S vil forbyde sexdukker, der forestiller børn. Omdiskuteret rapport om...
Description
Socialdemokratiet vil forbyde sexdukker, der forestiller
børn, men Red Barnet støtter endnu ikke et forbud. Chefpsykolog i Red Barnet,
Kuno Sørensen, mener, at der mangler forskning i, om sexdukkerne skaber flere
eller færre overgreb.
I går trak Aarhus Universitet en meget omdiskuteret rapport
om oksekød og klimabelastning tilbage. Den er blevet kritiseret for at være
utroværdig, fordi landbrugslobbyen har været meget tæt involveret i rapporten
og blandt andet har skrevet nogle af afsnittene i den. Det er altså en sag om,
hvorvidt vi kan stole på forskningen. Journalist på Information, Martin Bahn,
som har været med til at grave denne historie frem, fortæller mere om rapportens
fejl og tvivlsomme tal.
Kontanthjælpsmodtagere, der er betegnet som
aktivitetsparate, har fem gange så høj dødelighed som jobparate
kontanthjælpsmodtagere, viser en undersøgelse. Det er beskæftigelsesordfører
for Alternativet, Torsten Gejl, som har stillet spørgsmål ved dette og som har bedt
beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard om svar. Gejl har udtalt til mediet
A4, at disse tal er udtryk for, at alvorligt syge mennesker bliver udsat for
uværdig behandling. Men hvordan løser vi problemet? Det beder vi Torsten Gejl komme
med et bud på.