Lonnie Kjer (Sangskriver, tekstforfatter, sangerinde, journalist og radiovært)
Description
Dette er den sidste episode af Indsigt med Udsigt i et stykke tid, da vi har besluttet os for at tage en pause. Vi er dybt taknemmelige for alle jer, der har fulgt med og fundet glæde i vores samtaler. Tak fordi I har lyttet med!
Vi håber, at I vil nyde denne episode ekstra meget – ikke mindst fordi vi har Lonnie Kjer som gæst (nogle kender hende måske bedre som Lonnie Devantier).
I 1990 vandt Lonnie det danske Melodi Grand Prix som blot 17-årig med sangen 'Hallo, hallo'. Det var en drøm, der gik i opfyldelse, men hurtigt lærte hun også bagsiden af medaljen ved en pludselig berømmelse. Efter en tid trak Lonnie sig fra rampelyset for at forfølge andre drømme, der lå og ulmede.
I dag har Lonnie genopdaget sin passion og sit kunstneriske udtryk. Hun værdsætter nu den frihed, hun har som sangskriver, tekstforfatter, radiovært og journalist. Denne frihed giver hende plads til kreativitet og muligheden for at arbejde både i Danmark og Spanien – et land, som står hendes hjerte nær, og hvor hun elsker at tilbringe meget af sin tid.
Lyt med til Lonnies inspirerende rejse om at finde sin sande identitet og vokse sig stærkere gennem livets erfaringer!



