddannede Marina Botes klaver? Hvordan er albummet opstået - musikalsk og tekstligt, hvordan er deres samarbejde - og hvor kommer den musikalske inspiration fra. Og hvordan er det at synge på dansk på et helt album? ”Jo, det er lidt grænseoverskridende at synge på dansk, men jeg har haft lyst til det i mange år. Det skulle løsrive sig fra det, jeg ellers har lavet i mange år, Sort Sol og andre projekter, og blive fuldført med Marina,” siger Steen Jørgensen i podcasten, og tilføjer om den turne, der følger op på albummet: "Jeg har heldigvis altid nerver på, men det er gode nerver. Der skal helst være nerver på." "Vi ville undersøge, hvordan det ville gå, hvis vi byggede bro mellem vores respektive verdener," siger Marina Botes. Nummeret "Dråberne" peger på et af albummets temaer, tiden - og hvordan vi bruger den, og måske ikke bruger den: ”Nummeret er et stille, diskret opgør med, at tingene går så stærkt. Det er virkelig rart at give sig selv lov til at gå i ring. At man kan forsvinde og miste tidsfornemmelsen. Det ligger også indlejret i teksten, for når sommerregnen falder går man ofte i ring indenfor. Eller går udenfor og dufter til den." "Maskemand" handler om de masker, vi iklæder os, ofte mange i løbet af dagen. Og for den sags skyld også masken, Steen Jørgensen selv iklæder sig, når han stiller sig op på scenen som midtpunkt i Sort Sol, som solist eller nu med Marina Botes. ”Det er jo også et rollespil at stå på scenen. Masken er også en måde at overleve på. At man kan træde ind i en rolle og have noget for sig selv. Og jeg mener også, at man har ret til det,” siger Steen Jørgensen. I podcasten kommer Steen, Marina og Jan Eriksen en tur omkring et ørkenlignende område i Sydafrika, der eftersigende ser ud, som da jordkloden var beboet af dinosaurer, og Rudolf Tegners skulptur Herakles og Hydraen ved Kronborg og tegneren og grafikeren Palle Nielsen. Desuden lidt nørdesnak om bl.a. ”uafrystelige” Leonard Cohen, The Beatles "Eleanor Rigby" og såkaldt barok pop, Richard Strauss’ ”Vier Lezte Lieder”, Moody Blues og Roxy Music.
Da Infernal i slutningen af 2022 udsendte jubilæumsalbummet ”Hormesis”, skete der noget ret overraskende. De fik flere, meget positive anmeldelser i de store medier – ”For første gang nogensinde,” som Lina Rafn grinende siger i denne POVcast. I anledning af jubilæet har hun og Paw Lagermann besøgt Jan Eriksen i POV.Internationals studie. Infernal var og er et af Danmarks første electroniske danceacts med kommerciel succes, ”da vi først fik hovederne ud af vores undergrundsmåse,” som Rafn også siger. De er still standing med stoltheden i behold, optræder stadig til festivaler og fester landet over, og plejer med succes imaget som feststartere. I podcasten taler Lina og Paw om 25 års jubilæet, som de markerer med ”Hormesis” – et anderledes, ambitiøst musikalsk konceptalbum. Noget andet end det, man normalt har hørt fra duoen. Til dels inspireret af filmen ”Tron Legacy” fra 1982. På albummet ser Infernal ind i fremtiden og ser tilbage til den første spæde musikalske forelskelse i Underworld, Prodigy og Chemical Brothers, dengang Paw og hans venner indspillede musik i et skoskab i en kælder. Og til dengang det begyndte med ”gimmick dance”, sækkepiber og S/M outfit på Club In i Nørregade. Det var dengang, ”vi var for hårde til Crazy Daisy og DR og TV-2”. Vi kommer selvfølgelig omkring Infernals helt store succes, singlen ”From Paris to Berlin”, der førte en stribe andre hits med sig i store dele af Europa. Efter gruppen var kylet ud af pladeselskabet EMI – som må have ærgret sig senere. ”Vi havde bare brug for at vise de andre, at de havde hovedet oppe i røven, at vi var den fedeste artist de kunne få. Den følelse af at blive overset og underkendt den sidder stadig lidt i kroppen på os,” siger Lina Rafn. Altid ærlige Lina og Paw fortæller lige ud og der er plads til selvransagelse og selvkritik. Eller som Lina siger: ”Jeg lød for pompøs, for overkorrekt, for skoleengelsk agtig, jeg kan ikke holde ud at høre de tidlige sange. Det er for karikeret. Min tekstskrivning i dag er et parløb med at gøre det mere troværdigt, komme ud af det at lyde som en musicalsangerinde – hen til et menneske.” Lyt til podcasten og hør nærmere om : - da Infernal bevidst søgte det homoseksuelle publikum i deres disco ”Electric Cabaret”-periode, men til sidst måtte bevæge sig videre musikalsk og æstetisk. ”Der er folk, der tror, at jeg er homo. Det har jeg ikke noget imod, jeg havde det fint med det - men det blev kørt meget langt ud og til sidst var det for meget,” siger Paw Lagermann. - historien om, hvordan en skitse, oprindelig skrevet af Tommy Seebach endte på et Infernal album – efter at have været en tur omkring Kylie Minogue- Forhandlingerne med Seebachs sønner var hårde. - samarbejdspartneren, der kom til at skrive ”Horemis” i stedet for ”Hormesis”. - deres hyldestnummer til Kenneth Bager, der i sin tid gav dem deres første kontrakt.
