I november 2023 opfører Gangway albummet ”Happy Ever After” ved to koncerter i hhv. DR Koncerthuset (22.11) og Musikhuset i Aarhus (25.11).

I den anledning – og fordi en podcast om Gangway længe har været en ønskedrøm – inviterede Jan Eriksen bandets guitarist og sangskriver Henrik Balling i studiet.

”Happy Ever After” udkom i 1992, så det er 30 års jubilæumskoncerter med en smule forsinkelse. Det er det mest solgte Gangway-album overhovedet og det afstedkom efterfølgende hele fire DMA-priser.

Podcasten handler først og fremmest om ”Happy Ever After”, som i øvrigt har taget navn efter en Beatles-tekst, men Jan og Henrik kommer også omkring et par andre temaer, ikke mindst kæmpehittet ”My Girl and Me” – hvor det kom fra, hvad der inspirerede? F.eks. Monty Pythons ”Lumberjack Song”.

Det samme gælder et andet af Gangways store hits, "Mountain Song" fra ”Happy Ever After”, hvor vi kommer omkring pentatone musik, den russiske komponist Modest Musorgskij og engelsk krigsmusik.

”Hvordan det blev til en popsang? Det er meget svært at svare på,” siger Balling.

I det hele taget handler det om den kunstneriske proces og inspiration – som dengang i 1992 foregik på en af de første Akai samplere og en Atari computer. Og om teksterne.

"Jeg vil helst ikke have, at der kun er et narrativ. Hvis noget ser forfærdeligt ud, så kan jeg godt lide at skrive om noget, der er positivt ved, at det ser forfærdeligt ud."

”Happy Ever After” blev indspillet i sommeren 1992, samtidig med, at Gangway-medlemmerne kunne sidde i et studie ved Trianglen og høre jublen - når Danmark scorede under fodbold-EM - fra tilskuerne ved storskærmsarrangementer i Fælledparken.

Gangway stoppede oprindelig i 1998 efter at have udsendt syv album. I 2017 blev de gendannet for en turne, nu som en gruppe med seks medlemmer. Og i 2019 udkom albummet ”Whatever It Is”.

I dag består Gangway af Allan Jensen på sang, Henrik Balling, guitar, Torben Johansen, keyboards og guitar, Janus Nevel, trommer, René Thaulund, keyboards og synthesizere og Carl-Eriks Riestra på bas og synthesizer.

I denne POVcast handler det bl.a. om:
- heavyrockguitaristen, der skulle blive det første og sidste egentlige idol i dengang tolvårige Ballings liv. ”Han var en halvgud for mig. Han var et overmenneske.”
- at komme overens med og blive ven med sin angst. Og skrive en sang om det.
- hvad er det egentlig er med den der fede coda i ”Didn’t I Make You Laugh”: ”I Hope to God that no one will be late on 21st of May”.
- filmmusik – der altid været et vist filmisk præg i Gangways musik.
- sammenligningen i begyndelsen med The Smiths: ”Der, hvor The Smiths havde en indflydelse, var, at da vi startede var vi inspirerede af den mørke indiemusik som Siouxsie and the Banshees, Joy Division og det første The Cure – men The Smiths og The Cure efter ”The Lovecats” var med til at skubbe os i en lysere retning.”
- valget af Katie Dahlstrom som lydtekniker på ”Happy Ever After”. Som havde stor betydning mht. at rydde op i tracks’ne.
- samarbejdet med Anders Koppel på ”Happy Ever After".
- hvad det er med den sære baggrundslyd af fransk café på nummeret "Manic Days?" Det husker Henrik ikke. Måske graver han og Jan sig frem til en løsning.

Dette og alt muligt andet i denne POVcast.