Forråelsens ansigter

”Jo mere vi skammer os, og jo mere vi ikke får sat ord på den, jo mere forrået bliver vi, fordi vi bliver tyndslidte.”Sådan siger Katja Balslev Nielsen, der har skrevet bogen ”Skam i professionelle relationer”. Hun medvirker i et særligt bonusafsnit i podcastserien ”Forråelsens ansigter”. Skammen har Katja Balslev Nielsen selv mærket i sit virke i beskæftigelsessystemet. Og det er hun ikke ene om, mener hun. Skammen er på begge sider af ’skrivebordet’ mellem den velfærdsprofessionelle og borgeren, fortæller Katja Balslev Nielsen i podcasten. Det kan være skammen over ikke at slå til som medarbejder, skammen over systemet eller måske lige frem skammen over hele faggruppen. Og det kan være skammen over selv at skamme sig. Men skammen er gift i velfærdssektoren, mener Katja Balslev Olsen. Særligt, fordi den risikerer at blive skubbet videre i systemet fra den velfærdsprofessionelle til borgeren. Konsekvensen er, at borgerne får skylden, og skammen forplanter sig i dem.I podcasten fortæller Katja Balslev Nielsen mere om, hvordan skammen kan blive tydelig og fylde mere, så den ikke ender i forråelse, og så den måske kan tage skyldfølelsen fra både ansatte og borgere. Bonusafsnittet er en forløber for en ny programrække i serien, der kommer i slutningen af oktober måned.Tilrettelæggelse og redigering: Niels SvanborgMusik: Johannes ElsloGrafik: Sille Jensen

Hver fjerde borger, der henvender sig til kommunens borgerrådgiver, har under den kommunale sagsbehandling været udsat for forråelse, som fx ubesvarede opkald eller mails, afvisninger og en nedladende tone. Det viser et nyt forskningsprojekt, der for første gang kortlægger omfanget af forråelse. Den mest udbredte form for forråelse er at blive ignoreret af sagsbehandleren. Bag forskningsprojektet står adjunkt Heidi Fischer Eskildsen og Ph.d. og adjunkt i socialt arbejde Lulu Hjarnø.”Vi havde nogle studerende, der kom tilbage fra praktik, hvor de havde oplevet en hård tone og borgere, der blev talt om på en bestemt måde. De spurgte: ”hvad gør jeg?” og ”Er det ok, at jeg siger: ’stop, det må I ikke?’.” Så der var behov for en viden om: Hvor kommer denne her tone fra? Om hvordan taler vi med hinanden om det? Og hvordan klæder vi de studerende på til deres praktik, men også til når de bliver færdige og kommer ud i job,” siger Heidi Fischer Eskildsen.De to forskere bag projektet er selv overraskede over omfanget.”Når vi har været ude for at fortælle om vores resultater, så er folk meget overraskede over, at tallet er så højt. Og selvom vi ikke har noget at sammenligne med, så mener vi, tallet er højt. Vi er i hvert fald blevet bekræftet i, at det var rigtigt at begynde at arbejde med dette felt,” siger Lulu Hjarnø.Artiklen er skrevet af journalist Niels Svanborg

