Fem NATO-lande, der grænser op til Rusland eller Ruslands allierede Hviderusland, har annonceret, at de vil træde ud af Ottawa-konventionen fra 1997, der forbyder antipersonel-miner.

Polen, Finland, Litauen, Estland og Letland planlægger nu at skabe et minefelt på omkring 3.200 kilometer som en del af forsvaret mod et potentielt angreb fra Rusland.

Beslutningen om at etablere minefelterne skyldes både den opfattede voksende trussel fra Rusland og af den betydelige afskrækkende og defensive effekt, som både antipersonel-miner og antitank-miner kan levere, som blandt andet er set under den igangværende krig i Ukraine.

Antitank-miner er dog ikke omfattet af Ottawa-konventionen, og alle lande kan frit bruge dem.

Antitank-miner er kun rettet mod køretøjer (vægten af et menneske kan ikke aktivere dem). Det største problem ved antipersonel-miner, som er rettet mod mennesker, er, at de kan blive udløst af civile såvel som soldater.

Antipersonel-miner kan ikke skelne mellem militære mål og civile personer eller genstande. Med andre ord eksploderer de, uanset hvem eller hvad der befinder sig i området, når de bliver udsat for tryk.

De er også våben hvis 'vedholdenhed' betyder, at de kan udgøre en fare længe efter, at en konflikt er afsluttet. Forbuddet mod antipersonel-miner ses af mange som et 'etisk imperativ'.

I en tid med militær udvikling domineret af lanceringen af højteknologiske våbensystemer lader den lavteknologiske, usofistikerede og relativt billige landmine (der er nærmest ingen grænse for, hvor mange der kan blive gravet ned) til at kunne spille en markant rolle i moderne krigsførelse.

Minefelter har vist sig at være meget effektive forsvarsredskaber i den nuværende krig i Ukraine som følge af deres evne til at forstyrre og vanskeliggøre fjendtlige angreb.

Denne erkendelse har for de fem NATO-lande betydet, at deres tilslutning til Ottawa-konventionen måtte ophøre - på trods af dens humanitære formål.

De fem lande er blevet kritiseret af menneskerettighedsorganisationer for at trække sig ud af traktaten. Storbritannien underskrev også i 1997 og er fortsat bundet af konventionens bestemmelser. USA, Rusland og Kina underskrev ikke konventionen.

Landminer har vist sig at være et vigtigt forsvarsmiddel i krigen i Ukraine. I de første dage af Ruslands fuldskala invasion i februar 2022 var den ukrainske side meget hurtig til at tage en del af sit lager af sovjettidens antitank-miner i brug.

De viste sig meget effektive til at begrænse den tidlige fremrykning af russiske panserkolonner (begrebet 'panser' dækker både kampvogne og andre pansrede køretøjer) mod Kyiv.

Minerne skabte forstyrrelser, da de russiske styrker enten blev standset eller måtte finde alternative ruter uden om minefelterne.

Forsinkelserne gav de ukrainske styrker tid til at etablere solide forsvarspositioner, som til sidst standsede de russiske kolonner og førte til, at de blev drevet tilbage, før de nåede Kyiv.

De ukrainske styrker indledte derefter deres egen pansrede offensiv i sommeren 2023. Styrkerne, som nu var trænet og udrustet af NATO-lande og anvendte NATO's karakteristiske doktrin for kombineret våbenkrigsførelse, blev også standset i tætte russiske minefelter. Fremrykningen gik helt i stå.

De enorme minefelter med både antipersonel-miner og antitank-miner betød, at det formodede sejrsgivende princip om 'manøvrekrigsførelse', som bygger på manøvre, initiativ og overraskelse, og som ukrainerne var blevet oplært i af NATO-instruktører, blev umulig at gennemføre. Russerne kalder deres defensive minefelter for 'uovervindelige'.

Minefelternes styrke fik begge sider til at erkende nødvendigheden af en gentænkning af, hvordan krigen skulle føres. Minerne fremtvang en ændring i taktik.

Begge parter måtte tage langt mere udmattende strategier i brug. Udfaldet blev nu i høj grad bestemt af artilleriets styrke og kraft snarere end af manøvrer. Det er minefelter, der danner grundlaget for de ukrainske styrkers 'fæstningsbælte' på tværs af store dele af Donbas...