SCIFI SNAK

Verden er gået under, Europa er forsvundet, og noget der hedder iGhetti har slået sig ned i Londons finanskvarter, og nede ved kysten går folk stadig på café som om intet er hændt. Sådan er M. John Harrisons The End of Everything, som lige er kommet på Bookerprisens shortlist. Anmelderne kalder The End of Everything et mesterværk. Læserne på Goodreads kalder den uforståelig og giver den under tre stjerner i snit. Vi satte os for at finde ud af, hvem der har ret. Vi kan lige så godt sige det med det samme: vi blev aldrig helt sikre på, hvad vi havde læst. Om M. John Harrison M. John Harrison er 81 år og har skrevet science fiction siden new wave i slutningen af 60’erne. Han var litterær redaktør på bladet New Worlds, samme miljø som J.G. Ballard, som vi læste i ep. 121. Han er mest kendt for Kefahuchi-trilogien, der er en ret mærkelig space opera. Og så er han berygtet for at hade worldbuilding, som han har kaldt “the great clomping foot of nerdism”. Booker-vinderen bliver fundet 9. november, og vinder Harrison, bliver han den ældste nogensinde. En krise uden forklaring Vi er i England, mest ved kysten i Kent. Der er sket noget, som bare bliver kaldt krisen. De såkaldte iGhetti er sivet ind i vores verden fra “the astral plane”, og ingen ved, hvad de er, eller hvad de vil. På stranden skyller der hver dag ting op fra havet. Phillip Tennent lever af at samle dem og sælge dem videre, og en dag finder han et artefakt på størrelse med en baby. Det vokser i løbet, det lærer at tale, og til sidst kører det bil og bliver The Driver. Ingen i bogen forstår, hvad der foregår. Det gjorde vi heller ikke, og det er helt med vilje fra Harrisons side. “In the beginning – if there could be said to have been a beginning – no one really understood what had happened. There was a decade of confusion. (…) Social media was as useless as ever, and though the war with the iGhetti continued, people could never agree on what kind of a war it was, or what its boundaries were.” Vold uden efterspil Phillip tager artefaktet med hjem til sin tante Marnie. Hun er 70 år, maler og bor i et rækkehus under et styrtet passagerfly. Hun vil ikke have tingen i huset. Så kommer den vildeste scene. Marnie døser på sin altan, da en af Baker-tvillingerne stiller sig op på taget og tisser på hende. Han træder gennem taget og sidder fast. Marnie finder en kniv og skærer hans lårpulsåre over, så han langsomt forbløder. Bagefter synes drengens far, at hun måske overreagerede. Mere efterspil er der ikke. Sådan er volden hele vejen. Phillip skyder en flok mænd, der sidder og spiser af artefaktet, og artefaktet siger sine første ord: “Hello, nice.” Senere møder han Hampson, der har bygget to levende mennesker, formentlig sine egne forældre, om til en antenne for at få kontakt med iGhetti. Hampson får også bogens bedste replik: “‘The world’s over,’ he decided. ‘But that doesn’t matter. Because another one will be along soon enough.'” Et dårlig efterligning Midt i bogen dør Phillip. Pistolen går af, og vi får aldrig at vide, hvem der trykkede på aftrækkeren. Marnie kommer hans aske i en kiksedåse, som var det The Big Lebowski, og tager på tur langs kysten med artefaktet som chauffør. Undervejs begynder Artefaktet at ligne Phillip mere og mere. “By now she could be sure it was, if not Phillip, then a version of him, a bad guess, an attempt tailored to her needs, her own sentimentalised memory.” Et dårlig efterligning, skræddersyet til hendes behov. Det lyder som en AI-sprogmodel, og den læsning har Harrison selv bekræftet i et interview. Artefaktet taler også sådan, AI-indladende og uden hjerte. Da Phillip dør, siger det “I’m sorry for your loss”. Da Marnie beder det lade være med at spille Phillip, svarer det bare: “I can have another name. If you like.” Drøm eller lektier? Kapitlerne er korte og springer i tid. Hver gang vi lukkede et, var det som at vågne fra en drøm, man allerede er ved at glemme. Anden halvdel føles løsrevet, og den afslutning, hvor nogen samler trådene, kommer aldrig. Sjov er bogen faktisk også. Booker-dommerne skriver, at de grinede højt. Så langt kom vi ikke, men der er små, veldrejede øjeblikke med et glimt i øjet: “Toddlers, she believed, are always trying to convey one of two things: that they want something they know you won’t give them, or that they don’t want to go somewhere you’re going.” Scenerne er stærke hver for sig, og det er betragtningerne også. Den sammenhængende historie virker Harrison til gengæld ligeglad med. Måske var det her sjovere at læse i novelleformat. At rumvæsner forbliver uforståelige er et kendt greb, som vi også mødte i Roadside Picnic. Her bliver det overgjort. Vil man have noget ambitiøst og weird, der stadig tager læseren med, er This Is How You Lose the Time War et bedre bud. Vurderingen Jens: ⭐⭐ Harrison skriver fascinerende, og som ambitiøs arthouse-film med et glas hvidvin i hånden havde det nok været en oplevelse. Men efter hvert kapitel var det som at gribe efter en drøm, og der var ingen karakterer at holde fast i. Svære bøger som Ninefox Gambit går fint, når man bliver klogere undervejs. Det skete ikke her. Uden SCIFI SNAK som lektiegiver var bogen ikke blevet læst færdig. Anders: ⭐⭐ I starten var det litterær sci-fi fra øverste hylde. Derfra gik det ned ad bakke, og til sidst var det ord i en lang smøre på knap 200 sider. Bagefter kan man godt synes, det var flot skrevet, men det er efterrationalisering med et strejf af Stockholm-syndrom. Stjernerne gives for læseoplevelsen. Som med David Lynchs Eraserhead skal man være i humør til det, og er man ikke fanget efter 25-30 sider, har man lov at lægge bogen fra sig. