Manden de kaldte Sonja

Så er det blevet tid til sæsonens sidste afsnit. I dag er Jonas og Flemming i gang med at mixe det nye nummer, Sorgfri og Tornkvist, og vi får et meget direkte kig ind i troldmandens værksted, hvor der lægges en sidste, elegant hånd på det kunstværk, der er Jonas’ sang. Man kan måske sige, at Flemming som producer er en slags maler, der maler med den fine fine pensel, som er Jonas og hans musik. Omvendt lærer Jonas faktisk Flemming noget om, hvor meget nærvær en stemme egentlig kan bære. Et hint: Det er et lille stykke over 6. Og så bliver det hele lige pludselig lidt mere interessant end bare interessant, for Flemming har nemlig haft en snak med Poul Krebs, og Poul er kommet med et overraskende, ja nærmeste chokerende tilbud. Banen er i hvert fald kridtet grundigt op for sæson tre …

Jonas har taget Flemming på ordet og er taget ud til Matilda for at lokke hende til at skrive en svensk tekst, så han slipper for selv at skrive noget på dansk. Klokken har næsten passeret 12, så der er rødvin på bordet og kärnkraftverker i luften, og Matilda har til en afveksling taget tøj på. Både vinen og ordene flyder og det lykkes faktisk for hende at få stykket en svensk tekst sammen i løbet af ca. et halvt minut – hvilket må siges at være noget mere effektivt end Jonas’ danske, som han har danset rundt om i ugevis uden rigtigt at nå i mål. Men pludselig fisker Matilda fløjten frem og begynder at puste løs til Jonas’ noget overraskede begejstring, og så er der også noget med noget meget meget tykt ler, som hun bruger til noget helkropsoplevelse. Ugens spørgsmål er i øvrigt, om man overhovedet kan sætte lighedstegn mellem mouserende rødvin og hedevin. Hvad det så end er.  Nåja, og hvem er Tornkvist og er han virkelig sorgfri?

Ungerne hjemme hos Flemming har gjort ham opmærksom på, at podcasten ikke er til at finde overhovedet, og at det måske kan være derfor, der ikke er mere end 50-60 ugentlige lyttere. Men hverken han eller Jonas har det fjerneste begreb om hvordan SoMe-medierne fungerer – Flemming er ganske vist både på Facebook og iMessage – så de vælger at alliere sig med Sara, en ung og temmeligt brun pige. Sara er nemlig ved at starte sig eget SoMe-mediebureau op igen efter en rigtig god sabatårs-rejse til Sydamerika. Spørgsmålet er så bare, om Jonas er den rette til at lave dansevideoer til TikTok eller om det er smartere med den noget længere lyrics-videoform, hvor man lige sætter noget tekst på et foto. Hvis man vil have fat på de unge. Som man jo vil.

I dag hører vi igen om Jonas’ spirituelle mentor, Rusty, der bor i en campingvogn langt ude i skoven – selvom han viser sig at have en helt anden baggrund. Jonas fortæller om, hvordan han med Rustys hjælp har fået trænet sin dødsangst væk, men Flemming er en lille smule bekymret over metoderne. De forekommer simpelthen ikke sikre, og Jonas virker heller ikke til at have helt styr på baggrunden. Så derfor beslutter de sig for at ringe til Rusty, for at få en entydig forklaring på, hvorfor det er hensigtsmæssigt at holde en pude over hovedet på hinanden, og på hvordan New Age-spiritualisme hænger sammen med SAS. Det viser sig heldigvis, at Rusty har reflekteret sig frem til svar på alle spørgsmålene og mere til. Klart, tydeligt, præcist og ind til benet. Nåja, og så er der nogen, der har sagt, at de synes podcasten er meget langsom. Men det er vores hovedpersoner enige om, ikke er et problem. Overhovedet.

Jonas er løbet helt tør for tekster. Han mener selv, det er fordi hans sangskrivningsniveau altid har været afsindigt højt, men bliver dog noget nervøs, da Flemming nævner, at han lige har snakket med Poul Krebs. Det viser sig nemlig, at Flemming næsten har været med til at lave den der med kæresterne. På månen. Men Jonas har også gode nyheder. Hans skarpe forhandlinger for et par uger siden har givet pote, aftalen med pladeselskabsmanden Kesse er faldet på plads, og det er faktisk endt med en egentlig pladekontrakt. Eller i hvert fald en slags pladekontrakt, som både levner plads til udvikling og kreativitet. Og så følger der en solid pose penge med, hele 5000 kr er det blevet til. Spørgsmålet er bare, om det er et problem, at han er helt tørlagt på tekst-siden, eller om tiden i virkeligheden er moden til en egentlig instrumentalplade fra Jonas’ hånd. I hvert fald bliver der lige lindet lidt på låget – vi får et kort glimt af den næste sang fra den kommende plade!