Den 1. marts er det 50 år siden, det ikoniske "The Dark Side of the Moon" udkom. Mange tal taler deres eget sprog om albummets popularitet og blivende status som et af rockhistoriens vigtigste album – her er bare et enkelt: Gennem 24 år lå albummet på den amerikanske album top 200. I anledning af jubilæet har POV Mediano Musics Jan Eriksen inviteret Pink Floyd eksperten Thomas Ulrik Larsen i studiet. Blandt sine mange meritter er Larsen tidligere guitarist i det danske hyldestband Pink Floyd Project. Altså har han været den danske David Gilmour i en periode. Eriksen og Larsen taler da blandt meget andet også om Gilmours guitarspil i podcasten. "Gilmour er bluesguitarist. Det er nogle relativt enkle figurer, men der er noget med anstrøget. Noget af det, man ofte glemmer, når man taler guitarsoli, er at man er ilde stedt, uanset hvad man laver, uden rytmik. Han er en fantastisk rytmeguitarist, og det hører man også, når han spiller soloer," siger Thomas Ulrik Larsen. "The Dark Side of the Moon" er det første Pink Floyd album med Roger Waters som eneforfatter til teksterne, og det første, hvor de enkelte numre hænger sammen i suiteform. Med andre ord er det Pink Floyds første konceptalbum. For første gang taler Waters direkte til sine lyttere uden flyvske metaforer. Det handler om alt det, der truer med at påføre det moderne menneskes ”Brain Damage” - penge, dødsangst, fobier, identitetskriser, nationalisme samt samfundets manipulation af vores tanker og holdninger. I dag står "The Dark Side of the Moon" med Thomas Ulrik Larsens ord som: ”Den langsommelige kæmpe, der ikke vil gå væk. Det der med, at det trisser afsted fra start til slut. Der er et enkelt nummer, nemlig "Money", hvor de kommer op i omdrejninger. Det er den langsommelige dinosaurus, som har været her siden tidernes morgen, og vi hører den stadigvæk. Det har noget at gøre med dens langtidsholdbarhed, at den har fået denne her status." Og selvfølgelig kommer podcasten omkring ”The Gig in the Sky”, der har givet sangerinden Clare Torry en evigt lysende plads i rockarkiverne med sin udtryksfulde sang – som nogen har kaldt "en dødskantate". Ifølge Thomas Ulrik Larsen kan det nu ligeså godt handle om sex. "Det siges, at "The Great Gig in the Sky" blev brugt som lydspor til de såkaldte liveshows i Amsterdam, hvor man kan se par dyrke sex," siger han. NB – POV Mediano Musics aftale med rettighedsorganisationen KODA, som vi selvsagt respekterer, at vi kun spille uddrag af de enkelte numre. Desuden forekommer de enkelte numre ikke i samme rækkefølge som på albummet. Så meget desto mere grund til sætte albummet på grammofonen, CD-afspilleren eller finde det på pc, iPhone e.lign., når du er færdig med podcasten. I podcasten taler Thomas Ulrik Larsen og Jan Eriksen bl.a. om: - det stiftende medlem af Pink Floyd, Syd Barrett – er det rigtigt, som myten siger, at Waters tekster direkte handler om Barretts psykiske sygdom? - sammenhængen mellem "The Dark Side of the Moon" og tidligere Floyd-album, specielt "Meddle". - udviklingen fra psykedelisk band til en del af den voksende engelske bølge, progressiv rock, også kendt som prog rock. Eller var Pink Floyd overhovedet et prog rock band? - hvad det var for noget med Wrights joystick? - et eller rettere flere bud på, hvorfor albummet har opnået sin status som et af de vigtigste rockalbum nogensinde.
Uden store armbevægelser har duoen Maja Og De Sarte Sjæle manifesteret sig som et af de mest krøllede og personlige popacts i Danmark. Alene navnet siger noget om en skæv tilgang til musikken. Man kunne også nævne titlen på deres nye album, ”Vroom Vroom”. Faktisk findes der ikke en kunstner på den danske musikscene, der ligner sønderjyske Maja Og De Sarte Sjæle. Det skulle være Annika Aakjær, som gruppen har turneret med. Det er en påstand, men hvem kunne ellers finde på at inddrage Egon Olsen i en sang om eksistentiel udlængsel. Det gør Maja og de sarte sjæle i ”Olsen Bandens sidste bedrifter”. Hvor Maja bl.a. synger: Hun havd' en chef i SuperBrugsen / Som hun havd' lyst til at spark' i struben / Så en dag sagde hun op og sagd' / Maja, ville du ha' min ryg / Hvis jeg sku' bruge en Gajol, et bat og en hamburgerryg? Som i Olsen-bandens sidste bedrifter / Hvor de til sidst stikker af til Mallorca Eller tekstlinjer som: Jeg har aldrig ku' li' fantasy / Og jeg har aldrig ku' li Game of Thrones / Der er alt for mange karakterer / Plottwist og incest og barnemord / Men du elsker det crap / Og jeg elske at se de med dig. POV Mediano Musics Jan Eriksen bemærkede første gang for alvor duoen, da de stillede op i Melodi Grand Prix med en sang med titlen, ”Den eneste goth i Vejle”. Andre titler som det seneste hit, ”Euro 92”, ”Wittgenstein”, ”Den værste jul ever” og ”Din bodycount T-shirt” og ”Game of Thrones” siger noget om en duo, der står helt på deres egne ben. I anledning af det nye album tog Maja toget fra Haderslev gennem det dengang sneklædte Danmark for at medvirke i denne podcast. Her fortæller hun om, hvordan de to fandt sammen om deres popduo med de på en gang sjove og meget hverdagsnære og realistiske tekster. Og om: - deres udgangspunkt i Sønderjylland, som de ikke har planer om at forlade. - inspirationen – måske – fra Marie Key. - Nørre Nebels rolle i dansk Melodi Grand Prix’s historie - at synge duet med sit helt store ungpigeidol og føle sig lidt fangirl-agtig - arbejdet med at følge op på det første hit, Uden dig. - hvordan Maja og de sarte sjæle er blevet ’adopteret’ af de succesrige producere Pitchshifters (Andreas Odbjerg, Medina) og Lasse Lyngbo (Vinnie Who, Hjalmer, mfl.). - en pause, der var nødvendig på grund af stress, bl.a. - at skrive en uuofficiel fodbold til EM 2021, som blev et stort hit. - drømmen om at kunne leve af musikken, der blev tændt allerede i pigeårene.
