Claim Ownership

Author:

Subscribed: 0Played: 0
Share

Description

 Episodes
Reverse
Med et veloverstået Spotlight om David Cronenberg og anmeldelser af seneste aktuelle titler går Moovy Podcast ind i årets sidste måned. December byder på masser af hyggelig julestemning og i Moovy Podcast betyder en ny måned selvfølgelig også et nyt kalenderafsnit i samarbejde med biografen Øst for Paradis. Sammen med programlægger Rikke Johnsen gennemgår de to værter, Joachim Jelle og Mikkel Abel, månedens  særevent og udvalgte premierefilm samt en række af Cinemateket-visninger, der hver tirsdag byder på store og små filmklassikere. December byder selvfølgelig på masser af film til at komme i julestemning, mens et par af filmhistoriens sværvægtere også bliver aktuelle. (Jule)hygge for hele familien er der nemlig mulighed for, når både Steven Spielbergs udødelige klassiker "E.T." og den muntre "The Nightmare before Christmas" dukker op i programmet. Julen bliver ikke mindre, når den populære nyklassiker "Love Actually" også kan kombineres med Ingmar Bergmans storladne "Fanny og Alexander". Forbinder man julen med gangsters og jakkesæt byder muligheden sig for at se både "The Godfather" og dens efterfølger "The Godfather: Del 2", mens Robert Bressons franske nybølgeklassiker "Lommetyven" også dukker op. Den suverænt populære "Pink Floyd's The Wall", som også var at finde i novembers program, dukker atter op hele to gange og her skal det opklares - hvorfor er den konceptuelle film om Pink Floyds legendariske album så populær? Som en tidlig julegave tager episoden forskud på januars første visninger. Her kan man se den spanske klassiker "Ånden i bistaden", som bla. har inspireret Guillermo del Toro. Og den 3. januar dukker den Moovy Podcast-aktuelle David Cronenberg op med en visning af dobbelt op på Jeremy Irons i det psykologiske drama "Blodbrødre" ("Dead Ringers"). Moovy Podcast præsenterer også denne visning, som billetter til kan købes her. Vi lyttes ved!
Tredje og sidste afsnit i Moovy Podcasts spotlight-serie om David Cronenberg skubber kropsgyset væk og fokuserer på identitet. I sidste uge kunne du høre Moovy Podcast og Stine Teglgaard går igennem David Cronenbergs film fra “Fluen” til “eXistenZ”. Snakkene gik på kropsmutationer, erotik og mindfucks. Mikkel Abel og Joachim Jelle forlod David Cronenberg og hans mange mageløse filmskabninger ved slutningen af årtusindet. Her havde han netop begået sig med “eXistenz” – en film, der på mange måder minder om “The Matrix”, men som unægteligt står i skyggen af Wachowski-søstrenes episke værk. Ligesom hans karakterer transformerer sig, så ser David Cronenberg sig også ændre sit fokus endnu engang. Hvor de tidlige år bød på intenst kropsgys med splatterfilm som “Shivers” og “Rabid”, og hvor 80’erne og 90’erne fokuserede på det psykologiske, så sætter det nye årtusinde rampelyset på identitet, hvem vi er, og om man kan stole på sig selv. Med “Spider” gik Cronenberg direkte ind i hans muligvis største økonomiske flop. Her spiller Ralph Fiennes den titulære Spider, som netop er løsladt fra et sanatorium af en art, og han går rundt i 50’ernes England og støber sin identitet sammen gennem minder, drømme og vrangforestillinger. Ironisk nok laver Cronenberg to af sine mest populære film bagefter – begge med Viggo Mortensen. “A History of Violence” og “Eastern Promises” stråler som to pragteksemplarer på, at den kantede instruktør sagtens kan begå sig med mainstream-film. Den tredje Viggo-film kommer i form af “A Dangerous Method”, der fortæller historien og stridighederne mellem psykoanalysen skabere Carl Jung og Sigmund Freud. Den canadiske instruktør har altid været glad for det underbevidste, så hvorfor rejse tilbage til kilden? Manden bag “Crash” og “Blodbrødre” vil bare ikke sættes i bås. Derfor går han ind i 10’erne med den kapitalistiske roadtrip-film “Cosmopolis” med Robert Pattinson før hans egen forvandling. Cronenberg fortsætter med “Maps to the Stars” – en stjernespækket film, der kritiserer, hvad han selv kalder det sort hul som Hollywood nu er. Slutteligt vender dine to værter David Cronenberg som romanforfatter, som far til filmskabere og ikke mindst som skuespiller, hvor Johan Albrechtsen popper hovedet ind med vigtig Star Trek-information! Og naturligvis anmelder de også den biografaktuelle “Crimes of the Future”, der markerer baronen af body horrors tilbagevenden til film efter en otteårig pause.
