POV Mediano Music

Selvom det snart er 55 år siden The Beatles stoppede, er de næsten mere populære end nogensinde. Sidst i november er der premiere på Scorseses nye dokumentar 'The Beatles '64'. I denne POVcast møder du et af de mennesker, der var tættest på, da musikverdenen drejede sig om The Beatles akse. Fra 1962 til 1972 var Freda Kelly ansat som sekretær og fanklubleder, først for Brian Epstein - senere efter hans død i 1967 for Apple Corps. Og dermed for The Beatles. Hun var førstehånds vidne til deres, ja, sensationelle udvikling. Da The Beatles var på toppen, blev Freda Kelly i en overskrift kaldt 'Verdens mest eftertragtede kvinde'. Egentlig er Jan Eriksen stoppet som podcaster. Men dette POVcast ekstranummer – og et par andre - har ligget i en digital skuffe, siden han sammen med andre Beatles fans besøgte Liverpool i foråret 2024 – under en rejse arrangeret af den danske Beatles fan, Søren Mathiasen. Ved en spontan indskydelse optog Jan Eriksen en samtale med Freda Kelly i baren på hotel A Hard Day’s Night i det centrale Liverpool. Den er optaget på en telefon og lyden på POVcasten er ikke optimal. Det beklager vi. Alligevel håber vi, at du vil lytte med. Musikken er god. I POVcasten fortæller Freda Kelly, i dag 79, anekdoter om sin tid sammen med The Beatles, der begyndte, da hun igen og igen så dem i den ikoniske musikklub, The Cavern. ”Selvfølgelig var det kærlighed ved første blik. Kvinderne her vil forstå det. Du havde fire flotte fyre på scenen. Med al respekt for andre musikere – nogle gange har du et band med måske to flotte fyre, måske en pæn sanger. I The Beatles så de alle godt ud,” siger hun. Og senere blev de vist meget gode, som Shu-Bi-Dua synger. Hør hende fortælle om: - forskellene mellem de fire beatler indbyrdes. - samarbejdet med manager Brian Epstein. - Epsteins død, der i årene efter har været omgærdet af en vis mystik. - øjeblikket, da hun indså omfanget af vanvittige beatlemania, der kulminerede midt i 60erne. - Magien. - The Fab Fours luner. - festerne, der fulgte i kølvandet på deres færden. - da hun blev fyret af John Lennon. - to af de største oplevelser med The Beatles. - mødet, hvor det lykkedes hende at overbevise George Harrison om, at hun forlod familien The Beatles, og som derfor besluttede at lukke den officielle Beatles-fanklub. POVcasten et mini-indblik i, hvordan The Beatles var som kolleger.

Ved udgangen af 1963 og godt ind i 1964 hærgede Beatlemania den halve verden. Den eksplosivt voksende succes må have virket inspirerende på John, Paul, George og Ringo, for albummet ’A Hard Day’s Night’, der udkom for 60 år siden (primo juli), er et overflødighedshorn af formidabelt melodiske rocksange, to- og trestemmige harmonier. Med sin delvis akustiske Rickenbacker-lyd blev albummet en masterclass for, hvad der skulle følge af populær rockmusik de følgende foreløbig seks årtier. Og så er det albummet, hvor John Lennon med hele 10 sange, som han overvejende har skrevet, shiner mere end han skulle komme til i resten af The Beatles levetid. I øvrigt er albummet jo også delvis soundtrack til filmen ’A Hard Day’s Night’. For sjette gang har Jan Eriksen inviteret musiker og foredragsholder Per Wium med som gæst i en POVcast. Per og Jan er begge tilbøjelige til at kalde ’A Hard Day’s Night' til det bedste af de 12 ’officielle’ The Beatles album. ”I 1964 har The Beatles forfinet deres sangskrivning, og de de får den interne konkurrence. Både Lennon og McCartney skriver fantastiske sange på dette tidspunkt. De har optrådt så utrolig mange gange op til albummet – så de er dødhamrende rutinerede. De spiller smaddergodt sammen. De er på vej mod noget nyt og spændende med et utrolig højt udgangspunkt," siger Per Wium. ”Jeg synes, The Beatles er lige så spændende i starten, som de bliver senere hen. Nogle gange føler jeg mig næsten som ambassadør for det tidlige Beatles. Og det er så det, jeg er, og det vil jeg også gerne være. Jeg synes, The Beatles er musikalsk spændende fra 'Please, Please Me' albummet fra 1963." Per Wium driver Facebooksitet ’A Hard Day’s Night – kom tæt på musikken’ i samarbejde med redaktør Hans Henrik Schwab. Hans Henriks artikel om ’A Hard Day’s Night’ citeres et par gange i POVcasten. --- Efter fem et halvt år og, ifølge SoundCloud, 280 POVcasts er dette den sidste. De seneste par år har Jan Eriksen drevet platformen selv: "Det har været en fantastisk hobby – en passion, måske ligefrem - for mig. Den bedste hobby, jeg kunne forestille mig. Men fremover vil jeg prioritere min tid anderledes. Det er tidskrævende, og det er ingen hemmelighed, at rigtig meget kreativt arbejde finder sit endelige udtryk uden anden belønning end glæden ved at se og høre det finde et publikum. For nu at sige det sådan. På et tidspunkt satte jeg en grænse – når jeg når 300.000 streams på hhv. Mediano Musics og POV Internationals SoundClouds platforme tilsammen, stopper jeg. Det tal nås inden sommer. Tusind tak til alle jer, der har lyttet med og jer, der vil gøre det i fremtiden. POVcastene ligger der jo stadig på diverse platforme. https://soundcloud.com/mediano_music medianomusic.nu https://www.janhaveeriksen.dk/podcast/ Og selvfølgelig kæmpe stor tak til alle, der har støttet undervejs: Peter Brüchmann, Peter Rubek Nielsen, Tanja Brinks Toubro, Thomas Nørskov Hansen, Lasse Yde Hegnet, Jens Jam Rasmussen, Per Wium, Thomas Ulrik Larsen, Steffen Jungersen, Henrik Tuxen, Thomas Trolle Hemdorff, Arno Guzek, Dennis Greis Lydom, Andreas Hemmeth og Anna Lidell.

Pligten Kalder har netop udsendt EP'en 'Til afståelse'. Under deres seneste turne optrådte Johan Olsen - også kendt fra Magtens Korridorer - Torben Steno, Peter Jessen og Søren Mikkelsen flere steder for udsolgte huse. Orkestret, der egentlig begyndte som en værtshusjoke, har i sit eget rolige tempo opbygget et stort stampublikum. Man kan roligt sige, at intet andet i Danmark lyder som Pligten Kalders kabaretagtige chanson og poppoesi. Torben Steno er kendt for sit journalistiske virke som radio, podcast- og tv-vært, men i denne i POVcast handler det altså om musikken. Steno og Jan Eriksen taler blandt meget andet om Pligten Kalders nye EP – og diverse andre plader i Stenos eget navn. Bl.a. ældresagspop-nummeret ”Kun kommunen kender din krop,” (oprindelig skrevet til Mette Horns teaterforestilling ”Damen med de blå tænder”). Sangen handler om livet som gammel på den sidste station, plejehjemmet, og den haft ret svært ved at trænge igennem lydmuren. ”Man kan skrive og fremføre sange om hvad som helst, men åbenbart ikke om at gå med tung voksenble på et plejehjem,” som Steno siger, og tilføjer: "Nu ved du jo, at dem, der i dag sidder på plejehjemmet, er dem, der var unge, da Jimi Hendrix var på toppen." Men hvorfor har ældresagspoppen trange kår? Det taler Torben og Jan om i POVcasten. Lyt med og hør: - om at sætte ord på det, som ’man’ ellers ikke synger om. - inspirationen til Pligtens Kalders dansktophit 'Tre ældre kvinder på en tom bøssebar i november'. - om Torben Stenos ikoniske elastikoptrukne Optigan-orgel, som han frelste fra et kummerligt endeligt i Svendborg, og som nu spiller en særdeles central rolle i Pligten Kalder. - hvilken rolle Sidse Babett Knudsen og for den sags skyld også Amanda Lear spiller i en af Stenos mange sange. - en uforbeholden hyldest til John Mogensen, der med Stenos ord "flyder i hans årer". - Guitaristen Ivan Horns sidste indspilning nogensinde - Pligten Kalder-musicalen ”Emhætte og ulven”, hvor Johan Olsen spiller figuren Emhætte, der besidder en glidende kønsidentitet et ubestemmeligt sted mellem de p.t. kendte 74 køn. - ”Det eneste, der er en stensikker kommerciel succes lige nu. Det er musicals,” som Steno siger. - Steno, om end lidt skeptisk, give et lille indblik i arbejdsprocessen i Pligten Kalder. "Hvad er der så mere?," for nu at citere den ene af to John Mogensen-sange, du kan høre i POVcasten. Ja, der er så bare det at lytte med her:

