DiscoverNærradiofonien
Nærradiofonien
Claim Ownership

Nærradiofonien

Author: DR

Subscribed: 47Played: 180
Share

Description

Mads Steffensen og Jacob Riising kører landet rundt med en sammenklappelig campingvogn.
I vognen findes et mobilt radiostudie - og fra dét sender de to værter to dages ultralokal radio, kun lige til dét sted de placerer vognen og hejser sendemasten. På den måde giver de en stemme til nogle mennesker, man ellers ikke hører meget til - og får indsigt i nogle miljøer, de færreste kender indefra.
Og i bedste lokalradiostil fyldes æteren med gode, overraskende og rørende historier, lystige jingles og ikke mindst de musikønsker, der kendetegner det særegne steds sjæl og soundtrack.
Tilrettelæggelse: Frederik Rothaus, Sabrina Valentine Bjerg Sørensen, Lise Marit Syftestad, Laura Teilmann.
Montage og klip: Signe Mansdotter.
6 Episodes
Reverse
Selv om cirka 50.000 danskere har folkesygdommen epilepsi, ved de færreste særlig meget om den. Billedet af folk i krampe og med fråde om munden er udbredt, og ser man et anfald i udbrud, bliver man som regel forskrækket. I første afsnit af Nærradiofonien er Mads Steffensen og Jacob Riising taget til Filadelfia - et epilepsihospital og center for erhvervede hjerneskader ved Dianalund på Midtsjælland.
Rigshospitalet er en af Danmarks største arbejdspladser med omkring 10.000 ansatte alene på Blegdamsvej på Østerbro i København. Og med over 1000 sengepladser og et utal af ambulante patienter og deres pårørende, er de sagnomspundne betonbygninger altid fulde af liv - og i snit tre gange dagligt også af død. Mads Steffensen og Jacob Riising har rullet Nærradiofonien ind i Sansehaven, i hjertet af Riget, for i to dage at sende ultralokal radio til, med og for ansatte, patienter og pårørende.
Mange forbinder festival med druk og tilfældige en-gangsknald. Men på Å-Festival i jyske Sdr. Felding ser det noget anderledes ud. Her samles hvert år i Pinsen mere end 3000 unge til Danmarks største kristne musikfestival. Og der er hverken alkohol eller flygtige seksuelle møder - til gengæld er de unge helt høje på Gud. For om-drejningspunktet er lovsange, kristne bands og seminarer, hvor ønsket om at skabe et godt og vedholdende kristent ungdomsmiljø er i fokus.
Der er cirka 2000 unge hjemløse i København og på landsplan er tallet langt højere - og støt stigende. Mellem 100 og 120 af de unge mennesker kommer med jævne mellemrum forbi værestedet Hellebro i Københavns Sydhavn for at få opladet mobilen, vasket tøj og spise et måltid varmt mad. Og ikke mindst for at få et knus og en smule af den omsorg, de fleste af dem har manglet livet igennem.
Man taler om et delt Danmark på krops- og sunhedsfronten - hvor mange dyrker sundhed som en ny religion, og endnu flere lader står til, bliver overvægtige og døjer med diverse livsstilssygdomme. I begge lejre er kroppen i fokus. Og det er den i dén grad også på de sociale medier, hvor et skævvredet kropsbillede eksempelvis gør, at børn og unge ikke tør bade med deres kammerater efter idræt. Men en lille gruppe mennesker synes at være fuldstændig upåvirkede af tendensen - og det er naturisterne. De tager tøjet af, så snart vejret er til det og hører hverken til kropsdyrkerne eller dem, der lader står til.
Thyborøn er nok mest kendt for seje og fåmælte fiskere, kvotekonger, Vesterhavets brusen og den evindelige vestenvind, der trænger ind overalt. For slet ikke at tale om Cheminova og den forurenede Høfte 42, hvor kemikaliefabrikken har deponeret gift i årevis. Men menneskene i Thyborøn hører man ikke så meget til - og at det rent faktisk er lykkedes dem at gøre deres by til en af de driftigste i "Udkantsdanmark", er de færreste bevidste om.
Comments 
Download from Google Play
Download from App Store