Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Verden omkring os består af et væld af forskellige objekter fra æbler og myrer til planeter og mennesker. Set med det blotte øje lader objekterne til at være ret forskellige. Men i virkeligheden er alt, vi ser i verden omkring os, opbygget af nogle få typer af elementære byggeklodser. Så vidt vi ved, kan disse såkaldte elementarpartikler ikke nedbrydes til noget mindre. Til gengæld kan de bruges til at opbygge alt andet i universet. Ligesom vi mennesker kan opleve verden via vores fem sanser, kan elementarpartiklerne 'sanse' og påvirke hinanden via naturkræfterne: Elektromagnetismen, tyngdekraften og den stærke og svage kernekraft. Alt, der sker i den fysiske verden, kan koges ned til elementarpartiklerne, der påvirker hinanden via naturkræfterne, og vores teori for elementarpartiklerne og deres vekselvirkninger gør det muligt for os at beskrive verden omkring os. Dette er verden, som vi kender den. Så langt, så godt. Der er dog en hage: De kendte elementarpartikler udgør kun omkring 15 procent af alle de partikler, der er i universet. Resten af partiklerne kalder vi 'mørkt stof'. Så har de ukendte partikler fået et navn, og vi kan snakke om dem. De seneste årtier har vi set utallige mørkt stof-detektorer blive sat op både på, under og over jorden. Indtil videre har detektorerne ikke målt en eneste mørk stof-partikel, og mørkt stof udgør derfor stadig et af vores største videnskabelige mysterier. Der er derfor god grund til at se nærmere på enhver idé om, hvordan vi kan lære mere om disse usynlige partikler. Sammen med en finsk kollega, har jeg afprøvet en teori, der involverer lysets bane. I fysik og astronomi beskriver vi normalt lysets bane igennem universet som en jævn motorvej. Men universet er fyldt med usynlige partikler, det mørke stof, der laver huller i vejen, som gør vejen besværlig at navigere for lyset. Den ujævne vej fører til potentielt observerbare effekter, der i sidste ende kan bringe os ny viden om det ellers usynlige mørke stof. Det forklarer jeg i denne artikel - men først skal vi omkring rumtidens krumning. Mørkt stof har fået sit navn, fordi det ikke vekselvirker med lys. Vi kan dermed ikke 'se' mørkt stof, som derfor hverken er mørkt eller lyst, men usynligt. I praksis betyder det, at lys kan passere frit igennem mørkt stof uden at opdage, at det mørke stof findes, og uden at det mørke stof mærker lyset. Men måske er virkeligheden lidt mere kompliceret. Vores bedste forståelse af tyngdekraften hedder 'generel relativitetsteori'. Denne teori blev fremlagt af Albert Einstein i 1915 og handler grundlæggende om, at det vi opfatter som tyngdekraft i virkeligheden er et udtryk for, at rumtiden krummer omkring os. Rumtidskrumninger bliver hurtigt lidt abstrakte, men vi kan få en udmærket intuitiv forståelse af dem ved at tænke på et stræklagen, der holdes udstrakt. Hvis vi kaster en appelsin ind på stræklagnet, vil der komme en fordybning i lagnet dér, hvor appelsinen lander. Det er sådan, vi skal tænke på rumtidskrumninger (og dermed på tyngdekraften): Fordybninger i et stræklagen. Via diverse teleskoper og satellitter modtager vi lys fra astronomiske objekter som stjerner og galakser. Dette lys har bevæget sig over enorme afstande for at nå fra sin stjerne til vores teleskoper. Ifølge generel relativitetsteori følger lyset nogle helt bestemte baner igennem universet. Banernes tekniske navn er nul-geodæter, men vi kan tænke på dem som en slags motorveje, som kun lyset er hurtigt nok til at bruge. Ligesom en motorvej, der går igennem det danske landskab og følger markernes bakke og dale, kan lysets motorveje have bløde buler, fordybninger og sving. Disse kommer fra rumtidskrumningen omkring stjerner og galakser. I et studie viste vi (min finske kollega og jeg) for et par år siden, at det ikke kun er astronomiske strukturer, der påvirker lysets bane. Små strukturer som enkelte mørkt stof-partikler gør også - i hvert fald i princippet. Ifølge de fleste teorier for mørkt stof-partikler, er deres masse samlet i...

Et hold arkæologer fra Københavns Universitet har undersøgt området Murayghat i Jordan. Det viser sig, at stedet, som er over 5.500 år gammelt, ikke var et sted, hvor folk boede. I stedet blev det brugt til ritualer og ceremonier i den tidlige bronzealder. Arkæologerne har fundet store stengravmonumenter, kaldet dolmens, og mange andre stenkonstruktioner og udhuggede klipper, som tyder på, at området havde en særlig religiøs eller ceremoniel betydning, skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse. Ifølge projektlederen Susanne Kerner blev disse monumenter bygget for at ændre landskabet og skabe en ny følelse af fællesskab. Det var en måde for folk at vise, at de hørte sammen, og at de kunne klare en svær tid sammen. "Murayghat giver os, mener vi, fascinerende nye indsigter i, hvordan tidlige samfund håndterede omvæltninger ved at bygge monumenter, omdefinere sociale roller og skabe nye former for fællesskab," siger hun i pressemeddelelsen. Forskerne mener, at samfundet dengang stod i en stor krise. Måske på grund af ændringer i miljøet eller samfundet. De gamle måder at leve på virkede ikke længere, og der var ingen tydelig leder. Derfor begyndte folk at mødes i Murayghat for at finde nye løsninger og skabe nye fællesskaber. De bygninger, arkæologerne har fundet, er meget forskellige og ser ikke ud til at være boliger. Der er for eksempel ingen gulve eller ildsteder. Til gengæld har de fundet store skåle, kværnsten, redskaber lavet af flint, dyrehorn og enkelte kobbergenstande - alt sammen noget, man forbinder med ritualer. Studiet, der er udgivet i 'The Journal of the Council for British Research in the Levant', giver et unikt indblik i, hvordan mennesker i oldtiden brugte ritualer og fælles mødesteder til at håndtere svære tider og skabe sammenhold.

En debat om førstehjælp florerer for tiden. For ifølge Hjerteforeningen er det bedst at fjerne både T-shirt og bh, når man skal give kvinder hjertelunge-massage. Men hvorfor egentlig det? Er hjertemassagen mere effektiv, når man har blottet brystet? "Det er der faktisk ikke helt enighed om i forskningen," lyder det fra Kasper Glerup Lauridsen, der er læge og forsker i hjertestopbehandling ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet. Alligevel er der to tungtvejende grunde til, at han mener, at man bør tage bh og t-shirt af kvinder, der har fået hjertestop: 1. Et koreansk studie fra 2014 og et japansk studie fra 2025 viser, at folk har lettere ved at placere hænderne korrekt midt på brystkassen, svarende til den nederste halvdel af brystbenet, hvis et bryst er blottet, sammenlignet med hvis personen har tøj på. 2. Der skal påsættes en hjertestarter på et tidspunkt, og for at den skal virke, skal elektroder sættes fast direkte på den nøgne hud. "På et tidspunkt skal tøjet alligevel af, og så vurderer vi, at man lige så godt kan gøre det med det samme," forklarer Kasper Glerup Lauridsen. Men tøj nævnes ikke i de officielle anbefalinger til, hvordan man bør gøre, når man giver hjertelungemassage. "Jeg tror, vi bør være tydeligere i vores retningslinjer på området," siger han. Selvom flere organisationer - eksempelvis Hjerteforeningen - anbefaler, at man fjerner tøjet fra overkroppen på både mænd og kvinder, før man begynder på hjertemassagen, er der faktisk studier, der udfordrer den praksis. Eksempelvis viser et studie fra 2013, at hjertelunge-massagen var lige så effektiv på testdukker med tøj på, som testdukker uden tøj, når det gælder hastigheden og dybden af trykket mod brystet. "Der er ingen evidens for at dybden og hastigheden af hjertemassagen er dårligere når du trykker ned i en T-shirt eller en bh," siger Kasper Glerup Lauridsen. "Men dér hvor massagen muligvis kan forbedres handler om placeringen af hænderne på brystkassen, der formentlig er mere præcis, når personen ikke har tøj på," tilføjer han. I en ny undersøgelse af analyseinstituttet Verian svarer cirka hver dansker tredje nej til at ville fjerne alt tøjet på en kvindes overkrop - også bh'en - hvis de skulle give hende førstehjælp. "Vi mangler at vide, om folk ikke vil fjerne bh'en, fordi de ikke tror, det er nødvendigt, eller fordi de er blufærdige," mener Kasper Glerup Lauridsen. Dog giver undersøgelsen stof til eftertanke hos den erfarne forsker og underviser i livsreddende hjertelunge-redning. "Det ville være godt at få det eksplicit med i retningslinjerne," siger Kasper Glerup Lauridsen. Eksempelvis står der ikke noget om, at man skal fjerne tøjet på folk, inden man starter hjertelungeredning i de internationale retningslinjer hos Europæisk Råd for Genoplivning. "Og det er de retningslinjer, vi efterlever herhjemme." Normen om at fjerne bh og t-shirt for mennesker, der er faldet om med hjertestop, er altså en uudtalt praksis, der ikke står skrevet tydeligt i de nuværende retningslinjer. Netop nu er Kasper Glerup Lauridsen sammen med kolleger fra Østrig og Italien ved at undersøge, hvorvidt førstehjælpen til kvinder kan forbedres ved, at der trænes på kvindedukker med bh på. "Vi vil prøve at kigge på diversitet i dukkerne, og om det at træne efter mere virkelighedstro omgivelser vil give en positiv effekt på den livreddende førstehjælp," siger han. Han forventer at få de første resultater om et års tid i 2026. "Der mangler forskning på området, og beviser for, hvad der er mest effektivt. Alligevel vil jeg klart anbefale, at man fortsætter den nuværende praksis med at tage al tøjet af patienten indtil, vi har bedre viden om, hvorvidt en anden tilgang er bedre," siger Kasper Glerup Lauridsen.