I denne POVcast taler Jan Eriksen med en af de første kvindelige danske kvindelige sangskrivere med succes, Pia Raug. Album som ”Hej lille drøm”, ”Saga”, ”Det” (med Inger Christensens digte) og ”Iskrystaller” satte en gang for alle pioneren på det musikalske danmarkskort. Efter et par årtier som fagpolitiker oplever hun nu et sent comeback. Unge kolleger som bl.a. Tina Dickow og især Kresten Osgood og Signe Høirup Wille-Jørgensen, som Raug har optrådt sammen med, viser deres respekt. Alene i marts har Pia Raug og hendes faste medmusikant og nabo Søren Thuesen syv job. I begyndelsen af marts kørte POVs Jan Eriksen til Omø - med bare 152 indbyggere - sydvest for Sjælland, for at tale med ”Den danske Joni Mitchell”, som hun engang blev kaldt. Om historien og vejen tilbage til scenen og hvad, der blev af den lille drøm. Pia Raugs ”Regnvejrsdag i november” – den med ”Jeg vil male dagen blå” - er for længst folkeeje og optræder i adskillige sangbøger – også Højskolesangbogen. Den kan findes i et hav af versioner på sociale medier. Det skulle vise sig at blive en humørfyldt, meget ærlig og til tider følelsesladet samtale i det gamle husmandssted på Omø. I årevis havde Pia Raug følelsen af at være ude af sync med sin samtid. ”’Hej lille drøm’ blev enormt populær, men det har også været den, der kunne skille mig fra mine samtidige musikere. De kunne godt nok brække sig i lårtrykke stråler over den plade. Det har jeg som sanger været ked af. For man drømmer om at have et fællesskab.” I forbindelse med udgivelsen I 2015 af bokssættet "Fugleflugt" lyttede Pia Raug for første gang i årevis til "Hej lille drøm". ”Pludselig kunne jeg forstå, hvad de mente. Men samtidig kunne jeg høre, hvor afsindigt flot akkompagnementet er. Jeg kunne forstå, at det var den, der satte min karriere i gang, og som har gjort at jeg kunne blive ved indtil nu,” siger hun, og tilføjer: ”Jeg har opdaget, at der har været en del mødre som har tvangsstoppet deres børn i lange perioder, flere år, med Pia Raug-sange – i dag møder jeg nogle af dem, hvis mødre har introduceret dem til en anden måde at tænke musik på, som kunne få dem til f.eks. at blive malere, fotografer og hvad ved jeg." Så det handler om anerkendelse og genkendelse. Men det handler også om: - arbejdet og succesen med Raugs musik til Inger Christensens langdigt ”Det”. Og det menneskelige grundvilkår, angst – og poesien som den eneste rigtige medicin. - de tidlige år, hvor hun bl.a. var med til at starte Midtfynsfestivalen. - Joni Mitchell, som hun engang var til bal i den borgerlige sammen med. Betalt af ABBA. Kan man sige. - Raugs arbejde i diverse faglige råd og foreninger, i Danmark og internationalt. - samarbejdet med og begejstringen for diverse musikere og især lydtekniker og producer Flemming Rasmussen, der ubesværet skiftede fra indspilninger med Metallica til Pia Raug. - Forholdet mellem kunst og krig – for 30 år siden og nu. - myten om Achilleus og skildpadden … I slutningen kan du høre den endnu uudgivne sang "Flaget", en sang Pia Raug skrev til sin gode veninde Lisbeth Kirk, der var gift med den nu afdøde EU-parlamentariker Jens-Peter Bonde. Sangen fortjener en bedre indspilning end via Jan Eriksens telefon. Men optagelsen giver en fornemmelse af, hvad det er for en sang.

"I arrangementerne på de fleste numre findes en hjerteligt intim og tidløs atmosfære, som jazzvokalist er hun meget varm og blid og en af de bedste, der findes." (Anmeldelse i det svenske musikmagasin LIRA). Den danske jazzsanger og -guitarist Mette Juul høster store roser verden over for sit seneste album, ”Celeste”. Herhjemme har Gaffa givet det fem stjerner. De seneste tre-fire år er POV Mediano Musics Jan Eriksen i stigende grad begyndt at lytte til jazzmusik. Først og fremmest blå jazz – cool jazz, bossa nova. Læs evt. mere her: https://pov.international/kind-of-blue/ Så tiden er inde til jazz i en POVcast – der har dog tidligere været besøg af Cæcilie Norby, Fredrik Lundin og Trinelise Væring. Denne gang handler det altså om Mette Juul. Det er historien om en kunstner, der voksede op i østjyske Hornsyld, mødte et vendepunkt, da hun som 13-14årig tilfældigt hørte en percussionist (formentlig Marilyn Mazur) i Horsens. Et senere vendepunkt var et kassettebånd med Joni Mitchells album ”Don Juan’s Reckless Daughter”, som en kæreste sendte til hende. ”Jeg malede meget dengang, og røg i øvrigt også - så der stod jeg og malede og røg og lyttede til Joni Mitchell,” som hun siger… Når jeg lytter til hende, har jeg det som om det er mig, alene hun rammer i hjertet. Men det samme kan masser af andre jo sige.” Derfra gik det videre gennem undervisning – bl.a. på musikkonservatoriet – til en karriere som solist. Efter sejren i en musikkonkurrence i Estland har Juul optrådte meget rundt omkring i Europa. På det nye album, ”Celeste”, er der versioner af diverse jazzstandarder og numre, hun selv har skrevet. Det er klassikere, ja, men i det musikalske rum, der opstår mellem Juul, den amerikanske guitarist Mike Moreno og den svenske bassist Lasse Danielsson er der intet, der lyder helt, som det plejer. ”Celeste betyder himmelsk eller at være tæt på himlen. Et sted, hvor lytteren inviteres til at drømme sig væk fra tidens intense verden og ind i et håbefuldt sfærisk lydunivers,” som det er skrevet om det nye album. Et eksempel er ”Nothern Woods”, som kan høres i POVcasten. ”Jeg tror på, at der sker noget med én, når man kommer ud i en skov. Hele ens sanseapparat, duftene – man bliver påvirket af luften, også øjet. Det grønne. Det kan være, at jeg har skrevet Northern Woods, fordi jeg har en længsel efter noget mere natur,” siger Mette Juul. I denne POVcast handler det om sang, musikalsk proces, at finde sig selv i en kreativ verden, at kaste sig ud i sange fra den såkaldte The Real Books, der er sunget hundredevis af gange før – og om at finde sine ben, når man ankommer fra en lille jysk provinsby til jazzland med firetoget. ”Jazz holder dig openminded. Det slår mig, at det sgu er et meget godt drug. Det er sundt, der er god næring i. Musikken er levende, du kan ikke tage den i hånden. Den vil hele tiden komme glide ud gennem fingrene og komme ud i nye formationer."