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The End of Everything. Shownotes til episoden om The End of Everything Bogen er udgivet af Serpent’s Tail. Booker-dommernes begrundelse, inklusive det med at grine højt, står i What our judges said. Siden sidst Jens Alix E. Harrow: The Everlasting. Årets Hugo-vinder. Det er fantasy, men med tidsrejser, så den tæller. Historikeren Owen Mallory forsker i legenden om ridderen Sir Una Everlasting, som en hel krigsførende nation har bygget sin identitet på. Så finder han en bog, der ligner urkilden. En historie om nationale myter og fascisme, og den er vanvittigt god. Ann Leckie: Radiant Star. Tilbage i Radch-universet, på en isplanet, der har mistet sin sol, og hvor religionen venter på, at stjernen vender tilbage. De store Justice-skibe er med igen, denne gang en ældre og lettere excentrisk model. Giver lyst til at læse hele serien forfra. Kim Stanley Robinson: Antarctica. Fra 1997, men allerede dengang om klima og økoterrorisme, ligesom i The Ministry for the Future. Smukt skrevet, og man bliver klog på Scott, Amundsen og Shackleton. Kort: John Scalzis The Human Division fra Old Man’s War-universet, som i år vandt Hugo for bedste serie. Og A Trade of Blood, treeren i Ana og Din-serien. Hele serien ligger på Spotify, læst af Andrew Fallaize, som er på vej til at blive Jens’ yndlingsoplæser. Anders Jinwoo Chong: Flux. Debutroman om en ung mand, der mistænker sit techfirma for at misbruge tidsrejser. Tre overlappende fortællinger og en fiktiv detektivserie som rød tråd. Rodet, og det svingede ikke helt. John Scalzi: The Consuming Fire og The Last Emperox. Resten af Interdependency-serien, læst i eftersommeren af ren lyst til hyggelig space opera. Ikke stor kunst, men et perfekt fix. Charles Stross: The Atrocity Archives. Første bind i Laundry Files, som Jonas anbefalede sidst. Cthulhu-monstre holdes i skak med okkult datalogi af en hovedperson, der altid er på kant med HR. Funky skrevet og meget sjov. Robert Jackson Bennett: The Tainted Cup. Læst på Jens’ anbefaling. Underholdende og opfindsom, og de næste i serien skal også læses. E.J. Swift: When There Are Wolves Again. Mere cli-fi end sci-fi, fra 2020 og frem til 2070. Klimakatastrofen rammer for alvor, men Storbritannien tackler den blandt andet med rewilding. Mest en historie om Lucy og Hester, der begge drømmer om ulve i England igen. På listen: Emily St. John Mandels nye Exit Party og China Miévilles The Rouse, som han har skrevet på i 20 år. Lytternes input Henning Andersen minder om, at Bradbury ikke skrev science fiction for at forudsige fremtiden, men for at forhindre den. “Held og lykke, Ray!” Thomas Nielsen har en redningskrans til alle, der ærgrer sig over utro filmatiseringer. Douglas Adams blev spurgt, hvorfor bogen afveg fra radioserien, og svarede, at den historie havde han jo allerede lavet. Hvorfor skrive den igen? Anders Kousholt, forlæggeren bag den nye danske udgave af Fahrenheit 451, takker for stjernerne og for, at Anders udtalte hans efternavn rigtigt i første hug. “Det sker ikke så tit.” Henrik Bay anbefaler Colossus af D.F. Jones fra 1966, hvis man vil være endnu mere deprimeret. Han har tit tænkt på, om James Cameron havde den i tankerne, da han skrev The Terminator. Carsten Fogh Nielsen tipper om podcasten Starship Alexandria, hvor Adrian Tchaikovsky og Emma Newman hver måned taler om en bog. Jens har allerede hørt afsnittet om Piranesi og anbefaler det varmt. Lise synes, vi skal tage Robert Jackson Bennetts American Elsewhere op. En kvinde arver et hus i en by, der ikke findes på noget kort, og mysteriet bliver kosmisk. “Twin Peaks møder H.P. Lovecraft.” Richardt Veje Madsen fandt sine første scifi-bøger på Hvalsø Bibliotek, på en hylde for sig selv. Han genlæser tit Peter F. Hamiltons Fallen Dragon. Anders er flyttet til Hvalsø og går ned og ser, om den stadig står der. Næste gang Nick Harkaway: Titanium Noir. En detektivhistorie om mordet på en titan, et af de få elitemennesker, der sidder på magten i den her fremtid. Den er blevet kaldt et virtuost mashup af Philip K. Dick og Raymond Chandler. Jens’ valg, fundet på en Goodreads-liste. Der er også kommet en toer, Sleeper Beach. Og så er Eftersnak på vej i feedet om få dage: en mellemepisode om de fire store dystopier, Vi, Brave New World, 1984 og Fahrenheit 451, og hvad de har til fælles.

