Russiske kampfly og mystiske droner fræser ind og ud af det europæiske luftrum, så Stjerner og striber er rejst til NATO og EU's hjerte efter svar: Hvad har Putin gang i? Og skal vi bare skyde l*rtet ned, som Donald Trump foreslår? Vi tager også til popfest i Moskva, hvor Putin forsøger at lave kulturkrig fra scenekanten. Og så gennemgår vi Ole Ryborgs slipsekollektion, inden vi selvfølgelig tjekker ind hos Jimmy Kimmel, hvis late night show er blevet de-cancelled... så længe det varer. Deltagere: Udlandskorrespondent Stéphanie Surrugue, EU-analytiker Per Bang Thomsen, USA-journalist Lasse Engelbrecht og international korrespondent Steffen Gram. Tilrettelæggelse: Lasse Berg Sørensen.
Den røde løber var rullet ud for Donald og Melania Trump, der var på deres andet statsbesøg i Storbritannien (som det første amerikanske præsidentpar nogensinde). Hvad kom der ud af besøget udover storslåede militærparader, høflige skåltaler og gallamiddag på Windsor-slottet? Og så er en række mennesker blevet fyret for at hylde mordet på højrefløjsaktivisten Charlie Kirk - eller tale kritisk om ham. Republikanerne kalder det konsekvens-kultur - er det en ny pendant til cancel culture? Deltagere: Udlandskorrespondent Stéphanie Surrugue, nyhedsvært og tidl. korrespondent i Storbritannien Tinne Hjersing Knudsen, kulturkorrespondent Sandra Brovall og europakorrespondent Anna Gaarslev. Tilrettelæggelse: Lasse Berg Sørensen.
USA blev onsdag rystet af endnu et politisk attentat, da den 31-årige konservative aktivist Charlie Kirk, en af de mest indflydelsesrige personer i MAGA-bevægelsen, blev skudt og dræbt under et debatmøde på et universitet i Utah. Hvem var Charlie Kirk, hvordan har reaktionerne været, og hvorfor bliver USA igen og igen ramt af politisk vold? Vi vender også seneste kapitel i Epstein-sagaen, der handler om en kontroversiel fødselsdagsbog og en meget omtalt tegning af en nøgen kvinde, som Trump angivelige står bag. Deltagere: Udlandskorrespondent Stéphanie Surrugue, USA-journalist Lasse Engelbrecht og USA-korrespondent Jakob Krogh. Tilrettelæggelse: Lasse Berg Sørensen.
Vi har besøg af John Bolton, Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver, som er faldet i unåde hos præsidenten - men som også argumenterer for, hvorfor Grønland faktisk burde blive amerikansk. Vi ser også nærmere på blå mærker, åreknuder og konspirationsteorier i en uge, hvor Trump har måtte afvise rygterne om sin egen død. Og så tager vi til militærparade i Beijing, hvor Ruslands præsident Putin arbejder på en ny verdensorden, Deltagere: Udlandskorrespondent Stéphanie Surrugue, kulturkorrespondent Sandra Brovall, USA-journalist Lasse Engelbrecht, tidligere sikkerhedsrådgiver John Bolton, kinakorrespondent Philip Roin og sundhedskorrespondent Peter Qvortrup Geisling. Tilrettelæggelse: Lasse Berg Sørensen.
Donald Trump pønser på at omdøbe forsvarsministeriet til krigsministeriet (som det hed under de to verdenskrige) og på at sende nationalgarden til Chicago og andre demokratiske storbyer. Hvad handler det om? At skabe lov og orden i lovløse byer - eller styrke Det Hvide Hus' kontrol og magtposition? Vi vender også den amerikanske påvirkningskampagne i Grønland, en ny fitness-challenge fra Pentagon, og Trumps forsøg på at gøre brevstemmer ulovlige. Deltagere: TV-vært og tidligere USA-korrespondent Lillian Gjerulf Kretz, USA-journalist Lasse Engelbrecht og USA-korrespondent Kim Bildsøe Lassen. Tilrettelæggelse: Lasse Berg Sørensen.
