Transformator

Podcasten sætter strøm til ugens største nyheder inden for teknologi, forskning og naturvidenskab, og vi analyserer de svingninger, der på godt og ondt transformerer verden og vores samfund.

Desperate Fisker Ocean-ejere stod tilbage med værdiløs elbil: Nu har de sammen med Gitte selv fået dem på vejen igen

Vært Henrik Heide Medvirkende Gitte Olrik, Head of Ecommerce, Fitness Engross I denne uges Transformator Da Fisker Ocean gik konkurs, stod 8000 ejere af firmaets elbiler tilbage uden hjælp, service, garanti - eller software til deres biler. Det er historien om, at elbiler er blevet rullende computere, og at det meste hardware i dag er afhængigt af techfirmaer. Men det er også historien om, hvordan et globalt fællesskab af entusister kan skabe overraskende resultater. I dag kører elbilerne over et hele uden hjælp fra andre.

11-14
34:59

AI forudsiger det hele - vejret, proteinerne og olien i skibsmotorerne

Vært: Henrik Heide Medvirkende: Ulrik Korsholm, vicedirektør DMI Morten Henneberg, Head of Innovation & Validation. Ph.D. ved C.C.JENSEN A/S Christoffer Norn, PhD, Molecular Biophysics, CEO Skape Bio I denne uges Transformator AI strukturerer data og finder ny mønstre. AI finder løsninger, vores hjerner ikke får øje på. Lige nu er man indenfor en lang række felter ved at bruger AI til forudsigelser. Hør om de kollossale spring, AI giver indenfor meterologi, proteindesign og vedligeholdelse af skibsmotorer.

11-07
31:53

Hvad føler dyr? Det kan Rikkes algoritme svare dig på

Vært: Henrik Heide Medvirkende: Rikke Gade, lektor it og elektronik på Aalborg Universitet med phd i computervision I denne uges Transformator Dyr sender signaler, vi mennesker ikke kan se. Men med computervision og en algoritme vil forskerne forstå dyrets følelser. Kom med på hestebesøg hos Rikke Gade, der afkoder dyrenes hemmelige sprog.

10-31
31:41

Øen mistede mobilnetværket - nu har beboerne bygget deres eget

Vært: Henrik Heide Laurids Hovgaard Medvirkende: Claus Lind, elektriker og elektromekaniker I denne uges Transformator Fire år efter at Bornholm blev mørkelagt og mobilnetværket svigtede, har en række øboere med interesse i elektronik etableret deres eget mesh-netværk til næste gang, krisen rammer. Mesh er et open source, off-grid, decentraliseret netværk, hvor alle tilknyttede enheder er forbundet direkte med hinanden i et net frem for at være organiseret via en central router. Mesh-netværkets fordele er derfor tilgængeligheden, den robuste struktur og enkle opbygning. Hør om perspektiverne og om fremtidens førerløse S-tog.

10-24
28:26

Rå datamængder og sejlads i cyberspace gør dansker til verdens hurtigste sejler

Vært: Henrik Heide Medvirkende: Nicolai Sehested, driver på Danmarks båd ved SailGP Tangy Carriou, CEO for det danske SailGP team Jonno Turner, Teamleder dansk SailGP Mirella Vitale, senior vice president i Rockwool I denne uges Transformator GPSail er sejlsportens svar på Formel 1. Højteknologiske både, der flyver over vandet med 100 km/t, og hvor marginalerne defineres af rå datakraft og mod fra besætningens side. Kom med til kapsejlads og forstå den intense teknologiske innovation, der har gjort SailGP til et verdensfænomen, der tiltrækker store sponsorer og verdensstjerner.