Ledelsen har en vigtig rolle i arbejdet med at undgå forråelsen i omsorgssektoren. Men det stiller store krav til den enkelte leder. Det handler femte afsnit af ”Forråelsens ansigter” om.Lederens arbejde kan ifølge Dorthe Birkmose grundlæggende defineres som to opgaver, når det handler om at opsnappe og undgå forråelse. At man som leder er ”udefra-perspektivet”, samtidig med at man lægger strategier for at bekæmpe knaphed hos medarbejderne ved at give medarbejderne nogle arbejdsbetingelser, hvor de har tilstrækkeligt råderum til, at de kan hjælpe børn, voksne og pårørende. ”Lederne skal have mulighed for at være helt fysisk tæt på medarbejderne for at kunne opsnappe faresignalerne og mærke, hvis der sker et skred. Man skal som leder have tid sammen med medarbejdergruppen. Men samtidig skal lederen også være så mentalt distanceret fra gruppen, så man kan være ”udefra-perspektivet”. Det kan ikke nytte noget, at man bliver en del af gruppen, for så er man lige så ”lost”, som medarbejderne er,” siger Dorthe Birkmose i podcasten.Hun peger på, at mange ledere er udsat for et stort pres og mange arbejdsopgaver. Det gør det svært at bevare det mentale overskud til at bevare opmærksomheden på forråelse. ”Lige så snart, der er en leder, der oplever knaphed i deres råderum, knaphed på opbakning, knaphed på anerkendelse, knaphed på tid og knaphed på økonomi, så kan de blive så kognitivt reduceret, at de ikke har det mentale overskud til at lede,” siger Dorthe Birkmose.I dette afsnit møder du også afdelingsleder i Favrskov Kommune, Lise Lester, der har arbejdet med at finde nogle af de mekanismer, der kan føre til forråelse. Hun har skrevet en masteropgave om forråelse og har blandt andet interviewet en række medarbejdere. En af hendes konklusioner er, at det har en stor betydning, hvem man er på arbejde med.”Det har en kæmpe betydning. Dem, jeg har interviewet, siger ’vi skal have hinandens ryg og jeg skal vide, hvor min kollega er.’ Hvis man ikke ved, hvordan dem, man er på arbejde sammen med, reagerer, så er det en kilde til, at det bliver stressende at være på arbejde,” fortæller hun. Både Dorthe Birkmose og Lise Lester nævner i podcasten begrebet psykologisk tryghed som helt afgørende for en arbejdsplads, der vil skabe åbenhed om risikoen for forråelse, og de fortæller begge om lederens arbejde med at skabe denne psykologiske tryghed på arbejdspladsen.Tilrettelæggelse og redigering: Niels SvanborgMusik: Johannes Elslo

Hvad sker der, når offentligt ansatte i velfærdssektoren bruger deres ytringsfrihed?Det debatterer fagkoordinator Stine Hvidsten, pædagog og forfatter Rikke Smedegaard Hansen og psykolog Dorthe Birkmose i en podcastsamtale optaget på Folkemødet. Nu kan du lytte til samtalen i podcastserien ”Forråelsens ansigter”.Psykolog Dorthe Birkmose, som er forfatter til blandt andet ”Når gode mennesker handler ondt” og kommer meget rundt på arbejdspladser i velfærdssektoren. Her mærker hun ofte, at medarbejderne ikke er trygge ved at tale åbent om, hvordan forholdene er på arbejdspladsen.Hør, hvad det betyder, når man kan tale åbent på sin arbejdsplads, hvad det betyder, når man bliver mødet af tavshed eller udskamning, og hvordan vi i stedet for tavsheden kan gå i en nysgerrig dialog – også selvom man ikke nødvendigvis er enig.Udgivet af Socialt IndblikOptaget på folkemødet 2025

”Det er jo en gåde, hvorfor det ikke er akut, når et barn er i mistrivsel. Eller hvorfor det ikke er akut, når vi har et ældre menneske, som er bange for at bo i sit eget hjem. Hvorfor skal det tage et år eller halvandet, inden systemerne bliver enige med sig selv om, at det godt kunne ligne, at det var et problem? ’Ja, det var jo også det, medarbejderne sagde.’ Altså vi skal have losset bestiller-udfører-modellen ud, og i stedet have en beredskabstanke.” Det var blot ét af Dorthe Birkmoses bud på, hvordan vi kommer både den moralske stress og systemstressen til livs.I en samtale med socialrådgiver og forfatter til bogen ”Systemstress”, Karin Nissen, taler de om, hvad både moralsk stress og systemstress er, hvordan de to former for stress hænger sammen, og hvad det kræver at gøre op med stressen.Hør, hvad moralsk stress og systemstress er. For hvad skaber stressen? Hvordan skaber det en konflikt mellem borgere og medarbejdere? Hvad betyder konflikten? Og hvad skal forandres for at komme både moralsk stress og systemstress til livs?Samtalen er optaget på Folkemødet 2025. Tilrettelæggelse: Niels SvanborgUdgivet af Socialt Indblik