For to uger siden kunne du høre første afsnit af vores Spotlight om David Cronenberg, hvor vi henover tre episoder går i kødet på mesterinstruktørens krop og sind. I første afsnit mødte vi den canadiske filmmager i sin spæde år igennem 1970'erne og 1980'erne, der med interesse i videnskab, psykologi og film, forvandlede sig den den kropslige gysermester, som har gjort ham berømt og berygtet. Vi forlod David Cronenberg i 1983 med "The Dead Zone" og "Videodrome", og i denne episode støder vi på en række hovedværker - hvor især sindet, den skrøbelige psykologi og psykoseksualitet kommer til at spille en markant rolle. Til at hjælpe værterne, Joachim Jelle og Mikkel Abel, med at gå i kødet på filmene, får podcasten besøg af David Cronenberg- og filmekspert Stine Teglgaard, der med en fortid hos DFI og Kino.dk endda har mødt manden selv! Først skal hovedværket "Fluen" havde pillet vingerne af, for er det i sandhed Cronenbergs mest folkelige - og klamme - film? Det bliver også til lødige diskussioner om både "Blodbrødre" og "Crash", som der med sine grænseoverskridende tematikker kan tolkes utroligt meget ud af. "Naked Lunch" forvirrer og irriterer alle, men fascinerer også med sit morbide, syrede neo-noir univers, og så får det politiske drama "M. Butterfly" kærlige ord med på vejen, som Cronenbergs måske mest undervurderede film. Afsnittet afsluttes i 1999, hvor David Cronenberg vender tilbage til sit elskede body horror. Er den mere end en slags toer til "Videodrome", eller er det helt okay den blev overset i det famøse filmår, som afsluttede årtusindet? Vi lyttes ved!
Moovy Podcast lægger David Cronenbergs krop og sind på hylden for en stund, for denne fredag skal vi tilbage i almene rammer: Der skal anmeldes! Værterne, Joachim Jelle og Mikkel Abel, har støvsuget streamingtjenesterne for nye film og tv-serier. Og så kommer vi selvfølgelig ikke uden om Marvels biografaktuelle, og rekordslående, "Black Panther: Wakanda Forever". Foruden seneste superheltefilm fra Marvel skal der vendes nye sæsoner af både Netflix' svinedyre "The Crown", og HBOs hypede "The White Lotus". Kan de leve op til de skyhøje forventninger? Historien om Sherlock Holmes' lillesøster Enola Holmes har også fået en ny efterfølger, og litterære karakterer bliver vækket til live i Tim Burtons nye serie "Wednesday" - her blandes gotisk drama med drabelig komik, når Addams familien vender tilbage til skærmen. "Don't Worry Darling"-stjernerne Harry Styles og Florence Pugh er også aktuelle på ny med hver deres film. I "My Policeman" bliver Styles del af et forbudt trekantsdrama, mens Pugh skal opklare et mysterie om en sultende pige i "The Wonder". Jennifer Lawrence gør også mini-comeback i det lavmælte drama "Causeway". Har de to skuespillere ramt pletskud? Sidst men ikke mindst er der nyt fra skaberne af den tyske sensationsserie "Dark". "1899" byder på masser af mystik ude på havet, men giver mysteriet mening eller er det ét stort rod? 0:13:00 - Anmeldelse af "Enola Holmes 2" 0:24:05 - Anmeldelse af "1899 - sæson 1" 0:38:40 - Anmeldelse af "Causeway" 0:48:30 - Anmeldelse af "The Crown - sæson 5" 1:03:00 - Anmeldelse af "My Policeman" 1:19:00 - Anmeldelse af "The White Lotus - sæson 2" 1:33:20 - Anmeldelse af "The Wonder" 1:44:00 - Anmeldelse af "Wednesday - sæson 1" 1:55:00 - Anmeldelse af "Black Panther: Wakanda Forever" Vi lyttes ved!