Vi kender alle lyden af korsangerne, der besmykker og bringer harmoni og luft i musikken. Vi hører dem løfte omkvæd efter omkvæd, men hvem er de? Mange af de såkaldte korsangere arbejder i skyggen af stjernerne. I denne POVcast taler Jan Eriksen med Gry Harrit, der medvirker på mere end 100 danske plader. Efter en pause i 0’erne vendte hun tilbage som korsanger nu kun for Sebastian – og ellers som solist. Foreløbig har Gry Harrit udgivet en del singler, et album og en EP. Den aktuelle anledning, medio februar 2024, er Gry Harrits rolle som primus motor i en hyldestkoncert d. 25. februar i Amager Bio til ære for en anden af Sebastians musikere, bassisten Michael Friis, der døde lillejuleaften 2023. Det siger en del om Friis mangeårige karriere og betydning for den danske musikscene, at legendariske bands som Kenneth Knudsens Anima og Culpeppers Orchard er gendannet til lejligheden. Af andre navne ved koncerten kan nævnes Sebastian, Kenneth Knudsen, Paul Banks, Lasse & Mathilde, Ole Fick, Jesper Haugaard, Anne Eltard, Klaus Menzer, Esben Just, Søren Frost, Henrik “SP” Schou Poulsen, Perry Stenbäck, Ole “Fessor” Lindgreen, Søren Rislund, og Gry Harrit selv. Plus mange flere. "Det er meget sjældent, at man kan have et venskab på tværs af køn og som spænder over en stor aldersforskel. Jeg er stolt over, at Michael og jeg kunne sige, at vi elskede hinanden uden, at det handlede om, at vi skulle være kærester," siger Harrit. POVcasten er også en historie om hårde arbejdsvilkår i musikbranchen, hvor alle er freelancere og kun få er bedre end deres seneste hit. Som datter af saxofonisten Niels Harrit er Gry nærmest født ind i branchen. "Når man laver musik, bruger man afsindigt mange timer og økonomisk er det også store udlæg. Indtjeningsmulighederne bliver færre og færre. Jeg er et ret handlingsorienteret menneske, og har også mange ressourcer, men jeg har også spildt mange ressourcer og lavet sindssygt mange fejl. Og forsøger på at undgå at gentage mine fejl," siger hun grinende. Det er en historie om arbejdsvilkårene i en hård branche, hvor Gry Harrit bl.a. har oplevet at ”blive lagt ned i en skuffe i tre år” på et pladeselskab. Så det handler om tvivl, misogyni og modstand. Men det er også en historie om de gode ting, venskaber, samarbejde, støtte, kærlighed i musikbranchen. Harrit er aktiv i Foreningen Musikbevægelsen af 2019, en forening for kvinder, ikke-binære og transpersoner med virke i musikbranchen. Med andre ord kønsminoriteter i musikbranchen. Foreningen arbejder bl.a. for at sprede budskabet, at – for nu at låne af Sebastian – du er ikke alene. Gry har blandt mange andre sunget kor på plader med og/eller optræde med bl.a. Lene Siel, Svenne & Lotta, Birthe Kjær, Michael Falch, Nikolaj Christensen, Peter Belli, Björn Afzelius, Ivan Pedersen, Anne Linnet, Big Fat Snake, SPJustFrost, Allan Olsen, Szhirley, Henning Kvitnes, Sebastian, Krebs – inden en selvvalgt pause. Nu udgiver hun selv musik og er engageret er altså en del af Sebastians band. "Det er magisk for mig. Mange siger, at det er en stor ære. Og det er det også. Og så siger jeg bare, "Tak, Knud"," siger Gry Harrit. Denne POVcast er Gry Harrits historie – det er en hyldest både til sangerne i baggrunden uden hvem musikken ville miste en dimension – og det er en hyldest til Michael Friis. Og måske også lidt til Knud Christensen aka Sebastian. Og kan sagtens lyttes til efter mindekoncerten 25. februar 2024.

I år er det 45 år siden, Pink Floyds foruroligende storværk "The Wall" udkom. At historien om Pink og muren stadig er relevant blev bevist med teaterkoncerten "The Wall", der netop har kørt for fulde huse i Østre Gasværk og Musikhuset Aarhus. På verdensplan er "The Wall" det ottende mest solgte album nogensinde. Afhængig af, hvem man spørger, har det solgt mellem 23 og 30 mio. vinyler. Jan Eriksen købte albummet den dag, det udkom – 30. november 1979 - i Guf på Skt. Hans Torv på Nørrebro. Det gør ham ikke til ekspert i ”The Wall”, men det er foredragsholder og musiker Thomas Ulrik Larsen til gengæld. Så i årets første POVcast hjælper han Jan med at bryde mammutværket om muren ned. Thomas Ulrik Larsen har tidligere bl.a. medvirket i en POVcast om et andet Pink Floyd storværk, ”The Dark Side of the Moon”. I den nye POVcast sætter vi bl.a. fokus på disse spørgsmål: - Sådan helt ærligt, Larsen: Er “The Wall” et Pink Floyd eller Roger Waters-album? - Hvad inspirerede Roger Waters? - Hvor meget Rogers Waters er der i Pink? - Er der tråde tilbage til det oprindelige Pink Floyd på albummet? - Hvad er det i al grimheden på ”The Wall”, der tiltrækker? - Hvordan var rollefordelingen mellem Waters og de tre andre medlemmer og producer George Ezrin? - Hvordan er historien om Pink struktureret på albummet? - Hvilken rolle spiller Waters forhold til mor og far, der døde i Krigen? - Hvor mange "mure" er der i historien om "The Wall". - Hvad er "The Wall"s relation til Waters soloalbum "The Pros and Cons of Hitch Hiking". - Hvorfor blev ”Another Brick in the Wall, part 2” et hit – og så endda et diskohit? Og hvilken diskoklassiker inspirerede især producer Georg Ezrin? - Hvor kom David Gilmours signaturnummer og -solo i ”Comfortably Numb” fra? Eller rettere soli. Der er to. - Hvilken er den bedste udgave på plade af ”The Wall”? - Hvad var det med den samtidige punkscene og Pink Floyd – og specielt ”The Wall”? - Hvad har vært Jan Eriksen – noget overraskende – til fælles med David Gilmour? Dette og meget mere i denne POVcast:

Mange forbinder sikkert navnet René Wulff med bandet C.V. Jørgensen, hvor han var trommeslager. Det ganske lille band udgav tre album i perioden fra 1976 til 1979. ”Storbyens små oaser”, ”Vild i varmen” og ”Solgt til stanglakrids” er milepæle i dansk rockmusik. Der var næppe noget i dansk rock på det tidspunkt, der swingede så tæt som dét band, og så med de tekster. ”De senere par år har jeg været ude med nogle foredrag. Og i den forbindelse, har jeg mødt rigtig mange mennesker, der har fortalt, hvor meget C.V. Jørgensen dengang betød for dem. Det nærmest fremkalder tårer i øjnene,” siger René Wulff i denne POVcast. Men det var trods alt bare fire-fem år i alt og René Wulff var og er meget mere. Faktisk kunne hans rejse gennem dansk rock i 70’erne være foregået bag trommerne i Gasolin’, da hans ven, Bjørn Uglebjerg forlod bandet, men Wulff takkede pænt nej. Hør mere om dét i podcasten. Jan Eriksen har besøgt Wulff i hans hjem i Gudme på Fyn, bl.a. for at tale om det nye album ”Small Steps – High Spirit”, som han har indspillet med en håndfuld rutinerede danske musikere. Men det handler også om det livsforandrende øjeblik i barndommens Hvidovre, da en stemme en dag lød fra storebrorens grammofon: ”You ain’t nothing but a hounddog!!!” Derfra gik bl.a. turen gennem bandet Hutlihut – det hed det! – Sensory System, Barbarella – og C.V. Jørgensen. Og da det band stoppede, fortsatte rejsen i den Police inspirerede trio Tass, efterfulgt af et par begivenhedsrige år i USA med bl.a. zydeco legenden Queen Ida og bluesmusikeren Sonny Rhodes. Hjemme igen i Danmark gik det en tur omkring bandet Sidewalk, der blev hyret af ”Den femte ABBA”, Stickan Andersson til Polar Music. Sprutten flød, hvor Stickan gik, og sådan var det også i Wulffs næste band The Intellectuals, det nærmeste Danmark kom et PUB-rock band i stil med det desværre kortlivede Rockpile. Uden at overdrive kan man sige, at bandet med Wulff, Niels Maetoft og Lars Hybel spillede for de stoffer, de selv rendte rundt og indtog. ”Det er nok det mest sindssyge band, jeg har arbejdet med. Nogle af de ting, vi fik lavet, er jeg meget stolt af. Når vi var gode, var vi skidegode. Men når tingene kører med sprut og galar opstår der tit uenigheder.” René Wulff har udgivet to soloalbum, det første, ”Blue Rendezvouz” i 2010, det seneste er ”Small Steps – High Spirit”. Mediano Music har tidligere udgivet en podcast med René Wulff specifikt om hans år i C.V. Jørgensen og hans bog "Det Ganske Lille Band - mine år med C.V. Jørgensen". Den podcast blev optaget via Skype og lyder mildt sagt ringe. Ikke desto mindre er det POV Mediano Musics fjerde mest lyttede/downloadede podcast. Noter: Det skal understreges, at: - Wulffs ven, Bjørn Uglebjerg, ikke medvirker på indspilningen med Les Rivals i POVcasten. Uglebjerg var med til at starte Les Rivals. - René Wulff ikke medvirker på Queen Idas “Home on the Bayou”, som kan høres i POVcasten. - teksten til "Time Slips Away" fra Wulffs nye album er skrevet af Ray Weaver. Herboende amerikansk musiker og sanger med egen karriere og som ofte spiller i Nashville. - du kan følge Rene Wulff og albummet "Small Steps - High Spirit" på Facebook.

