Vi Unge Special: Roxette, Toto, Dodo And The Dodo's, Electronic, INXS, Jimmy Nail, Billy Ray Cyrus, The Shamen, KWS & Shu-Bi-Dua
Description
I denne uges udsendelse er det igen blevet bladtid, og for første gang nogensinde har vi valgt at tage fat i et gammelt Vi Unge blad. Ungdomsbladet som startede som filmmagasin helt tilbage i 1958, men som i 1963 også begyndte at dække den ”nye” populære popmusik under navnet Vi Unge. Vi har tidligere lavet en Special hvor vi kigger på Vi Unges historie, men nu har vi så dedikeret et helt afsnit til ét blad, Vi Unge fra oktober 1992 med fantastiske Jason Priestley og Gabrielle Carteris på forsiden.
Inde i bladet kigger vi nærmere på artikler om bl.a. Dodo And The Dodo’s, INXS, Roxette, eurodancegruppen KWS, smukke Caroline Henderson, cubanske Jon Secada, legendariske Toto-trommeslager Jeff Porcaro, en ung Keanu Reeves, unges fritidsjobs og desuden en brevkasse fra Katrine Ring, anmeldelser af de nyeste udgivelser og masser af hitlister.
Derudover prøver vi at huske alle navnene på birolleskuespillerne i Beverly Hills 90210, Andy viser en kæmpe viden om sanger Peter Busborg (det er noget med Keld Heick, en sofa og en euroglad Jacob Haugaard), vi opklarer et musikalsk mysterium fra 1992, vi giver comeback til Shu-Bi-Dua, og så får vi da også lige snakket om dyre elevjobs, DM i luftguitar, belgisk popmusik, STS-rejser, et bandlyst klubhit, Ian Ziering og Fruit Of The Loom t-shirts i høj, høj kvalitet.
Playliste:
Clouseau - Give it up
Dodo And The Dodo's - Giv mig skibene tilbage
Billy Ray Cyrus - Could've been me
Double You - Please don't go
KWS - Please don't go
Jon Secada - Just another day
Jimmy Nail - Ain't no doubt
Electronic - Disappointed
Roxette - How do you do?
INXS - Beautiful girl
Toto - Stop loving you
Shu-Bi-Dua - Sexchikane
Miriam Makeba - Pata pata
The Shamen - Ebeneezer Goode