Træd med ind i David Cronenbergs krop og sind, når Moovy Podcast gennemgår hele filmografien fra baronen af body horror. Sidste gang du kunne lytte til værterne Joachim Jelle og Mikkel Abel, vendte de Cinematekets visninger i Øst for Paradis med Rikke Johnsen. Nu kaster Moovy Podcast sammen med gæst Peter Skjøtt rampelyset på selveste David Cronenberg i anledning af den kommende "Crimes of the Future" – instruktørens første film i 8 år. I denne tredelte podcast-serie om en af gysergenrens gudfædre gennemgås alle Cronenbergs film fra ende til anden, og vi kommer til at snakke værker som "Fluen", "A History of Violence" og "Crash". Men inden vi når til midterdelen af den canadiske instruktørs karriere, hjælper grafiker og Cronenberg-ekspert Peter Skjøtt os med at snakke mandens tidlige avantgarde-værker "Stereo" og "Crimes of the Future" (1971), hvorefter hans to skrækfilm om seksuelt transmitterede mutationer, "Shivers" og "Rabid", kommer i fokus. Der bliver passende også sat ord på den mere ukendte racerkørerfilm "Fast Company" ("Brændt gummi"), som var den første spillefilm, David Cronenberg lavede under de besynderlige skatteincitamenter – og som startede en årrække med fart på produktionerne. "The Brood" ("Misforstret") var en personlig omend grænseoverskridende skildring af Cronenbergs egen skilsmisse, og "Scanners" åbnede muligheden for en overnaturlig paranoia-thriller, hvor actiondelen kom mere i førersædet. Episoden afsluttes med to film fra 1983. "Videodrome" er for mange Cronenbergs hovedværk, hvor han overlegent fletter psykoseksuelle fantasier sammen med et vaskeægte neo noir-plot. Hvad er virkelighed; hvad er vrangforestillinger? Det samme kan der spørges om i Stephen King-filmatiseringen "The Dead Zone", hvori Christopher Walken må kæmpe med evnen til at se – og påvirke – fremtiden. Tak for at tage med på denne soniske rejse gennem David Cronenbergs karriere. Næste episode starter med "Fluen" og slutter med "eXistenZ", og her kommer ekspert Stine Teglgaard på besøg i studiet. Vi lyttes ved!
Moovy Podcast og biografen Øst for Paradis snakker sig igennem programmet for november, hvor bl.a. u-bådsdrama, Jacques Tati, Marilyn Monroe og “Punch-Drunk Love” pryder kalenderen. Efter en rangering af gysermesteren Dario Argentos bedste film og et hav af aktuelle anmeldelser tager jeres værter Mikkel Abel og Joachim Jelle jer i hånden og guider jer igennem Cinemateket i Paradis-kalenderen. Sammen med Rikke Johnsen kigger Moovy Podcast på enkelte premierefilm og særevents, inden tirsdagsvisningerne af store klassikere gennemgåes. Premierefilmen kommer i form af dokumentaristen Ulrich Seidl, der med “Rimini” byder på sin første spillefilm. Derudover kan Øst for Paradis ikke helt slippe den uhyggelige Halloween-stemning, for Benjamin Christensens “Häxan” (“Heksen”) fejrer 100-årsjubilæum på det store lærred. Cinemateket i Paradis-programmet i november har en vis adspredelse. Fra fjollet komik til ultraseriøs fransk nybølge. Jacques Tati tropper op to gange med de overlegent orkestrerede “PlayTime” og “Min onkel”, imens Alain Resnais disker op med tragisk romantik i en ødelagt by med “Hiroshima, min elskede”. For opløftende effekt kan et syn eller gensyn med titler som “Volver”, “Ingen er fuldkommen” og “Punch-Drunk Love” være passende, eller måske skal der skrues op på 11 med musikfilmene “Pink Floyd: The Wall” og “The Blues Brothers”. Slutteligt kan man enten drage på et mørkt eventyr med “De fortabte børns by” eller dykke ned i dybet med nyligt afdøde Wolfgang Petersens intense “U-båden”. Vi lyttes ved!
Moovy Podcast har fundet de fem bedste gyserfilm af den italienske instruktørmaestro Dario Argento. I sidste uge tog værterne Mikkel Abel og Joachim Jelle sig af “Black Adam”, “Andor”, “Halloween Ends” og “Holy Spider” i et afsnit fuld af anmeldelser. Vi er dog stadig i oktober, og det betyder gys. I denne er støvet pustet af en italiensk gyserinstruktør ved navn Dario Argento, og anledningen kommer af, at Moovy Podcast præsenterer mesterværket “Suspiria” d. 31. oktober! Det bliver til fem film plus det løse, når snakken går om blod, kvinder, vold og mord – og ikke mindst den italienske slasherbølge giallo. Dario Argento har i sine film kastet omkring sig med opfindsomme måder at slå alle og enhver ihjel på, og han har sørget for at udføre det mesterligt filmede metoder. Manden står bag mange stærke værker som bl.a. “Suspiria (“Chok House”), “Profondo rosso - Mord i rødt” og “Phenomena”, men hvilke er de bedste og mest makabre? Det kårer Moovy Podcast i et forsøg på at malke den sidste dråbe uhygge i gysets måned.