I Ray Bradburys klassiker fra 1953 brænder brandmændene bøger. Derfor tyede vi til papirudgaven da vi læste Fahrenheit 451, som lige er kommet i en ny dansk oversættelse. Fahrenheit 451 står side om side med 1984 og Brave New World som en af det 20. århundredes tre store klassiske dystopier. Bogen udkom i 1953, midt i den anden røde skræk og McCarthy-æraens jagt på “u-amerikansk” tankegods. Men Fahrenheit 451 er ikke bare en advarsel mod statscensur ovenfra, men lige så meget mod et publikum, der selv beder om at slippe for det besværlige og bare vil passivt underholdes. Om Ray Bradbury Ray Bradbury var en af de helt store amerikanske scifi-forfattere fra midten af det 20. århundrede. Han havde skrevet siden han var 12, men det var først med The Martian Chronicles fra 1950, at omverdenen begyndte at få øjnene op for hans poetiske og fantasifulde stil. Han var autodidakt. “I never went to college, so I went to the library”, som han selv formulerede det. Og det var i biblioteket, at Fahrenheit 451 blev til. Tidligt i forfatterskabet havde han ikke råd til et kontor. I 1951 fandt han en kælder med lejeskrivemaskiner til ti cent pr. halve time under et bibliotek på UCLA. Der skrev han novellen The Fireman. Den blev populær, så forlaget bad om en roman, og så måtte han tilbage i kælderen under biblioteket og skrive en bog om at brænde bøger. To år efter udgivelsen kom bogen på dansk som 233° Celsius. Nu er den her i Anders Kousholts nye oversættelse fra forlaget Koloni. Montag: den omvendte brandmand “Det var en fryd at brænde”. Sådan begynder bogen, og ilden bliver beskrevet med en begejstring, der nærmest strejfer det erotiske. Vi er i en amerikansk forstad, skruet nogle årtier frem. Guy Montag er en af den nye tids brandmænd. Med en salamander broderet på ærmet og en føniks på brystet opsøger han folk med bøger og brænder deres hus ned. På brandstationen står korpsets Mekaniske Hund. Den er en af scifi-genrens tidligste dræberrobotter: otte metalben, der sporer duftstoffer og lammer med en nål. Den er lavet for at jage bogelskere, men Montag er utryg ved den. Han føler at den har kig på ham. Tilværelsens ulidelige overfladiskhed Hjemme sidder Montags kone Mildred med små høretelefoner i ørerne døgnet rundt. Hun er opslugt af de store tv-skærme, der fylder tre af stuens vægge. Hun drømmer om en fjerde, hvis Montag kan tjene pengene. På skærmene kører interaktive tv-serier, hvor skuespillerne siger hendes navn og giver hende replikker at svare med, så hun føler sig som en del af familien. Men det er ikke nok. Tidligt i bogen finder Montag hende bevidstløs efter en overdosis sovepiller. Men det er så almindeligt at folk forsøger selvmord, at det håndteres som ren rutine, og de to “udpumpere” minder mere om mekanikere end læger. Beskrivelsen af scenen viser Bradburys billedskabende stil. Læser man den højt, kan man mærke rytmen i den, næsten beat-poetisk, lige så meget musisk som visuelt. “De havde denne her maskine. De havde faktisk to maskiner. En af dem gled ned i ens mave som en sort kobra i en ekkofyldt brønd, hvor den ledte efter alt det gamle vand og al den gamle tid, der havde samlet sig der. Den drak al den grønne materie, som langsomt sydende var steget til tops. Drak den af mørket? Sugede den alle giftene ud, som havde hobet sig op dernede over årene? Den åd i stilhed, kun nu og da med en lyd af indre kvælning og blind søgen. Den havde et Øje. Maskinens upersonlige operatør kunne, fordi han bar en særlig optisk hjelm, stirre ind i sjælen på det menneske, han var ved at pumpe ud. Hvad så Øjet? Det sagde han ikke. Han så, men kunne dog ikke se, hvad Øjet så. Hele operationen var ikke meget anderledes end at grave en rende i ens baghave. Kvinden på sengen var ikke andet end et hårdt lag marmor, de tilfældigvis var nået ned til. Fortsæt bare, skub boret ned, søb tomheden op, hvis tomhed altså er noget en pulserende sugeslange kan fjerne. Operatøren stod og røg en cigaret.” Da Montag knækker Montag rammes af en uro, der kommer til udtryk som en voksende fascination af bøger. Bag ventilationsgitteret i huset har han sin egen samling af reddede bøger. Han bryder tabuet og begynder at læse dem. En dag slukker han tv-skærmene og læser poesi højt for Mildred og hendes veninder. Kort efter angiver Mildred ham. Montag kommer med på en udrykning der ender foran hans eget hus. Hans chef, Beatty, rækker ham flammekasteren og forlanger, at han brænder sit hjem af, rum for rum. Men presset bliver for stort, og Montag vender flammekasteren mod chefen og den mekaniske hund. “Og så var han en skrigende brand, en springende, strittende, plaprende lededukke, ikke længere menneskelig eller genkendelig, men lutter vridende flamme på plænen. (…) Beatty slaskede om og om og om, og vred sig så endelig sammen som en forkullet voksdukke og lå helt stille.” Bogmennesker og en bombe Mordet sætter en menneskejagt i gang. Montag flygter ved at drive ned ad floden og ud af byen. I skovene møder han en gruppe lærde vagabonder. Hver af dem har lært en bog udenad. De bliver de eneste overlevende, da krigen bryder ud og atombomberne falder over byen. Montag ser Mildred for sig i et hotelværelse i et højhus, foran skærmene. “Han så hende for sig i hotelværelset nu i det halve sekund, der var tilbage, mens bomberne stadig var en meter, en fod, en tomme fra den bygning hun sad i. Han så hende læne sig frem mod de store, skinnende vægge af farve og