62. Lille pige, store byrder (1:2)
Description
En badeferie med familien lyder umiddelbart ikke helt skidt. For lille Birgitte ændrede badeferien dog ikke, at hendes forældre begge var funktionelle alkoholikere, og at både psykisk og fysisk vold var en del af familielivet bag facaden. Birgitte Skjødt er i dag 30 år gammel, arbejder i psykiatriadministrationen i Region Syddanmark og har siden 2016 været EN AF OS-ambassadør. Hun fortæller i dette afsnit om, hvordan hendes opvækst påvirkede hendes egen udvikling, når hun som folkeskolepige brugte al energi på at navigere rundt mellem at skulle skåne sin lillebror og skabe fred mellem sine forældre. Med os har vi også Liselene Pedersen, der er PsykInfo-konsulent og har mange års erfaring med unge og mental trivsel. Vi spørger Liselene om, hvordan en opvækst med svigt og uforudsigelighed kan præge et ungt menneskes liv i en sådan grad, at det går ud over både selvtillid, selvværd og rækker langt ind i voksenlivet.
Medvirkende: Birgitte Skjødt og Liselene Pedersen
Vært og tilrettelægger: Nicolas Doria Adet Hansen