Støt podcasten med valgfrit beløb på MobilePay 454524.

Vil du sponsere? Skriv til mig på mille@ihdumille.dk

Del meget gerne podcasten, og giv den stjerner der hvor du lytter. Det GØR en forskel, at du bakker op 💖

-

"Jeg hedder Signe, jeg er 37 år gammel, gift med Rasmus og mor til Saxo på fire år og Walther på et år. 

Jeg udviklede anoreksi, da jeg var 16 år gammel, og det udsprang af et ønske om at have en HELT flad mave (noget som virker så skørt i dag, men som blev mit eneste fokuspunkt dengang).

Min anoreksi har været bølgetoppe og bølgedale. En form for anoreksi i anoreksien. Jeg er udfordret af at have en meget massiv facade, så jeg kunne snyde både mig selv og andre raske. Så i begyndelsen var fokus at få mig op i vægt; stabilisere mig. Og da det punkt var nået, blev jeg sluppet fuldstændigt. Jeg havde kortvarigt og meget intenst arbejde med et familietraume (en meget voldsom skilsmisse), men med min spiseforstyrrelse kom der også en enorm frygt for mad; en kategori af tilladte og ikke tilladte fødevarer. Det blev ikke behandlet. Så da jeg var vægtstabil (åha alle de termer man lykkeligt har glemt) blev jeg "lukket ud" i verden igen, men jeg sad dér helt normalvægtig og nu med ideen om, at jeg aldrig nogensinde ville kunne spise noget "usundt" (for mig var det slik, kage, smør, chips, pizza, burger, ting med mælk, magarine, fløde, takeaway) - fordi jeg var jo normalvægtig!

Så min anden bølgedal fulgte, da jeg spiste så restriktivt, at jeg overspiste af det tilladte. Og ikke tabte mig, fordi jeg ikke var i balance. Her var mit kropshad størst. Det var fra cirka 19 år til 25 år. Seks år med selvhad, selvmordsforsøg, opkastninger, afføringsmiddel. Og den her enorme frygt for mad. Og når jeg var ved lægen for at få hjælp, blev jeg sendt hjem igen, for når jeg stillede mig på vægten, vurderede de på baggrund af mit BMI, at jeg var rask.

Jeg har en følelse af, at de her syv år er ligesom en vulkan, der skal til at gå i udbrud. En ulmende anoreksi. Og endelig skete der noget udefinérbart som gjorde, at jeg fik magten - eller anoreksien fik magten hedder det jo (i dag ved jeg godt, det var min og anoreksiens kamp om magten). Og jeg tabte mig endelig. Anoreksien fik endelig kontrollen. Og jeg endte i så voldsom en skruetvinge, at jeg blev indlagt. Og det var ikke behandlingen som sådan, der fik mig på rette spor - det var min diætist Pia Groulef (som også var hende, der sendte mig din vej). Min anoreksi er nemlig sådan indrettet, at den er lynende intelligent. Det, der afholdt mig fra at spise var belysningen af fødevarer. En stemme i hovedet, som kunne modargumentere det mad, jeg puttede i munden, fordi der var "for lidt" af den ene slags (fx protein) og "for meget" af den anden (fx kulhydrater eller fedt). Så bare at putte et æble i munden var en kamp - for hvad med frugtsukker? Og er det ikke noget med, at en pære er bedre? Men det er jo bedst at spise en mandel til, men hvad så med fedtindholdet i den? 

Pia hjalp mig på rette vej ved endelig at aftabuisere mad. Og gennem gråd og vrede lærte hun mig, at maden er min medicin (i sådan en grad, at jeg lavede en indlægsseddel om mad - den kan du læse, hvis du er med i Resten skal nydes universet). Jeg fik skrællet alt frygten om mad væk. Og langsomt oplevede jeg roen; jeg kunne sidde stille. Og jeg kunne være alene (hvor jeg tidligere frygtede ensomhed, fordi jeg kun tænkte på mad). Men til trods for det ville det vise sig, at jeg skulle kæmpe mange år endnu.

Da jeg var omkring 30, mødte jeg min mand Rasmus i en uhyggelig bølgedal af anoreksi. Jeg havde lært at være alene, og det betød jeg nu levede ret ensomt til trods for et stort socialt netværk. Jeg levede under anoreksiens regler omkring hyppigheden af sociale arrangementer og alt, der kunne bringe anoreksien ud af sin vante rytme. 