I denne episode af POV Mediano Music har Jan Eriksen besøg af Bjørn Fjæstad, der netop har udsendt albummet ”Uncover”. Fjæstad er multikunstner – eller med hans egne ord: ”Jeg er lidt af en kludetæppe-dude”. For godt og vel 30 år siden var han med til at skabe Baal, der lød som intet andet på den danske rockscene, dengang ofte sammenlignet med David Bowie og Queen. Siden har Baal udgivet otte studiealbum og to livealbum og turneret flittigt. Samtidig er Fjæstad blevet en dansk Mr. Teaterkoncert – indtil videre har han været med i 13, fra Bob Dylan over Mozart til Bowies "Lazarus". Du kender ham sikkert også fra tv, ikke mindst "Rytteriet". Som det ligger i titlen, er ”Uncover”en samling coverversioner af sange, der har haft stor betydning for Fjæstad siden drengeårene. Som han siger: ”Sangene er en mikroskopisk lille del af soundtracket til min ungdomsforelskelser og den ulykkelige kærlighed. Sangene som satte lyd på drømme og fik mig til at glemme hverdagen for en stund.” Det er sange som Bee Gees' "To Love Somebody", The Cars' "Drive" og The Korgis' "Everybody's Got to Learn Sometime". Og som altid i POV Mediano Musics podcast dykker vi også tilbage i historien, til dengang Baal blev dannet i resterne af et andet band. "Vi lavede sådan en selvspunden mytologi om os selv, som vi kaldte Baal manifestet. Når jeg taler om det i dag lyder det helt skørt, men det var dels for vores egen skyld, dels for sjov. Det var noget med, at vi havde fundet hinanden i Krakow, nogle af os." Lyt med og hør Fjæstad fortælle om: - inspirationen fra Bertolt Brechts teaterstykke Baal om en kvindeglad outsider. - den musiker, han mener skal have æren for, at Baal stadig eksisterer. - dogmet bag indspilningen af "Uncover": afstå, afstå, afstå. - hvad der første frem til, at han indspillede en version af Dolly Partons evigt grønne ”I Will Always Love You”. - sine to møder med David Bowie, det første gang tilfældigt som dreng i Grøften i Tivoli, anden gang backstage i Vega. Hør hvordan det spændte af. - hvad musikken kom til at betyde for ham, da han som dreng så sin stedfar tæve moren indimellem. - dengang han og barndomsvennen Lars hoppede i fløjssofaen med hver sin badmintonketcher og spillede luftguitar til Meat Loafs ”Bat Out of Hell”. - hvilken Baal-tekst, Bjørn Fjæstads datter har tatoveret på sin arm. - baggrunden for "sorg"-solopladen "Du kender intet til mig". ... og meget andet.
I denne POV Mediano Music podcast har Jan Eriksen besøg af Billy Cross og Rasmus Dissing. Den dansk-amerikanske guitarist har slået sig sammen med trioen Dissing, Dissing, Las – til lejligheden udvidet med Dan Hemmer på keyboard og Jesper Elnegaard på trommer. Det har resulteret i albummet ”Copenhagen Skyline” med sange af Billy Cross. Dog er to af dem skrevet af Bob Dylan (den ene sammen med Helena Springs), som Cross arbejdede sammen med på albummet ”Street Legal” og den efterfølgende turne – foreviget på ”At Budukan”. Den ene sang, ”Legionaires Disease”, har Cross før indspillet med Delta Blues Band – den anden, ”More That Flesh and Blood Can Bare”, er aldrig indspillet før. ”Der gik kun et kvarter efter, jeg bad om Bobs tilladelse til at indspillede den, før jeg fik svar,” siger Cross i podcasten. I podcasten slås en del cirkler frem og tilbage i Cross og Dissings samarbejde. F.eks. fortæller Rasmus, at hans salig far Povl, der i sin tid blev inspireret af Dylans første plader, lige akkurat nåede at se sine sønner optræde sammen med Dylans gamle guitarist. I denne podcast taler Jan Eriksen med Cross og Rasmus Dissing om samarbejdet, som de kalder lykkeligt. Det opstod efter Cross havde set Dissing, Dissing og Las optræde i en kirke. De taler om at skrive og indspille musik, der er trofast over den organiske rocktradition. ”Gud holdt fridag, den dag han gav mig sangstemme. Rasmus er den perfekte mand til at synge mine sange,” siger Billy Cross. Nogle af sangene har ligget i årevis og ventet på den rette sanger. En af dem handler f.eks. om den eksistentielle ensomhed, der bebor de fleste kreative mennesker, og altså også Billy. Og selvfølgelig handler det også om Cross og Dylan. Vidste du, at: - B-stykket i en vis dansk rocksang, der handler om livet på den spanske sydkyst (den er ikke skrevet af Thomas Helming...) er planket fra sangen, der har lagt navn til Billy Cross’ trio, Everybody’s Talking. - Billy Cross var en af de første overhovedet, der hørte Dylans album ”Highway 61 Revisited”. Hvordan kan du høre i podcasten. - Billy Cross sad ved siden af Dylan i en turbus, da han skrev ”Slow Train”. Dette og meget mere i denne podcast. Rasmus Dissing udstod sin første musikalske læretid hod faderen Povl. Sammen med broderen Jonas medvirker han på flere af faderens album og på tre album under navnet Dissing, Dissing, Las og Dissing. Sideløbende dannede de sammen med Las Nissen trioen Dissing og Las. De har udgivet en håndfuld album. De seneste år har de blandt meget andet optrådt med fortolkninger af Bob Dylan-sange, på det seneste suppleret af Billy Cross. I 2022 udgav de sammen albummet ”Copenhagen Skyline” bestående af Cross-sange af Cross-sanger med Rasmus som sanger. Billy Cross begyndte som studiemusiker i USA i 1960’erne og medvirkede bl.a. på album med Sha Na Na og Topaz. Han besøgte Danmark i 1974, hvor han spillede to koncerter i København. Herefter vendte han ofte tilbage til København samtidig med, at han arbejdede sammen med Bob Dylan og Meat Loaf i USA. I 1979 indspillede han ”No Overdubs” sammen med Delta Blues Band. Kort efter blev han fast medlem af dette band, som efter navneskifte til Delta Cross Band udgav fire albummer mere. Han har produceret plader med C.V. Jørgensen, Johnny Madsen, Anne Dorte Michelsen, Søs Fenger, Pretty Maids, Dr. Hook, Mikael Wiehe, Björn Afzelius, Allan Olsen, Henning Stærk, Lars Lilholt, Dalton og flere endnu. Han har udgivet tre soloalbum. Optrådt med flere bands og udgivet en kogebog og erindringsbogen, ”Så langt så godt – et liv med rock”.