Indflydelse og følelsen af mening med arbejdet er ifølge forskningen et af de stærkeste kort til at skabe trivsel og høj faglighed.Men hvorfor bliver indflydelsen så presset mere og mere ud af arbejdet i socialsektoren? Og hvad betyder det for risikoen for stress og forråelse?Det taler psykologerne Malene Friis Andersen og Dorthe Birkmose om i dette liveafsnit af ”Forråelsens ansigter”.Malene Friis Andersen er erhvervspsykolog, forsker og ekspert i ledelse, stress, trivsel, arbejdsfællesskaber og psykisk arbejdsmiljø. Og så er hun forfatter til en lang række bøger, senest bogen ”Det kunne være så godt – På jagt efter indflydelse og det menneskelige i arbejdslivet”, som vi også taler om i podcasten. Dorthe Birkmose har skrevet og fortalt om risikoen for forråelsen de sidste 20 år og peger i sin opdaterede udgave af ”Når gode mennesker handler ondt” netop på løsninger. Én af dem er at minimere pseudoarbejdet og stole på medarbejdernes faglighed.I podcasten fortæller de, hvordan medarbejdernes indflydelse – og deraf mening i arbejdet – er under pres. Og hvad det pres så betyder for både den enkelte medarbejder i forhold til stress og for den faglighed, som de kan anvende og udfolde på deres arbejdsplads.  ”Problemet er, at vi som mennesker kan ende det sted, hvor vi opgiver vores egen faglige dømmekraft. Vi opgiver vores egen fornemmelse af, at jeg måske ved bedre end det her udefrakommende regime. Fordi det simpelthen bliver for hårdt at blive ved med at kæmpe imod og være i tvivl og føle, at man gør noget forkert, hvis du ikke følger det, som andre har defineret, du skal følge,” siger Malene Friis Andersen blandt andet. I samtalen kan du også høre om, hvad vi kan lære af debatten om stress, når det handler om forråelse.  Programmet er udgivet af Socialt Indblik.Tilrettelæggelse: Niels SvanborgLydefterbearbejdning: Jakob Ranum

Det kan være svært at tale højt om forråelsen. Særligt når den viser sig hos en selv eller de nære kolleger. Og når man selv og kollegerne er presset. Det fortæller Iben Stokholm og Stine Hvidsten, der selv har prøvet at stå frem og fortælle offentligt om forråelse og moralsk stress på deres arbejdsplads.  Og i en liveoptagelse af podcastserien ”Forråelsens ansigter” fortæller de, hvad det betød for dem at fortælle åbent om de arbejdsbetingelser, der skaber moralsk stress og risiko for forråelse.  For det kan være hårdt, når man vover at fortælle og bliver mødt med tavshed. Men det kan omvendt også skabe en bedre og mere åben dialog, hvis man på en arbejdsplads lykkes med at kunne tale åbent om den moralske stress, sliddet, arbejdsbetingelserne og de tegn på forråelsen, som måske viser sig.Du kommer også til at høre Iben Sahl Hansen, der er specialkonsulent hos Familie & Forebyggelse i Vejle Kommune og blandt andet hjælper ledere med at skabe en kultur, hvor der er plads til at tale højt om forråelsen.  Hun fortæller, hvordan man som leder med fordel kan tage fat på dialogen i ’fredstid’ og uden at nedtone alvoren gøre dialogen mindre tung. For det er også svært for en leder, der måske selv er presset.  Og netop det pres kan ifølge psykolog Dorthe Birkmose være med til, at lederen allerhelst vil lukke ned for dialogen om forråelsen. Fordi lederne er bange for, at lytter de til medarbejderne, så forpligter de sig til at komme med løsninger. Derfor begynder de at tysse på medarbejderne.  Det fortæller Dorthe Birkmose mere om sammen med Iben Sahl Hansen, Iben Stokholm og Stine Hvidsten i podcasten, der er optaget på årets Folkemøde på Bornholm.Du kan høre mere til Stines fortælling i afsnittet ”Har vi nogle vilkår, som tillader, at man bare er et menneske?” Og du kan høre mere til Ibens fortælling i afsnittet ”Det river og flår i moralen, når man går på kompromis med sin faglighed” og i afsnittet ”Vi skal sige det højt i stedet for at vende det indad” Tilrettelæggelse: Niels SvanborgLydefterbearbejdning: Jakob Ranum

