Denne epsiode er lidt håndholdt og følelsesladet. Men også vigtig. 

Den handler om den frustration, jeg oplevede, efter endnu et møde med psykiatrien. 

Jeg følte mig ikke set, hørt, mødt eller forstået. De var mægtig søde, men der var kun et bud på en ramme, man skulle passe ned i. One size fits all.

Det handler også om, at tvivl er okay. At det er okay at stille spørgsmål og bede om et ekstra møde. At lade tiden gå og tingene bundfælde sig. 

Og så at træffe den beslutning, som føles rigtig. Fx at sige nej tak til behandling. Også selvom en psykolog eller psykiater mener, at den her behandlingsform faktisk er god for alle og dermed også for dig. 

Vi kan faktisk ret ofte godt mærke, hvad der er godt for os, hvis vi får lov.

Og der er heldigvis andre tilbud om hjælp derude, hvis jeg får brug for det. 

Find Katrine på LinkedIn eller på Neurospicys insta