En udmattet labrador, der med tungen hængende ud af halsen henter pinden for 117. gang. Eller en border collie, der piver og hyler uophørligt for at få sit favoritlegetøj ned fra hylden igen. Mange hundeejere kan nikke genkendende til hunde, der bare bliver ved og ved og ved med at lege, og nu anfører forskere, at nogle hundes utrættelige legetrang kan sammenlignes med afhængighed hos mennesker, skriver National Geographic. Adfærdsbiologier har udsat 105 hunde for en række tests, der på forskellig vis målte deres afhængighed af deres legetøj, beskriver forskerne i tidsskriftet Scientific Reports. I en af testene fik hundene valget mellem: Enten deres yndlingslegetøj, der var lagt i en kasse eller på en hylde og dermed var utilgængeligt for hunden. Eller en anden form for stimuli i form af en godbid eller leg med deres ejer. Her var de hunde, der ifølge studiet viste tegn på afhængighed, konstant fikserede på legetøjet, som de forsøgte at nå ved at bide i kassen eller hoppe mod hylden. Adfærdsbiolog Stefanie Riemer siger, at for nogle af de hunde, der er dybt afhængige af deres legetøj, er deres trivsel påvirket: "Hvis de er stærkt frustrerede over ikke at kunne få fat i deres legetøj, så er det usundt for dem." I en anden test undersøgte forskerne, om de enkelte hunde var i stand til at slappe af, når legetøj og mad blev fjernet fra det rum, hvor hundene befandt sig. Her var de af hundene, der ifølge forskerne havde afhængighedstilbøjeligheder, i konstant bevægelse under hele testperioden. På baggrund af undersøgelsen vurderer forskerne, at en tredjedel af undersøgte hunde udviste afhængighedslignende adfærd. Tendensen var hyppigst hos racerne schæferhund og belgisk hyrdehund. De mest gennemgående racer i undersøgelsen var belgisk hyrdehund, border collie og labrador. Hver hund medbragte ét stykke legetøj, som deres ejer betegnede som hundens favorit. Forskerne understreger, at det ikke er muligt at diagnosticere hunde på baggrund af det nye studie. Der er desuden behov for yderligere forskning for at finde mulige årsager til, at visse hunde engagerer sig overdrevent i leg, og om det kan have en negativ indvirkning på deres velfærd, lyder det.

Niveauet af CO2 i atmosfæren voksede med 3,5 ppm (dele per million) fra 2023 til 2024. Det oplyser Den Meteorologiske Verdensorganisation WMO i en pressemeddelelse på baggrund af en ny rapport. Stigningen i det atmosfæriske CO2-niveau er den højeste, der er registreret, siden de første moderne målinger blev indført i 1957. Udviklingen betyder, at koncentrationen af kuldioxid i atmosfæren nu lyder på 423,9 ppm mod cirka 280 ppm før år 1850. Senest Jordens atmosfære var så rig på CO2 var for mellem tre og fem millioner år siden. Årsagen til den markante udvikling skal ifølge WMO findes i en kombination af menneskets fortsatte udledning af CO2, stigende emissioner fra naturbrande og en nedgang i CO2-optaget fra naturens kulstofdræn som skove, vådområder og oceaner, lyder det.

Klatring og bouldering er stadigt mere populære fritidsaktiviteter. I 2021 blev konkurrencestævner i klatring endda optaget som en officiel disciplin ved OL i Tokyo. Men selv om klatring er en fantastisk måde at presse kroppen til det yderste på, er det ikke uden risiko. Sporten belaster mange dele af kroppen på forskellig vis, og det kan føre til en lang række skader, hvis man ikke passer på: De vigtigste overkropsmuskler, man bruger i klatring, er de samme, som gør det muligt at lave pull-ups og holde balancen. Mange af dem sidder i skuldrene og på ryggen. Tag for eksempel den store, brede rygmuskel latissimus dorsi, også kendt som 'lats' eller 'vingerne'. Denne brede muskelplade forbinder ryggen med armene og gør det muligt for os at lave et pull-ups. Latissimus dorsi, som giver en bred og stærk ryg, er svær (men ikke umulig) at skade, da den er stor og kraftfuld. Mere sårbare overkropsmuskler er blandt andet rotatorcuffen og deltoiderne (eller delts). Når de bliver trænet, kan de give markante, veldefinerede skuldre, hvilket kan resultere i såkaldte 'boulderskuldre'. Styrken i skuldermusklerne er helt afgørende for klatring. Den gør det ikke kun lettere at række ud, men stabiliserer også armene, holder dem på plads i skulderleddet og afværger, at de går af led. Når man hænger på en klippevæg, er stærke skuldre uundværlige. I klatring kan et dårligt greb belaste disse muskelgrupper og føre til skader på rotatorcuffen. Det sker, når en sene helt eller delvist rives løs fra sit fæste i skulderen. En skade på rotatorcuffen giver smerter, svækkelse og nedsat bevægelighed. Denne type skade bliver mere og mere almindelig blandt klatrere. I nogle tilfælde kan hvile være nok til, at senen heler af sig selv, men i sværere tilfælde er en operation nødvendig for at reparere skaden. Genoptræning kan tage flere måneder, og nogle gange helt op til et år. Vores hænder er intet mindre end et mekanisk mesterværk, der gør det muligt for klatrere at få fat i selv den mindste sprække eller fremspring og samtidig undgå at glide. De mest udsatte strukturer på fingrene er de ledbånd, som skal holde senerne fast ind til knoglen, når fingrene bøjes. Derfor er et stærkt greb helt afgørende. Men belastningen fra de hårde greb kan skade musklerne i underarme, håndled og fingre. Forestil dig, at du rækker ud efter væggen, men hånden glider. Du må lynhurtigt gribe fat i et andet sted for ikke at falde. I dét øjeblik udsættes fingre, sener og ledbånd for et voldsomt pres. Det kan føre til skader i ledbåndene i fingrene (en såkaldt pulley-skade), hvor de ledbånd, der holder senerne på plads, bliver overbelastede eller ligefrem brister. Ofte vil man kunne høre et 'pop'. Pulley-skader, som er de mest almindelige blandt klatrere, rammer omkring 12 procent. Hvis skaden er stor, kan en operation være nødvendig, og uanset hvad tager det ofte flere måneder at komme sig. Overbelastning af en bestemt muskelgruppe kan resultere i betændelse i senerne, hvilket fører til smerter og problemer med bevægelse. Et eksempel er 'springfinger', en klatreskade, der som regel udvikler sig over tid som følge af vedvarende belastning. Her bliver senen betændt og fortykket, hvilket gør, at senen 'hænger fast' i seneskeden med fingeren i bøjet stilling, som om den lå på aftrækkeren af en pistol. For at rette fingeren ud igen kan man være nødt til fysisk at trække den tilbage på plads. Fordi problemet ofte vender tilbage mange gange, kan behandlingen kræve en skinne, en betændelsesdæmpende indsprøjtning med steroid eller i sidste ende en operation. Selvom det ved første øjekast primært er overkroppen, der er på arbejde under klatring, spiller underkroppens muskler en helt afgørende rolle; de hjælper nemlig med at skubbe kroppen opad. Særligt stærke lårmuskler og muskler i ballerne er vigtige i klatring. Fald, glid og pludselige vrid kan resultere i mange forskellige skader i underkroppen, blandt andet meniskskader i knæene og forstuvninger af anklerne. Også fødderne kan blive ra...

