”Et af privilegierne ved at være forsvarsadvokat, psykolog, pædagog eller alle mulige andre jobs hvor man kommer helt tæt ind på menneskers liv, det er, at man bliver overrasket over, at selv nogen af dem der har gjort noget af det værste, også er mennesker.”

Sådan lyder det blandt andet i denne særlige episode af Forbrydelse og Moral, hvor jeg inviterede min storebror Christian Barckmann på besøg til en snak om nogle af de områder, hvor vores fag overlapper hinanden. Christian er børne- og ungepsykolog, og arbejder derfor med unge mennesker, som i en eller anden grad tidligt i livet oplever modstand, og hvoraf mange af dem på en eller anden måde allerede har haft kriminalitet tæt inde på livet.

Christian og jeg har ofte nogle gode uformelle snakke, hvor vi oplever, at vi kan lære af hinandens enormt forskelligartede fag. Men hvad sker der, hvis vi faktisk sætter os ned med mikrofoner imellem os, og taler frit fra leveren, og deler erfaring? Hvis jeg med andre ord lader min interesse, nysgerrighed, viden og foreløbige erfaring med retssystemet og ”den kriminelle” møde hans tilsvarende interesser, erfaring og viden om de unge mennesker, som han forsøger at hjælpe gennem et liv der til tider synes meningsløst, kan vi så lære noget af hinanden?

Når jeg vælger at lave det her afsnit, ligesom at jeg valgte at lave et afsnit med Ali Najei, så er det fordi jeg tror på, at den branche jeg forhåbentligt selv skal ud og arbejde i en dag - retssystemet – kan lære af andre mennesker end dem, som allerede er en del af branchen som professionel part.

Når Ali i afsnit 22 åbnede op, og fortalte om sin opvækst og fortid som dybt kriminel, herunder hans tanker om retssystemet, jamen så er det også i erkendelsen af, at jeg ikke selv har tilstrækkelig psykologisk indsigt til at kunne ”analysere” hans fortælling, at jeg hiver min psykolog uddannede storebror ind, og foreholder ham dele af Alis fortælling.

Vi satte os ned en onsdag aften hjemme hos mig. Christian iført en t-shirt med Prince afbilledet. Jeg har altid været misundelig på den t-shirt. Hver især forberedte vi os lidt, og så blev enige om, at vi talte ud fra den præmis, at hvis det blev godt, så kunne jeg udgive det, og ellers skulle det ligge mig frit for ikke at udgive det.

Jeg synes imidlertid, at Christian i det her afsnit kommer med et række tanker og overvejelser, som jeg endnu ikke selv havde gjort mig, og som jeg også er overbevist om, at andre – jurister eller ej – vil finde interessante. Desuden deler jeg i det her afsnit også lidt mere ud end sædvanligt af egen erfaring.

En af de tanker som jeg i særlig grad tog med mig efter vores snak, var Christians overvejelser om hvordan vi i dag ser på kriminalitet. At kriminalitet per automatik fordrer tanker om skyld, straf og ansvar. Men tænk… tænk hvis vi i højere grad så kriminalitet som et socialt fænomen der mest af alt vidner om mistrivsel. Hvad kunne man så gøre? Og hvad tænker Christian om det faktum, at for personer der er diagnosticeret med ADHD, er risikoen for at blive dømt for noget kriminelt eller for at komme i fængsel tre gange højere end for den øvrige befolkning? Er man så kriminel eller er man bare uheldig? Eller… hvis vi skal forsætte i den strafferetlige terminologi, så er ingen vel ”skyldige” i, at de lider af eksempelvis ADHD?

Det her er Forbrydelse og Moral episode 23. Et afsnit hvor jeg sammen med min bror, har optaget en uformel samtale, hvor vi udveksler viden og erfaring fra henholdsvis psykologien og den strafferetlige del af juraen, alt sammen i et håb om, at også andre end os selv, vil finde dele af samtalen lærerrig og interessant.

Du skal have stort tak, fordi du lytter med. Mit navn er Jacob Barckmann, God fornøjelse.