Denne POVcast dykker ned i et forholdsvis uopdyrket kapitel i dansk rockhistorie. Den er først og fremmest en hyldest til en af de store originaler i danskrockens tidlige år, Hans Vinding - og hans band, Hyldemor. Den aktuelle anledning er vinyl dobbeltalbummet ”Glem det hele – husk det live 1979 – 81”. Jan Eriksen har inviteret guitarist John Teglgaard i studiet. Han var medlem af Hyldemor og senere Bifrost og havde bl.a. et kort ophold i Lone Kellermanns band. Hans Vinding, der døde i 1999, var det absolutte centrum i Hyldemor. Bortset fra den nævnte hyldest er POVcasten en vandring gennem et kreativt musikmiljø i det dengang nyetablerede Christiania, hvor både Hyldemor og Tom Lundens Bifrost en periode slog rødder, og hvor Lunden skrev den ikoniske ”I kan ikke slå os ihjel”. Teglgaard etablerede øvehuset REBEFA (Rock er bedre end fast arbejde) i Christiania. ”Jeg kan godt se, når jeg tænker tilbage, var det ikke lige økonomien, jeg tænkte på. Men jeg havde set, hvordan mange voksne i Horsens, hvor jeg kom fra, var fuldstændig nedslidte af hårdt fysisk arbejde. Jeg ville en anden vej,” siger Teglgaard bl.a. I POVcasten fortæller han om sin vej ind i Hyldemor efter – i tidens ånd - bl.a. at have været i lære i Indien hos en sitarlærer og have etableret bandet Masala Dosa. Som Steppeulvene nåede Hyldemor kun at udgive ét album, ”Glem det hele”. Bandet har aldrig helt fået samme anerkendelse som Eik Skaløes band, men dykker man ned i Hans Vindings tekster, finder man indimellem guld af lige så høj karat som hos Skaløe. ”Hans var et af de mest empatiske mennesker, jeg har kendt – men når han var plaget af smerter, det kunne være efter et epileptisk anfald eller p.g.a. livets hårde realiteter, så led han meget. Så sad hans følsomhed helt uden på tøjet”. I perioden, hvor livealbummet er optaget, bestod Hyldemor af Hans Vinding, Steen Claësson (tidl. Furekåben og Burnin' Red Ivanhoe) på violin, Jens Breum (tidl. Alrune Rod, død 2014) på trommer og John Teglgaard på guitar. I POVcasten taler John Teglgaard og Jan Eriksen om: - Hans Vindings kontakt med kreative kilder, ingen andre kendte – og perioderne hvor han var fanget af mørket. - inspirationen fra jazz, jazzrock, indisk, afrikansk musik, britisk folkrock, ikke mindst Bert Jansch. - bevidsthedsudvidende stoffer og hvad de gjorde ved dem, der indtog dem. F.eks. dengang en mand stillede sig bag John og placerede en dolk mod hans strube. - lyden af Teglgaards sitar på en kultplade med Rudi og hans letbitre band. - cadeau til Uffe Lorentzen og Peter Sørensen, der begge har stor andel i den fornyede respekt, Hyldemor har opnået de senere år. - cadeau til de producere og lydteknikere, der var med til at løfte dansk rock til et nyt niveau i slutningen af 70’erne. - årene med Bifrost på rejsen fra udgangspunkt i Christiania til kommerciel succes. John Teglgaard var medlem fra 1978 til 1985. - ikke mindst den rolle Vivi Flindts guldtrusser spillede for Hans Vinding. - et Hyldemor-nummer der blev skrevet på Eiffelbar på Christianshavn af Tom Lunden og Hans Vinding. Lyt med her:

I denne POVcast er Jørgen Klubien gæst. For anden gang i POV Mediano Musics femårige historie. Første gang handlede det om Klubiens liv og karriere, denne gang tager han og Jan Eriksen udgangspunkt i en ny plade. Titlen på Jørgen Klubiens nye album, ”Wonderland”, er ikke tilfældig valgt. Dels er soulmusik i almindelighed og Stevie Wonder i særdeleshed fællesnævner for Klubiens samarbejde med den nye makker, multiinstrumentalisten Zacharias Celinder. Dels er ”Wonderland” en hyldest til smørhullet Danmark – som det ser ud på afstand for en udlandsdansker som Klubien. Albummet udkommer under navnet Dans’orkestret, som selvfølgelig er en forkortelse af det oprindelige band bag hits som ”Kom tilbage nu” og ”Regndans”. Det er især ment som en hyldest til percussionisten, salig Jacob Andersen, der for 40 år siden tid etablerede Danseorkestret – hvor Klubien hurtigt blev inviteret indenfor som sanger. ”Jeg opfattede Jacob som kapelmesteren og komponisten. Hvis jeg tænker Beatles, så var Jacob John Lennon, for det var ham, der startede det, og han var den kraft, der havde troen på det. Han stod fast. Jeg opfattede meget Danseorkestret som hans – i begyndelsen i hvert fald. Med tiden følte Jacob en mæthed, og det prægede ham måske også at de nye numre ikke rigtig kunne hamle op med de gamle hits,” siger Jørgen Klubien. Dans’orkestret består af yngre musikere. I podcasten taler Jørgen Klubien om det nye band og om det drive, der gør, at han stadig rejser hjem til Danmark for at udgive ny musik og holder liv i arven efter Danseorkestret. Det, der gør, at han bliver ved med at indspille musik, selvom han jo egentlig også har en imponerende karriere som animator og tegner, bl.a. i Disney-regi. Med et citat fra selveste Clint Eastwood, "I don’t let the old man in" (når det værker i kroppen om morgenen), synger og fortæller Klubien om sit liv, der aldrig har været bedre end nu. ”Jeg har selv været der som ung og hot, og det var det, de syntes, de kunne sælge. Nu ligger jeg i kategorien ældre herrer på 65 med gråt hår og skæg. Skal jeg så bare holde op eller hva? Det, jeg godt kan lide at lave, det er det samme som da jeg var 15. At lave lidt tegnefilm og spille lidt musik. Så jeg bliver da ved.” Lyt med og hør Jørgen Klubien og Jan Eriksen tale om: - samarbejdet med Pixar-bossen Lasseter, der ikke nødvendigvis var rosenrødt. - kærligheden til Klubiens kone, som han bor sammen med i Los Angeles - at finde fornemmelsen af ro og sikkerhed i sit liv i en forholdsvis sen alder. - at holde fast i soulmusikken, selvom det er en ret smal genre i det kølige Danmark. - at optræde sammen med sin helt unge datter, der gerne så, at faren droppede sine ungdommelige moves. - at synge om sine håb og drømme for en bedre og renere verden. Kan man ændre noget med sin musik?

”Alle har en drøm at befri," synger Jens Unmack på et Love Shop-nummer. Indtil for nylig har en af Jan Eriksens beskedne, ubefriede drømme været en POVcast med Jens Unmack. Love Shop udsendte for nylig albummet "Blues Europa", det 14. Som samtidig er det 7. med Love Shop Mark II, bandet Unmack dannede efter Hilmer Hassigs og senere Henrik Halls død. At det efterhånden er et solidt sammenspillet band blev bekræftet under en uges koncerter i Hotel Cecil efter pladeudgivelsen sidst i oktober. I denne POVcast handler det især om Love Shop 2023. Men ikke kun. For som Unmack siger, ”flere af sangene har et erindringsagtigt fokus”. Nye sange som ”For blinde børn” og ”Tilbage til Viborg” peger tilbage mod det første album, "1990". Flere sange – bl.a. klassikeren ”En nat bliver det sommer” – tog udgangspunkt i Unmacks rejse dengang fra domkirkebyen Viborg til København, og alt det, der skete i den nye by. ”Jo ældre, jeg bliver, kan jeg ofte gå og have en dialog med mig selv, eller blive mindet om steder, jeg har boet eller har været. Har været til fester eller har kendt folk, der har boet. Jeg er bevidst om den forandring, København har gennemgået, når jeg går igennem byen. Eller om den pige, jeg kendte i London, som jeg engang besøgte hos hende og hendes ven, hvor hun spillede Enyas ”Orinico Flow” hele natten. Jeg boede sammen med en, der var helt besat af bandet Ballet Mécanique, derfor er den sang og det navn med i teksten til "For blinde børn". Hvad blev der af dem?” Dermed er vi inde på de hukommelsesfragmenter, inspiration, referencer og det stof, Jens Unmack tekster bliver skrevet på. ”Vi har altid dyrket intertekstualitet, som det hedder med et fint ord, i Love Shop. Hvor man blander referencer til film, musik, bøger ind i teksterne, hvor de optræder i et nyt lys. Hilmer prøvede at lære mig om David Bowies cut-up teknik, hvor jeg hellere ville fortælle historier. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke havde historier at fortælle, fordi mit liv var ret begivenhedsløst som sådan.” Og så er der det klassiske grundvilkår i Love Shop. Der SKAL ikke være, men MÅ meget være en god melodi til at sætte stemningen, ofte med en melankolsk tone. Meget få på den danske rockscene kan pakke fragmentariske tekster, nuancerede musikalske arrangementer ind i så stemningsfyldte melodier som Love Shop. ”Jeg tænder på melodien i en sang, og det en melodi kan rent stemningsmæssigt. Jeg kan godt høre kunstmusik eller vanskelig rockmusik, men det er en kæmpe force, hvis melodien også er der.” Hør også Jan Eriksen og Jens Unmack tale om - Love Shops første koncert overhovedet – ”under det happy go lucky navn Lit de Parade” - som opvarmning for Velvet Underground-ikonet Nico. - krige og konflikter i det gamle Love Shop – og samarbejdet i det nye Love Shop. - så forskellige referencer som Kenyas nationalmelodi, Telegramstationen i Oslo, Norman Mailers roman ”De nøgne og de døde” og en af de nye sange, der blev ”helt Kim Larsen-agtig” og som viste sig at være svær at forløse. - Jacques Brels mesterværk "Amsterdam", alle havneby-sanges store modersang. - et citat fra forfatteren Scott Fitzgerald: "Jeg savner ikke min uskyldighed, jeg savner glæden ved at miste den." "Man kan godt savne intensiteten dengang, jeg var ny i København, men Gud, hvor var der også meget usikkerhed, skørlevned og dårligdom," som Unmack siger. - nævnte "Alle har en drøm at befri". Hvor med Unmacks ord: ”Hilmers talent stråler som en forstemmende sky på himlen.” Meget mere i POVcasten:

Oscar Mukherjee er en uhyre aktiv musiker. For nylig udsendte hans band, The Mukherjee Development, albummet ”Should I Dance For You?” – samtidig er 27-årige Oscar aktiv i bluesbandet Pay Day. Det begyndte med, at POV Mediano Musics Jan Eriksen hørte rygtet om en forrygende liveband. Så lyttede han til deres nu to album, gik til en koncert, som han forlod nærmest begejstret. Det lød som, hvis alt det bedste fra westcoast rock, sydstatsrock og britisk indierock blev forenet. Og nu er Oscar gæst i en den nyeste POVcast. Som i øvrigt ifølge SoundCloud er POV Mediano Musics podcast nr. 270. Det skal med, at omkring 50 af dem er Tanja Brinks musikalske julekalendere fra 2019 og -20. Som det fremgår af efternavnet, har Oscar Mukherjee indiske rødder - og han tilbragte de første år af sit liv i San Francisco. En opvækst der har sat sine tydelige spor i hans musik. Samtalen er ikke gammel, før kunstnere som Tom Petty, Crosby, Stills, Nash & Young, Grateful Dead, Janis Joplin, Jimi Hendrix og Creedence Clearwater Revival bliver nævnt. Netop flyttet til Danmark begyndte Oscar at opsøge bluesklubben Mojo i København. ”Vi flyttede hertil, da jeg var omkring 14-15 år. Min far spurgte, om man måtte have en dreng, der var yngre end 18 år med ind på Mojo, det måtte han godt, bare ingen alkohol. Det var op på scenen med det samme og spille med i så mange jamsessions som muligt. Jeg var derinde altid.” Oscar Mukherjee spiller stadig sin egen version af The Blues i Pay Day. The Mukherjee Development spiller i en stil, der i mangel af bedre kan beskrives som en blanding af roots, americana, alt-country. Pejlemærker kunne være kunstnere som Coldplay, John Prine, Kurt Vile, The Rolling Stones, Neil Young, The War Against Drugs og Jonah Blacksmith, hvor Søren Bigum (guitarer) og Søren Poulsen (trommer) fra Mukherjee Development også er medlemmer. De øvrige medlemmer er Henrik Poulsen, bas, og Jacob Holm, guitar. Vi taler om Oscars opvækst i San Francisco, om kulturel appropriation - at spille bluesmusik, når man ikke har rødder blandt sorte i de amerikanske sydstater. Om forholdet til det gamle hjemland. USA, hvor “I used to want to be American/I take that back now tenfold," som Oscar synger i en sang. Om den procesorienterede tilgang til musikken i The Mukherjee Development. Om arbejdet med at skabe sin egen musik i en stil, hvor melodi og sammenspil er omdrejningspunktet. Om den subtile, selvironiske humor, bl.a. i titelnummeret på det nye album, Should I Dance For You?” om hende til festen, man ikke kan tage sig sammen til at kontakte. Det er en selvironisk ”anti-popsang. Det er lidt demonstrativt sumpet, det tøffer og sumper omkring. Det er alt andet end et traditionelt dansenummer.” Og så er der dem, der har hjulpet med på vejen, bl.a. Poul Krebs, som Oscar kalder sin mentor. Han har bl.a. hjulpet i forbindelse med et skriveophold i Texas. "Der er mange ting at takke Poul for. For fire-fem år siden var jeg med ham ude at spille på en turne, hvor han gav mig lejlighed til at spille. Det var en kæmpe hjælp at stå på scenen med ham. I forbindelse med min EP "Sentimental Sleep" hjalp han mig i kontakt med nogle musikere. Det er rart, at der nogen højere op i hierakiet, der rækker hånden ud, og det minder en om, at man skal huske at gøre det samme." Hør meget mere i denne POVcast.

I november 2023 opfører Gangway albummet ”Happy Ever After” ved to koncerter i hhv. DR Koncerthuset (22.11) og Musikhuset i Aarhus (25.11). I den anledning – og fordi en podcast om Gangway længe har været en ønskedrøm – inviterede Jan Eriksen bandets guitarist og sangskriver Henrik Balling i studiet. ”Happy Ever After” udkom i 1992, så det er 30 års jubilæumskoncerter med en smule forsinkelse. Det er det mest solgte Gangway-album overhovedet og det afstedkom efterfølgende hele fire DMA-priser. Podcasten handler først og fremmest om ”Happy Ever After”, som i øvrigt har taget navn efter en Beatles-tekst, men Jan og Henrik kommer også omkring et par andre temaer, ikke mindst kæmpehittet ”My Girl and Me” – hvor det kom fra, hvad der inspirerede? F.eks. Monty Pythons ”Lumberjack Song”. Det samme gælder et andet af Gangways store hits, "Mountain Song" fra ”Happy Ever After”, hvor vi kommer omkring pentatone musik, den russiske komponist Modest Musorgskij og engelsk krigsmusik. ”Hvordan det blev til en popsang? Det er meget svært at svare på,” siger Balling. I det hele taget handler det om den kunstneriske proces og inspiration – som dengang i 1992 foregik på en af de første Akai samplere og en Atari computer. Og om teksterne. "Jeg vil helst ikke have, at der kun er et narrativ. Hvis noget ser forfærdeligt ud, så kan jeg godt lide at skrive om noget, der er positivt ved, at det ser forfærdeligt ud." ”Happy Ever After” blev indspillet i sommeren 1992, samtidig med, at Gangway-medlemmerne kunne sidde i et studie ved Trianglen og høre jublen - når Danmark scorede under fodbold-EM - fra tilskuerne ved storskærmsarrangementer i Fælledparken. Gangway stoppede oprindelig i 1998 efter at have udsendt syv album. I 2017 blev de gendannet for en turne, nu som en gruppe med seks medlemmer. Og i 2019 udkom albummet ”Whatever It Is”. I dag består Gangway af Allan Jensen på sang, Henrik Balling, guitar, Torben Johansen, keyboards og guitar, Janus Nevel, trommer, René Thaulund, keyboards og synthesizere og Carl-Eriks Riestra på bas og synthesizer. I denne POVcast handler det bl.a. om: - heavyrockguitaristen, der skulle blive det første og sidste egentlige idol i dengang tolvårige Ballings liv. ”Han var en halvgud for mig. Han var et overmenneske.” - at komme overens med og blive ven med sin angst. Og skrive en sang om det. - hvad er det egentlig er med den der fede coda i ”Didn’t I Make You Laugh”: ”I Hope to God that no one will be late on 21st of May”. - filmmusik – der altid været et vist filmisk præg i Gangways musik. - sammenligningen i begyndelsen med The Smiths: ”Der, hvor The Smiths havde en indflydelse, var, at da vi startede var vi inspirerede af den mørke indiemusik som Siouxsie and the Banshees, Joy Division og det første The Cure – men The Smiths og The Cure efter ”The Lovecats” var med til at skubbe os i en lysere retning.” - valget af Katie Dahlstrom som lydtekniker på ”Happy Ever After”. Som havde stor betydning mht. at rydde op i tracks’ne. - samarbejdet med Anders Koppel på ”Happy Ever After". - hvad det er med den sære baggrundslyd af fransk café på nummeret "Manic Days?" Det husker Henrik ikke. Måske graver han og Jan sig frem til en løsning. Dette og alt muligt andet i denne POVcast.