Seneste ugers Moovy Podcast har budt på en ny runde anbefalinger, der bød på gyserfilm i oktobers ånd, og kalenderafsnit fra Øst For Paradis - hvor du bl.a. kan opleve Moovy Podcast præsentere "Suspiria" d. 31 oktober. Men i denne uges afsnit skal vi tilbage til noget helt klassisk: Anmeldelser! Og værterne, Joachim Jelle og Mikkel Abel, har fundet en masse spændende titler frem, der bør kunne afgive stjerner i øst og vest. Ny superheltefilm fra DC bliver dagens helt store samtaleemne. "Black Adam" med Dwayne 'The Rock' Johnson er nemlig landet i biograferne, og kan antihelten bringe noget nyt til superheltegenren? "Star Wars"-universet udvides også nok engang med serien "Andor", hvor vi følger tyven Cassian Andor fra "Rogue One". Den evigt produktive Mike Flanagan ("Doctor Sleep") har også smidt endnu en gyserserie ud på Netflix, "The Midnight Club", lige i tid til Halloween. Og gyset hersker videre i dagens episode. Seriemorderen Michael Myers møder muligvis sit endelige i "Halloween Ends", mens endnu en Stephen King-historie finder vej til skærmen i "Mr. Harrigan's Phone". Smilegyseren "Smile" får også en kommentar med på vejen, og så sniger der sig en gyselig seriemorder ind i Ali Abassis iranske "Holy Spider" - som også bliver Danmarks store Oscar-håb. "The Bear" har også fået massiv hype med fra USA, men kan kokkeserien leve op til forventningerne? Som om programmet ikke allerede var fyldt, når værterne også at snige den tyske 1. verdenskrigsfilm "All Quiet on the Western Front" ind, hvor det store spørgsmål rejser sig: Er krigsfilmen død? 0:14:42 - Anmeldelse af "Smile" 0:22:55 - Anmeldelse af "Mr. Harrigan's Phone" 0:32:00 - Anmeldelse af "Halloween Ends" 0:48:45 - Anmeldelse af "The Midnight Club - sæson 1" 0:57:44 - Anmeldelse af "The Bear - sæson 1" 1:10:21 - Anmeldelse af "Holy Spider" 1:21:30 - Anmeldelse af "Andor - sæson 1" 1:30:20 - Anmeldelse af "All Quiet on the Western Front" 1:39:30 - Anmeldelse af "Black Adam" Vi lyttes ved!
Efter en tur i Paradis vender Moovy Podcast snuden mod helvede, for nu står den på anbefalinger – gyseranbefalinger! Værterne Mikkel Abel og Joachim Jelle sætter anmeldelserne på pause, eftersom vi nu er gået ind i oktober – og det betyder et fokus på gysergenren. Sammen har de to værter fundet fem gyserfilm frem, du formentlig aldrig har hørt om. Kollektivt besluttede de sig for at tage “Baby Blood” med – en vanvittig og vanvittigt blodig skrækfilm, der kan ses som et tidligt bidrag til bølgen af grænsesøgende film fra Frankrig kaldt New French Extremity. En kvinde bliver gravid af en ukendt organisme, og den tvinger hende til at begå mord. Høj kunst! Dernæst drog Joachim til England for at fremmane et vaskeægte stemningsgys fra en nyligt restaureret film med Edward Woodward (“The Wicker Man”). I “The Appointment” byder Lindsey C. Vickers på David Lynch-agtig usikkerhed og ubehag, når en far vælger arbejde frem for sin datter. Mikkel bliver i England i 80’erne, for med sidsteårs “Censor” tager han dig virkelig med ind i den snaskede periode i gysergenren. Hovedpersonen Enid ser de berygtede Video Nasties (særligt grafiske film, der blev banlyst i England), og som den censor er hun med til at bestemme, hvad der må blive og hvad der skal klippes. En dag ser hun et bånd, der opildner et barndomstraume – og en konspiration begynder. “Blue Monkey” er en film, der på en god dag kunne have været et bånd, Enid ville censurere grundet dens grafiske indhold. I rigtig 80’er creature feature-stil er der skruet op effekter, blod og groteskhed, når et mærkeligt insektbid skaber en dominoeffekt af kaos på et lille hospital. Et monster river hovedet af en person – det skal ses! Slutteligt skruer Mikkel lidt ned for det makabre med en af de mere direkte uhyggelige film på listen. “Session 9” ser en rengøringsflok forsøge at holde bevidstheden i bero, når de rengør asbest på en sindssygeanstalt. Må jeres oktober blive maksimalt uhyggelig! Vi lyttes ved.