10-10
30:17

En vild uge med mystiske droner og et nervøst topmøde

Vært: Henrik Heide Medvirkende: Laurids Hovgaard, redaktør ResilienceTech Mads Lorenzen, journalist Ingeniøren Lasse Egeris, journalist Ingeniøren I denne uges Transformator Det har været en vanvittig uge. Alt hvad vi ligger inde med af grej og beredskab er brugt på jagten efter ukendte droner over danske lufthavne og militærbaser. Alle river sig i håret over, at vi tilsyneladende enten ikke kan eller vil gøre noget ved en åbenlys fjendtlig indtrængen. Og nu er de forsvundet ud over horisonten. Mens politikere udenfor regeringen og politiske kommentatorer er ved at falde over hinanden for at skose de ansvarlige, spærres Slotsholmen af til gæstebud for alle EUs regeringschefer. Topmøde i et højspændt klima, mens - må vi formode - politikere i Rusland har fundet popcornene frem. Frankrig, Norge, Sverige, Tyskland, Holland, Ukraine, Finland er kommet os til undsætning med droneforsvar og politi. En tysk specialfregat har lagt til kaj i Københavns Havn. Det har bare været en usædvanlig uge, der efterlader mange spørgsmål. I Transformator giver vi bud på svar. Hvorfor får vi ikke mere at vide fra myndighedernes side? Hvorfor er vi tæt på rødt beredskab? Hvilke data har efterforskerne at arbejde med, når de skal genskabe dronernes færden? Og så skal vi lige se nærmere på den tyske luftforsvarsfregat Hamburg og dens avancerede udstyr til dronejagt. Det kunne vi godt have brugt for en uge siden.

10-01
31:45

Danmarks store klimaskurk vil af med CO2: Det kræver kolossale mængder el

Vært: Henrik Heide Medvirkende: Michael Lundgaard Thomsen, direktør Aalborg Portland Søren Kostmann Lausen, sustainability project manager Aalborg Portland I denne uges Transformator Det er Danmarks suverænt største udleder af CO2. Lige i den østlige udkant af Aalborg ned mod Limfjorden ligger cementfabrikken Aalborg Portland med sine kæmpeovne, der udleder lige så meget CO2 som flytrafikken herhjemme. Men inden 2030 er det målet, at fabrikken slet ikke udleder CO2 længere. Det hele skal hives ud af røgen og pumpes ned i undergrunden. Det er godt for klimaet. Men det kræver lige så meget el, som 40 store vindmøller kan levere. Hør om livet som klimaskurk, og hvordan man slipper af med den igen.

09-25
34:38

Europa vil selv: Nu får tysk bilindustri selvtilliden tilbage

Vært: Henrik Heide Medvirkende: Bjørn Godske, journalist Ingeniøren Jens Ramskov, journalist Ingeniøren I denne uges Transformator Tysk bilindustri har sat alle sejl til for at stå imod trykket fra de kinesiske konkurrenter, der vælter ind på markedet med nye modeller i en lind strøm. Midlet hedder en genvunden tro på europæisk design og ikke mindst en genoplivning af de gamle bilnavne. Velkommen tilbage til Polo og Golf. I denne episode skal vi også søge en forklaring på statisk elektricitet. Den er nemlig ikke så nem at forklare, som de fleste bilder sig ind.

09-19
26:38

Mød verdens ældste opfinder: »Når jeg får en ide, tænker jeg ikke på andet og lytter ikke til min kone«

Vært: Henrik Heide Medvirkende: Vagn Bender, opfinder og tidligere direktør i Danfoss Vera Bender I denne uges Transformator Vagn Bender er 96 år gammel. Han har dermed været pensionist i mere end 30 år. Men han har ikke spildt tiden med avislæsning eller kortspil. Han har lavet opfindelser og fået det ene patent efter det andet. Det seneste er netop sat i produktion. At løse problemer er en besættelse for Vagn. Det er en velsignelse for ham men er ikke altid nemt for hans hustru, Vera. Kom med til Nordborg, hvor Vagn kommer på de ideer, der får os andre til at tænke: Hvorfor har jeg ikke tænkt på det?

09-12
19:52

Ørsted i knibe: Hvor er udgangen?

Vært: Henrik Heide Medvirkende: Jens Ramskov, journalist Ingeniøren Lonni Park Lynge, journalist Ingeniøren I denne uges Transformator Trump hader vindmøller, og nu skal Ørsted betale prisen. Men hvordan kan firmaet slippe ud af kniben uden at miste milliarder? Et gigantisk objekt er på vej ind i vores solsystem med 60 km i sekundet i en overraskende vinkel. Forkserne er forvirrede. Vi ser på, om det er en almindelig sten fra det uendelige univers eller noget kunstigt skabt. Og så skal vi have forklaringen på, hvad lyn er skabt af. Og her viser det sig, at forklaringen faktisk ikke er rigtigt kendt.