Som datter af Annisette og Thomas Koppel er Naja Rosa Koppel er født ind i musikken. I denne podcast, der tager udgangspunkt i Naja Rosas nye album ”Closer to the Sun”, slår hun og Jan Eriksen indtil flere cirkler frem og tilbage til dengang i begyndelsen af årtusindet, da hun blev medlem af forældrenes The Savage Rose. Efter Thomas Koppels død i 2006 er Savage Rose i høj grad blevet Najas, hendes kæreste Anders Holms og selvfølgelig Annisettes fælles projekt. Sammen med søsteren Billie Koppel har de oprettet selskabet South Harbour (aka Sydhavnen), som bl.a. udsender Najas ”Closer to the Sun”. Så Naja Rosa fører altså faklen videre både som solist og som medlem af The Savage Rose. Efter 16 år i USA er hun og Anders Holm flyttet hjem til Sydhavnen – sammen med deres datter Rita Uma, der nu er med ude på koncertstederne, når mor og far optræder. Endnu en cirkel, der er sluttet. Også som sanger fører Naja Rosa depechen videre. Hun har sit eget stærke udtryk, men nu hvor chancen er der, må spørgsmålet stilles: Du har været tæt på Annisette i lidt over 40 år. Hvor kommer magien, der strømmer ud fra hendes stemme, hver gang, hun åbner munden, fra? "Det er vildt, hvad den lille kvinde rummer af store ting. Hun blæser altså mig omkuld, hver gang hun åbner munden. Det er vildt, hvad den lille kvinde rummer af store ting. Hun blæser altså mig omkuld, hver gang hun åbner munden. Vi er blevet virkelig et makkerpar både i venskab og i musik og kærlighed og forældreskab,” siger Naja Koppel, der efterhånden er kommet overens med tabet af sin far for 16 år siden. "De første mange år var han virkelig tæt på hele tiden, han kommer stadig forbi, ikke mindst i musikken, nogle gange står vi i cirklen – er det ikke ligesom om der mangler nogen, hvem er det, der mangler? Nåeh joeh, det er Thomas." I podcasten fortæller Naja Rosa om: - da hun satte sig ved klaveret, som ikke havde været i brug efter Thomas Koppels død, og opdagede, at hun havde ham i sig og kunne komponere. - samarbejdet og samværet i ”familien Savage Rose”. - det desværre lidt underkendte album ”The Place I Call Home”, der blev til under en rejse rundt i USA stort set uden forudgående aftaler, og hvor Holm og Naja Rosa bl.a. mødte bluesmusikeren Coco Robicheaux, der var med til at sætte sit aftryk på deres album. - en tid, hvor Naja Rosa og hendes kæreste måtte træffe nogle vigtige valg sammen for hver for sig for at kunne komme videre sammen. - mødet med produceren Brian Batz, der har været med til skabe et nyt og anderledes, meget storladent udtryk på ”Closer to the Sun”, der trækker tråde tilbage den gospel-følelse, der altid har været i Savage Rose og samtidig er mere eller mindre 100 pct. elektronisk som på det nye album. - de mange tanker og refleksioner, delvis som følge af en selvudviklingsproces, der ligger bag teksterne på det nye album.
I disse dage er det præcis 50 år siden, Steely Dans debutalbum ”Can’t Buy a Thrill” udkom. Egentlig skulle de to belæste nørder fra Bard College i New York have skrevet numre til andre, men en fremsynet pladeselskabsmand indså hurtigt, at deres mærkeligt nok BÅDE akavede OG groovy, jazzede rockmusik kun kunne spilles af Donald Fagen og Walter Becker selv. Det var musik, der er for de få og de mange på samme tid, og svært at forestille sig Barbra Streisand i pailletkjole synge "Rikki Don't Lose That Number". Så de dannede Steely Dan, opkaldt efter en ståldildo, der optræder i beatforfatteren William S. Borroughs roman ”Nøgen frokost”. I Beckers og Fagens musikalske laboratorium skulle de komme til at skrive og indspille hits som ”Rikki Don’t Lose That Number”, ”Hey Nineteen” og ”Reeling in the Years” og dermed overskride grænsen fra kult til mainstream. Selvom foredragsholder og musiker Thomas Ulrik Larsen nok også har en pointe, når han i denne podcast siger: ”De, der elsker Steely Dan, dyrker det meget, meget intenst – og så er der de andre 99,9 pct. Der er næsten større sandsynlighed for at være transkønnet i Danmark end fan af Steely Dan. Vi er nede i promiller.” I podcasten taler Larsen og Jan Eriksen om Steely Dan fra den spæde begyndelse over de succesfulde 70’ere, hvor duoen/gruppen mere eller mindre godvilligt blev en del af West Coast Rock-bølgen - og deres comeback i 90erne efter en pause. Især var der et vist slægtskab med Doobie Brothers, hvis sanger Michael McDonald også i en periode spillede og sang med Steely Dan, live og i studiet. Thomas Ulrik Larsen og Jan Eriksen taler bl.a. om - Steely Dan's tekster, der bl.a skildrer mord, utroskab og ludomani og et persongalleri, der består af prostituerede, kriminelle, stofmisbrugere, seksuelle afvigere og mennesker som anden vis er kørt af sporet eller lever på kanten. Ofte med et humoristisk islæt. Hvis de ikke ironiserer over aldrende mands forhold til en yngre kvinde. - den litterære påvirkning fra bl.a. science fiction og klassisk græsk litteratur. - hvorfra Steely Dan hentede deres inspiration. - det for sin tid måske paradoksale, at to intellektuelle æggehoveder som Fagen og Becker gjorde så meget ud af groove og musikkens kropslige aspekt. De arbejdede bl.a. tæt sammen med den legendariske trommeslager Bernard Purdie (Aretha Franklin, James Brown), der har lagt navn til The Purdie Shuffle. - albummet "Gaucho", der blandt meget andet er kendt som det første rockalbum, hvor der optræder en samplings-redigeringsmaskine til trommer, kaldet ”Wendel” - opfundet af Steely Dan's lydtekniker. - hvad ligger der bag Steely Dans eget udtryk om deres musik, "junk sculpture"?