”Fagligheden er blevet fortrængt af økonomistyringen i indeværende budgetår. Det er ikke sådan, at man langsigtet prøver at investere i mennesker, så de får det bedre, eller så de kan bidrage mere. Vi skal have styr på økonomien, styr på medarbejderne og styr på borgerne, og det kommer til at fylde og fortrænge fagligheden. Det har jo ikke en snus med ledelse at gøre, men det er kommet til at dominere, så vi desværre kan møde ledere, der tror, at dér, hvor de skal lykkes, det er, at de udelukkende skal holde budgettet,” siger Dorthe Birkmose i et nyt afsnit af podcastserien ”Forråelsens ansigter”, som er optaget på Folkemødet i juni. I podcasten debatterer psykolog Dorthe Birkmose sammen med antropolog Dennis Nørmark, der er forfatter til blandt andre bøgerne ”Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting” og ”Ufrihedens pris – hvordan vi lærte at tro, at vi ingenting kan” og Nana Vaaben, der er ph.d. og gennem flere år har forsket i moralsk stress.  ”Rigtig mange ledere står i en situation, hvor de skal beslutte, om de vil overholde budgettet, om de vil overholde lovgivningen, eller om de vil udhule et andet af deres ansvarsområder, så de er faktisk lige så moralsk stressede som deres medarbejdere,” siger Nana Vaaben.Alle tre ser behovet for mere ledelse og mindre styring, hvis fagligheden skal tilbage i fokus i socialsektoren.I podcasten fortæller Dorthe Birkmose, Nana Vaaben og Dennis Nørmark mere om, hvad styringen betyder for fagligheden og for risikoen for forråelse og moralsk stress. Og de taler om, hvordan vi kan få fagligheden tilbage frem for styringen. Tilrettelæggelse og redigering: Niels Svanborg Medvirkende: Dorthe Birkmose, psykolog og forfatter til bøgerne ”Når gode mennesker handler ondt” og ”Mennesket er motiveret”.Dennis Nørmark, antropolog, foredragsholder og konsulent, forfatter til blandt andre bøgerne ”Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting” og ”Ufrihedens pris – hvordan vi lærte at tro, at vi ingenting kan”. Lyt til tidligere afsnit med Dennis NørmarkNana Vaaben, ph.d. og docent ved Københavns Professionshøjskole, mangeårig i moralsk stress.Lyt til tidligere afsnit med Nana VaabenSamtalen er en liveudgave af podcastserien ”Forråelsens ansigter” udgivet af Socialt Indblik.Skriv dig op til vores nyhedsbrev her

”Jeg tænker, at perspektivskiftet er det mest kraftfulde værn mod forråelse."Sådan siger psykolog Dorthe Birkmose i et nyt afsnit af ”Forråelsens ansigter”, der handler om perspektivskiftet som metode."Hvis man er i stand til at give slip på sit eget ’udefra-perspektiv’ på et andet menneske for at skifte til det menneskes ’indefra-perspektiv’, kan man reelt prøve at forstå et andet menneske. Hvordan må det egentlig være at være dig med det liv, du har levet? Med det, du er gået igennem? Med det, som livet har budt på for dig? Med de mestringsstrategier, som du har udviklet? Med de rammer, som vi byder dig? Og med de mennesker, vi sætter dig sammen med? Jamen, hvordan må det så være at være dig? Hvad er det for en hjælp, som du kalder på? Lige så snart man bare tilnærmelsesvis begynder at forstå logikkerne hos et andet menneske, så er det svært at blive irriteret. Så er det svært at blive rigtig afmægtig.” Dorthe Birkmose forklarer videre i podcasten, hvorfor perspektivskiftet er så kraftfuldt.Og så skal du høre Stine fortælle om, hvor svært perspektivskiftet kan være, når medarbejderne er slidte og pressede på en arbejdsplads. Stine er social- og sundhedsassistent på et botilbud for voksne borgere med forskellige udviklingshandicap.Hun oplever, at fagligheden umiddelbart er høj. Men da en række forskellige omstruktureringer og besparelser finder sted, bliver personalet presset. Samtidig oplever de en pårørendegruppe, der reagerer og ønsker bedre forhold for borgerne. Det stiller krav til perspektivskiftet hos Stines kolleger – men også hos hendes selv.  Udgivet af Socialt IndblikTilrettelæggelse: Niels SvanborgFoto på cover: Michael Drost-Hansen