Hov? Hvad?!! Ejjjii! Når man opdager den røde, måske endda let gullige bums på næsen eller i panden, kan man reagere kraftigt. Teenageren på vej til fest kan bruge timevis på at forsøge at dække de betændte buler, som er resultatet af en blanding af hormonændringer og gener, med makeup. Også voksne kan finde på at trække huen ekstra godt ned i panden eller tage tørklæde på for at dække de røde knopper, der ofte optræder i ansigtet, på halsen eller øverst på ryggen. Men hvordan påvirker det os egentlig på lang sigt, hvis vi på et tidspunkt i livet har haft så meget akne, at vi har søgt behandling for det hos lægen? Det har danske forskere undersøgt i et nyt studie fra 2025. De har data på cirka 30.000 danskere helt fra folkeskole-alderen og frem til 30-års-alderen, hvor uddannelse, parforhold, økonomi og børn for de fleste bliver væsentlige parametre og succeskriterier for det gode liv. Og resultatet af, hvordan akne påvirker vores liv er faktisk "ret overraskende," lyder det fra læge Sigrún Alba Jóhannesdóttir Schmidt, der er en af forskerne bag. Akne bliver nemlig i flere studier kædet sammen med øget risiko for dårligt selvværd og stigmatisering: I et studie fra 2024 vurderede omkring 1.300 amerikanere ud fra billeder af personer med akne, at mennesker med hudsygdommen var mindre tiltrækkende end folk uden. De havde også mindre lyst til at være venner med akne-ramte og ønskede heller ikke at poste billeder af sig selv på sociale medier sammen med individer, der havde bumser. Et mindre studie fra 2016 med hundrede deltagere fra Indien konkluderede også, at akne påvirkede teenageres følelsesliv negativt, gjorde dem mere socialt isolerede og spændte ben for at skabe relationer til andre mennesker. "Derfor var vores hypotese også, at folk med akne på lang sigt klarede sig dårligere økonomisk og socialt end personer uden akne," forklarer Sigrún Schmidt, der udover at være læge også forsker i blandt andet akne på Aarhus Universitetshospital. Men stik imod, hvad hun og forskerholdet bag havde forventet, tyder studiet på, at akne i barndommen og teenagetiden ikke har en stor betydning på lang sigt. "Vi fandt ikke belæg for, at personer behandlet for akne klarer sig dårligere set fra et socioøkonomisk perspektiv," siger Sigrún Schmidt. Tværtimod finder forskerne, at personer, som har en historik med akne, har lidt højere indtægt og lavere risiko for at blive langtidsledige. Dog havde de lidt større sandsynlighed for at være singler og barnløse til og med 30-årsalderen. "Forskellene var dog generelt ret små - især når vi sammenlignede patienterne med deres raske søskende for at tage højde for socioøkonomisk baggrund," forklarer Sigrún Schmidt og tilføjer: "Vores hovedkonklusion er derfor, at akne behandlet i teenageårene ikke ser ud til at have nogen betydning for uddannelse, ledighed, økonomi og parforhold på lang sigt". Rikke Lund, der er professor på Institut for Folkesundhed på Københavns Universitet, deler overraskelsen over det nye studiets resultat. "Jeg havde nok regnet med, at akne ville have haft en negativ betydning," siger hun. Men selvom akne altså ikke i den store danske deltagergruppe har nogen dårlig betydning, er det ikke ensbetydende med, at akne ikke kan have været problematisk på et tidspunkt i deltagernes liv, påpeger Rikke Lund. "Jeg tror ikke, man kan konkludere, at akne ikke sætter sig på selvtilliden hos mange mennesker og i perioder kan påvirke dem negativt," siger hun. Hun peger i den forbindelse på noget andet i studiet, som også har indflydelse på resultatet. "Deltagerne i studiet er udvalgt på baggrund af, at de har været hos lægen for behandling mod deres akne. Så man kan jo forestille sig, at behandlingen har været effektiv, og at de er sluppet af med sygdommen igen. Og derfor har den ikke fået langvarige konsekvenser," siger Rikke Lund. Den analyse er Sigrún Schmidt helt enig i. "Vi kan ikke sige noget om, hvor længe den enkelte deltager har været ramt af akne. Og det kan klart have en effekt på res...

Mindre opmærksomme børn. Børn, der har sværere ved at lære. Mere uro og mere udadreagerende adfærd. Svagere tilknytning mellem forældre og børn. Øget skærmbrug hos barnet selv. Forældres mobilbrug påvirker små børns mentale og sociale udvikling. Det konkluderer forskere i Australien, som har samlet resultaterne fra 21 forskellige studier med næsten 15.000 børn i 10 lande - herunder Finland, Sverige og Danmark. At sidde med mobiltelefonen eller en tablet er blevet en del af hverdagen for mange voksne. Det samme gælder mange børn - også de helt små. En del af studierne i opsummeringen viser, at omkring 7 ud af 10 forældre bruger deres telefon under leg og måltider med børnene. Næsten 9 ud af 10 indrømmer, at de tjekker deres telefon mindst én gang - ofte flere - foran deres børn hver dag. Det fortæller Marcelo Toledo-Vargas i en pressemeddelelse fra University of Wollongong. Han har ledet studiet. Forskerne finder stort set kun negative effekter hos børn under fem år, når forældrene bruger mobilen eller andre digitale enheder, mens de er sammen med deres børn. Selvom de negative sammenhænge er relativt små, er de statistisk tydelige, påpeger forskerne. De konkluderer, at typen af afbrydelse ikke har så stor betydning. Uanset om forældrene kun tjekker telefonen kortvarigt eller er dybt opslugt i længere tid, er effekten den samme. Forskerne finder mindst påvirkning på barnets evne til empati og samarbejde. De ser også en lille effekt på børns evne til læring og opmærksomhed. Det samme gælder tegn på angst og tristhed hos børnene. De ser en lidt større sammenhæng ses mellem forældres skærmbrug og små børns udadreagerende adfærd og vrede. Den største effekt finder forskerne på børnenes egen skærmbrug. "Denne systematiske oversigtsartikel er et vigtigt bidrag til den igangværende debat om skærmbrug blandt voksne og børn," siger Anne Margrethe Myhre til Tidsskriftet, som udgives af Lægeforeningen. Hun er professor i børne- og ungdomspsykiatri ved Universitetet i Oslo. "Forskerne fandt, at brugen af digitale enheder er forbundet med flere negative konsekvenser for børnenes udvikling, men fordi effektstørrelserne var små, bør man være forsigtig med at generalisere," siger hun. Anne Margrethe Myhre påpeger også, at et opsummerende studie med næsten 15.000 deltagere umiddelbart virker imponerende. Men få af de inkluderede studier har undersøgt mere end to effekter, understreger hun. Resultaterne siger heller ikke noget om, hvordan børnene udvikler sig over tid, og det er usikkert, hvor store forskelle der er mellem dem, der bruger mobiltelefonen meget, og dem, der kun bruger den lidt, når de er sammen med deres børn. "Alligevel viser resultaterne, at forældre bør være bevidste og aktive i deres valg omkring skærmbrug. Det har betydning - ikke kun for børnenes udvikling og sundhed, men også for trivsel og samspil i familien," siger Anne Margrethe Myhre til Tidsskriftet. I et studie ved Universitetet i Oslo har forskere undersøgt spædbørns reaktioner, når deres omsorgsperson kigger på mobiltelefonen. I et eksperiment viste det sig, at barnet ændrede adfærd allerede efter ét minut, hvor omsorgspersonen kiggede på telefonen. Spædbarnet udviste tydeligt mere stress og mistrivsel. Det skriver forskerne i et debatindlæg på Psykologisk.no., hvor de også efterlyser mere forskning i, hvad det gør ved børns udvikling på længere sigt. ©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.