For næsten 40 år siden fik Cæcilie Norby sin debut som medlem af gruppen Street Beat, der en periode hærgede de danske livescener. Senere skiftede hun til Frontline og så var der jo rockbandet One Two. I dag kan hun se tilbage på en imponerende karriere, der har etableret hende som internationalt anerkendt og berømmet jazzsanger, i en periode med tilknytning til det prestigefyldte pladeselskab Blue Note Records. Cæcilie Norby optræder i mange kroge og hjørner af verden. I denne podcast møder hun Jan Eriksen, og den direkte anledning er det nye album ”Earthenya”, som hun udgiver på sit eget selskab Loud Lady Music. Med sine soul-, rock og singersongwriter inspirerede sange er pladen er en slags frikvarter fra jazzen. Et storyteller-album. Med udgangspunkt i flere af albummets sange, taler Cæcilie og Jan både om karrieren og nuet, og de fordele, der kan være i at have nået en alder, hvor man er blevet bedre til at sige nej til bullshit – ud fra princippet, at det gælder om at få det bedste ud af livet. "Der er også en befrielse i det at blive lidt ældre – man lærer at sige, "ja, ja, altså pyt"." ”Jeg eksperimenterer med nogle genrer – jeg har ikke tidligere gjort mig i R&B eller soul. Jeg kunne godt tænke mig at være i nogle grooves. Jeg har spillet meget ballader og jazz som har en fremadrettet energi. Og det elsker jeg. Men jeg kunne godt tænke mig at prøve det tilbagelænede moody groove,” siger hun om sin nye plade. Hun kalder selv sine nye sange små “film” i ord og toner. En 'film' er fra hendes tidlige barndom i halvfjerdserne om vennen med de forpinte øjne. I podcasten kan du blandt meget andet høre om: - hvordan Nordbys medvirken i ”Toppen af Poppen” inspirerede til ”Earthenya”. - dengang One Two blev lagt for had i Vejle og omegn. - hvad der skete, da hun havde så travlt med at shoppe jeans i New York, at hun glemte sin aftale med selve topchefen for Blue Note Records. - samarbejdet med jazz-ikoner som Diane Reeves, Curtis Steigers og Brecker-brødrene. - hvordan Nordby finder styrke i sine relationer til barndomsveninder og livsvidner – bl.a. Nina Forsberg, som hun delte liv og job med små ti år i One Two. - hvad der egentlig skete, da Cæcilie Norby mødte Spice Girls. - mødet med en gammel, umulig kæreste, der kortvarigt tændte en ild og blev til en sang. - at tænke tilbage på barndommens bedste ven, som man nu i dag ved gemte på historier om dysfunktion.
I denne podcast møder Jan Eriksen Fallulah, aka Maria Christina Apetri - sangskriver, artist, iværksætter, aktivist og rollemodel. Den 8. oktober afholdes der Hej Søster Fest i koncertstedet Vox Hall i Aarhus. Blandt mange andre aktiviteter er denne årligt tilbagevende festival blevet til på initiativ af Fallulah. I år optræder bl.a. Anne Linnet, AySay, Annika Aakjær og Rebecca Lou i løbet af aftenen. Oprindelig var Hej Søster en playliste på Spotify bestående af danske kvindelige artister og bands, efter Fallulah havde set Gramex’ 2018 opgørelse af top 10-afspilninger i danske radioer. Der var ingen kvinder på den liste. Derom og om Fallulahs markante stemme i kønsdebatten i øvrigt i musikbranchen taler hun og Jan. Og de taler om Fallulahs nyeste single “Autumn Leaves”. Helt usædvanligt udkommer den ikke på Spotify, men kan downloades fra crowdfunding platformen Patreon. Efter uheldige erfaringer med pladebranchen har Fallulah valgt at gå sin egen vej. Som hun skriver på Patreon: “The traditional music industry way is so dated, has a screwed up power and money balance and is sometimes even dangerous. It has killed off many artists' love for music and creativity, which in my opnion is a tragedy.” I podcasten uddyber hun bl.a.: ”Jeg er også sangskriver for yngre kunstere, og jeg kan se, hvor det skrøbeligt, det bliver, hvis der kommer forkerte holdninger til deres arbejde, men som de alligevel føler at de er nødt til gå nedad. Lige så snart du gør det, har du tabt dig selv – lige så snart du gør det mister du din identitet,” siger hun: Og om det nye Patreon-initiativ: “Igennem nogle år har jeg følt mig fjern fra mit publikum på en mærkelig måde. Min musik blev spillet i radioen, også det nyere, hvilket er vigtigt, og jeg kunne godt se at de streamede godt, men jeg fik ikke noget feedback fra folk. Men det var en mærkelig vakuumagtig fornemmelse.” Lyt til podcasten og hør nærmere om: - vigtigheden af rollemodeller i en ”på mange måder rådden branche”. - Hvorfor repræsentation (det som nogle kalder kønskvotering) er så vigtig. - opgøret med det, hun kalder, en sygelig sammenligningskultur. - vigtigheden af musik, når samfundet er i krise. - dengang Spice Girls invaderede Marias pigeværelse og skulle få enorm betydning for hendes voksne persona, Fallulah - da en tidligere musik-booker gav Fallulah en offentlig undskyldning. En gestus, som hun i dag har et ambivalent forhold til. - vigtigheden af at ære dem, der gik forrest – som fx Anne Linnet og Trille, der oprindelig udsendte singlen og albummet Hej Søster. - inspirationskilderne, 60’er ikoner som Dusty Springfield og senere Fiona Apple og måske lidt Kate Bush.