09-05
28:44

London bygger gigantisk vandtunnel men mangler vand i hanerne

Vært: Henrik Heide Medvirkende: Michael Rothenborg, redaktør WaterTech Frederik Marcher-Hansen, journalist Ingeniøren Zoran Gojkovic, Director of brewing science and technology ved Carlsberg I denne uges Transformator Skybrud og oversvømmelser er efterhånden kendt af de fleste herhjemme. Overalt i landet bygges der diger, kystsikring og skybrudstuneller. Så det dér med overskud af vand får vi håndteret. Det gør de også i London med en af verdens største skybrudstunneller. Men byens snart 10 millioner indbyggere har et dobbeltproblem med vand. Mens Themsen ugentligt går over sine bredder og bliver dybt forurenet ved skybrud, så er byens græsplæner brune og vandhanerne jævnligt tomme. Problemet er et nedslidt rørsystem og en kontrol, der ikke måler den enkelte husstands forbrug. Så når englænderne har en vane med lange brusebade, får byen problemer med manglende vand. Nu skal problemerne løses, og englænderne kigger i retning af Danmark. Hør om de tørlagte og utilfredse briter i ugens Transformator, hvor vi dykker ned i, hvad den kraftigt reducerede elafgift kommer til at betyde for den enkelte og den grønne omstilling generelt. Og til sidst skal vi lige høre landets førende brygmester, hvordan fremtidens øl kommer til at smage.

08-28
25:33

Gå ikke over sporet - historien om en togulykke, der kunne være undgået

Vært: Henrik Heide Medvirkende: Daniel Juhász Vigild, ph.d. studerende Thomas Djursing, journalist Ingeniøren Laurids Hovgaard, journalist Ingeniøren I denne uges Transformator Det gik helt galt, da et tog ramte en gyldetransport i Sønderjylland. Men ulykken - og mange før den - kunne have været undgået. Det kan gå helt galt, hvis kunstig intelligens skal finde 30.000 årsværk i det offentlige. Det står skidt til i Ukraine, hvor Rusland lige nu har et teknologisk forspring med deres missilsystem.

08-19
40:23

Sådan ruinerede pyramidespillet SpaceAI tusindvis af danskere

Vært: Henrik Heide Medvirkende: Mats Magnussen, journalist Ingeniøren Mads Lorenzen, journalist Ingeniøren Bjørn Godske, journalist Ingeniøren I denne uges Transformator En god gammel regel siger, at hvis noget er for god til at være sandt – så er det nok også for godt til at være sandt. En huskeregel der især er gavnlig, når det handler om investeringer. Men desværre er det også lige dér, de fleste glemmer at bruge den. Det har gjort sig gældende for tusindvis af danskere, der lod sig lokke af afkast på to procent om dagen for deres investeringer. Platformen SpaceAI ville handle kryptovaluta for dem med en algoritme, der ikke kunne tage fejl. Hør hele historien om det massive pyramidespil, der nåede at brede sig på arbejdspladser overalt i landet, inden det hele pludseligt forsvandt og efterlod ofrene med opsagte pensionsopsparinger investeret i en platform, der forstår at ramme enhver ludomans blødeste punkt. Vi har også været til Copenhagen Historic Gran Prix på Bellahøj i København, hvor ejerne af nye og gamle muskelbiler sætter hinanden i stævne for at køre ræs. Men også for at nyde lyden af stempler og udstødninger. Det er lyden af jagten på motorkraft og udvikling. Men det er også lyden af ineffektiv energiudnyttelse og CO2. I fremtiden vil vi alle køre elbiler. Spørgsmålet er så bare, om vi gider tage til motorløb, når brølet afløses af en svag spinnen. Vi skal sparke dæk, gætte motorer og spå om fremtidens el-væddeløb.

08-15
40:10

For meget sol og for lidt vind forvirrer elmarkedet

Vært: Henrik Heide Medvirkende: Frederik Marcher Hansen, journalist Ingeniøren Jens Ramskov, videnskabsjournalist Ingeniøren Torben Toldam-Andersen, lektor i afgrødevidenskab på Københavns Universitet Kim Hebelstrup, forsker ved Institut for Agroøkologi under Aarhus Universitet I denne uges Transformator Det blev en sommer med rekord i antal timer med negative elpriser. Men samtidigt har vindmøllerne ikke produceret så lidt strøm i flere år. Få et overblik over en grøn elproduktion, der ikke er lykkedes, og hvor Norge er blevet godt og grundigt træt af Danmark. Og lær hvordan en kvantecomputer virker. For nu får Danmark den største af slagsen til 600 mio kroner.