”Jeg har ofte følelsen af ikke helt at slå til. Alt det, man kan se foran sig, som er mennesker, der fortjener at få noget opmærksomhed, men som man ikke kan give dem, fordi der ikke er mere tid til det. Det slider sindssygt meget.”  Det fortæller fagkoordinator i socialpsykiatrien Stine til podcasten ”Forråelsens ansigter”, der i denne uge handler om mental restitution som et værn mod forråelsen.For når der i arbejdstiden ikke er tid indregnet til mental restitution, så er det en beslutning om, at man vil have forråelse, fortæller psykolog Dorthe Birkmose i podcasten og nævner hjemmeplejen som eksempel.”Der har jo været et helt grotesk eksempel med en hjemmepleje, som mødte ind til en aftenvagt på otte timer, hvor hun fik en køreliste med 53 besøg. Og det kan jo ikke lade sig gøre. Det er jo 150 procent udnyttelse af hendes tid. Så har man jo skabt noget uden mulighed for restitution overhovedet, fordi hun er bagud, allerede inden hun er startet. Hun har otte timer foran sig, hvor hun hele tiden er bagud, og hvor hun aldrig nogensinde ville kunne gøre det godt nok. Så har man jo topledelsesmæssigt og politisk besluttet, at man vil have forråelse,” siger Dorthe Birkmose, der opfordrer til at man i stedet for at overbooke medarbejderne sørger for, at der er et ’slack’ på 30 procent, så der er rum til det uforudsete og til hvile.”Det eneste, som er helt stensikkert, det er, at det uforudsete vil ske. Og så er vi nødt til at være klar. Så er vi nødt til at have et ekstra gear,” siger Dorthe Birkmose.I podcasten fortæller hun mere om, hvorfor mental restitution og slack er en løsning til at minimere risikoen for forråelse. Og Stine fortæller, hvad det betyder for hende, at arbejdet belaster så meget.Link til program 1, sæson 2  med Iben Link til program 10, sæson 2 med Susanne EkmanUdgivet af Socialt IndblikTilrettelæggelse: Niels SvanborgFoto på cover: Michael Drost-Hansen

”For halvanden år siden så jeg ikke mulighederne. Der tænkte jeg, at det er et hårdt område, og at det er ved at være for hårdt for mig. Men nu tænker jeg, at der er muligheder.” Det er Iben, der fortæller her. Og det, der skete for halvandet år siden, var, at hun i podcasten ”Forråelsens ansigter” fortalte om de arbejdsbetingelser, hun og kollegerne arbejder under på et dagtilbud for mennesker med fysisk og psykisk udviklingshæmning.Iben fortalte om den moralske stress, om slidte medarbejdere, og om borgere, som ikke altid fik den tid og opmærksomhed, der var behov for.  Siden er der sket noget. Og det handler dette afsnit af ”Forråelsens ansigter” om.  For i stedet for at forsøge at tie Ibens fortælling ihjel valgte de på Ibens arbejdsplads at bruge podcasten konstruktivt. Ibens nærmest leder lyttede selv til podcasten, og siden har samtlige medarbejdere lyttet til podcasten på en temadag, hvor de har arbejdet med refleksionsspørgsmål ud fra podcasten.Iben fortæller, at den moralske stress nu er gået fra at være noget, medarbejderne tidligere vendte indad, til noget, de nu ved handler om ydre omstændigheder. Og samtalen om både moralsk stress og risikoen for forråelse er blevet mere fri blandt kollegerne, fortæller Iben.For psykolog Dorthe Birkmose er Ibens historie et godt eksempel på, at det kan gå godt, når man står frem og fortæller. Og ikke mindst på hvad det kan gøre ved en arbejdsplads.”Det er jo ikke for sjov, at vi taler om psykologisk tryghed. Altså det er altafgørende, at man kan få lov til at sige, hvad man ved, hvad man tvivler på og hvilke konsekvenser ens arbejdsliv har for en. Både at man kan sige det, og at der så er nogen, som kan tåle at høre på det,” siger Dorthe Birkmose blandt andet i podcasten.Iben fortæller mere om, hvad det betød for hende og arbejdspladsen, at de kunne tale højt om moralsk stress og risiko for forråelse. Og om hvordan det nu har givet medarbejderne mod til at sende en bekymringsskrivelse til det politiske system.Udgivet af Socialt IndblikTilrettelæggelse: Niels SvanborgFoto på cover: Michael Drost-Hansen