Fra anmeldelser af biografaktuelle film, og et dyk ned i "Star Trek", vender Moovy Podcast tilbage med en ny kalenderepisode. I samarbejde med den aarhusianske biograf Øst for Paradis gennemgår de to værter, Joachim Jelle og Mikkel Abel, i samarbejde med programlægger Rikke Johnsen, nemlig biografens filmprogram for oktober. Her skal månedens omfattende Cinemateket-visninger gennemgås, mens månedens særevents og udvalgte premierefilm også fremhæves. Blandt premierefilmene finder man Danmarks Oscar-bud "Holy Spider", mens franske "Peter von Kant" åbner op for serien Franske Filmmandage. Øst for Paradis huser også årets Nordisk Råds Filmpris, der bl.a. byder på gensyn med islandske "Lamb" og norske "Verdens værste menneske". Dertil får Hlynur Pálmasons "Vanskabte land" også forpremiere - alt sammen gratis! Som altid byder månedens Cinemateket-visninger på store og små klassikere, og en gennemgående tematisk tråd bliver lidenskab og coming-of-age fortællinger. Store klassikere som François Truffauts "Ung flugt" og Michelangelo Antonionis "De elskendes eventyr" er at finde på programmet, mens ungdommen gør oprør i "The Breakfast Club", og den rørende animationsfilm "Persepolis". Lidenskabeligt bliver det også, når snakken falder på "Tilværelsens ulidelige lethed" og "Betty Blue - 37,2 om morgenen" - og så kan man godt glæde sig til en Halloween-særvisning! Den 31. oktober vises Dario Argentos gyserklassiker "Suspiria" fra 1977, som værterne fra Moovy Podcast selv vil introducere. Det kan du høre meget mere om i episoden. Vi lyttes ved!
Efter sygdom er Moovy Podcast endelig tilbage – og dagens episode står på anmeldelser en masse! Sidste gang jeres værter Mikkel Abel og Joachim Jelle fandt vej ind i jeres øregange, var det med Star Trek som overemne. Moovy TV- og nyhedsredaktøren Johan Albrechtsen var rejst fra København til Aarhus for at at lave Nybegyderens guide til Star Trek på Moovy Podcast. Nu er alt dog som det plejer at være, for Mikkel og Joachim har ransaget biograferne og streaminglandskabet for de mest spændende aktuelle titler, som fortjener anmeldernes barske domme. Og så er der desuden også en spændende nyhed gemt i slutningen af epsioden. Netflix har skruet op for sine polemiske titler med seriemorder-serien “Dahmer – Monster: Historien om Jeffrey Dahmer”, der følger det kannibalistiske monster, men bestemt også ofrene og de efterladte familier. Derudover har “Blondine” fået premiere, hvor Ana De Armas spiller en fiktionaliseret version af verdensstjernen Marilyn Monroe. Mikkel er draget i biografen, hvor han har set den lige så omdiskuterede “Don’t Worry Darling” for at finde ud af om Florence Pugh er så god, at det dækker for dramaet bag kameraet mellem Harry Styles, Olivia Wilde og Chris Pine. Her snuppede han også Ruben Östlunds SENESTE guldpalmevinder “Triangle of Sadness”, der er fuld af satire, humor og opkast. George Clooney og Julia Roberts forenes endelig igen i “Ticket to Paradise” og Idris Elba har begivet sig på safari i “Beast”, hvor han og familien skal overleve angreb fra en hævngerrig løve. Slutteligt samler værterne op på verdens dyreste tv-serie “Ringenes Herre: Magtringene”, der af årsager, som Mikkel og Joachim forsøger at finde ud af, ikke bliver talt om nok – i forhold til seriens gigantiske budget og franchise-arv. Vi lyttes ved!  00:08:09 – Anmeldelse af “Don’t Worry Darling” 00:17:40 – Anmeldelse af “Dahmer – Monster: Historien om Jeffrey Dahmer” 00:29:38 – Anmeldelse af “Blondine” 00:45:23 – Anmeldelse af “Ticket to Paradise” 00:52:15 – Anmeldelse af “Beast” 01:01:52 – Anmeldelse af “Triangle of Sadness” 01:11:09 – Anmeldelse af “Ringenes Herre: Magtringene” 01:26:35 – Moovy Podcast præsenterer: “Suspiria” i Øst for Paradis 31. oktober!
"Star Trek" fylder 56 år og som led i fejringen gennemgår Moovy Podcast hele sci-fi sagaens historie i selskab med Moovys helt egen trekkie, Johan Albrechtsen! Gene Roddenberrys elskede "Star Trek"-univers kan holde sin 56. fødselsdag, og i den anledning går Moovy all in på at fejre galaksens helte. Den 24. september kan du sammen med Moovy opleve en sand "Star Trek"-festival i FORMAT Biograf. Her er der  flere visninger at glæde sig til, og så har vi har allerede varmet op med at rangere franchisens bedste film, og snakket med holdet bag J.J. Abrams seneste "Star Trek"-trilogi. I nyeste afsnit af Moovy Podcast handler det hele også om Kaptajn Kirk og Picard samt de mange andre helte, og skurke, når vi laver nybegynderens guide til "Star Trek" - sammen med Moovys helt egen trekkie, og ekspert, Johan Albrechtsen. De to værter, Joachim Jelle og Mikkel Abel, er nemlig komplet uvidende, når det handler om at gøre sig klog på "Star Trek", og de mange serier og film, der følger med. Det krævede Johans ekspertise, som er kommet i studiet for at tage guide værterne igennem rummets mange dimensioner, hvor adskillelige oplevelser og indtryk venter. Fra "Star Trek: The Original Series" og "Star Trek: Generations" kommer vi omkring den spæde begyndelse, mens Johan forklarer hvorfor "Deep Space Nine" er den bedste serie - nogensinde! De mange film kommer også under kærlig behandling. Kan værterne komme gennem den langsommelige "Star Trek: The Motion Picture" og er "Nemesis" virkelig så ringe, som alle siger?Alt dét, og "Star Trek" som kulturelt fænomen, betydning for sci-fi, livet som fan og nybegynder, og meget andet, kan du alt sammen blive klogere på. Vi lyttes ved!