I flere generationer har hønsekødssuppe været en foretrukken kur mod forkølelse og influenza. I mange kulturer har den varme suppe haft en særlig plads som kur og behandling mod forkølelse og influenza. Men er der egentlig videnskabeligt belæg for, at suppe kan hjælpe os med at komme os over luftvejsinfektioner? Sammen med mine kolleger har jeg lavet en systematisk gennemgang af forskningen for at finde svar på dette spørgsmål. Vi undersøgte den videnskabelige dokumentation for suppens rolle i behandlingen af akutte luftvejsinfektioner - blandt andet almindelig forkølelse, influenza og COVID-19. Ud af mere end 10.000 videnskabelige artikler fandt vi fire studier af høj kvalitet med i alt 342 deltagere. Disse studier testede forskellige typer supper - fra traditionel hønsekødssuppe til grøntsagssupper med byggryn eller urter. Et studie viser, at de personer, der spiste suppe, kom sig op til 2,5 dage hurtigere end de deltagere, der ikke gjorde. Symptomer som tilstoppet næse, ondt i halsen og træthed var mildere. En del deltagere havde også lavere niveauer af betændelsesrelaterede markører - altså stoffer i blodet, som stiger, når immunforsvaret skal bekæmpe en infektion. Mere præcist var niveauet af IL-6 og TNF-α - to proteiner, der bidrager til at udløse inflammation - lavere hos de deltagere, der spiste suppe. Det peger på, at suppe kan hjælpe med at dæmpe en overaktiv immunreaktion, hvilket potentielt kan gøre symptomerne mildere og rekonvalescensforløbet mere behageligt. Men ingen af studierne undersøgte, hvilken effekt indtaget af suppe havde på konsekvenserne af luftvejsinfektioner i dagligdagen, for eksempel om deltagerne havde færre sygedage eller mindre risiko for at blive indlagt på hospitalet. Det er en stor mangel i den nuværende viden, som fremtidig forskning bør adressere. Der er flere grunde til, at suppe kan hjælpe. Suppe er varm, tilfører væske og er typisk rig på næringsstoffer. Ingredienser som hvidløg, løg, ingefær grøntsager og bladgrønt har antiinflammatoriske, antimikrobielle og immunstyrkende egenskaber. Varmen kan også hjælpe med at løsne slim, lindre ondt i halsen og gøre sygdomssymptomerne mere tålelige. Der er også et stærkt kulturelt og adfærdsmæssigt aspekt ved mad som egenomsorg: Når mennesker bruger mad som en bevidst del af sygdomshåndtering og heling og ikke kun som næring. I mange hjem bliver mad brugt som medicin; ikke kun på grund af ingredienserne, men fordi maden symboliserer omsorg, rutine og tryghed. Min tidligere forskning har vist, at især forældre ofte tyr til traditionelle husråd, som suppe, som første forsvarslinje, når et medlem af familien bliver syg, ofte længe før de søger professionel lægehjælp. Det afspejler en voksende interesse for husråd og betydningen af kulturelt velkendte behandlinger: Midler, der føles sikre, troværdige og følelsesmæssigt forankrede, fordi de er en del af opvæksten eller fællesskabets normer. Denne slags behandlinger kan øge både tryghed og tillid i forbindelse med selvbehandling af sygdom i hjemmet. Madbaseret egenomsorg bliver muligvis endnu vigtigere, i takt med at presset på sundhedsvæsenet vokser. Med stigende bekymring over antimikrobiel resistens, overbelastede sundhedstjenester og eftervirkningerne af globale pandemier, kan enkle, evidensbaserede husråd spille en afgørende rolle. De hjælper med at håndtere milde sygdomme, mindsker unødvendigt forbrug af antibiotika og aflaster praktiserende læger og akutmodtagelser ved mindre skavanker, der trygt og sikkert kan behandles hjemme. Selv en helt enkel sms om forkølelse - "De fleste forkølelser går over i løbet af få dage og kræver ikke behandling hos din læge" - har vist sig at kunne reducere antallet af aftaler med 21 procent, hvilket understreger, hvordan billig, hjemmebaseret behandling kan lette presset på hele sundhedssystemet. Ifølge Storbritanniens Local Government Association (LGA) håndterer praktiserende læger cirka 57 millioner tilfælde årligt af mindre sygdomme som hoste og forkølelse t...

I et letoplyst lokale sidder seksårige Mikkel på en stol ved et lille bord. Mellem hænderne har han ler, som han former til delfiner, myrer og skildpadder. Bag ved ham står hans forældre og udstopper et rådyr og en hvalros. Der lugter af døde dyr omkring ham, men han ænser det ikke. Allerede som lille blev konservator Mikkel Høegh Post introduceret til dyrerigets magiske univers. Hans forældre arbejdede nemlig selvsamme sted, hvor han i dag slår sine professionelle folder på Statens Naturhistoriske Museum under Københavns Universitet. Mikkels far var konservator på museet i 52 år og moren i 25 år. "Jeg var nok omkring seks år, da jeg første gang skar i et dødt dyr. Jeg mener, at det var en struds," fortæller han. De mange gange, Mikkel var med forældrene på arbejde, gjorde ham vant til lugten af døde dyr, fra når de blev udstoppet og konserveret. "Men det er sjovt, for jeg oplever tit, at praktikanter bliver dårlige af lugten herinde. I må altså også virkelig sige til, hvis I vil have en stol eller skal ud og trække lidt luft," siger han til Videnskab.dk's udsendte. Og ja, lugten i lokalet, hvor Mikkel nu står og åbner maven på en krokodille, er tung og let sødlig. En lugt af død. Vi stirrer på krokodillen, der ligger på bordet foran os. Den er stendød. Mikkel har for et øjeblik siden slebet sine knive mod strygestålet som en vaskeægte slagter: Klar til dissektion. Han er såkaldt 'macerations-ekspert' eller 'skeletmager' og står for at få kødet af knoglerne på alle mulige slags dyr. Både mårhunde, grævlinger, oddere, pungdyr, hvaler, løver og elefanter har været under Mikkels kniv. Og selvfølgelig også krokodiller som den, der om et par sekunder skal have en intens barbering. Når kødet fra dyret er skåret af, putter han det i en balje med vand, der er omkring stuetemperatur. Efter det har stået i et par dage, rådner kødet, og Mikkel kan skrabe knoglerne fine og rene. "Skeletterne bliver en del af museets videnskabelige samlinger. De fungerer som en kæmpe referencesamling, der viser dyrenes variationer i skelettet. Det kan være forskelle i køn, alder og sygdomme. Forskere bruger også skeletterne til at artsbestemme dyr og alt muligt andet," lyder det fra Mikkel Høegh Post. Men hvordan bliver man en gut, der lever af at få kødet af knoglerne på dyr? Selvom Mikkel i dag ikke kan forestille sig et bedre job end at fjerne kødet af knoglerne på døde dyr, har det ikke altid været sådan. Han ville bestemt ikke være det samme som sine forældre. "Jeg var klassisk teenager og anede ikke, hvad jeg skulle i fremtiden. Så det, der dengang gjorde størst indtryk på mig, når jeg var med dem på arbejde, var kantinen, hvor man kunne købe en Cocio," siger han. Derfor gik han i lang tid rundt og overvejede, hvilke alternative uddannelser han kunne tage. "Jeg ville gerne noget kreativt. Noget, hvor man kunne forme, fotografere, tegne eller male," siger Mikkel og tilføjer: "Men jeg fandt hurtigt ud af, at konservatoruddannelsen jo netop kombinerede alle de ting. Så ja, jeg gik direkte i mine forældres fodspor, selvom jeg havde svoret det modsatte." Man kan mærke på Mikkel, at det ikke er første gang, han står og skærer i et dødt, eksotisk dyr. Roligt kører han det, der ligner en helt almindelig køkkenkniv, ind og ud i dyrets seje skind, som flækker af i farten. Det handler om "fingerspitzgefühl og erfaring", som han siger. Og dét har de mere end 20 års arbejde med døde dyr givet ham. "Det eneste andet, jeg har prøvet, er at være cykelbud," griner Mikkel. Noget af det vildeste, Mikkel har været med til i sit professionelle liv, er at dissekere finhvalen fra Vejle, der skyllede op på bredden i 2010. "Det er noget af det mest spændende, jeg har været med til. Den var 17 meter lang. Det var helt vanvittigt og en stor holdindsats," siger Mikkel. Han lavede sammen med kollegaer maceration af hvalens kød, og skelettet blev udstillet på et museum i Vejle. Derefter kom det 'hjem' til samlingen på Statens Naturhistoriske Museum. Efter forskere havde analys...