bevægelser, hvor familien snakkede og snakkede og snakkede til hende, hvor familien sludrede og pludrede og sagde hendes navn og smilede til hende og intet sagde om bomben, der var en tomme og nu en halv tomme og nu en kvart tomme fra toppen af hotellet. Læne sig ind mod væggen, som om denne sultne stirren ville finde hemmeligheden bag hendes søvnløse ængstelse der. Mildred, der lænede sig anspændt og uroligt frem som for at styrte, dykke, falde ned i denne sværmende umådelighed af farver og drukne i dens funklende lyksalighed.” I det halve sekund husker Montag endelig det, de begge havde glemt: Starten på deres forhold, da de mødtes i Chicago. En detalje, der gør en kold bog varm. Vurderingen Anders: ⭐⭐⭐⭐⭐ Greb dybt i lommen. Gamle klassikere føles ofte bedagede og svære at nå ind til, men denne sad præcis det rigtige sted. Den beat-poetiske stil ramte plet, og pointen blev leveret både lige op i fjæset og med plads til at tænke videre. Jens: ⭐⭐⭐ Bradbury skriver megafedt, bogen er dejlig kort, og oversættelsen lykkes rigtig godt. Men det føltes som lektier. Montags vej fra bogbrænder til litterær flygtning er uforklaret, og slutningen med bogmenneskene og bomben var decideret sær. Vi havde en lignende diskussion i afsnittet om Frankenstein: giver man stjerner for det, en bog betød, eller for det, den gjorde ved en? Her er det læseoplevelsen, der tæller. Om tyve år kan den godt være en anden. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Fahrenheit 451. Shownotes til episoden om Fahrenheit 451 Ray Bradburys egen beretning om kælderen, skrivemaskinerne og de mange versioner af bogen findes i Fahrenheit 451 Revisited fra UCLA. Han fortæller blandt andet om en biltur med Fritz Lang, der syntes filmens slutning var helt hen i vejret. Siden sidst Jens (sommerhus, masser af læsetid, ti bøger foran Goodreads-målet) Robert Jackson Bennett: The Tainted Cup og A Drop of Corruption. Fantasy og detektivroman i ét, i et imperium der lever i skyggen af leviathanerne. Ana og Din er et Holmes/Watson-par, hvor Ana er langt mere unhinged end originalen. Treeren, A Trade of Blood, er lige udkommet. John Scalzi: The Collapsing Empire. Popcorn space opera om et imperium, der hænger sammen via faste ruter gennem hyperrummet, og som nu er ved at falde fra hinanden. Fire stjerner, fordi Jens morede sig så godt. Vi har haft Scalzi før i ep. 130 om Old Man’s War. Django Wexler: How to Become the Dark Lord and Die Trying. Anime-isekai møder litRPG: heltinden skulle redde menneskeheden, men vil hellere være skurken. Sjov og fantasifuld, men slutter på et decideret “to be continued”, og det trækker en stjerne. Anders (flytning, ny have, techno-thriller-sommer) Claire North: Notes from the Burning Age. Post-apokalyptisk fortælling om en munk-bibliotekar, der ender som spion i et geopolitisk spil i resterne af Europa. Bekræftede endeligt kærligheden til Claire North, som vi også læste i ep. 136 om Slow Gods. Chuck Wendig: Invasive. Genmodificerede myrer, der er væsentligt mere ubehagelige end det lyder. Knaldroman, men kinetisk skrevet, og man kan altid følge med i, hvor man er. Blake Crouch: Upgrade. Opgraderede mennesker som redningsplan for en verden på vej mod afgrunden. Ny sæson af Dark Matter er i øvrigt på vej. Isabel J. Kim: Sublimation. En verden hvor man klones, når man krydser en grænse, og hvor de to udgaver kan smelte sammen igen. Kunne have været en historie om søskende, men får fire ekstra dimensioner. Velskrevet, poetisk og dramatisk. Gensyn med Jurassic Park efter Sam Neills død, og førstegangssyn af Taika Waititis Hunt for the Wilderpeople, som Sam Neill også er med i. Lytternes input Henning glædede sig til afsnittet og foreslog, at man ser Truffauts filmatisering ved siden af. “Den er ikke så ringe endda”, og den kan lånes på biblioteket. Vi nåede det ikke. Majbrit om The Faith of Beasts: toeren var bedre end etteren, og identitetstemaet giver en uhyggelig forudanelse om treeren. Hendes spørgsmål til os: hvordan skal alle tråde samles i bare én bog? Bliver den meget lang, eller kommer der en toenhalver? Paul om samme: “Det er et ret fantastisk univers de formår at skabe”. Christian fik endelig læst Klara and the Sun og hørte vores ep. 82 bagefter. Han bruger os som bogklub, også på gamle afsnit. Hans pointe: seks år og en AI-revolution senere virker bogen underlig gammeldags, og Klara har “tydeligvis alt for lidt processorkraft”. Han er skeptisk over for Taika Waititis kommende filmatisering, som efter traileren ligner en fjolleversion af Poor Things. Det udviklede sig til en snak om filmatiseringer. Waititis Joj

Dybt inde i et fremmed imperium er menneskeheden slavegjort blandt tusind andre racer, af de kæmpe insekt-agtige Carryx. The Faith of Beasts er bog to i The Captive’s War serien, og vi kaster os usædvanligt nok direkte over toeren: En dyster sommerferie-pageturner. Vi har fat i rumopera-genren. Altså den slags bøger med masser af planeter og alienracer i intergalaktisk krig. Vi befinder os langt ude i fremtiden. Menneskene i bogen bor på planeten Anjiin uden erindring om nogen Jord. Vi følger et hold af forskere, der er midt i smålige universitetsintriger, da invasionen sker. Carryx, en krigsførende race af kæmpe insekt/hummer-agtige væsener, udsletter en ottendedel af menneskeheden og trælbinder resten. De klogeste mennesker bliver slæbt til et enormt World Palace for at blive testet som potentiel del af “the