I sidste uge bød Moovy Podcast på et nyt kalenderafsnit i samarbejde med den aarhusianske biograf Øst for Paradis, hvor kunstbiografens Cinemateket-visninger bød på lidt af hvert. Her kan man bl.a. opleve Brian de Palmas fortolkning af Stephen Kings "Carrie", som en del af programmet. Og hvilken oplagt mulighed for Moovy Podcast til at kigge nærmere på den legendariske gyserforfatter, der tilmed kan fejre 75 års fødselsdag d. 21 september! I anledning af jubilæet kigger værterne, Joachim Jelle og Mikkel Abel, derfor nærmere på Stephen Kings mange bøger, og især alle dem som er blevet lavet om til film. Bliver det de klassiske storværker, som finder vej til top 5, eller er værterne gået helt andre veje? Toplisten byder på store og små filmatiseringer, som byder på alt fra forbandelser, hjemsøgte hoteller, varulve og en lidt for dedikeret fan. Joachim har også skrevet speciale om gyserlegenden i søgen på svar efter hvorfor Stephen king er så evigt populær. Det lægger op til en diskussion om uhygge, hvad der skræmmer os og hvorfor store navne som John Carpenter og David Cronenberg har taget Kings historier til sig. Traditionen tro skal der også rundes nogle bobler i form af alle de værker, der ikke kom med på listen. Her er der masser af tvivlsomme direct-to-dvd titler, alverdens (mini)serier og en hvis "Sleepwalkers", der begejstrer. Vi lyttes ved!
Moovy Podcast fortsætter samarbejdet med den Aarhusianske biograf Øst for Paradis, hvor de sammen går igennem “Cinemateket i Paradis”-kalenderen for september. Værterne Mikkel Abel og Joachim Jelle har de to forgangne uger anmeldt aktuelle film og serier i hobetal. Men selvom alles munde er på “House of the Dragon”, tager Moovy Podcast sig nu stadig tid til at snakke om, hvad der går af “gamle” film i biografen. “Cinemateket i Paradis”-kalenderen byder på et hav af klassikere, der bølger gennem filmhistorien. Alt fra Fritz Langs “Metropolis” til Brian De Palmas mesterlige Stephen King-filmatisering “Carrie”. Derudover kan publikum tage del i Jonas Mekas’ minder, når den avantgardistiske dokumentar “Reminiscences of a Journey to Lithuania” vises i biografen. Er det lidt for roligt, dukker Gary Oldman, Natalie Portman og Jean Reno op i Luc Bessons actionfilm “Leon”. Ingen kunstbiograf uden fransk nybølge. François Truffaut byder på morsomt og melankolsk ménage à trois med “Jules og Jim”. Hvis det ikke lyder som en fest, kan publikum tage med med Guy Pearce, Hugo Weaving og Terence Stamp på drag-race roadtrip i “Ørkendronningen Priscilla”. Filmene bliver som altid også vist i Cinemateket – dog på andre datoer, men derfor er det lige relevant om du er på Sjælland eller Jylland. Vi lyttes ved!
Sidste uge i Moovy Podcast bød på en række anmeldelser, der kom vidt omkring med stjerneuddelingen, og ugens afsnit er ingen undtagelse. De to værter, Joachim Jelle og Mikkel Abel, har nemlig støvsuget streamingtjenesternes store titler, mens biografen har budt på gys og indie-hygge. Først skal vi hurtigt forbi den nye sæson af "Klovn", hvor Frank Hvam og Casper Christensen igen ender i tåkrummende scenarier. Værterne har tidligere været hårde ved superhelteserierne fra Marvel, men kan "She-Hulk: Attorney at Law" endelig overbevise om, at der er kvalitet at finde? Ugens anmeldelser byder også på to kæmpe fantasytitler. Netflix er aktuel med "The Sandman", men er Neil Gaimans syrede drømmeunivers galt eller genialt? HBO vender også tilbage med flagskibet "Game of Thrones" i form af spin-off-serien "House of the Dragon", der foregår 200 år før. Har tronen fået en værdi arvtager? Der er selvfølgelig også film at finde blandt ugens titler. "Kærlighed for voksne" byder på sjældent set dansk krimithriller ala Gillian Flynn og "Kvinden der forsvandt", mens "After Yang" føles som et varmt, melankolsk kram. Sidst, men ikke mindst, vendes den moderne gysermester Jordan Peeles seneste film. Bliver det et ja eller nej tak til "Nope", hvor instruktøren viser nye sider af sig selv? 0:07:40 - Anmeldelse af "Klovn - sæson 9" 0:12:49 - Anmeldelse af "She-Hulk: Attorney at Law" 0:27:34 - Anmeldelse af "Kærlighed for voksne" 0:41:00 - Anmeldelse af "The Sandman - sæson 1" 0:55:40 - Anmeldelse af "After Yang" 1:09:00 - Anmeldelse af "House of the Dragon - sæson 1" 1:24:00 - Anmeldelse af "Nope" 1:41:00 - Afslutning Vi lyttes ved!