Du er sikkert stødt på billeder og videoer på de sociale medier, der ser ud som en blanding af fotografier og computergenereret grafik. En del af dem er helt ude i hampen (for eksempel Shrimp Jesus), mens andre ser fine nok ud ved første øjekast (som den lille pige med hundehvalpen i en båd midt i oversvømmelsen efter den dødbringende orkan Helene i Florida). Begge dele er eksempler på såkaldt 'AI slop', som er AI-genereret spam-indhold af lav til middelmådig kvalitet som video, billeder, lyd, tekst eller en blanding - og ofte helt uden hensyntagen til nogen som helst form for troværdighed eller nøjagtighed. AI slop er hurtigt, nemt og billigt at producere, og producenterne lægger typisk indholdet ud på de sociale medier for at udnytte den digitale opmærksomhedsøkonomi på bekostning af bedre og mere nyttigt indhold. Mængden af AI slop er steget de seneste år, og som ordet 'slop' antyder, kommer det sjældent internetbrugerne til gode. ('Slop' kan oversættes til pladder, meningsløs snak, fejlagtig holdning eller påstand, red.). I juli 2025 lavede The Guardian en analyse af, hvordan AI slop overtager YouTube's hurtigst voksende kanaler. Journalisterne fandt, at 9 ud af de 100 hurtigst voksende kanaler indeholdt AI-genereret indhold som zombie-fodbold og katte-sæbeoperaer. Lytter du til Spotify? Så vær skeptisk over for det nye band The Velvet Sundown, som dukkede op med en opdigtet baggrundshistorie og musik, der mest af alt lyder som en kopi. Det hele er AI-genereret. Ofte er AI slop lige præcis godt nok til at fange og fastholde folks opmærksomhed, så skaberne kan tjene penge på platforme, der aflønner visninger og streaming. Den nemme adgang til AI-værktøjer gør det muligt at producere artikler af tvivlsom og ringe kvalitet. Et andet eksempel på AI-slop på Facebook. Ved første øjekast kan man godt blive snydt til at tro, at der er tale om en ægte video: Det amerikanske online science fiction- og fantasy-magasin Clarkesworld, som betaler brugerne for at skrive og indsende historier, blev midlertidigt tvunget til at stoppe med at modtage nye bidrag i 2024 som følge af en strøm af AI-genereret tekst. Og det sker mange steder: Selv Wikipedia kæmper med AI-genereret indhold af lav kvalitet, som belaster hele deres fællesskabsbaserede moderationssystem. Hvis det ikke lykkes at fjerne det AI-genererede indhold, risikerer vi at miste en vigtig informationskilde. AI-slop sniger sig også ind i vores mediefeed. Under orkanen Helene brugte modstandere af præsident Joe Biden AI-genererede billeder af et barn med en hundehvalp som 'bevis' på dårlig krisehåndtering. Selv når vi kan se, at indholdet er AI-genereret, kan det stadig bruges til at sprede misinformation - især hvis vi kun lige kaster et hurtigt blik. AI slop skader også kunstnere, både økonomisk og arbejdsmæssigt, og skubber ægte indholdsskabere ud. Algoritmerne, der styrer sociale medier, skelner ofte ikke mellem AI-genereret indhold af lav kvalitet og rigtigt indhold, og det kan betyde, at hele grupper af kreative kunstnere mister deres levebrød. Hvis du støder på skadeligt eller problematisk indhold, kan du ofte markere det. På en del platforme kan du tilføje en note for at give kontekst. Du kan også forsøge at rapportere skadeligt indhold. Så udover at vi nu skal være på vagt over for deepfakes og falske konti, bidrager AI også til en strøm af 'pladder', der forurener vores medielandskab. Men hey, vi har da i det mindste et smart navn for det... Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

Og vinderen er… ...ikke Donald Trump. At den amerikanske præsident ikke fik sin meget eftertragtede nobelpris, vil sandsynligvis stå forrest i de fleste erindring om Nobels Fredspris i 2025. Årets modtager er María Corina Machado, som leder Venezuelas oppositionsbevægelse. Den norske Nobelkomité tildelte hende prisen for sit "utrættelige arbejde med at fremme demokratiske rettigheder for Venezuelas folk og for kampen for at opnå en retfærdig og fredelig overgang fra diktatur til demokrati". María Corina Machados indsats er prisværdig, og hun fortjener ros for sit personlige mod ved at stå op imod præsident Nicolás Maduro, som holder Venezuela i et jerngreb. Det står straks mindre klart, hvordan udvælgelsen af hende stemmer overens med prisens kriterier som nedfældet i Alfred Nobels testamente. Nobel ønskede, at modtageren skulle være "den person, som har gjort den største indsats for nationernes forbrødring, afskaffelse eller reduktion af militærstyrker og for afholdelse og fremme af fredskongresser". Det er åbent for debat, om María Corina Machado opfylder disse kriterier. Faktisk har hele processen omkring Nobels Fredspris i 2025 været meget usædvanlig, i den måde hvorpå der har været meget offentlig lobbyisme for en bestemt kandidat. Trump selv har brugt enhver tænkelig lejlighed for at presse på, selv i sin tale ved FN's generalforsamling 23. september, hvor han gentog en tidligere påstand om at 'have afsluttet syv krige', som han fremsatte 19. august. Trumps påstande er blevet bredt betvivlet - og med god grund. Spinkle våbenhviler er det tætteste, Trump kom på nogle af de faktiske krige, han blandede sig i. Det udelukker ham dog ikke nødvendigvis fra konkurrencen. Kriterierne kræver ikke succes, og de tillader, at indsats belønnes. Alligevel var hans chance for succes fjerne, da vinduet for nomineringer lukkede 31. januar, hvorefter en indstillingsliste blev udarbejdet fra slutningen af februar og overvejelserne begyndte. På dette tidspunkt havde den amerikanske præsident efter sigende spillet en rolle i en midlertidig våbenhvile i krigen i Gaza, men de fleste af hans efterfølgende påstande var endnu ikke blevet til virkelighed. Nobels fredspris har set sin andel af kontroversielle valg: Henry Kissinger (tidligere amerikansk udenrigsminister) og Abiy Ahmed Ali (Etiopiens premierminister), for blot at nævne to. Kissinger vandt prisen i 1973 for at afslutte Vietnamkrigen, sammen med Le Duc Tho, som på Nordvietnams vegne ledede forhandlingerne med USA. Le Duc Tho takkede nej til prisen, som han skulle dele med Henry Kissinger. Mens Henry Kissinger forhandlede afslutningen på krigen som USA's udenrigsminister, var han blandt andet også berygtet for sin ødelæggende bombekampagne mod Cambodja fra 1969 til 1973. Etiopiske Abiy Ahmed Ali blev tildelt prisen i 2019 "for sin indsats for at opnå fred og internationalt samarbejde, og især for sit afgørende initiativ til at løse grænsekonflikten med nabolandet Eritrea". Men det forhindrede ham ikke i at føre en brutal borgerkrig mod Tigrayfolkets Befrielsesfront, som har kostet hundredtusindvis af civile livet og deres levebrød. Trump fremstår som en klart bedre kandidat i forhold til Abiy Ahmed Ali og Henry Kissinger. Men hvad med i forhold til tre andre tidligere amerikanske præsidenter, der har vundet prisen? Theodore Roosevelt vandt i 1906 for at mægle afslutningen på den russisk-japanske krig. Woodrow Wilson vandt i 1919 for at grundlægge Folkeforbundet. Jimmy Carter vandt i 2002 for årtiers arbejde med at fremme fredelig konfliktløsning, demokrati og menneskerettigheder. Sammenlignet med dem fremstår Trumps resultater mere usikre. Selvom Trump fortjener en vis anerkendelse for sin indsats og i det mindste midlertidige succeser, har han ikke en pletfri historik som fredsskaber. Hans otte måneder i embedet, siden han genindtrådte i Det Hvide Hus i januar 2025, er næppe en reklame for de kriterier, Alfred Nobel opstillede. Trump har truet med at annektere Grønland og indlemme C...

Efter to års krig har Israel og Hamas indgået 'første fase' af en USA-støttet fredsplan for Gaza. Aftalen (hvis den holder) indebærer, udover løsladelse af israelske gidsler og palæstinensiske fanger, tilbagetrækning af israelske tropper fra Gaza og indførsel af nødhjælp til enklaven. Præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, har budt nyheden velkommen. Han har udtrykt håb om, at aftalen fungerer som "optakten til en permanent politisk løsning" mellem Israel og Palæstina. Men hvad venter forude for Hamas? En bestemmelse i den bredere fredsplan kræver en fuldstændig opløsning af gruppen - både som militant organisation og som civil administration. Det er svært at se, hvordan Hamas' ledelse kan forhandle sig igennem uden en form for afvæbning eller demobilisering. Den israelske regering, med støtte fra USA og andre vestlige lande som Storbritannien, har gentagne gange sagt, at en fuld demobilisering af Hamas og organisationens militante fløj er den eneste acceptable løsning. Det skaber et betydeligt dilemma for Hamas. Hele gruppens eksistensberettigelse er at søge Israels ødelæggelse gennem vold. Der er ikke plads til fredelige, demokratiske midler i Hamas' målsætninger. Så hvis Hamas' ledelse skal gå efter en form for demobilisering, risikerer de at splitte organisationen i væbnede fraktioner, der vil fortsætte deres militante holdning overfor Israel. Wall Street Journal rapporterer, at Hamas' chefforhandler, Khalil al-Hayya, samt andre politiske embedsmænd, der bor uden for Gaza, er klar til at acceptere demobilisering som en del af en bredere fredsproces. Men analytikere vurderer, at andre ledere og militante, som stadig befinder sig i Gaza, muligvis er mindre villige til at gå på kompromis. Hamas har vist sig bemærkelsesværdig modstandsdygtig gennem de forløbne to års krig i Gaza. Amerikanske tal fra begyndelsen af 2025 viser, at Hamas rekrutterede op til 15.000 nye frivillige siden angrebene 7. oktober 2023, hvilket i høj grad har erstattet dem, gruppen har mistet siden konfliktens begyndelse. Mange af de rekrutterede vil formentlig være modvillige mod at strække våben efter at have mistet både familie og ejendom under krigen. Samtidig er Hamas ikke den eneste væbnede palæstinensiske gruppe, der opererer i Gaza. Selvom Hamas stod i spidsen for angrebene 7. oktober mod Israel, bestod angrebsstyrken af militante fra flere forskellige grupper, blandt andet Palæstinensisk Islamisk Jihad, den marxist-leninistiske Folkefront til Palæstinas Befrielse, Al-Aqsa Martyrernes Brigader, den maoistiske Demokratiske Front for Befrielse af Palæstina og den palæstinensiske Mujahideen-bevægelse. En del af disse grupper, herunder Palæstinensisk Islamisk Jihad, menes at have sluttet sig til Hamas i fredsforhandlingerne med Israel. Andre er mindre villige til at deltage i forhandlinger. Demokratiske Front for Befrielse af Palæstina har i en erklæring sagt, at organisationen afviser enhver form for internationalt mandat eller formynderskab i Gaza. Det inkluderer fremtidig involvering af den tidligere britiske premierminister Sir Tony Blair eller en international sikkerhedsstyrke. Uden for Gaza må Hamas også overveje sin fremtid i palæstinensisk politik. Den væbnede gruppe har haft kontrol over Gaza siden 2007. Men dens traditionelle modstander, Fatah, som Hamas fordrev fra Gazastriben i 2007 efter en blodig konflikt, har fortsat betydelig politisk indflydelse på Vestbredden gennem sin dominans i det palæstinensiske selvstyre. Forholdet mellem Hamas og Fatah har været forholdsvis hjerteligt i de senere år. Men Hamas kan frygte, at en demobilisering af organisationens væbnede styrker vil ændre magtbalancen i palæstinensisk politik og give det palæstinensiske selvstyre mulighed for at genoptage bestræbelserne på at genforene Gaza med Vestbredden under én samlet politisk ledelse. Sammenlignelige eksempler viser, at afvæbning og demobilisering af oprørsgrupper er mulig - i det mindste delvist. I Nordirland demobiliserede den mi...