08-07
38:44

Vi er gode til KØB KØB KØB - men kan ikke bygge droner

Vært: Henrik Heide Medvirkende: Casper Brix, journalist Ingeniøren Laurids Hovgaard, redaktør ResilienceTech I denne uges Transformator Det var det store guldkort, forsvarschefen fik med i byen, da han i marts fik ordre om at købe ind for 50 mia blandet slik hos våbenproducenterne. Halvdelen er allerede brugt på et landbaseret luftforsvar, der skal afløse de Hawk missiler, Danmark for mere end par årtier siden pillede ned. Dengang stod fremtiden på samhandel og globalisering. Nu kan det ikke gå hurtigt nok med at få paraderne op igen. Eller som Mette Frederiksen formulerede det: »Kan vi ikke få fat i det bedste udstyr, så køb det der er næstbedst. Og hvis der er for lang ventetid på det, vi allerhelst vil have, så vælg noget andet, der kan leveres hurtigere. Der er kun een ting, der tæller nu - og det er hastighed.« Og nu har man så revet ned af hylderne for 25 mia. Det bekymrer Hans Peter Michaelsen, der er uafhængig forsvarsanalytiker: »Det svarer lidt til at gå til købmanden med 500 kr., og så komme hjem og erkende, at man har glemt at købe ind til aftensmad, fordi man har købt slik og nye sokker i stedet. Det er træls, hvis vi når dertil.« I denne uges Transformator skal vi se nærmere på, hvad det så er for nogen sokker, forsvarschefen har købt, og om de er store nok. Og vi skal se på, hvor Danmark står, når det handler om den ultimative gamechanger i moderne krigsførelse: Dronerne. I Ukraine foregår udviklingen i realtid, hvor droneudviklerne er underlagt de kæmpende enheder. På den måde er udviklingshastigheden af nye dronemodeller ned på to til seks uger. Det stiller dansk droneudvikling i en meget svær situation, når ethvert skridt fremad i teknologien skal vendes med et par runder omkring embedsmænd i ministerierne og en langsommelig udbudsrunde.

06-24
35:13

Vi skal gøre os klar til solceller overalt

Vært: Henrik Heide Medvirkende: Bjørn Godske, journalist Ingeniøren Ulrik Andersen, redaktør, Building Tech Eske Willerslev, professor i evolutionsbiologi ved Københavns Universitet I denne uges Transformator Om ganske få år behøver vi ikke at diskutere solceller eller ej. For så skal der solceller på alle bygninger, når EUs nye bygningsdirektiv træder i kraft. I samme periode skal vi omstille hele elnettet fra gamle, centrale kraftværker til millioner af store og små solcelleenheder. Det bliver noget af en omvæltning, og eksperterne slynger om sig med elmarkedets nye begreber - microgrid, virtuelle kraftværker, grid flexibility, demand response. Transformator ser på udfordringerne ved den store overgang, hvor frekvensen skal holdes, og hvor truslerne udefra vokser. Eske Willerslev fortæller Og så besøger vi manden, der er pelsjæger, eventyrer, professor ved både Københavns og Cambridge universiteter for slet ikke at tale om hans plads i indianerstammen Crow under navnet Well-Known Wolf. Rent fagligt er Eske Willerslev nok mest kendt for at være den første, der lavede den fuldstændige kortlægning af et fortidsmenneskes DNA. Lige nu er han i gang med et nyt, omfattende dna projekt til 585 millioner kroner, hvor målet er at kortlægge økosystemers og afgrøders tilpasningsevne gennem millioner af år. Vanen tro har han besøgt alle afkroge af verden for at samle sedimentprøver ind - fra den koldeste Arktis til den dybeste jungle. Tilsammen skal den historiske viden omsættes til at udvikle mere klimaresistente afgrøder til fremtiden.

06-20
35:53

Kineserne kommer - og de har al teknologi med

Vært: Henrik Heide Medvirkende: Journalist og forfatter Christina Boutrup. Efter 20 års ophold i Kina som TV2 korrespondent og medlem af regeringens ekspertpanel med fokus på Kina, er hun vendt hjem og har udgivet bogen Den grønne supermagt - sådan farver Kina vores fremtid. I denne uges Transformator Når Lars Løkke Rasmussen i sin nye udenrigspolitiske strategi præsenterer begrebet 'pragmatisk idealisme', bereder han Danmark på en ny tilgang til en verdensorden, der ændrer sig hurtigere og mere uforudsigeligt end noget nulevende menneske har oplevet. Den hurtigste ændring sker i Kina, der lige nu har sat fart på en grøn omstilling, der giver hele den vestlige verden baghjul. Journalist, kinaekspert og forfatter til flere bøger om Kina Christina Boutrup fortæller om det, der venter os, hvis ikke vi kommer landet i øst mere i møde.