Der har været fuld fart på topmøderne i denne uge. Først rullede Donald Trump den røde løber ud for Vladimir Putin på en militærbase i Alaska, og derefter var en række europæiske stats- og regeringschefer inviteret til kaffe i Det Hvide Hus. Hvordan forløb møderne, og hvad fortæller det om Trumps nye tilgang til topdiplomati? Vi vender også Californiens guvernør, Gavin Newsom, der er begyndt at lyde præcis som Trump på de sociale medier. Virker Newsoms nye, hårdtslående SoMe-strategi? Deltagere: Udlandskorrespondent Stéphanie Surrugue, kulturkorrespondent Sandra Brovall, USA-journalist Lasse Engelbrecht og USA-korrespondent Kim Bildsøe Lassen. Tilrettelæggelse: Lasse Berg Sørensen.
Donald Trump og Vladimir Putin skal efter planen mødes fredag på en militærbase i Alaska, der kan blive begyndelsen på enden til krigen i Ukraine. Imens er lederne fra Ukraine og Europa forvist til sidelinjen, og de måtte nøjes med et teams-opkald med Trump et par dage før topmødet. Vi har også nyt fra om Trumps bud på en kommende ambassadør i Grækenland, og så vil Trump rydde op i Washington D.C. Deltagere: Udlandskorrespondent Stéphanie Surrugue, USA-journalist Lasse Engelbrecht og vært og tidligere USA-korrespondent Philip Khokhar. Tilrettelæggelse: Lasse Berg Sørensen.
Trump har store planer, faktisk 8.300 m2 store: Han vil bygge en balsal i Det Hvide Hus' have. Samtidig forsøger han at tvinge Putin til en våbenhvile i Ukraine, men den tidligere KGB-agent er tung at danse med. Forholdet mellem de to er gået fra gaver og smiger til trusler om sanktioner og atomubåde, og Stjerner og Striber gransker den præsidentielle bromance. Og så tager vi til Texas, hvor Trump - til demokraternes hvidglødende raseri - vil redde republikanernes midtvejsvalg med et helt særligt politisk redskab. Deltagere: Udlandskorrespondent Stéphanie Surrugue, kulturkorrespondent Sandra Brovall, sydamerikakorrespondent Kristian Almblad. Tilrettelæggelse: Jonas Sindberg Østergaard.
'The Peace President' har den seneste tid været mægler i flere konflikter og krige. Der er kommet fred på grænsen mellem Thailand og Cambodia igen, og den blodigste krig siden Anden Verdenskrig - krigen i Den Demokratiske Republik Congo - er måske også afsluttet. Så skal Trump have Nobels Fredspris? Vi tjekker også ind i Washington DC, hvor politikere og mediepersonligheder spreder konspirationsteorier om alt fra Jeffrey Epstein til den franske præsidentfrues biologiske køn. Deltagere: Udlandskorrespondent Stéphanie Surrugue, afrikakorrespondent Søren Bendixen og retskorrespondent Trine Maria Ilsøe. Tilrettelæggelse: Jonas Sindberg Østergaard.
Hvordan stopper man en afstemning om offentliggørelse af Epstein-dokumenterne? Man smider politikerne i Repræsentanternes Hus på tidlig sommerferie. Men selv ikke dét er nok til at lægge låg på balladen om Donald Trump og de famøse "Epstein-files". Stjerner og striber fortæller, hvorfor sagen ikke ville dø sammen med Epstein selv. Vi skal også en tur til Alligator Alcatraz, et råt detentionscenter i Floridas sump og et symbol på Trumps kamp mod kriminelle illegale indvandrere. Stjerner og striber tager også en status på forhandlingerne mellem USA og EU om en toldaftale - hvem mestrer bedst 'the art of deal'? Deltagere: Udlandskorrespondent Stéphanie Surrugue, USA-journalist Lasse Engelbrecht og EU-korrespondent Ole Ryborg. Tilrettelæggelse: Jonas Sindberg Østergaard.