Så er det igen blevet tid til at vores to helte sender en rigtig podcast ud i æteren. Denne gang har Flemming ikke lige fået sendt spørgsmålene til Jonas på forhånd, men det går nok, for emnet er noget så ufarligt som køn i musikbranchen. Der er nemlig kommet et lytterspørgsmål omkring Jonas’ brug af navnet Sonja. Der opstår en smule uenighed omkring definitioner, og det ender med et telefonopkald til en af de helt store kønsforræddere i det danske musik- og kulturliv, Henrik Marstal, som med få, velvalgte ord heldigvis får sat tingene på plads og i relief. Et par spørgsmål står dog stadig ubesvaret hen: Er Frejaklubben et godt bandnavn? Er ibens? Skal man virkelig være med på lidt af hvert som up and coming pige i musikbranchen? Og hvor mange køn er der egentlig derude?

I denne uge får vi et direkte indblik i de hårde forhandlingsstrategier, der skal til, for at hive en god aftale igennem i pladebranchen. Jonas har fået hul igennem til en af de helt store drenge ovre fra København, og er snedig nok til at hive fat i den gode Kesse van Koorde, som var A&R-mand på BMG i gamle dage, og var meget tæt på at få Jonas’ gamle band helt frem i forreste linje. Jonas er nemlig ikke bange for at sætte Kesse stolen for døren, og det resulterer i noget, der med lidt god vilje kan sammenlignes med en pladekontrakt.

Så er det blevet tid til episode 2, som forvirrende nok viser sig at være episode 1 af podcasten. For podcasten begynder først i denne uge. I dag får vi et meget direkte indblik i, hvordan man laver en meget professionel podcast med dybe stemmer og ditto spørgsmål. Og hvordan man kommer ind i sindet på en kunstner. Flemming får stillet nogle rigtig gode – og ikke mindst fyldige – spørgsmål, og Jonas er på ingen måde bange for at stå ved, at hans kreativitet sikkert primært er et udtryk for noget næsten guddommeligt. Og at han er i perfekt balance i både krop og sind. Og så er der også en dame, der har skrevet ind med et ankepunkt omkring podcastens navn. Så skal vi sgu til det. Podcastdag!

Så er det blevet tid til en ny sæson, og i denne første episode er Jonas og Flemming en lille smule på kollisionskurs. Er email-nyhedsbreve fremtidens (eller for den sags skyld nutidens) bedste pr-medie? Hvor mange youtube-afspilninger skal der til, før der for alvor er tale om en succes? Hvad gør GO' Morgen Danmark med Thomas Helmig, hvis der også er sket en togulykke? Og hvorfor i alverden snakker historiens to helte om, at podcasten først starter i næste uge? Hør sangen Barbara Se sangen Barbara

Så er vi nået til sidste episode i første sæson af Manden De Kaldte Sonja. Danmarks top podcast i sin genre! I dag rejser Jonas med bus og taler med tre spændende mennesker – som i en form for moderne eventyr. Første gang med Flemming, der stadig ikke er overbevist om det med det tekstuelle, selvom der er kommet en ny og rigtig god sang på bordet. Anden gang med naturfagskomponisten Matilda, som længselsfuldt byder indenfor i forstædernes smægtende lædersækkestole. Og tredje gang med, ja med den jyske pop-rocks Grand Old Man, som desværre ikke rigtig synes, Jonas har fat i noget. Igen. Men hvad er mulighederne så? Og stiller man kufferten samme sted som sidst?

Så er det endelig blevet tid til, at Jonas og Flemming går i studiet og arbejder på den kommende plades første sang. Jonas sidder klar i vokalboksen og Flemming har stillet hele to af sine allerbedste mikrofoner op. Jonas har snakket med Kesse, pladeselskabsmanden ovre fra København, som har fået sagt en masse rigtig gode ting. Så der er blevet arbejdet lidt med den tekstuelle retning – igen. Men betyder tekster overhovedet noget, eller er klang, rytmer og bangers vigtigere? Og hvor vigtige er elefanter, næsehorn og Burkina Faso for ens output, når man er en ikke helt ung sangskriver fra et kollektiv ude på den anden side af Hammel?