En af de mest originale stemmer i dansk musik tilhører Bo Nørgaard Evers. Det gælder ikke bare hans karakteristiske stemme, men også teksterne, der er poesi på et smukt, hverdagsagtigt gadeplan. De er sjove, ofte tragikomiske – hvis ikke melankolske. Og ofte lidt dybere end de umiddelbart giver sig ud for. I denne POVcast har Jan Eriksen besøg af Bo Evers. I 2014 hittede han ud af det blå med storhittet ’Fred’ og senere især med ’Barry White’. ”Det var dengang, jeg var i heavy rotation,” som han siger. Siden har der ikke været den store medieopmærksomhed omkring Bo Evers – men nu er han altså aktuel med nyt album, 'Liv', og en turné. Efter han i fem-seks år har turneret landet tyndt med orkestret Gypsy Vendetta og Pyskow med roots versioner af sine sange. Bo Evers udtryk er flettet sammen af impulser fra svensk visetradition, jazz, folk, world music, roots, klassisk dansk sangskriverrock som Sebastian. Han har ligefrem fået det blå stempel af statsminister Mette Frederiksen. ”Jeg er stor fan. Vi kan ligeså godt få det på plads med det samme. Jeg kan godt li' den lidt mærkelige kombination af noget meget enkelt og så i virkeligheden det helt modsatte,” har hun sagt i radioprogrammet Diva og Dario. "Jeg er vokset til at acceptere min stemme, som den er. Jeg havde en ven, der er showmand på en helt anden måde end mig. Han fik lokket mig med i en musicalforening, hvor alle havde store stemmer. Det var svært at stå der og føle, at min kvækkende stemme var noget, man skulle satse på. Hvis man ikke kan lyde som de andre, kan man i det mindste udvikle sit eget udtryk." Siden har Evers udviklet et udtryk som ingen andre, hvor ærlighed er udgangspunktet. Derfor er de fleste af hans tekster meget direkte. Ikke mindst de tekster, der handler om liderlighed og sex. Og dem er der en del af. ”Det er en bestræbelse på at være så ærlig som muligt. At tage paraderne ned. En god sang skal vække følelser, og hvis man skal være 100 pct ærlig, skal man være ærlig på hele registret,” siger han, men erkender at der også kan være dilemmaer. Jan og Bo taler om at balancere humor og alvor – flere af sangene på 'Liv' har et mørke og dybde under humoren. Og de taler om Christiania, der i årevis har fyldt en hel del i Evers liv. Han og hans band medvirker med 'Balladen om staden' på pladen 'Christiania – stik dem en plade', der udkom i 2020. ”Jeg har fået nuanceret mit syn på Christiania med de seneste ting der er sket i ”gaden”. Man må konstatere, at nogle af dem, der står og sælger i gaden, der ikke er byens bedste børn. Det er ikke en støttesang til gangstere, det er en støttesang til Christiania – ideen om at lave et kreativt samfund er ekstremt god,” siger han. De taler også om den – igen – originale, ligefrem søde sang 'Mor' fra det nye album. Og så er der sangen 'Alt det der', der prøver at indgyde lidt optimisme i hverdagen, mens vi ser de voldsomme klimaforandringer omkring os. Som han synger: "For verden er som verden er og enden nær og alt det der men vi kan klare mer' for ellers var vi ikke her". Dette og meget mere i denne POVcast.

POV Mediano Musics Jan Eriksen er taget en tur ud til Frelserkirken - et stenkast fra Dæmonernes Port. Franz Beckerlee er aktuel med biografien ”Franz Beckerlee – Stonefree et liv med og uden Gasolin’”. I den anledning har han været så venlig at invitere indenfor i sin lejlighed. I bogen beskriver Beckerlee sit liv som menneske og en kunstner, der for alvor så lyset, da han hørte Louis Armstrongs ”Basin Street Blues”. I mange år udtrykte han sig som jazzmusiker, indtil han som så mange andre så hørte Jimi Hendrix. Overskriften var abstrakt ekspressionisme – som jazzsaxofonist, maler og skulptør. ”Der var en stor jazzscene i Danmark dengang. Der var mange mennesker i Montmarte, men så kom tidspunktet, hvor Beatles og Stones kom ind i billedet. Så var der mange, der røg over til den form for musik. Så der blev ret ensomt inde i Montmarte efterhånden,” siger Beckerlee i POVcasten. Rockmusikken eksploderede i 50erne, men kom først til Franz senere i slutningen af 60erne. ”Vi hørte dog lidt Elvis til vores andendagsgilder efter konfirmationerne – så skulle der jo danses med damerne, og der var Elvis godt.” Selvfølgelig taler vi også om Gasolin’ og fascinationen af USA, specielt New York. Allerede under sit første ophold i The Big Apple tog tennisspiller og musiker Torben Ulrich Beckerlee til sig, og blev en form for mentor i begyndelsen. Eriksen og Beckerlee forsøger at tage en tanketur tilbage til Gasolin’s øverum for at nærme sig en forklaring på, hvad det var, Gasolin’ havde, der skulle gøre dem til det største danske rockband – som mange stadig anser dem for at være. ”Vi troede på os selv. Vi øvede hver eneste dag. Vi stod op, sent på formiddagen. Så spiste vi frokost. Så gik vi ned spillede hele eftermiddagen. Så gik vi hjem og spiste aftensmad, og så øvede vi hele aftenen, indtil vi kunne nå den sidste øl på Eiffel Bar, inden vi hjem i seng – på et tidspunkt måtte det komme ud af knappehullerne. Det virkede næsten som om, at det var forudbestemt,” siger Beckerlee. Man kan ikke tale Gasolin’ uden at tale om deres producer på flere album, Roy Thomas Baker. ”Det er lige til at blive overtroisk af at tænke på, at vi havde samme producer som Queen - samme producer som manden, der producerede "Bohemian Rhapsody,” siger Beckerlee. Roy Thomas Bakers betydning for de fire christianshavnere kan ikke overdrives, selvom Gasolin’s pladeboss Poul Bruun stod klar i kulissen. ”Poul så jo helst selv at det var ham, der fik lov til at være i studiet, jeg er da lykkelig for, at vi havde Roy,” siger Franz Beckerlee. Det handler også om - inspiration. F.eks. om et nummer, der er direkte inspireret af Gasolin’s møde med Ramones. - millionbeløbet , Roskilde Festivalen tilbød Gasolin for et comeback. Og som de sagde nej til. - Beckerlees andel i Kim Larsens hitalbum ”Midt om natten”. - kampene med Lone Kellermann i Christianshavns Blues Band. Dette og meget mere i denne POVcast.