Under pandemien reagerede Aura Dione lidt anderledes end så mange andre. Hun begyndte at optræde så meget som muligt – først digitalt, senere lidt på gader og stræder, på små steder. Ud af disse koncerter opstod ideen om at genindspille en stribe gamle sange i nye mere autentiske, ’pure’ versioner, hvor Auras vokal om muligt står endnu tydeligere frem end på de oprindelige. De udkommer nu på albummet "Life of a Rainbow". I den anledning mødte Aura Jan Eriksen i studiet. Med udgangspunkt i "Life of a Rainbow" fortæller Aura ærligt og reflekteret om sin rejse fra debutalbummet "Columbine" til nu, 14 år senere. En rejse, der har budt på lidt af hvert – store hit med bl.a. "I Will Love You Monday", "Song for Sophie" og "Columbine". Med mere end 2.600 optrædener de første år, 138 flyrejser bare et enkelt år, en flytning til Los Angeles, en meget omtalt skilsmisse – og et langt ophold på et buddhistisk kloster i Nepal, som inspirerede hende til at finde et nyt menneskeligt, spirituelt ståsted. ”Jeg gik igennem en rigtig speciel skilsmisse – jeg kom lige fra L.A. i USA og fra et jetsetliv med privatchauffør og et fuldstændig crazy liv til lige pludselig at sidde med en kuffert og se ud over dette helt anderledes sted, hvor der ikke var kontakt med nogen. Jeg tænkte, at det kunne være, at jeg kunne bruge det helt anderledes liv til at genoprette balancen. Og det sluttede da også med, at jeg flyttede ind i Klosterstræde i København og landede på begge mine ben,” siger hun bl.a. Og som hun også siger: "Man kan frarøve et menneske alt, men du kan ikke tage det, der er genetisk givet. Så da jeg følte, at jeg var på grænsen til ikke at vide, hvad jeg skulle i mit liv efter nogle vilde år, så var det musikken, der sagde: jeg er her stadig. Det gav mig den største power og styrke. Jeg har aldrig følt mig så rig, som da jeg opdagede, at musikken var en uudtømmelig kilde inden i mig. Selv da jeg ikke ville mig selv eller ville verden, var musikken en indre kraft. Den tanke havde jeg lyst til at give videre til verden." Det handler om at finde ind til kernen: "Det er ikke mit kald at stå på scenen at synge "Geronimo" som karaokemaskine." Aura Dione og Jan Eriksen taler bl.a. også om: - den i første omgang skræmmende og intimiderende oplevelse at skrive sange sammen med Rick Nowell, der har bl.a. arbejdet sammen med Madonna, Lana del Rey og Stevie Nicks. - at søge ud om aftenen og natten i country-klubberne i Los Angeles og blive hængende sammen ”gamle mænd med skæg til navlen” og tale om mandolin og banjo. - drømmen om at skrive en klassiker som ”Jolene”. - at balancere sine feminine og maskuline sider. - at finde sin indre Sound of Music på Færøerne, hvor Aura har familie og hele syv videoer til det nye album er indspillet. - at turnere i Rusland og Kasakhstan og optræde nogle steder, som "jeg aldrig nogensinde har lyst til at optræde igen".
I denne podcast møder Jan Eriksen den danske ”rock’n’roller by heart”, Mike Tramp, og journalist og forfatter Lars Daneskov – sikkert kendt af mange for sine mange år som vært på DR Radio. Kimen til deres venskab opstod for mere end 30 år siden, da Daneskov rejste til Lund i Sverige for at interviewe Tramp - dengang kommercielt på højden af sin karriere med heavyrock bandet White Lion. De to har tidligere skrevet biografien ”Vagabonden – Historien om Mike Tramp” sammen – og nu albummet ”For første gang”. Daneskov har skrevet teksterne og Tramp musikken. Mike Tramp kalder det sin mest personlige plade nogensinde. I podcasten kan du høre dem fortælle om venskabet og processen. Som har resulteret i en plade, der på den ene side handler om et stærkt venskab mellem to mænd, hvor musikken, livet, omverdenen bliver behandlet, og hvor de i kritiske stunder har spurgt hinanden: ”Var det virkelig, hvad livet havde til os?”. Glæder, opture, nedture, dybde som i de fleste nære venskaber. Hør Daneskov og Tramp komme hele vejen rundt i denne podcast. På albummet synger Tramp varmt Daneskovs tekster om sine rødder på Vesterbro. Der er en hyldest til Tramps afdøde bror, barfly’en Kim Trempenau. Om fordommene, Mike gennem årene har mødt i den danske presse og om lukkede porte og fundamentalisme i hård rock – og den latente følelse af hjemløshed hos en musikalsk kosmopolit. Om en af teksterne, ”Drømme”, siger Lars Daneskov: ”Jeg tænkte, at det bliver nok en up tempo glad popsang, for den er kæk og glad og et glad lille omkvæd. To dage senere talte jeg med Mike, og du sagde. Jeg går lige og prøver at finde en vej ind i det, så det ikke bliver Kurt Ravn eller Poul Bundgaard. Og jeg tænkte, hvad er det for isflage, du har bevæget dig ud på? Så kom der en pianovals, hvor det eneste akkompagnement udover piano er strygere - og der har du sgu aldrig været.” Som det ligger i albumtitlen ”For første gang” er det første gang Mike Tramp synger på dansk, siden han og Mabel vandt Det danske Melodi Grand Prix for 44 år siden. Som en form for understregning af, hvor langt, vi kommer rundt i denne podcast, bliver der nævnte kunstnere som fx The Carpenters, Bee Gees, Osvald Helmuth, Gasolin’, Kim Larsen, Slade, Sweet, The Walkers, Bruce Springsteen, Tom Petty, The Beatles, Elvis Presley.