”Forråelsen er til at få øje på. Den er der jo fra tid til anden. Altså både helt oppefra i de politiske beslutninger, der bliver taget om, hvilke besparelser der skal være. Men også på lederniveau og helt nede i driften,” fortæller Stine i nyt afsnit af ”Forråelsens ansigter”. Stine er ansat som fagkoordinator i socialpsykiatrien i en kommune, og hun fortæller om, hvordan det ikke altid handler om mere faglighed eller flere temadage, men om at få tid til at bruge fagligheden. Og om at mærke, at det der bliver sagt om vigtigheden af fagligheden også får rammerne og betingelserne for at kunne udføres.Og netop det er én af psykolog Dorthe Birkmoses pointer. Hun advarer både ledere og politikere mod at stille medarbejderne en løsning i udsigt uden at følge op på, at det ikke bliver ved ordene.  Et quickfix kunne ifølge Dorthe Birkmose eksempelvis være at tro, at en temadag med hende i sig selv kunne være en løsning. ”Jeg kan jo nogle gange godt hos både medarbejdere og mellemledere høre den der dybe frustration over, ”jamen, hvorfor har ledelsen hyret dig til at komme og sige de her ting,når de alligevel ikke vil høre på det? Altså når de ikke vil ændre på noget? Hvorfor skulle vi så have den her halve temadag? Det kommer jo ikke til at ændre noget som helst på noget,” siger Dorthe Birkmose, der støder på flere og flere quickfixes, hvor medarbejderne står frustrerede tilbage.I podcasten kan du høre Stine fortælle mere om, hvordan hun mærker, at risikoen for forråelse mest handler om tid og ressourcer til at bruge fagligheden. Og Dorthe Birkmose fortæller mere om, hvad quickfixes betyder, og hvad det kræver at skabe tro og tillid til de løsninger, som man introducerer fra ledelse og politikere.Udgivet af Socialt IndblikTilrettelæggelse: Niels SvanborgFoto på cover: Michael Drost-Hansen

”Hvor meget skal vi gøre, før der er nogen, der ser på det her problem? Der er jo nogle børn, der bliver ladt i stikken. Det handler jo ikke om os. Vi kan finde et andet arbejde. Men de her børn, de er anbragt der. De skal være der,” siger Lise i dette afsnit af ”Forråelsens ansigter”.Tavshed er ét af forråelsens ansigter. Og dette afsnit, som er en fortsættelse af de to forudgående afsnit, handler netop om tavshed. Det handler om, hvad der sker, når man som medarbejder beretter om svigt og passiv forråelse.  Det problem, Lise taler om, handler om det omsorgssvigt, som hun oplever på institutionen Fensmarksgade. Det er en døgninstitution i Københavns Kommune for nogle af de mest udsatte og sårbare børn og unge.Lise oplever, at pædagogikken er erstattet af ligegyldighed, hvor medarbejderne er holdt op med at arbejde for, at børnene og de unge kan komme ud af misbrug og kriminalitet.  Lise har forsøgt at råbe både sin nærmeste ledelse og socialforvaltningens ledelse op. Uden held. Og hun har sammen med tre kolleger skrevet en lang underretning til whistleblowerordningen i Københavns Kommune.Men ingen har svaret eller inviteret Lise til dialog om den kritik, som hun er kommet med.  Og tavsheden er på flere måder et stort problem, hvis man vil minimere risikoen for forråelse, fortæller psykolog Dorthe Birkmose, der hos ledelsen ser samme typer af passiv forråelse som i institutionen, hvor medarbejderne har opgivet børnene og de unge.  ”Det er jo præcis de samme mekanismer, som udspiller sig. Fordi der skal godt nok meget til, at man som leder ikke svarer. Så forråelsen er jo den samme i ledelseslagene. Men noget af det, som jeg jo tænker, er, at mange af lederne er bange. Altså som i rigtig bange. Så det må være udtryk for, at der er en masse ledere på forskellige niveauer, som står helt alene, og som kan være bange for, at hvis de får sagt noget, jamen så bliver de udskammet. Så bliver de gjort til skurkene. Så der må være en manglende tillid til kollegerne og til egne chefer og direktører, når man ikke engang tør svare på en kritik,” siger Dorthe Birkmose.Udgivet af Socialt IndblikTilrettelæggelse: Niels SvanborgFoto på cover: Michael Drost-Hansen