”Bad cowgirls go everywhere,” synger Tamra Rosanes på sit nye album. Og for nylig lagde hun vejen forbi POV Mediano Musics kontor/studie. Især for at tale om sit nye album, ”New Better Day”, som hun udsender i anledning af sit 50 årsjubilæum som dansk bosiddende kunster – jubilæet fejrer hun i øvrigt med en turné her i sensommeren og efteråret. På ”New Better Day”, der er indspillet på Samsø, i København og Nashville, bevæger den danske first lady of country sig gennem forskellige genrer indenfor countrymusikken. For fire et halvt år siden optog Rosanes og Jan Eriksen en POVCast, der handler om hele hendes dengang 45 år lange karriere. Find den på medianomusic.nu, Soundcloud eller din foretrukne podcast platform. I denne omgang handler det især om New Better Day og Tamras baggrund og virke som countrymusiker. POVcasten sætter fokus på et forholdsvis ufortalt kapitel i hendes karriere og udvikling fra folke- og popmusiker til countrymusiker - de talrige rejser til Nashville. Hvordan hun for godt og vel 35 år siden blev taget under vingerne af en gruppe musikere med udgangspunkt i studiet The Cowboy Arms Hotel And Recording Spa. Det gælder især studieejeren Jack Clement. Bare for at sætte ham i perspektiv, var det ham, der i 1954 inviterede Elvis Presley på scenen i klubben Eagles Nest i Memphis - mindre end en måned efter "That's All Right" var udkommet. En af Elvis allerførste optrædender. Det var Charles Cochran, der bl.a. en periode arbejdede tæt sammen med Neil Young, guitarist m.m. Marty Stuart, trommeslager Kenny Malone, guitarist Chris Leuzinger og lydtekniker Dave Ferguson. Ferguson var blandt meget andet tekniker på og stod for mixning af Johnny Cash American Recordings plader. Bl.a. er der er et nummer, ”Wrong Road Again”, på Tamra Rosanes nye plade, indspillet for godt og vel 30 år siden med Marty Stuart på guitar. Vi taler en smule om den fantastiske koncert, Stuart og band sommeren 2022 gav i Gimle, Roskilde. ”Jeg blev accepteret som en pige, ligemand, en del af familien,” siger Tamra om de garvede countrymusikere omkring Jack Clement, som hun lærte at kende for tre-fire årtier siden," siger Rosanes, der siden har rejst flere gange om året til Nashville. ”Det var fantastisk, fordi jeg følte mig ikke som en flue på væggen, men som en del af dem. Det var det, der var så godt, for så fik jeg noget selvtillid, der gjorde, at jeg kunne komme tilbage til Danmark og vide, at jeg havde kunne præsentere noget countrymusik, der var ægte.” Tamra Rosanes rolle som ambassadør for countrymusik i Danmark er indiskutabel. I dag er der en ganske stor rootsscene her i landet. Og det glæder Tamra. ”Det blomstrer, og det er virkelig, virkelig godt. Okay, ikke for at blære mig, men jeg er amerikaner, så det må man godt … men jeg er også dansker, så jeg skal passe på. Steffen Mørk (Nashville Songwriters Festival) har fortalt nogle af dem fra Nashville om min karriere, og at country er mere accepteret i Danmark nu. Og så har de takket mig.” På det nye album er der sange som Tamras (delvis) egne “A Lot of Honky Tonky to Catch Up On”, “Love Love Love Love Love Love”, “Rusty Old Arrow” og Townes Van Zandts “The Catfish Song". ”Rusty Old Arrow” er en meget personlig sang. Jeg ville gerne skrive en autobiografisk sang. Jeg tog afsted fra USA som 19-årig og forlod alt, fordi jeg var blevet forelsket i en dansker. Sangen handler om de mange udfordringer, man møder undervejs. Jeg tror, at en af grundene til at jeg kan holde 50 årsjubilæum er, at jeg har optimisme og positivitet." Efter 12.20 er der et medley med direkte og indirekte bidrag af nogle af de musikere og teknikere, der blev Rosanes mentorer i Nashville. Marty Stuart: The Whiskey ain't Working Cowboy Jack Clement: Beautiful Dreamer John Prine: Sweet Revenge - trommer Kenny Malone U2: Angel of Harlem - lydteknikere Jack Clement og Dave Fergusson Johnny Cash: Would You Lay With Me (On a Field of Stone) - lydteknik Fergusson

Husker du ”I Count the Minutes”? Det gør vi. Siden begyndelsen for snart fem år siden har vi på POV Mediano Music talt om at lave en podcast af den klassiske ”hvad blev der af?”-type. Med en eller flere kunstnere, der pludselig brød igennem, stjal alle radioflader, hitlisteførstepladser, vandt grammyer/DMA, optrådte på alle tv-shows og festivaler - og siden, ja, så hørte offentligheden ikke så meget. Så da Jan Eriksen blev spurgt, om han kunne tænke sig at tale med den pladeaktuelle Susanne Ørum skyndte han sig at sige ja. I 1995 brød Susanne (dengang Marcussen) sammen med Trille Palsgaard og Pernille Dan igennem under navnet Me, She & Her med "I Count the Minutes". I halvandet år var de her, der og alle vegne, og så var det slut. Siden har Susanne Ørum udsendt musik alene og sammen med andre, produceret for andre, etableret hele fem kor – og nu er hun altså langt om længe klar med sit album ”Get Real”. ”Me, She and Her gav en masse helt ubeskriveligt gode oplevelser,” siger hun i POVcasten om den nærmest surreelle periode medio halvfemserne. ”Vi vandt grammyer indenfor de første fire måneder. De spillede jo ”I Count the Minutes” i radioen hver eneste dag. Det gør de stadig indimellem. Vi var i gang med plade nr. to, da, tror jeg, det gik op for os, at vi alligevel var mere forskellige, end vi havde troet. I hvert fald følte jeg, at de andre ville andet end det koncept, jeg var hevet ind i. Den ene måske mere rocket, den anden mere jazzet. Jeg skulle lige sluge det – men selvfølgelig måtte jeg respektere, hvad der var det rigtige for dem. Jeg står jo selv på mit eget,” siger Susanne Ørum. Siden har hun forfulgt barndomsdrømmen om at arbejde som sanger. Stædigt har hun som solist fastholdt sit udgangspunkt i soul, gospel og jazz, selvom det ikke er kommercielt gangbare genrer i Danmark. I POVcasten taler vi om de mange kunstnere, Ørum og de to andre fra Me, She & Her arbejdede sammen med i sidste halvdel af 90’erne. Om hendes arbejde som korleder, underviser og coach, der bl.a. ført hende på scenen sammen med Mariah Carey i Royal Arena og ved en koncert i Sverige. Om oplevelser i USA, der bl.a. første til et tilbud om en kontrakt – som hun dog takkede nej til. ”En af mine veninder spurgte mig engang, hvor i al verden, jeg ikke gjorde det. Jeg turde simpelthen ikke,” siger Susanne Ørum. Nu udkommer albummet "Get Real" altså langt om længe. Undervejs har Ørum mødt indtil flere benspænd. En periode mistede hun sin stemme. Hun blev skilt. ”Jeg havde det, som om solen forlod månen. Hvordan kunne verden overhovedet eksistere, når det skulle ske, at jeg skulle skilles?”. Men der har også været positive vendepunkter. Som da en kendt engelsk DJ, efter Ørum gennem ti år havde forsøgt at komme i kontakt med ham, ringede til hende. "Jeg kan huske, at jeg stod på Hvidovre Station en kold tirsdag, og for mig var det bare en wouw, ham her radioværten ringer til mig. "Vi er vilde med din musik, du er ”ugens uundgåelige”". En mand jeg har skrevet til gennem ti år, pludselig ringer han." Alt dette og meget mere i denne podcast. OBS - de fem sange i medleyet med sange, hvor Me, She & Her synger med på kor, er: Flemming Bamse Jørgensen: “Suzanne” Michael Learns to Rock: “I’m Gonna Be Around” Ib Glindemann Orchestra: ”My Heart Belongs to Daddy” Lars H.U.G: "First Love in Space" Lis Sørensen: “Kærtegn”

Som The Beatles havde The Quiet Beatle, George Harrison, havde – og har – Shu-Bi-Dua den stille guitarist og producer, Claus Asmussen. Det handler som regel om Michael, når man taler Shu-Bi-Dua, men i denne POVcast er Claus i centrum. I år fejrer Shu-Bi-Dua 50 års jubilæum – Shu-Bi-Læum, som Michael Hardingers band selvfølgelig kalder det. Egentlig har der ikke eksisteret et Shu-Bi-Dua, siden Michael Bundesen blev syg i 2011. Bundesen er ikke længere iblandt os – men musikken lever videre på alle platforme, ikke mindst i Hardinger Band og Claus Asmussens band, Shubberne. Begge bands er på jubilæumsturne. Udover jobbet som guitarist i SBD gennem 30 år var Asmussen Shu-Bi-Duas lydtekniker – og, tør vi godt sige, producer. I denne podcast fortæller Asmussen om sin karriere, der begyndte med bandet Noblemen, senere blev han headhunted af Tommy Seebach til Sir Henry & His Butlers, spillede med på guitar under de første opsætninger af "Hair" og "Jesus Christ Superstar" i Danmark - derefter blev han lydtekniker på de to første Shu-Bi-Dua album – og medlem af bandet fra 1975 til 2005. Du får et indblik i Shu-Bi-Duas historie. Særligt de numre, Claus Asmussen bar med ind i studiet, bl.a. klassikere som f.x. ”Emma”, ”Rosita”, ”United Steakes” og ”McArine”. ”Allerede til to’eren kom Hardinger med ”Vuffelivov”, men den blev droppet. Vi synes simpelthen, den var for tåbelig. ”Jeg har en hund med fire poter.” Yes, kunne det være meget anderledes? Så den blev droppet på 2’eren.” Men da der manglede numre til fireren, kom både ”Vuffelivov” og Asmussens ”McArine” med. Lyt med, og hør om de mange timer, der blev brugt i studiet til at forfine andre klassikere som ”Rom & Cola” og ”Minus til plus”. Hvis mellemstykke med musik af faren, Svend Asmussen, og Claus selv, han har et helt specielt forhold til. - Er det rigtigt, at SBDs første plader blev indspillet på Danmarks første ottespors båndoptager? - Hvorfor lyder Asmussens dobbelte solo på "Krig og fred" – som, ja, krig uden fred? - Hvorfor blev SBD's studie i Kbh. K kaldt "en schweizisk bank". - Hvor hentede Shu-Bi-Dua deres inspiration? - Hvordan var deres arbejdsproces? - Hvorfor stoppede Claus Asmussen i Shu-Bi-Dua i 2005, da bandet udsendte H.C. Andersen 200 års albummet. - Hvorfor stopper Asmussen og den anden gamle SDB-kæmpe, Willy Pedersen, nu i Shubberne? - Hvem har kaldt Shu-Bi-Duas plader de bedste westcoast rock-plader, produceret udenfor USA? - Hvilke SBD-numre er hyldestnumre til Kim Larsen? - Er det rigtigt, at det er Claus selv, der spiller guitaren på Jarl Friis-Mikkelsens SBD-parodi med Kester, "Bare man kan logre". Disse og mange andre spørgsmål bliver besvaret.