I denne episode af POV Mediano Music handler det om at møde djævlen i skikkelse af en håndfuld lovlig smarte pladeselskabschefer. Egentlig var Joe Johansen, kendt som B-Joe, tæt på at opfylde den klassiske rock'n'roll barndomsdrøm om stjernestatus, flotte piger og hus i Los Angeles. Hans band havde underskrevet en international millionkontrakt, albummet "Ready to Ride" var indspillet, udkommet internationalt, bl.a. med stor succes i Tyskland. Efter at have opbygget et ry som et af landets bedste klubbands, bl.a. i Lades Kælder i København, havde B-Joe oplevet at spille i rockmusikkens eget land, USA. Han og hans band levede rocklivet med piger og sprut – og en aften fandt B-Joe sig selv på et luksushotel i Los Angeles, hvor det vrimlede med jakkesæt – og bullshit. Han blev bedt om at komme ind på en af pladebossernes hotelværelse, hvor han blev truet på livet. B-Joe har i årevis været fascineret om rock’n’roll ur-legenden om bluesmusikeren Robert Johnson, der ved en korsvej efter sigende solgte sin sjæl til djævelen mod til gengæld at få succes. Den aften i L.A. stod B-Joe der selv. Denne podcast handler om albummet "Ready to Ride", der udkom i 1992. ”Har jeg lyst til et liv, hvor jeg jeg tager stoffer og brænder hurtigt ud som menneske, eller vil jeg gå den anden vej? Det måtte jeg spørge mig selv om,” siger han bl.a. Historien om det 30 års jubilerende ”Ready to Ride” er en af de mest dramatiske historier om et dansk rockalbum. Den involverer feministiske demonstrationer i Texas, svindel, tyveri, kokain, mordtrusler, løfter om verdensherredømme og fame and fortune, millionkontrakter, videoindspilning i Los Angeles og, ja - sex, drugs & rock’n’roll. Hør hele historien i denne podcast. B-Joe og hans gamle band fejrer 30 årsjubilæet med et par koncerter i september, måske flere koncerter. Derudover har B-Joe Johansen mange andre jern i ilden. Han har netop produceret et nyt album med Erik Grip, spiller med sin blues-trio, han har etableret eget pladeselskab, der bl.a. udgiver en ny plade med Jens Rugsted – og han er guitarist i Michael Hardinger Band, der spiller det gamle Shu-Bi-Dua guld over hele Danmark.
I januar 2020 sagde en læge til Morten Kærså: ”Du har nok ikke mere end et par tilbage at leve i”. Fire år forinden havde han fået konstateret prostatakræft i stadie 3. Det var altså alvorligt. Det har været en hård omgang for Morten Kærså, de sidste seks år, men heldigvis har han gjort lægernes ord til skamme. ”Jeg har aldrig været så frisk og rask,” som jeg er nu, siger han i denne podcast. Også Moonjam lever i bedste velgående – har optrådt hele sommeren. De seneste tyve års tid har Morten Kærså boet i en usædvanlig hyggelig ’luksusødegård’ i nærheden af Tyringe i Sverige. Inspireret af de mange koncerter på Kærsås Facebook-profil kørte Jan Eriksen en tur langt ind i en den svenske skov og mødte musikeren, komponisten og forfatteren Morten Kærså til en snak om karrieren, om at sætte en ny barre for dansk rock med Sneakers. De talte bl.a om: - et knust hjerter i Paris, der blev grundlaget for Sneakers. - da Sanne Salomonsen erobrede Kærså og dermed pladsen som forsanger i Sneakers. - hvad der skete i maskinrummet, da fusion, jazz, funk og rock blev til dansk poprock. - Sanne og Mortens unikke samarbejde – med tekstforfatter Hans Henrik Kolze som tredje kreative hjul. - lyden af Sankt Peders Stræde. - ærgrelsen over de internationale muligheder, der brast, da Sanne Salomonsen og Kærså - og dermed Sneakers – splittedes. - et kort møde med Quincy Jones. - Kærsås helt specielle samarbejde og venskab med Sebastian gennem mere end 40 år. - om dengang underboen Kim Larsen lånte et tema fra Kærså. - Moonjams bizarre rejser til Nordkorea, Nevada og Thailand. - da Kærså efter Minnesota behandling for stof- og alkoholmisbrug besluttede at flytte til Sverige. - kræftsygdommen, der naturligt nok har stjålet en stor del af Kærsås fokus de senere år. - livet på Havgårdsnäs – hvor Kærså endelig har fundet sin lykke sammen med kæresten Majbrit.