I den romantiske komedie møder vi den kvindelige hovedkarakter under dynen, mens hun ser film. Med en isbøtte i den ene hånd og en snottet kleenex i den anden, græder hun over sine hjertesorger. Gennem tv, bøger og musik har vi hørt det tusindvis af gange: Har du det dårligt, er du stresset eller ked af det, så skal du gøre noget godt for dig selv. Men er det nu også den bedste måde at blive glad på? Et nyt studie peger på, at det at gøre noget godt for andre, kan have en bedre effekt på dit mentale helbred end en dag fyldt med selvforkælelse. En amerikansk forskergruppe har sammenlignet virkningerne af venlighed over for andre og venlighed over for sig selv på det mentale helbred. De inddelte 777 voksne deltagere i tre forskellige grupper: Én gruppe skulle gøre noget godt for andre: Det kunne være at række ud til en kammerat, tilbyde sin hjælp til naboen eller give en gave til kæresten. Én gruppe skulle gøre noget godt for dem selv: Det kunne være at tage et varmt bad, bruge tid på en hobby eller holde en pause i løbet af dagen. Én gruppe skulle opføre sig, som de normalt gjorde (kontrolgruppe) Hver gruppe skulle følge forskernes instrukser i en periode på to uger, og både før og efter fik deltagerne målt deres niveau af depression, angst og ensomhed. Resultaterne viser, at de to former for venlighed virker på forskellige måder, men at hjælpe andre virkede samlet set bedst. Faktisk var effekten "signifikant", siger Nanja Holland Hansen, ph.d. og psykolog og forsker på Steno Diabetes Center Copenhagen og Herlev og Gentofte Hospital. Hun har læst studiet for Videnskab.dk. "Især dét at hjælpe andre førte til markante forbedringer i depression, angst og ensomhed, der langt oversteg kontrolgruppens udvikling." Faldet i depression var næsten tre gange så stort for dem, der aktivt praktiserede både at gøre noget godt for dem selv eller andre, sammenlignet med kontrolgruppen. For angst var billedet anderledes. Faldet i angst var, ligesom med depressionsmarkøren, større for dem, der hjalp andre, sammenlignet med kontrolgruppen, som ikke oplevede nogen signifikant forbedring. Resultaterne for ensomhed var de mest slående. Her var gruppen, der hjalp andre, den eneste gruppe, der oplevede et signifikant fald. Ifølge forskerne bag studiet opnåede dem, der gjorde noget godt for andre, en følelse af at være socialt forbundet. Her kan du se, hvordan deltagerne havde det efter de 14 dages forsøg: Når deltagerne gjorde noget for andre, følte de sig tættere på andre mennesker. Og netop denne følelse af social forbundethed var det, der reducerede både depression, angst og ensomhed. Deltagerne, der skulle være søde ved sig selv, oplevede også forbedringer, men de var mere begrænsede. De oplevede mindre depression, men der var ingen reel ændring i deres angst eller ensomhed sammenlignet med kontrolgruppen. Ifølge Charlotte Bjerre Meilstrup, adjunkt ved Institut for Psykologi og projektchef for ABC for mental sundhed på Københavns Universitet, passer studiets resultater godt med anden forskning på området. Faktisk er det i tråd med den forskning, som hun og kollegaer bedriver på ABC for mental sundhed, hvor de arbejder med tre forskningsbaserede kernebudskaber: 1. Gør noget aktivt 2. Gør noget sammen 3. Gør noget meningsfuldt "Især det meningsfulde aspekt hænger tæt sammen med det at gøre noget for andre. Vi har blandt andet forsket i frivillighed og set, at det kan give en oplevelse af mening, som bidrager til bedre trivsel og mental sundhed," siger Charlotte Bjerre Meilstrup til Videnskab.dk. Hun peger desuden på en dansk undersøgelse af livskvalitet, der viser, at det, der har størst indflydelse, er sociale relationer. Det hænger sammen med, at mennesket er et socialt væsen, og vi har brug for at føle, at vi hører til, og at vi betyder noget for andre. "Det er netop dét, der sker, når man gør noget godt for andre," siger Charlotte Bjerre Meilstrup. Det føles dog ikke nødvendigvis mindre stressende at gøre noget godt for andre - det kan faktis...

Lige nu er kometen 3I/ATLAS på vej gennem vores solsystem efter en rejse, som er begyndt for millioner af år siden, ved at kometen blev slynget ud af et andet solsystem mange lysår borte. Det er klart, at astronomerne gerne vil se nærmere på en sådan komet, og selv om der denne gang hverken har været tid eller penge til at sende en rumsonde mod kometen, så findes der alligevel et stort program til at observere kometen 3I/ATLAS fra rummet. Lige så vigtigt er det, at man nu seriøst er ved at planlægge, hvordan vi kan sende rumsonder mod fremtidige interstellare kometer. Men lad os begynde med de konkrete planer for3I/ATLAS. 3I/ATLAS blev opdaget 1. juli, altså for godt tre måneder siden. Derfor har der ikke været lang tid til at forberede udforskningen, og problemet bliver ikke mindre af kometens høje hastighed på næsten 60 km/s i forhold til Solen. Med den fart vil kometen hurtigt vil forlade Solsystemet igen, så den samlede observationstid er nede på nogle måneder. Lige for tiden er 3I/ATLAS på vej ind i Solsystemet, men den 29. oktober runder den Solen et stykke uden for Jordens bane og sætter så igen kursen ud i universet på en ny og måske endeløs rejse. De store observatorier her på Jorden har hurtigt omstillet sig til at følge kometen, og det europæiske rumagentur, ESA, har ligesom NASA undersøgt, hvordan man bedst kunne udnytte de teleskoper og rumsonder, som allerede befinder sig ude i rummet. De to store rumteleskoper, Hubble og James Webb, spiller naturligvis en vigtig rolle. Således har James Webb allerede målt, at kometen i forhold til kometer her fra Solsystemet udsender usædvanligt meget CO2 i forhold til mængden af vanddamp, og en sådan afvigelse kan sige noget om, hvilket type solsystem kometen stammer fra. Flere rumsonder er også indkaldt til tjeneste, selv om de har helt andre opgaver. Det gælder således for to ESA-rumsonder, der begge kredser om Mars, fordi man gerne vil udnytte, at kometen passerer Mars i en afstand på kun 30 millioner km. De to rumsonder er: Mars Express ExoMars Trace Gas Orbiter Mars Express kortlægger Mars, og ExoMars Trace Gas Orbiter undersøger atmosfæren omkring Mars De to rumsonder har ikke kameraer, der er egnet til at observere kometer, så de billeder, vi modtager, vil bare vise en lille lysprik. Til gengæld kan de tage nogle gode spektre, der kan fortælle os mere om de stoffer, 3I/ATLAS indeholder. En rumsonde på vej mod Jupiter skal også i aktion, nemlig den europæiske JUICE, hvis hovedopgave er at studere Jupiters store måner, når den engang når frem i 2031. Der er også en anden grund til, at ESA vil anvende JUICE. For når 3I/ATLAS i november er nærmest Solen, er Jorden ovre på den anden side af Solen, og det er netop på det tidspunkt, kometen vil være mest aktiv. Det kan vi ikke observere, fordi Solen vil blokere for alle observationer, både her fra Jorden og de to rumteleskoper Hubble og James Webb. Det er derfor ESA vil anvende JUICE, der på det tidspunkt er på samme side af Solen som kometen. JUICE har både kameraer og spektroskoper, men der er et lille problem, nemlig at den er så tæt på Solen, at det er nødvendigt at anvende den store antenne som varmeskjold. Der er heldigvis en mindre antenne, men den kan ikke overføre data hurtigt. Vi skal derfor regne med, at det bliver nødvendigt at vente, indtil JUICE er kommet så langt fra Solen, at den igen kan bruge sin store antenne. Derfor skal vi ikke forvente data fra JUICE før februar 2026. Endelig vil NASA anvende det lille rumteleskop SPHEREX, fordi det kan observere i så mange bølgelængder, hvilket kan give oplysninger om kometen, som ikke kan fås på anden måde. Netop 3I/ATLAS demonstrerer de to store udfordringer ved at udforske interstellare kometer på tæt hold med rumsonder: Kort reaktionstid Kometerne kan bevæge sig meget hurtigt Fra 3I/ATLAS blev opdaget, til den igen er forsvundet ud i rummet, er der ikke meget mere end måske 7-8 måneder, og på den tid kan ikke nå at bygge en rumsonde eller få den opsendt. Den eneste...