Rasmus gik til mig med en uforbeholden nysgerrighed, og langsomt fik vi åbnet op for og udfordret alle mine regler. Langsomt kunne jeg løsne op og skridt for skridt give slip på anoreksien. Han greb mig.

Men naturligvis er der meget mere i det end en allieret. Og heldigvis byder livet i sig selv på ekstremt behandlende metoder, hvor jeg fik lov til at udfordre anoreksien. Da vi ønskede at få børn, var min krop i dvale, og jeg nægtede at gå i behandling. Jeg frygtede hormonerne og hvad, de ville gøre. Men ønsket om at blive mor og forældre sammen med Rasmus var nok til, at jeg udfordrede endnu et spektrum af anoreksien. Og da jeg blev gravid med Saxo følte jeg ægte, jeg kunne trække vejret for første gang siden før min anoreksi. Jeg havde styrken til at passe på mit lille barn. Men jeg vidste også, at det ville blive svært, når jeg ikke groede ham indeni mig, og meget naturligt reagerede min anoreksi, da jeg fødte Saxo. Med regler og tanker og forbud, som jeg kendte dem fra en anden tid. Men jeg har altid haft en iboende kraft i mig der ville lyset. Raskheden. Letheden. Og jeg har brugt den styrke til aldrig at lade anoreksien tage over. Jeg mødte samme uvildighed over at hjælpe mig, fordi min krop igen havde fundet sit leje. Og det frustrerer mig, at det skal handle om krop og tal, når anoreksi er noget helt andet. Og som jeg fandt mig selv igen ovenpå moderskabet, begyndte jeg at bruge mit energioverskud på at fokusere på at gøre en forskel. Belyse det skøre faktum, at vi skal vejes og måles, når vi inderst inde kæmper med selvhad og kontrol. Jeg har været i debat med en overlæge omkring skævvridningen i Go' Morgen Danmark, og efterfølgende skrev jeg under på en bogkontrakt, hvor jeg kunne italesætte min kamp og forhåbentligt give en håndsrækning og et håb til de, der fandt sig selv i samme håbløse kamp, som jeg følte mig.

Og knap havde jeg skrevet under på kontrakten, før jeg blev (naturligt!) gravid med vores anden søn, Walther. Og endnu engang oplevede jeg en voldsom fødselsreaktion, som var benzin på min latente anoreksis ulmende ild. De første måneder af Walthers liv kørte jeg i pendulfart mellem Ballerup og Lyngby, imens jeg prøvede at kæmpe imod de gamle regler om skridt og sund mad, alt imens jeg havde min nye familiekonstellation. Den dag i dag kan jeg se, at det var anoreksiens vindue til at kæmpe sig ind igen. 

Nu er Walther snart to år, og jeg er så heldig, at jeg har fået et arbejde, hvor jeg kan lade op og dyrke mig, samtidig med jeg kan være den mor, jeg ønsker at være. Anoreksien i mig er i dag meget mindre, end jeg nogensinde havde forestillet mig, den kunne blive. Ironien er, at jeg brugte hele foråret på at træne op til marathon, og at jeg i den træning fandt den sidste ro, som jeg manglede for at kunne dømme mig overlegen over min anoreksi. Jeg har været vant til at tælle, tænke, planlægge - og lige pludseligt har jeg et "hul" i hovedet, hvor min anoreksi plejede at regere. Jeg går så afslappet ind i hele min spisning, at jeg nogengange kan være helt nervøs for, om jeg ægte har været syg. Og det vildeste er, at min krop og mit sind aldrig har været så meget i balance. Jeg kan se en gigantisk forskel i da Saxo var baby, hvor jeg til tider decideret var handlingslammet ift. madlavning og nu, hvor Walther er baby, og maden er så sekundær. De måltider, vi spiser. Det er så befriende. Der er frirum." 

Signes bog: https://www.bog-ide.dk/produkt/4122084/signe-andrup-kaere-saxo 

-

Mine hjemmesider:

https://ihdumille.dk/

https://restenskalnydes.simplero.com/ 

https://www.skriveboblen.dk/shop/ 

Direkte link til indmeldelse i Resten skal nydes universet: https://restenskalnydes.simplero.com/cart/176359-Medlemsskab-af-Resten-skal-nydes 

Instagram: resten_skal_nydes 

Facebook: https://www.facebook.com/mille.e.andersen/ og https://www.facebook.com/groups/527305391175683