Kesse van Koorde er en københavnsk pladeselskabsmand, en af den slags med skuldertaske, 90er Raybans og en tydelig stenbrodialekt. Han er også en slags bagmand på nogle mix, Flemming er ved at lave af Matildas sange, selvom aftalen vist ikke er faldet helt på plads. Og Flemming er helt usædvanligt kommet en lille smule bagud, så det er et problem, at Kesse ringer ud af det blå. Men hvem er mon Jonez og er han virkelig indeni Jokeren?

I dag får vores to protagonister fornemt besøg i studiet. Flemming har fået Matilda til at komme forbi for at hjælpe Jonas lidt på vej med teksterne, og snakken falder hurtigt på alt fra sommerfølelser til en bjørn, der hedder Nalle. Og døde, rådne dyr. Vi får også en slags forklaring på, hvorfor podcastens titel altid bliver læst op på svensk, og så søsættes der et tværskandinavisk sangskrivningsprojekt. Spørgsmålet er bare, om det virkelig ER de færreste, der kan høre forskel på dansk og svensk.

Flemming har et dilemma. Efter at have lyttet lidt til Jonas’ første nye sang, “Sum-sum, sum-sum”, er det gået op for ham, at ideen om at lave mere konkrete tekster nok alligevel ikke er supergod. Eller at Jonas måske bare ikke supergod til at lave den slags tekster. Problemet er selvfølgelig, at Flemming nok lidt er kommet til at antyde overfor Jonas, at det fungerede rigtig godt, det med 1:1-teksterne. Derfor ser han sig nu nødsaget til at tage kontakt til en anden lokal sangskriver, Matilda, hvis tekstunivers brillerer ved et nærmest fuldkomment fravær af lag. Matilda kan da også afsløre, at de fleste sangskrivere faktisk sjældent selv ved, hvad det er, de skriver om. Spørgmålet er så bare, om hun kan hjælpe Jonas lidt på vej. Som det ser ud lige nu, hænger afsætningsmulighederne i hvert fald i en tynd tråd.

I episode 3 har Jonas fået hul på en svær byld og er dukket op i studiet med en helt ny sang, som godtnok ikke er helt færdig endnu. En rigtig one take’er, med et mere konkret tekstuelt afsæt. Jonas får sagt mange gode ting om sundhedsvæsenet, fodbold og Jelling festival, mens Flemming nok er mere fokuseret på Spotify-tal og på kulturradikale Politiken-læsere. Men flytter bjerge rent faktisk tro? Og skal man virkelig aldrig stoppe sig selv og spørge “Er det her en god eller en dårlig idé”? I hvert fald er der skruet godt ned for niveauet – man kunne måske endda sige, at der er bakket grundigt baglæns over hele linien.

Episode 2 - hvor Jonas kommer på besøg i studiet hos Flemming og fortæller om terpentin og om iskolde bade, og hvor vores to helte både snakker om the Beatles, the Shadows og Cliff Richards og om en lidt rusten behandlertype, Jonas har mødt. De bestemmer sig for at lave en podcast om at lave en plade – eller det vil sige, Flemming bestemmer sig for det i dølgsmål. Spørgsmålet er så bare, hvor tit man egentlig behøver at mødes for at lave sådan en podcast og om man kan komme ind i sindet på en kunstner. Og om man overhovedet har lyst.

Episode 1 – hvor vi møder Flemming, en midaldrende, lidt falleret og ret jysk producer, der aldrig helt fik indfriet sine drømme og Jonas, en ligeså jysk sanger og sangskriver, der heller aldrig er nået helt i mål. Flemming tager denne gang fat i Jonas, for at få ham til at lave en ny plade – ikke fordi, han nødvendigvis synes at Jonas er særligt fed, men fordi han tænker, at han måske kunne tjene en skilling eller to på ham. Men er Jonas overhovedet klar?

I ‘Manden de kaldte Sonja’ følger man Jonas, den tidligere sangskriver og forsanger i bandet Sonja Hald, og produceren Flemming, som (ligesom The Beatles: Get Back) vil lave en podcast om tilblivelsen af Jonas’ næste album. Problemet er bare, at Jonas ikke længere skriver sange og vist nok også er endt i lidt af et hul. Med hjælp fra kollegaer i musikbranchen skal Flemming prøve at få ham tilbage på sporet og ud af kløerne på en spirituel mentor.