moieties”: nyttige slaveracer. Menneskene skal bevise deres værd i en slags videnskabelig Hunger Games. Løs opgaven, eller ryg ud i historiens skraldespand. Om forfatteren James S.A. Corey er faktisk to personer: Daniel Abraham og Ty Franck. Fornavnene er lånt fra deres mellemnavne, og S.A. er initialerne på Abrahams datter. De mødtes i New Mexico, hvor Franck var assistent for George R.R. Martin, og her lærte de tydeligvis at holde styr på et stort persongalleri. I modsætning til læremesteren gør de faktisk også deres serier færdige. Duoen står bag The Expanse, som de skrev ved skiftevis at tage et kapitel hver. The Captive’s War blev annonceret i 2018, men Mercy of Gods udkom først i 2024 og Faith of Beasts i april 2026. En Amazon-tv-serie er på vej. Kan man forhandle med insektmonstre? I bog to er Dafyd Alkhor menneskenes de facto leder, og han er hadet for det. Han er forbindelsesledet til Carryx-bibliotekaren Ekur-Tkalal, som giver ordrer til menneskene og arbejder på at finde menneskehedens nytte for imperiet. Dafyd forrådte et oprør i etteren for at redde menneskene, og han ved, at man ikke kan forhandle med Carryx. Der er kun underkastelse eller død. De ser os som dyr. Nogle mennesker tror stadig, at de som en fagforening kan nedlægge arbejdet og kræve bedre vilkår. Da en gruppe biologer strejker, risikerer de alt. Men Dafyd har studeret Carryx-kulturen for at forstå den, så han siden kan overvinde den. I en chokerende scene brækker han strejkelederen Bruns arm og simulerer dermed monstrenes symbolske måde at håndtere udfordring og underkastelse på. “I know that this looks like cruelty, but it’s the only kindness I have left to give.” Den udødelige fjende Carryx har i årtusinder ført krig mod en fjende, de aldrig har kunnet udslette, kaldet “the deathless enemy”. Hvem den er, ved de dybest set ikke. Så da fjenden efterlader en netop erobret planet, kaldet “World”, næsten urørt i stedet for at brænde den af, bliver biologen Jessyn sendt derned for at studere livet og lære fjenden bedre at kende. Ude i en frugtplantage stikker noget hende: træerne ligner planter, hun kender hjemmefra. Hun tester en pære med chokerende resultat. “The pear-like thing was a pear. The result bars listed DNA, chloroplasts, mitochondria, cellulose. If she had taken the sample from the corner grocer at Dyan Academy, the results would have looked the same. She and the trees in this orchard were closer cousins than any of the inhuman things she’d been traveling with. More related to her than half the life on Anjiin.” Pæren er genetisk identisk med dem, hun kender fra Anjiin. Planetens oprindelige folk var altså mennesker, fjernt beslægtede fætre. Og dermed går det op for hende: Den udødelige fjende, Carryx har jagtet i evigheder, er menneskeheden selv. En kæmpe snegl ved navn Vaudai Modvægten til al kulden er varmen mellem arterne. Forskerne Ghati og Campar er sendt i krig på et Carryx-krigsskib, og dér bliver de venner med Vaudai, en enorm snegl af Sinen-racen og et taktisk geni med knastør humor. Vaudai kalder konsekvent mennesker for “sticks-with-meat-on-them”, og al hengivenhed gemmer sig bag en fornærmelse. Da de to venner til sidst skal tage afsked, blander sorgen og grovhederne sig: “Have you said the things?” Vaudai asked. “Has the grief passed?”“No it hasn’t,” Campar said. “It’s barely started. You can come in. I can be sad without you blocking my doorway.”[…]“I am going to miss you, you vast knot of mucus.”“I expect to regret the absence of your grotesque odor as well, sticks-with-meat.” Det er her, bogen er varmest og oftest sjovest: kærlighed og sorg under en permanent dødstrussel, pakket ind i grovheder. Ingen er værdifulde Bogen leder frem mod en kold indsigt: Carryx er uovervindelige, netop fordi intet i dem er uerstatteligt. Mister de deres hjemverden og deres Sovran (imperiets øverste hersker, i praksis en dronning), bryder det ikke sammen. “None are valued because none are valuable. […] They will never be other than what they are.” Undervejs lokker bogen os til at tro, at det hele handler om at slå dronningen ihjel, som i enhver god alien-historie. Så river den tæppet væk: Sovranen kan udskiftes i en fart, for der står altid en ny klar, og planen er meningsløs. Tilbage står Dafyds foruroligende gennembrud. Man kan ikke halshugge en organisme uden hoved. Man må splitte den: “What if there were two?” Vurderingen Jens: ⭐⭐⭐⭐ (fire stjerner). Super underholdende, og forfatterne skriver vanvittigt godt, især karakterer og relationer. Jens var overrasket over deres vilje til at slå hovedpersoner ihjel, og bogen er fuld af sjove idéer. Det med at studere Carryx og så begynde at brække arme på folk er ret godt tænkt. Anders: ⭐⭐⭐⭐ (fire stjerner med pil op). Anders tenderede mod fem undervejs, for bogen er dyster, nuanceret og overraskende. Men den bliver lidt fragmenteret, tråden med Ghati og Campar er ikke lige så stærk, og den beder læseren sluge et par store kameler: hvordan vidt forskellige racer kan leve side om side i den samme bygning, og et Carryx-skriftsprog, der åbenbart foregår i tre dimensioner, uden at det nogensinde bliver forklaret hvordan. En holding-firer, indtil trilogien viser, hvor den lander. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Faith of Beasts. Shownotes til episoden om The Faith of Beasts Siden sidst Jens Dungeon Crawler Carl af Matt Dinniman. En “litRPG”, hvor Jorden bliver lavet om til én stor dungeon, og de overlevende (samt en kat ved navn Donut) må level’e sig igennem. Underholdende sommerferielæsning i Ready Player One-genren, men ikke fantastisk skrevet, og nogle af de mange spil-puns falder til jorden i den danske oversættelse. Tre stjerner. Shroud af Adrian Tchaikovsky. Næsten fem stjerner. Underbetalte rumarbejdere lander på en planet med enormt tryk og bizart liv i totalt mørke. Tchaikovsky brillerer igen med kommunikation mellem vidt forskellige væsener; kun de lange “gåture” på overfladen trækker ned. Platform Decay af Martha Wells. Murderbot nr. 8, tilbage i den korte form, der klæder serien. Infiltration på en ringplanet, mens Murderbot forsøger at holde styr på sin egen PTSD. En fornøjelse for fans. E-bog-tip: På ebooks.com kan man hente en ren EPUB via deres “legacy”-metode (Adobe Digital Editions), hvor det er nemt at fjerne DRM til egen brug. Og med KOReader på Kobo og Readest på Mac/iPhone kan man køre sin egen synk-server for egne EPUB’er. Anders 84K og Notes from the Burning Age af Claire North. Efter Slow Gods læste han videre. 84K er Claire North møder Orwell, hvor man kan betale sig fra enhver forbrydelse. Notes ligner en post-apokalyptisk A Canticle for Leibowitz. The Vanished Birds af Simon Jiménez. Smukt skrevet space opera med Slow Gods-vibes, hvor man nærmest “sejler” gennem hyperrummet. Where the Axe Is Buried af Ray Nayler. Nær-fremtid, hvor AI’er styrer de fleste lande, og en russisk diktator hælder sin hjerne over i nye kroppe. Gibsonsk stemning; stærkt anbefalet. There Is No Antimemetics Division af qntm. Men in black mod idéer, der får os til at glemme dem. Vildt original og til tider ægte uhyggelig, men den samlede historie falder lidt fra hinanden. Disclosure Day (Spielberg). Underholdende, med imponerende one-takes og en rigtig god Emily Blunt, men også nogle mærkelige valg. Kan absolut ses. Trailer til Klara and the Sun (Ishiguro), instrueret af Taika Waititi med Jenna Ortega. Sær, men tvivlen kommer instruktøren til gode. Har skiftet til StoryGraph, som nu synker med Kobo. Der sker trods alt noget derude, hvor Goodreads står stille. Lytternes input Majbrit Pia Høyrup takker for podcasten og er i gang med vores anbefalede podcast Det Planetariske Bibliotek (afsnittet om nature writing). Slow Gods venter lidt endnu, for hun er “stadig rystet” efter Tchaikovskys Shroud, som hun varmt anbefaler. David Mondrup anbefaler på Goodreads Jeg som aldrig har kendt mænd af Jacqueline Harpman. En 30+ år gammel fransk roman om 40 kvinder indespærret i en kælder, hvor det er uklart, om det er en fremtid, en anden planet eller en parallel virkelighed. Trending på bog-sociale medier. Malte havde doneret fra et restlager whisky fra Stauning (en Stauning Smoke), som vi nød under optagelsen. Tak, Malte! Næste gang Vi læser Fahrenheit 451 af Ray Bradbury, passende nok tilsendt som papirbog fra Forlaget Koloni. Vi har kun læst The Martian Chronicles af Bradbury før, så det er på høje tid med et gensyn med klassikeren om et samfund, hvor brandmændene ikke slukker brande, men brænder bøger.

Maw er en udødelig pilot, som døde i mørket under et rumhop og kom tilbage som et monster. I Slow Gods fortæller han sin lange historie i en galakse, hvor en supernova betød døden for planeter og enden på civilisationer. Slow Gods er ambitiøs og fragmenteret, og den ser ud i alle retninger på én gang. Om Claire North Claire North er pseudonym for den britiske forfatter Catherine Webb, der debuterede som 14-årig og siden også har skrevet under navnet Kate Griffin. Til daglig arbejder hun som lysdesigner for live-musik, blandt andet for Royal National Theatre, og hun underviser også kvinder i selvforsvar. Som Claire North slog hun igennem i 2014 med The First Fifteen Lives of Harry August, et finurligt word of mouth-hit om en mand der lever det samme liv igen og igen. Slow Gods er hendes 9. roman som North og udkom i november 2025. Supernovavarsel fra The Slow Bogens handling sættes i gang med en advarsel fra en gådefuld maskin-entitet kaldet The Slow. En supernova vil eksplodere om ca. 100 år, og adskillige planeter vil møde deres undergang. Vi befinder os i en stor og broget galakse. Hundredvis af planeter er koloniseret af mennesker, der har udviklet sig i hver sin retning, og som mest er samlet under The Accord, en slags FN-konstruktion. Side om side lever kunstige intelligenser, et par alien-racer og sågar en frivillig hive-mind af mennesker kaldet “The Consensus”. Kosmisk horror: Mørket og piloterne For at rejse hurtigere end lyset må man igennem arcspace. Her lurer et horror-agtigt mørke, som ingen forstår. Piloterne, der styrer skibene igennem mørket, bliver langsomt vanvittige. Vores hovedperson, Mawukana na-Vdnaze, er anderledes. Hans første rejse endte makabert. Skibet ankom tolv sekunder, før det tog af sted, hele besætningen var død, og kun Maw selv sad uskadt i kaptajnens kahyt og kiggede tomt ud i stjernerne. Mørket havde lavet ham om til noget andet. Derfor er han nu udødelig. Han genopstår, når han bliver dræbt. Han kan flyve igen og igen. Men hvis han bliver uligevægtig, så bryder mørket frem, og splatterscenerne begynder. The Shine Maw kommer fra The Shine, hvor man bliver født med gæld. Fødslen koster, vejret koster, vandet koster, og de fleste arbejder hele livet uden nogensinde at komme i nul. Man er i praksis slave af sin gæld, selvom alle bliver bildt ind, at de lever i et meritokrati, hvor