Mit navn er Rebekka Bøgelund og du lytter til min podcast Nulfejlskultur. I dette afsnit taler jeg med cheftræner for BSV Peter Bredsdorff-Larsen om at skabe talentfulde elitehåndboldspillere i en præstationskultur. Hør hans syn på fejl, og hvorfor et styrkefokus minimerer fejlene. Hør ham også give sit syn på, hvordan sportsverdenen kan hjælpe organisationer til at få tid til refleksion, hvordan de kan øve sig og i højere grad arbejde med tydelighed i opgaven. Du kan læse hele vores samtale her:

Cheftræner for elitehåndboldspillerne BSV Herrer. Mange ville tænke nulfejlskulturens højborg, her skal præsteres og vi må ikke lave nogle fejl.

Nulfejlskultur er på spil i alle brancher og sammenhænge. Vi har vores berettigelse og lever af at tilvejebringe en kamparena, og hvor rigtig mange også taler om, hvem der mon lavede en fejl, og hvem der var skyld i det ene og det andet. Det der lidt sort/hvide – fejl eller ikke en fejl.

Noget af det, du ser som vigtigt, det er det her med at identificere styrker og muligheder. Og bidrager til at man oplever fremgang og får succes – men at man også gør plads til talenterne. Hvad tænker du omkring det – og så det modsatte nulfejlskulturen, hvor der måske ikke er den psykologiske tryghed til at kunne eksperimentere? Hvordan agerer du i en sportsarena omkring det?

Jeg læner mig meget op ad den viden vi har, også teoretisk på, at der hvor vi ser de største udviklingsmæssige potentialer, som kan realiseres, så er det faktisk der, hvor styrkerne er. Der hvor man i forvejen har sine unikke bidrag, der hvor man har sit fokus og gør gavn som spiller. Der har vi muligheden for at ekspandere meget mere end ved at kigge på alt det, de ikke kan. Dvs. vi har ikke det samme udviklingspotentiale ved at kigge på svaghederne. Så jeg gør alt hvad jeg kan for at minde hver enkelt individ på vores hold om, hvad han gør så godt. Og ser om vi kan få det til at fylde endnu mere. Og på den måde kan du sige, så minimerer vi også fejlene, for så får vi det, vi kan i forvejen til at fylde endnu mere. Det er jeg fuldt besluttet på, at det er vejen frem både i forhold til at udvikle den enkelte men også at udvikle holdet. Men i virkeligheden også at levere de bedst tænkelige resultater. Der er også noget langtidsholdbart i det. Du får en masse sidegevinster på energi og engagement og humør, fordi vi alle sammen gerne vil arbejde og være i de sammenhænge, hvor vi bidrager allermest. Det er der, hvor vi har lysten til at tage en sæson mere. I den sammenhæng, bruger jeg meget tid på det. Og hvis jeg skal udfolde det yderligere – hvad så når det ikke lykkes? Hvad så med de sammenhænge, hvor der opstår fejl.

Man kunne jo også bruge ordet misforståelser i stedet for fejl. Min grundindstilling er, at vi alle sammen er cyklet hen til hallen for at bidrage med et bedste, vi kan. Der er ikke nogle, der er cyklet derhen for at lave fejl. De har ikke stået op om morgenen og spist nogle havregryn og tænkt, nu kører jeg hen i hallen og laver nogle fejl på håndboldholdet. Vi kommer for at gøre vores aller aller bedste. Men der er meget forskellige forudsætninger fra den ene dag til den anden. Fra den ene kamp til den anden. Der kan også være en variation i opgaver og i nye relationelle sammenhænge. Der kan være nogle ting i privaten, der gør, at ens forudsætninger ikke er på samme niveau. Og alt det plus de relationelle forståelser på banen kan betyde, at der lige pludselig opstår en fejlaflevering. Men en fejlaflevering opstår, fordi der var en der troede, at han løb et sted hen, som han ikke gjorde. Det kigger vi på ud fra ønsket om at forstå, hvem der kan bidrage med noget, for at en sammenhæng bliver bedre. Det er en anden måde at kigge på det på, end hvem der lavede fejlen. I højere grad et forsøg på at fokusere på, hvordan vi i højere grad sammen kan få noget til at lykkes.

Hvis vi ikke kan finde løsningerne, så er det måske fordi, vi skulle prøve lidt at ændre måden vi spillede på.

Er det så her, at I har en eksperimentel tilgang for at afsøge forskellige muligheder?

Jeg kan mærke, at eksperimentel er ikke lige mit ord i sådan en elitesportsverden – for vi lever faktisk af at være ret kliniske i den måde, vi går til tingene på. Men vi er i hvert fald nysgerrige og undersøgende på, hvad det er, der sker, når vi oplever, det du kalder fejl eller som jeg vil kalde misforståelser eller ikke ønskelige situationer, hvad er det, der foregår. Hvem gør hvad, hvem gjorde ikke hvad, hvad mangler vi af forståelser, af kompetencer, af relationelle færdigheder. Skal der ændres på konceptet, på de opgaver, som folk har. Det er en mere brugbar og udviklingsorienteret måde at kigge på det på. Min grundindgang er, at man er jo faktisk kommet herhen for at gøre sit bedste. Derfor kan det jo godt være meget dramatisk, at en spiller skal have nogle andre opgaver – måske skal arbejde med nogle andre i nogle forskellige sammenhænge. Det kan være en konsekvens af, at vi oplever, at vores produktivitet ikke helt står mål med den organisatoriske opgave at vinde, når vi spiller.