Så er POV Mediano Music tilbage efter sommerferien. Gæsten denne gang er musiker og komponist og ”ham, der kæfter op om klima”, Jens Lysdal. Han, der med rimelig god samvittighed kan kalde sig bæredygtig musiker, udsender meget snart et nyt album, ”Paradis til låns” i sin karakteristiske stil – hvor visetradition, blues, americana, latin, jazz, pop og world møder hinanden. Alene albumtitlen, "Paradis til låns" fortæller om Lysdals engagement i miljø og klima. Det samme gør titler som ”En varmere sommer” og ”Festen er forbi”. Et meget smukt nummer i øvrigt. Desuden har han skrevet melodien til miljøsangen ”For vist vil de komme”, der blev optaget i Højskolesangbogen, selvom selveste Bent Fabricius-Bjerre egentlig havde skrevet en anden. Statements som "Charterindustrien skal da lukke nu" og "Vi pisser på vores børn og børnebørn" er skarpe. Men som han også siger: "Hvis musikken kun har det politiske lag, bliver det for agiterende. Hvis det kun har det personlige lag, bliver det for navlebeskuende." Podcasten handler om Lysdals musik, den musikalske proces i hans værksted, om forholdene for musikere i dagens Danmark og om at vælge musikalsk frihed fremfor musikalske begrænsninger – og så bringer vi en nyhed: Sammen med bl.a. tidligere Roskilde Festivalen-boss Leif Skov og tidligere pladeselskabsdirektør Michael Ritto, har Jens Lysdal dannet foreningen Grønnere Musik med formålet at stå til rådighed for festivaler, spillesteder og musikere med rådgivning om bæredygtighed. Hør mere i podcasten. Jens Lysdals første album, "A Matter of Time", udkom i 1995. Han fortæller om sit mangeårige venskab og samarbejde med den uforlignelige bassist, salig Hugo Rasmussen, og selvfølgelig er der et par anekdoter om travle Hugo. I podcasten fortæller Lysdal om sine optrædener og arbejde i lande som USA, Tyskland, Holland, England Canada og Portugal. Og han fortæller om sit samarbejde med to af rockmusikkens mest berømte session- og studiemusikere, trommeslageren Danny Frankel og steelguitaristen "The Impeccable Greg Leisz", der har indspillet hele fire album med Joni Mitchell og arbejdet med k.d. Lang, Emmylou Harris, Alison Krauss, Bon Iver, Bruce Springsteen, Daft Punk, Eagles, Emmylou Harris, Eric Clapton, Grant Lee Buffalo, Haim, Sheryl Crow … og… ”Clapton pays me a ridicolous amount of money," sagde Leisz - så Lysdal kunne sådan set bare betale, hvad han havde lyst til. Og sådan vrimler det med anekdoter.
Nu bliver det nørdet. Beatles-nørdet. Lørdag 18. juni fylder Paul McCartney 80. I denne podcast taler Jan Eriksen med den danske Mr. Beatles, Arno Guzek – kendt af Beatles-fans verden over. Sammen hylder de Sir Paul, gennemgår de forskellige faser i hans karriere – så meget, der kan nås på en time og et kvarter. Tilbage i 1976 udsendte Guzek ”Beatles Discography”, der er af mange anses for den ultimative guide til The Beatles plader. Ja, Jan købte den selv for sine sparepenge kort efter, den udkom. Her er der faktuelle oplysninger om mere eller mindre ALT, der foregik under optagelserne ikke mindst i de ikoniske Abbey Road studier. Så stor er Guzeks viden om The Beatles historie, at Paul McCartney selv har brugt ham som konsulent i forbindelse med udgivelsen af opsamlingsalbummet ’Wingsspan’. Og Arno er i øvrigt i jævnlig dialog med McCartneys selskab om diverse sjældenheder. I podcasten forsøger Arno blandt meget andet en gang for alle at forklare, hvad det med McCartney og Michael Jackson og rettighederne til Lennon/McCartney-sangene egentlig handler om. Vidste du, at der findes optagelser af koncerterne d. 6. juli 1957 ved og i Woolton Parish Church i Liverpool, hvor 14-årige Paul første gang så John Lennon og hans Quarrymen spille. Optagelserne ligger i en bankboks et eller andet sted. Vidste du, at det meste af den med god ret berømmende Peter Jackson dokumentarserie ”Let it Be” har kunnet høres – og delvis ses - på diverse ikke helt legale bootleg-optagelser, inden optagelserne med Scotland Yards mellemkomst vendte hjem til familien Beatles? Alt dette og meget mere i denne hyldest til fødselaren.
Verdenssucces er et stort ord. I tilfældet Tone of Voice Orchestra er det berettiget. Næst efter MØ, formentlig - og måske et eller to andre album, er deres album, ”Tone of Voice Orchestra”, det danske album, der har fået flest internationale anmeldelser i år. Dertil en placering på hitlisten World Music Charts Europe, hvor de i maj lå i top 20. Gennemgående for anmeldelserne lyder det: Dette lyder ikke som noget andet. Se evt. mere på www.vaering.com. I denne POV Mediano Music taler Jan Eriksen med kernen i orkestret, ægteparret, saxofonist med meget mere Frederik Lundin og sangskriver Trinelise Væring. Hver for sig og sammen har de afsøgt musikalske grænser i en hel del år efterhånden. I podcasten taler de om deres samarbejde gennem mange år, om begyndelsen, hvor Trinelise Væring valgte at søge ind i jazzmiljøet, hvor hun mødte Lundin: ”Da jeg var ung i 80'erne oplevede jeg popmusikken som meget storskydende, stiv og pik og håret tilbage og masser af rumklang på trommerne. I jazzmiljøet mødte jeg masser af søde drenge, der var in it for the music og ikke så meget andet. Havde jeg været født ti års senere havde jeg også siddet med en guitar som Joni Mitchell.” I podcasten taler de om at eksperimentere, om at blende sine mange inspirationskilder sammen, om at gribe fat i lytterne, inden de når "ned i beskyttelsesrummet", versioner af argentinsk musik, kompromisløshed, kampene når man arbejder sammen som par. Læsere af POV.International, som Mediano Music i dag er fusioneret med, kender Trinelise Væring som musikskribent med fingeren på pulsen, især inden for americana-musikken, som også inspirerer hendes og Tone of Voice Orchestras musik.
loading
Comments 
Download from Google Play
Download from App Store