de dygtigste og flittigste er dem som får succes. “All it took was one disaster, a medical bill, perhaps, or a malfunctioning heater in his flat, for everything in his life to fall off a cliff, and it did.” Øverst sidder Theodosius Rhode. Den hypermaskuline Executor, som kører den fulde Trump-gameplan. Han har masser af power og udstråler “Shine.” The Shine er Claire Norths karikerede billede af det hyperkapitalistiske oligarki. Et møde med den stoiske Gebre Totalt modsat The Shine er planeten Adjumir, hvor en stor exodus planlægges for at redde så meget som muligt, inden supernovaen rammer. Her møder Maw Gebre, en emsig kustode, der kæmper for at redde kulturskatte fra den dødsdømte planet. Gebre er stoisk og besluttet. Hun skaber et særligt bånd til Maw og viser ham, hvordan individ, fællesskab og kultur tilsammen giver mening. Scenen, hvor han må forlade Gebre under et raid fra The Shine, er bogens emotionelle kerne. “We are the seeds of the forest, I whispered. We blaze so bright, and no life is special. No life is special and all of them are. No love matters more than any other, no story is more important, nothing matters more, nothing matters less so choose, choose, we choose every day, to be more than just ourselves, to live for more than just ourselves, because it is beautiful. You have been loved, and you are beautiful. May your song be sung, in the great forest that is growing still.” En bog der vil være alt på én gang Slow Gods skifter tonalitet konstant. I et kapitel er det horror. I det næste military sci-fi. Så pludselig poesi eller filosofi. Det er denne her slags “hæng-i scifi”, som vi kender fra Ann Leckie (Ancillary Justice) og Yoon Ha Lee (Nine Fox Gambit). Man skal arbejde lidt for det. Til gengæld er belønningen rig. Det fragmenterede greb gør, at bogen kan rumme både hyperkapitalismekritik, kosmisk horror og en stille kærlighedshistorie. Meningen med livet – intet mindre Slow Gods tager brydetag med de helt store spørgsmål. Den er på samme tid voldsomt kulørt og filosofisk. Når vi møder maskin-entiteten The Slow i en scene, der er som taget ud af “2001: A Space Odyssey“, får vi hele forklaringen og planen udlagt. Det er næsten Arthur Clarke-agtigt og lidt on the nose at møde denne “Deus ex machina” til sidst. Når alt kommer til alt, handler Slow Gods om, hvordan man er lille i et stort univers. Jens: ⭐⭐⭐⭐⭐. “Jeg har trukket den fulde skuffe ud. Det er en lidt ujævn ting, og den overordnede ark er nok bogens svageste del. Men alle nedslagene er bare så fede. Black Ships, The Shine som kultur, idéen om piloter der får forskellige slags galskab. Hendes evne til at skrive kultur, så det føles ægte, er i klasse med Frank Herbert og Arkady Martine.” Anders: ⭐⭐⭐⭐. “I perioder sad jeg og tænkte, hvorfor får jeg ikke lov til at give den seks. Andre gange tænkte jeg, at det her er tre. Den er ujævn og fragmenteret, og nogle af tonalitetsskiftene koster. Men den er fantastisk overskudsagtig, og den får en klar anbefaling. Absolut værd at læse.” Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Slow Gods. Shownotes til episoden om Slow Gods Siden sidst Jens Har læst Automatic Noodle af Annalee Newitz. Hans yndlingsbog af forfatteren indtil videre. Robotter laver biang biang-nudler i et post-borgerkrigs San Francisco og kæmper mod robofober, der giver dem dårlige anmeldelser på fremtidens Wolt. Masser af Newitz’ trademark weirde outsider-væsener med hjertet på rette sted. Fik set Project Hail Mary. Dejlig film, og Harry Styles’ Sign of the Times har siddet fast på hjernen lige siden. Hørte Læs Den!‘s 100. jubilæumsepisode. Tillykke til Mads og Jeppe. Anders Læste Godfall af Van Jensen. En kilometerstor menneskelignende skikkelse lander på Jorden og ligger der bare. Det burde have været en politithriller, og alien-historien er lidt påklistret. Læste The Mercy of Gods af James S. A. Corey. Hunger Games for forskerracer, fanget af kæmpe hummer-aliens. Ubehagelig og medrivende. Var i Planetariet og så The Empire Strikes Back i kuppelsalen. Forsøgte sig med For All Mankind sæson 5, men droppede efter to en halv afsnit. Håber på spin-off-serien Star City, der følger russerne. Hørte Det Planetariske Bibliotek, A Mock Books’ nye podcast om bøger der tager livtag med den planetariske krise. Lytternes input Per glæder sig over valget af Slow Gods og synes selv, at den minder mest om The Culture-serien. Henning associerer Monstret i Frankenstein til Roy Batty i Blade Runner og spørger, om Monstret er en androide. Han trækker også linjen til Brian Aldiss’ Frankenstein Unbound (1973), hvor Joe Bodenland transporteres tilbage til Lake Leman i 1817 og møder både Mary og Monstret. Frankenstein får stadig vurderingen: Røvkedelig. Kåre anbefaler Emma Newmans firebindsserie Planetfall. Start gerne med toeren, After Atlas, der er en near-future noir om en efterforsker i et England, hvor velfærd er privatiseret og gæld kan betyde kontraktuel trældom. Majbrit Høyrup påpegede en grundlæggende bias i bog-vurderinger fra Goodreads. “Alle os der opgiver efter 50 sider føler os ikke berettigede til at stemme, så en bog skal være både kort og helt uduelig for at få de helt dårlige vurderinger.” Heldigvis er Goodreads angiveligt ved at lave en “did not finish”-action. Næste gang Anders vælger The Faith of Beasts af James S. A. Corey, anden bog i The Mercy of Gods-serien. Læs gerne ettern også, hvis du ikke allerede har den med.