Stjerner og stribers sommerbus er nået til Fredens hovedstad, Genève, hvor vi blandt andet lægger vejen forbi FN's europæiske hovedkvarter midt i byen - aka Donald Trumps store skræk. Hvorfor har Trump så meget imod FN og andre multinationale alliancer, og hvad betyder det for FN's arbejde, når USA smækker pengekassen i? Afsnittet er optaget i juni 2025. Deltagere: Udlandskorrespondent Stéphanie Surrugue, USA-journalist Lasse Engelbrecht, EU-analytiker Per Bang Thomsen og international korrespondent Steffen Gram. Tilrettelæggelse: Lasse Berg Sørensen.
Donald Trump kalder EU en "fjende", som udelukkende er skabt til at røve USA's sparegris. Hvorfor har Trump så stort et horn i siden på Europa? Og kan EU stå på egne ben, når USA trækker sig? I dette afsnit går turen til Berlaymont-bygningen i Bruxelles, hvor Europa-kommissionen holder til, og den lille landsby Schengen i krydspunktet mellem Tyskland, Frankrig og Luxembourg, hvor en kendt traktat blev underskrevet for 40 år siden. Afsnittet er optaget i juni 2025. Deltagere: Udlandskorrespondent Stéphanie Surrugue, USA-journalist Lasse Engelbrecht, EU-analytiker Per Bang Thomsen og Energi- og boligkommissær i EU, Dan Jørgensen. Tilrettelæggelse: Lasse Berg Sørensen.
Stjerner og stribers minibus er ankommet til Nato-hovedkvarteret i Bruxelles, hvor vi tager temperaturen på forsvarsalliancen, efter USA's præsident, Donald Trump, gentagne gange har sat spørgsmålstegn ved amerikanernes engagement. Hvor stærk er Nato-alliancen, og holder Nato's famøse musketered, hvis den bliver nødvendig? Afsnittet er optaget i juni 2025. Deltagere: Udlandskorrespondent Stéphanie Surrugue, USA-journalist Lasse Engelbrecht, EU-analytiker Per Bang Thomsen og Danmarks Nato-ambassadør Kasper Høeg-Jensen. Tilrettelæggelse: Lasse Berg Sørensen.
Stjerner og striber har pakket minivan'en og er draget på biltur gennem Europa for at undersøge, hvordan kontinentet klarer sig, nu hvor Donald Trump er godt i gang med at trække tæppet væk under os - under Danmark, Europa og den alliance, der siden Anden Verdenskrig har bundet den vestlige verden sammen. Første stop er Omaha Beach i Normandiet, hvor de allierede gik i land på D-dag i 1944 - og dermed lagde grundstenen til den verden, vi har levet i siden. Men holder alliancen her i 2025? Afsnittet er optaget i juni 2025. Deltagere: Udlandskorrespondent Stéphanie Surrugue, USA-journalist Lasse Engelbrecht og EU-analytiker Per Bang Thomsen. Tilrettelæggelse: Lasse Berg Sørensen.
Det republikanske parti i USA er dybt splittet over, hvad Donald Trump bør stille op med krigen mellem Israel og Iran og om USA skal bruge sine kraftige bunker-buster-bomber til at ødelægge Irans underjordiske atom-faciliteter. Hvad er argumenterne for og imod amerikanske indblanding, og hvor stiller det Donald Trump? Vi taler også om den formodede gerningsmand, der dræbte to demokratiske politikere og sårede to andre demokrater i Minnesota i hvad guvernøren kalder et politisk motiveret angreb. Til sidst vender vi #NoKings-demonstrationerne i weekenden, hvor omkring fem millioner amerikanere demonstrerede mod Donald Trump. Deltagere: Udlandskorrespondent Stéphanie Surrugue, kulturkorrespondent Sandra Brovall og USA-journalist Lasse Engelbrecht. Tilrettelæggelse: Lasse Berg Sørensen.