”Alle arbejdsdage er jo en dårlig arbejdsdag, når man går på arbejde og kun møder op og gør det allermindste, man kan slippe af sted med. Men den dårlige samvittighed æder mig op på meget kort tid,” siger Lise. I dette afsnit skal du høre Lise fortælle, hvordan arbejdet gjorde hende syg med stress, da hun begyndte at arbejde på en måde, der stred mod hendes egen samvittighed.  ”Jeg ved, hvad vi er ansat til. Jeg ved, hvad vi kunne gøre, men vi gør det ikke. Vi lader dem bare sejle deres egen sø,” siger Lise om den ligegyldighed, som hun oplevede. Lise er kun én af flere medarbejdere på institutionen, der blev ramt af stress.Og Dorthe Birkmose ser tavsheden som én af de afgørende faktorer for de mange sygemeldinger med stress.”Meget kan vi mennesker holde til. Og vi kan virkelig holde til meget. Vi kan altså holde til nærmest ubegribelige psykiske belastninger. Så længe der er nogen, der ser os. Så længe der er nogen, der har vores ryg. Så længe vi kan tale om det, så kan vi faktisk blive ved. Fordi det skaber et enormt håb, at når der er nogen, der ser os, nogen, der ved, hvad der foregår, og der også er nogen, som prøver at hjælpe os. Jamen, så er der jo håb for, at det bliver bedre. Men når vi stopper med at tale, så er al håb ude,” siger Dorte Birkmose.  I podcasten fortæller hun om, hvordan man skal se på hele gruppen af medarbejdere og se årsagerne i hele gruppen, i stedet for kun at pege på bestemte medarbejdere, når man vil til bunds i årsagerne til forråelsen.Udgivet af Socialt IndblikTilrettelæggelse: Niels SvanborgFoto på cover: Michael Drost-Hansen

”Der er en stemning af ligegyldighed. Og det har gjort, at jeg selv har været i tvivl om, hvad det er, der er forkert her. Fordi vi slår dem jo ikke. Vi gør ikke noget ved dem. Men det er jo det, der er problemet. Vi gør ingenting. Vi står bare og kigger på. Og er jo i nogen grad med til at forværre de unges situation.” Sådan siger Lise i ét af de nye afsnit af ”Forråelsens ansigter”, som handler om forråelsens mange ansigter, årsager og konsekvenser. Programmet handler om, hvad der sker, når ledere og medarbejdere tilsyneladende holder op med at tro på, at de kan skabe en udvikling for de børn og unge, som de er sat til at arbejde med.Lise er tidligere medarbejder på døgninstitutionen Fensmarksgade i Københavns Kommune. Institutionen skal hjælpe børn og unge, der har været udsat for omsorgssvigt. Mange af dem er misbrugende af rusmidler, og flere har enten begået kriminalitet eller er på vej ud i kriminalitet.  Men ifølge Lise og flere tidligere ansatte er det nærmere ligegyldighed end omsorg, som børn og unge bliver mødt med. Og det har alvorlige konsekvenser for de børn og unge, der er anbragt på institutionen.Psykolog Dorthe Birkmose forklarer i programmet, hvordan ligegyldigheden også kan være et udtryk for forråelse. Og hun fortæller om den komplicerede opgave, en leder er på, når man kommer ind i en kultur, hvor forråelsen for alvor har bidt sig fast og forsætter, selvom medarbejdere skiftes ud.  Udgivet af Socialt IndblikTilrettelæggelse: Niels SvanborgFoto på cover: Michael Drost-Hansen