06-13
46:50

Trump og Musk har en masterplan for rummet. Og den ser ikke fredelig ud

Vært: Henrik Heide Medvirkende: Thomas Djursing, journalist Ingeniøren Jens Ramskov, journalist Ingeniøren I denne uges Transformator Ingen har nogen sinde været i tvivl om Elon Musks ambition om at sende mennesker til Mars for at etablere en koloni. Førende eksperter tvivler på både realismen og fornuften i det projekt. Men ikke præsident Trump, der vil have sat Stars and Stribes i det røde sand inden udgangen af hans sidste valgperiode. Siger han. Men hvad nu hvis, der ligger en helt anden masterplan bag, som ikke sigter efter ekspansion i Solsystemet men efter militær overlegenhed? Så bliver der i hvert fald flittigt brug for løfteraketterne fra SpaceX og den udvidede version af Starlink. Mistanken næres af en række nedskæringer, fyringer og ansættelser i Nasa, der efterlader forskningsdelen som en planlagt fuser og ligefrem skærer forbindelsen til igangværende missioner til Pluto og Jupiter. I denne uges Transformator tillader vi os derfor at tage sølvpapirshatten på og lede efter et mønster, der tegner en space masterplan i magtrummet mellem verdens rigeste og verdens mest magtfulde mand. Men vi tager også stråhatten på og bevæger os ud i sommerlandet, hvor forskere nu med hjælp fra fototeknik og AI har afdækket hemmeligheden bag sommerfuglens elegante flaksen omkring blomsterne.

06-05
24:08

Tag med til Danmarks yderste skær: Her plejer de øens diesel-hjerte og drikker havvand

Vært: Henrik Heide Medvirkende: * Christian Bøgelund Christiansen, skibsofficer, souschef Christiansø administration * Nina Bonnén Mourier, naturvejleder i Naturpark Christiansø I denne uges Transformator Christiansø ligger alene i havet i farvandet mellem Bornholm og Rusland. Oprindeligt en flådebase i 1600 tallet, der står intakt tilbage. Alt er fredet. Hver en sten og hver en plante. Så der skal findes utraditionelle løsninger frem, når øen skal omsluttes af en digitaliseret, grøn omstilling. Kom med på den store rundtur med de eksperter og ildsjæle, der holder tingene og naturen kørende på den yderstet kant af Danmark.

05-28
37:13

Bigtech er blevet et våben i hænderne på Trump. Next stop Grønland?

Vært: Henrik Heide Medvirkende: * Louise Olifent, journalist Ingeniøren * Peter Christian Bech-Nielsen, redaktør Ingeniørens Radar * Jens Ramskov, videnskabsjournalist Ingeniøren * To AI værter skabt af Notebook LM I denne uges Transformator Det er et erklæret mål for præsident Trump at annektere Grønland. Det har han gentaget igen og igen. Men om han er parat til at bruge amerikansk tech som murbrækker, har ingen indtil nu turdet gætte på. Indtil nu, hvor eksperter direkte advarer om, at det kan ske, efter at Microsoft af præsidenten er blevet beordret til at lukke for adgangen til Microsoft hos chefanklageren for Den Internationale Straffedomstol, ICC. Microsoft havde ganske vist garanteret, at firmaet vil slås med næb og kløer for at beskytte firmaets europæiske kunder mod den type indgreb. Men imod et præsidentielt dekret nytter intet, og dermed er porten pivåben for at styre europæisk forvaltning og erhverv gennem adgangen til services fra bigtech. I Transformator ser vi på motiver og mulige konsekvenser, når nettet på den måde bliver et våben i hånden på en uforudsigelig allieret. I den noget blødere ende af spekteret skal vi se på, hvad vores bevidsthed egentlig er for en størrelse, og hvor i hjernen den bor. 200 forskere har kastet sig over spørgsmålet, hvorom der allerede eksisterer næsten 40 forskellige teorier. Det kan virke som nicheforskning uden reel betydning. Men i en tid med debat om abort og stamcelleforskning, får begrebet pludselig en central betydning: Hvornår er det tilstrækkelig med bevidsthed til, at man må tildele et foster rettigheder? Vi udlægger forskningen. Men vi beder også en ny AI tjeneste, der kan producere podcast på dansk, gøre os kunsten efter. Få begge bud på en diskussion, når henholdsvis to mennesker og to dataskabte stemmer diskuterer, hvad bevidstheden er for en størrelse.

05-21
37:46

Recommend Channels