Stjerner og striber sender i denne uge fra molen i Allinge, hvor vi får besøg af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til en snak om USA's præsident Donald Trump, Nato og hvordan USA's forhold til Danmark og Europa er efter Donald Trump er kommet tilbage til Det Hvide Hus. Vi vender også demonstrationerne i Los Angeles og slagsmålet mellem Donald Trump og Californiens demokratiske guvernør Gavin Newsom. Deltagere: Udlandskorrespondent Stéphanie Surrugue, EU- og Nato-korrespondent Ole Ryborg, USA-specialist Lasse Engelbrecht, USA-korrespondent Philip Khokhar og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M). Tilrettelæggelse: Lasse Berg Sørensen.
Verdens rigeste mand og verdens mægtigste mand er røget i totterne på hinanden på henholdsvis X og TruthSocial over Donald Trumps mastodont af en lovpakke, som han kalder Big Beautiful Bill. Stjerner og striber gennemgår hele balladen, reaktionerne og hvad det kan betyde for både Donald Trump og Elon Musk. Deltagere: Udlandskorrespondent Stéphanie Surrugue, USA-journalist Lasse Engelbrecht og EU-analytiker Per Bang Thomsen. Tilrettelæggelse: Lasse Berg Sørensen.
Donald Trump langer ud efter Ruslands præsident Putin, som ifølge den amerikanske præsident er blevet "fuldstændig vanvittig" i sin håndtering af krigen i Ukraine. Kong Charles kommer Canada til undsætning, og så har en video af den franske præsident Macron og hans hustru Brigitte i den grad overskygget et statsbesøg i Vietnam. Vi taler vi også om to af Trumps mere kontroversielle benådninger, der blandt andet involverer en reality-familie. Deltagere: Udlandskorrespondent Stéphanie Surrugue, kulturkorrespondent Sandra Brovall og USA-journalist Lasse Engelbrecht. Tilrettelæggelse: Lasse Berg Sørensen.
Joe Bidens inderkreds har systematisk i årevis forsøgt at skjule den tidligere præsidents svigtende fysiske og mentale helbred for offentligheden. Det viser den nye bog Original Sin, som Stjerner og striber har tygget sig igennem. Har Det Hvide Hus og det demokratiske parti skjult sandheden og snydt sine vælgere? Hvem vidste hvad og hvornår? Det svarer vi på i dagens afsnit, hvor vi også (næsten) skal til krypto-gallamiddag med Donald Trump i hans eksklusive golfklub uden for Washington D.C. Vi har i hvert fald talt med én af de krypto-handlere, der har købt sig adgang til middagen med USA's præsident. Deltagere: Udlandskorrespondent Stéphanie Surrugue, kulturkorrespondent Sandra Brovall, USA-journalist Lasse Engelbrecht og USA-korrespondent Philip Khokhar. Tilrettelæggelse: Lasse Berg Sørensen.
USA's præsident Donald Trump er taget på sin første officielle udlandsrejse til Saudi-Arabien, de Forenede Arabiske Emirater og Qatar, hvor der venter en gave i form af en luksus-jumbojet til 400 millioner dollars. Men må en præsident overhovedet modtage sådan en gave, eller er der tale om korruption, der ikke hører sig til i et demokrati? Netop demokratiets tilstand er på dagsordenen til et demokrati-topmøde i København, som Stjerner og striber i denne uge har besøgt for at tage tilstanden på demokratiet, der i den grad er presset på verdensplan. Deltagere: Udlandskorrespondent Stéphanie Surrugue, vært og tidl. USA-korrespondent Lillian Gjerulf Kretz og USA-journalist Lasse Engelbrecht. Tilrettelæggelse: Lasse Berg Sørensen.
Jesper Kraul Jensen
TDS...
Sanne Høybye
Håber der kommer en 🇪🇺 og 🇧🇪 podcast i rækken 😍
Jesper Kraul Jensen
Defund DR. Endnu en anti-Trump podcast.
Jesper Kraul Jensen
Hvornår laver i en podcast om den bestikkelsesag mod Biden?
Jesper Kraul Jensen
Trump har ret. bad management. https://nypost.com/2020/09/14/sorry-solar-panels-wont-stop-californias-fires/amp/