I denne klienthistorie skal du møde Mads, som har været i et smerteforløb hos Jacob. Formålet med rækken af klienthistorier er at du kan finde inspiration i andres historier, føle dig mindre alene med de udfordringer, du har og finde et håb om at også din situation kan udvikle sig til det bedre.

I denne episode kan du blandt andet høre om:

• Hvordan forskellige og modstridende forklaringer på smerterne kan forvirre og forværre.


• At en "alt-eller-intet"-tilgang sjældent er den bedste vej frem.


• Glæden og trygheden ved at få en bedre forståelse af sin situation.


• Hvorfor det at søge mere information på nettet ikke altid godt - og nogle gange et decideret problem.


• Hvorfor du nogle gange godt kan træne videre, selvom du oplever smerter.


• At Mads ikke er helt smertefri, men alligevel ser forløbet som succesfuldt.

Jeg hedder Mads og jeg er 37 år gammel. Til dagligt arbejder jeg i lægemiddelindustrien som “Medical Advisor”. Jeg er typen, der altid har dyrket meget sport og at være fysisk aktiv har altid fyldt meget i min hverdag.

Tilbage i september 2016 havde jeg meldt mig DHL med mit arbejde og jeg skulle selvfølgelig være “helten”, der løb 3 runder i streg. Da jeg var ude på runde nr. 3, fik jeg pludselig ondt i mit knæ, men jeg fortsatte ufortrødent løbet. Efterfølgende gjorde knæet stadig ondt og efter noget tid med smerter, gik jeg til min egen læge og fik en henvisning til en fysioterapeut.

Fysioterapeuten gav mig nogle øvelser mod knæsmerter, men jeg fik ikke lavet dem, fordi de var kedelige. Jeg havde stadig ondt, når jeg løb, så jeg skiftede til at cykle i stedet. En kold morgen i oktober satte jeg mig op på cyklen og sprintede fra Nørrebro til Søborg på arbejde. Da jeg nåede til Søborg, kunne jeg mærke at jeg havde virkelig ondt i begge knæ. Det føltes som en stikkende, summende smerte i begge knæ.

Jeg vendte derfor tilbage til lægen, der forklarede at det var en overbelastning og at jeg skulle slappe af og strække mine lår ud, så skulle knæsmerterne nok gå væk igen. Jeg fulgte lægens råd i en uges tid og oplevede egentlig også at smerterne gik i sig selv. Så en (anden) kold morgen i november satte jeg mig (igen) op på cyklen og sprintede fra Nørrebro til Søborg på arbejde (igen).

Da jeg nåede til Søborg havde jeg (igen) ondt i begge knæ. Og så blev jeg rigtig bange.

Jeg begyndte at Google alt, hvad jeg overhovedet kunne og jeg fandt en masse artikler om knæsmerter.

I nogle af artiklerne stod der at knæsmerterne aldrig ville gå væk og jeg begyndte at blive mere og mere desperat.

Den desperation fik mig til at læse endnu mere om knæsmerter i håbet om at finde ud af, hvorfor jeg havde ondt i knæene. Men der var mange modsatrettede forklaringer på internettet. Og det gjorde mig både bekymret og bange.

Jeg kontaktede en personlig træner, som eftersigende skulle være god til smerter. Vi lavede en masse forskellige øvelser, men jeg fik egentlig bare mere og mere ondt. Træneren kunne ikke rigtig forklare mig, hvorfor jeg havde ondt. Der var ikke et konkret svar på, hvad det var, der var galt og forløbet virkede lidt tilfældigt for mig. Derfor mistede jeg langsomt tilliden til træneren og stoppede igen.

Jeg har generelt haft stor tiltro og tillid til de behandlere og trænere, jeg har mødt. Men jeg fik typisk mere ondt og de kunne ikke forklare mig, hvorfor jeg fik ondt, så jeg mistede tilliden til dem og stoppede igen.

Fra et mere fagligt perspektiv er smerter ofte en del af rejsen, når man arbejder mod at blive smertefri. Det går op og ned - som en Toblerone. Men hvis du som klient ikke bliver taget i hånden og får forklaret at det er helt normalt og forventeligt at opleve smerter - også opblusninger og “tilbagefald”, så kan det virke utrygt og føles forkert som smertepatient.