Det ser sort ud for alverdens tropiske koralrev, der er i overhængende fare for et snarligt sammenbrud. Sådan lyder den dystre melding i rapporten 'Global Tipping Points Report 2025', som udgives i dag, skriver avisen The Guardian. I rapporten gør 160 eksperter fra 23 lande status over klimaets såkaldte 'tipping points', en betegnelse for kritiske vendepunkter i Jordens systemer, hvor stigende temperaturer skaber en udvikling, som ikke kan forhindres, selv hvis temperaturen falder igen. Eksempler på mulige kommende tipping points er en uundgåelig optøning af verdens permafrost, en ustoppelig afsmeltning af indlandsisen eller en vedvarende ørkendannelse af Amazonas-regnskoven. Ingen af disse systemer har endnu krydset deres respektive tipping point, men det har klodens tropiske koralrev, vurderer forskerne i den nye rapport. Her lyder det, at den kritiske grænse er en global temperaturstigning på mellem 1,2 og 1,5 grader sammenlignet med niveauet i midten af 1800-tallet. Vi har i dag krydset de 1,2 grader og nærmer os 1,5 grader med stor hast. Ifølge de seneste fremskrivninger er vi på vej mod en temperaturstigning på 2,6 grader mod slutningen af dette århundrede. Af samme årsag vurderer forskerne, at det er mere end 99 procent sandsynligt, at verdens tropiske koralrev når deres tipping point inden for bare ti år. Et kollaps vil have enorme konsekvenser ikke bare for havets økosystemer, men også for flere hundrede millioner mennesker, siger Katherine Richardson, professor i biologisk oceanografi ved Københavns Universitet, til DR: "Der er cirka en halv milliard mennesker, som er afhængige af koralrev for at få deres mad, og næsten lige så mange igen, som er afhængige af koralrev som deres livsgrundlag enten via turismen eller eksport af noget derfra." Alverdens koralrev oplever i disse år massiv masseblegning som en direkte konsekvens af stigende havtemperaturer. Koralblegning er en stressreaktion, der får korallerne til at udstøde de alger, som lever i deres væv og giver dem næring. Det gør korallerne blege og sårbare over for sygdomme.

Vinderne af årets Nobelpris i økonomi er fundet. Den prestigefyldte pris er blevet uddelt til tre økonomer. Amerikansk-israelske Joel Mokyr fra Northwestern University i USA, franskmanden Philippe Aghion fra College de France og London School of Economics and Political Science og canadieren Peter Howitt fra Brown University, USA. De vandt for deres forskning i økonomisk vækst. Mere præcist, hvordan økonomisk vækst i et samfund drives frem af udviklingen af nye produkter og markeder - altså såkaldt innovation. Årets vindere har endda været med til at kaste lys over, hvordan denne innovationsdrevne økonomiske vækst i nogle tilfælde kan være skadelig for samfundsøkonomien, fortæller overvismand og professor i økonomi, Carl-Johan Dalgaard, til Videnskab.dk: "Sagen er, at når du innoverer, så vil du med den ene hånd skabe noget, mens du med den anden hånd slår et andet produkt eller et helt marked ihjel," siger Carl-Johan Dalgaard, der forsker i økonomisk vækst ved Københavns Universitet. Mere konkret beskriver nobelprismodtagernes forskning, hvordan mange af de varer, som vi alle omgås, udvikles i højere og højere kvalitet. "Hvis du for eksempel tænker på en telefon i en meget tidlig udgave, så er det et helt forskelligt objekt fra de smartphones, som de fleste af os bruger i dag," forklarer Carl-Johan Dalgaard. "Så der har været en lang periode med skridtvise forbedringer, som har ført fra det tidlige produkt til det, som vi har i dag," siger han. Mens det umiddelbart lyder helt fint og ufarligt, at vores telefoner, biler eller computere bliver bedre, er denne udvikling ifølge årets nobelpis-modtagere "dobbeltbundet", fortæller Carl-Johan Dalgaard. "På den ene side anses det for at være værdifuldt, når du opfinder et nyt produkt. Derfor vil mange tage det i brug, og det skaber økonomisk værdi for samfundet," siger overvismanden. "Men hvis processen går for hurtigt, kan det under nogle omstændigheder være skadeligt for samfundsøkonomien, fordi innovation som bivirkning slår arbejdspladser og virksomheder ihjel." To af årets vindere, Peter Howitt og Philippe Aghion, har kaldt denne proces for 'kreativ destruktion'. "Markedet ser ikke selv de bivirkninger, så det kan kalde på, at politikere i nogle tilfælde går ind og styrer den proces," forklarer Carl-Johan Dalgaard. Professoren fortæller også, at forskningen er en del af et bredere fokus i økonomisk forskning, der ser på, hvordan 'fejl' i et ureguleret market kan have negative sideeffekter. "De fleste mennesker er efterhånden bekendt med, at produktionen af mange af de produkter, som du og jeg køber, kan have negative konsekvenser for andre mennesker i form af klimaforandringer, hvis vi ikke griber ind og regulerer dem." Hvad har deres arbejde betydet for os 'almindelige mennesker'? "Det har haft fundamental betydning i den forstand, at det er afgørende at forstå, hvorfor et samfund bliver velstående over tid, hvis du vil sikre dig, at den udvikling ikke holder op," siger Carl-Johan Dalgaard. "Hvis du ser på de sidste 150 år i den vestlige verden, så har vi oplevet en stigende vækst som følge af innovation, som over det lange løb er den måske vigtigste forklaring på, hvor velstående vi er i dag." Tænk bare på, hvordan et køkken så ud for 150 år siden. Det var noget med at hente vand i gården. Så dukker rindende vand og elektriciteten op. Det skaber en række produkter, som køleskabet og ovnen, der ændrer hele verden. "Det er alt sammen innovation, der har gjort vores samfund rigere," pointerer Carl-Johan Dalgaard. "Men det har også meget lavpraktiske konsekvenser for folks liv. Det er ekstremt afgørende at forstå, hvordan processen fungerer, og hvordan styres bedst muligt, hvis vi vil bevare muligheden for den slags fremskridt." I Stockholm var overraskelsen stor, da årets vindere blev annonceret. "Jeg kan ikke finde ord for at udtrykke hvordan jeg har det," siger en af vinderne, Philippe Aghion, da han er igennem direkte på telefon til Stockholm. "Jeg havde slet ikke regnet med...

