Jeg er en kvinde på 38, år der har ledt og ledt efter en partner at dele mit liv med, men det ender altid med at gå i stykker efter et par måneder. I perioder overvejer jeg om jeg bare skal give op og være alene. Det går jo bedst sådan, og jeg kan sagtens klare mig med min datter og min lederstilling. Da jeg var yngre, var jeg i nogle dårlige forhold, der lærte mig ikke at finde mig i at blive behandlet dårligt. Jeg har fået høj selvtillid med alderen og jeg vil ikke gå på kompromis med, hvem jeg vælger. Nogle mænd har det svært ved, at jeg tjener mere end dem, men jeg gider ikke gøre mig selv mindre for at please en mand. Det starter ofte med en stor forelskelse, men jeg bliver altid forladt – særligt hvis jeg begynder at stille krav eller viser usikkerhed. Er det fordi, de er bange for mig? Og hvis ja, hvorfor er de så ikke bange i starten?