Bag dagens låge i "Juletræningstanker" har jeg endnu engang besøg af Randi Frost, og samtalen i dag blev både varm, håbefuld og samtidig ret skarp.

Vi starter med noget af det, Randi har været allermest glad for ved at lytte med på julekalenderen:
At høre så mange forskellige hestemennesker, med vidt forskelligt afsæt i hesteverdenen – men med et tydeligt fælles værdigrundlag.
Et fælles ønske om mere for hestene.
At de bliver set og hørt.
At deres basale behov bliver taget alvorligt.
At de bliver beriget – og har et liv, der er værd at leve.

Derfra bevæger vi os ind i noget, der igen og igen viser sig at være helt centralt:
👉 Det nytter ikke kun at ændre reglerne for rideskoler, børn og dem med mindst erfaring, hvis vi samtidig lader dem, der sætter tonen, gå fri.
Dem man ser op til.
Dem der definerer, hvad der er "normalt".
For hvis forbillederne ikke ændrer praksis, holdning og etik – så flytter reglerne i sig selv meget lidt.

Vi taler også om rideskolebørnene.
Om hvorfor det alligevel er afgørende, at vi håndterer dem anderledes, end mange af os selv blev mødt.
At de lærer at sætte ord på, hvad ponyerne fortæller dem.
At de lærer at handle hensigtsmæssigt på det – og at lytte både til ponyen og til deres egen intuition og deres egne grænser.

Og så runder vi et emne, der fylder for rigtig mange, men som ofte bliver fejet lidt til side:
👉 At være en bange eller utryg rytter.
Hvor vigtigt sproget er her.
At vi ikke bare siger "tag dig sammen" eller "det går nok".
Men at vi anerkender, hvad det egentlig er, der sker i kroppen.
Hvad man reagerer på.
Hvorfor utrygheden opstår.
Og hvad man konkret kan gøre for at tage hånd om den – uden skam.

Det blev en samtale om kultur, ansvar, børn, forbilleder, sprog og mod.
Og om hvorfor forandring starter både oppefra og nedefra og at ingen af delene kan stå alene.