Sommeren har stået på anbefalinger af oversete film, en jubilæumsfejring af Moovy Podcast - og Brad Pitt - og ikke mindst et nyt, spændende samarbejde med den aarhusianske biograf Øst for Paradis. Men nu er Moovy Podcast tilbage i helt vante rammer! Der skal nemlig samles op på sommerens mange nye udgivelser, hvilket sker i ugens episode, der byder på hele 10 anmeldelser. Værterne Joachim Jelle og Mikkel Abel har støvsuget streamingtjenester i håb om kvalitet, og vi kommer vidt omkring med stjernerne. Først skal der knyttes et par ord til Netflix' gigantiske actionfilm "The Gray Man", mens den muntre vampyrfilm "Day Shift" byder på buddy cop-komedie med Jamie Foxx og Dave Franco. Joachim har også hygget sig med alverdens tv-serier, der byder på lidt af hvert. "Better Call Saul" er nået sin ende og kan serien overgå "Breaking Bad"? Apple TV+ lader også til at have ramt guld med fængselsserien "Black Bird", mens "Under the Banner of Heaven" måske er dit næste true crime-fix. Der bydes på tåkrummende tragikomik med "Not Okay" og så flyver værterne mod det uendelige univers sammen i "Lightyear" - har Pixar ramt guld igen eller er de helt på månen? Og om værternes hjerner nogensinde blive normale efter at have oplevet Nathan Fielders absurde, konstruerede virkelighed i "The Rehearsal" kan du også få svaret på. Slutteligt dykker vi ned på redningsauktion med Viggo Mortensen i "Thirteen Lives", mens seneste kapitel i "Predator"-franchisen, "Prey", byder på god action og gys. 0:07:36 - Anmeldelse af "The Gray Man" 0:17:42 - Anmeldelse af "Day Shift" 0:31:30 - Anmeldelse af "Black Bird - sæson 1" 0:41:35 - Anmeldelse af "Not Okay" 0:53:20 - Anmeldelse af "Under the Banner of Heaven - sæson 1" 1:01:35 - Anmeldelse af "The Rehearsal - sæson 1" 1:11:40 - Anmeldelse af "Better Call Saul - sæson 6, del 2" 1:20:00 - Anmeldelse af "Lightyear" 1:31:00 - Anmeldelse af "Thirteen Lives" 1:45:29 - Anmeldelse af "Prey" Vi lyttes ved!
Moovy Podcast har slået sig sammen med Øst for Paradis, og med mikrofonerne i hænderne går de igennem biografens program for august. Brad Pitt fik i sidste uge sit velfortjente rampelys, da værterne, Joachim Jelle og Mikkel Abel, rangerede de fem bedste af skuespillerens film. Få dage efter er Moovy Podcast allerede tilbage, og det er med et splinternyt samarbejde. Programlægger Rikke Johnsen fra den Aarhusianske biograf Øst for Paradis dukker nemlig op i studiet for at snakke om deres månedsprogram for august. Her er der både "Cinemateket i Paradis", hvor der er plukket film fra Cinematekets egen august-program, såvel som nogle spændende Open Air-visninger i forbindelse med Aarhus Festuge. Om du bor i Aarhus eller København, er dette afsnit en oplagt mulighed for at få en perfekt guidet tur i biografen. Der snakkes om både gamle film og nye, om Stanley Kubrick og Baz Luhrmann, om "Rosemary's Baby" og "Notting Hill". Episoden vender også udvalgte værker med oplægsholdere og eksperter, der kontekstualiserer klassikere som "Gøgereden", "Ondskabens hotel" og "Lolita". Vi håber, I vil tjekke dette nye format ud. Det er nemlig en stor mulighed for at hjælpe folk med at komme i biografsæderne og se de film, der ikke kun er biografaktuelle, men også klassikere og moderne mesterværker. Vi lyttes ved!