En kollega har kaldt formidlingen af hans forskning for "grov vildledning". Hans eget universitet har kaldt kritikken for "berettiget" og har slettet i alt tre pressemeddelelser om hans videnskabelige resultater. Men hvordan forholder hjerteforskeren Axel Diederichsen sig egentlig selv til forløbet? "Jeg er så forfærdelig ked af, at fokus er blevet flyttet væk fra min forskning," siger han nu i et interview til Videnskab.dk. Diederichsen er hjertelæge og klinisk professor ved Syddansk Universitet (SDU) og Odense Universitetshospital (OUH). Her leder han sammen med professor Jes Lindholt studiet DANCAVAS af screening for hjerte-kar-sygdom og med et formål om at forebygge død. Gruppens arbejde er løbende blevet omtalt i pressemeddelelser fra SDU, og det er dele af den omtale, som universitetet har valgt at slette. Denne gang er det Axel Diederichsen, som udtaler sig. Jes Lindholt har tidligere svaret på kritik i sagen, og han ønsker ikke at give flere kommentarer, meddeler han på mail. Axel Diederichsen mener, han er blevet udsat for "en ekstremt hård kritik" på baggrund af noget, han ikke har involveret sig særlig meget i: pressearbejde. Her er arbejdsprocessen omkring de kritiserede pressemeddelelser fra Syddansk Universitet, sådan som han selv husker den: Universitetets kommunikationsafdeling vælger 'en vinkel' med fokus på bestemte resultater fra gruppens forskningsprojekt. Axel Diederichsen bidrager med kommentarer. Efterfølgende har han som forsker gennemset et udkast til en tekst, og han har fået mulighed for at komme med forslag til rettelser. Til sidst har han som forsker godkendt den endelige pressemeddelelse. Tre forskellige uafhængige forskere har gransket indholdet i de tre meddelelser for Videnskab.dk, og de har efterfølgende vurderet, at de har promoveret usikre resultater. "Det kan godt være, at jeg skulle have brugt mere tid på de pressemeddelelser," siger Axel Diederichsen i dag på baggrund af kritikken. "Men det er ikke mit område (pressearbejde, red.), og nogle gange er jeg også for presset til at sætte tid af til at læse teksterne grundigt igennem," fortsætter han. "Jeg ville da ønske, at jeg havde haft en personlig assistent, som kunne hjælpe mig med den slags (pressearbejde, red.)." "Så kunne jeg i stedet bruge mere tid på det, jeg synes er vigtigst: at lave sundhedsforskning og gøre noget godt for vores samfund." Men det er vel kommunikationsafdelingen på Syddansk Universitet, som skal hjælpe dig med pressearbejde? "Ja, og det tror jeg også, at de vil blive bedre til at gøre fremover." Som reaktion på kritikken har kommunikationsafdelingen på SDU's Sundhedsvidenskabelige Fakultet lovet ændringer. "Det er en vigtig opgave for universitetet, at man kan stole på, hvad der udsendes," har fakultetets områdeleder for kommunikation, Sigurd A. Kristoffersen, udtalt i en mail til Videnskab.dk. Desuden lægger han op til, at afdelingen fremover "skærper" sine processer omkring formidling, så de lever op til universiteternes fælles principper. Tilbage står en forsker, som stadig føler et behov for at forsvare sig. Og som samtidig gerne vil sprede "et vigtigt budskab" fra sin forskning, som han mener, "er gået tabt". Axel Diederichsen har tidligere meddelt Videnskab.dk, at han mener, nogle af hovedkonklusionerne i hans forskning er "druknet" i en debat om formidling. Men hvad er det, der er druknet? "Det er, at vi skal passe på med at give patienter blodfortyndende medicin, hvis vi kun kan finde én årsag til at gøre det, nemlig en forkalkning af kranspulsåren," siger han. Resultatet stammer fra et studie af helbredstjek blandt danske mænd udgivet i det anerkendte tidsskrift European Heart Journal. Et studie, som Axel Diederichsen selv har været med til at lave, og som er blevet omtalt i en pressemeddelelse fra SDU. 'Mænds liv bliver forlænget med helbredstjek', lød overskriften. Meddelelsen er nu blevet slettet fra universitetets hjemmeside, og den er derfor kun at finde hos medier, som har viderebragt den. Nederst...

Selv for tusinder af år siden passede mennesker på hinanden. En ny undersøgelse viser, at jæger-samlere i oldtidens Patagonien tog sig af sårede og fysisk handicappede medlemmer af deres gruppe. Det skriver Phys.org på baggrund af et nyt studie. Et forskerhold ledet af Dr. Victoria Romano analyserede knoglerne fra 189 mennesker, der er dateret helt tilbage til for 4.000 år siden i Patagonien. I alt blev over 3.000 knogler fra 25 forskellige arkæologiske steder undersøgt. Omkring 20 procent af personerne havde haft en eller anden form for knoglebrud - fra lette til meget alvorlige. De fleste skader skyldtes sandsynligvis ulykker som fald eller uheld i forbindelse med jagt. Kun i to af tilfældene formoder forskerne, at bruddene stammer fra vold, da forskerne fandt pilespidser siddende fast i knoglerne. Interessant nok havde både mænd og kvinder nogenlunde lige mange skader, og voksne havde flere skader end børn. Forskerne inddelte skaderne i tre kategorier: Lette: Størstedelen havde lettere skader som brækkede ribben eller næse, som kunne hele på få uger. Moderate: Ca. 18 procent havde brud, der tog måneder at hele, hvilket ifølge forskerne sandsynligvis har påvirket gruppens daglige liv, når de skulle gå på jagt eller fremstille redskaber. Svære: Omkring 13 procent havde alvorlige skader, der krævede langvarig pleje - måske endda resten af deres liv. Et særligt fund, forskerne gjorde, var en person med en alvorlig hofteskade, hvor lårbenshovedet og hofteskålen var skævt placerede og deforme. Knoglen viste tegn på fuldstændig heling, hvilket ifølge forskerne indikerer, at vedkommende levede længe efter skaden. Det tyder altså på, at gruppen tog sig af de sårede.

Forestil dig, at du langsomt vågner op på en hospitalsstue til lyden af bip fra en hjertemonitor. En læge kommer ind på stuen og stiller sig ved din side. Hun tager dig i hånden, og beder dig om at klemme til. Du forsøger, men din hånd lystrer ikke. Du prøver at forklare det til lægen, men ordene udebliver. Mange patienter med alvorlige hjerneskader befinder sig i en tilstand, der kaldes 'skjult bevidsthed'. Som navnet antyder, er disse patienter bevidste om sig selv og omgivelserne, uden at folk omkring dem kan se det. Derfor kan man nemt tro, at de er helt bevidstløse. I et nyt studie har forskere udviklet et computerprogram, der kan aflæse mikroskopiske bevægelser i ansigtet og på den måde opspore patienter med skjult bevidsthed. SeeMe, som programmet hedder, var for eksempel i stand til at registrere patienters forsøg på at åbne øjnene og bevæge munden. I gennemsnit opdagede programmet disse tegn henholdsvis 4,1 dage og 8,3 dage før lægerne. "Jeg blev glad, da jeg så resultaterne," siger Sima Mofakham, der er lektor ved Stony Brooks University og hovedforfatter til studiet. "Det fik mig til at tænke, at vi måske er på sporet af noget, der kan bruges på intensivafdelinger i fremtiden." Begejstringen deles også af Daniel Kondziella, der er professor i neurologi ved Københavns Universitet og overlæge på Rigshospitalet: "Resultaterne er ikke overraskende, men studiet er utrolig flot udført - og det første studie af den slags." Første gang forskere påviste skjult bevidsthed var i 2006. Patienten var en 23-årig britisk kvinde, der havde pådraget sig en traumatisk hjerneskade efter et trafikuheld. Fem måneder senere var hun stadig ikke til at komme i kontakt med. Hun fik stillet diagnosen 'vegetativ tilstand', fordi hendes krop fulgte en cyklus mellem vågenhed og søvn. Hun vekslede mellem at have åbne og lukkede øjne, men udadtil reagerede hun ikke, når lægerne undersøgte hende. Hjerneforskeren Adrien Owen og hans kolleger fik den idé at undersøge hendes hjerne i en funktionel MR-scanner. Mens hun lå i scanneren, bad de hende om at forestille sig, at hun spillede tennis, og pludselig så de øget aktivitet i det supplerende motoriske område, som spiller en vigtig rolle i at planlægge bevægelser. Det tydede altså på, at kvinden forstod opgaven og fulgte den. Derfor konkluderede forskerne, at hun var ved bevidsthed. Resultatet vakte stor opsigt, for det indikerede, at nogle komapatienter bliver fejldiagnosticeret. Det næste spørgsmål var, hvor mange komapatienter, der befinder sig i denne oversete tilstand. I 2019 lød opgørelsen på 15 procent. Men i 2024 blev der lavet et stort internationalt studie med 353 hjerneskadede personer med bevidsthedssvækkelse, som viste at cirka 1 ud af 4 faktisk var ved skjult bevidsthed. Det er dyrt at bruge en hjernescanner, og nogle bevidsthedssvækkede patienter er for svage til at blive flyttet hen til maskinen. Derfor leder forskere i disse år efter enklere metoder til at finde tegn på skjult bevidsthed. "Den løsning, vi kom frem til, var at lave en objektiv måling af bevidsthed ved at bruge et computerprogram med visuel genkendelse i meget høj opløsning," siger Sima Mofakham, der er hovedforfatter til det nye studie, der er udgivet i tidsskriftet Communications Medicine. Forskerne satte et kamera ved sengekanten, som filmede ansigtet på 37 ikke-responsive patienter, mens de blev bedt om at følge en kommando, der blev stillet gennem en højtaler: "Åbn dine øjne", "smil" og "ræk tungen ud", lød opgaverne for eksempel. Computerprogrammet SeeMe registrerede bittesmå ændringer i afstanden mellem hudporer i ansigtet. Det vil sige bevægelser, der sker helt ned til 0,2 millimeter. Patienterne blev bedt om at udføre hver opgave ti gange, og hvis programmet registrerede tre positive forsøg, mente forskerne, at patienten var responsiv: Med andre ord havde patienten skjult bevidsthed. "Vi var i stand til at registrere øjenbevægelser 4,1 dag før klinikere, og mundbevægelser opdagede vi 8,3 dage før," siger Si...