Men en anden vigtig tilgang er, hvor meget opmærksomhed og intensitet kan vi hver især proppe ind i opgaven. Vi kan ikke i sportens verden, hvor alt går så stærkt, forlange en 100% kamp. Vi har haft nogle gode snakke på holdet om, hvor mange kiksede angreb på holdet, kan vi have. Hvor mange fejl kan vi lave i løbet af sådan en kamp – det er jo en interessant snak. Vi ved jo, at der vil komme situationer, vi ikke er særligt stolte af. Eller som vi gerne ville have gjort anderledes. Men det er jo skægt at snakke om – hvor mange kan vi tåle at have. Hvad synes vi er rimeligt. En jordemoder ser det jo ikke på samme måde – det er jo ikke muligt at kikse. En pilot vil også gerne have alle fly ned. Vi har jo brancher, hvor man opererer med nulfejlskultur.

Jeg talte med en hjerneforsker, som også er meget kendt fra DR programmer om talent – at der i næste alle brancher er nogle rum, hvor det er muligt at udforske. Du kalder det at være nysgerrig – det at turde at være modig for at udvikle feltet. Hvad enten det er inden for flyveindustrien eller lægeverdenen. Her tænker jeg også, hvis man skal være unik og med i front, så skal man vel også være der, hvor man hele tiden udvikler på spillet, på tilgangene? Kan man tænke nyt inden for elitesport?

Hvis man er i tvivl om, om man kan, så kan man bare kigge ti år tilbage. Nogle skaber jo fremtiden, og min tanke er, at det kan jo lige så godt være os selv. Vi skal videre, det er en præmis – selvfølgelig ikke kun en udviklingsplatform, for vi skal vinde med jævne mellemrum. Det skaber også intensitet i samværet, at vi ikke lader os nøje. Vi bruger en reference, vi kalder finaleniveau. Hvis dagligdagen er helt perfekt, så er den på finaleniveau. Alle de elementer og komponenter, der indgår i dagligdagen. Det er spillet men også miljøet for den enkelte spiller, søvn, mad, at han har det godt derhjemme. Det er forudsætningen for, at vi kan ramme nye finaler. Vi forsøger hele tiden at løfte det, vi går og laver til det højest tænkelige niveau. Det handler om alt før under og efter kamp. Den cyklus der er på et elitehold, den forsøger vi hele tiden at udvikle til det bedst tænkelige niveau.

Noget af det, der slår mig, er at der nogle gange er et virkeligt hårdt sprog mellem spillerne og deres træner. Fremmer det virkelig engagementet, hvis man råber og skriger? Du er jo selv en, der borger for at finde styrkerne i det enkelte menneske, potentialet og kigge på, hvordan vi skaber engagement.

Overordnet set er der et dogme, som måske også er funderet i noget virkelighed på, at i sportens verden der må man gerne råbe. Vi har jo også tilskuere og sponsorer, der også råber. Jeg kan også høre nogle gange, at det de råber, det ville de ikke råbe til deres egne medarbejdere. Det er egentlig skægt, hvordan de må tale til mine medarbejdere. Derfor er sporten en arena, hvor det er tilladt at bruge et andet vokabularium end man gør i andre mere civiliserede verdener. En sportsarena er også en gladiatorarena. Det er sådan en følelsernes højborg. Et mentalhygiejnisk frirum for mennesker. Det er også sundt for mennesker lige at komme ind i hallen og fyre den af. Vi kan godt tåle det, vi lever af det, så det går nok. Men det er jo også ud af den verden, at du snakker. Men det er trist på ungdomsbanerne. Endnu mere trist. Det er blevet legitimt, at man gerne må stå at råbe, man kan næsten tro, at det er det, man skal. Og man kan nogle gange høre på forældre og sponsorer, at de har en forventning om, at der bliver råbt. Hvis ikke træneren råber, så er han ikke engageret. Hvor man som træner tænker, hvis jeg skal være engageret og hjælpe mit hold, så gælder det om at være rolig og fokuseret på vores faglige opgaver. Man kan måske godt finde en sekvens, hvor man har set mig råbe, der kan også være meget larm. Vi har ikke tid til lotusstilling og fyrfadslys og workshops på Tunø – det har vi ikke. Vi har nogle gange meget kort tid til beslutningsgangene i pressede situationer, men jeg er helt med på, at det ikke fremmer forståelsen. Så jeg må jo også erkende, at jeg nogle gange er utilstrækkelig. Man kan sige, at hvis en træner råber, så er det for mig lidt en falliterklæring. Alt det vi har forberedt, det har ikke været godt nok. Så der er brug for at justere så voldsomt, at man forsøger at komme igennem med sine budskaber ved at råbe. Det ved vi fra andre sammenhænge, at det hjælper os ikke så meget. Jeg forsøger at gøre mig forståelig på en måde, så spillerne kan vokse af det.

Du brugte et centralt ord – utilstrækkelighed. Også i forhold til snakke jeg ellers har haft – bl.a. med CEO Niels Duedahl. Han snakker om sårbarhed. Noget af det vigtigste man kan gøre som leder er at man tør at vise sin sårbarhed. Tør at vise, at det her var en fejl fra min side eller det her var jeg ikke god nok til eller det her vil jeg arbejde på. Det er også med til at højne en