Siden 1990'ernes store gennembrud har den nu 58-årige Brad Pitt kunne kalde sig en vaskeægte superstjerne. Og med et rigt bagkatalog af diverse film, og et liv i offentlighedens søgelys, er der meget at diskutere, når det kommer til den folkekære skuespiller. I anledning af premieren på den biografaktuelle actionbasker "Bullet Train", som har Brad Pitt i hovedrollen, kårer Moovy Podcast derfor mandens fem bedste film (eller præstationer?) For Brad Pitt viser sig hurtigt at være meget mere end sit blonde hår og sladderbladenes kåringer, som verdens mest sexede mand! Værterne Joachim Jelle og Mikkel Abel diskuterer Brad Pitts gennembrud og vej til skærmen, mens evnen til at veksle mellem oplagte biroller, og selvskrevne hovedroller, granskes. Skuespilleren besidder også et, måske, undervurderet komisk talent, som også kommer til at spille en rolle i Moovys topliste. Her finder man nemlig flere film fra auteur-samarbejder med Quentin Tarantino ("Once Upon a Time... in Hollywood") og David Fincher ("Fight Club"), mens "Thelma & Louise", der for alvor introducerede verden til Brad Pitt, også sniger sig ind. Og de film, som ikke kom med på listen, kommer vi selvfølgelig også omkring, når snakken går på bobler. Her er perler som "Burn After Reading", "Ad Astra" og "Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford" skuffende udeladt, mens mærkværdige titler som "Cutting Class" og "Cool World" dukker op i værternes research. Vi lyttes ved!
Fem til fredag vender tilbage, og Moovy Podcast fortsætter med at kaste lys på kriminelt oversete film. I sidste uge holdt vi jubilæum, og der blev der snakket om kendte film, som havde defineret værterne, Joachim Jelle og Mikkel Abel, som filmfanatikere. I denne uge står den igen på anbefalinger – men af langt mere ukendte film. Fælles har de valgt actionbaskeren “Stone Cold”, der går direkte i fodsporene på Schwarzenegger og Stallone-film, hvor alt – seriøst alt – synes at eksplodere. Joachim følger op med et ukendt thriller-gys i form af Hammer Studios’ “Never Take Sweets from a Stranger” fra 1960, hvor en pædofil patriark og hans magtfulde afkom terroriserer en stakkels nyankommen familie. Mikkel skruer tempoet lidt op med “Election 2” af Johnnie To, der følger organiseret kriminalitet og kampen om magt i Hong Kong. Med “In The Soup” af Alexandre Rockwell er vi igen tilbage i indie-filmland. Her spiller Steve Buscemi en ung manusforfatter med store drømme og store regninger, der en dag får hjælp af den karismatiske og små-kriminelle Seymour Cassel til at lave sin film. Mikkel afrunder episoden med komedien “The Overnight”, som er produceret af Duplass-brødrene og instrueret af Patrick Brice, der også brugte sine egenskaber til at lave found footage-gyserne “Creep” og “Creep 2”. Tak for denne gang – vi lyttes ved!
I foråret havde Moovy Podcast så afsindigt travlt med at sætte rampelyset på Paul Schrader, at de rent faktisk glemte deres egen fødselsdag. Hvordan glemmer man at fejre sin egen fødselsdag? Det gjorde Moovy Podcast desværre tilbage i april, og det skal der rådes bod på. Derfor dedikerer de nu et afsnit til at fejre dem selv og de film, der har dannet dem. Episoden er døbt "Top 5 største filmoplevelser", men det dækker altså over de film, som har betydet mest for værterne Mikkel Abel og Joachim Jelle. Det er filmene, der repræsenterer et kærlighederklærende håndtryk mellem filmelskere og fortjener beskrivelsen: "De her film skal du se; de er mine yndlings." For at det ikke skal blive for tilfældigt, opdeles de 2x5 film i kategorier. Først snakkes der om filmen, der gjorde værterne til filmfans eller filmnørder. Altså filmene, der viklede filmrullen rundt om livet på dem og spændte dem fast til biografsædet for evigt. "Mary & Max" og Spike Jonzes "Hende" dukker op i kategorien om den største følelsesmæssige oplevelse, imens Mikkel og Joachims mest unikke filmoplevelser spænder fra Mike Leigh til Andrey Tarkovsky. Og så er der yndlingsfilmen. Den, der trumfer alt. "There Will Be Blood" dukker uundgåeligt op, men muligvis skal vi også tilbage i tiden og kigge på film som "Chinatown", "Rosemary’s Baby" og "Den store mand" – måske, måske ikke. Fødselsdagen og det filmelskende håndtryk aflsuttes med den mest personlige film. Titlerne, som Mikkel og Joachim elsker, måske, mere end alle andre. Denne film er altså den ultimative anbefaling – og selvfølgelig dukker der titler op fra mesterinstruktører som William Friedkin og Brian De Palma. Tak for at fejre dagen med os! Vi lyttes ved!
Comments 
Download from Google Play
Download from App Store