Autokratisk topmøde, sensationelt retsstatsdrama og spyttemanden genbesøgt
Description
Husker du billedet af Spyttemanden? Ham, som stod på en motorvejsbro i Rødby og spyttede efter de flygtninge, som gik nede på vejen? Billedet blev et af de mest ikoniske billeder på flygtningekrisen i 2015, men det fik også store konsekvenser for den kvinde på billedet, som fejlagtigt blev forvekslet med spyttemandens kone – og det blev skyld i både søvnløse timer og flere års dårlig samvittighed for Informations fotograf Sigrid Nygaard, der stod bag kameraet. I anledning 10-året fortæller hun hele historien om ’Spyttemanden’ – og den mediestorm, som siden fulgte.
Ugens sensationelle dom i Samsam-sagen er et led i et dramatisk opgør om retsstaten, og budskabet fra Højesteret til efterretningstjenesterne er ikke til at misforstå: Ret ind. Der er grænser for, hvad tjenesterne kan slippe af sted med at hemmeligholde. Og forstod de det ikke med Findsen-sagen, så har Højesteret nu gentaget pointen i sagen om Samsam. Journalist Ulrik Dahlin og journalistisk chefredaktør Anton Geist udlægger det opsigtsvækkende retsstatsdrama.
Og endelig skal vi til Kina, hvor Xi Jinping har afholdt autokratisk topmøde med deltagelse af både Putin, Modi og Kim Jong-un og med en historisk stor militærparade som afslutning. Hvilke signaler blev der sendt i løbet af de fire dages festligheder, hvem var de tiltænkt – og er det skitsen til en ny verdensorden, vi så folde sig ud? Udlandsredaktør Lene Winther og chefredaktør Rune Lykkeberg gør os klogere.