Smerterne var nu så slemme at jeg kraftigt overvejede om det var det værd, når jeg skulle gå på trapper. Jeg løftede ingen tunge ting og jeg tilrettelagde alt i mit liv efter smerterne. Jeg stoppede med mange ting, jeg ellers fandt stor glæde ved. Knæsmerterne påvirkede min energi i løbet af dagens og min koncentrationsevne på arbejdet. Smerterne havde indflydelse på hele mit liv.

Jeg følte at jeg havde mistet mig selv, da jeg havde opbygget meget af mit liv omkring fysisk aktivitet og sport. Lige pludselig havde jeg rigtig ondt i knæene.

Jeg følte ikke at jeg vidste, hvem jeg var, når jeg ikke kunne bruge mig krop.

I maj 2017 blev jeg henvist til Bispebjerg Hospital for at få både en MR-scanning, ultralyd og røntgen. Ingen af scanningerne viste nogle væsentlige forandringer i mine knæ. Der var en lille forandring i brusken, men lægerne mente ikke at den forandring kunne forklare de smerter, jeg oplevede i mine knæ.

Min første tanke var at det ikke kunne passe. Jeg kom med overbevisningen om: “Hvis jeg har ondt, så må der være noget galt i knæet”. Det havde jeg lært af min læge, fysioterapeuterne, min omgangskreds, min opvækst og af samfundets måde at forstå og snakke om smerter på.

Jeg kunne jo mærke at jeg havde ondt. Jeg havde smerter. Hvor skulle smerterne komme fra, hvis alle scanningerne så fine ud? Jeg lærte senere at scanninger mod smerter ikke altid er svaret.

Jeg ved nu også at smerter ikke nødvendigvis betyder at man er skadet. Du kan godt have smerter uden at have skade. Du kan have skade uden at opleve smerter. Du kan også have skade og opleve smerter. Og heldigvis kan du også være skadesfri og være smertefri.

Du kan læse mere om, hvorfor smerte ikke altid er lig med skade.

Jeg kunne ikke acceptere at scanningerne ikke viste en skade, så jeg tog mine røntgenbilleder og scanninger med på privathospital for at vise dem til en ortopædkirurg. Ortopædkirurgen skulle eftersigende være en af Danmarks dygtigste og da han kiggede på scanningerne sagde han først, at der intet var at se.

I dag har jeg en følelse af, at jeg fik presset ortopædkirurg til at sige, at min knæskal var tiltet en smule og at man kunne løsne lidt i et af ledbåndene. Heldigvis så var der forskellige årsager til at jeg ikke blev opereret - og det er jeg meget taknemmelig for den dag i dag.

Læs om hvorfor operation mod smerter ikke altid er vejen frem.

Forskellige behandlinger

I stedet for at sige, hvad jeg har prøvet af behandlinger, så føles det næsten lettere at sige, hvad jeg ikke har prøvet. Jeg har været igennem det meste manuelle behandling i jagten efter den gyldne knap, der skulle trykkes på for at fixe mig.

Adskillelige fysioterapeuter, kiropraktorer, ultralyd, akupunktur, massage, shockwave, tonsvis af udstrækningsøvelser, styrkeøvelser, lacrossebolde, foamrollere, trænet baglårene specifikt og hofteøvelser osv.

Jeg har startet adskillige forløb og fulgt genoptræningsrådene til punkt og prikke - dog uden den ønskede effekt. Faktisk har jeg ofte fået mere ondt.

Nocebo-spotteren

For at gøre mig bevidst om alle de begrænsende overbevisninger, jeg havde fået fra behandlere, lavede Jacob og mig øvelsen “Nocebo-spotteren”.

Du kender sikkert godt til begrebet placebo, som er en positiv forventningseffekt. Når du både håber og tror på at noget vil virke, så er der store chance for at det vil virke. Det omvendte af placebo er nocebo. Det er en negativ forventningseffekt.

Nocebo-spotteren går ud på, at du forsøger at finde alle de tanker, overbevisninger og ideer, som påvirker dig negativt - altså alle de ting, som gør “mor" (hjernen og nervesystemet) mindre tryg og begrænser dig i arbejdet mod dit mål om at reducere smerterne.

Min nocebo-spotter indeholdte blandt andet disse ting jeg havde fået at vide fra forskellige behandlere:

• At min piriformis var for slap.


• Mit bækken var tiltet.


• Jeg havde for stramme ankler.


• Min benlængde var forskellig.


• Jeg har gået i forkerte sko.


• Mine muskler var for stramme.


• Jeg havde et lateralt retinakel.


• Der var arvæv på hofteskåle