Mary Shelley var atten, da hun sommeren 1816 ved Genevesøen blev udfordret af bl.a. Lord Byron og Percy Bysshe Shelley (hendes senere mand) til at skrive en uhyggelig historie. Ud af konkurrence, regnvejr og et mareridt voksede en fortælling om Victor Frankenstein — en ung videnskabsmand, der skaber et monstrøst liv og derefter flygter fra ansvaret. Romanen udkom anonymt i 1818; i dag er navnet og Monstret overalt i popkulturen. Mary Shelley skrev videre efter Percys druknedød i 1822, men Frankenstein blev hendes mest læste værk. Fastfrosset i en rammefortælling på Nordpolen Bogen starter ikke med Victor, men med Robert Walton, en kaptajn på vej mod Nordpolen. Han skriver breve hjem til sin søster om ensomhed, ære og drømmen om at opdage noget nyt. Da skibet sidder fast i isen, møder han en udmattet fremmed — det er Victor, som brænder på at fortælle sin historie. Bogen er bygget som lag i lag. Victor fortæller om sin familie, sit studium og sit eksperiment. Siden får skabningen selv lov til at tale. Det er en langsom, bekendelsespræget roman med få gyserstød og meget følelsesregister. Film har gjort selve skabelsen til et stort klimaks; hos Shelley er den næsten en fodnote. Victor vender monstret ryggen Victor skaber sit væsen og vækker det til live om natten. Da han ser resultatet, stikker han af. Han lader det ligge alene. Monstret vandrer ud i verden uden sprog og uden nogen, der kan forklare det, hvem eller hvad det er. Det finder en hytte ved en skov og tilbringer måneder med at iagttage en fattig familie udefra. Sådan lærer det sproget. Sådan opdager det, at det er forladt og frygtet. Til sidst opsøger monstret Victor og kræver ét: en ledsager. Et andet væsen som det selv. Victor nægter. En for en dræber monstret Victors familie Monstret tager hævn. Det begynder med Victors lille bror William, som det dræber i skoven. En ung kvinde i familien, Justine, mistænkes for mordet. Der holdes retssag. Victor ved, hvad der virkelig skete — men han tier. Justine dømmes og henrettes. Siden dræber monstret Elizabeth, den kvinde Victor gifter sig med. Det sker på deres bryllupsnat. Victor begiver sig nordpå for at jage monstret — og det er her, Walton finder ham i isen. Hvem var egentlig værst? Victor dør ombord på Waltons skib, udmattet af sin jagt på monstret. Monstret dukker op ved liget og holder en tale. Ikke en trussel — et forsvar. Det siger, at det var et ubeskrevet blad. At det rakte ud til mennesker. At de skød på det og slog det og jog det væk. At det bare reagerede på, hvad det mødte. Walton er blind over for det. Fra det øjeblik, han mødte Victor på isen, så han kun et ædelt menneske med store tanker. At Victor tav under Justines retssag, mens en uskyldig blev hængt — det registrerer Walton ikke. Han beundrer Victor til det sidste. Monstret beslutter sig for at dø. Det vil tage nordpå og brænde sig selv. Det er det eneste væsen i fortællingen, der rent faktisk tager konsekvensen af sine handlinger. Victor flygtede og tav. Walton ville hellere lade sin besætning dø i isen end vende sydpå. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Frankenstein; or, The Modern Prometheus. Vurderingen Jens: ⭐⭐ (to stjerner — “kunne have været én”). Store dele af bogen føltes som kamp mod pacing og familieudredninger; det var især slutningen med Walton og monstret, der løftede oplevelsen og gjorde temaet tydeligt. Anders: ⭐⭐⭐⭐ (fire stjerner; “overvejet fem” af nostalgiske grunde). Genlæsningen ramte ham: Han lod sig rive med af det romantiske drama, og han har et særligt forhold til bogen fra universitetstiden — plus respekt for det kulturelle aftryk gennem 200 år. Til sammenligning har SCIFI SNAKs Goodreads-gruppe i skrivende stund en gennemsnitsscore omkring 4,04/5 på Frankenstein blandt dem, der har læst og bedømt den — så her er Anders mest i sync med lytterne. Shownotes til episoden om Frankenstein Siden sidst Anders Så Project Hail Mary i forpremiere (Ryan Gosling som Ryland Grace, Rocky-alienen, “let’s science the shit out of this”-vibe); sammenligner med The Martian. Har læst Good Morning, Midnight (Lily Brooks-Dalton) — bog bedre end Netflix-filmen for ham. Har læst The Water Knife af Paolo Bacigalupi — brutal klimathriller i det tørre USA. Nævner femte sæson af For All Mankind (premiere 27. marts 2026). Har ikke set The Bride (Maggie Gyllenhaal) — blandet omtale. Jens Trailer til Dune Messiah / tredje Villeneuve-Dune — og lidt “Timothée-overeksponering”. Læser There Is No Antimemetics Division (qntm) — “weird” puzzle-anti-mem; stor anbefaling. Har lyttet til podcasten Læs den om Frankenstein (afsnittet “Læs den ikke!”). Podcasten The Big Picture nævnt i forbindelse med Oscar-snakket om Project Hail Mary og Dune 3. Lytternes input Henning har en udgave med Bernie Wrightsons illustrationer (kan lånes på biblioteket); synes bogen er kedelig, men vil gerne lytte med. Lise roser stemningen i bogen og understreger, at film og bog ikke ligger tæt — hovedpointer kan gå tabt i filmfortolkninger. Kristoffer (m.fl.) har set Guillermo del Toros Frankenstein uden at blive fanget; leder stadig efter “den perfekte” adaptation. Anbefalinger fra lyttere Søren Trussel: The Tourist — tids-turisme som almindelig industri; turistguide der holder styr på tidsrejsende. Per: Slow Gods af Claire North — sammenlignes med Ann Leckie og Adrian Tchaikovsky; ultrakapitalistisk “Shine”-verden og udødelighed. Næste gang Episode 136: Slow Gods af Claire North — pligtlæsning når Leckie- og Tchaikovsky-sammenligninger flyver, men vi er også spændt på, om hypen holder. Kommentarer, input og snak: scifisnak.dk.SCIFI SNAK findes også på Mastodon og i Fediverse — se evt. guiden her.