"Mine album udkommer tæt. Der er ikke mere end 20 år i mellem dem," siger multikunstneren Søren Kragh-Jacobsen selvironisk i denne POVcast. Og sandt er det, at hans bidrag til den danske musikskat er forholdsvis få. Til gengæld er de kendt af mange. De seneste to album, ”Isalena” og det nye, ”Tranedans”, har manifesteret Kragh-Jacobsen som sangskriver og formidler med sit eget udtryk og dybde - som et sted mellem en dansk Mikael Wiehe, Leonard Cohen og idolet Charles Aznavour. Kragh-Jacobsens ikoniske – og her giver ordet mening – værker, sangene ”Kender du det” og ”Hej Claus” og filmen ”Vil du se min se min smukke navle” er blevet en form for sindsbilleder for flere generationer. "Jeg har det godt med hende Mona. Hun har været min flittigst brugte sang. Jeg har det ikke spor dårligt med den, og det har jeg faktisk aldrig haft. Det eneste, der trækker søm ud i dag, er, at det jo er som at løbe en maraton at synge den. Jeg kan aldrig huske mine tekster, men lige med Mona har jeg det, som Otto Brandenburg havde det. Han affotograferede en side, og så kunne han huske den”,” siger Søren Kragh-Jacobsen. Især Dogme-filmen, "Mifunes sidste sang" manifesterede Kragh-Jacobsen som international instruktør. "Jeg synes, det er lidt korrumperende at have masser af succes. Jeg synes, jeg blev drevet rundt i verden i årene efter Dogme på presseture og den slags. Kørte limousiner og vandt Sølvbjørn i Berlin. På en eller anden måde begrænsede det min kreativitet." Han fortæller ærligt og humoristisk om sine to spor som hhv. filmmager og musiker, om inspirationen, musikalsk og fra alt det, der foregår omkring ham, musikkollektivet i Sjöryden i Sverige, naturen, rejser, sit private liv. Det nye, aktuelle album, ”Tranedans" sange, er, som POV.Internationals Henning Høeg skriver: "Sange, der handler om alt det, 76-årige Kragh-Jacobsen går rundt og tænker på – alder, kærlighed, ensomhed, lykke og øjeblikkets magi." Der er bl.a. en sang til hans egen generation, der gennem de seneste fire-fem årtier ofte er stået for skud – ofte under overskriften: "I har været r..forkælede". ”Jeg har ofte hørt, at min generation har fået det hele forærende. At vi har været utroligt heldige. Jeg synes, vi fortjente en sang, der en lille smule handler om, at vi sgu godt han ranke ryggen, når vi en gang stiger ned fra den store scene. Det er en hyldest til min generation.” Lyt her til samtalen mellem to mænd, hvis stemmer for længst har været i overgang: Om Søren Kragh-Jacobsen – fra dfi.dk: Hans to første spillefilm 'Vil du se min smukke navle?' (1978) og den prisbelønnede 'Gummi Tarzan' (1981) fornyede den danske børne- og ungdomsfilm med frisk fabuleren og charmerende præstationer. 'Guldregn' (1986 - først udsendt som tv-serie) og 'Skyggen af Emma' (1988) er raffineret komponerede spændingsfilm for både unge og ældre. Kragh-Jacobsen var en af de oprindelige Dogme-brødre sammen med Lars von Trier, Thomas Vinterberg og Kristian Levring. Flere af hans senere kritikerroste film handler om børn, men Dogme-filmen 'Mifunes sidste sang' (2000) blev den mest kendte internationalt. Filmen vandt Sølvbjørnen ved Berlinfestivalen. Også 'Isfugle' (1984), 'Skagerrak' (2003) og 'Det som ingen ved' (2008) handler om rodløse voksne - den sidste i thrillerform. 'Drengene fra Sankt Petri' (1991) er en 2. Verdenskrigshistorie om den første danske modstandsgruppe, bestående af skoledrenge. Også den engelsksprogede 'Øen i Fuglegaden' (1997) om en efterladt dreng i en jødisk ghetto har 2. Verdenskrig som baggrund. I nyere tid har Kragh-Jacobsen stået bag film som 'Det som ingen ved' (2008), 'I lossens time' (2013), mens han også har været konceptuerende instruktør på DR's dramaserie 'Borgen' (2010-13) og episodeinstruktør på første sæson af 'Bedrag' (2016).

For præcis 40 år siden udkom The Polices album ”Synchronicity”, som skulle vise sig at blive trioens sidste. I den anledning har Jan Eriksen inviteret musikeksperten Thomas Ulrik Larsen i POVs studie, hvor han splitter "Synchronicity" ad og forklare alt det, der ligger bag et af musikhistoriens mest intellektuelle rockalbum. The Police forstod at få hitliste tilgængelig pop, dissonans, personlig fremmedgjorthed og dybdepsykologi til at hænge sammen. ”Fuck” ”Off” ”You” ”Cunt” stod der på Copelands fire tam-tammer (trommer). På den måde var det let for ham at forestille sig, at han hamrede løs på Sting, når han slog på sine trommer. Ja, det slog gnister, når The Police spillede og indspillede. 0- ”Det var måske The Polices største succes – at de havde det så svært med hinanden, at deres spændinger udløste nogle fantastiske plader. Og det mest anspændte af dem var "Synchronicity", fordi det var det mest uafklarede. Det er en psykologisk rejse ned ikke bare i en enkelt persons bevidsthed – men også for at se, om der fandtes noget fælles kollektivt ubevidst, der kan holdes os sammen på et tidspunkt, hvor alt var splittet.” I podcasten fortælles historien om Gordon Sumners, Stewart Copeland og Andy Summers trio. Efter Summer havde erstattet den oprindelige guitarist, korsikaneren Henri Padovani. Musikerne havde baggrund i pomprock, psykedelisk rock, folk og jazz, men begyndte at spille new wave - på falske forudsætninger. "Med ”falske forudsætninger” menes, at gruppen, alders- og miljømæssigt intet har med punken at gøre. De bliver også derfor ugleset af de autentiske punkbands,” siger Thomas Ulrik Larsen i podcasten. ”Selvom der er knald på, selvom der er baglæns rytmer, er der også en litterat og en stor tænker inde i The Police,” siger han. I podcasten inviterer Thomas lytteren ind i The Polices øverum. Hvad var det, der skabte den evigt fornemmelse af kant og uro i deres musik. "Jeg kan ikke komme i tanke om et eneste langsomt Police-nummer. Der er en konstant uro, rastløshed og hyppig dissonans i deres musik. Som i høj grad var motiveret i Stings kroniske flugt fra sin dysfunktionelle arbejderklassebaggrund." Hvad var gruppens vision. Hvem skrev musikken – hvor kom reggae-inspirationen fra. Hvad med Stings sang, der, som Thomas siger, især i begyndelsen lød som Mickey Mouse i et ondt lune. Hvordan opstod kommende klassikere som ”Roxanne”, ”Message in a Bottle”, ”So Lonely”, ”Can’t Stand Losing You”? The Police var jaget vildt i den engelske musikpresse – og blandt musikere. ”Man skal ikke underkende at mange af de musikere, der har street credibility har fået deres instrumenter af mor og far. VI andre har måttet arbejde for føden, som Stewart Copeland har sagt. The Police havde en professionel selvsikkerhed,” siger Thomas Ulrik Larsen. Han går i dybden med "Synchronicity" og fortæller om inspirationen fra især den skoledannende psykolog C.G. Jungs teori om det kollektive ubevidste - og forfatteren Arther Koestler. "Synchronicity" er et album med mange, mange lag.